Dagliglivet i købstæderne i 1700-årene



 

Kongeriget Danmark, hertugdømmerne Slesvig-Holsten og rigsfælleskabet med Norge
Omkring år 1700 omfattede Danmark både ´selve kongeriget Danmark´ og hertugdømmerne Slesvig og Holsten syd for Kongeåen. Dertil kom, at Danmark gennem adskillige århundreder havde et rigsfællesskab med Norge. Reelt havde de to kongeriger siden Kalmarunionen i 1397 indgået en personalunion (efter reformationen i 1536 dog en realunion), hvilket i praksis indebar at den enevældige danske konge (indtil 1814) regerede både Danmark og Norge. I selve kongeriget Danmark har der formentlig boet omkring 650.000 mennesker i år 1700, og 3 årtier senere menes folketallet at være vokset til omkring 710.000. Omtrent 80% af befolkningen boede på landet i de hen ved 5000 landsbyer, ca. 10% boede i hovedstaden og de resterende ca. 10% boede i de 67 større og mindre købstæder landet over.

Kort over Danmark fra 1629. Kortet viser dels selve Kongeriget, som har sydgrænse ved Kongeåen. Syd for åen ligger hertugdømmerne, som det ses på kortet herunder;
det nordlige Slesvig, som er dansk, og de tyske hertugdømme Holsten med Lauenborg,
som indtil 1806 var en del af ´Det tysk-romerske Rige´. Begge hertugdømmerne blev dog regeret af den
danske konge, som udover kongetitlen også var hertug af hhv. Slesvig og Holsten. På kortet er også Skåne, Halland og Blekinge medtaget som en del af Danmark, men som følge af det danske nederlag efter
Svenskekrigene ( - den første Karl Gustav-krig) i 1657-1658 overgik disse landsdele med Roskildefreden i 1658 til Sverige.
 

Middelalderbyerne og Hanseforbundet
Mange af de danske købstæder opstod eller udviklede sig i middelalderen, og bystrukturen var nært beslægtet med byerne i Nordtyskland og Østersøområdet. Det skyldes især´Hanseforbundet, som var var en  handelsforbund af købmænd fra især nordtyske byer, der fik meget stor betydning for handelen i hele Norden. Selve navnet havde Hanseforbundet fået af det gamle tyske ord ´hanse´, der betyder 'gruppe', 'følge' eller '(handels)selskab'. Hanseforbundet opstod i 1200-årene omkring den rige handelsby Lübeck, men efterhånden blev Hanseforbundet så stort, at det også oprettede kontorer i London, Brügge, Bergen og Novgorod. Medlemmerne mødtes for at indgå handelsaftaler og for at træffe beslutninger om fælles problemer. Det betød ikke kun, at hansebyerne eller ´Hanseaterne´ fik stor politisk indflydelse, men også var i stad til lave blokader mod byer, der ikke var medlemmer, så man på den måde kunne gennemtvinge Hanseforbundets ønsker. Der var omkring 70 byer, der var aktive medlemmer og omkring 100 byer, som var passive medlemmer uden beslutningsret. Gennem forbedrede forretningsmetoder og ikke mindst på grund af udviklingen af en ny skibstype, koggen, som  havde en betydeligt større lasteevne end de skibe, man ellers havde anvendt, gennemførte Hanseaterne efterhånden et stort og dominerende opsving i handelen, så de efterhånden opnåede af få et regulært monopol på handelen gennem Østersøen, og handelsforbundets medlemmer kunne på den måde opnå betydelige fordele af handelen i hele Nordeuropa. Den udbytning kunne de nordiske riger ikke leve med, og den danske kongemagt fx Valdemar Atterdag (1340-1375) førte derfor hyppige og lange krige mod Hanseforbundet. Selv om forbundet stort oftest sejrede i disse væbnede konflikter, forsøgte Hanseaterne at forebygge krigene ved at blande sig interne, danske forhold. Middelalderen igennem var det derfor hansestæder som Lübeck, Hamborg, Wismar, Stralsund, Rostock, Greifswald, Danzig m.fl., som var Danmarks med- og modspillere både i regulær handelskonkurrence, men også i åben krig. De tyske byer havde selvstændigt bystyre og egen byret, men deres forhold til de omgivende landområder var anderledes end i Danmark. Tyskland var nemlig ikke en samlet nation, men opdelt i en lang række hertugdømmer og grevskaber, og her var bondestanden underlagt feudalsystemets ydmygende forhold. I købstæderne var de enkelte borgere derimod ligeværdige uanset fødsel, og reglen var, at hvis en "ufri" havde boet i byen i ét år og én dag, skulle han herefter regnes som borger i byen.. Heraf kom udtrykket "Stadtluft macht frei", og det medførte naturligvis en stor tilstrømning af folk til byerne. I Danmark var kongemagten imidlertid så stærk, at feudalsystemet aldrig helt fik den samme funktion, som tilfældet var i det tyske områder.

Mange danske købstæder  blev i middelalderen præget af det nordtyske ´Hanseforbund´, som opstod  i 1200-årene af kystbyerne ved Østersøen og Nordsøen for at forbedre deres handelsmuligheder. Hansebyerne eller ´hanseaterne´ søgte især at handle med små steder eller byer, som havde et stort opland med handelsvarer, som de tyske handelsmænd var interesserede i. Hanseforbundet begyndte sit virke omkring den rige handelsby Lübeck, der ved salt- og sølvhandel var blevet en  kapitalstærk hovedkraft. Lübeck var desuden også udskibningshavn for handelsruten til Hamborg, og det spredte sig snart til flere byer i Nordtyskland. Senere oprettede forbundet også hansekontorer i Sverige, Estland, Letland, Norge, Holland, Belgien og England. Ved at være tilsluttet Hanseforbundet opnåede købmændene rabat på told og andre udgifter i forbindelse med transport på havet af en lang række handelsvarer. Hanseaterne opførte også kirker, huse og lagerbygninger i nærheden af deres handelskontorer. Hansaforbundet opnåede sin virkelige storhedstid i løbet af 1500-årene. Hansestaden Lübeck, som siden middelalderen havde handlet meget med en række danske købstæder og i høj grad dikterede denne handel, var undertiden i regulær krig med den danske kongemagt fx Valdemar Atterdag (1340-1375), der efter sigende satte en forgyldt gås på spiret af ´Gåsetårnet´ som en hån mod Hanseforbundet. Tårnet udgjorde en del af hans store borg i Vordingborg, som han gjorde til Danmarks største fæstning og flådestation, der netop skulle kontrollere Hanseaternes handel med de danske byer ved Østersøen i Valdemars bestræbelse for at genoprette landet. Da lande som Holland og England efterhånden blev centre for kornhandelen, begyndte nedgangstiden for Hanseforbundet. Danmark fik efterhånden også kontrol over sin egen handel, og ved begyndelsen af 30-årskrigen (1618-1648) var det slut med Hanseforbundets dominerende magt og betydelige indflydelse, selv om handelsforbundet fortsat fungerede i endnu et par århundreder.

