Dagliglivet i købstæderne i 1700-årene
og lidt om købstædernes tidligere historie


Kongeriget Danmark, hertugdømmerne Slesvig-Holsten og rigsfælleskabet med Norge
Omkring år 1700 omfattede Danmark både ´selve kongeriget Danmark´ og hertugdømmerne Slesvig og Holsten syd for Kongeåen. Dertil kom, at Danmark gennem adskillige århundreder havde et rigsfællesskab med Norge. Reelt havde de to kongeriger siden Kalmarunionen i 1397 indgået en personalunion (efter reformationen i 1536 dog en realunion), hvilket i praksis indebar at den enevældige danske konge (indtil 1814) regerede både Danmark og Norge. I selve kongeriget Danmark har der formentlig boet omkring 650.000 mennesker i år 1700, og 3 årtier senere menes folketallet at være vokset til omkring 710.000. Omtrent 80% af befolkningen boede på landet i de hen ved 5000 landsbyer, ca. 10% boede i hovedstaden og de resterende ca. 10% boede i de 67 større og mindre købstæder landet over.

Kort over Danmark fra 1629. Kortet viser dels selve Kongeriget, som har sydgrænse ved Kongeåen. Syd for åen ligger hertugdømmerne, som det ses på kortet herunder;
det nordlige Slesvig, som er dansk, og de tyske hertugdømme Holsten med Lauenborg, som indtil 1806 var en del af ´Det tysk-romerske Rige´. Begge hertugdømmerne blev dog regeret af den
danske konge, som udover kongetitlen også var hertug af hhv. Slesvig og Holsten. På kortet er også Skåne, Halland og Blekinge medtaget som en del af Danmark, men som følge af det danske nederlag efter Svenskekrigene ( - den første Karl Gustav-krig) i 1657-1658 overgik disse landsdele med Roskildefreden i 1658 til Sverige.

 

Middelalderbyerne og Hanseforbundet
Mange af de danske købstæder opstod eller udviklede sig i middelalderen, og bystrukturen var nært beslægtet med byerne i Nordtyskland og Østersøområdet. Det skyldes især ´Hanseforbundet, som var var en  handelsforbund af købmænd fra især nordtyske byer, der fik meget stor betydning for handelen i hele Norden. Selve navnet havde Hanseforbundet fået af det gamle tyske ord ´hanse´, der betyder 'gruppe', 'følge' eller '(handels)selskab'. Hanseforbundet opstod i 1200-årene omkring den rige handelsby Lübeck, men efterhånden blev Hanseforbundet så stort, at det også oprettede kontorer i London, Brügge, Bergen og Novgorod. Medlemmerne mødtes for at indgå handelsaftaler og for at træffe beslutninger om fælles problemer. Det betød ikke kun, at hansebyerne eller ´Hanseaterne´ fik stor politisk indflydelse, men også var i stad til lave blokader mod byer, der ikke var medlemmer, så man på den måde kunne gennemtvinge Hanseforbundets ønsker. Der var omkring 70 byer, der var aktive medlemmer og omkring 100 byer, som var passive medlemmer uden beslutningsret. Gennem forbedrede forretningsmetoder og ikke mindst på grund af udviklingen af en ny skibstype, koggen, som  havde en betydeligt større lasteevne end de skibe, man ellers havde anvendt, gennemførte Hanseaterne efterhånden et stort og dominerende opsving i handelen, så de efterhånden opnåede af få et regulært monopol på handelen gennem Østersøen, og handelsforbundets medlemmer kunne på den måde opnå betydelige fordele af handelen i hele Nordeuropa. Den udbytning kunne de nordiske riger ikke leve med, og den danske kongemagt fx Valdemar Atterdag (1340-1375) førte derfor hyppige og lange krige mod Hanseforbundet. Selv om forbundet stort oftest sejrede i disse væbnede konflikter, forsøgte Hanseaterne at forebygge krigene ved at blande sig interne, danske forhold. Middelalderen igennem var det derfor hansestæder som Lübeck, Hamborg, Wismar, Stralsund, Rostock, Greifswald, Danzig m.fl., som var Danmarks med- og modspillere både i regulær handelskonkurrence, men også i åben krig. De tyske byer havde selvstændigt bystyre og egen byret, men deres forhold til de omgivende landområder var anderledes end i Danmark. Tyskland var nemlig ikke en samlet nation, men opdelt i en lang række hertugdømmer og grevskaber, og her var bondestanden underlagt feudalsystemets ydmygende forhold. I købstæderne var de enkelte borgere derimod ligeværdige uanset fødsel, og reglen var, at hvis en "ufri" havde boet i byen i ét år og én dag, skulle han herefter regnes som borger i byen.. Heraf kom udtrykket "Stadtluft macht frei", og det medførte naturligvis en stor tilstrømning af folk til byerne. I Danmark var kongemagten imidlertid så stærk, at feudalsystemet aldrig helt fik den samme funktion, som tilfældet var i det tyske områder.

Mange danske købstæder  blev i middelalderen præget af det nordtyske ´Hanseforbund´, som opstod  i 1200-årene af kystbyerne ved Østersøen og Nordsøen for at forbedre deres handelsmuligheder. Hansebyerne eller ´hanseaterne´ søgte især at handle med små steder eller byer, som havde et stort opland med handelsvarer, som de tyske handelsmænd var interesserede i. Hanseforbundet begyndte sit virke omkring den rige handelsby Lübeck, der ved salt- og sølvhandel var blevet en  kapitalstærk hovedkraft. Lübeck var desuden også udskibningshavn for handelsruten til Hamborg, og det spredte sig snart til flere byer i Nordtyskland. Senere oprettede forbundet også hansekontorer i Sverige, Estland, Letland, Norge, Holland, Belgien og England. Ved at være tilsluttet Hanseforbundet opnåede købmændene rabat på told og andre udgifter i forbindelse med transport på havet af en lang række handelsvarer. Hanseaterne opførte også kirker, huse og lagerbygninger i nærheden af deres handelskontorer. Hansaforbundet opnåede sin virkelige storhedstid i løbet af 1500-årene. Hansestaden Lübeck, som siden middelalderen havde handlet meget med en række danske købstæder og i høj grad dikterede denne handel, var undertiden i regulær krig med den danske kongemagt fx Valdemar Atterdag (1340-1375), der efter sigende satte en forgyldt gås på spiret af ´Gåsetårnet´ som en hån mod Hanseforbundet. Tårnet udgjorde en del af hans store borg i Vordingborg, som han gjorde til Danmarks største fæstning og flådestation, der netop skulle kontrollere Hanseaternes handel med de danske byer ved Østersøen i Valdemars bestræbelse for at genoprette landet. Da lande som Holland og England efterhånden blev centre for kornhandelen, begyndte nedgangstiden for Hanseforbundet. Danmark fik efterhånden også kontrol over sin egen handel, og ved begyndelsen af 30-årskrigen (1618-1648) var det slut med Hanseforbundets dominerende magt og betydelige indflydelse, selv om handelsforbundet fortsat fungerede i endnu et par århundreder.

Købstædernes udvikling fra middelalderen til begyndelsen af 1700-årene
Efter 800 års byudvikling var det danske bysystem ved middelalderens slutning i 1500-tallet færdigudbygget med det antal købstæder, som handelen mellem land og by økonomisk gav mulighed for. Derefter fulgte ca. 300 år, som man kan kalde den klassiske periode, hvor købstaden som bytype var slået fast, og hvor fortsatte justeringer af købstædernes funktioner fortrinsvis skete på grundlag af allerede givne rammer. Da den katolske kirke faldt med reformationen i 1536, blev en del klostre og kirker revet ned i købstæderne. Selv om perioden begyndte voldsomt med krig og magtkampe, så fulgte der for flere byer i første omgang en fremgang i handelen. Blandt andet oplevede Aalborg en opblomstring pga. et omfattende sildefiskeri i Limfjorden og en betydelig eksport af stude, som til fods blev drevet sydpå til Holsten ad den gamle jyske hærvej, der nu også blev kaldt ´Oksevejen. I løbet af 1600-årene  fik byen mere eller mindre monopol på udskibning af korn til Norge. Også den gamle middelalderby Ribe blev fra slutningen af 1400-årene  midtpunkt i et eksporteventyr med danske stude og okser. En lignende opblomstring oplevede også Helsingør, der siden 1429, - men især efter opførelsen af Kronborg i 1576 - nød godt af den handel, der fulgte med de skibe, der lagde til for at betale den tvungne Øresundstold, som ellers gik direkte i kongens kasse. Odense var i 1500-årene fortsat centrum for Fyn, og byen havde derfor en stor oplandshandel og desuden en velhavende byadel, og de østjyske byer Randers, Århus og Horsens blev i samme århundrede vigtige havnebyer for handel ad søvejen. Opblomstringen varede dog kun til 1600-årene. Middelalderens købstæder danner stadig grundstammen i Danmarks bystruktur. Selv om nye kvarterer lægger sig som ringe om de gamle bykerner, er de oprindelige gadeforløb og torve som regel beva
ret. Den fremgang, som landet oplevede i de første årtier efter reformationen i 1536, vendte til en stadig mere alvorlig krise fra midten af 1620-erne og de følgende årtier. Helt alvorlig blev krisen i 1654-1655, hvor dele af landet igen blev ramt af pest, - dog i mindre omfang, end da pesten rasede i 1300-årene og med mellemrum vendte tilbage i mindre omfang, som dag var alvorlig nok. Den sidste pestepidemi hærgede Danmark i 1711, hvor befolkningen på Sjælland døde i hobetal, så hele familier blev udslettet, trods kongens ihærdige indsats for at begrænse sygdommen. Alligevel døde folk døde i tusindvis - 23.000 alene i København - og utallige forsøgte at flygte, blandt andet til Ribe, der nærmest blev omdannet til en regulær flygtningelejr. Frederik IV (1699-1730) valgte selv at forlade København på grund af pesten og flyttede midlertidigt til Koldinghus Slot, og det var hér, han på et maskebal traf den unge komtesse Anne Sophie Reventlow. På landet bredte ødegårde og øde tomter sig, men også mange købstæder blev hårdt ramt af  af de i virkeligheden to pestepidemier. Byernes handel med udlandet blev herefter stærkt begrænset, og den blev fra nu i stedet præget af store og små købmænds lokale handel med det nære opland. Baggrunden herfor var ikke mindst udenrigspolitikken, hvor landets inddragelse i krigene mod Sverige, Kejserkrigen (1627-1629), Torstenson-krigen (1643-1645) og og ikke mindst Karl Gustav-krigene (1657-1660) påførte landet skader og ulykker af et ufatteligt omfang. Tabet af Skåne i 1658 førte til hårde udplyndring af byerne og en deraf følgende svækkelse i byernes skattegrundlag. Det er beregnet, at omkring en sjettedel  af alle kongerigets indbyggere (omkring 100.000 eller 110.000 af i alt omkring 600.000 indbyggere) døde under svenskekrigene i 1600-årene og pesten i 1711.
 
