Prins Carls Skolemuseum

Prins Carls Skolemuseum

Store Torøje
 

 

Prins Carls Skole
Med Christian VIs skoleforordning af 23. januar 1739 fik Danmark den første egentlige skolelov, som skulle sikre, at alle børn i landdistrikterne kunne modtage undervisning, og at der skulle opføres det nødvendige antal landsbyskoler. Allerede i løbet af 1600-årene var der dog undervisning af almuens børn på landet, men kun i meget sjældne tilfælde foregik det i en egentlig skolebygning. Den såkaldte degnelæsning fandt almindeligvis sted i kirken én gang om ugen, men der er dog også også eksempler på, at undervisningen fandt sted andre steder fx i kirkeladen eller hos degnen, hvis forholdene tillod det. Med  Christian VIs skoleforordning, som fulgte 3 år efter indførelsen af den tvungne konfirmation i 1736,  havde den pietistiske konge ganske vist haft den velmente hensigt at indføre undervisningspligt for alle børn og at oprette det nødvendige antal almueskoler på landet, men især på grund af en mangelfuld finansiering af det ambitiøse skoleprojekt fik forordningen slet ikke den ønskede virkning. Først med anordningen for ´Almueskolevæsenet på Landet i Danmark af 29. juli 1814´ fik landet omsider en skolelov, som virkelig sikrede, at den tvungne skolegang blev gennemført med det nødvendige antal skoler og ikke ellers kun i købstæderne, men også i landdistrikterne. Skoleloven af 1814 regnes derfor almindeligvis for at være den egentlige grundlæggelse af den danske folkeskole. Den reelle institutionalisering af skolegangen, som fandt sted med 1814-loven, medførte nemlig, at undervisningen af alle landets børn - også i landdistrikterne - ikke længere blot var en mulighed for nogle børn, men at det fremover kom til at gælde alle børn - både drenge og piger -, og at det herefter blev en pligt for alle forældre at sikre børnenes undervisning.

Gennem mange år blev Prins Carls Skole i Store Torøje mellem Faxe og Store Heddinge anset for at være den ældste bevarede landsbyskole i Danmark, men undersøgelser, som Nationalmuseet foretog for nogle årtier siden, viste dog, at denne "titel" med rette må tillægges Rasmus Svendsens Skole i Faxe
, selv om denne skole fra 1640-erne på et tidspunkt blev flyttet til en ny placering og i 1730-erne gennemgik en så omfattende renovering, at bygningen reelt  blev ´genopført´. Enkelte dele af det originale træværk fra den oprindelige bygning  blev dog genanvendt i den ´nye´ bygning.

I de fleste større købstæder havde der længe været latinskoler, men i landdistrikterne var situationen anderledes, for selv om der findes eksempler på,
at der har været opført enkelte landsbyskoler, er det først i begyndelsen af 1700-årene, at der begyndte at komme skred i byggeriet af skoler på landet, hvor dagliglivet i landsbyerne ellers mest var præget af stavnsbånd og hoveriarbejde. Æren for det nye skolebyggeri tilkom først og fremmest Frederik IV, der lod i alt 241 skoler, - ´De kongelige Skoler´ eller ´Rytterskoler´ -, opføre i de 12 rytterdistrikter, som krongodset var blevet opdelt i, og hans søskende, prins Carl og  prinsesse Sophie Hedevig, der begge lod en række skoler opføre på deres godser, de såkaldte Prinse- og Prinsesseskoler, bl.a. på Vemmetofte i Sydsjælland, hvor de begge boede i en del år.
En vigtig person bag de omfattende skolebyggerier var prins Carls overkammerherre, Carl Adolf von Plessen, som også var gehejmeråd for Frederik IV og en nær og livslang ven af både Carl Sophie Hedevig. Carl Adolf von Plessen, der ligesom kongehuset var stærkt optaget af tidens religiøse strømning, pietismen, interesserede sig personligt meget for skolebyggeriet og lod selv bekoste opførelse og drift af i alt 14 skoler på sine godser ved Næstved. Disse skoler er kendt som de ´Plessenske Skoler´ eller Greveskolerne.

   

Prins Carl (1680-1729) blandede sig ikke i de statslige forretninger, men levede et stille og tilbagetrukket liv på sine godser, bl.a. Jægerspris og Vemmetofte, især efter at han og storesøsteren, Sophie Hedevig, havde vendt hoflivet i København ryggen. Det var en reaktion på, at Frederik IV i 1721 giftede sig ´til venstre hånd´ med komtesse Anne Sofie Reventlow, som kongen havde ´bortført´ fra Clausholm Slot i 1712. På Vemmetofte gik prins Carls tid med jagter, hesteopdræt og et ofte meget kostbart hofliv, men prinsen, der i øvrigt som sin far, Christian V, ikke var nogen  markant begavelse, men ligesom faderen synes at have været et både rart og godgørende menneske, var også oprigtig interesseret i at hjælpe bønderne på sine godser. Prinsens pietistiske livssyn mærkes overalt i skolefundatserne:  "Fundamentet af al godt og af den evige Lyksalighed er at  kende Gud, at frygte og elske ham, og intet er højere fornødent, end at en sand Gudfrygtighed maa betimelig indplantes i Ungdommens Hjerter, hvortil vi ingen tjenligere Middel vide end at Skolevæsenet bliver sat paa en god og kristelig Fod". Af de skoler, som prins Carl og prinsesse Sophie Hedevig lod opføre på deres godser, almindeligvis kendt som Prinse- og  Prinsesseskolerne, findes et par af prinsesseskolerne stadig bevaret til vore dage, men kun en enkelt af prinseskolerne, nemlig Prins Carls Skole i Store Torøje. Denne skole blev opført i 1719 og er således en af de absolut ældste bevarede landsbyskoler i Danmark. Disse skoler må ikke forveksles med de ovenfor omtalte lidt yngre ´kongelige Skoler´ og der i dag bedst er kendt som rytterskolerne, og som Prins Carls storebroder, Frederik IV, lod opføre i årene efter 1721 (1722-1729).

