Købstædernes styre og økonomi
Med undtagelse af Danmarks første egentlige fabriksby, Frederiksværk, der blev grundlagt i 1750´erne, manglede de danske købstæder industri i stil med den, der ellers kendetegnede mange byer i andre europæiske lande, og det forklarer måske, hvorfor de danske købstæder i det meste af 1700-tallet var præget af stor uforanderlighed. Der var ikke noget, der for alvor kunne skubbe befolkningstallet i byerne i den ene eller anden retning. Til gengæld begyndte havnebyerne at opleve en vækst i skibsfarten fra slutningen af århundredet. Det var især en øget korneksporten, der skabte god fremgang for byer som Randers, Helsingør og Aalborg. I Slesvig-Holsten var fremgangen endda mere mærkbar i Altona, Flensborg, Aabenraa og Sønderborg. Købstæderne havde fortsat et selvstyre, som bestod af magistrater, som det havde været tilfældet siden middelalderen, men allerede i 1680´erne skete der indskrænkninger, idet den enevældige kongemagt fik nedbragt antallet af magistrater, og samtidig fik kongen eneret på at udnævne alle embedsmænd bl.a. byfogeden, der både fungerede som borgmester og politimester. Først fra 1797 fik enkelte øvrige borgere øgede bemyndigelser bl.a. gennem muligheden for at deltage i kommissioner, hvoraf især  havne- og senere skolekommissionerne var af vigtighed.
Det enevældige monarki dominerede i det hele taget også de danske købstæder, som var var fyldt med symboler på kongens, byens og torvets ret. Siden den sene middelalder var strafferedskaber som træhesten, galgen, gabestokken og halsjernet opsat ved byportene, og på torvene fortalte de tilrejsende og byernes indbyggere, hvilken skæbne, der ventede den formastelige, som vovede at bryde byernes torveorden (se senere).
Byportene var ofte monumentale, men de havde også symbolsk betydning som tegn på byernes rettigheder over for oplandets bønder, for sammen med voldene havde de ikke længere nogen militær betydning, og ofte var de slet ikke opført i sten, men i træ. Også for den stadig stærkere kongemagt blev byportene et symbol. På Flensborgs Nørreport stod f.eks. Christian IVs valgsprog ”Regna firmat pietas” (Gudsfrygt styrker rigerne), og denne markering af kongemagtens betydning for byerne blev bestemt ikke mindre under enevælden efter 1660. I periodens begyndelse opstod der et byrum i købstaden, som var præget af de huse, der blev opført af genanvendte munkesten, granit og bly fra mange af byernes kirker og klostre, der forsvandt efter Reformationen i 1536. Nogle steder betød Reformationen også, at flere kirkegårde forsvandt, og i stedet gav deres areal plads til nye torve. Noget andet, der i tiden også var medvirkende årsag til forandrede byrummet og bybilledet, var de mange voldsomme bybrande, der undertiden betød, at hele bykvarterer nedbrændte, og dermed også fjernede de ældst bevarede af middelalderens huse. I 1690 nedbrændte eksempelvis halvdelen af Hobro, og den samme skæbne ramte Skive i 1725 og Viborg i 1726, men også mange andre købstæder, hvor de snævre gader med tætpakkede bindingsværkshuse udgjorde en konstant brandfare.

