Carl Adolf von Plessen

1678 - 1758
 

 
Carl Adolf von Plessen og slægten von Plessens våbenskjold
 

Slægten von Plessen, som hører til den tyske højadel, stammer oprindelig fra Mecklenburg, hvis ældste kendte medlemmer kan føres tilbage til Helmoldus de Huckelem (Höckelheim), der kendes fra 1097. Stamfædre til de to hovedlinjer er brødrene Bernhard (1150–1190) og Gottschalk (1170–1190), der tog navnet de Plesse efter Burg Plesse ved Göttingen .En gren af slægten kom til Danmark i 1680 (Christian Siegfried von Plessen), og fra ham og hans efterkommere nedstammer greverne Scheel-Plessen. Dette slægtsnavn blev dannet 1702 ved ægteskabet mellem Christian Ludvig von Plessen og Charlotte Amalie Skeel. Slægten fører i sit skjold en gående sort tyr med opløftet kløftet hale i guldfelt og på hjelmen tre såkaldte ´påfjer´ mellem to halve røde hjul. Den danske gren af slægten nedstammer fra Daniel von Plessen til Steinhausen, som døde i 1598. I Danmark har slægten besiddet en række majorater, som er betegnelsen for en gods- eller formuemasse, der nedarves efter særlige, fastsatte arveregler. De Plessenske majorater omfattede ´Det grevelige Scheel-Plessenske Forlods´, godserne Selsø og Fussingø samt fideikommisgodserne Saltø og Harrested.

Plessen-slægtens oprindelige våbenskjold (til venstre) viser en sort tyr med dobbelt hale på en gul eller gylden bund. På hjelmen ses en grevekrone og tre påfuglefjer mellem to halve røde hjul. Slægten lever stadig under navnet Scheel-Plessen. Heraldisk blev de to slægters våben i 1830 kombineret i et nyt våbenskjold, Alliancevåbenet, (til højre) med Scheel-slægtens to hvide svanehalse, som holder en guldring (i midten). Tyren og svanen, som symboliserer de to slægter, er nu skjoldholdere for det nye våben.

De Plessenske fideikommisgodser
1725 købte Carl Adolf von Plessen hovedgården Gunderslevholm mellem Næstved og Sorø som et led i de Plessenske fideikommisgodser, der således bestod af 7 hovedgårde og dannede en næsten sammenhængende godsstrækning fra Tystrup-Bavelse søerne til Karrebæksminde. Hertil kommer et par godser i Jylland. I von Plessens testamente fra 1757 bestemte han, at de 7 godser (Gunderslevholm, Saltø, Førslevgård, Castrup, Fuglebjerggård, Fodbygård og Harrested) skulle forblive en fast familiebesiddelse under navnet "De Plessiske Fidei-Commis-Godser". Som en af landets største godsbesiddere var Carl Adolf von Plessen således en særdeles velhavende mand.

 
Carl Adolf von Plessen opholdte sig ofte på Gunderslevholm, og han lod også den nuværende hovedbygning og ladebygning opføre i 1729 i barok stil. Gunderslevholm kendes fra 1300-tallet. Da var hovedgården omgivet af landsbyen Gunderslevmagle. Omkring 1400 blev opført et stenhus, hvis nærmere beliggenhed ikke kendes. Dette blev omkring 1530 erstattet af en ny bygning, som blev fjernet i forbindelse med Carl Adolf von Plessens opførelse af den nuværende hovedbygning i 1729. Herregården har over tid udvidet sit jordtilligende betragteligt. Omkring 1700 forsvandt landsbyen Gunderslevmagle helt, og få år efter blev landsbyen Tokkerup nedlagt og jorden lagt under Gunderslevholm. Hovedbygningens ydre er dog ændret lidt i klassicistisk retning ved en ombygning i 1787. Bygningen står nu med hvidpudsede mure og mørkt valmtag på en skråning ned mod Susåen.