Bindingsværkshuse 
 
Et bindingsværkshus har et skelet af træ, som bærer husets tag og holder på væggeneBBindingsværkshuse er opført med et skelet af træ, som bærer husets tag og holder på væggene, der "bindes" og udfyldes med murværk, lerklining eller lignende. Felterne mellem tømmerstykkerne kaldes tavler. Huse opført i bindingsværk er i udpræget grad afhængig af sted og tradition, så stedet bestemte i høj grad materialernes art og omfang, og traditionen bestemmer deres anvendelse og den måde, huset opføres på. Selve ordet ´bindingsværk´ kommer af udtrykket at ´afbinde´, som kom af, at man ´prøvesamlede´ de tilvirkede tømmerstokke og eventuelt skilte den ad igen, inden konstruktionen så igen blev rejst på et fundament af syldsten, og derefter sammenføjet til den færdige tømmerkonstruktion, som udgjorde den bærende konstruktion i den færdige bygning. Bindingsværket blev sat sammen med forskellige ´rene´ tømmersamlinger og tappe, som altid var udført i træ uden brug af søm eller andre former for jern. Det var heller ikke ikke tale om tegninger eller specielle beregninger, når et bindingsværkshus skulle opføres. Størrelsen på huset blev opgjort i ´fag´, der er vægfladen mellem to stolper i et bindingsværk, og selve opførelsen var dikteret som allerede nævnt præget af traditioner, som kunne afvige en del fra egn til egn. I princippet er bindingsværk derfor i virkeligheden elementbyggeri, idet dimensionerne i fagene var ens, nemlig ca. 150 cm. i bredden og ´elementet´ bestod af et sæt stolper, en bjælke, et sæt tagspær samt vægflade og tagflade fra stolpen og hen til den næste stolpe. Tømmeret i ydervæggene var normalt af egetræ, mens der blev anvendt f.eks. fyrretræ til skillevæggene. Det kan derfor også være meget vanskeligt at afgøre, præcis hvornår en bindingsværksbygning er opført, fordi det var forholdsvis let at føje ekstra fag til et eksisterende hus eller at fjerne et eksisterende fag. Desuden blev gammelt tømmer i vid udstrækning genanvendt i skillevægge eller som fyldtømmer, og kunne derfor ofte være anvendt i flere tidligere huse. I modsætning til et grundmuret hus, var et bindingsværkshus derfor også forholdsvis let at flytte til en ny placering, som det jo i høj grad skete, da gårdene blev udflyttet fra landsbyerne efter landboreformerne i 1788. Gulvet var normalt lerklinet og taget tækket med langhalm - som på prins Carls Skole - eller med de noget mere kostbare tagrør. Det var et valg, som igen var afhængig af den lokale byggetradition. Det samme var også tilfældet med valget af farven på det kalkede hus og om træværket også skulle kalkes ´over stok og sten´ eller fx tjæres. På prins Carls Skole skal væggene således være hvidkalkede - også træværket -, mens døre og vinduer skal være malet i den farve, som Nationalmuseet kalder ´Stevnsblå`. Sådan er traditionen nemlig hér.

Skitserne herover viser opbygningen af vægge og tag opført i bindingsværk efter samme konstruktion, som er anvendt i Prins Carls Skole: 1. syldsten, 2. fodrem (fodtømmer), 3. løsholt, 4. stolpe, 5. loftsbjælke, 6. vindskede, 7. gavlklædning af brædder, 8. hanebånd, 9. ´Skadegabet´, rum over hanebåndet, 10. spær, 11. lægter, 12. kragtræer, 13. bjælkehoveder, 14. rem eller læde, 15. støjler med risfletning. Felterne mellem tømmerstykkerne kaldes også tavler. I det omfang det var muligt, blev der anvendt egetræ til tømmeret, mens ´indtømmeret´, der var under tag, almindeligvis var af en anden billigere træsort f. eks. fyrretræ. Den lokale byggetradition på disse kanter krævede også, hvordan den færdige bygning skulle fremstå m.h.t. farven på de kalkede flader og på træværket.  På Stevns bestemte traditionen eksempelvis, at den færdige bygning blev kalket hvid uden fremhævelse af træværket, og at døre og vinduesrammer udvendigt blev malet blå i den nuance, som i dag er kendt som ´stevnsblå´. Indvendigt var døre og vinduer normalt rødmalede. På tegningerne herover mangler det skråbånd i de yderste fag, som ret ofte støttede hjørnestolperne og den ekstra lodretstående afstivning midt i faget mellem fodremmen og løsholten - en såkaldt dok -, som undertiden også blev anvendt, og som tydeligt ses på tegningen til højre.

