Frederik IV 

og kredsen omkring ham


 


Portræt af Frederik IV.

Frederik IV (1671 - 1730, konge siden 1699)
Kronprins Frederik blev født på Københavns slot 1671 som søn af Christian V og Charlotte Amalie af Hessen-Kassel. Som barn fik han en undervisning, som kun kan betegnes som elendig, og prinsen var usædvanlig dårlig forberedt til den kommende gerning som enevældig konge over Danmark, Norge og Hertugdømmerne af Guds Nåde. Som 21-årig blev han sendt på en ´dannelsesrejse´ til bl.a. Italien, men kronprinsen, som hele sit liv havde en stor svaghed for kønne piger, var betydelig mere interesseret i en ung italiensk adelsfrøken, Teresa Trenta, end i de indtryk, den italienske kunst og kultur formåede at skabe. Kronprinsen var broder til prins Carl og prinsesse Sophie Hedevig.
Da Christian V døde i august 1699, blev den 29-årige kronprins efter Kongeloven automatisk konge under navnet Frederik IV.

 

Den enevældige konge i al sin glans og magt malet 1702 i fransk stil af Benoit le Coffre (til venstre). Billedet hænger nu på Det nationalhistoriske Museum på Frederiksborg slot. Samme maler, som var hoffets foretrukne, har malt endnu et portræt af kongen, som i dag hænger på Rosenborg. Skønt Frederik IV´s uddannelse var mere end elendig, lykkedes det ham med stor flid og sund fornuft at præge sin regeringsperiode på en sådan måde, at han regnes for en af de bedste Oldenborgere på den danske trone. En af hans trofaste lakajer, Erik Torms (1684-1764), udtalte meget rammende om Frederik 4, at han var "En nådig og mild Herre og Konge, der ville vide alt, hvad i Rigerne passerede, en stærk Regner, var nøje påseende, en stor Økonomus, meget arbejdsom med at ville se og efterse alt, havde en overmåde høj Hukommelse, kunne udstå Kulde og var gerne med, hvor slet Vejrliget og var”. Kan kongen måske virke lidt utilpas og forknyt på le Coffres billede, så udstråler der helt anderledes selvbevidst, enevældig majestæt fra J. S. Wahls  portræt (til højre), hvor monarken foruden den kongelige hermelinskåbe og de kongelige symboler også er vist med Elefantordenen (Rosenborg).


Samtidig tegning, som viser kroningen af Frederik IV og Louise i år 1700.

I hele sit liv var Frederik 4. også en dygtig rytter, og selv da han blev gammel var han utrolig udholdende, hårdfør og modig. Han gennemrejste landet og afholdt årligt eftersyn og ´revuer´. Ved sådanne mønstringer kunne han holde til hest i mange timer i kulde, storm og regn. Frederik IV hørte til en af Danmarks mest hesteinteresserede konger, - en interesse, han havde arvet fra faderen, Christian V - , og på trods af landets økonomi, ofrede han store summer på Frederiksborg Stutteriet. Fra Spanien købte kongen således 16 hingste for den enorme sum af 13.400 Rdl. De fleste af hestene overgik dog til brug i de kongelige stalde.

Den enevældige kongemagt
Siden middelalderen blev de rigspolitiske afgørelser i Danmark truffet mellem en snæver kreds af stormænd, "rigets bedste mænd", og kongen, som var blevet valgt til embedet af denne kreds, og som betingelse for valget undertiden blev tvunget til at give en håndfæstning, bl.a. om årlig afholdelse af danehoffer, som kunne sikre stormændenes politiske indflydelse. Danehoffet blev efterhånden afløst af rigsrådet, som fra 1300-tallet blev det dominerende politiske organ. Oprindelig havde også kirkens øverste ledere sæde i rigsrådet, men efter reformationen i 1536 blev rigsrådet et rent højadeligt organ uden gejstlige medlemmer. Siden 1468 indkaldte man undertiden også til ´stændermøder´, hvor ikke kun rigsrådet, men også repræsentanter fra adelen, fra købstæderne og fra bondestanden kom til stede for at afgøre særlig vigtige anliggender, f.eks. ved valg af ny konge. I modsætning til ´valgkongedømmet Danmark´ så var Norge et arvekongedømme, men da Norge var i personalunion med Danmark, var valget af den nye konge i Danmark i praksis ikke helt frit, hvis man ville sikre den fortsatte forbindelse mellem de to lande.
Efter det katastrofale militære nederlag under svenskekrigene i 1658-60, som kostede Danmark skåneprovinserne, var rigets finanser efterhånden så elendige, at et stændermøde i 1660 resulterede i, at adel, gejstlighed og borgerstand overdrog riget til Frederik III som arverige på den betingelse, at riget forblev udelt, og at stændernes privilegier ikke blev krænket. Rigsrådet tilsluttede sig denne beslutning, og året efter blev den såkaldte Enevolds-arveregeringsakt underskrevet. Det betød først og fremmest, at førstefødselsretten skulle være bestemmende for successionen, d.v.s, at kongens ældste søn eller den person i mandslinien, som stod tronen nærmest, skulle efterfølge ham som konge af Danmark. 