Købstædernes huse og gader
Stanken i byerne var ubeskrivelig. Affald blev kastet ud på gaden, hvor det blev liggende mellem de toppede brosten, så borgerne undertiden måtte bevæge sig på løse træplanker eller benytte  trædesten for at komme tørskoet over gaden. Indtil man begyndte at få egentlige renovationsordninger i byen, var det op til den enkelte borger og husstand at skaffe sig af med affald enten ved selv at fragte det ud til affaldspladserne uden for byen eller betale nogen for at gøre det. Det var derfor meget lettere lettere og billigere at dumpe affaldet i nærheden af bopælen, så bunker af affald hobede sig op både i gårde og på gaderne. Eksempelvis måtte magistraten i Odense i 1727 fjerne ikke mindre end 272 læs fra en affaldsdynge, som havde hobet sig op på hjørnet af Klingenberg og Sct. Knuds kirke, og i 1744 meddelte byen til amtet, at der adskillige steder i byen, bl.a. på Albani Torv, lå dynger af gadeskarn, jord, grus, ler og lignende, som byens borgere havde smidt. En politianordning fra 1789 fastlagde derfor, at hvert af Odenses fire bykvarterer skulle have en vogn, hvorpå affaldet kunne borttransporteres, og at dynger af affald derfor for fremtiden kun måtte lægges på gaden umiddelbart før vognen kom forbi. Affaldssituationen  i Odense har dog næppe været værre, end affaldssituationen var i landets øvrige købstæder. Gennem 1700-tallet opsamlede man spildevand i svindgruber, som oftest var ofte placeret inde i huset under trappen til næste etage, hvor Svindgruben gik i alt sin enkelhed ud på at størstedelen af spildevandet skulle få størstedelen af spildvandet til sive ned i undergrunden, således at man var af med dette. Faste fækalier og papir, eller hvad der nu blev tilbage tilbage, var man nødt til at tømme ud på gaden eller køre væk. Det samme skete med sengehalmen, når musene havde gennemgnavet halmen, så den måtte udskiftes. Mus og rotter havde i det hele taget optimale livsbetingelser i denne periode, og var en del af hverdagen både for rige og fattige borgere. I gaderne var der ofte løsgående svin, som rodede i affaldet og på den måde skaffede sig selv en del af føden. Også åbne grøfter med kloakvandet løb midt igennem byen. Først i midten af 1800-tallet begyndte man at anvende tøndeklosetter, de såkaldte ´retirader, der ikke længere blev anbragt inde i husene, men blev placeret i baggårde eller andre passende steder, hvor de blev tømt noget mere regelmæssigt end svindgruben gjorde, eftersom spildevandet nu blev opbevaret i en tæt beholder. Om natten blev tøndeklosetterne og latrinerne derpå tømt af natmændene, men stanken i byerne var stadig ubeskrivelig - især om sommeren, og ´man har hævdet´, at man på afstand kunne lugte byen, før man kunne se den. Der er under alle omstændigheder meget langt fra virkelighedens gader i 1700-tallets danske købstæder og til de hyggelige og velpassede gader, man færdes på fx i ´Den gamle By´ i Århus og på andre frilandsmuseer, hvor enkelte af 1700-tallets byhuse heldigvis er bevaret også for kommende generationer.

Bindingsværkshusene i byerne var lerklinede og stråtækkede langt op i tiden. Kongelige forordninger forbød dette i byerne op gennem 1500-tallet, men det er formentlig først omkring år 1600, at de brændte mursten og tegltagene slog igennem. Der vides meget lidt om husenes oprindelige farver, men mange har formentlig stået kalket over 'stok og sten' dvs. kalket, uden at træværket er tjæret eller malet, men kalket over. Bindingsværkshusene i købstæderne kan deles op i tre overordnede typer, der er tæt knyttet til byens struktur, matrikulering og udvikling:; ´gavlhuset´, der lå med gavlen ud mod gaden, ´langhuset´, der lå med langsiden ud mod gaden, og ´korshuset´, der er en kombination af de to nævnte hustyper ved både at have gavl og langside mod gaden.

1. Gavlhuset
Gavlhuset findes i to typer. Den ene type, som især kendes fra Tønder er primært, hvor der bag de grundmurede facader med karnapper ofte er et gavlhus opført i bindingsværk. Det særlige ved denne type er, at den stadig ligger på sin oprindelige, lange smalle grund og derfor er indrettet på en særlig måde. Den anden type gavlhuset i bindingsværk, der primært ses i Ribe er karakteriseret af et kortere hus, der ligger med gavlen mod gaden. I gavlen er fremspringende stokværk, der bæres af udskårne ´knægte´.