Prinseskolen i Torøje
Prins Carls skole
var beregnet alene til Torøje, som landsbyen hed dengang, da der hér skulle have været mere end 70 børn, som især om vinteren ikke kunne komme til skolen i  nabolandsbyen Spjellerup, fordi Stevns Å, som i dag er grænsevandløb mellem Faxe Kommune og Stevns Kommune, på dette tidspunkt var noget bredere end i dag og derfor var ret vanskelig for børnene at komme over. Skolen, som er opført i bindingsværk, er på 3 x 5 fag.
På dette tidspunkt var den normale bredde på et hus på 3 fag, dvs. ca. 4½ meter, som det også er tilfældet med prins Carls Skole. Metersystemet kendte man ikke på dette tidspunkt, så datidens længdemål var alen, hvor 1 alen omregnet til metersystemet udgjorde ca. 62,77cm.. Skolestuen var på i alt 40 alen2, og da man regnede 1 alen2 pr. barn, var/er der formelt plads til 40 børn. (Det minder lidt om vore dages beregning af pladsbehovet for burhøns!). Af bygningens samlede areal  på ca. 35 m2 udgør skolestuen således ca. 13½ m2. På et tidspunkt sidst i 1700-årene gik der angiveligt over 60 børn i skolen, men reelt har der dog næppe været så mange børn i skolen på én gang på grund af et ret stort fravær blandt børnene, men selv om et vist fravær altid måtte forventes, som man også kendte det fra de allerede omtalte rytterskoler, er der dog ingen tvivl om, at pladsen har været trang.

 Om skolens indretning fremgår det af prins Carls fundats af 22. september 1722 for de i alt 6 skoler under Vemmetofte og Højstrup godser, at

"I disse Huse ere tvende Fag paa den høyre Side, naar man kommer ind, indrettet til Skole-Stue med en Jern-Ovn udi, et Bord, aatte Bænke og Hylder rundt omkring; det tredie Fag er Forstuen til Indgangen, hvor og Skaarsteenen staar med et Skillerum for, at bevare Ildsteden for Vindblæst. Bagved Skaarstenen er indrettet et lille Spisekammer, hvortil Indgangen er af Forstuen; Vaan-Stuen er anlagt i det fjerde og femte Fag, paa den venstre Side, naar man kommer ind i Forstuen, og derudi er opsat et Sengested, et Bord, trende Bænke, tre Træstole og en Steen-Kakkelovn, saa og Hylder rundt omkring, og tvende Hylder udi Spisekammeret. Døren paa Huset og den til Skolestuen og Skolemesterens Stue iligemaade Opgangen til Loftet, er med behørig Laas forsynet, samt en liden Stige til Loftet. Udi Vaan-Stuen er indsatte tvende Fag Vinduer og trende Fag udi Skole-Stuen."

Skoleholderne
Det var ikke altid let at finde duelige lærere, der var villige til at arbejde for den ringe løn, embedet kastede af sig. Fundatsen krævede af skolemesteren eller skoleholderen, at han var "veloplyst og funderet i sin Kristendom og kunne med ren dansk Tungemaal undervise og læse i danske Bøger og derhos kan skrive nogenlunde god Skrift, især at de ere Gudfrygtige, ærlige og  uberygtede Personer... (Han) skal leve ædruelig, skikkelig og aldrig holde nogen Drik fal eller Haandtering at befatte sig med, hvorved hans Embede skal forsømmes... Husene ere Skolemestrene frigivne for ald Afgift i hvad Navn det have kunde; Saa skal og Huset samt Kaal-Havens Vedligeholdelse ikke komme Skolerne til nogen Last." Desuden modtog skoleholderen "til Løn og Underholdning Tredive Rixdaler og til Lys og Ildebrand 10 Rd.",  og det var - selv for den tid - et meget beskedent beløb. Pengene hertil stammede fra renterne af en fond på 4800 rigsdaler, som prins Carl havde afsat til formålet. Ud over den kontante aflønning modtog skoleholderen også enkelte naturalier fx brændsel foruden friboligen (´vånstuen´ d.v.s. lærerboligen i skolen) og den jordlod, som hørte til skolen.
I de 121 år, hvor skolen fungerede, virkede følgende skoleholdere:

Knud Pedersen Gaas 1719-1726 (døde 1726  kun 36 år gammel)
Jens Jensen Bysted ?      -1734 (studeret, død 1740)
Lorents Storm ? 1742-  ? (attestatus, fh. Spjellerup, 1762 degn i Ll. Heddinge - Havnelev)
Christen Nielsen ?      -1770 (død 1781)
Daniel Johs. Christophersen ? 1789- ? (ustuderet, oprindelig væver, død 1827)
Peder Rasmussen ?       -1829 (fh. Lyderslev, fortsatte efter 1829 som skoleholder i Frøslev)

                
Følgende skoleholder(e) har fungeret ved den ´nye´ skole, som blev opført 1830 til afløsning af Prins Carls Skole (se senere).

Jørgen Bagger 1829/30?-1861  (1839 betegnet som ´stymper´ af præsten i Spjellerup, senere biskop Mynster)
Christian Bagger (søn af ovennævnte) 1861-1875 (Overtog embedet ved skolen i Spjellerup efter lærer A. V. Seidenfaden)
Hans Vilhelm Seidenfaden 1775- ? (Søn af A. V. Seidenfaden i Spjellerup, hvor han også havde været hjælpelærer i nogle år indtil 1875)

Den ovenfor nævnte skoleholder, Daniel Johannes Christophersen, nedstammede fra en anset væverfamilie. Farfaderen, Daniel Ulrich, var væver i nabolandsbyen Smerup, og hans far, Christopher Danielsen, var også væversvend. Daniel Johs. Christophersen, som også selv var væver, blev skoleholder som 40-årig. Han fortsatte dog med at væve fra skolestuen, men forsømte tilsyneladende ikke undervisningen af den grund. Skolen blev visiteret 1790, 1799 og 1819, og fra en sådan visitats ved vi, at ´han katekiserede fatteligt og ordentligt samt oplærte Børnene vel i Læsning´. Skolen havde på et tidspunkt (1789) ikke færre end 62 børn (!).

