Prins Carls Skolemuseum

Prins Carls Skole i Store Torøje
 

Prins Carls Skole
Med Christian VIs skoleforordning af 23. januar 1739 fik Danmark den første egentlige skolelov, som skulle sikre, at alle børn i landdistrikterne kunne modtage undervisning, og at der skulle opføres det nødvendige antal landsbyskoler. Allerede i løbet af 1600-årene var der dog undervisning af almuens børn på landet, men kun i meget sjældne tilfælde foregik det i en egentlig skolebygning. Den såkaldte degnelæsning fandt almindeligvis sted i kirken én gang om ugen, men der er dog også eksempler på, at undervisningen fandt sted andre steder fx i kirkeladen eller hos degnen, hvis forholdene tillod det. Med  Christian VIs skoleforordning, som fulgte 3 år efter indførelsen af den tvungne konfirmation i 1736, havde den pietistiske konge ganske vist haft den velmente hensigt at indføre undervisningspligt for alle børn og at oprette det nødvendige antal almueskoler på landet, men især på grund af en mangelfuld finansiering af det ambitiøse skoleprojekt fik forordningen slet ikke den ønskede virkning. Først med anordningen for ´Almueskolevæsenet på Landet i Danmark af 29. juli 1814´ fik Danmark omsider en skolelov, som virkelig sikrede, at den tvungne skolegang blev gennemført med det nødvendige antal skoler ikke kun i købstæderne, men også i landdistrikterne. Skoleloven af 1814 regnes derfor almindeligvis for at være den egentlige grundlæggelse af den danske folkeskole. Den reelle institutionalisering af skolegangen, som fandt sted med 1814-loven, betød nemlig, at undervisningen af alle landets børn - også i landdistrikterne - ikke længere blot var en mulighed for nogle børn, men at det nu kom til at gælde alle børn - både drenge og piger -, og at det herefter blev en pligt for alle forældre at sikre børnenes undervisning.

Gennem mange år blev Prins Carls Skole i Store Torøje mellem Faxe og Store Heddinge regnet for at være den ældste, bevarede landsbyskole i Danmark, men undersøgelser, som Nationalmuseet foretog 1970´erne, viste dog, at denne "titel" med rette må tillægges Rasmus Svendsens Skole i Faxe
, selv om denne skole fra 1640´erne omkring 1730 blev flyttet til den nuværende placering og på det tidspunkt var i så voldsom forfald, at bygningen reelt blev ´genopført´ på den grund, hvor den stadig ligger. Enkelte dele af det originale træværk fra den oprindelige bygning blev dog genanvendt i den ´nye´ bygning. Til gengæld er der ingen tvivl om, at Prins Carls Skole med sine 300 år ´på bagen´ i dag må regnes for at være den bedst bevarede landsbyskole i Danmark, fordi den  - i modsætning til Rasmus Svendsens Skole i Faxe - i dag fremstår nøjagtigt, som den var indrettet, da den blev opført på grunden i 1719.


 
På et ukendt tidspunkt blev dette skilt sat op over døren på Prins Carls Skole. Indtil 1970´erne, hvor Rasmus Svendsens Skole i Faxe, som på det tidspunkt nærmest var en ruin, blev restaureret, var det den almindelige opfattelse, at Prins Carls Skole netop var ´Danmarks ældste Landsbyskole´, som det også fremgår af skiltet. Dendokronologiske undersøgelser af træværket i Rasmus Svendsens Skole, som Nationalmuseet foretog i forbindelse med restaureringen i 1970´erne, viser dog, at noget af træværket kan stamme fra den oprindelige skole helt tilbage fra 1640´erne, og selv om bygningen blev flyttet og genopført omkring 1730, så må Rasmus Svendsens Skole i Faxe nok regnes for at være den ældste landsbyskole i Danmark. Prins Carls Skole i Store Torøje er imidlertid ikke genopført omend restaureret i 1916 og ligger stadig på den plads, hvor den blev opført for 300 år siden. Det vil derfor nok være mere korrekt i dag at betragte Prins Carls Skole som den bedst bevarede landsbyskole i Danmark.

I de fleste større købstæder havde der længe været latinskoler, men i landdistrikterne var situationen anderledes, for selv om der findes eksempler på, at der har været opført enkelte landsbyskoler, er det først i begyndelsen af 1700-årene, at der begyndte at komme skred i byggeriet af skoler på landet, hvor dagliglivet i landsbyerne ellers mest var præget af stavnsbånd og hoveriarbejde. Æren for det nye skolebyggeri tilkom først og fremmest Frederik IV, der lod i alt 241 skoler, - i dag kendt som ´De kongelige Skoler´ eller ´Rytterskoler´ -, opføre i de 12 rytterdistrikter, som krongodset på det tidspunkt var opdelt i, og hans søskende, prins Carl og prinsesse Sophie Hedevig, der begge havde påbegyndt opførelser af en række skoler på deres godser - de såkaldte Prinse- og Prinsesseskoler  - bl.a. på Vemmetofte i Sydsjælland, hvor de begge boede i en del år, havde utvivlsomt også været med til at inspirere kongen til det omfattende skolebyggeri i rytterdistrikterne, som blev påbegyndt med Frederik IVs 50-års fødselsdag i 1721. En vigtig person, som også har inspireret kongen til det store skoleprojekt, var prins Carls overkammerherre, Carl Adolf von Plessen, som også var gehejmeråd for Frederik IV og en nær og livslang ven af både Carl og Sophie Hedevig. Carl Adolf von Plessen, der ligesom kongehuset var stærkt optaget af tidens religiøse strømning, pietismen, interesserede sig personligt meget for skolebyggeriet og lod selv bekoste opførelse og drift af i alt 14 skoler på sine egne godser ved Næstved. Disse skoler er kendt som de ´Plessenske Skoler´ eller ´Greveskolerne´.

   

Prins Carl (1680-1729) blandede sig ikke i de statslige forretninger, men levede et stille og tilbagetrukket liv på sine godser, bl.a. Jægerspris og Vemmetofte, især efter at han og storesøsteren, Sophie Hedevig, havde vendt hoflivet i København ryggen. Det var en reaktion på, at Frederik IV i 1721 giftede sig ´til venstre hånd´ med komtesse Anne Sofie Reventlow, som kongen havde ´bortført´ fra Clausholm Slot i 1712. På Vemmetofte gik prins Carls tid med jagter, hesteopdræt og et ofte meget kostbart hofliv, men prinsen, der i øvrigt som sin far, Christian V, ikke var nogen  markant begavelse, men ligesom faderen synes at have været et både rart og godgørende menneske, var også oprigtig interesseret i at hjælpe bønderne på sine godser. Prinsens pietistiske livssyn mærkes overalt i skolefundatserne:  "Fundamentet af al godt og af den evige Lyksalighed er at kende Gud, at frygte og elske ham, og intet er højere fornødent, end at en sand Gudfrygtighed maa betimelig indplantes i Ungdommens Hjerter, hvortil vi ingen tjenligere Middel vide end at Skolevæsenet bliver sat paa en god og kristelig Fod". Af de skoler, som prins Carl og prinsesse Sophie Hedevig lod opføre på deres godser, findes et par af ´prinsesseskolerne´ stadig bevaret til vore dage, omend de er ombygget og ændret i tidens løb. Kun en enkelt af ´prinseskolerne´, nemlig Prins Carls Skole i landsbyen Store Torøje, som ligger mellem Faxe, Karise og Store Heddinge på Stevns, er bevaret, og den fremstår til gengæld i dag både udvendigt og indvendigt, som den så ud, da den blev opført i 1719. Prinse- og prinsesseskolerne må ikke forveksles med de lidt yngre ´kongelige Skoler´, der i dag bedst er kendt som ´rytterskolerne´, som Prins Carls ældre broder, Frederik IV, lod opføre i årene efter 1721 (1722-1729). Rytterskolerne er alle grundigere beskrevet på dette websted (klik hér).