Slægten von Plessens besiddelser i Danmark:

   
Et par eksempler på de Plessenske besiddelser i Danmark, som begge stadig er i slægtens eje, er Selsø syd for Frederikssund (til venstre), som i 1721 blev overtaget af Christian Ludvig von Plessen (1676-1752), og Saltø ved Næstved (til højre), som Carl Adolf von Plessen erhvervede i 1725. Samme år købte Carl Adolf von Plessen også Gunderslevholm gods, og indenfor få år havde han dermed skabt et godskompleks bestående af ikke færre end 7 sydsjællandske godser. Foruden Saltø og Gunderslevholm drejede det sig om Førslevgård, Castrup, Fuglebjerggård, Fordbygård og Harrested godser. Godskomplekset, som omfattede ca. 430 fæstegårde og et endnu større antal huse fordelt over adskillige sogne, gjorde Carl Adolf von Plessen til en af landets absolut største godsejere. Foruden sine sjællandske godser havde Carl Adolf von Plessen også overtaget hovedgården Dronninglund i Vensyssel samt Hals Ladegård i 1730 efter prinsesse Sophie Hedevig. De jyske godsbesiddelser valgte Carl Adolf von Plessen dog at afhænde i 1735. Selsø ejes stadig af efterkommere efter Christian Ludvig von Plessen, og efter næsten 150 års tornerosesøvn er Selsø i dag smukt istandsat og indrettet som herregårdsmuseum.

     
Christian Siegfried von Plessen (1646 -1723), var far til Christian Ludvig von Plessen og Carl Adolf von Plessen, var en fremragende økonom, og som præsident for Rentekammeret hos Frederik IV lykkedes det ham at få bragt orden i rigets fortvivlede finanser. Litteraturhenvisning: En glimrende biografi om Chr. Siegfried von Plessen, som også giver et fint billede af enevældet omkring 1700 er "I jernlænker. Christian Siegfried von Plessens livsforløb 1646 -1723". Den videnskabelige afhandling er skrevet af Ruth Andersen og udgivet af Syddansk Universitetsforlag i 2002.

Christian Ludvig von Plessen (1676-1752), som var et par år ældre end sin bror, Carl Adolf von Plessen, var blevet gehejmeråd i 1720 under Frederik IV, men i 1730 udnævnte Christian VI ham til generaldirektør for finanserne og kommercevæsenet, dvs. finansminister. Begge brødrene von Plessen sad således i Christian VIs første regering i nogle år. Christian Ludvig von Plessen trådte ud af regeringen i 1734 efter eget ønske og fik ikke senere nogen politisk indflydelse. Christian Ludvig von Plessen havde 1702 indgået ægteskab med Charlotte Amalie Skeel (1685-1729), som var ejer af herresædet Fussingø, der herefter blev ægteparrets hjem i mange år. Som sin bror samlede også Christian Ludvig von Plessen adskillige større godser, bl.a. Selsø (se ovenfor), som han lod ombygge til et prægtigt herresæde. Christian Ludvig von Plessens børn arvede Carl Adolf von Plessens godser efter dennes død i 1758.
 

Venskabet med prins Carl og prinsesse Sophie Hedevig
Som broderen, den senere finansminister hos Christian VI, Christian Ludvig von Plessen (1676-1752), var også Carl Adolf von Plessen  født i Mecklenburg (1678) og efter at have modtaget datidens almindelige uddannelse for unge adelige og have opholdt sig ved forskellige universiteter i udlandet, studeret Carl Adolf von Plessen ved universitetet i Utrecht. Mødet med Christian Vs yngre søn, Prins Carl ledsagede Carl Adolf von Plessen 17 år gammel prins Carl på dennes lange udenlandsrejse 1696-99. Der udviklede sig hurtigt et nært personligt venskab mellem greven og prinsen, og ved prinsens hjemkomst fra rejsen blev Plessen først hofmester og snart efter overkammerherre hos prins Carl. 1721 fulgte Plessen prins Carl og prinsesse Sophie Hedevig, da de slog sig ned på hovedgården Vemmetofte for at komme på afstand af broderen, Frederik IV, hvis giftermål ´til venstre hånd´ med Anne Sofie Reventlow, som kongen på dramatisk vis havde bortført fra Clausholm Slot, næsten havde ført til en brud mellem de kongelige søskende. Prins Carl, som var en ægte levemand med udpræget sans for fest og farver, førte et stort og kostbart hof på Vemmetofte, så det blev snart den både forstandige og dygtige Carl Adolf von Plessen, som kom til at stå for godsets administration. Der udviklede sig efterhånden også et nært venskab mellem Plessen og prinsesse Sophie Hedevig. Der er ingen tvivl om, at Carl Adolf von Plessen, hvis begavelse utvivlsomt var større end hos den venlige og afholdte prins Carl, fik stor indflydelse på prinsen, for hvem Plessen efterhånden blev er helt uvurderlig ven. Det nære venskab var gensidigt, og Plessen valgte da også at forblive hos prins Carl, hvor han i 1708 som allerede oplyst blev ansat som overkammerherre efter at have været hofmarskal i nogle år. Carl Adolf von Plessen vedblev at være prins Carls overkammerherre, indtil prinsens død i 1729. Det er en kendt fortælling, at Frederik IV, da han engang så sin broder og Carl Adolf von Plessen komme gående, udbrød: "Der kommer Prins Plessen og min Broder Carl".