1799 gav antallet af forsømmelser hos en del elever anledning til bekymring. Børnene lærte nu bibelhistorie og nogle kunne skrive, men ´de forsømmelige læste slet og røbede Vankundighed`.

1809 havde skolen 40 elever fordelt på 2 klasser. Også her blev undervisningen vurderet som ´ganske god´ i forbindelse med en visitats, hvor der bl.a. står, at de 40 børn ´havde været flittige, de læste vel i Bog, havde begyndt på Skrivning, sang smukke Salmer, men ingen regnede´.

Tidens syn på pædagogik og børneopdragelse taget i betragtning, var holdningen i forordningerne både for Frederik IVs Rytterskoler og i Prinse-, Prinsesse- og Greveskolerne forbavsende rimelige, fornuftige og fremadrettede. På baggrund af den tids normale udbredte opfattelse af børn som en slags ´udisciplinerede små voksne´, som med en håndfast opdragelse hurtigst muligt måtte bringes til at tilpasse sig samfundets normer og krav, er den pædagogiske forståelse af, at ikke alle børn var ens, og at der derfor måtte tages individuelle hensyn til, at børnene derfor heller ikke alle kunne lære at læse godt og hurtigt; et udmærket eksempel på, hvor fremsynet og forbavsende moderne kravene i instruksen var til den ønskede pædagogik i de nye skoler. Virkeligheden var desværre normalt en ganske anden. Aflønningen af skoleholderne var simpelthen så ringe, at det ofte var vanskeligt eller ligefrem umuligt at finde kvalificerede - og det vil sige uddannede - skoleholdere, som evnede at undervise børnene efter instruksens intentioner, og da det jo ikke var bønderne, som havde ønsket skolerne, var deres forståelsen af, at skolegangen var nyttig for børnene, derfor heller ikke altid særlig stor. Dertil kom, at børnenes arbejdskraft hjemme ofte var nødvendig, for at få dagligdagen til at fungere. Børnene skulle gå i skole mellem klokken 7og 11 og igen mellem klokken 14 og 18 om sommeren og mellem klokken 8-12 og 14-16 i vinterhalvåret. Forældrene kunne dog beholde børnene hjemme den halve dag, hvis de havde brug for deres arbejdskraft. Det var ofte tilfældet, og i indberetningerne fra bispernes visitatser fra de enkelte skoler, giver de mange forsømmelser blandt børnene anledning til tilbagevendende bekymrede kommentarer.


Martin Luthers Katekismus har spillet en stor rolle gennem adskillige hundrede års undervisning, og den er uden tvivl - sammen med ABC´en - den mest udbredte skolebog i Danmark. Den danske oversættelse skyldes Peder Palladius (1503-1560), som var luthersk superintendant dvs. biskop over Sjællands Stift i tiden efter reformationen i 1536, og Luthers Katekismus er som skolebog i tidens løb udkommet i mange udgaver med pædagogiske forklaringer. Den viste katekismus, ´Dr. Morten Luthers Liden Catechismus´ (øverst til højre), som er fra 1780, er endda illustreret. Opslaget viser ´Det femte Bud` - Du skal ikke slaae ihjel, og Luthers forklaring, som børnene skulle lære udenad, lyder i dette tilfælde: "Det er: Vi skulle frygte og elske GUd; ikke skade vor Næstes Legeme, og ey giøre hannem Uret derpaa; men hjelpe og staae hannem bi udi al Livsfare". Udenadslæren både af ´det daglige salmevers¨ og af Luthers forklaringer i "Luthers lille Katekismus" har holdt sig i nogle danske folkeskoler helt frem til sidst i 1950-erne og enkelte steder måske endda endnu længere.

Undervisningen
Børnenes skolegang begyndte, når de var 6 år gamle, og den fortsatte, indtil det enkelte barn havde lært nok til at kunne blive konfirmeret. Det var læsning af bibel og katekismus, der var det vigtigste. Herom står i fundatsen: "Til Skolens Inventarium og Børnenes Læsning findes en Bibel,  fem nye Testamenter med tilføjede Psalmebøger saa og Et Hundrede Stykker Catecheser og Et Hundrede ABCder, hvilke Bøger forblive ved Skolen (...) Som Intentionen af denne Anordning sigter alene til at plante i Ungdommen den sande Kristendom og Gudsfrygt, hvortil Skriven og Regnekunsten ikke egentlig henhører, men derved Tiden ikkun mere forspildes; thi skal Regne- og Skrivekunsten her ikkun agtes som et tilføjet Værk."  

Alle skoledagene var ens, og formelt så dagens ´program´ nogenlunde sådan ud::

bullet Morgensang
bullet Bøn (knælende)
bullet Læsning af et kapitel af bibelen
bullet Fællessang af en åndelig salme
bullet Læsning for og med børnene. Katekismus skal kunne læses højt, og forklaringerne skal læres udenad.
Børnene skal også kunne forstå meningen med forklaringerne, hvilket betyder, at læreren udlægger teksten typisk ved spørgsmål og ofte udenadslærte svar fra børnene (læreren ´katekiserer´)
bullet Øvelse i at læse indenad i bøger
bullet Eventuelt arbejde med skrivning og regning, hvis skoleholderen kan undervise i det samt, at forældrene ønsker det og ellers betaler ekstra for det
bullet Skoledagen afsluttes med bøn (knælende) og fællessang af endnu en åndelig salme