Krigene mod Sverige i midten af 1600-årene gik hårdt ud over befolkningen både på landet og i købstæderne, hvor især de svenske soldater og svenskernes tyske lejetropper hærgede voldsomt. Også København blev ramt af krigen, som kulminerede med svenskernes storm på København den 11. februar 1659, der hér er gengivet på F. C. Lunds maleri fra 1880. Krigen førte til afslutningen på det adelsstyre, som formelt - og ofte også reelt - havde regeret landet siden Erik Klippings håndfæstning i 1282 og gjorde med Statsomvæltningen i 1660 den regerende konge, Frederik III (1648-1670) til absolut enevældig monark. I midten af1300-årene blev Danmark ramt af den voldsomme pestepidemi, som hærgede det meste af Europa. Pesten, som i første omgang dræbte ca. 1/3 af befolkningen, vendte i mindre omfang tilbage flere gange i de følgende århundreder. I 1711 hærger byldepesten i Danmark for sidste gang. Pesten var kommet  til Helsingør allerede i november 1710 med et skib fra Lübeck. 44% af befolkningen i Helsingør omkom under pesten, og den dødbringende sygdom, som man reelt ikke kunne stille noget op mod, spredte sig hurtigt til København, og af byens omkring 60.000 indbyggere døde ca. 23.000. På grund af smittefaren flyttede Frederik IV og en del af hoffet til Koldinghus. Et af pestens ofre fra den sidste pestepidemi i 1711 bæres bort på træsnittet herover til højre. Træsnittet, som i virkeligheden er et xylografi, er fra et ukendt tidspunkt, men formentlig fra engang hen mod slutningen af 1800-årene.

Købstædernes krise i slutningen 1600-årene.
Indførelsen af enevælden i 1660 betød i virkeligheden en udfordring for købstæderne, selv om det var borgerne især i København, som havde
støttet Frederik iii, da han greb magten og blev enevældig konge. Årsagen til købstædernes problem lå i, at enevælden var baseret på centralmagt, og centralmagten holdt til i hovedstaden, hvor hoffet, regering, centraladministration, universitet, hær og flåde havde hjemsted. Også handelsflåden, som drev handel på de oversøiske kolonier, blev etableret med støtte fra den enevældige konge, og de privilegier, der blev udstedt for at fremme kolonihandlen, var det derfor kun hovedstaden, der var i stand til at udnytte. Krisen i købstæderne blev desuden forstærket af med forordningen om købstadsstyre i 1682, der medførte en betydelig indskrænkning i købstadstyrets omfang og en integration i det enevældige system. Desuden blev krisen for provinsbyernes forstærket af, at der efterhånden blev overført mange ressourcer fra købstæderne til København, hvor efterhånden også hele den udenlandshandel var blevet koncentreret. Som enevældens magtcentrum oplevede København derfor en voldsom vækst på bekostning af provinsens byer. Købstæderne stagnerede og faldt helt uden for udviklingen i det øvrige Europa., og  nedgangen i de internationale økonomiske konjunkturer i 1600-årene og hollandske købmænds overtagelse af provinshandlen afmattede yderligere provinsens købstæder.

De enorme pengesummer, der blev tjent på sukkerproduktionen på ´De Vestindiske Øer´, dannede grundlag for ´den florissante handelsperiode´, hvor også danske handelsfolk tjente styrtende med penge på den internationale ´trekantshandel´, hvor slaver blev fragtet fra Afrika (fx den danske ´Guldkysten´) til sukkerplantagerne i Vestindien. Slavehandelen har sat sig spor med nogle af Københavns og Nordsjællands smukkeste palæer og sommerboliger. Desuden er en række palæer i den del af København, der kaldes ´Frederiksstaden´, ligeledes opført af adelsmænd og embedsmænd, der profiterede af sukkerproduktionen. Sukkeret, som også blev kaldt  ´det hvide guld´, udgjorde i 1780 halvdelen af Danmarks eksport, men med oplysningstankerne og liberalismens fremmarch i Europa kom der efterhånden også et nyt menneskesyn og en stigende modstand mod slaveri og slavehandel. Sukkerplantagernes dage var især talte, da man fandt ud af at udvinde sukker fra sukkerroer. Prisen på sukker faldt, og fra at have været en kostbar luksusartikel for de få, blev sukker efterhånden også noget, den mindre velstillede del af befolkningen fik adgang til. I efteråret 1798 malede en kinesisk kunstner fregatten Henriette, som under dansk flag passerer mandarinfortet ved Bocca Tigris på vej op ad Perlefloden til Canton, som det ses på billedet herover til højre. I virkeligheden illustrerer maleriet den florissante periodes brug af det neutrale Dannebrog som bekvemmelighedsflag. Skibet var nemlig i virkeligheden en hollandsk kinafarer, som gennem den danske storkøbmand Frédéric de Coninck havde fået dansk camouflage for at beskytte den hollandske tehandel mod britiske orlogsskibe og kapere.

´Den florissante handelsperiode´ mellem ca. 1775 og 1807
Med afslutningen af Store Nordiske Krig i 1721, fulgte en fredsperiode på 80 år, og det gav igen købstæderne mulighed for at udvikle sig. Samtidig gennemgik samfundet betydelige forandringer såsom landboreformerne fra 1780-erne, og i byerne udvidedes borgernes indflydelse på byens styre i 1790-erne. En voksende fremgang for indenfor skibsfarten i sidste halvdel af 1700-årene medførte, at også købstæderne omsider også fik del i den voksende eller ´blomstrende´ handel, som siden blev kendt som ´den florissante handel´. Den skabte en fremgang med gunstige tider, som ganske vist blev afbrudt af Englandskrigene 1801-14, men bagefter fortsatte et godt stykke ind i 1800-årene, hvor industrialiseringen, som medførte en voldsom afvandring af befolkningen på landet, der så til gengæld søgte til købstæderne for at få arbejde i de nye fabrikker, for alvor satte skub i urbaniseringen. Oprettelsen af blandede fæstningsanlæg og købstæder førte til, at flere byer fik købstadsrettigheder i løbet af 1700-årene:

bullet Nibe (Nørrejylland) 1727,
bullet Hørsholm (Sjælland) 1739,
bullet Hillerød (Sjælland) 1750-erne,
bullet Frederiksværk (Sjælland) 1750-erne,
bullet Skanderborg (Nørrejylland) ca. 1760,
bullet Marstal (Ærø) 1760,
bullet Christiansfeld (Sønderjylland) 1773.

Bykrisen kan direkte aflæses i tidens opgørelser over befolkningstallet. I tabellen nedenfor ses dét i 1672 bl.a. at en by som Ribe, der i midten af 1500-tallet havde været landets næststørste by, nu lå som nr. 9 og nu ikke engang havde halvt så mange indbyggere som i 1500-tallet. København fik en betydelig storhedstid efter indførelsen af enevælden i 1660, og med sin størrelse begyndte den at indtage en førerposition som rigets hovedstad og som den enevældige konges residensby.

Oversigt over købstædernes indbyggertal mellem 1672 og 1801 (klik på bynavnet for at få yderligere information om selve byen).