 
Prinsesse Sophie Hedevig (1667-1735) var - ligesom Carl Adolf von Plessen -  kendt som et velbegavet menneske med et mildt væsen. De to kendte hinanden fra de unge år og indgik efter sigende et "samvittighedsægteskab", som dog ikke kan verificeres af kilderne. "Samvittighedsægteskaber" var ellers ret almindeligt blandt europæiske fyrstehuse, når rangforskellen var for stor mellem parterne. Et sådant ´ægteskab´ var ikke retsgyldigt, men satte parret i "en Gud velbehagelig Stand". Uanset om de to virkelig havde indgået et sådant ´samvittighedsægteskab´ eller ej, blev de dog i praksis opfattet som en par, selv om de begge var ugifte, og deres nære venskab varede til Sophie Hedevigs død som 68-årig i 1735. Hun var 11 år ældre end Carl Adolf von Plessen, som herover ses på et ungdomsmaleri. Plessen efterlevede prinsessen med 23 år og døde først som 80-årig i 1756.

Carl Adolf von Plessen knyttede som allerede omtalt en nært venskab til prins Carls storesøster, prinsesse Sophis Hedevig, som havde arvet moderen, dronning Charlotte Amalies gode forstand og som også var en kunstnerisk ganske begavet dame. Deres nære venskab varede til prinsessens død i 1735, og selv om de begge var ugifte, blev de med tiden alligevel opfattet som et par. Da prins Carl og prinsesse Sophie Hedevig tog både moralsk og fysisk afstand til hoffet i København efter Frederik IVs giftermål ´til venstre hånd´ med komtesse Anne Sophie Reventlow, som kongen i 1712 havde ´bortført´ fra hendes hjem på Clausholm Slot, valgte søskendeparret at tage bolig på Vemmetofte, som var ejet af prins Carl. Carl Adolf von Plessen var uden sammenligning den vigtigste mand ved det ´lille hof´ på Vemmetofte, og at der i høj grad mere var tale om venskab end en aflønnet stilling som leder af prinsens hof, vidner den kendsgerning, at Plessen fra 1723 aldrig krævede gage, men tvært imod i den grad havde ydet rentefri lån til prinsen, der tydeligvis ikke har haft nogen større økonomisk sans, men tværtimod førte et kostbart hofliv, at Plessen ved prins Carls tidlige død i 1729 havde ikke færre end 74.000 rdl. til gode, - en enorm sum, som prinsessen insisterede på at tilbagebetale på vegne af den afdøde lillebroder, hvad der også lykkedes hende i løbet af nogle år.