Virkeligheden har nu nok set lidt anderledes ud. Det fremgår ofte af de vurderinger, der blev nedskrevet i visitatsbøgerne og derefter periodisk indberettet til Danske Kancelli i København (datidens ´Indenrigsministerium´), når landsbyskolerne i hele landet blev visiteret af både af præster, provster og især med nogle års mellemrum af bisperne. Mange af disse indberetninger er bevaret til vore dage og giver ikke kun et udmærket indtryk af skolernes dagligdag, men ´afslører´ ofte også den virkelighed, som prægede datidens undervisning både i de større byers latinskoler og i landsbyskolerne. Skolegangen var i høj grad præget af udenadslæren, og for mange af børnene skete det uden større forståelse af indholdet. Undervisningen har utvivlsomt også i større eller mindre grad været suppleret med en del praktisk arbejde i skoleholderens ´kålhave´ eller ´skolelodden´, som var det jordstykke, der hørte til skolen og som reelt udgjorde en del af lærerens aflønning. Der har bestemt været dygtige lærere rundt om i landsbyskolerne, men før det efterhånden blev almindeligt med uddannede lærere i løbet af 1800-årene, har flertallet af lærerne især på landet utvivlsomt været meget mådelige og oftest uden pædagogisk forståelse og især i 1700-årene som regel også uden større faglige eller pædagogiske kvalifikationer. Da der heller ikke var nogen pensionsalder, og da aflønningen som skoleholder var meget ringe, har der næppe været mulighed for at lægge meget - hvis overhovedet noget - til side med henblik på alderdommen. Den dårlige aflønning umuliggjorde almindeligvis også, at skoleholderen og hans familie ikke kunne lægge til side til alderdommen Dengang var der jo ikke var noget, som hed aldersrente eller folkepension, så  flertallet af skoleholderne havde derfor reelt ikke anden mulighed end at fortsatte med at undervise børnene højt op i alderdommen, - ofte indtil de bogstaveligt talt blev ´båret ud´. Det har hverken været inspirerende for børnene eller for læreren selv og har - sammen med forældrenes behov for børnenes arbejdskraft hjemme - utvivlsomt også medvirket til det allerede omtalte betydelige fravær blandt eleverne, som det ofte fremgår af indberetningerne efter visitationerne, hvor problemet med det store fravær med bekymring bemærkes gang på gang.


Orla Clausens mesterlige tegning kunne næsten være blevet til i Prins Carls Skole. Placering af vinduerne, døren og bilæggerovnen er præcis den samme. De primitive borde og bænke er nedrammet direkte i det lerstampede gulv, og på skolemesterens bord, som der dog næppe har været plads til i den lille skolestue, ligger ferlen, - et grydeskelignende afstraffelsesinstrument til ´fremme af indlæringen´. Af Christian Vs ´Danske Lov´  fra 1883 fremgik det ganske vist klart og tydeligt (2. bog -18 -12), at "Færler maa de ej bruge i Skolerne at lemlæste Børn med; Dog maa de vel have Færler, om nogle store Rebeller ville sette sig op imod dennem", men meget tyder dog på, at ferlen alligevel har været i flittigt brug og ikke kun overfor ´store Rebeller´. Gennem flere århundreder har prygl været en så integreret del af skolelivet, at ris og ferle lige siden middelalderen ligefrem blev det ikonografiske tegn for en skolelærer, som det herover også ses på et udsnit af et kalkmaleri fra ca. 1450 i Tuse Kirke ved Holbæk. Maleriets motiv er ganske vist Jesus på vej til at modtage undervisning i templet, men dengang var det ikke et mål at være historisk korrekt, så mesteren til kalkmaleriet viser i stedet undervisningen i en samtidig dansk latinskole. Sceneriet forestiller tre drenge med deres skolebøger og skolemesteren - klar til dagens gerning - udstyret med ris og ferle. Klædedragten omfatter den for peblingene karakteristiske spidshue, som formentlig har været kilde til øgenavnet ´Per Caudi´,-  af latin cauda, der betyder 'hale', - og som bl.a. også blev benyttet af Holbergs figur Jacob von Tyboe. Spidshuen har overlevet som ´nissehue´ til vore dage, men den har oprindelig intet med jul at gøre. Især ferlen har med stor sandsynlighed været anvendt flittigt hver dag i alle skoler både i by og på land gennem århundreder. Med ferlen kunne læreren slå børnene enten i håndfladen eller på knoerne. På fotografiet til højre ses også den frygtede bambuspind - spanskrøret -, som efterhånden afløste ferlen og med tiden blev standardudstyr i de fleste skoler til langt op i 1900-tallet. Først i 1967 fik lærerne forbud mod at afstraffe børnene fysisk i danske skoler. På billedet herunder, som er et udsnit af et maleri af den hollandske genremaler Jan Steen (1626-1679). ses en situation, hvor læreren tager imod børnene med ferlen i hånden og straffer et barn, som måske ikke har svaret korrekt på lærerens spørgsmål, foregår ganske vist i en hollandsk skole sidst i 1600-tallet, men - bortset fra omgivelserne og klædedragterne, kunne situationen sådan set lige så godt være fra en dansk skole i 1700-tallet. En anden faktor, som utvivlsomt også var medvirkende til den undertiden ret hårdhændede behandling af børnene, var den kristne forestilling om ´arvesynden´, hvor ´man´ - bland disse også Martin Luther - tog det for givet, at mennesket siden Syndefaldet, hvor Adam og Eva blev fordrevet fra Paradis, bar på en medfødt ´ondskab´, som børn naturligvis også besad. Barnets ´nedarvede´ ondskab, som fx var skyld i, at det ikke opførte sig, som det burde, måtte derfor bekæmpes - også for barnets egen skyld - , og det skete så efter devisen: Med ondt skal ondt fordrives! 