Købstad 1672 1769 1787 1801 Købstad 1672 1769 1787 1801
 Allinge - 303 338 337  Odense 3.808 5.464 5.363 5.782
 Assens 1.084 1.139 1.356 1.443  Præstø 435 385 402 480
 Bogense 438 430 552 760  Randers 2.036 2.901 3.645 4.562
 Ebeltoft 817 563 591 598  Ribe 1.939 2.130 2.587 1.994
 Fredericia 1.591 2.813 3.066 3.474  Ringkøbing 623 508 465 771
 Frederikssund - 216 190 262  Ringsted 700 705 730 817
 Fåborg 841 1.136 977 1.061  Roskilde 2.196 1.711 1.871 1.768
 Grenå 453 704 686 760  Rudkøbing 478 814 925 1.141
 Haderslev - 3.141 - 3.635  Rødby - 650 725 776
 Hasle - 435 440 513  Rønne - 2.058 2.130 2.436
 Helsingør 4.033 3.669 4.829 5.282  Sakskøbing 272 424 533 549
 Hillerød 958 1.114 1.204 1.214  Sandvig - 218 207 248
 Hjørring 782 598 463 744  Skagen 1.004 704 715 834
 Hobro 343 492 465 488  Skanderborg - 566 573 488
 Holbæk 879 1.223 1.159 1.332  Skive 529 438 477 520
 Holstebro 500 688 676 853  Skælskør 617 592 501 567
 Horsens 1.516 2.738 2.221 2.396  Slagelse 1.832 1.379 1.722 1.732
 Kalundborg 1.058 1.337 1.375 1.322  Slangerup 513 414 311 336
 Kerteminde 642 706 711 1.045  Sorø 528 532 509 592
 Kolding 1.094 1.510 1.659 1.672  Stege 656 798 829 917
 Korsør 826 1.357 1.269 1.219  St. Heddinge 362 514 565 576
 København 41.500 70.514 90.032 100.975  Stubbekøbing 511 488 467 467
 Køge 1.643 1.400 1.366 1.527  Svaneke - 562 602 663
 Lemvig 450 320 374 375  Svendborg 1.009 1.815 2.025 1.942
 Mariager 370 402 393 414  Sæby 670 487 504 517
 Maribo 444 506 660 686  Sønderborg - 2.692 - 2.761
 Marstal - 760 925 1.449  Thisted 1.000 815 910 1.068
 Middelfart 756 736 651 1.019  Tønder - 2.584 - 2.579
 Nakskov 1.920 1.287 1.375 1.671  Varde 569 690 811 1.020
 Neksø - 1.173 1.168 1.274  Vejle 712 957 843 1.310
 Nibe - 1.029 1.001 1.044  Viborg 2.704 2.221 2.572 2.379
 Nyborg 1.160 1.637 1.672 1.866  Vordingborg 736 802 960 931
 Nykøbing F 861 1.039 1.075 1.079  Ærøskøbing - 1.138 1.225 1.291
 Nykøbing M 343 555 531 651  Aabenraa - 2.701 - 2.834
 Nykøbing S 463 500 532 615  Åkirkeby - 361 432 455
 Nysted 691 489 627 690  Aalborg 4.181 4.425 4.866 5.579
 Næstved 1.853 1.404 1.501 1.785  Århus 3.474 3.837 4.052 4.102




































 








 

Kilde: http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/ho/ho_nrk_0017-PDF/ho_nrk_0017_75990.pdf (1987)
tabel 1; folketællingerne 1769, 1787 og 1801 ifølge de trykte udfald. Her citeret fra Wikipedia.

Købstædernes styre og økonomi
Med undtagelse af Danmarks første egentlige fabriksby, Frederiksværk, der blev grundlagt i 1750-erne, manglede de danske købstæder industri i stil med den, der ellers kendetegnede mange byer i andre europæiske lande, og det forklarer måske, hvorfor de danske købstæder i det meste af 1700-årene var præget af stor uforanderlighed. Der var ikke noget, der for alvor kunne skubbe befolkningstallet i byerne i den ene eller anden retning. Til gengæld begyndte havnebyerne at opleve en vækst i skibsfarten fra slutningen af århundredet. Det var især en øget korneksporten, der skabte god fremgang for byer som Randers, Helsingør og Aalborg. I Slesvig-Holsten var fremgangen endda mere mærkbar i Altona, Flensborg, Aabenraa og Sønderborg. Købstæderne havde fortsat et selvstyre, som bestående af magistrater, som det havde været tilfældet siden middelalderen, men allerede i 1680-erne skete der indskrænkninger, idet den enevældige kongemagt fik nedbragt antallet af magistrater, og samtidig fik kongen eneret på at udnævne alle embedsmænd bl.a. byfogeden, der både fungerede som borgmester og politimester. Først fra 1797 fik enkelte øvrige borgere øgede bemyndigelser bl.a. gennem muligheden for at deltage i kommissioner, hvoraf især  havne- og senere skolekommissionerne var af vigtighed.
Det enevældige monarki dominerede i det hele taget også de danske købstæder, som var var fyldt med symboler på kongens, byens og torvets ret. Siden den sene middelalder var strafferedskaber som træhesten, galgen, gabestokken og halsjernet opsat ved byportene, og på torvene fortalte de tilrejsende og byernes indbyggere, hvilken skæbne, der ventede den formastelige, som vovede at bryde byernes torveorden
(se senere).

Byportene var ofte monumentale, men de havde også symbolsk betydning som tegn på byernes rettigheder over for oplandets bønder, for sammen med voldene havde de ikke længere nogen militær betydning, og ofte var de slet ikke opført i sten, men i træ. Også for den stadig stærkere kongemagt blev byportene et symbol. På Flensborgs Nørreport stod f.eks. Christian IVs valgsprog ”Regna firmat pietas” (Gudsfrygt styrker rigerne), og denne markering af kongemagtens betydning for byerne blev bestemt ikke mindre under enevælden efter 1660. I periodens begyndelse opstod der et byrum i købstaden, som var præget af de huse, der blev opført af genanvendte munkesten, granit og bly fra byernes kirker og klostre, der forsvandt efter Reformationen i 1536. Nogle steder betød Reformationen også, at flere kirkegårde forsvandt, og i stedet gav deres areal plads til nye torve. Noget andet, der i tiden også var medvirkende årsag til forandrede byrummet og bybilledet, var de mange voldsomme bybrande, der undertiden betød, at hele bykvarterer nedbrændte, og dermed også fjernede de ældst bevarede af middelalderens huse. I 1690 nedbrændte eksempelvis halvdelen af Hobro, og den samme skæbne ramte Skive i 1725 og Viborg i 1726, men også mange andre købstæder, hvor de snævre gader med tætpakkede bindingsværkshuse udgjorde en konstant brandfare.


Købstædernes huse og gader
Stanken i byerne var ubeskrivelig.
Affald blev kastet ud på gaden, hvor det blev liggende mellem de toppede brosten, så borgerne undertiden måtte bevæge sig på løse træplanker eller benytte  trædesten for at komme tørskoet over gaden. . Indtil man begyndte at få egentlige renovationsordninger i byen, var det op til den enkelte borger og husstand at skaffe sig af med affald enten ved selv at fragte det ud til affaldspladserne uden for byen eller betale nogen for at gøre det. Det var derfor meget lettere lettere og billigere at dumpe affaldet i nærheden af bopælen, så bunker af affald hobede sig op både i gårde og på gaderne. Eksempelvis måtte magistraten i Odense i 1727 fjerne ikke mindre end 272 læs fra en affaldsdynge, som havde hobet sig op på hjørnet af Klingenberg og Sct. Knuds kirke, og i 1744 meddelte byen til amtet, at der adskillige steder i byen, bl.a. på Albani Torv, lå dynger af gadeskarn, jord, grus, ler og lignende, som byens borgere havde smidt. En politianordning fra 1789 fastlagde derfor, at hvert af Odenses fire bykvarterer skulle have en vogn, hvorpå affaldet kunne borttransporteres, og at dynger af affald derfor for fremtiden kun måtte lægges på gaden umiddelbart før vognen kom forbi. Affaldssituationen  i Odense har dog næppe været værre, end affaldssituationen var i landets øvrige købstæder. Gennem 1700-årene opsamlede man spildevand i svindgruber, som oftest var ofte placeret inde i huset under trappen til næste etage, hvor Svindgruben gik i alt sin enkelhed ud på at størstedelen af spildevandet skulle få størstedelen af spildvandet til sive ned i undergrunden, således at man var af med dette. Faste fækalier og papir, eller hvad der nu blev tilbage tilbage, var man nødt til at tømme ud på gaden eller køre væk. Det samme skete med sengehalmen, når musene havde gennemgnavet halmen, så den måtte udskiftes. Mus og rotter havde i det hele taget optimale livsbetingelser i denne periode, og var en del af hverdagen både for rige og fattige borgere. I gaderne var der ofte løsgående svin, som rodede i affaldet og på den måde skaffede sig selv en del af føden. Også åbne grøfter med kloakvandet løb midt igennem byen. Først i midten af 1800-årene begyndte man at anvende tøndeklosetter, de såkaldte ´retirader, der ikke længere blev anbragt inde i husene, men blev placeret i baggårde eller andre passende steder, hvor de blev tømt noget mere regelmæssigt end svindgruben gjorde, eftersom spildevandet nu blev opbevaret i en tæt beholder. Om natten blev tøndeklosetterne og latrinerne derpå tømt af natmændene, men stanken i byerne var stadig ubeskrivelig - især om sommeren, og ´man har hævdet´, at man på afstand kunne lugte byen, før man kunne se den. Der er under alle omstændigheder meget langt fra virkelighedens gader i 1700-årenes danske købstæder og til de hyggelige og velpassede gader, man færdes på fx i ´Den gamle By´ i Århus og på andre frilandsmuseer, hvor enkelte af 1700-årenes byhuse heldigvis er bevaret også for kommende generationer.