Prins Carls død i 1729 gjorde ingen forandring i Plessens stilling, idet han vedblev at indtage sin gamle plads hos Prinsesse Sophie Hedevig, som især yndede at opholde sig på Vemmetofte, som hun arvede efter prins Carl. Plessen hjalp prinsessen med råd og dåd, og han var prinsessen til stor hjælp ved udarbejdelsen af fundatsen for Vemmetofte Kloster, der trådte i kraft efter hendes død 1735. For Plessenvar det en hjertesag at gennemføre prinsessens tanker, og indtil sin død var han den ene af klosterets 2 kuratorer, og med egne midler hjalp han klosteret gennem de første års betrængte økonomi og afsatte desuden en vis årlig sum til at bestride gudstjenesten på klosteret. Plessen  forsynede alle dets skoler med eksemplarer af "Kristendommens Hovedartikler", og i sit testamente udsatte han 1000 rdl. til uddeling blandt de fattige på dets godser. Det er ikke for meget sagt, at det ganske særlig skyldtes ham, at denne store stiftelse kom i gang og efterhånden fik kraftig vækst. Prinsesse Sophie Hedevig viste da også, hvor meget hun skønnede på ham, da hun ved sin død testamentarisk ville overdrage ham "et Sølvtaffel og en Sølvbuffet" og tillige fastsatte, at han skulle eje den såkaldte "Have" - det nuværende Blågård - uden for Københavns Nørreport. Plessen ville helst sige nej hertil, men Christian VI. nødte ham dog til at tage imod gaven. Så nært som forholdet var mellem prinsessen og Carl Adolf von Plessen opstod der efterhånden et rygte om, at parret havde indgået en såkaldt  ´samtittighedsægteskab´. Sådanne "samvittighedsægteskaber" var ikke ukendte blandt europæiske fyrstehuse, når rangforskellen var for stor mellem parterne. Et sådant ´ægteskab´ var ikke retsgyldigt, men satte parret i "en Gud velbehagelig Stand", og det var vigtigt på det tidspunkt, hvor tro og religion for alle spillede en langt større rolle, end det er almindeligt i dag. Der er imidlertid intet kildebelæg for denne ægteskabshistorie, men uanset om de to virkelig skulle have indgået et sådant ´samvittighedsægteskab´ eller ej, er det en kendsgerning, at de efterhånden blev opfattet som en par, uanset at de begge vedblev at være ugifte.

Plessen i Christian VIs statsråd (konseillet)
Carl Adolf von Plessen bevarede sin antiparti overfor dronning Anna Sophie og kredsen omkring hende, som efterhånden beherskede regeringen, og Frederik IVs forsøg på at få ham til at ændre opfattelse, - selv da kongen på sit dødsleje ville give ham elefantordenen, førte ikke til nogen forandring i  Plessens opfattelse. Plessen modtog den fine orden, men gjorde intet for at lette tilværelsen for Anne Sophie Reventlov i hendes enkestand og bevarede sin modvilje og undertiden direkte fjendskab overfor enkedronningen. Da kronprins Christian, som også var meget fjendtlig overfor Anna Sofie Reventlow, og som desuden også delte von Plessens pietistiske livssyn, blev konge i 1730 under navnet Christian VI, optog han straks von Plessen i regeringen, og med sæde i konseilet, dvs. i selve statsrådet, opnåede han hurtigt at få stor indflydelse på den nye konge. Også Carl Adolf von Plessens to år ældre broder, Christian Ludvig von Plessen, sad i denne regering som generaldirektør for finanserne og kommercevæsenet. Nogen særlig ministerportefeuille fik Carl Adolf von Plessen dog ikke, derimod blev han overkammerherre ved det kongelige hof (17. oktober 1730). I en ældre beskrivelse af Plessen giver giver historikeren Edvard Holm (1833-1915) ham følgende skudsmål: "Det syntes at være med grund, at Plessen blev kaldet til at optræde som statsmand. Han var aabenbart en mer end almindelig begavet mand, der havde vundet en rig Dannelse og talte meget godt for sig. Der var meget ædelt, uegennyttigt og trofast i hans Karakter, og hans Interesser vare alvorlige og dybe; han var en virkelig from mand. Hertil føjede han en levende videnskabelig Sans, der blandt andet bragte ham til at sætte stor pris på Hans Gram og gjorde det til en kjær Syssel for ham at skaffe sig en god Bogsamling. Men over sligt glemte han dog ikke det praktiske liv, og ligesom han var en dygtig styrer både af sine egne vidtstrakte godser og af Vemmetoftes ejendomme, således var han ivrig deltager i det Asiatiske såvel som i det Vestindisk-Guineiske Kompagnis foretagender; han var i en årrække præsident i det sidstnævnte af disse selskaber." Både Carl Adolf von Plessen og broderen blev dog kun siddende få år i Christian VIs regering. Debatten om, hvorvidt den planlagte indførelse af stavnsbåndet i 1733 skulle ske med eller uden landmilitsen, som tidligere var blevet afskaffet, skabte et voksende modsætningsforhold mellem Carl Adolf von Plessen og Christian VI. Desuden var Plessen ikke pietistisk nok for dronningen og ikke ´hoffähig´ og underdanig nok for kongen, og efterhånden som Christian VIs pietisme blev mere og mere yderliggående og sort, førte det da også til, at Carl Adolf von Plessen tog sin afsked fra statsrådet i 1733. Et senere forsøg på at komme tilbage til magten, da Frederik V blev konge i 1746, mislykkedes. Broderen, Christian Ludvig von Plessen, udtrådte af regeringen året efter (1734). Bruddet imellem Plessen og kongen havde været så stærkt, at Plessen, - om han end beholdt sin titel som overkammerherre, - fortsat var i miskredit hos Christian VI, der i ham såvel som i broderen så hemmelige modstandere. Kongen kaldte ligefrem brødrene Plessen og deres venner for "banden", og et nyt sammenstød med kongen førte til, at Plessen blev frataget den pension, som kongen ellers havde givet ham, da han forlod regeringen. Det synes som en følge af disse forhold at have været ganske uden grund, når der senere har været tale om, at Plessen havde udsigt til igen at få noget at sige hos Christian VI. Derimod er det sikkert nok, at han straks efter Frederik Vs tronbestigelse i 1746 gjorde forsøg på igen at få politisk indflydelse, og Plessen rådede da den unge konge til at gøre en del forandringer både i småt og stort. Forsøget på igen at genvinde politisk indflydelse faldt imidlertid uheldigt ud, og Plessen valgte derfor helt at trække sig tilbage til sine vante private sysler.