Købstædernes udvikling fra middelalderen til begyndelsen af 1700-årene
Efter 800 års byudvikling var det danske bysystem ved middelalderens slutning i 1500-tallet færdigudbygget med det antal købstæder, som handelen mellem land og by økonomisk gav mulighed for. Derefter fulgte ca. 300 år, som man kan kalde den klassiske periode, hvor købstaden som bytype var slået fast, og hvor fortsatte justeringer af købstædernes funktioner fortrinsvis skete på grundlag af allerede givne rammer. Da den katolske kirke faldt med reformationen i 1536, blev en del klostre og kirker revet ned i købstæderne. Selv om perioden begyndte voldsomt med krig og magtkampe, så fulgte der for flere byer i første omgang en fremgang i handelen. Blandt andet oplevede Aalborg en opblomstring pga. et omfattende sildefiskeri i Limfjorden og en betydelig eksport af stude, som til fods blev drevet sydpå til Holsten ad den gamle jyske hærvej, der nu også blev kaldt ´Oksevejen. I løbet af 1600-årene  fik byen mere eller mindre monopol på udskibning af korn til Norge. Også den gamle middelalderby Ribe blev fra slutningen af 1400-årene  midtpunkt i et eksporteventyr med danske stude og okser. En lignende opblomstring oplevede også Helsingør, der siden 1429, - men især efter opførelsen af Kronborg i 1576 - nød godt af den handel, der fulgte med de skibe, der lagde til for at betale den tvungne Øresundstold, som ellers gik direkte i kongens kasse. Odense var i 1500-årene fortsat centrum for Fyn, og byen havde derfor en stor oplandshandel og desuden en velhavende byadel, og de østjyske byer Randers, Århus og Horsens blev i samme århundrede vigtige havnebyer for handel ad søvejen. Opblomstringen varede dog kun til 1600-årene. Middelalderens købstæder danner stadig grundstammen i Danmarks bystruktur. Selv om nye kvarterer lægger sig som ringe om de gamle bykerner, er de oprindelige gadeforløb og torve som regel beva
ret.   Den fremgang, som landet oplevede i de første årtier efter reformationen i 1536, vendte til en stadig mere alvorlig krise fra midten af 1620-erne og de følgende årtier. Helt alvorlig blev krisen i 1654-1655, hvor dele af landet igen blev ramt af pest, - dog i mindre omfang, end da pesten rasede i 1300-årene og med mellemrum vendte tilbage i mindre omfang, som dag var alvorlig nok. Den sidste pestepidemi hærgede Danmark i 1711, hvor befolkningen på Sjælland døde i hobetal, så hele familier blev udslettet, trods kongens ihærdige indsats for at begrænse sygdommen. Alligevel døde folk døde i tusindvis - 23.000 alene i København - og utallige forsøgte at flygte, blandt andet til Ribe, der nærmest blev omdannet til en regulær flygtningelejr. Frederik IV (1699-1730) valgte selv at forlade København på grund af pesten og flyttede midlertidigt til Koldinghus Slot, og det var hér, han på et maskebal traf den unge komtesse Anne Sophie Reventlow. På landet bredte ødegårde og øde tomter sig, men også mange købstæder blev hårdt ramt af  af de i virkeligheden to pestepidemier. Byernes handel med udlandet blev herefter stærkt begrænset, og den blev fra nu i stedet præget af store og små købmænds lokale handel med det nære opland. Baggrunden herfor var ikke mindst udenrigspolitikken, hvor landets inddragelse i krigene mod Sverige, Kejserkrigen (1627-1629), Torstenson-krigen (1643-1645) og og ikke mindst Karl Gustav-krigene (1657-1660) påførte landet skader og ulykker af et ufatteligt omfang. Tabet af Skåne i 1658 førte til hårde udplyndring af byerne og en deraf følgende svækkelse i byernes skattegrundlag. Det er beregnet, at omkring en sjettedel  af alle kongerigets indbyggere (omkring 100.000 eller 110.000 af i alt omkring 600.000 indbyggere) døde under svenskekrigene i 1600-årene og pesten i 1711.
 
Krigene mod Sverige i midten af 1600-årene gik hårdt ud over befolkningen både på landet og i købstæderne, hvor især de svenske soldater og svenskernes tyske lejetropper hærgede voldsomt. Også København blev ramt af krigen, som kulminerede med svenskernes storm på København den 11. februar 1659, der hér er gengivet på F. C. Lunds maleri fra 1880. Krigen førte til afslutningen på det adelsstyre, som formelt - og ofte også reelt - havde regeret landet siden Erik Klippings håndfæstning i 1282 og gjorde med Statsomvæltningen i 1660 den regerende konge, Frederik III (1648-1670) til absolut enevældig monark. I midten af1300-årene blev Danmark ramt af den voldsomme pestepidemi, som hærgede det meste af Europa. Pesten, som i første omgang dræbte ca. 1/3 af befolkningen, vendte i mindre omfang tilbage flere gange i de følgende århundreder. I 1711 hærger byldepesten i Danmark for sidste gang. Pesten var kommet  til Helsingør allerede i november 1710 med et skib fra Lübeck. 44% af befolkningen i Helsingør omkom under pesten, og den dødbringende sygdom, som man reelt ikke kunne stille noget op mod, spredte sig hurtigt til København, og af byens omkring 60.000 indbyggere døde ca. 23.000. På grund af smittefaren flyttede Frederik IV og en del af hoffet til Koldinghus. Et af pestens ofre fra den sidste pestepidemi i 1711 bæres bort på træsnittet herover til højre. Træsnittet, som i virkeligheden er et xylografi, er fra et ukendt tidspunkt, men formentlig fra engang hen mod slutningen af 1800-årene.

Købstædernes krise i slutningen 1600-årene.
Indførelsen af enevælden i 1660 betød i virkeligheden en udfordring for købstæderne, selv om det var borgerne især i København, som havde
støttet Frederik iii, da han greb magten og blev enevældig konge. Årsagen til købstædernes problem lå i, at enevælden var baseret på centralmagt, og centralmagten holdt til i hovedstaden, hvor hoffet, regering, centraladministration, universitet, hær og flåde havde hjemsted. Også handelsflåden, som drev handel på de oversøiske kolonier, blev etableret med støtte fra den enevældige konge, og de privilegier, der blev udstedt for at fremme kolonihandlen, var det derfor kun hovedstaden, der var i stand til at udnytte. Krisen i købstæderne blev desuden forstærket af med forordningen om købstadsstyre i 1682, der medførte en betydelig indskrænkning i købstadstyrets omfang og en integration i det enevældige system. Desuden blev krisen for provinsbyernes forstærket af, at der efterhånden blev overført mange ressourcer fra købstæderne til København, hvor efterhånden også hele den udenlandshandel var blevet koncentreret. Som enevældens magtcentrum oplevede København derfor en voldsom vækst på bekostning af provinsens byer. Købstæderne stagnerede og faldt helt uden for udviklingen i det øvrige Europa., og  nedgangen i de internationale økonomiske konjunkturer i 1600-årene og hollandske købmænds overtagelse af provinshandlen afmattede yderligere provinsens købstæder.

De enorme pengesummer, der blev tjent på sukkerproduktionen på ´De Vestindiske Øer´, dannede grundlag for ´den florissante handelsperiode´, hvor også danske handelsfolk tjente styrtende med penge på den internationale ´trekantshandel´, hvor slaver blev fragtet fra Afrika (fx den danske ´Guldkysten´) til sukkerplantagerne i Vestindien. Slavehandelen har sat sig spor med nogle af Københavns og Nordsjællands smukkeste palæer og sommerboliger. Desuden er en række palæer i den del af København, der kaldes ´Frederiksstaden´, ligeledes opført af adelsmænd og embedsmænd, der profiterede af sukkerproduktionen. Sukkeret, som også blev kaldt  ´det hvide guld´, udgjorde i 1780 halvdelen af Danmarks eksport, men med oplysningstankerne og liberalismens fremmarch i Europa kom der efterhånden også et nyt menneskesyn og en stigende modstand mod slaveri og slavehandel. Sukkerplantagernes dage var især talte, da man fandt ud af at udvinde sukker fra sukkerroer. Prisen på sukker faldt, og fra at have været en kostbar luksusartikel for de få, blev sukker efterhånden også noget, den mindre velstillede del af befolkningen fik adgang til. I efteråret 1798 malede en kinesisk kunstner fregatten Henriette, som under dansk flag passerer mandarinfortet ved Bocca Tigris på vej op ad Perlefloden til Canton, som det ses på billedet herover til højre. I virkeligheden illustrerer maleriet den florissante periodes brug af det neutrale Dannebrog som bekvemmelighedsflag. Skibet var nemlig i virkeligheden en hollandsk kinafarer, som gennem den danske storkøbmand Frédéric de Coninck havde fået dansk camouflage for at beskytte den hollandske tehandel mod britiske orlogsskibe og kapere.

´Den florissante handelsperiode´ (1775 og 1807)
Med afslutningen af Store Nordiske Krig i 1721, fulgte en fredsperiode på 80 år, og det gav igen købstæderne mulighed for at udvikle sig. Samtidig gennemgik samfundet betydelige forandringer såsom landboreformerne fra 1780-erne, og i byerne udvidedes borgernes indflydelse på byens styre i 1790-erne. En voksende fremgang for indenfor skibsfarten i sidste halvdel af 1700-årene medførte, at også købstæderne omsider også fik del i den voksende eller ´blomstrende´ handel, som siden blev kendt som ´den florissante handel´. Den skabte en fremgang med gunstige tider, som ganske vist blev afbrudt af Englandskrigene 1801-14, men bagefter fortsatte et godt stykke ind i 1800-årene, hvor industrialiseringen, som medførte en voldsom afvandring af befolkningen på landet, der så til gengæld søgte til købstæderne for at få arbejde i de nye fabrikker, for alvor satte skub i urbaniseringen. Oprettelsen af blandede fæstningsanlæg og købstæder førte til, at flere byer fik købstadsrettigheder i løbet af 1700-årene:

bullet Nibe (Nørrejylland) 1727,
bullet Hørsholm (Sjælland) 1739,
bullet Hillerød (Sjælland) 1750-erne,
bullet Frederiksværk (Sjælland) 1750-erne,
bullet Skanderborg (Nørrejylland) ca. 1760,
bullet Marstal (Ærø) 1760,
bullet Christiansfeld (Sønderjylland) 1773.