Prins Carls Skole er opført i bindingsværk, der er en bygningskonstruktion, som var almindelig til omkring 1920. Bindingsværkshuse er ikke grundmurede, men består af rammer af tømmer, som står på et fundament af sten (syldsten). Bindingsværk udføres som fag i moduler, og hele konstruktionen er ´tappet´ sammen med nagler af træ, som også tydeligt kan ses på fotografiet herover. Felterne mellem tømmerstykkerne, som kaldes for tavl, er udfyldt enten med lerklining eller med murværk. At bygningen er tappet sammen, gør det også muligt at adskille og igen samle den bærende trækonstruktion, så det bliver forholdsvis let at flytte huset, som det blev brugt i vid udstrækning i forbindelse med landsbyernes udflytning fra slutningen af 1700-årene. Prins Carls Skole har dog aldrig været flyttet. Bygningen ligger således på nøjagtig den plads, hvor den blev opført i 1719. I Danmark en den typiske længde på et fag almindeligvis omkring 1,50 meter. Prins Carls Skole er på 5 x 3 fag, hvilket nogenlunde svarer til en længde på  ca. 7,50 meter og en bredde på 4,50 meter.

Bindingsværkshuse   
Et bindingsværkshus har et skelet af træ, som bærer husets tag og holder på væggeneBBindingsværkshuse er opført med et skelet af træ, som bærer husets tag og holder på væggene. Tømmerstokkerne var bundet sammen af såkaldte tavl, som var udfyldt med lerklining eller murværk. Huse opført i bindingsværk var i høj grad afhængig af sted og tradition, så lokaliteten bestemte i høj grad både materialernes art og omfang, og traditionen bestemte også deres anvendelse og på den måde, huset blev opført. Selve ordet ´bindingsværk´ kommer af udtrykket at ´afbinde´, som kom af, at man ´prøvesamlede´ de tilvirkede tømmerstokke og eventuelt skilte den ad igen, inden konstruktionen så igen blev rejst på den blivende plads på et fundament af syldsten, og derefter sammenføjet til den færdige tømmerkonstruktion, som udgjorde den bærende konstruktion i den færdige bygning. Bindingsværket blev sat sammen med forskellige ´rene´ tømmersamlinger og tappe, som altid var udført i træ uden brug af søm eller andre former for jern. Det var heller ikke ikke tale om tegninger eller specielle beregninger, når et bindingsværkshus skulle opføres. Størrelsen på huset blev opgjort i ´fag´, som er vægfladen mellem to stolper i et bindingsværk, og også selve opførelsen af huset var som allerede nævnt i høj grad præget af lokale traditioner, som kunne afvige en del fra egn til egn. I princippet er bindingsværk derfor i virkeligheden en form for elementbyggeri, idet dimensionerne i fagene var ens, nemlig ca. 150 cm. i bredden og ´elementet´ bestod af et sæt stolper, en bjælke, et sæt tagspær samt vægflade og tagflade fra stolpen og hen til den næste stolpe. Tømmeret i ydervæggene var normalt af egetræ, mens der blev anvendt f.eks. fyrretræ til skillevæggene. Det kan derfor også være meget vanskeligt at afgøre, præcis hvornår en bindingsværksbygning er opført, fordi det var forholdsvis let at føje ekstra fag til et eksisterende hus eller at fjerne et eksisterende fag. Desuden blev gammelt tømmer i vid udstrækning genanvendt i skillevægge eller som fyldtømmer, og kunne derfor ofte være anvendt i flere tidligere huse i årtier og undertiden gennem århundreder. I modsætning til et grundmuret hus, var et bindingsværkshus derfor også forholdsvis let at flytte til en ny placering, som det jo i høj grad skete, da gårdene blev udflyttet fra landsbyerne efter landboreformerne i 1788. Gulvet var normalt lerklinet og taget tækket med langhalm - som på prins Carls Skole - eller med de noget mere kostbare tagrør. Det var et valg, som igen var afhængig af den lokale byggetradition. Det samme var også tilfældet med valget af farven på det kalkede hus og om træværket også skulle kalkes ´over stok og sten´ eller fx tjæres. På prins Carls Skole skal væggene således være hvidkalkede - også træværket -, mens døre og vinduer skal være malet i den blå farve, som Nationalmuseet kalder ´stevnsblå`. Sådan er traditionen nemlig hér.

 
Skitserne herover viser opbygningen af vægge og tag opført i bindingsværk efter samme konstruktion, som er anvendt i Prins Carls Skole: 1. syldsten, 2. fodrem (fodtømmer), 3. løsholt, 4. stolpe, 5. loftsbjælke, 6. vindskede, 7. gavlklædning af brædder, 8. hanebånd, 9. ´Skadegabet´, rum over hanebåndet, 10. spær, 11. lægter, 12. kragtræer, 13. bjælkehoveder, 14. rem eller læde, 15. støjler med risfletning. Felterne mellem tømmerstykkerne kaldes tavl. I det omfang det var muligt, blev der anvendt egetræ til tømmeret, mens ´indtømmeret´, der var under tag, almindeligvis var af en billigere træsort f. eks. fyrretræ. Den lokale byggetradition på disse kanter krævede også, hvordan den færdige bygning skulle fremstå mht. farven på de kalkede flader og på træværket. På Stevns var traditionen eksempelvis, at den færdige bygning blev kalket ´over stok og sten´ dvs. uden fremhævelse af træværket, og at døre og vinduesrammer udvendigt blev malet blå i den nuance, som i dag er kendt som ´stevnsblå(t)´. Indvendigt var døre og vinduer normalt rødmalede. På tegningerne herover mangler det skråbånd i de yderste fag, som ret ofte støttede hjørnestolperne og den ekstra lodretstående afstivning midt i faget mellem fodremmen og løsholten - en såkaldt dok -, som undertiden også blev anvendt, og som tydeligt ses på tegningen til højre.

Prinseskolen i Torøje
Prins Carls skole
var beregnet alene til Torøje, som landsbyen hed dengang, da der hér skulle have været mere end 70 børn, som især om vinteren ikke kunne komme til skolen i nabolandsbyen Spjellerup, fordi Stevns Å, som i dag er grænsevandløb mellem Faxe Kommune og Stevns Kommune, på dette tidspunkt var noget bredere end i dag og derfor også var ret vanskelig for børnene at komme over. Skolen, som er opført i bindingsværk, er på 3 x 5 fag.
På dette tidspunkt var den normale bredde på et hus netop 3 fag, dvs. ca. 4½ meter, og det var også tilfældet med prins Carls Skole. Længden af husene kunne derimod variere. Prins Carls Skole har således en længde på 5 fag. Metersystemet kendte man ikke på dette tidspunkt, så datidens længdemål var alen, hvor én alen omregnet til metersystemet udgjorde ca. 62,77 cm. Skolestuen var på i alt 40 alen2, og da man regnede 1 alen2 pr. barn, var/er der formelt plads til 40 børn. (Det minder lidt om vore dages beregning af pladsbehovet for burhøns!). Af bygningens samlede areal  på godt og vel 30 m2 udgør skolestuen således omkring 13½ m2. På et tidspunkt sidst i 1700-årene gik der angiveligt over 60 børn i skolen, men reelt har der dog næppe været så mange børn i skolen på én gang på grund af et ret stort fravær blandt børnene, men selv om et vist fravær altid måtte forventes, som man også kendte det fra de allerede omtalte rytterskoler, er der dog ingen tvivl om, at pladsen har været trang.

 Om skolens indretning fremgår det af prins Carls fundats af 22. september 1722 for de i alt 6 skoler under Vemmetofte og Højstrup godser, at

"I disse Huse ere tvende Fag paa den høyre Side, naar man kommer ind, indrettet til Skole-Stue med en Jern-Ovn udi, et Bord, aatte Bænke og Hylder rundt omkring; det tredie Fag er Forstuen til Indgangen, hvor og Skaarsteenen staar med et Skillerum for, at bevare Ildsteden for Vindblæst. Bagved Skaarstenen er indrettet et lille Spisekammer, hvortil Indgangen er af Forstuen; Vaan-Stuen er anlagt i det fjerde og femte Fag, paa den venstre Side, naar man kommer ind i Forstuen, og derudi er opsat et Sengested, et Bord, trende Bænke, tre Træstole og en Steen-Kakkelovn, saa og Hylder rundt omkring, og tvende Hylder udi Spisekammeret. Døren paa Huset og den til Skolestuen og Skolemesterens Stue iligemaade Opgangen til Loftet, er med behørig Laas forsynet, samt en liden Stige til Loftet. Udi Vaan-Stuen er indsatte tvende Fag Vinduer og trende Fag udi Skole-Stuen."