I middelalderen var byerne befæstet med volde og grave, så de kunne modstå fjendtlig belejring og angreb. Adgangen til byen foregik gennem byportene, som kun var åbne i dagtimerne. Kun 2 af disse gamle byporte fra middelalderen er bevaret, nemlig Mølleporten i Stege og Vesterport i Faaborg, som ses på fotografiet herover til venstre. Vesterport blev opført cirka år 1470 og nu en rest af Faaborgs oprindelige middelalderlige fæstningsanlæg. Omkring Faaborg var der i alt 6 porte. De 5 var træporte, men Vesterport, som stod ved den dengang vigtigste indfaldsvej, var opført af sten. Det var omkring halvdelen af byportene i Danmark, der frem til midten af 1800-tallet markerede grænsen mellem by og opland. Omkring 1670 indførte  Christian V (1649-1699) afgifter på varer til byerne, accise, så byportene kom derfor til også at fungere som toldstationer. Indtil 1857 skulle alle gøre holdt ved porten og betale (accise af de varer der blev ført ind til byen.  Adgangen til byen var stærkt reguleret, og indtil 1851 var porten låst om natten. Trods krige, ildebrande og andre ulykker er der alligevel bevaret en del bygninger fra  middelalderen i Danmark fx i Ribe, Næstved, Køge m.fl. Selvom Køge eksisterede som by allerede i 1100-årene fik byen først købstadsrettigheder under Erik Menved  (1274-1319) i 1288. Køges historie er et udmærket eksempel på, hvad en dansk købstad kom ud for i løbet af nogle få århundreder. Under ´Grevens Fejde´ i 1534-1636 etablerede Grev Christoffer sit hovedkvarter i Køge, mens han forberedte sit angreb på København, men da den brutale feltherre Johan Rantzau året efter stod foran byens porte med sin hær, fortrød borgere i Køge den støtte greven Christoffer og valgte at åbne byens porte for Christian III (1534-1559), der gjorde Køge til sit hovedkvarter, mens han afventede Københavns overgivelse under belejringen i 1535. Perioden 1550-1650 var en blomstringstid for Køge, idet borgerne blev rigere på  grund af en stigende handel og en særdeles givtig eksport af Øresundssild til Europa, hvor man i den kødløse fastetid gerne måtte spise fisk. En velhavende handelsmand, Hans BartskærI, anklagede i 1612 sin kone Johanne Thomes for "at have sendt Djævelen ind i hans Hus" og indledte dermed en af de kendteste hekseprocesser i Danmark.  Denne hekseproces, hvor mindst 15 kvinder blev brændt som hekse på torvet i Køge, er kendt som Køge Huskors. Efter at have ført sin hær over det tilfrosne Storebælt under Svenskekrigene i 1650-erne slog den krigsivrige svenske konge Karl X Gustav (1654-1660) sig ned med sit hovedkvarter i Køge, mens hovedparten af hæren lå i de omkringliggende landsbyer, hvor de i øvrigt blev angrebet af ´Gøngehøvdingen´, Svend Poulsen og hans Snaphaner. Karl Gustav blev i Køge indtil Roskildefreden i 1658, men da Karl Gustav samme sommer angreb Danmark igen, fungerede Køge atter som hans hovedkvarter, og i 1659 blev det derfor besluttet at befæste byen. Arbejdskraften til det store anlægsarbejde blev indkaldt fra store dele af Sjælland, og mange bygninger blev revet ned i denne forbindelse bl.a. klosterkirken i Vestergade.  Da de svenske tropper trak sig tilbage i 1660, var Køge var omkring 30 gårde blevet revet ned, 26 gårde lå øde og 90 boliger lå i ruiner i den økonomisk udpinte by. En udtalelse fra Køges borgmester fra 1729 taler da også sit tydelige sprog om byens forfatning: "Sandelig, Hjælp for denne liden, fattige Købstad og os er højst nødvendig; thi Handel og Vandel er plat nedlagt; Ager og Eng som dog andre smaa Købstæder i Landet haver noget af , baade for Indvaanerne til hjælp at leve af og til deres Magistrats Lønninger , mens her i Køge er aldeles intet, saa derover vel maa sukkes". Mod slutningen af århundredet kom der imidlertid atter handelsmæssig fremgang til Køge, blandt andet ved markederne på torvet, som omend i mindre omfang end tidligere stadig finder sted i vore dage.  Trods den hårde medfart, som byen oplevede under svenskekrigene, har byen bevaret flere huse fra 1500-årene bl.a. det lille købstadshus på Kirkestræde 20, som ses på fotografiet herunder til højre. Huset, som blev opført 1527 regnes for at være Danmarks ældste bindingsværkshus. Netop i Kirkestræde, som også ses på fotografier herunder, er der bevaret så mangel huse fra 1500-, 1600- og 1700-årene, at gaden i dag regnes for den bedst bevarede købstadsgade især fra 1700-årene. Bybilledet i Køge præges den dag i dag af gårdene, hvoraf en del kan spores tilbage til renæssancen. Ingen af de gamle gårde i Køge vender således gavlen ud mod gaden, som det ellers kendes fra mange byer,  men er bygget med langsiden mod gaden, så facaden fylder hele pladsen foran gaden ud, som det tydeligt ses på fotografierne herunder fra Kirkestræde. Mange af grundene er meget dybe, specielt der, hvor de rige boede. Bag forhuset findes som regel en lang række bygninger, som har haft tilknytning til forhuset på den ene eller anden måde. Ud mod gaden findes også de karakteristiske ´Køgeknægte´ (se senere), som bærer overetagen på bindingsværkshusene. Knægtene var en måde at vise sin velstand på og kendes især fra Køge. Et andet tidstypisk særkende er de små bænke foran gadedøren. De kaldes ´bislagssten´ og har også støttet et overdækket indgangsparti. Ideen til disse ´sladrebænke´ kom fra Nordtyskland, hvor bænkene kendes fra fx Lübeck, men i Danmark findes de oprindelige bislagssten kun i Køge, som det ses herunder foran Kirkestræde 13. I baggrunden ses Sankt Nicolai Kirke, som man begyndte at opføre, da Køge som allerede omtalt fik købstadsrettigheder sidst i 1200-årene. Kirken, som er viet til de søfarendes skytshelgen Sankt Nikolaus, er, som så mange andre kirker, bygget af flere omgange og fik omkring 1550 tilføjet det 43 meter høje kirketårn, som på øverste stokværk er forsynet med en muret karnap mod øst, der i middelalderen og måske også senere har fungeret som fyrtårn, kaldet ´Lygten´ (klik hér og se side175 og side 195). Om natten kunne bålet i ´Lygten´ øverst i kirketårnet ses langt ud over Øresund og kunne således vise skibene vej til byens vigtige havn. Der findes næppe andre eksempler på, at danske købstadskirker har haft en tilsvarende funktion som regulært fyrtårn. Desværre besluttede man for nogle år siden at skjule denne helt specielle karnap, - som ellers tydeligt kunne ses fra jorden, - bag et kæmpestort, hvidmalet kors, som ud over at skjule ´fyrtårnskarnappen´ også er aldeles unødvendig, da enhver jo kan se, at bygningen er en kirke. Sankt Nicolai Kirke ligger lidt nord for byens torv med vestgavlen mod Kirkestræde. Opmærksomme seere af TV-serien ´Matador´, som DR sendte i 1978-1981, vil måske også genkende Sankt Nicolai Kirke i Køge som ´Vor Frue Kirke´ i ´Korsbæk´.
 

Bindingsværkshusene i byerne var lerklinede og stråtækkede langt op i tiden. Kongelige forordninger forbød dette i byerne op gennem 1500-årene, men det er formentlig først omkring år 1600, at de brændte mursten og tegltagene slog igennem. Der vides meget lidt om husenes oprindelige farver, men mange har formentlig stået kalket over 'stok og sten' dvs. kalket uden at træværket er tjæret eller malet, men kalket over. Bindingsværkshusene i købstæderne kan deles op i tre overordnede typer, der er tæt knyttet til byens struktur, matrikulering og udvikling:; ´gavlhuset´, der lå med gavlen ud mod gaden, ´langhuset´, der lå med langsiden ud mod gaden, og ´korshuset´, der er en kombination af de to nævnte hustyper ved både at have gavl og langside mod gaden.

