Herremænd og hovedgårde, grevskaber og baronier på Frederik IVs tid

endnu under udarbejdelse

 

Adelvældet i Danmark indtil 1660
 

løbet af middelalderen blev kongerne mere afhængige af herremændene, fordi krigene førtes med ryttere, og der byggedes borge. Herremændene søgte at begrænse kongens magt med håndfæstninger. Der opstod magtkampe mellem konge og adel, og riget var ved at gå sin opløsning i møde i de første årtier af 1300-tallet, hvor den holstenske adel under grev Gerhard var ved at overtage magten i Danmark. Under Valdemar Atterdag og Margrete 1. stabiliseredes kongemagten på adelens bekostning, og mange adelsborge sank i grus.

Adelen gik fra nu af over til at være en fødselsadel, og adelsvåbnet kom til at spille en væsentlig rolle. Fra omkring 1525 blev det den påbudt at antage familienavn. Herremændene kunne opkræve bøder af deres undergivne og fik til stadighed udvidet jurisdiktionen over dem.

Adelsvælde

I løbet af 1400-tallet opnåede adelen en række privilegier, og under Grevens Fejde i 1500-tallet lykkedes det med nød og næppe foreningen af kongemagt og adel at knuse bøndernes oprør. Det bragte for alvor de to parter sammen, og fra da af blev adelen i langt højere grad statens og kongens tjenere og kunne herved fortsat sikre sine privilegier.

Den teknologiske udvikling inden for krigsvæsenet havde medført at den højt specialiserede ridder til hest var blevet umoderne, og det samme gjaldt hans murede borg. Krudtet og skydevåbnenes udvikling havde gjort dem værdiløse.

Adelen begyndte nu en ny livsstil. Den satte sig på de store og velaflagte stillinger i det begyndende / voksende embedsmandsapparat som rigsråder eller lensmænd. Andre studerede. Mange omgav sig med stor luksus, og der blev bygget pragtfulde herregårde.

Adel under enevældet

Da ulykkerne begyndte at vælte ind over Danmark i slutningen af Christian 4.s regeringstid, blev adelen hårdt ramt, og faldet blev endeligt beseglet under Frederik 3., da enevælden blev indført i 1660. Fra at have været Europas måske mest privilegerede stand blev den danske adel den måske mindst privilegerede. Den havde hverken særadgang til embeder eller skattefrihed. Da adelen i 1670 fik skattefrihed for hovedgårdstaksten, blev det snarere en byrde, da der dermed fulgte pligten til stå inde for fæstebøndernes skatter. Inden år 1700 var størstedelen af det danske adelsgods gået over på nye hænder.

Lens-adel
For at kaste ny glans over kronen begyndte kongerne at skaffe sig en ny hofadel ved at adle borgerlige og naturalisere udenlandske adelige, og i 1671 indførte Christian 5. en ny form for højadel bestående af lensgrever og lensbaroner med langt mere udstrakte privilegier, end den gamle adel var i besiddelse af. Adelen havde fået et helt nyt præg. Den var helt afhængig af kongens nåde, var udstyret med store æresrettigheder og sociale privilegier. Den var især repræsenteret ved hoffet, i officerskorpset og på de højere embedsposter. Især højadelen havde fået et tysk præg.

Den gamle adel -uradelen- var ikke udelt begejstret for det nye blod i denne brevadel... som det fremgår af en formastelig satire "Grevens og Friherrens Komedie"

Adel uden privilegier

Grundloven i 1849 ophævede "enhver i Lovgivningen til Adel, Titel og Rang knyttet Forret", og ved lensafløsningen i 1919 overgik de eksisterende grevskaber, baronier og stamhuse til fri ejendom.

Adelen i Danmark i dag består af 189 slægter med ca. 5.000 personer. En fortegnelse findes i Dansk Adels Årbog.

Adelskab

Adelskab er baseret på salisk lov, således at det kun arves fra den agnatiske afstamning (sværdsiden), dvs. faderen (der er dog undtagelser).

Danmark tilhører den tysk-nordiske kulturkreds, og det er den tyske adelsret og tysk skik der er gældende. Den tysk-nordiske adelsret afviger lidt fra fx den angelsaksiske bl.a. ved at alle medlemmer af en slægt i princippet anses som lige, og alle medlemmerne erholder adelig status og eventuel titel (med nogle få undtagelser), medens det i Storbritannien kun er slægtens hovedmand, der arver den egentlige titel; det gælder også for de i Sverige efter 1809 adlede. Det er kun juridisk at deres søskende ikke anses for adelige. I Sverige og Storbritannien tages de med i adelskalendere og årbøger.

Adelen i Storbritannien forveksles ofte med the Peerage, men den var den politisk-juridiske adel og en del dommere og gejstlige. Adelen omfatter også der de politisk-juridiske adelsfamilier, riddere (knights), baronetter og landadel (gentry). Nogle af dem har titler som Lord, Lady og Sir. I Storbritannien er højadelen inddelt i the Peerage, med fem forskellige grupper: 1) duke (hertug), 2) marquess (markis), 3) earl (greve), 4) viscount (adelsmand med rang mellem greve og baron) og 5) baron (baron). I Storbritannien hedder en greve earl, og ordet count bruges kun om en greve der ikke hidhører fra Storbritannien. En earls hustru hedder imidlertid countess.