Kongeloven fra 1665 var den danske enevældes forfatning og blev enestående i Europa ved at fastsætte kongens magt i mindste detalje.
Kongeloven var nedskrevet af Peder Schumacher, der tog navnet Griffenfeld, da han blev adlet i 1671.

Det juridiske grundlag for enevældet, Kongeloven blev nedskrevet af rigskansler Peder Schumacher (Griffenfeld) og forelå i 1665. Den absolutte magt var herefter overdraget kongen og kun begrænset af kravet om, at kongen skulle holde sig til Den Augsburgske Konfession, d.v.s. den evangelisk-lutheriske kirke, og til kravet om, at riget ikke måtte deles og den enevældige kongemagt forringes. Til gengæld tillagdes kongen uindskrænkede rettigheder. f. eks havde kongen herefter den ubundne udøvende og lovgivende magt, han kunne slutte krig og fred, var kirkens bestyrer og var i det hele taget kun ansvarlig over for Gud. Da Frederik III døde i 1670, overgik kongemagten efter Kongelovens bestemmelser derfor til hans ældste søn, Christian V

Efter at have levet et omflakkende liv i tilfældige lokaler kunne centraladministrationen endelig i 1721 
flytte i eget hus, `Den røde Bygning`, som blev opført ved siden af det daværende Københavns Slot.
Her ligger bygningen stadigvæk til venstre for det nuværende Christiansborg (set fra Slotsholmen).
(Model på Københavns Bymuseum)
 

Centraladministrationen
Men en enevældig konge kan ikke styre alene, og i lighed med de øvrige europæiske lande, som også indførte enevældet eller ´absolutismen´ på denne tid, blev den praktiske administration af det nye statsstyre så stort, at det måtte installeres fast i regeringsbygninger i København.. Centraladministrationen af landet blev også så kompliceret, at det krævede folk med særlige uddannelser og dygtighed. Det gjaldt selvfølgelig områder som finanser og økonomi, men også krigsførelse og diplomati var så vigtige områder, at evner ofte gik forud for byrd. I det dansk-norske enevælde foregik karrieren gerne sådan, at en fremgangsrig borger kunne blive adlet og få lov til at købe et gods og dermed komme til tops i statsstyret. 1671 skabte Christian V en ny højadel af grever og baroner, og hans ´rangforordning´ gav således også borgerlige personer mulighed for at stige i samfundet.
Siden enevældens indførelse i 1660, hvor den gamle danske adel mistede sin væsentligste indflydelse, havde de enevældige konger frygtet, at den gamle danske adel skulle prøve at få den tabte magt tilbage. Både Christian V og Frederik IV følte sig derfor mere sikre ved at lade tyske adelsmænd eller ´nyadelige´ danskere beklæde statens vigtige embeder. På den måde håbede kongen at sikre sig embedsmændenes loyalitet. Frederik IV advarede ligefrem kronprinsen, den senere Christian VI mod at ansætte medlemmer fra den gamle danske adel i ledende stillinger indenfor administrationen
og militæret, dog med den undtagelse, at en dansk adelsmand nok måtte blive flådeadmiral, hvis han ´forinden havde fuldstændig slaaet hele den svenske Flaade´! Respekten for Tordenskjold var tydelig nok. 
Den gamle ´fødselsadelige elite´ blev hermed afløst af en rangadel. Det var nu muligt at nå til tops i centraladministrationen i kraft af egen dygtighed og ambition uden at være født til denne mulighed, men karrieren var fuldstændig baseret på den enevældige majestæts gunst. Det krævede derfor alvorlig overvejelse af de mulige konsekvenser, hvis man stillede sig kritisk overfor majestætens afgørelser.

Efter Kongeloven herskede den enevældige majestæt suverænt, men i praksis regerede kongen dog gennem et sekretariat, kabinettet, og kancelliet, som var opdelt i "Danske Kancelli", der tog sig af sager vedrørende Danmark og Norge - en slags indenrigsministerium - og "Tyske Kancelli", som tog sig af hertugdømmerne Slesvig og Holsten, men også beskæftigede sig med den øvrige udenrigspolitik, og på den måde blev en forløber for udenrigsministeriet. Den gamle opdeling af landet i len blev også afløst af en opdeling i amter.

Forretningsgangen i sagsbehandlingen var den, at kollegierne, som var en slags fagministerier, gav alle indkomne sager en foreløbig behandling og udarbejdede et kortfattet ekstrakt, en såkaldt supplikprotokol, som kongen så kunne læse igennem og her påføre, om de enkelte sager var bevilget eller ikke bevilget. Styreformen var i sagens natur meget centralistisk, og alle sager - store som små - skulle forelægges kongen.
Efter 1685 indførte Christian V dog den ordning, at kancelliet på egen hånd kunne ekspederede visse rutinesager i kongens navn, de såkaldte kancelliekspeditioner. En meget stor del af kancelliets virksomhed bestod i behandling af ansøgninger om begunstigelser bl.a. gejstlige og verdslige embedsansøgninger og anmodninger om bevillinger og bestallinger mm. Antallet af disse sager voksede stærkt med tiden.
Allerede i Frederik III´s tid opstod imidlertid den tradition, at en lille gruppe særlig indflydelsesrige folk mødtes med kongen i hans forgemak. Dette ´hemmelige råd´ udviklede sig efterhånden, så man o 1670 oprettede et statsråd, et Gehejmekonseil, og det betød, at der i praksis blev indskudt et led mellem konge og kancelli. På visse tidspunkter kunne dette bevirke, at kancelliet kom til at virke som et sekretariat for konseillet. I Gehejmekonseillet, som bestod af ministre og formænd for 'kollegierne' d.v.s. vore dages fagministerier, kunne kongen så drøfte de vigtigste sager, som blev forelagt ham, med en håndfuld betroede mænd, rigsråderne. Blandt disse ´rigsråder´ var både Christian Siegfried von Plessen og senere også hans to sønner Christian Ludwig von Plessen og Carl Adolf von Plessen.
Med tiden skulle Gehejmekonseillet udvikle sig til det, vi i dag forstår ved en regering.