 

Undervisningsmidlerne

 
Denne ABC, som blev trykt i København 1705, kan meget vel have været den, som blev indkøbt i 100 eksemplarer til undervisningen i Prins Carls Skole.
De få sider med stavelser er blevet terpet igen og igen under skolemesterens direktion, og når man ser bogen, kan man næsten høre eleverne i kor messe det udenadlærte "h a siger ha, h e siger he, h i siger hi...." Hanen, som findes på læsebøger helt tilbage til midten af 1600-årene, er symbol på årvågenhed.


Prins Carls Skole fotograferet omkring 1942 (fotografi på Stevns Lokalhistoriske Arkiv).

Skolens historie
Prins Carls Skole kom til at fungere som skole i ca. 100 år. 1830 blev den afløst af en ny, men også meget primitiv skole, der lå på grunden til venstre for Prins Carls Skole. 
Denne skole blev nedrevet i 1919, idet en nyopført skole i stedet blev taget i brug og fungerede som sådan indtil 1939, da den nuværende centralskole for området, Spjellerup-Smerup Skole, blev opført.


På fotografiet ovenfor til højre af Nordhøjvej i ´Store Thorshøje´ ses Prins Carls Skole (helt til højre i billedet) og den "nye" skole, som afløste Prins Carls Skole i 1830 ind mod  midten af billedet. Fotografiet til venstre af den ´nye´ skole, er uden datering. Bygningen i baggrunden til højre er Prins Carls Skole, som på dette tidspunkt blev anvendt til privat beboelse. Den ´nye´ skole blev revet ned i 1919 og erstattet af en større skole på den samme grund, blot længere tilbage fra vejen, så der blev plads til en lille skolegård foran skolen. Denne skole var i brug indtil 1938, hvor den blev nedlagt efter opførelsen af en centralskole i nabobyen Spjellerup, som herefter var skole for børn i Spjellerup, Smerup og Store Torøje.  Den nedlagte skolebygning blev derefter anvendt som kommunekontor (Smerup Kommune) indtil kommunesammenlægningen i 1970-erne og siden solgt fra til privat beboelse. Bygningen eksisterer endnu. Af de to fotografier fremgår det tydeligt, at de to skolebygninger, Prins Carls Skole og den ´nye´ skole fra 1830, lå ret tæt på hinanden. Fotografierne herover er begge fra før istandsættelsen af Prins Carls Skole i 1916. Fotografiet herunder nøjagtig det samme motiv, som det ser ud i dag. Den ´nye´ bindingsværksskole, som afløste Prins Carls Skole i 1830, er væk, og afløseren, skolen fra 1919, der blev opført i røde teglsten, anes til højre bag Prins Carls Skole.

Prins Carls Skole blev efter 1830 anvendt til privat beboelse, indtil den efterhånden gik mere og mere i forfald. I 1916 bekostede Vemmetofte Kloster en grundig istandsættelse af bygningen, som samme år blev overtaget af  Nationalmuseet. Bygningen blev fredet i 1959. Skov- og Naturstyrelsen overtog bygningen fra Nationalmuseet i 1989 og overdrog på lejebasis i 1990 tilsyn og vedligeholdelse af den gamle skole til Spjellerup-Smerup Lokalsamfund bl.a. for at fremme lokalt bevaringsengagement. Bygningen er således Statens ejendom, som i dag også har ansvaret for bygningens vedligeholdelse. Museets hovedattraktion er naturligvis selve bygningen, og det er derfor altid svært at afveje, hvor grundigt bygningen skal istandsættes ud over den nødvendige vedligeholdelse. Ved alle reparationer går der i sagens natur ofte noget tabt af den oprindelige bygning, og vi vil jo gerne undgå på et tidspunkt at stå med en kopi eller rekonstruktion af det, vi gerne vil bevare for eftertiden.
Ingen af skolebygningerne fra begyndelsen af 1700-tallet har undgået ændringer i årenes løb. Det gælder for alle de Rytterskoler, som stadig er bevaret, og det gælder naturligvis også for både Rasmus Svendsens Skole i Fakse og for Prins Carls Skole. Ændringerne på Prins Carls Skole har imidlertid været få og små, selv om bygningen har været anvendt til privatbeboelse i næsten hundrede år, har den siden istandsættelsen i 1916 med ganske få og ubetydelige undtagelser fremstået, som da den blev opført i 1719.
Stuen er 2x3 fag og var i følge fundatsen udstyret med ´et Sengested, et Bord og trende Bænke, samt en Stenkakkelovn og tre Træstole´. Stenkakkelovnen var en bilæggerovn, så der blev fyret fra det åbne ildsted under skorstenen i mellemgangen. Hullet i væggen (i billedets venstre side) vidner endnu om, hvor bilæggerovnen har stået. Der var også en tilsvarende bilæggerovn i skolestuen i den anden halvdel af huset. I virkeligheden var der dog tale om to forskellige bilæggerovne. Bilæggerovnen i stuen hos læreren var nemlig en lerovn, som angiveligt skulle give bedre varme, mens man i skolestuen i stedet havde valgt en jernovn, som børnene ikke så let kunne ødelægge. Gulvet er lerstampet og så vidt vides originalt, og de pudsede vægge i bindingsværk er hvidkalkede både udvendigt og indvendigt, som byggetraditionen på stedet foreskriver. Der har været meget småt med plads til skoleholderen og hans familie, som i flere tilfælde talte adskillige børn. Fra kildematerialet ved vi, at mindst et par af skoleholderne havde mere end 10 børn, men børnene har naturligvis ikke ´boet hjemme´ på samme tid. Senest ved 10-årsalderen, men undertiden allerede når børnene var 6 eller 7 år gamle, var de normalt ude at tjene oftest på en gård. De yngste af børnene arbejdede fx som gåsepiger og hyrdedrenge. Som regel var det kun gårdmandsbørn fra de større gårde, som arbejdede hjemme, indtil de blev konfirmeret. Konfirmationen, som blev indført i 1736, spillede en helt afgørende rolle på dette tidspunkt. Den fungerede i praksis som en ´eksamen´ eller prøve, som afsluttede barndommen og de normalt 6 års skolegang. Konfirmationen var ikke knyttet til en bestemt alder, som i vore dage, men bestod i, at præsten overhørte, om børnene kunne deres salmevers og Luthers lille Katekismus udenad. For de børn, som ikke kunne svare på præstens spørgsmål og derfor heller ikke blev konfirmeret, var det intet mindre end en katastrofe; først når man var konfirmation kunne man nemlig komme ud at tjene, kunne gifte sig og stifte familie, hvilket normalt skete omkring 30-års alderen.  Barndom, som vi kender det i dag, var ukendt. Det er et begreb, der først opstod og udviklede sig i løbet af det 20. århundrede.