1. Gavlhuset
Gavlhuset findes i to typer. Den ene type, som især kendes fra Tønder er primært, hvor der bag de grundmurede facader med karnapper ofte er et gavlhus opført i bindingsværk. Det særlige ved denne type er, at den stadig ligger på sin oprindelige, lange smalle grund og derfor er indrettet på en særlig måde. Den anden type gavlhuset i bindingsværk, der primært ses i Ribe er karakteriseret af et kortere hus, der ligger med gavlen mod gaden. I gavlen er fremspringende stokværk, der bæres af udskårne ´knægte´.

2. Langhuset
Adskillige steder fx i Ribe, er grundene så brede, at man kan bygge et langhus på grunden, dvs. et hus med siden til gaden og tagryggen parallelt med gaden. Derved kan man få et meget lyst hus med dagslys fra begge sider. Man kan bygge en port til gaden, så der er god adgang til baggården og bagarealerne på grunden og man får ledt regnvandet fra taget ud på gaden eller ind til gården, hvad der giver bindingsværksfacaderne en bedre holdbarhed og gør huset nemmere at vedligeholde. Ofte er de ældre gavlhuse sammenbyggede eller ombyggede, således at de i dag opleves som langhuse.

3. Korshuset
Gavlhuset er et temmelig upraktisk hus, både konstruktivt, funktionelt og vedligeholdelsesmæssigt. Huset var mørkt, upraktisk indrettet, bl.a. uden en port til baggården og dertil konstant fugtigt og koldt i de smalle langsider, hvor alt tagvandet løb ned. Derfor ser vi i bl.a. Ribe, Haderslev, Åbenrå og Sønderborg, at man slår flere grunde sammen ud mod gaden, så man ved nybyggeri kunne opføre både det meget populære og rigt udsmykkede gavlhus og ved siden af et sammenbygget langhus – et såkaldt 'korshus'. Derved kunne der komme langt mere dagslys ind i huset, tagvandet kunne løbe ud til gaden eller gården og der kunne ikke mindst blive plads til en praktisk port, så hele grunden med sidehuse og baghuse kunne udnyttes langt bedre, bl.a. til stalde og vognremiser. Korshuset er som type i én eller to etager og indrettet som gavlhuset med diele, dorns, køkken og pisel. I midten af 1600-årene flytter den fine stue, salen/øverstestuen via en nyindført trappe i dielen, op på første sal (andet stokværk) ud mod gaden, oftest i gavlhuset, men af og til i korshuset, formentlig for at få et rigere og flottere lys. Det, der adskiller det sønderjyske korshus som type fra lignende 'korshuse' af bindingsværk i andre dele af landet, er den 'nordtyske' indretning med langsgående skillerum, som består af diele, dorns og køkken. I Nordjylland går skillerummene på tværs, så stueplanet består af stue, køkken og sal, i hele husets bredde. Bygningernes indretning og funktion, placering og opbygning er knyttet til handel, og derfor er disse bygningstyper uløseligt knyttet til de store gamle købstæder og de forskellige bygningstyper har en tæt sammenhæng med byens struktur og udvikling.

(Kilde: Især Slots- og Kulturstyrelsens artikel "Bindingsværksbygninger i købstæderne", som omhandler bygningshistorie og vedligeholdelse af gamle sønderjyske byhuse opført i bindingsværk.).

Bindingsværk er en bygningskonstruktion, som har været kendt siden oldtiden. I sin grundidé er bindingsværkshuset bygget som en bærende tømmerkonstruktion af stolper og bjælker. En tavle (flertal tavl) er feltet mellem tømmeret i bindingsværk. Tavlene er udfyldt med enten mursten eller klinede med ler. Lerklinede tavl blev typisk kalket i modsætning til murede tavl. Et typisk kendetegn for et købstadshus i bindingsværk er, at brugen af ´udkraget stokværk´ (etager), der er båret af udskårne knægte. Som det ses på tegningen herover til højre, blev de øvre stokværk ´trukket´ ud over stokværket nedenunder, som det ses på fotografierne herunder. Det har givet lidt mere plads, beskyttet træværket mod regn, men også gjort det vanskeligt at få sollyset ned i de ofte meget smalle gader.  Det rige bindingsværk er tillige kendetegnet af en rigelig brug af udskårne detaljer, rosetter og knægte. Bindingsværk udføres som fag, dvs. væggen med tavl mellem to lodrette stolper. Den typiske længde på et fag er i Danmark omkring 1,5 m (5 ´fod´). En normal husbredde var på 4,5 m (15), men bredder på 6 m (20 fod) og 7,5 m (25 fod) forekommer især i slutningen af perioden. Bindingsværksbygninger kan opføres i op til syv stokværk, svarende til seks etager plus stuen; det er dog meget sjældent med mere end fem stokværk. På  tegningen herover til venstre, som viser eksempler på bindingsværk, ses følgende: * hjørnestolpe (b) * fodrem (3), med syldsten under. * stolpe (c) * tagrem og skråstiver, * bjælker, som bærer gulvet og væggene på første sal, som blev kaldt for ´andet stokværk´, * fodrem i andet stokværk ,* løsholt, * dokke, som er korte stolper, nærmest lodrette løsholte. Et løsholt er det vandrette tømmerstykke mellem to facadestolper, som er samlet med lige tap og dyvler for at holde konstruktionen i spænd. I lighed med landhusene var bindingsværkshusene i byerne lerklinede og stråtækkede langt op i tiden. Kongelige forordninger forbød dette i byerne op gennem 1500-årene, men det er formentlig først omkring år 1600 at de brændte mursten og tegltagene slog igennem. Der vides meget lidt om husenes oprindelige farver, men mange har formentlig stået kalket over "stok og sten" dvs. kalket uden at træværket er tjæret eller malet. En særlig ´Ribespecialitet´, som ses på fotografierne herunder til højre, er knægte af en simpel trekantet form med et malet og profileret sparremønster (vinkelprofiler eller skråtløbende profiler) på forsiden. Disse ses især under langhusenes udkragede øvre stokværk, samt som svære tagskægsknægte på langhusenes facader, der både støtter de lange skalke, der bærer tagets vældige udhæng, og beskytter de gennemstukne bjælkehoveder fra loftetagen, som det også fremgår af tegningerne herover.
 


 
1700-årenes købstadshuse er stilhistorisk opført i barokstil (ca. 1650-1740) eller i rokokostil (ca. 1740-1770). Barokken opstod i Italien. Stilen er tung, mørk, overdådig, pompøs og til tider overlæsset, men også strengt symmetrisk. Danske barokhuse blev ofte bygget med gavlkviste i facaderne, som skabte midteraksen for facadens symmetriske opbygning. Omkring år 1700 kom 4 væsentlige byggetekniske nyskabelser til Danmark: Pudsede facader - puds var godt nok kendt fra tidligere, men det var først i barokken, at man begyndte at pudse hele facaden: Træsprosser i vinduerne, indvendige trætrapper anbragt i et trapperum og bilæggerovne af støbejern til opvarmning. I denne periode og helt frem til midt i 1800-årene findes fritliggende enfamiliehuse i Danmark næsten udelukkende som store arkitekttegnede herskabsvillaer og landsteder, stuehuse på gårde eller meget små fritliggende landhuse til den fattige del af landbobefolkningen. Flere barokslotte er bevaret til vor tid fx Fredensborg Slot, men der er kun ganske få almindelige beboelseshuse fra barokken tilbage i Danmark, og det er især byhuse i København og i de ældre købstæder. Rokokoen kom fra Frankrig, og navnet på stilarten kommer af det franske ord "rocaille", som betyder musling. Rocaille er samtidig navnet på det asymmetriske og orientalsk inspirerede muslingeskallignende ornament, der er selve grundidéen i rokokoen. Rokokostilen var lys, elegant, graciøs og forfinet. Rokokoen byggede videre på barokkens dekorative stil med søjler og ornamenter, men samtidig var rokokostilens næsten overdrevne lethed og elegance en modreaktion på barokkens mørke og svulstige arkitektur. Rokokoen er mest kendt fra møbler, men den fantasifulde stil satte også sit præg på mange almindelige byhuse - især på døre, vinduer og trapper. Almindelige beboelseshuse i rokokostil er i dag sjældne og findes næsten kun i købstæder. (Tegningerne er udført af Søren Vadstrup, og teksten er delvist citeret fra www.bolius.dk)
 