Der findes i dag ca. 900 svenske adelsslægter. De fleste norske adelsslægter uddøde ca. 1500, men Norge har en lille adel fortrinsvis af danske adelsslægter (Se norske adelsslægter). I Finland findes 148 nulevende adelsslægter. Ud over dem findes 26 finske adelsslægter uden for Finland.

De allerfleste adelige har ikke titler. I Danmark fører den nye højadel efter enevældens indførelse titler som baron, lensbaron, greve og lensgreve. De udgør højadelen sammen med den gamle rigsrådsadel, dvs. de mest betydningsfulde gamle adelsslægter, der sad i Rigsrådet. I andre lande føres et væld af andre titler, som fx hertug og fyrste.

Herregårde

En herregård, sædegård eller hovedgård var en større gård, der tilhørte en adelsmand og som var fri for almindelige skatter. Oprindelig var hovedgårdens stilling alene knyttet til ejerforholdet, senere blev skattefriheden knyttet til et vist jordtilliggende. Hovedgårde havde foruden egen jord et større eller mindre antal fæstegårde, hvis brugere (fæstere) var forpligtede til dels at betale landgilde til, dels at yde hoveri for hovedgårdens ejer. Et sådant samlet ejerskab af hovedgård med eller uden ladegård og fæstegårde betegnes som et gods.

 
En sædegård var før enevældens indførelse i 1660 betegnelsen for en hovedgård, hvor ejeren havde sin residens og husholdning. En hovedgård (herregård) var en stor, adeligt ejet gård, med tilhørende fæstegårde. Som afgift for fæstegårdene ydede fæstebønderne arbejde, det såkaldte hoveri, på hovedgården – deraf betegnelsen. Denne praksis vedblev indtil midten af 1800-tallet.

 
For alternative betydninger, se Hovedgård (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Hovedgård)

En hovedgård er en større landbrugsejendom hvortil der var tilknyttet forskellige privilegier, hvoraf skattefriheden var vigtigst.

I løbet af Middelalderen blev ejerskab af en hovedgård knyttet til adel, hvoraf betegnelsen herregård opstod. I ældre dansk ret gjordes der en sondring mellem de ejendomme, der bestod af bondejord, og de ejendomme, der bestod af fri jord. Inden for kredsen af disse sidste sondrede man atter mellem hovedgårde, hovedgårdsparceller, købstadsjorder, præstegårdsjorder og andre embedsjorder. Til hovedgårde regnedes de jordbrug, under hvilke der endnu hørte eller i alt fald tidligere havde hørt bøndergods. De fleste af disse ejendomme er opståede før 1660, men der er dog i løbet af det 18. århundrede oprettet ikke få hovedgårde. Hovedgårde deltes atter i sædegårde og avls- og ladegaarde.

Efter Enevældens indførelse blev det muligt for borgerlige at købe hovedgårde med privilegierne ved gården, uanset om den kom i borgerlig eje. De sidste privilegier blev ophævet ved lensafløsningen i 1919.

I en mængde middelalderlige diplomer fra det 14. og 15. århundrede forekommer betegnelsen "hovedgårde" (lat.: curiae principales), men disse synes som oftest at have været meget forskellige fra de senere tiders hovedgårde. De sammenbragte jordbrug efter sammenlægning, når jorderne ligger i naturlig forbindelse med hinanden betegnes en hovedgård, således fx (Bol) at have haft deres jorder i fællesskab med bønderne, blot har de haft flere kvotadele end de øvrige.

Disse ældre hovedgårde var altså af en aldeles anden art end de senere proprietærgårde, som opstår på privat initiativ og fortrinsvis ved ejernes egen fortjeneste. Om hovedgårdenes oprindelse må det mærkes, at vel adskillige større hovedgårde, der omtrent svarede til de senere tiders, tidligere have været anlagte, især på forhenværende øde strækninger; men de senere store gårde skylder uden tvivl deres udvikling til en senere tid, da adelen ved mageskifter indbyrdes og med Kronen samlede sit strøgods på enkelte steder og derefter nedlagde bøndergårde og hele landsbyer for at indrette de store samlede herregårdsmarker, der blev drevne ved hoveri af de omliggende fæstebønder.

En del ældre, mindre gårde blev udviklet til sådanne herregårde, andre gik over til at blive simple bøndergårde. Ønsket om at sikre børnene et udkomme eller den efterlevende ægtefælle en værdig forsørgelse (enkesæder) ses ofte at have været motiverende for samlingen af jorder i alt fald før eller senest samtidig med udskiftningen, der i Danmark de fleste steder påbegyndes i slutningen af 1790’erne og gennemføres i begyndelsen af 1800-tallet som konsekvens af landboreformerne.

Til hovedgårde, og navnlig sædegårde, var der endvidere knyttet visse privilegier, først og fremmest skattefrihed og tiendefrihed for jorden. En sædegård skulle være komplet, hvilket indebar, at den havde mindst 200 tønder hartkorn gods indenfor en afstand af to mil. Efter 1660 kunne hovedgårde, og dermed også sædegårde, erhverves af ikke-adelige.