Da Gottorp slot ikke var egnet som fæstning, blev den lille by Tønning på halvøen Eiderstedt - til venstre set på et ældre prospekt fra 1598 - kraftigt befæstet med skanser, bastioner og volde i årene op mod 1700, hvor byen efter en voldsom dansk beskydning kun i yderste øjeblik undgik at blive stormet af de danske tropper. En del af fæstningsværkerne er stadig bevaret og kan endnu betragtes af de mange turister, som i dag besøger den lille og fredelige bade- og kurby.

Krigen mod Gottorp og belejringen af Tønning i år 1700
Den politiske situation, som den nye konge blev kastet ind i, var mere end spændt. Siden trediveårskrigen, som sluttede 1648, havde Sverige hævdet sig som europæisk stormagt, og landet havde nu fået en 18-årig, enevældig konge, Karl XII, som både var umoden og krigstosset, og som nærede et glødende had til Danmark, et had, han delte med den unge hertug Frederik IV af Gottorp, hvis slægt gennem giftermål havde nære bånd til det svenske kongehus. I sommeren 1699 var svenske tropper rykket ind i Gottorp og var begyndt at udbygge fæstningsværker, og truslen mod Danmark blev tydeligere og tydeligere, men man regnede fra dansk side med støtte fra forbundsfællerne Polen og Rusland. I marts 1700 gik hertug Ferdinand Wilhelm af Württenberg med 18.000 danske soldater så til angreb. De nyopførte skanser faldt hurtigt, Husum blev erobret, og den 13. april stormede man Frederiksstad. Snart blev også Gottorp slot erobret. Krigen havde indtil da været forholdsvis ublodig. Derpå belejrede man den den stærke fæstning Tønning, men nye svenske og lüneburgske tropper trænger imidlertid op i Holsten sydfra. Belejringen af Tønning måtte opgives den 2. juni, så den danske hær kunne marchere mod de nye fjender. De 2 hære stod overfor hinanden, men  det kom ikke til noget slag imellem dem, dels fordi den lüneburgske hær havde opnået sit mål ved at redde Tønning, og dels fordi Frederik IV, som selv opholdt sig i Holsten, prøvede at forhale tiden. Da svenskerne imidlertid gjorde landgang på Sjælland den 4. august og dermed truede selve hovedstaden med belejring, sluttede Frederik IV skyndsomst fred med den kamplystne gottorpske hertug den 18. august 1700 på det holstenske slot Traventhal. Freden førte til, at hertugen fik sine suveræne rettigheder stadfæstet og samtidig modtog en krigsskadeserstatning på 200.000 rdl. fra Danmark.


Medalje præget til erindring om freden imellem Frederik 4. og Frederik af Gottorp den 18. august 1700.
 

Store Nordiske Krig (1700-1720)
Sveriges overherredømme i Østersøregionen førte til dannelsen af en hemmelig alliance i efteråret 1699 mellem zar Peter I, den Store i Rusland), August II af Polen og Danmark. Siden krigen mod den svenske konge Carl X Gustav, hvor Danmark måtte afstå Skåne, Halland og Blekinge ved Roskildefreden 1658 til Sverige, havde Danmark flere gange prøvet militært at erobre de tabte skåneprovinser tilbage. Nu bød chancen sig igen, og Frederik IV valgte derfor - lidt letsindigt skulle det vise sig - selv at gå mod hertugen af Gottorp, som var den svenske allierede. Karl XII udnyttede imidlertid chancen, nu hvor den danske hær var beskæftiget i hertugdømmerne, og gik - som ovenfor nævnt - i land med sin hær ved Humlebæk i 1700. De beskedne danske forsvarsstyrker, som Københavns kommandant general Schack har opstillet på stranden, formåede trods tapper modstand ikke at forhindre, at svenskekongen kunne true København, men da den hurtige - og derfor også lidt dyre - fred ved Travental med hertugen af Gottorp fik afsluttet stridighederne i hertugdømmerne og  en samtidig dygtig gennemført dansk flådeoperation under ledelse af Frederik Vs halvbroder, Ulrik Christian Gyldenløve (1678-1719), lykkedes det i første omgang at tvinge Karl XII til at opgive sine erobringsplaner. Den engelsk-hollandske flåde nægtede nu at støtte de svenske tropper på Sjælland, og uden denne støtte ville Karl XIIs tropper blive afskåret fra hjemlandet af den overlegne danske flåde. Svenskekongen førte derfor sine tropper hjem til Sverige og rettede interessen mod øst. Efter en sejr over den polske hær, vendte sig Karl XII sig i stedet mod den russiske zar, Peter den Store, som havde erklæret Sverige krig. Danmark fik dermed en foreløbig fredsperiode, som skulle komme til at vare i 9 år.