Bykrisen kan direkte aflæses i tidens opgørelser over befolkningstallet. I tabellen nedenfor ses dét i 1672 bl.a. at en by som Ribe, der i midten af 1500-tallet havde været landets næststørste by, nu lå som nr. 9 og nu ikke engang havde halvt så mange indbyggere som i 1500-tallet. København fik en betydelig storhedstid efter indførelsen af enevælden i 1660, og med sin størrelse begyndte den at indtage en førerposition som rigets hovedstad og som den enevældige konges residensby.

Oversigt over købstædernes indbyggertal mellem 1672 og 1801

Købstad 1672 1769 1787 1801 Købstad 1672 1769 1787 1801
 Allinge - 303 338 337  Odense 3.808 5.464 5.363 5.782
 Assens 1.084 1.139 1.356 1.443  Præstø 435 385 402 480
 Bogense 438 430 552 760  Randers 2.036 2.901 3.645 4.562
 Ebeltoft 817 563 591 598  Ribe 1.939 2.130 2.587 1.994
 Fredericia 1.591 2.813 3.066 3.474  Ringkøbing 623 508 465 771
 Frederikssund - 216 190 262  Ringsted 700 705 730 817
 Fåborg 841 1.136 977 1.061  Roskilde 2.196 1.711 1.871 1.768
 Grenå 453 704 686 760  Rudkøbing 478 814 925 1.141
 Haderslev - 3.141 - 3.635  Rødby - 650 725 776
 Hasle - 435 440 513  Rønne - 2.058 2.130 2.436
 Helsingør 4.033 3.669 4.829 5.282  Sakskøbing 272 424 533 549
 Hillerød 958 1.114 1.204 1.214  Sandvig - 218 207 248
 Hjørring 782 598 463 744  Skagen 1.004 704 715 834
 Hobro 343 492 465 488  Skanderborg - 566 573 488
 Holbæk 879 1.223 1.159 1.332  Skive 529 438 477 520
 Holstebro 500 688 676 853  Skælskør 617 592 501 567
 Horsens 1.516 2.738 2.221 2.396  Slagelse 1.832 1.379 1.722 1.732
 Kalundborg 1.058 1.337 1.375 1.322  Slangerup 513 414 311 336
 Kerteminde 642 706 711 1.045  Sorø 528 532 509 592
 Kolding 1.094 1.510 1.659 1.672  Stege 656 798 829 917
 Korsør 826 1.357 1.269 1.219  St. Heddinge 362 514 565 576
 København 41.500 70.514 90.032 100.975  Stubbekøbing 511 488 467 467
 Køge 1.643 1.400 1.366 1.527  Svaneke - 562 602 663
 Lemvig 450 320 374 375  Svendborg 1.009 1.815 2.025 1.942
 Mariager 370 402 393 414  Sæby 670 487 504 517
 Maribo 444 506 660 686  Sønderborg - 2.692 - 2.761
 Marstal - 760 925 1.449  Thisted 1.000 815 910 1.068
 Middelfart 756 736 651 1.019  Tønder - 2.584 - 2.579
 Nakskov 1.920 1.287 1.375 1.671  Varde 569 690 811 1.020
 Neksø - 1.173 1.168 1.274  Vejle 712 957 843 1.310
 Nibe - 1.029 1.001 1.044  Viborg 2.704 2.221 2.572 2.379
 Nyborg 1.160 1.637 1.672 1.866  Vordingborg 736 802 960 931
 Nykøbing F 861 1.039 1.075 1.079  Ærøskøbing - 1.138 1.225 1.291
 Nykøbing M 343 555 531 651  Aabenraa - 2.701 - 2.834
 Nykøbing S 463 500 532 615  Åkirkeby - 361 432 455
 Nysted 691 489 627 690  Aalborg 4.181 4.425 4.866 5.579
 Næstved 1.853 1.404 1.501 1.785  Århus 3.474 3.837 4.052 4.102




































 










Kilde: http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/ho/ho_nrk_0017-PDF/ho_nrk_0017_75990.pdf (1987)
tabel 1; folketællingerne 1769, 1787 og 1801 ifølge de trykte udfald. Her citeret fra Wikipedia

Købstædernes styre og økonomi
Med undtagelse af Danmarks første fabriksby Frederiksværk, der blev grundlagt i 1750-erne, manglede købstæderne i almindelighed en funktionel specialisering og en tidlig form for industri i stil med den, der på europæisk plan ofte gjorde byer udsatte over for politiske og sektorøkonomiske konjunkturer, og det forklarer byernes uforanderlighed i perioden. Der var ikke noget, der for alvor kunne skubbe befolkningstallet i byerne i den ene eller anden retning. Til gengæld begyndte havnebyerne, der via søvejen lå som del af et netværk, at opleve en vækst i skibsfarten fra slutningen af 1700-tallet. Med et mere differentieret sejladsmønster og fra 1790erne en øgning i korneksporten oplevede byer som Randers, Helsingør og Aalborg en fremgang, og i Slesvig-Holsten var fremgangen endnu mere mærkbar i Altona, Flensborg, Aabenraa og Sønderborg. Købstæderne havde fortsat et selvstyre bestående af magistrater, som det havde været tilfældet siden middelalderen, men i 1680’erne, altså under enevælden, skete der indskrænkninger, idet kongemagten nedbragte antallet af magistrater og samtidig fik eneret på at udnævne alle embedsmænd og blandt dem byfogeden, der både fungerede som borgmester og politimester. Først fra 1797 fik eligerede borgere øgede bemyndigelser bl.a. gennem muligheden for at deltage i kommissioner, hvoraf særligt havne- og senere skolekommissionerne var af vigtighed. Senere udbyggedes selvstyret i 1838 under Stænderforsamlingerne.

Byrummet

De danske købstæder var fyldt med symboler på kongens, byens og torvets ret. Siden den sene middelalder redskaber såsom træhesten, galgen, gabestokken og halsjernet opsat ved byportene og på torvene fortalte de tilrejsende og byernes indbyggere, hvilken skæbne, der ventede den formastelige, som vovede at bryde brød byernes torveorden. Det sås de fleste steder indtil 1700-tallet; enkelte steder endda længere.
Byportene var ofte monumentale, men havde på lignende måde mest en symbolsk betydning som markører af byernes rettigheder over for oplandets bønder, for sammen med voldene havde de ikke længere nogen militær betydning, og ofte var de slet ikke opført i sten, men i træ. Også for den stadig stærkere kongemagt blev byportene et symbol. På Flensborgs Nørreport stod f.eks. Christian IVs valgsprog ”Regna firmat pietas” – gudsfrygt styrker rigerne, og denne markering af kongemagtens betydning for byerne blev siden konkret under enevælden, da portkonsumtion indførtes i 1670erne. I periodens begyndelse skabtes et byrum bl.a. præget af de huse, der blev opført af genanvendte munkesten, granit og bly fra byernes kirker og klostre, der forsvandt efter Reformationen. Bevarede eksempler på det er bl.a. Tøjhuset i København og Karnapgården i Viborg, hvor man genfinder synlige religiøse spor i murværket. Nogle steder betød Reformationen også, at flere kirkegårde forsvandt, og i stedet gav deres areal plads til nye torve. Noget andet, der i tiden også forandrede byrummet og bybilledet, var voldsomme bybrande, som fjernede de ældst bevarede af middelalderens huse. I 1690 nedbrændte eksempelvis halvdelen af Hobro, og den samme skæbne ramte Skive i 1725 og Viborg i 1726.

Provinsbyernes huse
Stanken i byerne var ubeskrivelig.
Affald blev kastet ud på gaden. Kloakvand løb midt igennem den. Derfor var det nødvendigt med trædesten for at komme tørskoet over gaden. Om natten blev latrinerne tømt af natmændene, men stanken var der – især om sommeren. Gadernes brolægning forstærkede lyden af vognenes rumlen gennem byen.