Betegnelsen herregård stammer fra, at ejerne var herremænd, det vil sige mænd, der havde forpligtet sig til at gøre krigstjeneste for en herre – som oftest kongen. Efter middelalderen kom betegnelsen adel i brug om denne gruppe i samfundet.

En del danske større bondegårde, proprietærgårde og landsteder som Havreholm, Nivågård, Løndal, Rye Nørskov og Clasonsborg, kaldes fejlagtigt herregård, selvom ejendommene ikke har nydt særlige privilegier eller haft sæde- eller hovedgårdsstatus.

Grevskaber og baronier
Den gamle danske adel før enevælden havde ingen formelle arvelige titler og rangforskelle, modsat adelen i f.eks Sydeuropa og England. Dansk og nordisk adel havde også en anden arvepraksis end adelen i de fleste andre lande. Efter de gamle danske arvelove skulle jorden deles mellem alle børn. Brødre delte lige, søstre fik halv arv i forhold til brødre, så en "søsterlod" var det halve af en "broderlod". Det betød, at godser hele tiden blev delt og samlet, men også, at kun få herregårde gik fra far til søn meget mere end et par generationer i træk før 1660. I året. Som følge af indførelsen af enevælden i Danmark i 1660 blev det efter kongelig beslutning  fra 1671 muligt at opnå adelsstand ved at samle nok jord (eller evt. rede penge, reserveret til køb af jord, så man kunne erhverve  et ´majorat´, d.v.s.  enten et baroni eller et grevskab. Titlerne blev givet af kongen til mænd, han ville udmærke. Grever og baroner blev herved tæt knyttet til kongemagten og fik meget høj status inden for enevældens rangorden, hvor ellers den "almindelige" adel lå ret lavt.  Greve- og barontitlen var arvelig. For at sikre, at også kommende generationer økonomisk kunne leve op til deres status, skulle grever og baroner oprette "grevskaber" og "baronier". I princippet skulle de være meget store: 2.500 tønder hartkorn for et grevskab eller 1.000 for et baroni. Det kan sammenlignes med, at en gennemsnitlig bondegård var på 5-6 tønder, en gennemsnitlig herregård på 40-50 og de fleste hele godser på 2-300 tønder. Grevskaber og baronier fik en anden formel status end andre godser. I stedet for at være ´allodiale´ godser, som blev arvedelt, skulle de formelt skifte status til at være "len", som slægten i teorien kun havde til låns af kongen. Grevskaber og baronier var i virkeligheden en ´miniudgave´ af kongeriget og skulle som kongeriget gå udelt i arv efter en nærmere bestemt arvefølge. Hvis der ikke var flere berettigede arvinger, skulle godset gå tilbage til kongen, - ´hjemfalde til kronen´, som det hed. Grever og baroner fik en række særlige beføjelser på deres godser, bl.a. var greven eller baronen selv amtmand på godset. Desuden fik grever og baroner ganske store skattefordele. Denne mulighed for at oprette grevskaber og baronier benyttede især pengestærke indvandrere sig af, da de på den måde kunne opnå den anerkendelse, deres fødsel ikke kunne. , hvor den gamle danske ´fødselsadel´ reelt mistede magten, frygtede kongerne i flere generationer, at den ´gamle adel´ ville forsøge at genvinde magten, så derfor åbnede kongemagten for muligheden for at ´importere´ en ny adel, hvis loyalitet kongemagten konne være sikker på. En del af disse "nye´´ adelige var dog født adelige i deres hjemlande som fx familierne Schack, Reventlow og Moltke. Et majorat var udeleligt og blev juridisk set anset for at være et arvelenl. Først med indførelsen af grundloven i 1849 ophævedes de privilegier, som var forbundet med besiddelse af et majorat, men selve majoraterne levede videre indtil 1919; greve- og barontitlerne endnu længere. I perioden fra 1672 til 1813 blev der således oprettet i alt 27 grevskaber og 30 baronier. I 1919 var der henholdsvis 21 og 14 tilbage.
 


Kort over stamgodserne for middelalderadelen. Kortet kan ses i stor størrelse på http://www.danbbs.dk/~stst/slaegt_adel/stamgodser.htm,
hvor der ikke blot er supplerende oplysning, men også mulighed for få yderligere information fra de enkelte våbenskjold på kortet .

Hvad er hartkorn?
Hartkorn er en måleenhed, der afspejler såvel areal og bonitet (dyrkningsværdi eller ydeevne) beregnet efter, hvor meget ´hårdt korn´ - d.v.s. byg eller rug´- et jordstykke kunne yde. Oprindelig var det et mål for fæstebøndernes landgilde, men efter 1662 var det et udtryk for skatteværdien af jord, idet skatter blev beregnet i tønder hartkorn efter jordens bonitet. Alle landejendomme - små som store - blev beskattet efter deres hartkort. Grundlaget blev fastlagt i matrikelbøgerne, der blev udarbejdet under Chr. V i 1688. De gamle hartkornskatter blev modereret ved den nye matrikel i 1844, men var stadig grundlag for den såkaldte ´gammelskat´. Hartkornsbeskatningen blev endelig afviklet i 1903.

1 tønde hartkorn = 72.000 kvadratalen = 28.368 kvadratmeter.