Danske uniformer og flag under "Store Nordiske Krig" (ca.1712).

Med Danmark ude af krigen stod Frederik IV nu overfor spørgsmålet om, hvorvidt han skulle opløse hæren, som i vid udstrækning bestod af udenlandske hvervede soldater, eller han skulle beholde hæren, så den stod parat, hvis Danmark atter skulle blive inddraget i krigen. En stående hær af denne type var der imidlertid ikke råd til. Kongen løste problemet ved at leje hæren ud til de kæmpende parter i Den spanske Arvefølgekrig, som rasede i det sydlige Europa på samme tid som Den Store Nordiske Krig. Det skulle vise sig at være en klog disposition, for der kom kun til at gå 9 år, inden Danmark atter blev kastet ind i krigen mod Sverige. Allerede i 1701, året efter krigsudbruddet,  havde Frederik IV krævet indførelse af en landmilits, så landet militært kunne stå bedre rustet, hvis Danmark atter blev inddraget i krigen. Udsigten til måske at kunne generobre de tabte skåneprovinser, hvis chancen bød sig, gjorde krigsrisikoen endog meget stor.


Karl XII af Sverige (1697-1718) var søn af Christian V´s søster, 
den svenske dronning Ulrika Eleonora, og var således fætter
til Frederik IV, prins Carl og prinsesse Sophie Hedevig.

1709 blev Karl XII endelig slået af russerne ved Poltava , og svenskekongen flygtede til Tyrkiet. For Danmark blev fristelsen til endnu en gang at forsøge på at genvinde de tabte skånske provinser tilbage derfor for stor. Med Karl XII ude af billedet vovede Frederik IV derfor igen at gå ind i krigen, og en dansk hær gik i land i Skåne, som sammen med Blekinge hurtigt blev generobret under mottoet »nu eller aldrig«. Allerede 1710 led de danske tropper imidlertid nederlag udenfor Helsingborg. Danskerne holdt stadig byen, men slaget havde kostet den danske hær dyrt. Næsten 6000 danske soldater - størsteparten lejetropper og danske ryttersoldater samt ca. 1000 unge bønderkarle, som var udkommanderet til bonde-militsen - var faldet, og 2400 mand var taget til fange af svenskerne. Danskerne besluttede derfor at opgive Helsingborg og trække sig tilbage til Helsingør, inden svenskerne stormede. Den danske hær gik ombord i de danske skibe, som lå på reden udfor Helsingborg og benyttede også nogle hollandske skibe, som man havde lejet til formålet. Rytteriets mange heste kunne man ikke tage med ombord. I de tidlige morgentimer den 4. marts 1710 slagtede danskerne mellem 5000 og 6000 heste og kastede kadaverne i brønde, vandløb og kældre overalt i byen. Forrådet af mel, krudt og andet blev også smidt i gaderne, så det ligesom hestene ikke skulle falde i hænderne på den svenske hær. Omtale af denne episode - nok historiens største massakre på heste - har man ofte ´glemt´ at få med i de danske historiebøger, mens de svenske til gengæld næsten altid husker den!
En ny trussel fra syd, hvor den svenske general Magnus Stenbock med sin hær var kommet op gennem Holsten fra de svenske besiddelser ved Østersøen, blev afværget, da det lykkedes at få den svenske hær spærret inde i fæstningen Tønning i Sønderjylland. General Stenbock måtte overgive sig til Frederik IV i 1713.


I modsætning til sin svenske fætter, Karl XII, deltog Frederik IV personligt ikke meget i krigens felttog, men her i sejrens stund, 
hvor den svenske hær under Magnus Stenbocks ledelse kapitulerede i Tønning 1713, måtte kongen dog selv være til stede.
Billedet viser Steinbock, som overrækker kongen sit våben, inden han blev sendt i dansk krigsfangenskab, hvor han døde.
(Maleren har anvendt dramatiske klippepartier i sit billede og har tydeligvis aldrig selv oplevet det flade marskområde ved Tønning.)

Til søs gik det imidlertid fint for den danske flåde, - både for kaptajn Ivar Huitfeldt, som gjorde en heltemodig indsats mod den svenske flåde ved en træfning i  Køge Bugt 1710, og for den unge søhelt Peter Wessel, hvis militære og maritime begavelse under krigen mod Karl XII både skaffede ham stillingen som viceadmiral og også førte til, at han i 1716 blev adlet under navnet Tordenskjold. Blandt Tordenskjolds mest bekendte bedrifter er sejren over en svensk flåde i Dynekilden 1716 og erobringen af byen Marstrand med fæstningen Karlsten i 1719. Tordenskjold blev dræbt i en duel 1720 og ligger begravet i Holmens Kirke i København.