Skoleholderne
Det var ikke altid let at finde duelige lærere, der var villige til at arbejde for den ringe løn, embedet kastede af sig. Fundatsen krævede af skolemesteren eller skoleholderen, at han var "veloplyst og funderet i sin Kristendom og kunne med ren dansk Tungemaal undervise og læse i danske Bøger og derhos kan skrive nogenlunde god Skrift, især at de ere Gudfrygtige, ærlige og  uberygtede Personer... (Han) skal leve ædruelig, skikkelig og aldrig holde nogen Drik fal eller Haandtering at befatte sig med, hvorved hans Embede skal forsømmes... Husene ere Skolemestrene frigivne for ald Afgift i hvad Navn det have kunde; Saa skal og Huset samt Kaal-Havens Vedligeholdelse ikke komme Skolerne til nogen Last." Desuden modtog skoleholderen "til Løn og Underholdning Tredive Rixdaler og til Lys og Ildebrand 10 Rd.",  og det var - selv for den tid - et meget beskedent beløb og svarede fx nogenlunde til prisen på en ko. En hest kostede det dobbelte. Pengene til skoleholderens løn stammede fra renterne af en fond på 4800 rigsdaler, som prins Carl havde afsat til formålet. Ud over den kontante aflønning modtog skoleholderen også enkelte naturalier fx brændsel foruden friboligen (´vånstuen´ dvs. lærerboligen i skolen) og den jordlod, som hørte til skolen. Ud over denne løn modtog skoleholderen et stipendium på 7 rigsdaler og 3 mark, som stammede fra frøken Juul Wind.
I de 121 år, hvor skolen fungerede, virkede følgende skoleholdere ved ´Taarøje Legatskole". som også var navnet på Prins Carls Skole.

Knud Pedersen Gaas 1719-1726 (døde 1726  kun 36 år gammel)
Jens Jensen Bysted ?      -1734 (studeret, død 1740)
Lorents Storm ? 1742-  ? (attestatus dvs. en person, som har teologisk embedseksamen, tidligere skoleholder i Spjellerup,
1762 degn i Lille Heddinge - Havnelev)
Christen Nielsen ? -1770 (død 1781)
Daniel Johs. Christophersen ? 1789- ? (ustuderet, oprindelig væver, død 1827)
Peder Rasmussen ? -1829 (tidligere skoleholder i Lyderslev, fortsatte efter 1829 som skoleholder i Frøslev)

Da 7 gårde fra Taarøje i 1768 blev udflyttet et par kilometer, så de lå tættere på deres jorder, fik den nye bebyggelse efterhånden navnet ´Lille Taarøje´, og Taarøje blev derefter kaldt ´Store Taarøje´; i dag Store Torøje. Allerede fra 1769 blev de yngste børn - i alt 22 -  fra Lille Torøje, som landsbyen hedder i dag, undervist i en lille skole på stedet med skrædderen som underviser. For det modtog han derfor 1 skæppe rug og 1 skæppe byg fra hver gård og dertil et skovlæs brænde m.m.
       
Følgende skoleholder(e) har fungeret ved den ´nye´ skole, som blev opført 1830 til afløsning af Prins Carls Skole (se senere).

Jørgen Bagger 1829/30?-1861  Sidste skoleholder ved Prins Carls Skole i ganske kort tid.
(Fh. Houby,og i 1839 betegnet som ´stymper´ af præsten i Spjellerup, senere biskop Mynster.)
Christian Bagger (søn af ovennævnte) 1861-1875 (Overtog embedet ved skolen i Spjellerup efter lærer A. V. Seidenfaden)
Hans Vilhelm Seidenfaden 1775- ? (Søn af A. V. Seidenfaden i Spjellerup, hvor han også havde været hjælpelærer i nogle år indtil 1875)

Den ovenfor nævnte skoleholder, Daniel Johannes Christophersen, nedstammede fra en anset væverfamilie. Farfaderen, Daniel Ulrich, var væver i nabolandsbyen Smerup, og hans far, Christopher Danielsen, var også væversvend. Daniel Johs. Christophersen, som også selv var væver, blev skoleholder som 40-årig. Han fortsatte dog med at væve fra skolestuen, men forsømte tilsyneladende ikke undervisningen af den grund. Skolen blev visiteret både i 1789 og senere i 1799 af den navnkundige biskop Balle, der var biskop over Sjælland Stift mellem 1783 og 1808, og senere i 1819 blev skolen visiteret af Balles efterfølger, biskop Münter. Det er fra visitatsen i 1789, at vi om skoleholder Christophersen ved, at ´han katekiserede fatteligt og ordentligt samt oplærte Børnene vel i Læsning´. Børnene lærte nu bibelhistorie og nogle kunne skrive, men ´de forsømmelige læste slet og røbede Vankundighed`. Skolen havde på et tidspunkt ikke færre end 62 børn (!).

1799 gav det betydelige antal af forsømmelser hos en del elever anledning til bekymring, men en betydelig grad af forsømmelser var imidlertid et problem, som var gennemgående for landsbyskolerne især indtil skolereformerne i 1814.

1809 havde skolen 40 elever fordelt på 2 klasser. Også her blev undervisningen vurderet som ´ganske god´ i forbindelse med en visitats, hvor der bl.a. står, at de 40 børn ´havde været flittige, de læste vel i Bog, havde begyndt på Skrivning, sang smukke Salmer, men ingen regnede´.

Tidens syn på pædagogik og børneopdragelse taget i betragtning, var holdningen i forordningerne både for Frederik IVs Rytterskoler og i Prinse-, Prinsesse- og Greveskolerne forbavsende rimelige, fornuftige og fremadrettede. På baggrund af den tids almindeligt udbredte opfattelse, hvor børn blev betragtet som en slags ´udisciplinerede små voksne´, der med en håndfast opdragelse hurtigst muligt måtte bringes til at tilpasse sig samfundets normer og krav, er den pædagogiske forståelse af, at ikke alle børn var ens, og at der derfor måtte tages individuelle hensyn til, at børnene derfor heller ikke alle kunne lære at læse godt og hurtigt; et udmærket eksempel på, hvor fremsynet og forbavsende moderne kravene i instruksen var til den ønskede pædagogik i de nye skoler. Virkeligheden var desværre normalt en ganske anden. Aflønningen af skoleholderne var simpelthen så ringe, at det ofte var vanskeligt eller ligefrem umuligt at skaffe kvalificerede - og det vil sige uddannede - skoleholdere, der også evnede at undervise børnene efter instruksens intentioner, og da det jo ikke var bønderne, som havde ønsket skolerne, var deres forståelse af, at skolegangen var nyttig for børnene derfor heller ikke altid særlig stor. Dertil kom, at børnenes arbejdskraft hjemme ofte var nødvendig, for at få dagligdagen til at fungere. Om sommeren skulle børnene gå i skole mellem klokken 7 og 11 og igen mellem klokken 14 og 18. I vinterhalvåret foregik undervisningen mellem klokken 8 og 12 og fortsatte igen mellem klokken 14 og 16. Forældrene kunne dog beholde børnene hjemme den halve dag, hvis de havde brug for deres arbejdskraft. Det var ofte tilfældet, og i indberetningerne fra bispernes visitatser fra de enkelte skoler, giver de mange forsømmelser blandt børnene anledning til tilbagevendende bekymrede kommentarer.