Ældre fotografi i to forskellige udgaver af Prins Carls Skole, som den så ud, da bygningen endnu var privatbeboelse. Døren mod gaden var blændet, så indgangen er foregået fra havesiden. Der var også opført et lille forrådskammer på bagsiden, som taget var forlænget ud over (længst til højre i billedet). De små loftsvinduer i gavlene, som stadig findes, er også en senere tilføjelse. Ved istandsættelsen i 1916 blev det lille forrådskammer sløjfet og indgangspartiet genskabt. Træværket i sydgavlen, der ses på billedet, var imidlertid meget råddent, og tømmeret blev derfor udskiftet med nyt ved samme lejlighed - desværre maskinafrettet og ikke hugget til i hånden som det oprindelige tømmer. Til venstre for Prins Carls Skole ses ´den nye´ skole, som havde afløst Prins Carls Skole i 1830. "Den nye skole" var dog efterhånden meget nedslidt, og bygningen blev derfor fjernet i 1919 (foto fra ukendt år). Samme skæbne var tiltænkt Prins Carls Skole, men da det blev klart, at bygningen var den eneste af prins Carls oprindelige skoler, som stadig eksisterede, valgte Vemmetofte Gods derfor af bekoste en istandsættelse af den gamle skole. Fotografiet til højre i øverste række  viser Prins Carls Skole fotograferet ganske få år efter, at Vemmetofte Kloster bekostede denne istandsættelse af bygningen og derpå overdrog den til Nationalmuseet. Indgangsdøren i væggen ud mod gaden, - den nuværende hovedgade gennem landsbyen, Nordhøjvej, som på dette tidspunkt (1921) endnu var en grusvej, - er genetableret. Den ´nye´ skolebygning i bindingsværk, som tidligere blev opført på venstre side af Prins Carls Skole, er revet ned og erstattet af et hegn. Bortset fra postkassen, som heldigvis for længst er fjernet, fremstår den smukke, gamle skolebygning i dag fuldstændig på samme måde, som på det snart 100 år gamle fotografi.


Skolestuen ligger i den højre halvdel af huset, når man kommer indenfor. Skolemøblerne på fotografiet herover er gamle, men ikke originale. De oprindelige, groft sammentømrede borde og bænke var kortere, bordpladen var ikke skråtstillet, og alle bord- og bænkeben  var nedrammet i lergulvet, så møblerne ikke kunne flyttes.


 I venstre side af huset ligger ´Skoleholderens Vaanstue´, d.v.s. lærerboligen, som her (øverst til venstre ) er fotograferet for adskillige årtier siden af Rudolf Broby Johansen til en af hans bøger. Mellem vinduerne var et bord med bænke, som stod med den korte side mod væggen. Til venstre ses hullerne, hvor der oprindelig har været en bilæggerovn af ler, som sammen med bilæggerovnen i skolestuen af jern blev tændt op og passet fra ildstedet i mellemgangen ved hoveddøren, der fungerede som køkken. På den måde undgik man røg i både skolestuen og i lærerboligen og mindskede brandrisikoen. Hullerne i væggene til bilæggerovnene både i lærerboligen og i skolestuen er siden dækket af rødmalede låger. Fotografiet nederst til højre er ikke fra Prins Carls Skole, men viser en tilsvarende stue fra et skolehus i Lysgård ved Viborg. Det er medtaget hér for at give en fornemmelse af, hvordan skoleholderens stue i Prins Carls Skole kunne have været indrettet. Der har næppe været stor forskel. Bemærk bilæggerovnen til venstre for døren. Fotografierne herunder viser skolestuen og mellemgangen ved indgangsdøren, som rummede ildstedet lige under skorstenen. Det var som nævnt også herfra, der blev fyret i de to bilæggerovne. Prins Carls Skolemuseum blev åbnet i 1987, og på fotografiet herunder klipper daværende skoleleder ved Spjellerup-Smerup Skole, Tage Jensen, officielt ´snoren´ ved indvielsen efter at have holdt en tale for de godt halvt hundrede mennesker, som var mødt op til lejligheden. Fotografiet findes på
Faxe Kommunes Arkiver.