 
Flåden skulle blive Danmarks stærkeste kort i Store Nordiske Krig (1700-1720). Det lille fartøj i midten af 
billedet er sandsynligvis fregatten ´Løvendals Galej´, som Wessels fik kommando over kun 21 år gammel.
Peter Wessel (1690 -1720) blev adlet i 1716 under navnet Tordenskjold og mistede livet 4 år senere - kun 30 år gammel - i en duel.

Efter et forrygende ridt gennem det halve Europa fra Tyrkiet, hvor Karl XII havde opholdt sig siden nederlaget til russerne ved Poltava 1709, lykkedes det ham imidlertid både at samle hæren igen og og krydse Østersøen, som ellers var spækket med danske krigsskibe. Hans plan var nu at erobre Norge, som var i personalunion med Danmark. Han prøvede et par gange at erobre grænsefæstningen Frederikssten, men under et svensk angreb i 1718, som kongen selv ledede fra en af de forreste løbegrave, blev han ramt i hovedet af en kugle. Om Karl XII blev dræbt af en dansk-norsk kugle, eller den kom fra en svensk soldat, som var blevet træt af den tilsyneladende endeløse krig, er aldrig blevet fuldt opklaret, men uanset hvad, så satte denne kugle punktum for krigen. Svenskerne opgav belejringen af Frederikssten og drog hjem. Ved freden et par år senere (1720) måtte svenskerne dels opgive alle sine besiddelser syd for Østersøen og dels overlade store strækninger omkring Den finske Bugt til russerne.
For Danmark betød krigen, at man ganske vist kunne inddrage de sønderjyske dele af Slesvig-Holsten i 1721, fordi hertugen af Gottorp havde støttet svenskerne under krigen, men det egentlige formål med den danske krigsdeltagelse, nemlig det danske ønske om at få de tabte skånske provinser tilbage, kom der ikke noget ud af. Den danske deltagelse i Den Store Nordiske Krig varede i 11 år, og det blev en af de hårdeste krige, Danmark nogensinde har gennemgået. Det blev også Danmarks sidste forsøg på at generobre Skåne, Halland og Blekinge.  
 


Portrætter af Dronning Louise (1667-1721) og komtesse, senere dronning Anna Sophie von Reventlow (1693-1743).

Kongen og kvinderne
Efter ordre fra Christian V blev kronprinsen som 24-årig (1695) sendt på besøg hos nogle tyske fyrstehoffer for at finde en giftefærdig prinsesse. Valget faldt på Louise af Mecklenburg-Güstrow, ikke af kærlighed, men fordi hun så ud til at give anledning til  mindst "Unruhe oder Molestrie" (uro og vrøvl). Samme år blev de gift, men  - som det kunne ventes - blev ægteskabet ikke videre lykkeligt.
Louise var en ´stille eksistens´, og meget tyder på, at hun var Frederik IV oprigtig hengiven, uden at dette blev gengældt fra hans side. Hun havde generelt svært ved at vinde respekt i den kongelige familie, og efterlader sig ikke noget stort indtryk i danmarkshistorien. Hun har på den anden side heller ikke haft det let og måtte bl.a. som ventet  affinde sig med kongens talrige uægteskabelige, erotiske eskapader . Efter sin død i 1721 blev dronning Louise gravlagt i Roskilde Domkirke, hvor hendes gravmæle stadig findes, - en pompøs marmorkiste udsmykket i tidens barokstil med englebasser og gjaldende trompeter, som står i skarp kontrast til hendes virke i levende live. Dronning Louise blev mor til den senere Christian VI, som vedblev at bebrejde faderen hans opførsel og manglende respekt overfor moderen også efter dennes død. Kronprinsens glødende had til Anne Sophie Reventlow - også da han selv blev konge efter faderens død i 1730- skal naturligvis også ses i dette lys.

Frederik IV havde som nævnt talrige kvindebekendtskaber, og der var mange mere eller mindre sandfærdige rygter om hans privatliv i omløb. I 1703 blev kongen eksempelvis så forelsket i datter en af en russisk gesandt, Elisabeth Helene Vieregg (1679-1704), at han valgte at gifte sig med hende ´til venstre hånd´. Juridisk set var der naturligvis tale om åbenlyst bigami trods den behændige formulering. Der var ellers ingen tvivl om straffen for bigami, da der i faderens, Christian V´s Danske Lov fra 1683  klart og tydeligt står , at "Hvilken Ægtemand eller Ægtekvinde, der indlader sig med en anden i Ægteskab, bør at miste sin Hals". Ifølge Kongeloven stod den enevældige monark imidlertid kun til ansvar overfor Gud, og selv om en del præster fik flettet mange moralske ord og slet skjult forargelse ind i deres prædikener, var der intet at stille op overfor det åbenlyse brud mod gældende lov. Hustruen ´til venstre hånd´ døde imidlertid allerede året efter i barselsengen, og - utvivlsomt til manges lettelse - døde også den nyfødte prins kun ni måneder senere. Begge blev begravet i Vor Frelsers Kirke, hvis præst, pastor Trojel, i øvrigt nogle år senere blev idømt livsvarigt fængsel, fordi han havde raset over kongens ´ugudelige levned´. 
Frederik IV fandt sig dog snart en ny elskerinde, grevinde Charlotte Helene von Schindel, som han også fik et barn med.