Martin Luthers Katekismus har spillet en stor rolle gennem adskillige hundrede års undervisning, og den er uden tvivl - sammen med ABC´en - den mest udbredte skolebog i Danmark. Den første danske oversættelse skyldes Peder Palladius (1503-1560), som var luthersk superintendant dvs. biskop over Sjællands Stift i tiden efter reformationen i 1536, og Luthers Katekismus er som skolebog i tidens løb udkommet i mange udgaver med pædagogiske forklaringer. Den viste katekismus, ´Dr. Morten Luthers Liden Catechismus´ (øverst til højre), som er fra 1780, er endda illustreret. Opslaget viser ´Det femte Bud` - Du skal ikke slaae ihjel, og Luthers forklaring, som børnene skulle lære udenad, lyder i dette tilfælde: "Det er: Vi skulle frygte og elske GUd; ikke skade vor Næstes Legeme, og ey giøre hannem Uret derpaa; men hjelpe og staae hannem bi udi al Livsfare". Udenadslæren både af ´det daglige salmevers¨ og af Luthers forklaringer i "Luthers lille Katekismus" har holdt sig i nogle danske folkeskoler helt frem til sidst i 1950´erne og enkelte steder måske endda endnu længere.

Undervisningen
Børnenes skolegang begyndte, når de var 6 år gamle, og den fortsatte, indtil det enkelte barn havde lært nok til at kunne blive konfirmeret. Det var læsning af bibel og katekismus, der var det vigtigste. Herom står i fundatsen: "Til Skolens Inventarium og Børnenes Læsning findes en Bibel,  fem nye Testamenter med tilføjede Psalmebøger saa og Et Hundrede Stykker Catecheser og Et Hundrede ABCDer, hvilke Bøger forblive ved Skolen (...) Som Intentionen af denne Anordning sigter alene til at plante i Ungdommen den sande Kristendom og Gudsfrygt, hvortil Skriven og Regnekunsten ikke egentlig henhører, men derved Tiden ikkun mere forspildes; thi skal Regne- og Skrivekunsten her ikkun agtes som et tilføjet Værk."  I det omfang, skoleholderen besad den fornødne faglige viden, kunne børnene også undervises i skrivning og regning mod en ekstra betaling fra barnets forældre til skoleholderen .

Alle skoledagene var ens, og formelt så dagens ´program´ nogenlunde sådan ud::

bullet Morgensang
bullet Bøn (knælende)
bullet Læsning af et kapitel af bibelen
bullet Fællessang af en åndelig salme
bullet Læsning for og med børnene. Katekismus skal kunne læses højt, og forklaringerne skal læres udenad.
Børnene skal også kunne forstå meningen med forklaringerne, hvilket betyder, at læreren udlægger teksten typisk ved spørgsmål og ofte udenadslærte svar fra børnene (læreren ´katekiserer´)
bullet Øvelse i at læse indenad i bøger
bullet Eventuelt arbejde med skrivning og regning, hvis skoleholderen kan undervise i det samt, at forældrene ønsker det og ellers betaler ekstra for det
bullet Skoledagen afsluttes med bøn (knælende) og fællessang af endnu en åndelig salme

Virkeligheden har nu nok set lidt anderledes ud. Det fremgår ofte af de vurderinger, der blev nedskrevet i visitatsbøgerne og derefter periodisk indberettet til Danske Kancelli i København (datidens ´Indenrigsministerium´), når landsbyskolerne i hele landet blev visiteret af både af præster, provster og især med nogle års mellemrum af bisperne. Mange af disse indberetninger er bevaret til vore dage og giver ikke kun et udmærket indtryk af skolernes dagligdag, men ´afslører´ ofte også den virkelighed, som prægede datidens undervisning både i købstædernes latinskoler og i landsbyskolerne. Skolegangen var i høj grad præget af udenadslæren, og for mange af børnene skete det uden større forståelse af indholdet. Undervisningen har utvivlsomt også i større eller mindre grad været suppleret med en del praktisk arbejde i skoleholderens ´kålhave´ eller ´skolelodden´, som var det jordstykke, der hørte til skolen og som reelt udgjorde en del af lærerens aflønning. Der har bestemt været dygtige lærere rundt om i landsbyskolerne, men før det efterhånden blev almindeligt med uddannede lærere i løbet af 1800-årene, har flertallet af lærerne især på landet utvivlsomt været meget mådelige og oftest uden pædagogisk forståelse og især i 1700-årene som regel også uden større faglige eller pædagogiske kvalifikationer. Da der heller ikke var nogen pensionsalder, og aflønningen som skoleholder var meget ringe, har der næppe været mulighed for skoleholderen og hans familie at lægge meget - hvis overhovedet noget - til side med henblik på alderdommen. Dengang var der som bekendt ikke var noget, som hed aldersrente eller folkepension, så flertallet af skoleholderne havde derfor reelt ikke anden mulighed end at fortsatte med at undervise børnene selv højt op i alderdommen, - ofte indtil de bogstaveligt talt blev ´båret ud´. Det har hverken været inspirerende for børnene eller for læreren selv og har - sammen med forældrenes behov for børnenes arbejdskraft hjemme - utvivlsomt også medvirket til det allerede omtalte betydelige fravær blandt eleverne, som det ofte fremgår af indberetningerne efter visitationerne, hvor problemet med det store fravær med bekymring omtales gang på gang.


Orla Clausens mesterlige tegning kunne næsten være blevet til i Prins Carls Skole. Placering af vinduerne, døren og bilæggerovnen er præcis den samme. De primitive borde og bænke er nedrammet direkte i det lerstampede gulv, og på skolemesterens bord, som der dog næppe har været plads til i den lille skolestue, ligger ferlen, - et grydeskelignende afstraffelsesinstrument til ´fremme af indlæringen´. Af Christian Vs ´Danske Lov´  fra 1883 fremgik det ganske vist klart og tydeligt (2. bog -18 -12), at "Færler maa de ej bruge i Skolerne at lemlæste Børn med; Dog maa de vel have Færler, om nogle store Rebeller ville sette sig op imod dennem", men meget tyder dog på, at ferlen alligevel har været i flittigt brug og ikke kun overfor ´store Rebeller´. Gennem flere århundreder har prygl været en så integreret del af skolelivet, at ris og ferle lige siden middelalderen ligefrem har været det ikonografiske tegn for en skolelærer, som det herover også ses på et udsnit af et kalkmaleri fra ca. 1450 i Tuse Kirke ved Holbæk. Maleriets motiv er ganske vist Jesus på vej til at modtage undervisning i templet, men dengang var det ikke et mål at være historisk korrekt, så mesteren til kalkmaleriet viser i stedet undervisningen i en samtidig dansk latinskole. Sceneriet forestiller tre drenge med deres skolebøger og skolemesteren - udstyret med ris og ferle - er klar til dagens gerning. Klædedragten omfatter den karakteristiske spidshue, som var almindelig for ´peblingene´ dvs. eleverne, og som formentlig har været kilde til øgenavnet ´Per Caudi´,-  af latin cauda, der betyder 'hale', - der bl.a. også blev benyttet af Holbergs figur Jacob von Tyboe. Spidshuen har overlevet som ´nissehue´ til vore dage, men den har oprindelig intet med julen at gøre. Den blev anvendt hele året. Især ferlen har med stor sandsynlighed været anvendt flittigt hver dag i alle skoler både i by og på land gennem århundreder. Med ferlen kunne læreren slå børnene enten i håndfladen eller på knoerne. På fotografiet til højre ses også den frygtede bambuspind - spanskrøret -, som efterhånden afløste ferlen og med tiden blev standardudstyr i de fleste skoler til langt op i 1900-årene. Først i 1967 fik lærerne forbud mod at afstraffe børnene fysisk i danske skoler. På billedet herunder, som er et udsnit af et maleri af den hollandske genremaler Jan Steen (1626-1679), ses en situation, hvor læreren tager imod børnene med ferlen i hånden og straffer et barn, der måske ikke har svaret korrekt på lærerens spørgsmål, foregår ganske vist i en hollandsk skole sidst i 1600-årene, men - bortset fra omgivelserne og klædedragterne, kunne situationen sådan set lige så godt være fra en dansk skole i 1700-årene. En anden faktor, som utvivlsomt også var medvirkende til den undertiden ret hårdhændede behandling af børnene, var den kristne forestilling om ´arvesynden´, hvor ´man´ - bland disse også Martin Luther - tog det for givet, at mennesket siden Syndefaldet, hvor Adam og Eva blev fordrevet fra Paradis, bar på en medfødt ´ondskab´, som børn naturligvis også besad. Barnets ´nedarvede´ ondskab, som fx var skyld i, at det ikke opførte sig, som det burde, måtte derfor bekæmpes - også for barnets egen skyld - , og det skete så efter devisen: Med ondt skal ondt fordrives! 