I areal udgør 1 tønde hartkorn 5 1/7 tdr. land med takst 24. 1 tdr. land udgør således  5516 m2 = 14.000 kvadratalen = 5516,2 m2

Betegnelsen ´tdr. land boniteret areal´ defineres således: Tdr. land x takst/24. På dårlige jorder skulle der altså et stort areal til at udgøre en tønde hartkorn.

Hartkorn blev også en slags ´målestok´ for definitionen af grevskaber og baronier.

Fæstebonde

En fæstebonde (fæster), i flertal fæstebønder, var en landmand, der havde et fæstebrev på en fæstegård. Fæsteforholdet trådte i kraft, når indfæstningen var betalt. Hvis fæsteren overholdt betingelserne i fæstebrevet (kontrakten), kunne jordejeren ikke opsige fæsteforholdet i bondens og hans enkes levetid. Fæstebønder spillede en stor rolle i Danmark indtil slutningen af det 18. århundrede. I løbet af 1800-tallet overgik de fleste fæstegårde til selveje, og med jordlovene i 1919 blev de sidste rester af det gamle fæstesystem i Danmark endeligt afskaffet.

Ejerforhold Fæstegårde (eller -huse) kunne være ejede af godsejere, af kongen (staten), af Københavns Universitet eller af kirken.

Fæsteforholdet var reguleret af en omfattende lovgivning. Jordejeren kunne derfor ikke disponere frit over den skattepligtige bondejord. Regeringen ville undgå ødegårde. Derfor var jordejeren forpligtet til at finde en ny fæster, når bonden (eller hans enke) døde. Kun i ganske særlige tilfælde kunne jordejeren få tilladelse til at nedlægge en fæstegård.

Livsfæste

En fæstekontrakt blev i almindelighed indgået for brugerens, fæsterens og hans eventuelle enkes livstid, medmindre vilkårene i kontraktet blev forbrudt. Enhver fast ejendom kunne gives i livsfæste, men den danske lovgivnings særlige bestemmelser om livsfæste kom som regel kun til anvendelse ved livsfæste med hensyn til fæstepligtige ejendomme. Var der tale om en ejendom, som ikke var fæstepligtig, blev givet i livsfæste, stod det parterne frit for at ordne forholdet, som de selv ville, og lovgivningens regler om livsfæste kom her kun til anvendelse, for så vidt parterne ikke måtte have vedtaget noget andet.

Fæstekontrakt

Om fæsteforholdet oprettedes i reglen en foreløbig fæsteakkord eller fæstekontrakt, som fuldbyrdedes ved udstedelsen af et fæstebrev, ved hvilket ejeren overdrog brugen til fæsteren. Fæstebrevet, der altid skulle udstedes, udfærdiges i 2 eksemplarer, originalen, som overgaves til fæsteren, og reversal-fæstebrevet, som ejeren beholdt. I praksis antages det, at fæstebrevet altid skulle tinglæses. Vedtagelser i fæstebrevet, der stred mod lovgivningens regler om livsfæste, var, for så vidt fæstebrevet angik en ejendom, som er fæstepligtig, ugyldige, og ejeren var bundet ved fæstekontrakten således, som denne så ud efter fjernelsen af de lovstridige vedtagelser.

Fæstekontraktens indgåelse

Af afgørende betydning for en fæstekontrakts indgåelse var, at det på tidspunktet for kontraktens indgåelse var blevet slået fast i hvilken stand, fæsteejendommen befandt sig. Ejendommens bygninger skulle derfor overleveres til fæsteren ved en formelig syns- og skønsforretning, der tillige skulle omfatte besætning og inventarium samt angive, om det nødvendige sæde- og fødekorn var overgivet fæsteren. Ejeren kunne endvidere under synsforretningen inddrage hegn, vandafledningsgrøfter og vandingssteder. Synsforretningen skulle foretages af to mænd, hvoraf hver af parterne havde valgt en; i tilfælde af uenighed mellem mændene skulle vælges en opmand.

Indfæstnin

Som vederlag for brugen skulle fæsteren dels erlægge en sum een gang for alle, dels betale en årlig afgift. Den førstnævnte sum kaldtes for indfæstning og erlagdes i reglen i penge. Ophørte fæsteforholdet, inden det havde varet i 30 år, skulle der tilbagebetales fæsteren eller hans bo så mange tredivtedele af indfæstningen, som der manglede år i, at fæsteforholdet havde varet i 30 år.

Fæsterens rettigheder og begrænsninger heri

Fæsteren fik med fæstekontrakten ret til at bruge og benytte fæstestedet og dets tilliggende på bedste måde, dog således at han ikke måtte forringe ejendommens værdi. Det var forbudt ham at gøre fremleje, det vil sige overdrage ejendommens brug helt eller delvis til en anden; derimod var det ham tilladt at drive ejendommen ved en bestyrer, når han blot ikke selv fraflyttede den. Endvidere var det fæsteren forbudt at sælge af gårdens tørvemose samt at hugge træ uden forudgående udvisning i den til ejendommen hørende skov. Fæsteren måtte ikke fiske i de på ejendommen værende ferske vande; derimod tilkom jagtretten ham, medmindre ejeren udtrykkelig havde forbeholdt sig den.