Carl Adolf von Plessen lod opføre i alt 14 skoler ´til Bønderbørns Undervisning´ på sine 7 godser. 2 af disse skoler eksisterer endnu. Fotografiet herover viser Plessens skole i Vallensved nord for Næstved. Som det var tilfældet med Frederik IV´s rytterskoler, var også Plessens skoler placeret i umiddelbar nærhed af kirken.

Greveskolerne
Carl Adolf von Plessen hører ikke til de herremænd, der have været med at bryde banen for landboreformerne, men huskes i dag især for sin store indsats for at fremme skoleundervisningen hos sine bønder. Som flere af kongehusets medlemmer var også Carl Adolf von Plessen levende optaget af den pietistiske bevægelse uden at lade sig rive med at den mere fanatiske retning, der kulminerede på Christian VIs tid. Det satte sig synligt spor i von Plessens store interesse for at opføre skoler ”til bønderbørns undervisning”, så de kunne blive gode kristne. Meget tyder på, at netop Carl Adolf von Plessen var den drivende kraft og inspirator bag det store byggeri af landsbyskoler, de såkaldte Prinse- og Prinsesseskoler, som Prins Carl og prinsesse Sophie Hedevig også gav sig i kast med. Indflydelsen strakte sig også til Frederik IV, og det er næppe for meget at sige, at von Plessen også har været en vigtig medvirkende til oprettelsen af de 241 ´Kongelige Skoler´, som i dag mest er kendt som rytterskoler. Blandt de godsejere i begyndelsen af 1700-årene, som byggede skoler på deres godser, var Carl Adolf von Plessen afgjort den betydeligste. På sine egne godser lod han opføre i alt 14 skoler, som siden blev kaldt ´Greveskolerne´ eller de ´Plessenske Skoler´. Carl Adolf von Plessen besøgte i øvrigt jævnligt disse skoler for personligt at sikre sig, at undervisningen levede op til hans forventning.
 