 

Undervisningsmidlerne

 
Denne ABC, som blev trykt i København 1705, kan meget vel have været den, som blev indkøbt i 100 eksemplarer til undervisningen i Prins Carls Skole.
De få sider med stavelser er blevet terpet igen og igen under lærerens direktion, og når man ser bogen, kan man næsten høre eleverne i kor messe det udenadlærte "h a siger ha, h e siger he, h i siger hi...." Hanen, som findes på læsebøger helt tilbage til midten af 1600-årene, er symbol på årvågenhed.



Prins Carls Skole fotograferet omkring 1942 (fotografi på Stevns Lokalhistoriske Arkiv).

Skolens historie
Prins Carls Skole kom til at fungere som skole i ca. 110 år. 1830 blev den afløst af en ny, men også meget primitiv skole, der blev opført på grunden til venstre for Prins Carls Skole. Denne skole blev nedrevet i 1919, da en nyopført, grundmuret skole opført med teglsten i stedet blev taget i brug. Denne skole  fungerede som sådan indtil 1939, da den nuværende centralskole for området, Spjellerup-Smerup Skole, blev opført i nabolandsbyen Spjellerup. Bygningen eksisterer dog endnu som nabo til Prins Carls Skole.

På dette postkort fra "Store Thorshøje" ses Nordhøjvej, mens den endnu var en grusvej, med den "nye" skole, som i 1830 afløste Prins Carls Skole. Halvdelen af Prins Carls Skole, som derefter blev anvendt til privat beboelse, ses helt til højre i billedet, som er fotograferet i begyndelsen af 1900-tallet og afgjort før istandsættelsen af Prins Carls Skole i 1916. Hoveddøren var på dette tidspunkt muret til, som det også ses på fotografiet, så indgangen til huset foregik ad den nuværende bagdør, som det også tydeligt fremgår af andre fotografier af skolen fra dette tidspunkt.  Den ´nye´ skole blev revet ned i 1919, da den blev erstattet af en ny, grundmuret skole, der var opført med teglsten. Denne bygning eksisterer endnu og er nabo til Prins Carls Skole. Af fotografiet fremgår det tydeligt, at de to skolebygninger, Prins Carls Skole og den ´nye´ skole fra 1830, lå ret tæt på hinanden. Fotografiet findes på Faxe Kommunes Arkiver.
 
Fotografiet til venstre, som er uden datering, viser ligeledes af den ´nye´ skole fra 1830. Bygningen i baggrunden til højre er Prins Carls Skole, som på dette tidspunkt blev anvendt til privat beboelse. Den ´nye´ skole blev revet ned i 1919 og erstattet af en større skole på den samme grund, blot længere tilbage fra vejen, så der blev plads til en lille skolegård foran skolen. Denne skole, hvor den daværende hovedindgang ses på fotografiet herover til højre, var i brug indtil 1938, hvor den blev nedlagt efter opførelsen af en centralskole i nabobyen Spjellerup, som herefter var fælles kommuneskole for børn i Spjellerup, Smerup og Store Torøje. Den nedlagte skolebygning i Store Torøje blev derefter anvendt som kommunekontor (Smerup Kommune) indtil kommunesammenlægningen i 1972 og siden solgt fra til privat beboelse. Den røde teglstensbygning eksisterer endnu, som det ses på fotografiet herunder, hvor Prins Carls Skole ses i baggrunden.
 
På fotografiet herunder ses omtrent det samme motiv som på postkortet fra begyndelsen af 1900-årene med Prins Carls Skole, som den så ud i 2018. Den ´nye´ bindingsværksskole, som i 1830 afløste Prins Carls Skole, er væk, og afløseren, skolen fra 1919, der blev opført i røde teglsten, anes til højre bag Prins Carls Skole.
 

Prins Carls Skole blev efter 1830 anvendt til privat beboelse, indtil den efterhånden gik mere og mere i forfald. I 1916 bekostede Vemmetofte Kloster en grundig istandsættelse af bygningen, som samme år blev overtaget af  Nationalmuseet. Bygningen blev fredet i 1959 (se senere). Skov- og Naturstyrelsen overtog bygningen fra Nationalmuseet i 1989 og overdrog på lejebasis i 1990 tilsyn og vedligeholdelse af den gamle skole til Spjellerup-Smerup Lokalsamfund bl.a. for at fremme lokalt bevaringsengagement. Bygningen er således Statens ejendom, som i dag også har ansvaret for bygningens vedligeholdelse. Museets hovedattraktion er naturligvis selve bygningen, og det er derfor altid svært at afveje, hvor grundigt bygningen skal istandsættes ud over den nødvendige vedligeholdelse. Ved alle reparationer går der i sagens natur ofte noget tabt af den oprindelige bygning, og vi vil jo gerne undgå på et tidspunkt at stå med en kopi eller rekonstruktion af det, vi gerne vil bevare for eftertiden.
Ingen af skolebygningerne fra begyndelsen af 1700-årene har undgået ændringer i årenes løb. Det gælder for alle de rytterskoler, som stadig er bevaret, og det gælder naturligvis også for både Rasmus Svendsens Skole i Faxe og for Prins Carls Skole. Ændringerne på Prins Carls Skole har imidlertid været få og små, og selv om bygningen har været anvendt til privatbeboelse i næsten hundrede år, har den siden istandsættelsen i 1916 med ganske få og ubetydelige undtagelser fremstået, som da den blev opført i 1719.

Prins Carls Skole fremstår i dag præcis, som den så ud for snart 300 år siden. Det samme er tilfældet med skolestuen, som ses på fotografiet i midten herover, og lærerens lejlighed eller ´vån-stue´, som den kaldes i fundatsen, Loftet er udskiftet for et par årtier siden. Møblerne er gamle, men ikke de originale. De oprindelige meget simple borde og bænke var nedrammet i lergulvet. Disse møbler blev utvivlsomt anvendt til brændsel, når de ikke længere var brugbare. I skolestuen var der en bilæggerovn af jern, som ikke længere eksisterer. Den røde lem til venstre dækker hullet ind til ildstedet, der netop blev anvendt til bilæggerovnen. Bagsiden af bygningen, som ses på det tredje fotografi herover, har i dag en smal dør i havesiden, som ikke eksisterede i den oprindelige bygning. Denne dør kom først til på et ukendt tidspunkt i perioden mellem 1830 og 1916, hvor bygningen ikke længere fungerede som skole, men blev anvendt til privat beboelse. Som det fremgår af det ældre fotografi, som ses herunder, var døren på facaden tilmuret på et tidspunkt, så adgangen til huset foregik ad ´bagdøren´. Bindingsværket burde ikke være synligt. Byggetraditionen fordrer nemlig, at huset blev kalket ´over stok og sten´, så hele bygningen fremstod hvidkalket undtagen de to trekantede gavlfelter af træ, som var sværtet med ´finsk tjære´. Vinduer og døre skulle - ligeledes efter den lokale byggetradition - udvendigt være blåmalet i den nuance, som Nationalmuseet betegner som ´stevnsblå(t)´.