Fæsterens forpligtelser

Den årlige afgift bestod dels i en afgift i penge, korn eller naturalier, der kaldtes landgilde, dels i arbejde, kaldet hoveri, der dog senere i reglen blev afløst af en afgift i penge, hoveripenge. De ejendommen påhvilende skatter og afgifter til det offentlige skulle i reglen, efter fæstebrevets bestemmelse, udredes af fæsteren; dog var det i perioder ejeren, som var forpligtet til at sikre betalingen og i givet fald selv betale.

Landgilde var den ydelse, som en fæstebonde årligt skulle give jordejeren som betaling for brugen af fæstegårdens bygninger og jord

 

Hoveri var en ydelse i form af arbejdsdage, som en fæstebonde skulle udføre på eller for det gods, hans gård tilhørte. Der var forskellige typer:
  • spanddage, hvor fæsteren stillede med heste og vogn.
  • pløjedage, hvor der krævedes plov og trækdyr.
  • gangdage, hvor det var tilstrækkeligt, at en person mødte op – det kunne også være en karl fra fæstegården.
  • ægtkørsel – der var pligtkørsel, der ofte gik på omgang blandt fæsterne og var afhængig af de lokale transportbehov. Ægtkørsel kunne også udskrives af kongen, de såkaldte fadebursægter.

Oprindeligt var det fastlagt, hvor meget der skulle ydes, men op gennem det 17. århundrede og det 18. århundrede blev ydelsen mere og mere vilkårligt fastsat og blev øget med ekstradage, så det efterhånden gik ud over arbejdet på fæstegårdene.

Omfang af hoveri[redigér | redigér wikikode]

Omfanget blev sat i forhold til hartkorn, altså gårdens ydeevne.

Eksempel fra Struensees forsøg på at begrænse hoveri

"Struensee skar igennem og fastsatte det maksimale antal hoveridage på en gennemsnitlig fæstegård på 6 tønder hartkorn, til 48 spanddage og 96 gangdage. Nærmere betegnet: det fastsattes til 8 spanddage og 16 gangdage pr. tønde hartkorn."

Fæstekontraktens ophør[redigér | redigér wikikode]

Fæstet ophørte normalt, når fæsteren døde, eller hvis han efterlod sig en enke, når denne døde eller giftede sig på ny. Den afdødes bo eller arvinger havde dog ret til mod sikkerhedsstillelse at fortsætte brugen indtil 1. april i det følgende år. Afleveringen af ejendommen med tilbehør til ejeren skete ved en syns- og skønsforretning. Hvis der fandtes at være mangler ved bygninger, besætninger med mere (kaldet gårdfæld), skulle boet give erstatning, for så vidt overleveringen i sin tid havde fundet sted ved synsforretning. Hvis dette var forsømt, havde ejeren intet krav på erstatning. Omvendt havde fæsterens bo efter omstændighederne et krav på erstatning over for ejeren. For det første kunne boet i visse tilfælde kræve en del af indfæstningen tilbage. Dernæst havde boet krav på erstatning for bygninger og lignende, som fæsteren havde opført, når disse havde forøget ejendommens værdi som avlsgård. Ligeledes havde boet krav på erstatning for de større og mindre grundforbedringer, som fæsteren havde foretaget på ejendommen, når disse utvivlsomt havde forøget ejendommens værdi. Forudsætning for, at disse erstatningskrav haves, var det dog, at fæsteren, forinden han skred til opførelsen af bygningerne eller udførelsen af arbejderne, enten havde erhvervet ejerens skriftlige anerkendelse af ejendommens tilstand forinden bygningsarbejdernes eller grundforbedringernes foretagelse, eller også ved afholdelsen af synsforretning havde konstateret samme. Retten til erstatning for grundforbedringer bortfaldt dog for større grundforbedringers vedkommende, når der var gået 30 år, og for mindres vedkommende, når der var gået 10 år efter arbejdernes foretagelse. Var betingelserne for de omhandlede erstatningskrav ikke til stede, tilkom der boet i løbet af 6 måneder en borttagelsesret, det vil sige en ret til at bortfjerne de opførte bygninger og beholde materialerne.

Som andre måder, på hvilke fæsteforholdet kunne ophøre, mærkes følgende: overenskomst mellem fæsteren og ejeren, opsigelse fra ejerens side, hvilken dog kun kunne finde sted i et enkelt tilfælde (og i nyere tid kun når fæstet var stiftet før Lov af 19. februar 1861), opsigelse af fæstet fra fæsterens side, når han dertil havde "skellig" grund, og ved indgåelsen af nyt ægteskab i de tilfælde, hvor fæsterens enke efter hans død havde fortsat fæstet.