 
Vemmetofte Kloster i dag set fra hovedindgangen (til venstre) og fra parken og til højre et samtidigt stik af ´Blågården´, som oprindelig var et landsted uden for Peblingesøen på Nørrebro, efter hvilken nuværende Blågårdsgade og Blågårds Plads har navn. Prins Carl købte grunden i 1706 og gik straks i gang med at opføre et lystslot på stedet med pavillioner og lysthuse i en kunstfærdig park. Den nyopførte hovedbygning, blev kendt som Blågården efter det blåglaserede tegltag, som i virkeligheden var sort, men det officielle navn var dog "Prins Carls Hauge" (have). Ved Prins Carls død i 1729 overgik Blågården til prinsesse Sophie Hedevig, som ved et  gavebrev af 9. maj 1732 til Carl Adolf von Plessen, som atter udvidede den betydelig, således at Peblingesøen i grunden blev en indsø i ejendommen. I løbet af 1800-årene blev ejendommen udstykket, bortforpagtet eller solgt, og da den store boligspekulation satte ind med bebyggelsen af arbejderkvartererne på Vesterbro og Nørrebro i 1850-erne. Blågårdskvarteret blev stærkt bebygget, men temmelig planløst og tarveligt. Området ved den nuværende Blågårds Plads er blevet kaldt "den sorte firkant", fordi der 1830 lå et jernstøberi på dette sted indtil anlæggelsen af Blågårds Plads..

Tilbage til Vemmetofte
Efter sin afsked fra statsrådet i 1733 vendte Carl Adolf von Plessen tilbage til prinsesse Sophie Hedevigs hof på Vemmetofte. Ved prins Carls død i 1729 var en af hans ejendomme i København, Blågården, overgået i arv til hans søster Sophie Hedevig og senere til Carl Adolf von Plessen. Blågården blev i von Plessen eje også efter prinsesse Sophie Hedevigs død i 1735. Da prins Carl døde i 1729 efterlod han sig en betydelig gæld bl.a. til Carl Adolf von Plessen. Prinsesse Sophie Hedevig påtog sig opgaven med at tilbagebetale broderens gæld, og det lykkedes hende faktisk i de følgende år stort set at nå målet. Det havde imidlertid været nødvendigt at sælge nogle af godserne. Som afdrag på en del af gælden overtog Carl Adolf von Plessen i 1730 hovedgården Dronninggård i Vensyssel, men han har næppe været interesseret i at udvide fideikomiet med et fjerntliggende godt, så i forbindelse med prinsessens død i 1735 blev Dronninggård atter afhændet. I sit testamente havde prinsesse Sophie Hedevig bestemt, at Vemmetofte skulle føres videre som et kloster i pietistisk ånd. Klosterets første kurator blev ikke overraskende Carl Adolf von Plessen, som i øvrigt bragte klosteret igennem de første vanskelige år med rundhåndede personlige tilskud.

Carl Adolf von Plessens sidste år
Resten af livet beskæftigede Plessen sig med sine private interesser, bl.a. den oversøiske handel, idet han også havde besiddelser på De vestindiske Øer. Carl Adolf von Plessen var en af de ivrigste fortalere for købet af St. Croix i 1733, og fra 1735 til 1749 var han en særdeles myndig præsident for Vestindisk-Guineisk Kompagni.

Carl Adolf von Plessen døde den 30. januar 1758 og blev begravet i Sankt Petri kirke i København, hvor sarkofagen stadig kan ses. Carl Adolph von Plessen var patron for Sankt Petri Kirke. Han havde også skænket kirken et stort maleri af Kristus på oliebjerget, malet af Hendrik Krock, og ligger begravet i det Plessenske familiegravsted i kirken. Da Carl Adolf von Plessen selv var barnløs efterlod han en række af sine gårde til sin bror, Christian Ludvig von Plessens børn: Førslev, Harrested, Gunderslevholm, Saltø, Kastrup, Fuglebjerg og Fodby på Sjælland samt Dronningelund i Jylland.

(Besøgstælleren er sidst nulstillet den 1. januar 2017. Midlertidig pauseret 1. oktober 2020, da webhotellet ikke længere understøtter den aktuelle besøgstæller.)