Stuen eller ´skolemesterens Vaan-Stue´ er 2x3 fag og var i følge fundatsen udstyret med ´et Sengested, et Bord og trende Bænke, samt en Stenkakkelovn og tre Træstole´. Stenkakkelovnen var en bilæggerovn, så der blev fyret fra det åbne ildsted under skorstenen i mellemgangen. Hullet i væggen (i billedets venstre side) vidner endnu om, hvor bilæggerovnen har stået. Der var også en tilsvarende bilæggerovn i skolestuen i den anden halvdel af huset. I virkeligheden var der dog tale om to forskellige bilæggerovne. Bilæggerovnen i stuen hos læreren var nemlig en lerovn, som angiveligt skulle give bedre varme, mens man i skolestuen i stedet havde valgt en jernovn, som børnene ikke så let kunne ødelægge. Gulvet er lerstampet og så vidt vides originalt, og de pudsede vægge i bindingsværk og med lerklinede tavl er hvidkalkede både udvendigt og indvendigt, som byggetraditionen på stedet foreskriver. Der har været meget småt med plads til skoleholderen og hans familie, som i flere tilfælde talte adskillige børn. Fra kildematerialet ved vi, at mindst et par af skoleholderne havde mere end 10 børn, men børnene har naturligvis ikke ´boet hjemme´ på samme tid. Senest ved 10-årsalderen, men undertiden allerede når børnene var 6 eller 7 år gamle, var de normalt ude at tjene oftest på en gård. De yngste af børnene arbejdede fx som ´hønse- eller gåsepiger´ og hyrdedrenge. Som regel var det kun gårdmandsbørn fra de større gårde, som arbejdede hjemme, indtil de blev konfirmeret. Konfirmationen, som blev indført i 1736, spillede i det hele taget en helt anderledes afgørende rolle på dette tidspunkt, end det er tilfældet i vore dage. Konfirmationen fungerede i praksis som en ´eksamen´ eller prøve, som afsluttede barndommen og de normalt 6 års skolegang. Konfirmationen var ikke knyttet til en bestemt alder, som i vore dage, men bestod i, at præsten overhørte, om børnene kunne deres salmevers og Luthers lille Katekismus udenad. For de børn eller unge, som ikke kunne svare på præstens spørgsmål og derfor heller ikke kunne blive konfirmeret, var det intet mindre end en katastrofe; først når man var konfirmeret, kunne man nemlig komme ud at tjene eller senere gifte sig og stifte familie, hvilket normalt skete omkring 30-års alderen. Barndom, som vi kender det i dag, var ukendt. Det er et begreb, der reelt først opstod og udviklede sig i løbet af det 20. århundrede.




Ældre fotografi i to forskellige udgaver af Prins Carls Skole, som den så ud, da bygningen endnu var privatbeboelse. Døren mod gaden var tilmuret, så indgangen er foregået fra havesiden. Der var også opført et lille forrådskammer på bagsiden, som taget var forlænget ud over (længst til højre i billedet). De små loftsvinduer i gavlene, som stadig findes, er også senere tilføjelser. Ved istandsættelsen i 1916 blev det lille forrådskammer sløjfet og indgangspartiet genskabt. Træværket i sydgavlen, der ses på billedet, var imidlertid meget råddent, og tømmeret blev derfor udskiftet med nyt ved samme lejlighed - desværre maskinafrettet og ikke hugget til i hånden som det oprindelige tømmer. Til venstre for Prins Carls Skole ses ´den nye´ skole, som havde afløst Prins Carls Skole i 1830. "Den nye skole" var dog efterhånden meget nedslidt, og bygningen blev derfor fjernet i 1919 (fotografi fra et ukendt år). Samme skæbne var tiltænkt Prins Carls Skole, men da det blev klart, at bygningen var den eneste af prins Carls oprindelige skoler, som stadig eksisterede, valgte Vemmetofte Gods derfor af bekoste en istandsættelse af den gamle skole. Fotografiet til højre i øverste række  viser Prins Carls Skole fotograferet ganske få år efter, at Vemmetofte Kloster bekostede denne istandsættelse af bygningen og derpå overdrog den til Nationalmuseet. Indgangsdøren i væggen ud mod gaden, - den nuværende hovedgade gennem landsbyen, Nordhøjvej, som på dette tidspunkt (1921) endnu var en grusvej, - er genetableret. Den ´nye´ skolebygning i bindingsværk, som tidligere blev opført på venstre side af Prins Carls Skole, er siden revet ned og erstattet af et hegn. Bortset fra postkassen, som heldigvis for længst er fjernet, fremstår den smukke, gamle skolebygning i dag fuldstændig på samme måde, som på det snart 100 år gamle fotografi.


Skolestuen ligger i den højre halvdel af huset, når man kommer indenfor. Skolemøblerne på fotografiet herover er gamle, men ikke originale. De oprindelige, groft sammentømrede borde og bænke var kortere, bordpladen var ikke skråtstillet, og alle bord- og bænkeben  var nedrammet i lergulvet, så møblerne ikke kunne flyttes.


 I venstre side af huset ligger ´Skolemesterens Vaan-Stue´, dvs. lærerboligen, som her (øverst til venstre ) er fotograferet for adskillige årtier siden af Rudolf Broby Johansen til en af hans bøger. Mellem vinduerne var et bord med bænke, som stod med den korte side mod væggen. Til venstre ses hullerne, hvor der oprindelig har været en bilæggerovn af ler, som sammen med bilæggerovnen i skolestuen af jern blev tændt op og passet fra ildstedet i mellemgangen ved hoveddøren, der fungerede som køkken. På den måde undgik man røg i både skolestuen og i lærerboligen og mindskede brandrisikoen. Hullerne i væggene til bilæggerovnene både i lærerboligen og i skolestuen er siden dækket af rødmalede låger. Fotografiet herover til højre er ikke fra Prins Carls Skole, men viser en tilsvarende stue fra et skolehus i Lysgård ved Viborg. Det er medtaget hér for at give en fornemmelse af, hvordan skoleholderens stue i Prins Carls Skole kunne have været indrettet. Der har næppe været stor forskel. Bemærk bilæggerovnen til venstre for døren. Fotografiet herunder i midten viser mellemgangen ved indgangsdøren, som rummede ildstedet lige under skorstenen, som fungerede som køkken. Herfra har der tidligere også været en smal passage til det bagved liggende spisekammer, som det også ses på tegningen over bygningens indretning (se tidligere). Prins Carls Skolemuseum blev åbnet i 1987, og på fotografiet herunder til højre klipper daværende skoleleder ved Spjellerup-Smerup Skole, Tage Jensen, officielt ´snoren´ ved indvielsen efter at have holdt en lille tale for de godt halvt hundrede mennesker, som var mødt op til lejligheden. Prins Carls Skole har dog også tidligere været ramme om skolehistorisk formidling. For et halvt hundrede år siden indspillede Danmarks Radio således en lille dramadokumentarisk 16 mm. kortfilm til en tv-udsendelse - naturligvis i sort/hvid -, som viste, hvordan undervisningen foregik ´i gamle dage´ med både skoleholder og børn udklædt i datidige klædedragter. Desværre er det ikke lykkedes at finde denne film, som muligvis også siden er gået tabt. På fotografiet herunder til venstre, som Faxe Kommunes Arkiver har dateret til at være fra omkring 1950, ses lærer Vilhelm Hellested fra Hellested i egnsdragt, mens han i ´Store Torøje gl. Skole´ fortæller en gruppe skolebørn om skolelivet i gamle dage. Både radio og TV har i de seneste årtier besøgt Prins Carls Skole flere gange, som det også fremgår af skolemuseets gæstebog

 


Som det var almindeligt ved mange stråtækte gårde og huse har Prins Carls Skole også  et ´tordentræ´, som tidligere var den eneste lynafleder, man kendte til.
På fotografiet herover til højre, som efterhånden er flere årtier gammelt, ses tækkemanden i gang med en på det tidspunkt absolut nødvendig udskiftning af stråtaget.

(© Elmer Madsen, Dagbladet / gengives med tilladelse). 


Da selve bygningen er museets hovedattraktion, kræver det altid omhyggelig overvejelse, hvor grundigt bygningen skal istandsættes ud over den nødvendige vedligeholdelse. Det er lidt af et dilemma at stå i. Ved alle reparationer går der nemlig ofte noget tabt af den oprindelige bygning, som man netop ønsker at bevare for eftertiden. På den anden side er reparation og påkrævet udskiftning af f.eks. råddent træværk og stråtag en nødvendighed for at sikre, at det gamle skolehus ikke forfalder, men på den anden side skulle det nødig ende med, at vi en dag står med en kopi eller en ren rekonstruktion af den oprindelige bygning, som man netop ønskede at bevare. For nogle år siden blev det således nødvendigt at udskifte træloftet, som det ses på fotografiet fra skolestuen (til venstre), og i efteråret 2004 var turen kommet til en nænsom reparation af vinduerne mod vejen (fotografierne i midten og til højre). Vinduet i sydgavlen måtte dog udskiftes og erstattes af en nøjagtig, men nyfremstillet kopi.