I middelalderen var byerne befæstet med volde og grave, så de kunne modstå fjendtlig belejring og angreb. Adgangen til byen foregik gennem byportene, som kun var åbne i dagtimerne. Kun 2 af disse gamle byporte fra middelalderen er bevaret, nemlig Mølleporten i Stege og Vesterport i Faaborg, som ses på fotografiet herover til venstre. Vesterport blev opført cirka år 1470 og nu en rest af Faaborgs oprindelige middelalderlige fæstningsanlæg. Omkring Faaborg var der i alt 6 porte. De 5 var træporte, men Vesterport, som stod ved den dengang vigtigste indfaldsvej, var opført af sten. Det var omkring halvdelen af byportene i Danmark, der frem til midten af 1800-tallet markerede grænsen mellem by og opland. Omkring 1670 indførte  Christian V (1649-1699) afgifter på varer til byerne, accise, så byportene kom derfor til også at fungere som toldstationer. Indtil 1857 skulle alle gøre holdt ved porten og betale (accise af de varer der blev ført ind til byen.  Adgangen til byen var stærkt reguleret, og indtil 1851 var porten låst om natten. Trods krige, ildebrande og andre ulykker er der alligevel bevaret en del bygninger fra  middelalderen i Danmark fx i Ribe, Næstved, Køge m.fl. Selvom Køge eksisterede som by allerede i 1100-årene fik byen først købstadsrettigheder under Erik Menved  (1274-1319) i 1288. Køges historie er et udmærket eksempel på, hvad en dansk købstad kom ud for i løbet af nogle få århundreder. Under ´Grevens Fejde´ i 1534-1636 etablerede Grev Christoffer sit hovedkvarter i Køge, mens han forberedte sit angreb på København, men da den brutale feltherre Johan Rantzau året efter stod foran byens porte med sin hær, fortrød borgere i Køge den støtte greven Christoffer og valgte at åbne byens porte for Christian III (1534-1559), der gjorde Køge til sit hovedkvarter, mens han afventede Københavns overgivelse under belejringen i 1535. Perioden 1550-1650 var en blomstringstid for Køge, idet borgerne blev rigere på  grund af en stigende handel og en særdeles givtig eksport af Øresundssild til Europa, hvor man i den kødløse fastetid gerne måtte spise fisk. En velhavende handelsmand, Hans BartskærI, anklagede i 1612 sin kone Johanne Thomes for "at have sendt Djævelen ind i hans Hus" og indledte dermed en af de kendteste hekseprocesser i Danmark.  Denne hekseproces, hvor mindst 15 kvinder blev brændt som hekse på torvet i Køge, er kendt som Køge Huskors. Efter at have ført sin hær over det tilfrosne Storebælt under Svenskekrigene i 1650-erne slog den krigsivrige svenske konge Karl X Gustav (1654-1660) sig ned med sit hovedkvarter i Køge, mens hovedparten af hæren lå i de omkringliggende landsbyer, hvor de i øvrigt blev angrebet af ´Gøngehøvdingen´, Svend Poulsen og hans Snaphaner. Karl Gustav blev i Køge indtil Roskildefreden i 1658, men da Karl Gustav samme sommer angreb Danmark igen, fungerede Køge atter som hans hovedkvarter, og i 1659 blev det derfor besluttet at befæste byen. Arbejdskraften til det store anlægsarbejde blev indkaldt fra store dele af Sjælland, og mange bygninger blev revet ned i denne forbindelse bl.a. klosterkirken i Vestergade.  Da de svenske tropper trak sig tilbage i 1660, var Køge var omkring 30 gårde blevet revet ned, 26 gårde lå øde og 90 boliger lå i ruiner i den økonomisk udpinte by. En udtalelse fra Køges borgmester fra 1729 taler da også sit tydelige sprog om byens forfatning: "Sandelig, Hjælp for denne liden, fattige Købstad og os er højst nødvendig; thi Handel og Vandel er plat nedlagt; Ager og Eng som dog andre smaa Købstæder i Landet haver noget af , baade for Indvaanerne til hjælp at leve af og til deres Magistrats Lønninger , mens her i Køge er aldeles intet, saa derover vel maa sukkes". Mod slutningen af århundredet kom der imidlertid atter handelsmæssig fremgang til Køge, blandt andet ved markederne på torvet, som omend i mindre omfang end tidligere stadig finder sted i vore dage.  Trods den hårde medfart, som byen oplevede under svenskekrigene, har byen bevaret flere huse fra 1500-årene bl.a. det lille købstadshus på Kirkestræde 20, som ses på fotografiet herunder til højre. Huset, som blev opført 1527 regnes for at være Danmarks ældste bindingsværkshus. Netop i Kirkestræde, som også ses på fotografier herunder, er der bevaret så mangel huse fra 1500-, 1600- og 1700-årene, at gaden i dag regnes for den bedst bevarede købstadsgade især fra 1700-årene. I baggrunden ses Sankt Nicolai Kirke, som man begyndte at opføre, da Køge som allerede omtalt fik købstadsrettigheder sidst i 1200-årene. Kirken, som er viet til de søfarendes skytshelgen Sankt Nikolaus, er, som så mange andre kirker, bygget af flere omgange og fik omkring 1550 tilføjet det 43 meter høje kirketårn, som på øverste stokværk er forsynet med en muret karnap mod øst, der i middelalderen og måske også senere har fungeret som fyrtårn, kaldet ´Lygten´ (klik hér og se side175 og side 195). Om natten kunne bålet i ´Lygten´ øverst i kirketårnet ses langt ud over Øresund og kunne således vise skibene vej til byens vigtige havn. Der findes næppe andre eksempler på, at danske købstadskirker har haft en tilsvarende funktion som regulært fyrtårn. Desværre besluttede man for nogle år siden at skjule denne helt specielle karnap, - som ellers tydeligt kunne ses fra jorden, - bag et kæmpestort, hvidmalet kors, som ud over at skjule ´fyrtårnskarnappen´ også er aldeles unødvendig, da enhver jo kan se, at bygningen er en kirke. Sankt Nicolai Kirke ligger lidt nord for byens torv med vestgavlen mod Kirkestræde. Opmærksomme seere af TV-serien ´Matador´, som DR sendte i 1978-1981, vil måske også genkende Sankt Nicolai Kirke i Køge som ´Vor Frue Kirke´ i ´Korsbæk´.
 

Bindingsværkshusene i byerne var lerklinede og stråtækkede langt op i tiden. Kongelige forordninger forbød dette i byerne op gennem 1500-årene, men det er formentlig først omkring år 1600, at de brændte mursten og tegltagene slog igennem. Der vides meget lidt om husenes oprindelige farver, men mange har formentlig stået kalket over 'stok og sten' dvs. kalket uden at træværket er tjæret eller malet, men ligeledes kalket over. Bindingsværkshusene i købstæderne kan deles op i tre overordnede typer, der er tæt knyttet til byens struktur, matrikulering og udvikling: ´Gavlhuset´, der ligger med gavlen ud mod gaden, ´langhuset´, der ligger med langsiden ud mod gaden, og ´korshuset´, der er en kombination af de to ovenstående og har en gavl og en langside mod gaden.

1. Gavlhuset
Gavlhuset findes i to typer. Den ene type, som især kendes fra Tønder er primært, hvor der bag de grundmurede facader med karnapper ofte er et gavlhus opført i bindingsværk. Det særlige ved denne type er, at den stadig ligger på sin oprindelige, lange smalle grund og derfor er indrettet på en særlig måde. Den anden type gavlhuset i bindingsværk, der primært ses i Ribe er karakteriseret af et kortere hus, der ligger med gavlen mod gaden. I gavlen er fremspringende stokværk, der bæres af udskårne ´knægte´.

2. Langhuset
Adskillige steder fx i Ribe, er grundene så brede, at man kan bygge et langhus på grunden, dvs. et hus med siden til gaden og tagryggen parallelt med gaden. Derved kan man få et meget lyst hus med dagslys fra begge sider. Man kan bygge en port til gaden, så der er god adgang til baggården og bagarealerne på grunden og man får ledt regnvandet fra taget ud på gaden eller ind til gården, hvad der giver bindingsværksfacaderne en bedre holdbarhed og gør huset nemmere at vedligeholde. Ofte er de ældre gavlhuse sammenbyggede eller ombyggede, således at de i dag opleves som langhuse.

3. Korshuset
Gavlhuset er et temmelig upraktisk hus, både konstruktivt, funktionelt og vedligeholdelsesmæssigt. Huset var mørkt, upraktisk indrettet, bl.a. uden en port til baggården og dertil konstant fugtigt og koldt i de smalle langsider, hvor alt tagvandet løb ned. Derfor ser vi i bl.a. Ribe, Haderslev, Åbenrå og Sønderborg, at man slår flere grunde sammen ud mod gaden, så man ved nybyggeri kunne opføre både det meget populære og rigt udsmykkede gavlhus og ved siden af et sammenbygget langhus – et såkaldt 'korshus'. Derved kunne der komme langt mere dagslys ind i huset, tagvandet kunne løbe ud til gaden eller gården og der kunne ikke mindst blive plads til en praktisk port, så hele grunden med sidehuse og baghuse kunne udnyttes langt bedre, bl.a. til stalde og vognremiser. Korshuset er som type i én eller to etager og indrettet som gavlhuset med diele, dorns, køkken og pisel. I midten af 1600-årene flytter den fine stue, salen/øverstestuen via en nyindført trappe i dielen, op på første sal (andet stokværk) ud mod gaden, oftest i gavlhuset, men af og til i korshuset, formentlig for at få et rigere og flottere lys. Det, der adskiller det sønderjyske korshus som type fra lignende 'korshuse' af bindingsværk i andre dele af landet, er den 'nordtyske' indretning med langsgående skillerum, som består af diele, dorns og køkken. I Nordjylland går skillerummene på tværs, så stueplanet består af stue, køkken og sal, i hele husets bredde. Bygningernes indretning og funktion, placering og opbygning er knyttet til handel, og derfor er disse bygningstyper uløseligt knyttet til de store gamle købstæder og de forskellige bygningstyper har en tæt sammenhæng med byens struktur og udvikling.