2. Langhuset
Adskillige steder fx i Ribe, er grundene så brede, at man kan bygge et langhus på grunden, dvs. et hus med siden til gaden og tagryggen parallelt med gaden. Derved kan man få et meget lyst hus med dagslys fra begge sider. Man kan bygge en port til gaden, så der er god adgang til baggården og bagarealerne på grunden og man får ledt regnvandet fra taget ud på gaden eller ind til gården, hvad der giver bindingsværksfacaderne en bedre holdbarhed og gør huset nemmere at vedligeholde. Ofte er de ældre gavlhuse sammenbyggede eller ombyggede, således at de i dag opleves som langhuse.

3. Korshuset
Gavlhuset er et temmelig upraktisk hus, både konstruktivt, funktionelt og vedligeholdelsesmæssigt. Huset var mørkt, upraktisk indrettet, bl.a. uden en port til baggården og dertil konstant fugtigt og koldt i de smalle langsider, hvor alt regnvandet fra taget løb ned. Derfor ser vi i bl.a. Ribe, Haderslev, Åbenrå og Sønderborg, at man slår flere grunde sammen ud mod gaden, så man ved nybyggeri kunne opføre både det meget populære og rigt udsmykkede gavlhus og ved siden af et sammenbygget langhus – et såkaldt 'korshus'. Derved kunne der komme langt mere dagslys ind i huset, tagvandet kunne løbe ud til gaden eller gården og der kunne ikke mindst blive plads til en praktisk port, så hele grunden med sidehuse og baghuse kunne udnyttes langt bedre, bl.a. til stalde og vognremiser. Korshuset er som type i én eller to etager og indrettet som gavlhuset med diele, dorns, køkken og pisel. I midten af 1600-tallet flytter den fine stue, salen/øverstestuen via en nyindført trappe i dielen, op på første sal (andet stokværk) ud mod gaden, oftest i gavlhuset, men af og til i korshuset, formentlig for at få et rigere og flottere lys. Det, der adskiller det sønderjyske korshus som type fra lignende 'korshuse' af bindingsværk i andre dele af landet, er den 'nordtyske' indretning med langsgående skillerum, som består af diele, dorns og køkken. I Nordjylland går skillerummene på tværs, så stueplanet består af stue, køkken og sal, i hele husets bredde. Bygningernes indretning og funktion, placering og opbygning er knyttet til handel, og derfor er disse bygningstyper uløseligt knyttet til de store gamle købstæder og de forskellige bygningstyper har en tæt sammenhæng med byens struktur og udvikling.

(Kilde: Især Slots- og Kulturstyrelsens artikel "Bindingsværksbygninger i købstæderne", som omhandler bygningshistorie og vedligeholdelse af gamle sønderjyske byhuse opført i bindingsværk.).