Bygningsfredningen af Prins Carls Skole
Prins Carls Skol
e blev bygningsfredet ved tinglysning den 22. december 1959. I fredningsbeskrivelsen vurderes bygningens kulturhistoriske og arkitektoniske værdier bl.a. således:

"Bygningens kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til den oprindelige placering samt oprindelige fremtræden som tidstypisk skolebygning på 5 x 3 fag i bindingsværk med stråtækt tag. På nær sydgavlen, som har gennemgået en istandsættelse, står øst-, nord- og vestsiden med en betydelig mængde oprindelige og ældre bygningsdele, herunder remme, stolper, tavl og bjælkeender. Dørene har tillige ældre, håndsmedede beslag og låse. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den næsten intakte, oprindelige grundplan med forstue, bolig, skolestue, ildsted og spisekammer. Spisekammeret fungerer nu som entré fra havesiden. Hertil kommer det oprindelige lerstampede gulv, revledørene med håndsmedede beslag, gerichterne samt de ældre vindueskarme og –rammer.
Den arkitektoniske værdi ligger i det ydre i bygningens ydmyge, traditionelle fremtræden i overkalket bindingsværk med opsprossede vinduer og stråtag med kragetræer. Udtrykket er enkelt og solidt, uden unødig pynt og dekoration. I det indre ligger den arkitektoniske værdi i det enkle, funktionelt betingende interiør med lavloftede, mindre rum, lerstampet gulv, ældre døre, åbent ildsted og uisolerede vægge, der sammen med fraværet af alle former for moderne installationer, giver en stemningsfuld og meget autentisk atmosfære. 
I bygningens ydre knytter de bærende fredningsværdier sig til skolebygningens oprindelige placering samt enkle og ydmyge fremtræden i kalket bindingsværk med gennemstukne bjælkeender, opsprossede vinduer, revledøre og stråtag. Hertil kommer bygningens traditionelle materialeholdning. I bygningens indre knytter de bærende fredningsværdier sig til de bevarede dele af den oprindelige planløsning samt til bygningens oprindelige elementer, herunder ildsted, døre, gerichter, beslagværk, lofter og lerstampede gulv."
 
Prins Carls Skole blev fredet i 1959.
Kulturstyrelsens pjece om fredningsværdien af Prins Carls Skole kan hentes som pdf-fil ved at klikke hér

Som allerede nævnt står bygningen i dag tom, men alligevel byder Prins Carls Skole den besøgende en enestående chance for at opleve atmosfæren i en nu snart 300 år gammel landsbyskole. Det vidner vores efterhånden tykke gæstebog også om. Et besøg på Prins Carls Skolemuseum kan med fordel kombineres med et besøg på landets bedst bevarede rytterskole, som ligger i Lille Heddinge og Rasmus Svendsens Skole i Faxe, som begge kun er få kilometer fra Store Torøje. Rytterskolerne er et par år yngre end Prins Carls Skole; Rasmus Svendsens Skole blev oprindelig opført i midten af 1600-årene og regnes trods flytning og ombygning i 1730 for den ældste i et vist omfang bevarede landsbyskole i Danmark.

"Prins Carls skole er beliggende på en lille grund, som kun er ganske lidt større end selve bygningen, hvorfor der umiddelbart ikke er mulighed for at fastlægge flere typer friluftszonering på arealet. Bygningen og grunden udpeges som facilitetszone, idet det er selve bygningen og en mindre infostander udenfor, som udgør faciliteten og besøgsmålet på stedet. Faxe Kommune arbejder med planer om at opgradere fokus og formidling af skolen, idet der også ligger andre skolehistoriske bygninger i kommunen (rytterskoler), som kunne indgå i en samlet formidlingsplan for skolehistorie i Faxe Kommune". (Citeret fra Naturstyrelsens webside vedrørende kommunal driftsplanlægning på Stevns. Klik evt. hér.)

Prins Carls Skole ejes af Staten, som i sommeren 2017 valgte at sætte den gamle skolebygning til salg med følgende begrundelse fra Naturstyrelsen (Nykøbing Falster): "Naturstyrelsen har gennem de sidste 5-8 år meget ihærdigt søgt fonde, og i særlig grad forsøgt, at indgå et partnerskab med Fakse kommune og Østsjællands museum om, at anvende og formidle Prins Carls skole. Vi har desværre måtte erkende, at det ikke har været muligt, at finde de nødvendige midler til formidling af skolen. Folketingets finansudvalg her derfor med aktstykke nr. 94 af 8. juni 2017 valgt at overdrage ejendommen til Statens Ejendomssalg". Den eksisterende fredning af bygningen vil forhåbentlig sikre, at det gamle skolehus efter et salg både udvendigt, men naturligvis også indvendigt ikke vil kunne ændres i en sådan grad, at bygningen mister sit originale præg, men forhåbentlig kan medvirke til, at Prins Carls Skole kan bevares og vedligeholdes på en sådan måde, at det også fremover vil være muligt at opleve, hvordan en dansk landsbyskole så ud i begyndelsen af 1700-årene.

Den 16. april 2018 bragte TV ØST et indslag om det igangværende salg af Prins Carls Skole. Indslaget kan ses ved at klikke på billedet herover til venstre..
TV ØST fulgte op på historien den 24. maj med oplysningen om, at et ´enigt Plan- og Kulturudvalg´ havde besluttet, at heller ikke Faxe Kommune ønskede at overtage den historiske skole.


På et møde i Plan- og Kulturudvalget den 24. april 2018 besluttede udvalget, at Faxe Kommune ikke vil engagere sig i situationen omkring Prins Carls Skole og har dermed også tilkendegivet, at kommunalbestyrelsen ikke føler nogen forpligtelse til fortsat at varetage den kulturarv, som tidligere slægtled gennem flere hundrede år har udvist for at sikre, at den 300 år gamle skole har overlevet til vor tid. Samtidig har Østsjællands Museum ikke opgivet at få ophævet den fredning, som også har sikret, at den allerede omtalte Rasmus Svendsens Skole i Faxe - den ældste i nogen grad bevarede landsbyskole i Danmark - ikke kan fjernes fra kommunen, som det ellers er museets erklærede ønske. Heller ikke i denne sag har kommunalbestyrelsen i Faxe Kommune udvist nogen som helst interesse for at sikre, at denne enestående historiske bygning også fremover skal være tilgængelig for kommende generationer i Faxe. Det er ikke blot uforståeligt, men også dybt deprimerende at overvære, hvordan en kommune, som historien har ´foræret´ ikke mindre end de to ældste landsbyskoler i kongeriget, kan udvise en sådan mangel på ansvarlighed overfor at sikre, at en så vigtig kulturarv, som de to ældste bevarede landsbyskoler repræsenterer  - ikke blot for den lokale historie, men også for Danmarks historie,  - bliver bevaret for eftertiden, så også fremtidige generationer får chancen for at opleve den specielle atmosfære, det er for de fleste besøgende at befinde sig i de gamle, enestående landsbyskoler. Klik hér for yderligere information om dette tragiske stykke lokalpolitik!