(Kilde: Især Slots- og Kulturstyrelsens artikel "Bindingsværksbygninger i købstæderne", som omhandler bygningshistorie og vedligeholdelse af gamle sønderjyske byhuse opført i bindingsværk.).

Bindingsværk er en bygningskonstruktion, som har været kerndt siden oldtiden. I sin grundidé er bindingsværkshuset bygget som en bærende tømmerkonstruktion af stolper og bjælker. En tavle (flertal tavl) er feltet mellem tømmeret i bindingsværk. Tavlene er udfyldt med enten mursten eller klinede med ler. Lerklinede tavl blev typisk kalket i modsætning til murede tavl. Et typisk kendetegn for et købstadshus i bindingsværk er, at brugen af ´udkraget stokværk´ (etager), der er båret af udskårne knægte. Som det ses på tegningen herover til højre, blev de øvre stokværk ´trukket´ ud over stokværket nedenunder, som det ses på fotografierne herunder. Det har givet lidt mere plads, beskyttet træværket mod regn, men også gjort det vanskeligt at få sollyset ned i de ofte meget smalle gader.  Det rige bindingsværk er tillige kendetegnet af en rigelig brug af udskårne detaljer, rosetter og knægte. Bindingsværk udføres som fag, dvs. væggen med tavl mellem to lodrette stolper. Den typiske længde på et fag er i Danmark omkring 1,5 m (5 ´fod´). En normal husbredde var på 4,5 m (15), men bredder på 6 m (20 fod) og 7,5 m (25 fod) forekommer især i slutningen af perioden. Bindingsværksbygninger kan opføres i op til syv stokværk, svarende til seks etager plus stuen; det er dog meget sjældent med mere end fem stokværk. På  tegningen herover til venstre, som viser eksempler på bindingsværk, ses følgende: * hjørnestolpe (b) * fodrem (3), med syldsten under. * stolpe (c) * tagrem og skråstiver, * bjælker, som bærer gulvet og væggene på første sal, som blev kaldt for ´andet stokværk´, * fodrem i andet stokværk ,* løsholt, * dokke, som er korte stolper, nærmest lodrette løsholte. Et løsholt er det vandrette tømmerstykke mellem to facadestolper, som er samlet med lige tap og dyvler for at holde konstruktionen i spænd. I lighed med landhusene var bindingsværkshusene i byerne lerklinede og stråtækkede langt op i tiden. Kongelige forordninger forbød dette i byerne op gennem 1500-årene, men det er formentlig først omkring 1600 at de brændte mursten og tegltagene slog igennem. Der vides meget lidt om husenes oprindelige farver, men mange har formentlig stået kalket over "stok og sten" dvs. kalket uden at træværket er tjæret eller malet. En særlig ´Ribespecialitet´, som ses på fotografierne herunder til højre, er knægte af en simpel trekantet form med et malet og profileret sparremønster (vinkelprofiler eller skråtløbende profiler) på forsiden. Disse ses især under langhusenes udkragede øvre stokværk, samt som svære tagskægsknægte på langhusenes facader, der både støtter de lange skalke, der bærer tagets vældige udhæng, og beskytter de gennemstukne bjælkehoveder fra loftetagen, som det også fremgår af tegningerne herover.
 

Købstadsrettigheder og borgerskab
Købstadsrettigheder blev i middelalderen tildelt den person, som havde overherredømmet over det område, hvorunder købstaden hørte. Det kunne være kongen, men også en hertug, en ærkebiskop eller et kloster, som det var tilfældet med fx Maribo. Udstedelsen af købstadsrettigheder skete i almindelighed efter anmodning fra stedets (købstadens) indbyggere. De måtte i almindelighed betale en vis afgift for dette gode. I løbet af middelalderen oprettedes et net af købstæder, der med de tildelte beskyttelsesområder for handel og håndværk dækkede stort set hele kongeriget og Sønderjylland bortset fra Jyllands, Skånes, Hallands og Blekinges indre (kystfjerne) egne. Mange steder, blandt andet på Lolland og Falster, var netværket så tæt, at købstæderne dårligt kunne opnå et opland af betydning.[3] En del af denne tæthed skal ses i lyset af nærheden til Hansastæderne langs Østersøens sydkyst, men også de vigtige vandveje gennem Øresund og i Vadehavet medvirkede til købstæders opkomst i disse områder; en del købstæder opstod i tilknytning til sikringen af overfart mellem landsdelene. De fleste købstæder lå tillige i tilknytning til datidenI takt med byens vækst blev baggader anlagt parallelt med hovedgaden og med nye bygrunde udstukket, blandt andet langs bagsiden af de oprindelige grunde.s "hovedvejsnet", hærstræderne eller hærvejene, og den del af dette vejnet, der løb igennem købstaden, fik ofte navnet "Algade", som det kendes fra mange købstæder.  .Købstæderne havde en vis forret til håndværk, handel og skibsfart inden for en vis omkreds (læbæltet) omend dette ikke synes at have haft nogen stor betydning for deres næringslivs trivsel: i adskillige købstæder spillede fiskeri og landbrug en ikke ubetydelig rolle som levevej. Fra gammel tid skulle alle mænd, der ønskede at slå sig ned og ernære sig i byen, have borgerskab. Tidligt i 1700-tallet ændrede denne praksis sig til kun at gælde selvstændige håndværker eller handlende. Betingelserne for at kunne modtage borgerskab var, at man var myndig og ustraffet samt at man var uddannet i et håndværks- eller handelslav og havde aflagt mesterprøven.  I hele denne tid boede købstadens overklasse fx den ´store købmænd´, som typisk opførte sin købmandsgård ved torvet, havnen eller ved ved den vigtigste byport, hvor man var tæt på varestrømmene, når de kom ind ad byportene, mens mindre købmænd og håndværkere boede længere ude. Ufaglærte arbejdere og tjenestefolk boede helt ude i byens yderkant. Reglen blev dog brudt i købstæder med havn, hvor der boede mange søfolk og fiskere.

 
Eksempler på de store købmandsgårde, som i større eller mindre grad lå i alle alle købstæder, og hvoraf enkelte er bevaret til vore dage. På ovenstående ældre fotografier ses (fra venstre): ´Den store købmandsgård´ i Jomfru Ane Gade i Ålborg, ´Den gamle Købmandsgård´ i Grenaa og ´Den gamle købmandsgård´ i Østergade i Bogense. Herunder ses de samme bygninger i samme rækkefølge, som de fremstår i dag. Købmandsgården i Ålborg er i dag genopført i "Den gamle by" i Århus. Fotografiet viser ´Mansardpakhuset´, som er en del af købmandsgården, som det også fremgår af det gamle fotografi.
 