Købstadsrettigheder og borgerskab
En købstad var betegnelsen for en by, som kongemagten havde givet særlige privilegier. Størsteparten af købstadsrettighederne stammer framiddelalderen, hvor de blev tildelt den person, som havde overherredømmet over det område, hvorunder købstaden hørte. Det kunne være kongen selv, når købstæderne lå i de områder, som kongen havde rettighed over, det såkaldte krongods, som typisk var opdelt i len, men modtageren af købstadsrettighederne var normalt ellers en hertug, en ærkebiskop eller et kloster, som det var tilfældet med fx Maribo. Udstedelsen af købstadsrettigheder skete i almindelighed efter anmodning fra stedets (købstadens) indbyggere. De måtte i almindelighed betale en vis afgift for dette gode. I løbet af middelalderen blev der oprettet mellem 60 og 70 købstæder, der med de tildelte beskyttelsesområder for handel og håndværk, som stort set dækkede hele kongeriget og Sønderjylland. I Danmark var så godt som alle betydelige byer købstæder. De fleste af middelalderens købstæder opstod som handelssteder og som sikringen af overfart mellem landsdelene, især hvor landeveje og vandløb krydsede hinanden. De vigtigste bestemmelser i købstadsrettighederne gav købstæderne ret til at drive handel, søfart og finere håndværk i byen, men i adskillige købstæder spillede fiskeri og landbrug også en vigtig rolle som levevej. Fra gammel tid skulle alle mænd, der ønskede at slå sig ned og ernære sig i byen, have borgerskab. Tidligt i 1700-tallet ændrede denne praksis sig til kun at gælde selvstændige håndværker eller handlende. Betingelserne for at kunne modtage borgerskab var, at man var myndig og ustraffet, men også, at man var uddannet indenfor handel eller havde aflagt mesterprøven. indenfor et håndværkerlav. I hele denne tid boede købstadens overklasse fx ´den store købmænd´, som typisk opførte sin købmandsgård ved torvet, havnen eller ved den vigtigste byport, hvor man var tæt på varestrømmen, der kom ind og ud af byen, mens mindre købmænd og håndværkere boede længere fra byens handelscentrum. Ufaglærte arbejdere og tjenestefolk boede helt ude i byens yderkant. Reglen blev dog brudt i købstæder med havn, hvor der boede mange søfolk og fiskere. Bønderne havde ikke sådanne rettigheder. I adskillige købstæder boede der nemlig så relativ mange bønder, at Rentekammeret, der havde den centrale rolle i de mange tiltag, i 1685 udtalte følgende: "Det er ikke venteligt, at købstæderne skal rejse sig, så længe bonden ikke er ved magt". Ganske vist fik købstæderne et vist indslag af fremmede, men nogen blomstrende fremgang for næringslivet blev det ikke til. Antallet af købstæder var ret beskedent, og de fleste af disse byer forblev meget små gennem alle 1700-tallet. Købstæderne havde også medbestemmelse på byens forvaltning og kunne opkræve skatter og afgifter af tilrejsende og byens indbyggere. I retslig og administrativ forstand var købstæderne således adskilt fra de forskellige myndighedsområder på landet, som var inddelt i enheder som herreder, birker, godser, grevskaber og baronier, men dannede deres egne enheder. Med ganske få undtagelser har købstæderne ikke haft andre herrer over sig end kongemagten og senere statsmagten.

I Christian IVs regeringstid mellem 1596 og 1648 indledte man en økonomisk handelspolitik, som havde været fremherskende i Europa siden midten af 1500-tallet, nemlig merkantilismen, hvor det enkelte lands velstand var bestemt af, hvor meget ædelmetal - guld og sølv - , man kunne tilføre landet. Midlet hertil var at frembringe et overskud på handelsbalancen, som man søgte at begunstige gennem så stor selvforsyning som muligt, og det blev gennemført med betydelig støtte til indenlandsk produktion med brug af billige råvarer, som man bl.a. fik gennem handelen med de oversøiske kolonier. Som allerede nævnt, var det især hovedstaden, som drog fordel af denne udvikling, fordi udenrigshandelen især blev koncentreret på København, og i 1726 blev import og kreditoplag af vin, tobak, cognac og salt ligefrem et monopol for København; salt, der i stigende grad blev importeret fra Sydvestfrankrig, måtte dog også indføres i Aalborg af hensyn til eksporten af Limfjordssilden. Stormagtskrigene i sidste halvdel af 1700-tallet favoriserede den danske oversøiske handel under neutralt flag, og i den "Florissante hdeandelsperiode" frem til krigen med England i 1807 var København i flere perioder en førende handelsplads for oversøisk import til Europa.