Endelig kunne der også blive tale om en forbrydelse af fæsteretten. En sådan forbrydelse af fæstet kunne finde sted i følgende Tilfælde:

  1. Når fæsteren udeblev med sin skyld, hvorunder indbefattedes ikke blot landgilde og hoveripenge, men også skatter og afgifter til det offentlige, når fæsteren ifølge fæstebrevet skulle betale disse. Anlagdes der i sådanne tilfælde sag mod fæsteren til fæstets forbrydelse, måtte sagen dog ikke optages til doms, førend der var hengået 16 uger efter forkyndelse af forligsklagen, og i dette tidsrum kunne fæsteren fri sig ved at betale sin skyld.
  2. Når fæsteren ikke vedligeholdt fæstestedet på behørig måde og ikke, efter at ejeren havde ladet dette konstatere ved afholdelsen af en synsforretning, inden den af synsmændene fastsatte drist afhjalp manglerne.
  3. Når fæsteren gjorde sig skyldig i misbrug af fæstestedet eller dets tilliggende, fx ved at gøre fremleje, ved at sælge af tørvemosen, ved at hugge uden udvisning i den til fæstestedet hørende skov eller lignende. I alle disse tilfælde krævedes det dog, for at der skulle kunne være tale om forbrydelse af fæstekontrakten, at fæsteren, efter to gange ved dom at være dømt for slige misbrug, tredie gang gjorde sig skyldig i sådant misbrug.
  4. Når fæsteren ved dom eller benådende kgl. resolution mistede sin frihed i 3 år eller derover, for så vidt han ikke havde en hustru, der på hans vegne kunne fortsætte fæstet.

Fæstelovgivning

Staten forsøgte i en vis udstrækning at regulere vilkårene for fæstekontrakter, således ved Forordningen af 8. juni 1787, Forordningen af 19. marts 1790, Forordningen af 9. februar 1820, Forordningen af 9. marts 1838 og Lov af 19. februar 1861.

Arvefæste

Når en fæstegård blev ledig, blev den ofte overtaget af en søn eller svigersøn af den tidligere fæster. Godsejeren kunne dog give gården til en fremmed.

For at undgå den usikkerhed, som dette gav, kunne der indføres arvefæste. Dette betød, at en fæstebonde kunne være sikker på, at de forbedringer, som han indførte på sin gård, ville komme hans egen slægt til gode.

Afviklingen af fæstevæsenet

Stavnsbåndets løsning i 1788 var det første skridt til at indføre selvejet som den almindelige ejerform i landbruget. Udviklingen skete i forskelligt tempo rundt om i landet. Afviklingen af fæstevæsenet blev hæmmet af Napoleonskrigene og landbrugskrisen i 1820'erne.

I 1840'erne var 5/6 af gårdmændene i Holbæk Amt stadig gårdfæstere. I hele landet var i 1850 39 % af det danske bondegårdshartkorn i fæste.[1]

Kravet om afvikling af fæstevæsenet blev rejst politisk af Bondevennerne, men det lykkedes ikke partiet at få kravet med i Grundloven af 1849. Derimod blev der i 1851-61 gennemført forskellig lovgivning, der skulle tilskynde godsejerne til frivilligt at sælge deres fæstegårde. For hver ni fæstegårde, som en godsejer solgte, kunne han frit inddrage den 10. gård direkte under godset. Desuden blev det tilladt majoraterne, de store danske godser der var omfattet af særlige arveforhold og som derfor ikke uden videre kunne skille sig af med dele af godset, at frasælge fæstejorden.

Hermed tog udviklingen igen fart, og i 1885 udgjorde fæstegårdene kun 9 % af den danske bondegårdsjord.[2] Selv om udviklingen gik langsomt, lykkedes det efterhånden fæsterne på de mindre godser at købe sig fri. På de store godser (grevskaber og baronier) skete der derimod intet før efter første verdenskrig.

I 1919 vedtog Rigsdagen loven om lensafløsningen, der afviklede de danske majorater (grevskaber, baronier og stamhuse). Ved samme lejlighed blev der gennemført lovgivning, der sikrede de sidste fæstegårdes overgang til selveje.[3] Betydningen var dog på dette tidspunkt mest symbolsk, da der kun var ca. 300 fæstegårde tilbage.[4]


Lensafløsningen 1919
Lensafløsningen var en proces, hvorunder len, stamhuse og andre majorater afskaffedes. En lang række af Danmarks største godser var fra den tidlige enevælde blevet samlet i grevskaber, baronier og stamhuse, der gik udelt i arv til ejerens førstefødte søn, eller til den nærmeste mandlige arving hvis der ikke var sønner. Som følge af en lov i 1919 blev disse særordninger ophævet, og en del af godsernes jord solgt fra til oprettelse af statshusmandsbrug.

Ved vedtagelsen af lensafløsningsloven eksisterede der i alt 74 majorater med jord: 21 grevskaber, 14 baronier, 31 stamhuse og otte fideikommisgodser og slægtsgodser.[1]

 

Forløbet op til loven

I en såkaldt løfteparagraf i Grundloven af 1849 blev len og stamhuse ophævet. Meningen var, at lenene skulle gøres frie. Det vil sige, at arveretten til ejendommene fremover skulle følge de almindelige arveregler. Samt at ejendommene kunne sælges på det fri ejendomsmarked.

Spørgsmålet om afløsning af lenene var dog kontroversielt, da godsejerklassens økonomiske og politiske magt afhang af, at de store godskomplekser forblev samlede.

Partiet Højre, der var ved magten fra 1865 til systemskiftet i 1901, forsvarede godsejernes ret til selv at forvalte deres ejendom. Med henvisning til, at godsejerne ofte brugte en del penge på sygepleje, skolegang og andre alment fremmende initiativer til gavn for egnens borgere, argumenterede Højre også for lenenes samfundsnyttige værdi. Godsejerne var af både følelsesmæssige og økonomiske grunde utilbøjelige til at ophæve lenene. Derfor undlod godsejerne at gennemføre grundlovens løfteparagraf, mens de stadig havde den politiske magt og kunne have afløst lenene på favorable vilkår for besidderne.