I Christian 4.s regeringstid 1596-1648 indledtes i Danmark en økonomisk politik, som havde været fremherskende i Europa siden midten af 1500-t., merkantilismen. Det enkelte lands velstand var ifølge den afhængig af, hvor meget ædelmetal, dvs. guld og sølv, man kunne bringe til landet. Midlet hertil var et overskud på handelsbalancen, som søgtes tilvejebragt gennem så stor selvforsyning som mulig bl.a. gennem beskyttelse af og støtte til indenlandsk produktion; hertil kom erhvervelse af oversøiske kolonier med henblik på forsyning med billige råvarer.Til dels af fiskale grunde søgtes udenrigshandelen koncentreret på København, og i 1726 blev import og kreditoplag af vin, tobak, cognac og salt et monopol for København; salt, der i stigende grad blev importeret fra Sydvestfrankrig, måtte dog også indføres i Aalborg af hensyn til eksporten af Limfjordssilden. Stormagtskrigene i sidste halvdel af 1700-t. favoriserede den danske oversøiske handel under neutralt flag, og i den florissante handelsperiode frem til krigen med England i 1807 var København i flere perioder en førende handelsplads for oversøisk import til Europa. Indtil begyndelsen af 1800-t. havde det danske monarki i vid udstrækning en selvforsyningsøkonomi. Kongeriget, Hertugdømmerne og Norge havde forskellige erhvervsstrukturer, hvilket muliggjorde en intern arbejdsdeling. Fra de økonomisk mere udviklede Hertugdømmer importeredes færdigvarer til kongeriget, og indtil slutningen af 1700-t. var Norge et privilegeret marked for korn og andre fødevarer; til gengæld havde nordmændene særrettigheder på det danske marked, hvor de især afsatte bygningstømmer og jernvarer, mens fisk eksporteredes til det vesteuropæiske marked. Atter igen efter enevældens indførelse forsøgte man sig med oprettelse af handelskompagnier for fjernhandelen: 1662 Islandsk Kompagni, 1670 Ostindisk Kompagni, 1671 Vestindisk Kompagni, 1672 Guinesisk Selskab. Desuden førsøgte man at ophjælpe industriel virksomhed, blandt andet tobaksspinderier. Man indkaldte fremmede håndværkere ved forordninger i 1671[28], 1681, 1682[29], 1688[30], 1698[31] og 1705. Ved købstadsforordningen af 1682 blev der givet København og 25 steder.[32] eneret på udenrigshandel, men allerede 1689 måtte ordningen atter opgives. Adskillige købstæder havde forholdsvis mange landbrugere, skønt dette ikke skulle være deres hovednæringsvej. I Rentekammeret, der havde en central rolle i de mange tiltag, formuleredes 1685 erfaringen: "Det er ikke venteligt, at købstæderne skal rejse sig, så længe bonden ikke er ved magt"[33] Ganske vist fik købstæderne et vist indslag af fremmede, men nogen blomstrende fremgang for næringslivet skete ikke. Antallet af købstæder var lille, og de fleste af disse forblev meget små gennem hele 1700-tallet; Endnu i 1801 havde de fleste danske købstæder og flækker kun nogle få hundrede indbyggere. Kendetegnende var det, at de største købstæder lå i Sønderjylland og Holsten. Kendetegnende for disse er, at de fortrinsvis havde økonomiske hensyn bag sig. Til gengæld havde man i det lange tidsrum fra den unge enevælde til afslutningen af Store Nordiske Krig ladet flere steder drive handel, håndværk og skibsfart uden særrettigheder hertil: Allinge-Sandvig, Fladstrand, Løgstør, Nørresundby, Hillerød og Nibe. Kun de to sidstnævnte var med (og da blandt de første), da man atter gav sig i kast med at udnævne nye købstæder. Købstæderne havde en vis forret til håndværk, handel og skibsfart inden for en vis omkreds (læbæltet) omend dette ikke synes at have haft nogen stor betydning for deres næringslivs trivsel: i adskillige købstæder spillede fiskeri og landbrug en ikke ubetydelig rolle som levevej.

Gilder og lav (tidligere stavet laug)
Gilde er betegnelsen for et Bbroderskab eller forening af købmænd i middelalderen. Kendt i Danmark fra 1100-t., især i byerne. Medlemmerne hjalp hinanden
både politisk, økonomisk og juridisk. På den måde erstattede gildet den hjælp, der i bondesamfundet blev ydet af slægten. Fx bestemte Gildet, hvilken pris købmændene måtte tage, og hvor meget svendene og lærlingene skulle have i løn. Gildets love og vedtægter blev skrevet ned i en gildeskrå.  Gilde har lighed med lav (laug), der mest var for håndværkere, men også for skippere, færgemænd og vognmænd. i vikingtiden og middelalderen kendte foreninger eller broderskaber, i hvilke bønderne eller borgere sluttede sig sammen. De tjente som en social forsikring. Gildeskråerne rummede gildernes love og vedtægter, der fra 1200-t. blev nedskrevet, formentlig på latin,. ´Håndværkslav´ eller ´laug´ var sammenslutninger af ikke alene håndværkere, men også fx skippere, færgemænd og vognmænd, inden for et eller i nogle tilfælde flere fag i en købstad til varetagelse af medlemmernes faglige, økonomiske og sociale interesser, og de kan sammenlignes med en tidlig form for for fagforeninger. Lavene havde rod i den tidlige middelalders handelsgilder, der var sociale sammenslutninger for rejsende købmænd, og udvikles under påvirkning fra hansestædernes bykultur. Lavsstrukturen i det gammeldanske kulturområde udvikler og etablerer sig først for alvor i løbet af 1500-tallet, nok også som følge af den generelt senere udvikling af købstadskulturen. Det er dog først i den seneste middelalder at lavene tager form og anerkendes af kongemagten. Under påvirkning fra den voksende bykultur i Nordtyskland etableres efterhånden håndværkslav, som udover sociale funktioner også regulere produktionen indenfor de enkelte områder. Lavene bestemte antallet af mestre i der var plads til i de enkelte byer omkring i landet, de var også med til at bestemme hvem der kunne blive udlært i de forskellige håndværk. Lavene gjorde meget ud af at sikre de enkelte vilkår for håndværkerne, ved at sikre at konkurrencen blev holdt på et vist niveau. De enkelte håndværkerlav blev ledet af lavets oldermand.  købstaden levede det øverste lag af borgere efter købmands- og håndværkslavenes faste normer. Der var faste skikke for optagelsen i lavet, for hvilken skænk (gave) man skulle give, hvordan laden - lavets pengekasse - skulle flyttes fra en oldermand til den næste, osv. Disse begivenheder gav anledning til fester. Der var bestemte regler for, hvem der kunne optages i et lav. Det var nødvendigt for at opretholde lavets anseelse. Det var klart, at den nye lavsbroder, måtte være ægtefødt og af ærlige forældre. Alle disse problemer havde daglejeren og tjenestekarlen ikke.

At købstædernes håndværkerlav efterhånden havde opnået en betydelig politisk magt, viser Tømrerstrejken i København som foregik i 1994 er betegnelsen for de begivenheder, der ledte til den første generalstrejke i Danmark. Længe inden 1794 ulmede uroen blandt bygningshåndværkerne i København. Efter Københavns brand i 1728 var der uroligheder, fordi de danske håndværkersvende var utilfredse med den store mængde tyske håndværkere, der kom til byen for at deltage i genopbygningsarbejdet. Det førte til voldelige sammenstød mellem de danske og tyske svende. Svendenes hovedmål var at forbedre lønforholdene og opnå en social sikring i tilfælde af sygdom eller arbejdsløshed. Over 400 tømrersvende nedlagde arbejdet og gik til deres håndværkerlavets herberg. Politi og militær omringede herberget og arresterede alle 202 tilstedeværende. 78 af dem valgte under pres at gå i arbejde igen, mens resten blev idømt fire til seks måneders strafarbejde i lænker. Ved forkyndelsen af denne dom begyndte af resten af Københavns håndværkersvende en solidaritetsaktion: 2000 ud af 2700 nedlagde arbejdet.  Herover ses en satirisk radering fra 1794, der viser kapellanen ved Nikolaj Kirke, I. H. Rørbye, der forgæves prøver at tale de strejkende tømrersvende til rette i deres håndværkerlavs herberg. Denne første generalstrejke i Danmark kom som et chok for myndighederne, og den beviste, at håndværkersvendene havde et effektivt pressionsmiddel mod autoriterne. Den gjorde også at myndighederne kom med en generel opfordning til håndværkermestrene om at forbedre svendenes lønforhold, og i år 1800 resulterede det i en kongelig forordning, der først og fremmest sikrede svendenes rettighed til at sige op og forhandle løn, men også gav mestrene autoritet til at fastsætte straffebestemmelser i forbindelse med lignende aktioner. De fleste håndværkerlav var mindre end tømrernes, og deres udvikling foregik langt fredeligere, fordi de andre byggefags mestre lettere kunne kontrollere udviklingen.

Som den mest talstærke erhvervsgruppe satte håndværkerne deres præg på købstæderne gennem lavene, der var nogle af de vigtigste organer for bykulturens vedligeholdelse, men håndværkerstandens stærke selvbevidsthed, der havde varet siden lavssystemets indførelse i middelalderen, lagde imidlertid ofte op til en konfrontation med enevældens normer. Gennem to forordninger i 1681 og 1682 søgte kongemagten at begrænse lavenes selvstændighed, og det kongeligt udnævnte bystyre blev indsat som kontrolinstans over for lavene, der dog ikke lod sig knægte. De udstedte forsat helt frem til 1857 svendebreve og næringsbreve og havde derved fuld kontrol over, hvem der blev optaget i håndværkerstanden, og i bybilledet gjorde de sig ved festlige lejligheder bemærket gennem processioner.