Købstadens rettersted
På torvet i købstaden stod byens kag. Selve ordet ´kag´ kommer af middelnedertysk ´kak´, som betegner en skampæl, og kagen var et strafferedskab, der blev anvendt flittigt siden middelalderen både i Tyskland og i de nordiske lande. Kagen kunne være udformet på forskellig måde fx i form af et stillads med en platform foroven, men oftest bestod den blot af en pæl eller søjle i træ eller sten, som var anbragt på et muret fundament. Indtil omkring 1800 fandtes der formentlig en kag i alle danske byer. Det var ved kagen, man afstraffede folk, der skulle straffes for mindre forbrydelser, men det kunne nu være alvorligt nok. Kagstrygning medførte tab af ære og blev fuldbyrdet ved, at den dømte blev bundet til kagen og pisket på den blottede ryg med ris; fx blev tyve og løsagtige kvinderstraffet på denne måde. I middelalderen og helt frem ind i 1600-tallet kunne det æreløse ved en forbrydelse endda understreges ved, at man sømmede tyvens afskårne ørelapper fast på kagen, men det skete også med afhuggede fingre fra en meneder eller en løsagtige kvindes afklippede hår. Kagstrygning er omtalt i ´Christian Vs Danske Lov´ fra 1683, som var gældende lov i 1700-tallet. Her blev kagstrygning fx foreskrivet som straf for "berøgtede Qvindfolk", dvs. prostituerede eller kvinder, der åbent var havde sex udenfor ægteskabet: "Dersom nogen befindis ublueligen at have skændt den eene uberøgtede Møe, eller Enke, efter den anden, tre eller fleere, da skal hand ikke alleeniste bøde som forskrevet staar, men og straffis enten paa Livet, eller i andre Maader med højeste Straf, andre til Exempel og Forskrekkelse. Men er det med berøgtede Qvindfolk hand saadant haver begaaet, da straffis hand paa Formuen og paa Kroppen med Fængsel, og hun tredie Gang uden al Naade til Kagen" [Danske Lov: 6-13-8/9]. Kagstrygning var også straffen for at opgive og efterlade et lille barn,  for tyveri, rufferi og bordeldrift. Med Struensees forordning af 27. april 1771 (se sidst i artiklen) blev dødsstraffen afskaffet for fx tyveri og erstattet med kagstrygning. Kagstrygningen blev i Danmark udført af bødlen og bestod i henhold til den kongelige forordning af 27 slag med 9 forskellige ris; tre slag med hver. Slagene blev givet på den dømtes ryg. Kagstrygningen kunne suppleres med brændemærkning af den dømte. Afhængig af forbrydelsen skete brændemærkningen i panden, på kinden eller på ryggen. Brændemærkningen viste ´tyvsmærket´ med enten en galge eller et hjul, der symboliserede, at den dømte med kagstrygningen og brændemærkningen havde undgået det mere alvorlige at blive hængt eller henrettet og liget derpå placeret på hjul og stejle, som det undertiden blev praktiseret i middelalderen. Ofte blev den kagstrøgne delinkvent efterfølgende også forvist fra byen, og det var i virkeligheden en særdeles indgribende straf, fordi den udstødte og æreløse person derefter måtte holde til væk for byen. I Danmark bortfaldt kagstrygning som straf for tyveri i 1840, men først med Straffeloven af 1866, der begrænsede brugen af korporlig afstraffelse, blev den endeligt afskaffet. I årene op til den endelige afskaffelse blev kagstrygning dog kun sjældent benyttet i Danmark. Også byens gabestok, hvor man kunne spænde folk fast til spot og spe, var et ofte anvendt strafferedskab.