Købstadsrettigheder og borgerskab
En købstad var betegnelsen for en by, som kongemagten havde givet særlige privilegier. Størsteparten af købstadsrettighederne stammer framiddelalderen, hvor de blev tildelt den person, som havde overherredømmet over det område, hvorunder købstaden hørte. Det kunne være kongen selv, når købstæderne lå i de områder, som kongen havde rettighed over, det såkaldte krongods, som typisk var opdelt i len, men modtageren af købstadsrettighederne var normalt ellers en hertug, en ærkebiskop eller et kloster, som det var tilfældet med fx Maribo. Udstedelsen af købstadsrettigheder skete i almindelighed efter anmodning fra stedets (købstadens) indbyggere. De måtte i almindelighed betale en vis afgift for dette gode. I løbet af middelalderen blev der oprettet mellem 60 og 70 købstæder, der med de tildelte beskyttelsesområder for handel og håndværk, som stort set dækkede hele kongeriget og Sønderjylland. I Danmark var så godt som alle betydelige byer købstæder. De fleste af middelalderens købstæder opstod som handelssteder og som sikringen af overfart mellem landsdelene, især hvor landeveje og vandløb krydsede hinanden. De vigtigste bestemmelser i købstadsrettighederne gav købstæderne ret til at drive handel, søfart og finere håndværk i byen, men i adskillige købstæder spillede fiskeri og landbrug også en vigtig rolle som levevej. Fra gammel tid skulle alle mænd, der ønskede at slå sig ned og ernære sig i byen, have borgerskab. Tidligt i 1700-årene ændrede denne praksis sig til kun at gælde selvstændige håndværker eller handlende. Betingelserne for at kunne modtage borgerskab var, at man var myndig og ustraffet, men også, at man var uddannet indenfor handel eller havde aflagt mesterprøven. indenfor et håndværkslav. I hele denne tid boede købstadens overklasse fx ´den store købmænd´, som typisk opførte sin købmandsgård ved torvet, havnen eller ved den vigtigste byport, hvor man var tæt på varestrømmen, der kom ind og ud af byen, mens mindre købmænd og håndværkere boede længere fra byens handelscentrum. Ufaglærte arbejdere og tjenestefolk boede helt ude i byens yderkant. Reglen blev dog brudt i købstæder med havn, hvor der boede mange søfolk og fiskere. Bønderne havde ikke sådanne rettigheder. I adskillige købstæder boede der nemlig så relativ mange bønder, at Rentekammeret, der havde den centrale rolle i de mange tiltag, i 1685 udtalte følgende: "Det er ikke venteligt, at købstæderne skal rejse sig, så længe bonden ikke er ved magt". Ganske vist fik købstæderne et vist indslag af fremmede, men nogen blomstrende fremgang for næringslivet blev det ikke til. Antallet af købstæder var ret beskedent, og de fleste af disse byer forblev meget små gennem alle 1700-årene. Købstæderne havde også medbestemmelse på byens forvaltning og kunne opkræve skatter og afgifter af tilrejsende og byens indbyggere. I retslig og administrativ forstand var købstæderne således adskilt fra de forskellige myndighedsområder på landet, som var inddelt i enheder som herreder, birker, godser, grevskaber og baronier, men dannede deres egne enheder. Med ganske få undtagelser har købstæderne ikke haft andre herrer over sig end kongemagten og senere statsmagten.

 
Eksempler på de store købmandsgårde, som i større eller mindre grad lå i alle købstæder, og hvoraf enkelte er bevaret til vore dage. På ovenstående ældre fotografier ses (fra venstre): ´Den store købmandsgård´ i Jomfru Ane Gade i Ålborg, ´Den gamle Købmandsgård´ i Grenaa og ´Den gamle købmandsgård´ i Østergade i Bogense. Herunder ses de samme bygninger i samme rækkefølge, som de fremstår i dag. Købmandsgården i Ålborg er i dag genopført i "Den gamle By" i Århus. Fotografiet viser ´Mansardpakhuset´, som er en del af købmandsgården, som det også fremgår af det gamle fotografi.
 

I Christian IVs regeringstid mellem 1596 og 1648 indledte man en økonomisk handelspolitik, som havde været fremherskende i Europa siden midten af 1500-årene, nemlig merkantilismen, hvor det enkelte lands velstand var bestemt af, hvor meget ædelmetal - guld og sølv - , man kunne tilføre landet. Midlet hertil var at frembringe et overskud på handelsbalancen, som man søgte at begunstige gennem så stor selvforsyning som muligt, og det blev gennemført med betydelig støtte til indenlandsk produktion med brug af billige råvarer, som man bl.a. fik gennem handelen med de oversøiske kolonier. Som allerede nævnt, var det især hovedstaden, som drog fordel af denne udvikling, fordi udenrigshandelen især blev koncentreret på København, og i 1726 blev import og kreditoplag af vin, tobak, cognac og salt ligefrem et monopol for København; salt, der i stigende grad blev importeret fra Sydvestfrankrig, måtte dog også indføres i Aalborg af hensyn til eksporten af Limfjordssilden. Stormagtskrigene i sidste halvdel af 1700-årene favoriserede den danske oversøiske handel under neutralt flag, og i den florissante handelsperiode frem til krigen med England i 1807 var København i flere perioder en førende handelsplads for oversøisk import til Europa.

Købstadens rettersted
På torvet i købstaden stod byens kag. Selve ordet ´kag´ kommer af middelnedertysk ´kak´, som betegner en skampæl, og kagen var et strafferedskab, der blev anvendt flittigt siden middelalderen både i Tyskland og i de nordiske lande. Kagen kunne være udformet på forskellig måde fx i form af et stillads med en platform foroven, men oftest bestod den blot af en pæl eller søjle i træ eller sten, som var anbragt på et muret fundament. Indtil omkring 1800 fandtes der formentlig en kag i alle danske byer. Det var ved kagen, man afstraffede folk, der skulle straffes for mindre forbrydelser, men det kunne nu være alvorligt nok. Kagstrygning medførte tab af ære og blev fuldbyrdet ved, at den dømte blev bundet til kagen og pisket på den blottede ryg med ris; fx blev tyve og løsagtige kvinderstraffet på denne måde. I middelalderen og helt frem ind i 1600-årene kunne det æreløse ved en forbrydelse endda understreges ved, at man sømmede tyvens afskårne ørelapper fast på kagen, men det skete også med afhuggede fingre fra en meneder eller en løsagtige kvindes afklippede hår. Kagstrygning er omtalt i ´Christian Vs Danske Lov´ fra 1683, som var gældende lov i 1700-årene. Her blev kagstrygning fx foreskrivet som straf for "berøgtede Qvindfolk", dvs. prostituerede eller kvinder, der åbent var havde sex udenfor ægteskabet: "Dersom nogen befindis ublueligen at have skændt den eene uberøgtede Møe, eller Enke, efter den anden, tre eller fleere, da skal hand ikke alleeniste bøde som forskrevet staar, men og straffis enten paa Livet, eller i andre Maader med højeste Straf, andre til Exempel og Forskrekkelse. Men er det med berøgtede Qvindfolk hand saadant haver begaaet, da straffis hand paa Formuen og paa Kroppen med Fængsel, og hun tredie Gang uden al Naade til Kagen" [Danske Lov: 6-13-8/9]. Kagstrygning var også straffen for at opgive og efterlade et lille barn,  for tyveri, rufferi og bordeldrift. Med Struensees forordning af 27. april 1771 (se sidst i artiklen) blev dødsstraffen afskaffet for fx tyveri og erstattet med kagstrygning. Kagstrygningen blev i Danmark udført af bødlen og bestod i henhold til den kongelige forordning af 27 slag med 9 forskellige ris; tre slag med hver. Slagene blev givet på den dømtes ryg. Kagstrygningen kunne suppleres med brændemærkning af den dømte. Afhængig af forbrydelsen skete brændemærkningen i panden, på kinden eller på ryggen. Brændemærkningen viste ´tyvsmærket´ med enten en galge eller et hjul, der symboliserede, at den dømte med kagstrygningen og brændemærkningen havde undgået det mere alvorlige at blive hængt eller henrettet og liget derpå placeret på hjul og stejle, som det undertiden blev praktiseret i middelalderen. Ofte blev den kagstrøgne delinkvent efterfølgende også forvist fra byen, og det var i virkeligheden en særdeles indgribende straf, fordi den udstødte og æreløse person derefter måtte holde til væk for byen. I Danmark bortfaldt kagstrygning som straf for tyveri i 1840, men først med Straffeloven af 1866, der begrænsede brugen af korporlig afstraffelse, blev den endeligt afskaffet. I årene op til den endelige afskaffelse blev kagstrygning dog kun sjældent benyttet i Danmark. Også byens gabestok, hvor man kunne spænde folk fast til spot og spe, var et ofte anvendt strafferedskab.