Livet i byerne

Vore dages danske samfund,hvor ´få har for meget og færre for lidt´, er meget anderledes samfundet i 1700-årene, hvor den sociale opdeling af befolkningen var betydelig: Ubeskrivelig rigdom og ødselhed hos en lille gruppe velstillede og uendelig fattigdom for en betydelig større gruppe på samfundets bund. Mellem disse  (ikke færdigskrevet)

Maleriet herover, som man næsten kunne kalde ´et portræt af overklassen i 1700-årene´, viser ganske meget af det, som kendetegnede livsstilen i det velhavende borgerskab i denne periode. Maleriet er ganske vist ikke dansk, men malet i 1768 af den franske genremaler Jean-Baptiste Charpentier (1728-1806), men rammer alligevel også i nogen grad situationen hos ´fine folk´ i de danske Købstæder i 1700-årene. På maleriet ses et fransk selskab drikke datidens modedrik, chokolade, der blev fremstillet ved at koge kakaomasse sammen med vand. Chokoladen var med i kramkisterne hos de omrejsende handelsmænd , og nyere forskning viser da også, at chokoladen  også kom til Danmark 1700-årene. Det var imidlertid ikke alle, som syntes om det nye ”stads”, og det helt store folkelige gennembrud fik chokoladen først langt senere. Bemærk, hvordan det på den tid var acceptabelt for mænd at drikke af underkoppen, mens damerne drikker chokolade af særlige høje chokoladekopper. Mere udbredt var det dog at drikke en anden ´ny´ drik, nemlig kaffe, som Ludvig Holberg også beskriver i komedien "Barselstuen", der blev "Forestillet Første Gang paa dend Danske Skue-Plads" i 1723, hvor han lader den den gamle, vrisne ægtemand udbryde: " Det er allereede det 6te Pund Caffee, som er bleven fortæret i denne Barselstue, Haarene maae reyse sig paa Hovedet, naar mand tænker paa det saa vel som andet. |Kiedlen er aldrig af Ilden, thi een vil have Caffee, en anden grøn Thee, en anden Thee de Bou eller de bok, hvad Fanden det er de kalder det, saa at der som det varer lenge, beholder jeg neppe saa mange Penge tilbage, at jeg kand kiøbe en Strikke for, om jeg vilde henge mig. Jeg troer ingen anden er Autor til denne Caffee-Drikken end Lucifer, thi dend er verre at komme i med, end Brendeviin. Min Kone begynder aldt paa dend store viis at klage sig ilde, førend hun faar Caffee om Dagen. Jeg har merket en synderlig Virkning hos disse brændte Bønner, jeg har seet mange Koner og Piger siddet saa stille og ærbar i Selskaber, ligesom de kunde være i en Kircke, men, saa snart de har faaet dette brendte Dievelskav i Livet, begynder Mundene at løbe paa dem som Peberqverne. Ja det som meere er, saa snart faar de ikke tre fire Skaaler til Livs, førend de strax faar lyst til at spille Kort; Det har jeg merket ti og ti gange, saa der maae endelig være noget Forgift i samme Bønner. Jeg har altid hadet dend Drick, om ikke for andet, saa dog alleene formedelst dend Aarsag, at samme Bønner kommer fra Tyrkkerne, som er Christendommens Fiender". Bemærk også skødehunden - typisk en mops -, der var et modelune hos velstående damer uanset om de brød sig om dyr eller ej, og som Holberg også satiriserer over i "Den politiske kandestøber" (1722) med replikken "I skal ogsaa legge jer en Skiøde-Hund til, hvilken I skal elske som jer egen Datter". Maleriet af det chokoladedrikkende selskab hænger i dag på ´Musée de Versailles´.

 

Denne webside er endnu under udarbejdelse

Latinskolen
Ved reformationen indtrådte nye ordninger i skolevæsen. I latinskolen skulle eleverne lære latin, alfabetet, stavning samt katekismus og latinsk grammatik samt litteratur af forskellige romerske forfatter. Latinskolerne, der udsprang af middelalderens katolske kirke- og klosterskoler, herunder katedralskolerne, eksisterede fra Reformationen indtil 1903. Fra 1537 blev der indrettet små latinskoler i mindre købstæder og større skoler med fem klasser, såkaldte lektier, i stiftsbyer som Ribe og Roskilde. Da det var skolernes hovedopgave at uddanne vordende præster, bestod undervisningen især af kristen litteratur og elementer fra klassisk oldtidskultur repræsenteret ved de "syv frie kunster", opdelt i trivium, grammatik, retorik og dialektik, og quadrivium, aritmetik, geometri, musik og astronomi.

Siden reformationen i 1536 og de følgende godt og vel 150 år blev der i købstæderne opført latinskoler, som siden middelalderen havde heddet ´de lærde skoler´, men senere også blev kendt som ´den sorte skole´. Latinskolerne havde især til opgave at uddanne kommende præster. I de byer, hvor der allerede eksisterede katedralskoler, blev disse omdannet til latinskoler. Undervisningen i latin havde den altdominerende plads i undervisningen. Latinskolerne fungerede indtil 1903, hvor navnet dels blev ændret til gymnasium, men hvor også moderne sprog og naturvidenskab herefter fik betydelig mere plads. Fotografierne herover viser eksempler på et par af de ældste latinskoler i et par af de købstæder, hvor de gamle bygninger stadig er bevaret til vore dage, nemlig latinskolerne henholdsvis i Randers (til venstre) og i Slagelse (i midten og til højre).

Trods indtægter, bl.a. i form af andel i kongetiende, var de fleste latinskoler afhængige af disciplenes ret til tiggeri. Foruden at passe skolegangen skulle både elever, peblinge, og lærere, hørere, varetage korsang ved gudstjenester og synge ved bryllupper og begravelser. Eleverne i den øverste klasse, mesterlektien, fungerede som præstens hjælpere, løbedegne, i omegnens landsogne. Disciplinen var gennemgående brutal, og undervisningen ringe, også i religion og latin. Velstillede forældre foretrak derfor at sende deres sønner til skoler i udlandet; et forsøg på at imødegå denne tendens var oprettelsen af Sorø Akademi i 1623.

Da hele samfundsordenen efter reformationen i 1536 var baseret på den protestantiske kirke og den kristne børnelærdom, blev Luthers Lille Katekismus det helt centrale undervisningsmiddel for hele menigheden, både for børn og voksne. Der var sognepræstens opgave gennem prædikenerne at gennemgå katekismen for menigheden, og på landet var det degnens opgave at undervise ungdommen mindst en gang om ugen i den kristne børnelærdom efter sognepræstens anvisning. Til dette formål fordanskede biskop Peder Palladius (1503-1560) Luthers katekismus til brug for præster og degne. Den danske katekismus udkom i adskillige udgaver. Palladius´ udgave blev anvendt i et par hundrede år, inden den blev afløst af en den  pietistiske ´forklaring´ af katekismus, som biskop Erik Pontoppidans udgav i forbindelse med indførelsen af den obligatoriske konfirmation i 1736, så Luthers ´Lille Katekismus´, der i Danmark blev anvendt til langt op i 1950-erne og måske endda endnu længere, er uden sammenligning den mest anvendte lærebog i den danske folkeskole. Den ovenfor viste udgave af Palladius´ danske udgave af katekismen er fra 1537 med følgende titel: "Dend lidle Danske CATECHISMUS, huilcken alle Sogne-degne skulle lære og undervise unge Folck, som ere i deris Sogne, paa den Tid og Sted, som Sognepræsten en huer tilsigendis vorder." Billedet til højre er et af de 4 relieffer af billedhuggeren Max Andersen på Reformationsstøtten på Bispetorvet i København fra 1943, som "viser de væsentligste elementer i den evangeliske gudstjeneste efter reformationen: præstens forkyndelse af evangeliets budskab og de to lutherske sakramenter nadver og dåb. Fra højre ser man Sjællands første lutherske biskop (superintendent), Peder Palladius, prædike indtrængende for menigheden, måske på en af sine mange visitatsrejser til stiftets næsten 400 sognekirker. I baggrunden i midten ses uddelingen af nadveren og endelig i venstre side en dåb af et spædbarn". (Citeret fra Københavns Museum).