Gilder og lav (tidligere stavet laug)
Gilder er betegnelsen for broderskaber eller foreninger af købmænd i middelalderen, og betegnelsen er kendt i  Danmark fra 1100-tallet især i byerne. Medlemmerne i gilderne hjalp hinanden både politisk, økonomisk og juridisk. På den måde erstattede gildet den hjælp, der i bondesamfundet blev ydet af slægten. Det var fx også gildet, der afgjorde, hvilken pris købmændene måtte tage for deres varer og hvor meget, svendene og lærlingene skulle have i løn. Gildets love og vedtægter blev skrevet ned i en gildeskrå. ´Håndværkslav´ eller ´laug´ var sammenslutninger af ikke alene håndværkere, men også fx skippere, færgemænd og vognmænd, inden for et eller i nogle tilfælde flere fag i en købstad, hvor man så kunne varetagelse  medlemmernes faglige, økonomiske og sociale interesser, og de kan sammenlignes med en tidlig form for for fagforeninger. Lavene bestemte antallet af mestre, der var plads til i de enkelte byer, og de var også med til at bestemme, hvem der kunne blive udlært i de forskellige håndværk. Lavene gjorde meget ud af at sikre de enkelte vilkår for håndværkerne fx ved at sikre, at konkurrencen blev holdt på et vist niveau. De enkelte håndværkerlav blev ledet af lavets oldermand. Der var faste skikke og regler for, hvem der kunne optages i lavet, for hvilken skænk (gave), man skulle give, hvordan laden - lavets pengekasse - skulle flyttes fra en oldermand til den næste, osv.  Det mente man var nødvendigt for at opretholde lavets anseelse. Det var klart, at den nye lavsbroder, måtte være ægtefødt af ´ærlige´ dvs. frie forældre. Alle disse problemer havde daglejeren og tjenestekarlen ikke.

Som den mest talstærke erhvervsgruppe satte håndværkerne deres præg på købstæderne gennem lavene, der var nogle af de vigtigste organer for bykulturens vedligeholdelse, men håndværkerstandens stærke selvbevidsthed, der havde varet siden lavssystemets indførelse i middelalderen, lagde imidlertid ofte op til en konfrontation med enevældens normer. Gennem to forordninger i 1681 og 1682 søgte kongemagten at begrænse lavenes selvstændighed, og det kongeligt udnævnte bystyre blev indsat som kontrolinstans over for lavene, der dog ikke lod sig knægte. Helt frem til 1857 var det lavene, der udstedte svendebreve og næringsbreve, så man på den måde sikrede sig den fulde kontrol over, hvem der blev optaget i håndværkerstanden. I bybilledet gjorde lavene sig ved festlige lejligheder bemærket ved fester og processioner. 

Livet i købstæderne
I vore dages danske samfund, hvor ´få har for meget og færre for lidt´, er samfundsmodellen meget anderledes, end tilfældet var i 1700-tallet, hvor den sociale opdeling af befolkningen var betydelig mere markant: Ubeskrivelig rigdom og ødselhed hos en lille gruppe meget velstillede typisk adelige, en ´borgerklasse´ i købstæderne af købmænd og veletablerede håndværkere, som i de fleste tilfælde klarede sig rimeligt økonomisk, men hvor der også var ´små kår´ for mindre håndværkere og ansatte i forvaltningen. Størstedelen af bybefolkningen ernærede sig i en eller anden grad ved håndværk eller handel. Håndværkere og handlende havde som regel deres eget hus, der både tjente til erhverv og bolig. Husholdet kunne bestå af svende og lærlinge, som fik kost og logi hos mester, samt af familien selv, eventuelt slægtninge og tjenestefolk. De fleste havde dog kun få ansatte, hvis ikke man klarede det hele selv. Det var konen i huset, der stod for hushold og husholdning. I nogle tilfælde indgik hun også i erhvervet som medhjælpende hustru. Blev en håndværksmesters kone enke, fik hun normalt tilladelse til at videreføre erhvervet, indtil hun giftede sig igen, men kun, hvis hun havde en svend eller bestyrer, der kunne stå for arbejdet. Hertil kom så gruppen af embedsmænd, som blev større under enevælden. Til næsten alle byer hørte også bymarker, hvor borgerne kunne drive landbrug og have køer på græs. Mange danske byer var desuden præget af fiskeri og søfart. I bunden af samfundspyramiden var der endelig en ganske stor gruppe af borgere, hvis eksistens var præget af uuendelig fattigdom uden reel mulighed for at forbedre deres livsvilkår. Mange købstæder var stagneret dels på grund af de ødelæggende svenskekrige, men flere af dem var også hærget af brande, som hurtigt bredte sig i de tætbyggede gader og ofte kunne lægge hele bykvarterer øde. Dertil kom, at befolkningen gennem en stor del af 1700-tallet også var belastet af skatter, som mange havde svært ved at betale. Først i slutningen af 1700-tallet blev tiderne gradvis bedre. På landet blev de store landboreformer gennemført i 1780´erne, men også I byerne lød der i stigende grad krav om fornyelse. Embedsmænd, akademikere og storkøbmænd, som udgjorde en voksende del af borgerskabet i byerne, forlangte også gennemgribende reformer, men det var dog stadigvæk godsejerne, som fortsat besad de privilegier, som også borgerskabet nu ville have del i.