Efter systemskiftet i 1901 kom der på ny fokus på jordreformer, og afløsningen af lenene fremstod efterhånden som en nærliggende mulighed for at skaffe jord til jordløse husmænd og landarbejdere. I 1909 blev nedsat en lenskommission, der afgav betænkning i 1913. Vigtigere blev imidlertid en landbokommission, der blev nedsat i 1911 for at se på en lang række af landbrugets forhold. Den var blandt andet interesseret i mulighederne for at skaffe jord til mindre brug, og i dens betænkning fra 1916 blev de tanker formuleret, der blev grundlag for loven om lensafløsningen.[2] Det radikale Venstre, der havde tætte bånd til husmandsbevægelsen, havde overtaget regeringsmagten i 1913, hvilket også gjorde, at lensafløsningen kom højt på den politiske dagsorden.

Landbokommissionen foreslog, at afløsningen skulle ledsages af dels en afgift på 10 %, dels et tvunget frasalg af en fjerdedel af de berørte godsers jord til staten mod erstatning. Denne model blev grundlaget for de videre overvejelser, hvor meget af den politiske debat kom til at handle om størrelsen af afgift og bortsalg.

Lensafløsningsloven

Regeringen fremsatte i 1919 et lovforslag, der regnede med en afgift til statskassen på enten 20 eller 25 % af majoratets værdi. Fra regeringens side blev afgiften bl.a. begrundet med, at jordbesiddernes formuer var vokset kraftigt under krigen, uden at det skyldtes nogen særlig indsats fra deres side.[3] Under forhandlingerne om lensafløsningsloven i Folketinget støttede De Radikale og Venstre dette forslag, mens Socialdemokratiet foreslog en afgift på 50 % af majoratets værdi, og De Konservative trods principielle betænkeligheder ved en afgift ud fra en pragmatisk tilgang anbefalede et niveau på 15 %. Lensafløsningen gennemførtes i skyggen af den russiske revolution i 1917 og de revolutionære tilstande i Tyskland lige efter 1. verdenskrig, hvilket givetvis har påvirket stemningen, så ingen forestillede sig, at en løsning uden en statslig afgift var realistisk.[4] Den endelige lov blev vedtaget i Folketinget med 53 stemmer for og 25 imod. Socialdemokraterne og nogle konservative stemte imod, mens Venstre, de radikale og andre konservative, deriblandt Asger Karstensen, stemte for.[5]

Med loven blev alle majoratsejere, der ønskede afløsning, påbudt at indbetale 25 % af ejendoms-, jord- og interiørværdien til statskassen, hvis ejendommene ved mandslinjens uddøen skulle være hjemfaldet til staten og 20 %, hvis dette ikke var tilfældet. Det var i princippet frivilligt at gå med til afløsning, men undlod ejerne det, skulle de betale hhv. 1,2 % og 1 % af lenets værdi i løbende årlig afgift til staten. Derfor gik samtlige ejere med til at gennemføre afløsningen over en relativt kort årrække, og de sidste majorater afløstes i 1930.

Som en del af lensafløsningen fik Statens Jordlovsudvalg ret til at erhverve op til 1/3 af godsets jorder mod en erstatning, der dog med den danske jurist og retshistoriker Ditlev Tamms ord "kun med god vilje kunne siges at være fuldstændig".[6] Tamm tager i det hele taget afstand fra processen og især den statslige afgift, som han kommenterer med ordene:

"At et så simpelt lovindgreb skulle afføde en afgift til staten kunne være svært at begrunde med andet end grådighed, manglende respekt for ejendomsretten og politisk ligegyldighed over for en samfundsklasse, der identificeredes med rigdom og lediggang, og som måtte anses for frit bytte, når nye magthavere trådte til".[

 

I de næste år fulgte et retsligt efterspil. Godsejerne og konservative kredse mente, at den fri ejendomsret var tilsidesat med håndteringen af lensafløsningen. Det fik to af de større godsejere, Christian Sehestedt-Juul III og Oscar Preben Fritz Leopold Løvenskiold, til at lægge sag an mod staten i en koordineret aktion. Deres påstand var, at loven var i strid med grundlovens sikring af ejendomsretten og derfor burde omstødes af domstolen. De fik begge medhold i Landsretten, men tabte i Højesteret. Her skelede dommerne i høj grad til flertalsstemningen i rigsdagen i deres fortolkning af Grundloven. De tolv højesteretsdommere havde dog ikke været enige. Ifølge voteringsprotokollerne fordelte holdningen sig med henholdsvis 8-4 og 9-3 mod stadfæstelse af landsrettens dom i de to sager. Et mindretal af dommerne mente altså, at loven var grundlovsstridig; en enkelt talte således om "konfiskation" under voteringen.[8]

Konsekvenser af lensafløsningen

Lov nr. 563 af 4. oktober 1919 om lens, stamhuses og fideikommisgodsers samt de derhen hørende fideikommiskapitalers overgang til fri ejendom – lensafløsningsloven – fik store konsekvenser for en lang række af landets store godser. Lensafløsningen betød afslutningen på den centrale økonomiske, politiske, sociale og kulturelle rolle, som de danske majorater havde indtaget gennem de foregående to-tre århundreder, samtidig med at den skabte grundlaget for 2300 nye husmandsbrug og gav 750 eksisterende, mindre brug tillægsjord, så de nåede op på en mere realistisk driftsøkonomisk størrelse.[9] I alt blev 74 jordmajorater og 42 båndlagte kapitaler (dvs. såkaldte substitutioner og pengefideikommiser, formuer bestående af andre værdier end jord, der havde fulgt de samme særlige arveregler og også blev omfattet af den nye lov) afløst i tiåret efter lovens vedtagelse.