 
Til skræk og advarsel for alle var købstadens galge normalt anbragt på ´galgebakken´ udenfor bymuren. De hængte fik lov til at hænge, indtil ligene faldt ned af sig selv. Straffen har været anvendt siden middelalderen. Halshugninger fandt også sted, og blev anvendt langt op i 1800-årene. "Hele retsplejen og straffesystemet var styret af den enevældige konge. Mord, større tyverier og landforræderi kunne koste livet, og henrettelser foregik ved hængning eller halshugning. I grove tilfælde blev det afhuggede hoved til afskrækkelse gennemboret med et sværd og sat på pæl.  Ved grove forbrydelser blev liget efter henrettelsen parteret, lagt på hjul og stejle, og hovedet gennemboret med en jernspiger og sat på en pæl, som det ses på fotografiet herunder, som viser jordfund fra galgebakken i Slots-Bjergby ved Slagelse. Resten af liget blev derpå lagt på hjul og stejle, dvs. at den radbrækkede eller parterede krop blev flettet ind i et hjul, der blev placeret på toppen af en ´stejle´ dvs. en stang. Mindre tyverier og prostitution blev straffet med piskning – kagstrygning. Offeret blev bundet til 'kagen', pisket og jaget æreløs ud af byen" (delvis citeret fra Nationalmuseet på www.natmus.dk). H. C. Andersen (1805-1875) overværede således halshugningen af en ung kvinde, som var datter af en storbonde. Mod faderens vilje ville giftes med  gårdskarlen, og sammen med sin kæreste og sin moders elsker havde de derpå slået faderen ihjel med en økse. Henrettelserne fandt sted om morgenen den 8. april 1825 på bronzealdergravhøjen ´Kanehøj´, der blev anvendt som Skælskørs rettersted og galgebakke i 1800-årene. H. C. Andersen var på dette tidspunkt elev på Slagelse Latinskole (se senere), men skolens rektor, Simon Meisling, mente, at oplevelsen ville være nyttig for elevernes udvikling, så de ældste børn blev kørt til Skælskør for at overvære henrettelserne, som dengang var offentlige begivenheder, der altid samlede mange tilskuere. Om henrettelsen skrev Andersen i sin selvbiografi ´Mit livs Eventyr´ fra 1855, at "Pigen var meget smuk, men dødbleg, med et forunderligt udtryk stirrede hun på mængden og egnen rundt om. Hun lå i kærestens arme, han var rød og sund at se til. Tjenestekarlen var gulbleg, med langt sort hår der hang ham over ansigtet. Nogle andre tjenestekarle råbte ham lev vel, han tog hatten af og nikkede. De tre præster fulgte dem op på retterstedet; det var sådan en smuk morgen, de sang alle 6 en salme og jeg hørte pigens klare stemme over alle de andres. De kyssede hinanden og præsterne, til sidst kyssede hun kæresten endnu engang. Først ved det andet slag faldt hovedet. Nu fulgte de to andre, der på samme blodige blok lagde deres hoveder. Jeg var kommet ind i kredsen, syntes at deres blik havde stirret på mig, jeg var forunderlig til mode. Rakkerknægtene spiste ål og drak brændevin efter eksekutionen. Nu kom pigens gamle bedstemoder og græd, lagde hendes lig i en kiste, medens begge karlenes hoveder blev sat på stage og kroppene lagt på stejle. Bønderfolkene stod underligt ufølsomme deromkring, talte om de gode klæder der nu skulle ligge der til ingen nytte, som mangen én kunne have godt af. ”O, det er de sidste de slide!” sagde de mere liberale". Den sidste offentlige henrettelse i Danmark fandt sted i 1882, hvor skarpretter Seistrup måtte anvende ikke færre end 3 hug, før misdæderen, Anders  Nielsen Sjællænders hoved var skilt fra kroppen. For at dette blodige skuespil ikke skulle gentage sig i fuld offentlighed, blev den sidste halshugning i Danmark foretaget i fængselsgården på Horsens Statsfængsel i 1892, igen, - men denne gang dog mere heldigt udført af skarpretter Seistrup. På byens rettersted stod også ´kagen´, som også var i brug ved mindre afstraffelser gennem flere hundrede år. At ´miste sin hud´ ved kagstrygning foregik også i fuld offentlighed. Træsnittet herover til venstre, som er gengivet efter et skillingstryk fra 1727, viser kagstrygning og brændemærkning af en kvinde i Ugledige nær Vordingborg. I galgen hænger allerede ni tyveknægte, som er henrettet ved samme lejlighed. Ifølge teksten fra skillingstrykket havde de "bedrøvet, berøvet og bestjaalet mange Kristne rundt om i Sjælland, dog mest i Vordingborg Amt og omkring ved Næstved". Især tyveri blev straffet med galgen, og landets galger var i flittig brug især indtil 1735, hvor der blev indført en bestemmelse om, at ingen dødsdom herefter måtte eksekveres, før kongen havde fået den forelagt. . Det betød i praksis, at benådning blev mere almindeligt især, når forbrydelsen var tyveri. Til venstre på træsnittet modtager hæleren - i dette tilfælde altså en kvinde - de lovbefalede stryg med ris bundet til byens kag, mens en bøddel gør sig klar til at brændemærke kvinden på panden med et glødende jern, så hun blev brændt med ´tyvsmærket´ - typisk en galge -, som resten af livet ville vise, at hun har været straffet for tyveri. Ved kagstrygning fik misdæderen ´riset´ eller pisket sin ryg til blods i en sådan grad, at huden blev ´strøget af´. Træsnittet herover til højre, som ligeledes stammer fra et skillingstryk, viser en halshugning med økse. Efter henrettelsen blev det afhuggede hoved anbragt på ´hjul og stejle (pælen) fastgjort med et spir, som blev banket gennem hovedet. Et bevaret kranium med tilhørende spir, som er fundet ved en galgebakke i Slots-Bjergby ved Slagelse ses på fotografiet herunder. Tegningen herover i midten viser nogle typer af galger fra forskellige købstæder, som de har været gengiver på samtidige byprospekter. Et andet strafferedskab var gabestokken, der i Danmark normalt bestod af en pæl eller en stok, hvortil lovovertræderen blev lænket med et halsjern. Formålet med straffen var, at forbigående efterfølgende kunne ydmyge den pågældende. Straf i form af gabestok var i Danmark i flittig brug fra omkring år 1400, og gabestokken blev også benyttet gennem alle 1700-årene. Fotografiet herunder viser en gabestok fra Københavns rådhus fra 1500-årene. Denne gabestok har plads til hele fire personer. Forbrydernes ben stak ud gennem de jernbeslåede huller, mens hænderne var lænket fast til ringene på stokkens overside. Man åbnede gabestokken ved, at løfte den øverste bjælke op over de to endestolper, og den blev igen låst  med en jernkile gennem hver stolpe. ´Købstadsmodellen´ af en typisk gabestok, som også kunne være opstillet ved kirken, har dog været noget kortere og normalt kun beregnet til en enkelt delinkvent. Retterstederne blev brugt til at henrette mennesker, der havde overtrådt loven og som følge deraf var blevet idømt dødsstraf. Galgebakken, som tidligere fandtes i nærheden af alle købstæder, blev gerne placeret på gravhøje eller forhøjninger i landskabet, ligesom det er tilfældet med Galgebakken i Tybjerglille ved Næstved, der oprindelig var rettersted for Tybjerg Herredsting i det tidligere Præstø Herred, og som ses på det udsnit af et postkort fra 1910, som er gengivet herunder .
 

Gilder og lav (tidligere stavet laug)
Gilder er betegnelsen for broderskaber eller foreninger af købmænd i middelalderen, og betegnelsen er kendt i  Danmark fra 1100-tallet især i byerne. Medlemmerne i gilderne hjalp hinanden både politisk, økonomisk og juridisk. På den måde erstattede gildet den hjælp, der i bondesamfundet blev ydet af slægten. Det var fx også gildet, der afgjorde, hvilken pris købmændene måtte tage for deres varer og hvor meget, svendene og lærlingene skulle have i løn. Gildets love og vedtægter blev skrevet ned i en gildeskrå. ´Håndværkslav´ eller ´laug´ var sammenslutninger af ikke alene håndværkere, men også fx skippere, færgemænd og vognmænd, inden for et eller i nogle tilfælde flere fag i en købstad, hvor man så kunne varetagelse  medlemmernes faglige, økonomiske og sociale interesser, og de kan sammenlignes med en tidlig form for for fagforeninger. Lavene bestemte antallet af mestre, der var plads til i de enkelte byer, og de var også med til at bestemme, hvem der kunne blive udlært i de forskellige håndværk. Lavene gjorde meget ud af at sikre de enkelte vilkår for håndværkerne fx ved at sikre, at konkurrencen blev holdt på et vist niveau. De enkelte håndværkerlav blev ledet af lavets oldermand. Der var faste skikke og regler for, hvem der kunne optages i lavet, for hvilken skænk (gave), man skulle give, hvordan laden - lavets pengekasse - skulle flyttes fra en oldermand til den næste, osv.  Det mente man var nødvendigt for at opretholde lavets anseelse. Det var klart, at den nye lavsbroder, måtte være ægtefødt af ´ærlige´ dvs. frie forældre. Alle disse problemer havde daglejeren og tjenestekarlen ikke.