Handel og  håndværk
Borgerskabet var derfor en vigtig gruppe i samfundet 1700-tallet, hvor der også i stigende grad blev handlet med hele verden. Det var et statsligt krav, at langt størsteparten af handel og håndværk var forbeholdt byerne. For at virke i et erhverv krævedes borgerskab, som blev udstedt på byens rådhus. Bystyret bestod af borgmestre og rådmænd, og det var poster, der var forbeholdt de velhavende købmænd. Det skarpe skel mellem by og land var markant, og det blev undertiden markeret af solide plankeværk med volde og voldgrave. Adgangen til byen foregik - som allerede omtalt - gennem en eller flere byporte, som alle tilrejsende måtte passere.

Torvehandel og markeder
Handelen hørte til i byen. Forinden skulle de tilrejsende, som ofte var småhandlende, betale afgift ved acciseboden. Fra myndighedernes side var det et krav, at borgerne kunne købe varerne så billigt som muligt direkte af producenten. Butikker i nutidens forstand fandtes selvfølgelig ikke, men til et hus kunne høre en lille bod, hvorfra beboeren kunne sælge sine varer. I større byer var der også en livlig gadehandel. Nogle handlende havde stadepladser på gadehjørner eller i porte, mens andre vandrede rundt i gaderne og falbød deres varer. Det var dels folk fra landet, fx bønder med landbrugsprodukter og byfolk, som havde fået tilladelse til at handle med bestemte varer, fx ´fjerpennesælgeren´. Enlige kvinder kunne også få bystyrets tilladelse til at ernære sig ved handel med bl.a. tekstiler og madvarer, som de selv havde fremstillet. Torvet var købstadens centrale plads, ofte i nærheden af de største og vigtigste byport, hvor man ville tiltrække handelen fra hele oplandet. Husene rundt om torvet tilhørte fortrinsvis byens bedre borgerskab. På byens torvedage kom bønderne fra oplandet for at sælge deres varer på torvet. Nogle gange  om året var der også marked på torvet , hvor handlende strømmede til byen for at falbyde og købe varer. I enkelte af de største handelsbyer var der også markeder et par gange om året. På Sjælland var der dog dog kun to købstadsmarkeder, nemlig i Helsingør og i Køge, og disse markeder, som blev holdt et par gange om året, tiltrak folk fra hele Sjælland, selv om det ofte betød en lang rejse for mange af de handlende. På torvet var der opsyn og opkrævning af afgifter på forskellige varer. Heller ikke dengang var afgifter populære, så og det skete ofte, at man forsøgte at handle i baglokalet. Her kunne man undgå at betale afgiften, hvis man vel at mærke ikke blev opdaget. En anden måde, hvor man prøvede at undgå opkrævningen af accisen var, at opsøge bønderne, inden de nåede acciseboden ved byen. Det kunne være en god forretning for både for sælger og køber, men selvfølgelig ikke for byen, som derved gik glip af den afgift, som ellers skulle betales ved handel i byerne. Der vankede derfor hårde straffe, hvis det blev opdaget, og den skyldige kunne ofte forvente at blive sat i gabestokken til spot og spe for alle, der passerede synderen. Det var det ikke kun på byens torv, der blev handlet. I havnebyerne blev der naturligvis også handlet på havnen.