Peder Palladius var en flittig og nidkær mand, som tog den tilsynsforpligtelse, der fulgte med embedet som den første reformerte biskop over Sjællands Stift meget alvorligt, og i perioden 1538-43 visiterede han samtlige 390 sjællandske kirker både i købstæderne og på landet, hvor han hvert eneste sted samlede kirkens kor, præster, degne og menigheder og belærte dem om den lutherske tro og kirkens dagligliv. På et tidspunkt omkring 1540 begyndte Palladius at samle og nedskrive disse belæringer i en bog, som dog ikke blev udgivet, men afskrevet i flere omgange. Bogen forsvandt imidlertid efter hans død i 1560. Den blev først genfundet på Det kongelige Bibliotek i 1866 og udgivet første gang det følgende år. Bogen var ´En Visitatz Bog´, som indeholder fem „bøger”, som hver bestod af en lang række korte afsnit, som forholder sig til alt, der har med kirken og opdragelsen at gøre. Visitatsbogen, som er ret omfattende,  indeholder en lang række afsnit bl.a. om kirkerummet, om kirkens tag, vinduer, gulv, stole, døbefond og alter, men også om både præsternes og degnenes opgaver og adfærd, bl.a. deres „gode og onde Rygte”, om „Ægteskabssager, Horfolk, Bolere og Skørlevnedsfolk” og om "Troldkvinder". Dertil kom kraftige opfordringer til befolkningen om at gå i kirke, herunder til alters og andet. Der var også et afsnit om at lade børnene komme til degnene og lære ´Børnelærdommen´ samt „En Formaning til Folket, at de sætte deres Børn i Skole”, som handlede om de drenge, der klarede sig særlig godt i undervisningen hos sognedegnen, og som Palladius derfor mente burde fortsætte deres skolegang på latinskolen i købstaden (herom mere senere)  Dermed levede Palladius op til det afsnit i kirkeordinansen fra 1537, som bl.a. også behandlede netop dette spørgsmål:

"Vi ønsker: At der tilskikkes gode bequeme Skolemestre udi Købstederne og smaa Steder, hvilke med rette Skikkelighed kunne oplære Ungdommen udi alle Maader […] Derved lærer de den Kunst som kræves enten for at udbrede Guds Ære i Kristendommen eller til at opholde og bevare et godt civilt verdsligt Regimente."
(Citeret fra Torben Weinreich: "En Visitatz Bog" i "Historien om børnelitteratur", udgivet i 2006.)

Palladius indleder visitatsbogen med følgende henvendelse til menigheden: "I gode Kristne, som bygge og bo her udi Sognen, giver jeg Eder kærligen tilkende, at vor naadigste Herre kongelig Majestæt (Christian III) haver udskikket mig her omkring Sjællands Land at forfare udi alle Sognekirker, om en Kristen Almue faa deres rette Føde til deres Sjæls Salighed, som det sig bør; om den rette Kirkeskik ved Magt holdes efter hans Naades Ordinans, og hvorledes Almuen haver og lemper sig derefter udi alle Maade. Saa er jeg også hid kommen udi Jesu Navn at forfare det samme hos Eder."...

Senere i visitatsbogen opfordrer Palladius menigheden til tage deres børn - og herunder også småbørn - med i kirken, da der ellers vil være betydelig risiko for, at det vil gå dem frygtelig ilde senere i livet: "Det er ikke Skam, at I tager smaa Børn med Eder til Kirke, de som endnu kan hverken gaa eller tale; men det er vor Herres Jesu Kristi Befaling, dér han siger: »Lader smaa Bærn komme til mig, og forbyder dem det ikke, thi Himmeriges Rige hører dem til«, som han vilde saa sige: »Forbyder I dennem det, jeg skal forbyde Eder Himmeriges Rige«. Ja, »det var bedre (siger han), at der var en Møllesten bunden om din Hals, og Du varst nedersunkét i det dybe Hav, end at Du skulde forhindre og forarge et af mine smaa Børn«...

Forsiden til den danske udgave af kirkeordinansen, som ses herover, udkom først på latin i 1537 og to år senere på dansk. I kirkeordinansen var der omhyggelig beskrevet, hvordan kirken skulle organiseres efter reformationen i 1536, hvor den katolske kirke var blevet erstattet af den lutherske, reformerte kirke. Den store forandring i kirkelivet, som reformationen også havde medført, fik derfor stor betydning for dagliglivet hos ´almindelige mennesker´ på dette tidspunkt, hvor kirken spillede en så afgørende rolle, at det næsten ikke kan undervurderes. Den store forandring medførte derfor også et enormt oplysningsarbejde, hvor kirkens præster, provster og biskopper ´underviste´ eller forklarede den nye trosretning for menighederne i landets kirker. Det viste træsnit herover viser en undervisningssituation i kirken, hvor latinskolens rektor læser for, mens disciplene følger med i deres egne bøger (til venstre), og i billedets højre side knæler de i bøn. Træsnittet stammer fra værket ´En Beskrivelse af de nordiske Folks Historie´, som værkets forfatter, den svenske præst Olaus Magnus, udgav i 1555. Undervisning blev en væsentlig faktor i den reformerte kirke, og det er på den baggrund, man må se vigtigheden af ' Palladius Visitatsbog' , som ganske vist var kendt i håndskrevne afskrifter fra 1540-erne, men først først udkom i 1866. Visitatsbogen er udgivet flere gange, og de citater, som er medtaget hér, er kopieret fra den udgave, som ses herover til højre, som udkom i 1900 med undertitlen `Folkeudgave ved Helge Haar´. Hele teksten til Palladius´ visitatsbog kan i øvrigt også læses på webstedet Runeberg.org eller ved at klikke hér.  

Det første større initiativ til reform af latinskolerne kom i 1739, da en forordning overførte midler fra de små latinskoler til de større, hvorved antallet af skoler blev reduceret fra 58 til 20. Samtidig øgedes kravene i matematik og filosofi, og der indførtes undervisning i geografi og historie. I 1756 blev den nederste klasse, sinkelektien, nedlagt, og fra 1775 fik faget dansk omsider en anerkendt plads i undervisningen. Der var kun drenge tilladt i skolen. Undervisning begyndte kl. 6 om morgenen til kl. 4 om eftermiddagen. En undtagelse var dog onsdag, hvor der kun var undervisning til kl. 8 om morgenen.

Latinskolerne blev i de fleste købstæder oprettet efter reformationen (den første dog fire år inden i 1532 i Horsens) og havde til opgave at uddanne kommende præster. I de byer, hvor der allerede eksisterede katedralskoler, blev disse
omdannet til latinskoler, også kaldet sorte skoler eller lærde skoler. Latin havde en altdominerende plads i timeplanen. Latinskolernes pensum og undervisning blev  justeret flere gange, inden skoleformen nedlagdes i 1903 og blev ændret til gymnasium, hvor moderne sprog, naturvidenskab m.v. fik en større plads.

Oplysning og ´borgerlig offentlighed
I Danmark tidsfæstes oplysningstiden ofte til perioden fra 1720 til 1802. Borgerskabet blev en vigtig gruppe i samfundet 1700-tallet, og der blev handlet med hele verden. Nye idealer om menneskets ret, frihed og lighed opstod, men var friheden og ligheden for alle? I Danmark er oplysningstiden først og fremmest en periode, der er synlig i den del af samfundet, som kaldes borgerskabet. Borgerskabet tager i denne periode oplysningstidens tanker til sig om rationalisme, fornuft og også liberalisme. Idealet for borgerskabet bliver at være oplyst og rationel. Vejen til at blive og tænke rationelt og fornuftigt går gennem oplysning. Deraf kommer navnet oplysningstid. Det handler om at gennemgå oplysning for at blive et oplyst og rationelt tænkende menneske. For at blive oplyst var det nødvendigt at have adgang til viden. Derfor blev der også i oplysningstiden sat fokus på udvikling af videnskab og skole- og universitetssystemet. Borgerskabets børns skoler blev omstruktureret, så børnene fik egentlige fag, som minder om dem, der stadig er på skoleskemaet i dag. Universiteterne gennemgik ligeledes store forandringer i perioden. Netop på grund af den fokus på viden og oplysning blev oplysningstiden en opgangsperiode særligt for naturvidenskaben. Det førte til, at naturvidenskabens verdenssyn begyndte at udfordre det verdenssyn, som ellers hidtil havde været det dominerende - nemlig det religiøse.
Borgerlig offentlighed
er også et begreb, der blev udbredt i oplysningstiden. Borgerskabet begyndte at oprette saloner og klubber, hvor man kunne mødes, i offentligheden, og diskutere emner som politik, religion, litteratur, kunst, historie og filosofi. Offentligheden skulle nu være et sted, hvor man kunne dele sine tanker med andre. Personlige holdninger og ideer var ikke længere noget, der hørte den hjemlige sfære til - det skulle deles med ens medborgere. Det var blandt andet i den sammenhæng, at liberalistiske ideer blev spredt så meget i offentligheden, at det var netop disse ideer om eksempelvis frihed, lighed og fri ejendomsret, der kom til at danne grundlag for grundloven i midten af 1800-tallet.


Afslutningsvis følger her en oversigt over udvalgte, relevante link især om landsbyerne i 1700-årene.

Klik hér for yderligere  litteratur og links af mere generel art, som især er anvendt
ved udarbejdelse af dette websted - både om landsbyerne, landboreformerne og om
dansk skolehistorie i 1700-årene m.m.

https://da.wikipedia.org/wiki/Den_Gamle_By


http://danmarkshistorien.dk/perioder/den-aeldre-enevaelde-1660-1784/koebstaden/

 

animated gif

finn@thorshoj.dk


Rytterskolerne oversigt (klik på billedet)


Hovedmenu (klik på billedet)

E-mail: Klik på adressen

Hit Counter  (besøgstælleren er sidst nulstillet den 1. januar 2017)