"Den kronede last..."

Modsætningsforholdet mellem Anne Sofie Reventlow og kredsen omkring Prins Carl blev især meget tydelig, da Frederik IV lod Anne Sofie krone til dronning kort efter dronning Louises død i 1721. Det spændte forhold er også beskrevet i litteraturen, eksempelvis i Carl Ewalds historiske roman "Anna Sofie Reventlow og Frederik IV", som udkom 1907 i serien "Danske Dronninger uden Krone".

Synsvinklen i romanen er titelpersonens, og skildringen af Prins Carl, prinsesse Sophie Hedevig og Carl Adolf von Plessen, - som hos Carl Ewald hedder Karl Pless, - er, som man kan vente, ikke særlig positiv:

Der var folk nok, som søgte at sætte ondt for dronningen hos kong Frederik, frem for alt var der ingen ende på de anklager, hans broder, prins Karl, og hans søster, prinsesse Hedvig, og deres ven og minister, Karl Pless, rettede mod Anna Sofie. De skyldte hende for overdreven ødselhed og klagede over, at kongens dygtigste og mest trofaste tjenere måtte vige marken for hendes slægt og venner. Kronprinsessen støttede dem på enhver måde i deres mistænkeliggørelse. Hun var en overmåde pragtsyg og fordringsfuld dame og veg kun såre nødig pladsen for dronningen. Mange var de kvaler, hun beredte Hans Majestæt, når hun forsøgte at tilsidesætte hans nye gemalinde. Men Anna Sofie tog det alt sammen med sin milde ro, talte kongen til rette, når hans sind blussede op i harme, og brød sig intet om bagtalelserne.
»Hvad gør det mig, så længe jeg har din kærlighed?« sagde hun til kongen.
Hun opmuntrede selv kong Frederik til at aflægge besøg på Vemmetofte hos hans søskende og på Hørsholm hos kronprinseparret. Hun drog med ham og viste sine fjender et uforstyrret venligt ansigt. Hans Majestæt takkede hende ofte i kærlige ord, fordi hun var så god.
Storkanslerinden døde og blev bisat i Slesvig Domkirke ved siden af sin hedengangne gemal. Jytte tog ophold i et lille hus, hun købte sig dernede. Hun ville leve sine sidste dage nær den, hun havde haft kær. Ulrik Adolf blev storkansler, hans broder Kristian Frederik, som ejede Kathrineborg uden for København, blev overhofmarskal, Kristian Ditlev blev overkammerherre og feltmarskal, sådan som Kirstine Sofie havde bestemt det. Jyttes broder, gehejmeråd Vibe, gik til Norge som statholder til gengæld for den ministerpost, han mistede.
Prinsesse Hedvig rasede på Vemmetofte, da hun hørte disse udnævnelser.
»Den kronede last og hendes slæng regerer,« sagde hun. Og på Vemmetofte og Hørsholm hed dronningen fra den dag aldrig andet end den kronede last.

Ved Frederik IV´s dødsseng i 1730 - året efter prins Carls død - træder ´skurkene´, prinsesse Sophie Hedevig og Carl Adolf von Plessen, endnu tydeligere i karaktér i Ewalds roman:

Næste dag, som var dagen før hans enogtresindstyvende fødselsdag, kom kronprinsen og kronprinsessen, prinsesse Sofie Hedvig og prinsesse Charlotte. De flokkedes om den syge konges leje og græd, så ilde og medtagen de fandt ham. Kronprinsen bøjede sig artig for Anna Sofie og tog hendes hånd og kyssede den. Sofie Hedvig hilste hende knap, men Charlotte fløj om hendes hals og kyssede hende og græd med hende.
»Er der intet håb?« hviskede hun.
Anna Sofie rystede på hovedet.
Så talte kongen lidt med hver enkelt af dem og bad dem så gå, da han var træt.
»Går Eders Majestæt med?« sagde Sofie Hedvig til dronningen.
»Nej,« sagde Anna Sofie. »Jeg bliver hos min syge gemal til det sidste.«
»Da tror jeg, min broder ville have bedst af ro,« sagde Sofie Hedvig spidst.
»Hvad taler I om?« sagde kongen henne fra sin seng og så mistroisk til dem.
»Der er intet,« sagde Anna Sofie.
Hun gik hen og satte sig ved hans leje, tog hans hånd mellem sine og lagde den til sin våde kind.
»Lad dem nu gå, lad dem nu gå,« sagde kong Frederik.
De gik ind i værelset ved siden af og blev der sammen det meste af dagen. Der var også Karl Pless, som havde fulgt prinsesse Hedvig på rejsen fra Vemmetofte.
»Døden er nær,« sagde prinsessen til sin yndling. »Jeg undte min broder, at han kunne leve og angre sine forvildelser, men Gud vil det anderledes. Når nu han er død, da håber jeg, at Christian er mand for rydde op blandt dette kryb.«
Så gik hun med Pless. Om aftenen samledes de alle i hendes gemakker og rådslog om, hvad der skulle ske, når kongen var død.
»Hun skal jages af landet,« sagde Sofie Hedvig. »Dronningenavnet skal hun miste ... den slegfred, hun er, skulle hun skoldes på retterstedet, som de gjorde i gamle dage ved den riddersmand, der var falden i vanære.«
Kronprinsessen så bifaldende til hende, og kronprinsen sagde intet.
»Aldeles usømmeligt, at hun ligger derinde hos ham på gulvet,« sagde Sofie Hedvig.
»Visselig har Hendes Majestæt årsag til at sørge,« sagde Karl Pless.
»Når Hans Majestæt lukker sine øjne, da er hendes saga ude for bestandig, og hun må være glad til, om hun finder et skjul, hvor hun kan gemme sig og sin skændsel.«
»O, at I kan tale sådan,« sagde prinsesse Charlotte og græd. »Hvad har hun gjort jer, at eders hjerter er så hårde imod hende? Fader har alle dage haft hende inderlig kær, og hun ham igen, det så enhver i landet.«
»Ja, du skulle snakke,« sagde Sofie Hedvig hårdt. »Ganske har du glemt din stakkels moder, som græd sine øjne blinde af sorg og harme. Mens Christian var hos hende, søgte du selskab med skøgen og gik hende under øjnene.«
»Det er ikke sandt,« sagde Charlotte. »Jeg blev hos min kære moder til hun døde. Så først gik jeg til fader og blev hos ham og viste hans lovlige gemalinde den agt og ære, jeg skyldte hende. Jeg skammer mig heller ikke ved at sige, at jeg har fået hende inderlig kær, så mild og god hun er.«
»Hvad siger du, Christian?« sagde Sofie Hedvig. »Om en dag eller to er du konge og råder for alles skæbne. Er det sandt, som de siger, at du har lovet Hans Majestæt at behandle mætressen, som var hun rettelig den fyrstinde, hun giver sig ud for.«
»Det er ikke stedet her at tale om statssager,« sagde kronprinsen og så forbi hende med sit tillukkede ansigt.
»Jeg ser ikke, her er nogen anden end vi selv og så Pless,« sagde Sofie Hedvig. »Vi er da ganske for os selv og kan vel tale frit.«
Karl Pless så forlegen ud, prinsesse Charlotte havde møje med at tie med en ondskabsfuldhed, men kronprinsen gik rask ud af gemakket.
Så oprandt kong Frederiks sidste fødselsdag, som var den ellevte oktober.
Han vågnede tidlig om morgenen, rejste sig lidt over ende og så ned på Anna Sofie, der var falden i søvn på dynen.
Så grå og indfalden hendes kinder var, store, blå skygger lå der under hendes øjne, hendes hår var ikke opsat, og hendes hænder var bleven magre under disse dages angst og spænding.
Kongen kaldte, og hun sprang op.
»Mit kære hjerte,« sagde han. »Gud være lovet, at du var den første, mit øje faldt på i dag.«
Hun rettede på hans leje. Tjenerne i stuen ved siden af, som havde hørt hans stemme, kom til, og justitsråd Schäffer, som havde siddet på en stol og sovet, sprang op og gned sine øjne.
Kongen vinkede, at de alle skulle gå.
»Er Pless med Sofie Hedvig?« spurgte han så.
Dronningen nikkede.
»Da må jeg tale med ham,« sagde kongen urolig. »Han er din værste fjende, mit kære hjerte, og jeg ved for vist, han har stor magt over Christian. Ak, om jeg vidste råd at stemme ham mildt, så han styrkede Christian i det rette.«
»Tænk ikke derpå,« sagde Anna Sofie.
Så vred hun sine hænder og græd og græd ustandselig.
»Hvem siger så vist, at du skal dø?« sagde hun. »Ak, om lægerne kan holde dig oppe en stund endnu, da finder vi måske på råd. Jeg har skikket ridende bud over det ganske land for at spørge, om nogen er bleven helbredt for vattersot. En stor belønning har jeg lovet den, der bringer en sådan mand eller kvinde til mig. Hver time kan et af mine ridende bud komme tilbage med frelsen.«
»Du gør dig unødige bekymringer, mit kære hjerte,« sagde kongen.
»Nu er kun et fornødent. Jeg føler det bedst selv, at min sjæl er på vej til paradis; ingen læges kunst kan holde den tilbage.«
Hun græd, og han trøstede hende. Så blev han urolig igen og begyndte at tale om Pless.
»Anna Sofie,« sagde han. »Tag mig det blå ridderbånd.«
Hun bragte ham elefantordenens brede bånd og hjalp ham at binde det over skulderen.
»Kald så Pless hid,« sagde han.
Overkammerherren kom. Han bøjede sig dybt for den syge konge og biede på hans befaling.
»Pless,« sagde kongen. »Kanhænde vi ikke altid har påskønnet dig efter fortjeneste.«
»Jeg har intet at beklage mig over, Eders Majestæt,« sagde Pless.
»Nej,« sagde kong Frederik. »Du klagede ikke. Du holdt dig fjernt fra vort hof hos vor broder, hvem du var en tro tjener og en god ven. Siden Gud tog hans sjæl, tjener du vor højtelskede søster med samme nidkærhed og troskab. Det bæres os for, at vor højt elskede søn, når vi har lukket vore øjne, vil kalde dig til større gerning. Vi har da kaldt dig hid, Pless, for at vise dig, at vi i fuldeste mål billiger vor søns valg. Du skal vide, at din konge på sit dødsleje erkendte dine fortjenester. Se, Pless ... dette, som vi selv har båret, skænker vi dig.«
Han løste elefantordenens bånd af sin skulder og rakte det til overkammerherren, som modtog det knælende og kyssede kongens hånd.
»Jeg takker Eders Majestæt for den store nåde,« sagde han.
Kongen spejdede i hans ansigt.
»Lov mig det, Pless, at du vil være min søn en god rådgiver,« sagde han. »Lær ham mildhed og forsonlighed. Mind ham om, at det er en konges pligt at beskytte de svage og tage enker og faderløse i sin beskærmelse. Lad intet ondt råd drive ham til at hævne gamle krænkelser, som gør dem fortræd, som ingen mere har til at værge sig.«
Overkammerherren bøjede sig dybt, men undveg kongens blik.
»Gå så med Gud,« sagde kong Frederik og sukkede.
 