"Der er ingen offentlige instanser, der vil overtage og drive den historiske Prins Carls Skole i Faxe. Det står klart, efter et enigt Plan- og Kulturudvalg i Faxe Kommune har besluttet, at heller ikke Faxe Kommune ønsker at overtage den historiske skole. Det oplyser formand for udvalget, René Tuekær (Borgerlisten), til TV ØST.
- Vi havde en god debat om hvorvidt vi skulle bevare prinseskolen. Men det er altså et enigt udvalg, der vælger at bakke forvaltningen op, siger René Tuekær til TV ØST. Naturstyrelsen, som ejer den fredede skole, har uden held forsøgt at indgå et samarbejde med Østsjællands Museum og Faxe Kommune om at drive og vedligeholde den gamle skole. Derfor valgte styrelsen i stedet at overdrage skolen til staten, som har sat den til salg for 60.000 kroner. Tirsdag skulle Plan- og Kulturudvalget så tage endelig stilling til, om Faxe Kommune ville overtage og drive skolen videre.
- Sagen om prinseskolen har ikke været diskuteret politisk, og derfor valgte vi at tage sagen op, da vi modtog kritik fra beboerne i Store Torøje. Men da Naturstyrelsen, Østsjællands Museum og forvaltningen i Faxe Kommune ikke kan se en mening med at drive skolen videre, så har vi valgt at bakke op om den beslutning politisk, siger René Tuekær
".
(Citeret fra https://www.tveast.dk/artikel/enigt-udvalg-kommunen-vil-ikke-koebe-300-aar-gammel-kulturarv, 24. april 2018)

24. april 2018 - nyeste om planerne om fremtiden for de historiske skoler i Faxe Kommune: https://www.tveast.dk/artikel/museum-oensker-fredning-af-landets-aeldste-skole-ophaevet-men-staten-siger-nej

En afsluttende kommentar, når hverken staten, kommunen og museet tilsyneladende har interesse for og vilje til at bevare de ældste landsbyskoler i landet...
Sammen med  Rasmus Svendsens Skole i Faxe, og den bedst bevarede af Frederik IVs rytterskoler, rytterskolen i Lille Heddinge, som begge ligger få kilometer fra Prins Carls Skole, udgør disse 3 skoler simpelthen de ældste bevarede eksempler på landsbyskoler i Danmark. Naturligvis kræver sådanne bygninger vedligeholdelse m.m., men i virkeligheden er og bliver kun ´småpenge´, der er tale om. Faxe Kommune har i en snes år betalt ´huslejen´ for Prins Carls Skole på nogle få hundrede kroner om året. Det er alt, hvad Faxe Kommune har haft af udgifter på bygningen. Man kan derfor kun undre sig over, at ikke blot staten, som er den egentlige ejer af Prins Carls Skole, men også Østsjællands Museum, - som i 2017 besluttede sig for at ´afhænde´ rytterskolen i Lille Heddinge og ´overdrage´ den til Stevns Kommune, - og Faxe Kommune / Østsjællands Museum , som er ejere af den desværre altid ´lukkede´ Rasmus Svendsens Skole, alle tre tilsyneladende er helt uden interesse for at bevare disse 300 år gamle skolebygninger, som ellers udgør helt unikke kulturminder i netop dette område, og man kan kan ikke lade være med at spørge sig selv, om ikke man engang i fremtiden vil se tilbage på denne (måske?) forspildte mulighed for - eller måske snarere klare forpligtelse til - at bevare disse få originale og hidtil stadig ganske velbevarede landsbyskoler og dermed også et meget betydningsfuldt kapitel af dansk skolehistorie for eftertiden med undren, hovedrysten og vrede!

Prins Carls Skole er solgt og overgik til privateje den 29. august 2018

Efter at have været sat til salg siden efteråret 2017 blev Prins Carls Skole solgt til en privat køber med overdragelse den 29. august 2018. Hverken staten, Faxe Kommune eller Østsjællands Museum har været interesseret i at bevare bygningen for eftertiden i dens nuværende funktion som museum med offentlig adgang, hvor bygningen stort set fremstår med skolestue, lærerbolig og ildsted under skorstenen, som den var, da den blev opført i 1719, og dermed var den ældste bevarede danske landsbyskole fra en tid, hvor kun kongehuset og enkelte godsejere lod opføre skoler på deres godser. Det er naturligvis glædeligt, at bygningen med dette salg bliver bevaret,  men det forandrer ikke ved det faktum, at bygningens oprindelige og bevarede indretning med lerstampet gulv og manglende ´moderne´ installationer som el og vand nu er tabt for altid. Prins Carls Skole vil fremover kun eksistere som en pæn facade på endnu et ´Københavnerhus´, hvor den fredede bygningens oprindelige funktion og indretning med fredningsmyndighedernes godkendelse ændres til et funktionelt ´moderniseret´ fritidshus med indlægning af gulv og moderne installationer. Sådan må det nødvendigvis være, når bygningen skifter fra den oprindelige funktion for - som museum  - at bevare et tre århundreder gammelt skolemiljø til en funktion som tidssvarende fritidshus. Det må nødvendigvis være konsekvensen af, at bygningen overgår til privateje. Sådan kom det til at gå med den gamle skolebygning, så selvom Prins Carls Skole i Store Torøje blev 299 år gammel som bevaret skolebygning, og trods mange generationers interesse og indsats for at bevare denne enestående og hidtil bedst bevarede landsbyskole i hele kongeriget, er det nu et faktum, at Prins Carls Skole  - især på grund af den manglende kommunale opbakning og interesse for at bevare ikke blot en af Faxe Kommunens, men også af Danmarks ældste og helt unikke skolebygninger - ikke længere kunne sikres for eftertiden som museum , og at der derfor heller ikke længere er offentlig adgang til bygningen.  



Et indlæg i ´Faxe Bugten´ fra medio maj 2018 om situationen omkring Prins Carls og Rasmus Svendsens Skoler  kan læses i webudgaven af avisen ved at klikke på billedet herover.
En mindre artikel om salget af Prins Carls Skole kan læses i ´Faxenyt.dk´ fra den 12. september 2018 ved at klikke på billedet herunder til venstre. Også TV-Øst, som løbende
havde fulgt salget af Prins Carls Skole med flere indslag, bragte et sidste indslag om sagen den 15. september. Indslaget kan ses ved at klikke på billedet herunder til højre.


Litteraturhenvisninger og links:
Kort artikel om Prins Carls Skole i sn.dk fra 17. juni 2011 på https://sn.dk/Sjaelland/En-skole-for-Guds-skyld/artikel/135569
Kort artikel i Faxe Netavis fra 6. februar 2018 på http://faxe.netavis.nu/koeb-danmarks-aeldste-skoler/
Omtale på http://www.kulturarv.dk/1001fortaellinger/da_DK/prins-carls-skol
e (Forkert foto)
Beskrivelse på https://historiskatlas.dk/Prins_Carls_Skole_(5562)
Naturstyrelsens omtale på http://naturstyrelsen.dk/drift-og-pleje/arealoversigt/storstroem/prins-carls-skole/
Kort omtale på Stevnsblokken fra 27. oktober 2007 på http://stevnsbloggen.blogspot.dk/2008/10/prins-carls-skole-i-st-torje.html
Fakta om bygningen på "Ejendomstorvet" på https://www.ejendomstorvet.dk/ledigelokaler/vest-og-sydsjaelland/faxe/andre-typer/230833
Kort omtale på https://www.sydkystdanmark.dk/prins-carls-skolemuseum-gdk1059085

Beskrivelsen på ´kulturarv.dk´ af Prins Carls Skole i forbindelse med bygningsfredningen på https://www.kulturarv.dk/fbb/sagvis.pub?sag=9320773

Desuden henvises til oversigten over ´Litteratur og links´ i forbindelse med udarbejdelsen af dette websted. Klik hér.

Flere års mangelfuld vedligeholdelse af Prins Carls Skole har beklageligvis sat sine tydelige spor på den snart 300 år gamle bygning.
Staten satte Prins Carls Skole til salg i sommeren 2017, og bygningen overgik til privateje i august 2018.




Klik på den grønne knap herunder for at ´besøge´ Prins Carls Skole i Store Torøje på ´Google Maps´


Prins Carls Skolemuseum ligger på Nordhøjvej 6 i Store Torøje ved Stevnsvej mellem Fakse / Karise og Store Heddinge.
Døren til skolemuseet er normalt aflåst, så ønske om besøg i selve bygningen må aftales med Naturstyrelsen i Nykøbing Faster eller med Faxe Kommune.



Klik på den grønne knap, hvis du ønsker en oversigt over siderne på dette websted,
og klik derfra videre til hver af de ca. 50 ´undersider´.

En god oplysning

Hvor kan jeg læse mere om dette emne?
(Litteratur og links til relevante websteder)



 



animated gif

finn@thorshoj.dk


Rytterskolerne oversigt (klik på billedet)


Hovedmenu (klik på billedet)

E-mail: Klik på adressen eller på fotoet herunder

Litteraturhenvisning, links m.m. (klik på billedet)
 

Hit Counter  (Besøgstælleren er sidst nulstillet den 1. januar 2017)