 


. Som det var almindeligt ved mange stråtækte gårde og huse har Prins Carls Skole også  et ´tordentræ´, som tidligere var den eneste lynafleder, man kendte til. På fotografiet herover til højre, som efterhånden er flere årtier gammelt, ses tækkemanden i gang med en dengang absolut nødvendig udskiftning af stråtaget. (© Elmer Madsen, Dagbladet / gengives med tilladelse). 


Da selve bygningen er museets hovedattraktion, kræver det overvejelse, hvor grundigt bygningen skal istandsættes ud over den nødvendige vedligeholdelse. Det er lidt af et dilemma at stå i. Ved alle reparationer går der nemlig ofte noget tabt af den oprindelige bygning, og det skulle jo ikke gerne ende med, at vi en dag står med en kopi eller en ren rekonstruktion af den oprindelige bygning. På den anden side er reparation og påkrævet udskiftning af f.eks. råddent træværk og stråtag en nødvendighed for at undgå, at bygningen forfalder. For nogle år siden blev det således nødvendigt at udskifte træloftet, som det ses på billedet fra skolestuen (til venstre), og i efteråret 2004 var turen kommet til en nænsom reparation af vinduerne mod vejen (billederne i midten og til højre). Vinduet i sydgavlen måtte dog udskiftes og erstattes af en nøjagtig, men nyfremstillet kopi.

Prins Carls Skole blev bygningsfredet ved tinglysning den 22. december 1959. Som allerede nævnt står bygningen i dag tom, men alligevel byder Prins Carls Skole den besøgende en enestående chance for at opleve atmosfæren i en nu snart 300 år gammel landsbyskole. Det vidner vores efterhånden tykke gæstebog også om. Et besøg på Prins Carls Skolemuseum kan med fordel kombineres med et besøg på landets bedst bevarede Rytterskole, som ligger i Lille Heddinge nogle få kilometer fra Store Torøje. Rytterskolerne er et par år yngre end Prins Carls Skole. Det har desværre vist sig nødvendigt at holde bygningen aflåst, så ønskes skolen åbnet, er henvendelse normalt nødvendig.

"Prins Carls skole er beliggende på en lille grund, som kun er ganske lidt større end selve bygningen, hvorfor der umiddelbart ikke er mulighed for at fastlægge flere typer friluftszonering på arealet. Bygningen og grunden udpeges som facilitetszone, idet det er selve bygningen og en mindre infostander udenfor, som udgør faciliteten og besøgsmålet på stedet. Faxe Kommune arbejder med planer om at opgradere fokus og formidling af skolen, idet der også ligger andre skolehistoriske bygninger i kommunen (rytterskoler), som kunne indgå i en samlet formidlingsplan for skolehistorie i Faxe Kommune".
(
Citeret fra Naturstyrelsens webside vedrørende kommunal driftsplanlægning på Stevns. Klik evt. hér.)

Prins Carls Skole ejes af Staten, som i sommeren 2017 valgte at sætte den gamle skolebygning til salg med følgende begrundelse fra Naturstyrelsen (Nykøbing Falster): "Naturstyrelsen har gennem de sidste 5-8 år meget ihærdigt søgt fonde, og i særlig grad forsøgt, at indgå et partnerskab med Fakse kommune og Østsjællands museum om, at anvende og formidle Prins Carls skole. Vi har desværre måtte erkende, at det ikke har været muligt, at finde de nødvendige midler til formidling af skolen. Folketingets finansudvalg her derfor med aktstykke nr. 94 af 8. juni 2017 valgt at overdrage ejendommen til Statens Ejendomssalg". Bygningsfredningen af den gamle skolebygning vil forhåbentlig sikre, at den gamle skolebygning efter et salg ikke vil kunne ændres i en sådan grad, at den mister sit originale præg, men forhåbentlig medvirke til, at Prins Carls Skole kan bevares og vedligeholdes på en sådan måde, at det også fremover vil være muligt at opleve, hvordan en landsbyskole så ud i begyndelsen af 1700-årene. Salgsopstillingen for bygningen kan ses og evt. downloades ved at klikke hér. Det er endnu uklart, hvad der videre vil ske med Prins Carls Skole.

Flere års mangelfuld vedligeholdelse af Prins Carls Skole har beklageligvis sat sine tydelige spor på den snart 300 år gamle bygning.
Staten, som ejer bygningen, har imidlertid sat Prins Carls Skole til salg i sommeren 2017.



Klik på den grønne knap herunder for at ´besøge´ Prins Carls Skole i Store Torøje på ´Google Maps´


Prins Carls Skolemuseum ligger på Nordhøjvej 6 i Store Torøje ved Stevnsvej mellem Fakse / Karise og Store Heddinge.
Døren til skolemuseet er normalt aflåst, så ønske om besøg i selve bygningen må aftales med Naturstyrelsen i Nykøbing Faster eller med Faxe Kommune.



Klik på den grønne knap, hvis du ønsker en oversigt over siderne på dette websted,
og klik derfra videre til hver af de ca. 50 ´undersider´.

En god oplysning

Hvor kan jeg læse mere om dette emne?
(Litteratur og links til relevante websteder)



 



animated gif

finn@thorshoj.dk


Rytterskolerne oversigt (klik på billedet)


Hovedmenu (klik på billedet)

E-mail: Klik på adressen eller på fotoet herunder

Litteraturhenvisning (klik på billedet)
 

Hit Counter  (Besøgstælleren er sidst nulstillet den 1. januar 2017)