Sit livs største kærlighed mødte kongen dog på et maskebal på Koldinghus i 1711, hvor han opholdt sig, mens pesten rasede i København. Den 18-årige pige, som snart blev genstand for kongens flammende lidenskab, var den både kvikke og smukke komtesse Anna Sophie von Reventlow (1693-1743), som kongen året efter på romantisk vis bortførte fra hendes hjem, Clausholm Slot, lidt sydøst for Randers, og samme nat giftede sig med ´til venstre hånd´. Forargelsen over, at kongen med dette morganatiske ægteskab igen begik åbenlys bigami, var ikke mindre, end da det skete første gang.


Det pompøse Clausholm Slot er en af Danmarks bedst bevarede herregårde fra baroktiden. Det var herfra, den forelskede Frederik IV bortførte den unge komtesse Anna Sophie von Reventlow i 1712. Nogle år senere erhvervede kongen selv slottet og forærede det til Anna Sophie Reventlow.1743 døde Anna Sophie von Reventlow som enkedronning på slottet efter at have været forvist fra hoffet siden Frederik IV´s død i 1730.

Takket være sin forbindelse til kongen fik Anna Sophie Reventlows i øvrigt ofte dygtige slægtninge efterhånden så stor indflydelse på rigets administration, at modstanderne ligefrem talte om "Den reventlowske Bande" eller "Den kronede last". Blandt disse ret uforsonlige modstandere var både prins Carl, prinsesse Sophie Hedevig og Carl Adolf von Plessen.


 

En del af siden er endnu under konstruktion
klik her for at springe over og komme videre

 

General Christian Ditlev Reventlow

Kongens nye slotte


Fredensborg 1735

 

Medalje, som viser den kronede dronning ved Frederik 4.'s og dronning Anne Sophies bryllup i 1721

 

levede sine sidste 13 år på Dragsholm, inden hun 50 år gammel døde af kopper i 1743. Christian VI imødekom hendes ønske om at blive bisat i Roskilde Domkirke, men hendes ønske om at måtte blive bisat ved siden af hendes elskede Frederik, afslog kongen dog. Anne Sophie blev i stedet bisat i ´Trolles Kapel´, som kongen købte til formålet, og her befinder hendes gravmæle sig stadig.

 Stavnsbåndet

Stavnsbåndet blev indført i 1733 efter ønske fra godsejere og militær. Alle mænd på landet mellem 14 og 36 år skulle blive på det gods, hvor de var født.
Det blev indført for at afhjælpe en alvorlig landbrugskrise i 1730'erne, som bl.a. skyldtes svigtende efterspørgsel fra vore eksportlande og af vandring af folk fra landet til byerne, der medførte at det var svært at få befolket fæstegårdene, og have folk nok til militsen.

vornedskabet

 

Men byerne trak også i landbefolkningen. Håndværkernes indtægter var, på grund af den senmiddelalderlige krise, fordoblet, og mange søgte ind til byerne, for at prøve lykken dér(der var mange vis landsby var blevet helt udryddet af pesten, og så søgte folk ind til byerne, da der jo også var mange ledige og billige huse...). Dette var et stort problem for de resterende herremænd, som ønskede at indføre stavnsbånd for bønderne (stavnsbånd betød at bønderne ikke kunne benytte deres frie opsigelsesret, de kunne ikke skifte gård eller herremand). Dette ønskede bønderne imidlertid ikke, og deres frie opsigelsesret blev understreget i kong Olufs håndfæstning 1376. I stedet blev bønderne pålagt en afgift hvis de ønskede at forlade jorddrottens gods. Denne afgift blev i 1396 fastlagt til 3 mark, der var prisen på en okse. Som forlængelse af denne afgift, blev vornedskabet indført på Sjælland i løbet af sidste halvdel af 1400-tallet. Vornedskabet betød at fæstebonden ikke kunne forlade sin gård, uden at have herremandens tilladelse

 

Anna Sophie Reventlow og Frederik IV

Som vornede var derimod alle mænd af bondestand på Sjælland og Lolland-Falster m.v. stavnsbundne fra fødsel til død. Vornedskabets ophævelse 1702 kunne tidligst få betydning for dem hen mod slutningen af Frederik 4.s tid. I hele riget var karlene stavnsbundne, mens de tjente i landmilitsen. Og det gjorde de allerfleste, endog meget længere end de 6 år, som oprindelig var bestemt. Nogle kom til at tjene i over 20 år. Endelig var husmænd og bønder - også i hele riget - reelt stavnsbundne fra det øjeblik, de satte deres navn elle initialer under et fæstebrev.