Adskillige af de store godser havde tidligere udgjort små mini-samfund, som også var ansvarlige for de ansatte og deres børns sundhed, uddannelse og sociale sikring, også efter arbejdslivets ophør. Et godt eksempel herpå var Grevskabet Langeland, som stod for driften af en lang række skoler og sundhedsmæssige tiltag for grevskabets ansatte, ligesom godsets ældre medarbejdere kunne overgå til overkommelige arbejdsopgaver – f.eks. i slotsparken – når kræfterne begyndte at aftage.

Denne type af funktioner ophørte med lensafløsningen, hvor alle berørte godser blev økonomisk pressede i en sådan grad, at de var nødsaget til at koncentrere de økonomiske ressourcer om at få den tilbageblevne landbrugsdrift til at fungere. Det offentlige overtog herefter de sociale og uddannelsesmæssige opgaver, som godserne tidligere havde haft ansvaret for.

På det kulturelle område betød lensafløsningen, at adskillige godser måtte frasælge væsentlige dele af deres historiske indbo for at betale statsafgiften. En hel del indbo blev i den forbindelse opkøbt af Frederiksborgmuseet, hvis direktør Otto Andrup spillede en væsentlig rolle i værdiansættelsen og forhandlingerne om det offentliges kulturhistoriske interesse i de mange værdier, der var samlet på en række af herregårdene og slottene. Hovedparten af det frasolgte indbo forsvandt dog ud i fri handel.

Dette gjaldt i særlig grad for nogle af de godskomplekser, som faldt helt fra hinanden som følge af de nye arveregler og det økonomiske dræn, som lensafløsningen samtidig medførte. Til denne gruppe hørte Gammel Estrup, hvis rige interiør, opbygget gennem ca. 600 års ubrudt arvegang i slægterne Brock og Skeel/Scheel, i 1926 blev solgt på en række auktioner, inden selve godset og hovedbygningen også blev solgt af arvingerne efter lensgreve Christen Scheel. Noget tilsvarende var tæt på at ske med Rosenholm, en anden af de meget gamle besiddelser for den danske højadel, som havde været i slægten Rosenkrantz' eje, siden dets opførelse blev påbegyndt i 1559. Efter lensbaron Hans Rosenkrantz' død i 1936 blev selve godset samt skoven solgt, men Hans Rosenkrantz' hustru af første ægteskab, lensbaronesse Christiane Rosenkrantz (født komtesse Wedell-Wedellsborg), købte for egne midler hovedbygningen samt den omgivende park og sikrede den dermed for slægten, selvom dens økonomiske fundament i land- og skovbruget var borte. Frederiksborgmuseet opkøbte samtidig, støttet af Carlsbergfondet, en stor del af indboet, herunder væsentlige dele af den enestående portrætsamling og lod en betydelig del deponere på stedet. Dog blev et stort antal portrætter overført til Frederiksborgmuseet. En række nødlidende godser blev i forbindelse med lensafløsningen overtaget helt af Statens Jordlovsudvalg. Det gjaldt f.eks. slægten Bille-Brahe-Selbys godser Hvedholm og Østrupgård på Fyn.

I alt var det godt en tredjedel af majoraterne, som ikke overlevede mellemkrigstiden som slægtsgodser. Selvom restejendommen efter afløsningen i mange tilfælde stadig var anselig og fra starten sjældent særlig behæftet med gæld, var mellemkrigsårene hårde for landbruget, og mange af godsejerne formåede ikke at omstille sig til de nye forhold, der krævede besparelser på udgifterne såvel i hovedbygning som drift.[10]

Juristen Ditlev Tamm og historikeren John Erichsen beskriver lensafløsningen og den tilhørende udstykning med disse ord:

"De mange husmandsudstykninger som følge af oktoberlovene var formentlig den største omfordeling af jord, der var gennemført i Danmark siden landboreformerne i slutningen af det 18. århundrede. Jord, der i århundreder var indgået i store godskomplekser og havde tilhørt slægter som Ahlefeldt, Bertouch-Lehn, Brahe, Danneskiold-Samsøe, Holstein, Lerche, Lehn og Reventlow m.fl., blev nu overtaget af nybagte husmænd med navne som Andersen, Hansen, Jensen, Nielsen, Olsen, Pedersen og Sørensen, der dyrkede deres jord i småbrug på få hektar".[


 

animated gif

finn@thorshoj.dk


Rytterskolerne oversigt (klik på billedet)


Hovedmenu (klik på billedet)

E-mail: Klik på adressen

Hit Counter  (besøgstælleren er sidst nulstillet den 1. januar 2017)