Carl Ewald (1856 - 1908) er som sin far, H.F. Ewald (1821 - 1908), i dag mest husket for sine historiske romaner.
Fortællingen om Anne Sofie Reventlow, som ovenstående citater stammer fra, er genudgivet flere gange.
Herudover skrev Carl Ewald bl.a. også en del debatterende romaner, nogle darwinistisk inspirerede eventyr og en oversættelse af Grimms eventyr.
Med forfatterinden Agnes Henningsen (1868 - 1962) fik han sønnen, arkitekt og debattør Poul Henningsen (1894 -1967).

Endnu en roman
Endnu en roman har prinsesse Sophie Hedevig og overkommerherre Carl Adolf von Plessen blandt sine hovedpersoner. Det gælder romanen "Charlotte Amalie", som forfatterinden Conradine Barner-Aagaard (1836 - 1920) udgav i 1878. Forfatterinden, der også skrev under pseudonymet Annita Carell, stod bag af en række føljetoner og romaner ofte med historisk indhold. Selv var hun bestemt ikke historiker og havde, - kan man vist roligt sige uden at fornærme nogen - , et endog særdeles afslappet forhold til det historiske kildemateriale. I den nævnte roman anvender forfatterinden nemlig ikke blot et muligt, men absolut uverificeret rygte om, at prinsessen og overkammerherren, som begge var ugifte, men uomtvisteligt var meget nære venner, skulle have indgået et såkaldt ´hemmeligt Ægteskab´, men også, at de endda fik søn, som i romanen kommer til at spille en både dramatisk og tragisk rolle. Romanens litterære kvaliteter ellers ufortalt bør den derfor, - i det mindste hvad det historiske indhold angår - , læses med endog betydelig skepsis!

 

(Besøgstælleren er sidst nulstillet den 1. januar 2017. Midlertidig pauseret 1. oktober 2020, da webhotellet ikke længere understøtter den aktuelle besøgstæller.)