Rytterier og Skolerne

Pesten 1711 

Frederik IV på sine ældre dage. Portrættet er malet af  Balthasar Denner (1685-1748), som levede og virkede i Hamburg og Altona, der var underlagt den danske kongens hertugdømmer i Slesvig-Holsten. I perioden 1717-1719 opholdt Denner sig ved hoffet i København, hvor han opnåede stor popularitet blandt kongehusets og aristokratiets medlemmer. Han malede flere portrætter af Frederik IV,  men dette er det kendteste. Kongens røde kappe med guldkroner repræsenterer hans værdighed som enevældig regent, mens det blå silkebåndet hører til Danmarks fornemste ridderorden, Elefantordenen, som blev indstiftet af Christian V . Kongen fremstår som feltherre med brynje, og det er ikke kun af symbolsk betydning. En stor del af Frederik IV´s regeringstid var præget af deltagelsen i den store nordiske krig mod Karl XII af Sverige. Frederiks hoved prydes af en moderigtig allongeparyk.

sygdom pest

efterhånden forsvandt den frygtede sygdom

Københavns historie 

 

 

 

Branden i København 1728 

Kongens sidste år
Frederik IV døde den 12. oktober 1730 på Odense slot og ligger begravet i Roskilde domkirke

 


Ved Frederik IV´s død i 1730 var Slotsholmen en broget blanding af nyt og gammelt. Det gamle Københavns slot med Blåtårn, hvor Christian IV´s datter Leonora Christine havde siddet fængslet i godt 20 år, havde fået en barok ansigtsløftning. Bag Børsens gavl og til venstre for "Den røde Bygning", hovedsædet for administrationen opført 1721- året efter krigens afslutning, ligger det palæ, hvor Anna Sophie Reventlow flyttede ind i 1712. Trods de store og kostbare forbedringer, valgte den efterfølgende konge, Christian VI, at rive det gamle, men nyistandsatte slot ned og erstatte det med et nyt og meget pompøst barokslot, som - opkaldt efter ham selv - fik navnet Christiansborg. Dette eksorbitante pragtslot kom imidlertid ikke til at eksistere længe. Det nedbrændte nemlig i 1794, og blev derpå erstattet af ´det andet Christiansborg´, som imidlertid led samme skæbne ved branden i 1884.


Allerede som kronprins forelskede den senere Christian VI sig hovedkuls i den fattige og voldsomt religiøse Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach (1700-1770), der som han selv var stærkt påvirket af tidens pietistiske strømninger. Efter brylluppet i 1721 fulgte Sophie Magdalenes mor med til Danmark. Hun var endnu mere religiøs end datteren, som hun også snart fik til at indse, at dans, spil og teater var syndig tant. 
Christian VI´s hof blev med tiden præget af streng pietistisk fanatisme og uendelig kedsomhed. 

Christian VI (1699 - 1746, konge siden 1730)
Kronprins Christian havde taget sin forsmåede moders parti mod faderens forhold til Anna Sophie Reventlow. Frederik IV forsøgte derfor med sit testamente at sikre den 22 år yngre Anna Sophie Reventlow en passende position som enkedronning. Han forsøgte også at vinde Carl Adolf von Plessens støtte i dette forehavende ved at tilbyde ham elefantordenen, men forgæves. Næppe var Frederik IV imidlertid død, før kronprinsen, nu som Christian VI, omstødte faderens testamente og forhindrede dronning Anna Sophie Reventlow i at få den del af den arv, som var tiltænkt hende. Også den nye dronning, Sophie Magdalene, var meget fjendtlig indstillet overfor enkedronningen. Den 11. november 1730 forviste Christian VI sin stedmoder til Clausholm, hvorfra hun i sin tid var blevet bortført af Frederik IV, med en skrivelse, som han indledte således: "Det var hele verden bekendt, og ingen mere end hende selv, hvilken stor forargelse hun var til, først ved sine mange års offentlige horen i ægteskab og dernæst ved det hovedkuls og uhørte giftermål, som hun aftvang Vores nu hos Gud værende højsalige fader..."Christian VI var en flittig og velbegavet mand, men hans religiøse fanatisme og hans forskruede opfattelse af sin egen persons ophøjede storhed førte undertiden til besynderlige bestemmelser, f.eks. blev det forbudt andre at færdes på en vej, mens kongen selv benyttede den. Som ny konge afskedigede han hurtigt de fleste af faderens rådgivere og ansatte en række især borgerlige embedsmænd, som delte hans pietistiske tro. Hoffet blev meget tyskorienteret især på grund af dronningen, som havde stor indflydelse på Christian VI´s beslutninger. En række af dronningen Sophie Magdalenes slægtninge kom efterhånden også til at beklæde embeder i Danmark. 
Også Carl Adolf von Plessen blev kaldt til hoffet og fik sæde i konsejlet, d.v.s kongens rådgivende statsråd. Han fik stor indflydelse på kongen i begyndelsen, men efter nogle år blev den politiske uenighed mellem von Plessen og kongen hurtigt meget stor, og da Christian VI´s pietistiske opfattelse efterhånden også blev for rabiat for den ellers selv pietistisk prægede Carl Adolf von Plessen, og modsætningsforholdet til dronningen også efterhånden var blevet større, opgav han efter nogle år sin indflydelse ved hoffet og vendte tilbage til Vemmetofte, som han administrerede for prinsesse Sophie Hedevig.

Christian Ludvig von Plessen, som var et par år ældre end sin bror, Carl Adolf von Plessen, var blevet gehejmeråd i 1720 under Frederik IV, men i 1730 udnævnte Christian VI ham til generaldirektør for finanserne og kommercevæsenet, d.v.s. finansminister. Begge brødrene von Plessen sad således i Christian VIs første regering i nogle år. Christian Ludvig von Plessen trådte ud af regeringen i 1734 efter eget ønske og fik ikke senere nogen politisk indflydelse. 
Christian VIs regeringstid blev præget af stor glædesløshed, dels på grund af en stor landbrugskrise, som betød indførelsen af stavnsbåndet i 1733 i et forsøg på at hindre bønderkarlenes flugt fra det kriseramte landbrug. Stavnsbåndet betød, at bønder i alderen fra 14 til 36 år ikke måtte forlade det gods, de var født på, og dels fordi den trøstesløse og fanatiske fromhed ved hoffet efterhånden førte til lukning af teatre og andre lignende fornøjelser. Landbrugskrisen fortsatte, og i 1735 blev det nødvendigt med et forbudt mod at importere korn til Danmark og det sydlige Norge fra udlandet. Et forordning om borgerpligt til at gå i kirke så dagens lys i 1735, og i 1736 kom så kravet om indførelse af obligatorisk konfirmation.

Forordningen af 23. januar 1739 om indførelse af skoler på landet
Det blev Christian VI, som kom til at give, hvad man undertiden kalder "Danmarks første almindelige skolelov", nemlig forordningen af  23. januar 1739 om indførelse af skolerne på landet i Danmark, hvor det for første gang erkendes, at den almindelige folkeundervisning er en samfundsopgave. Sammen med ´Forordning om Skolerne paa Landet i Danmark, og hvad Degnene og Skoleholderne derfor maa nyde´ udsendes også ´Instruction for Degne og Skolemestre paa Landet i Danmark´. Skolerne skulle være "de dyrebareste Midler til at befordre den sande Erkendelse af de guddommelige Ting og gøre Ungdommen duelig til at udøve kristelige Pligter" for uden Skoler kunde børnene ikke forstå præstens prædiken i kirken eller læse i Bibelen. 
Det viste sig imidlertid hurtigt, at en gennemførelse af alle forordningens intentioner ville betyde en så voldsom byrde på bønder og proprietærer, at det i praksis ikke var muligt at gennemføre. Med udsendelsen af  en ´Placat af 29. april 1740´ måtte bestemmelserne derfor modereres i en sådan grad, at det vigtigste af forordningens nye ideer i virkeligheden blev fjernet. 
En vigtig følge af forordningen var det dog, at antallet af landsbyskoler voksede fra ca. 600 i 1735 til over 1000 i 1742. Gennemførelsen af den nye skolereform medførte også, at konfirmationen blev indført.

 

Klik på knappen til venstre for at se den fulde ordlyd af Christian VIs forordning for skolerne på landet
og på knappen til højre for på tilsvarende måde at se instruksen for degne og skolemestre.


Christian VI lod det efterhånden fuldstændig nedslidte Københavns Slot rive ned i 1730 og opførte i stedet det første Christiansborg, et pragtfuldt barokslot med kirke og ridebaneanlæg. Slottet stod færdigt i 1745 efter 13 års byggeri. Over portalen var følgende indskrift: "Obsque subditorum onere" (´Opført´ uden udgift for undersåtterne). Alligevel forlangte Christian VI, at byggesummen blev holdt hemmelig. Byggeriet havde nemlig kostet 1,5 mio. rdl, Det svarede nogenlunde til værdien af al Sjællands landbrugsjord! Slottet kom kun til at stå i et halvt hundrede år, og var endnu ikke ganske færdigt, da det nedbrændte i 1794. Ridebanefløjene og pavillonerne ved Marmorbroen overlevede dog både denne brand og det andet Christiansborgs brand i 1884 og står der stadig den dag i dag. Allerede i samtiden fik kongen og især dronningen ry for at være umådelig ødsle.


Kronprinsen, den senere Frederik V (1723-1766, konge siden 1746), førte allerede som ung et så udsvævende liv med letlevende damer, hyppige bordelbesøg og en stadig strøm af spirituøse drikke, at den strengt religiøse fader, Christian VI alvorligt overvejede at umyndiggøre ham. Skønt godt begavet var kronprinsen meget overfladisk, og heller ikke som konge kom han nogensinde for alvor til at interessere sig for rigets styre. Det lod han indsigtsfulde mænd som Adam Gottlob Moltke og J. H. E. Bernstorff tage sig af. Den stærkt alkoholiserede, men også populære Frederik V døde kun 42 år gammel - efter en samtidig kildes udsagn uden at have været blot nogenlunde ædru i årevis.   

Christian VI døde i 1746 kun 47 år gammel, uden at det gjorde noget større indtryk på befolkningen, som næppe har haft meget andet end ligegyldige skuldertræk til overs ved meddelelsen om kongens død. Kongen blev - traditionen  tro - begravet i Roskilde Domkirke.
 

animated gif

finn@thorshoj.dk


Rytterskolerne oversigt (klik på billedet)


Hovedmenu (klik på billedet)

E-mail: Klik på adressen

Hit Counter  (besøgstælleren er sidst nulstillet den 1. januar 2017)