At købstædernes håndværkerlav efterhånden havde opnået en betydelig politisk magt, viser Tømrerstrejken i København som foregik i 1794 er betegnelsen for de begivenheder, der ledte til den første generalstrejke i Danmark. Længe inden 1794 ulmede uroen blandt bygningshåndværkerne i København. Efter Københavns brand i 1728 var der uroligheder, fordi de danske håndværkersvende var utilfredse med den store mængde tyske håndværkere, der kom til byen for at deltage i genopbygningsarbejdet. Det førte til voldelige sammenstød mellem de danske og tyske svende. Svendenes hovedmål var at forbedre lønforholdene og opnå en social sikring i tilfælde af sygdom eller arbejdsløshed. Over 400 tømrersvende nedlagde arbejdet og gik til deres håndværkerlavets herberg. Politi og militær omringede herberget og arresterede alle 202 tilstedeværende. 78 af dem valgte under pres at gå i arbejde igen, mens resten blev idømt fire til seks måneders strafarbejde i lænker. Ved forkyndelsen af denne dom begyndte af resten af Københavns håndværkersvende en solidaritetsaktion: 2000 ud af 2700 nedlagde arbejdet. Herover ses en satirisk radering fra 1794, der viser kapellanen ved Nikolaj Kirke, I. H. Rørbye, der forgæves prøver at tale de strejkende tømrersvende til rette i deres håndværkerlavs tilholdssted, Tømrerkroen i Adelgade. Bemærk svendenes spartanske livsstil: hårde træbænke, kridtpiber i stativ på væggen samt øl og brændevin. Tømrersvendenes arbejdstid var om sommeren fra klokken 5 til 11 og igen fra klokken 13 til 19, dvs. 12 timers arbejde, hvori der dog indgik nogle pauser til 3 måltider. Om vinteren arbejdede man fra daggry og til klokken 11 og igen fra klokken 12, til mørket faldt på. Raderingen til højre er ligeledes fra 1794 og viser, hvordan de strejkende tømrersvende bliver ført til Kastellet af politi og militær efter deres arrestation fra herberget i Adelgade. Denne første generalstrejke i Danmark kom som et chok for myndighederne, og strejken beviste, at håndværkersvendene havde et effektivt pressionsmiddel mod autoriterne. Strejken førte også til, at myndighederne kom med en generel opfordring til håndværkermestrene om at forbedre svendenes lønforhold, og i år 1800 resulterede det i en kongelig forordning, der dels først og fremmest sikrede svendenes rettighed til at sige op og forhandle løn, men også gav mestrene autoritet til at fastsætte straffebestemmelser i forbindelse med lignende aktioner. De fleste håndværkerlav var mindre end tømrernes, og deres udvikling foregik langt fredeligere, fordi de andre byggefags mestre lettere kunne kontrollere udviklingen.

Som den mest talstærke erhvervsgruppe satte håndværkerne deres præg på købstæderne gennem lavene, der var nogle af de vigtigste organer for bykulturens vedligeholdelse, men håndværkerstandens stærke selvbevidsthed, der havde varet siden lavssystemets indførelse i middelalderen, lagde imidlertid ofte op til en konfrontation med enevældens normer. Gennem to forordninger i 1681 og 1682 søgte kongemagten at begrænse lavenes selvstændighed, og det kongeligt udnævnte bystyre blev indsat som kontrolinstans over for lavene, der dog ikke lod sig knægte. Helt frem til 1857 var det lavene, der udstedte svendebreve og næringsbreve, så man på den måde sikrede sig den fulde kontrol over, hvem der blev optaget i håndværkerstanden. I bybilledet gjorde lavene sig ved festlige lejligheder bemærket ved fester og processioner. 

Livet i købstæderne

I vore dages danske samfund, hvor ´få har for meget og færre for lidt´, er samfundsmodellen meget anderledes, end tilfældet var i 1700-årene, hvor den sociale opdeling af befolkningen var betydelig mere markant: Ubeskrivelig rigdom og ødselhed hos en lille gruppe meget velstillede typisk adelige, en ´borgerklasse´ i købstæderne af købmænd og veletablerede håndværkere, som i de fleste tilfælde klarede sig rimeligt økonomisk,
men hvor der også var ´små kår´ for mindre håndværkere og ansatte i forvaltningen. Størstedelen af bybefolkningen ernærede sig i en eller anden grad ved håndværk eller handel. Håndværkere og handlende havde som regel deres eget hus, der både tjente til erhverv og bolig. Husholdet kunne bestå af svende og lærlinge, som fik kost og logi hos mester, samt af familien selv, eventuelt slægtninge og tjenestefolk. De fleste havde dog kun få ansatte, hvis ikke man klarede det hele selv. Det var konen i huset, der stod for hushold og husholdning. I nogle tilfælde indgik hun også i erhvervet som medhjælpende hustru. Blev en håndværksmesters kone enke, fik hun normalt tilladelse til at videreføre erhvervet, indtil hun giftede sig igen, men kun, hvis hun havde en svend eller bestyrer, der kunne stå for arbejdet. Hertil kom så gruppen af embedsmænd, som blev større under enevælden. Til næsten alle byer hørte også bymarker, hvor borgerne kunne drive landbrug og have køer på græs. Mange danske byer var desuden præget af fiskeri og søfart. I bunden af samfundspyramiden var der endelig en ganske stor gruppe af borgere, hvis eksistens var præget af uuendelig fattigdom uden reel mulighed for at forbedre deres livsvilkår. Mange købstæder var stagneret dels på grund af de ødelæggende svenskekrige, men flere af dem var også hærget af brande, som hurtigt bredte sig i de tætbyggede gader og ofte kunne lægge hele bykvarterer øde. Dertil kom, at befolkningen gennem en stor del af 1700-åreneogså var belastet af skatter, som mange havde svært ved at betale. Først i slutningen af 1700-årene blev tiderne gradvis bedre. På landet blev de store landboreformer gennemført i 1780-erne, men også I byerne lød der i stigende grad krav om fornyelse. Embedsmænd, akademikere og storkøbmænd, som udgjorde en voksende del af borgerskabet i byerne, forlangte også gennemgribende reformer, men det var dog stadigvæk godsejerne, som fortsat besad de privilegier, som også borgerskabet nu ville have del i.

Handel og  håndværk
Borgerskabet var derfor en vigtig gruppe i samfundet 1700-årene, hvor der også i stigende grad blev handlet med hele verden. Det var et statsligt krav, at langt størsteparten af handel og håndværk var forbeholdt byerne. For at virke i et erhverv krævedes borgerskab, som blev udstedt på byens rådhus. Bystyret bestod af borgmestre og rådmænd, og det var poster, der var forbeholdt de velhavende købmænd. Det skarpe skel mellem by og land var markant, og det blev undertiden markeret af solide plankeværk med volde og voldgrave. Adgangen til byen foregik - som allerede omtalt - gennem en eller flere byporte, som alle tilrejsende måtte passere.

I Slagelse ligger en af de gamle acciseboder, som herover ses på et ældre postkort. I løbet af 1600- og især i 1700-årene blev sådanne acciseboder opført ved købstædernes indfaldsveje. Her betalte man den bytold, acciseafgiften, som var en afgift for indkørsel af varer til byen. I Slagelse havde man i alt 6 sådanne acciseboder ved byportene. Afgiften blev indført i 1671 og igen afskaffet i 1851. En tilsvarende bevaret accisebod fra Kalundborg ses til højre. Maleriet i midten er af Peter Cramer fra slutningen af 1700-årene og viser en valbybonde, som er på vej til torvet med høns i en kurv. Valbybønderne, som netop havde specialiseret sig i fjerkræ og æg, søgte naturligvis til hovedstaden, men situationen var den samme med handlende bønder i købstæderne.

Torvehandel og markeder
Handelen hørte til i byen. Forinden skulle de tilrejsende, som ofte var småhandlende, betale afgift ved acciseboden. Fra myndighedernes side var det et krav, at borgerne kunne købe varerne så billigt som muligt direkte af producenten. Butikker i nutidens forstand fandtes selvfølgelig ikke, men til et hus kunne høre en lille bod, hvorfra beboeren kunne sølge sine varer. I større byer var der også en livlig gadehandel. Nogle handlende havde stadepladser på gadehjørner eller i porte, mens andre vandrede rundt i gaderne og falbød deres varer. Det var dels folk fra landet, fx bønder med landbrugsprodukter og byfolk, som havde fået tilladelse til at handle med
bestemte varer, fx ´fjerpennesælgeren´. Enlige kvinder kunne også få bystyrets tilladelse til at ernære sig ved handel med bl.a. tekstiler og madvarer, som de selv havde fremstillet. Torvet var købstadens centrale plads, ofte i nærheden af de største og vigtigste byport, hvor man ville tiltrække handelen fra hele oplandet. Husene rundt om torvet tilhørte fortrinsvis byens bedre borgerskab. På byens torvedage kom bønderne fra oplandet for at sælge deres varer på torvet. Nogle gange  om året var der også marked på torvet , hvor handlende strømmede til byen for at falbyde og købe varer. I enkelte af de største handelsbyer var der også markeder et par gange om året. På Sjælland var der dog dog kun to købstadsmarkeder, nemlig i Helsingør og i Køge, og disse markeder, som blev holdt et par gange om året, tiltrak folk fra hele Sjælland, selv om det ofte betød en lang rejse for mange af de handlende. På torvet var der opsyn og opkrævning af afgifter på forskellige varer. Heller ikke dengang var afgifter populære, så og det skete ofte, at man forsøgte at handle i baglokalet. Her kunne man undgå at betale afgiften, hvis man vel at mærke ikke blev opdaget. En anden måde, hvor man prøvede at undgå opkrævningen af accisen var, at opsøge bønderne, inden de nåede acciseboden ved byen. Det kunne være en god forretning for både for sælger og køber, men selvfølgelig ikke for byen, som derved gik glip af den afgift, som ellers skulle betales ved handel i byerne. Der vankede derfor hårde straffe, hvis det blev opdaget, og den skyldige kunne ofte forvente at blive sat i gabestokken til spot og spe for alle, der passerede synderen. Det var det ikke kun på byens torv, der blev handlet. I havnebyerne blev der naturligvis også handlet på havnen.

Maleriet herover, som man næsten kunne kalde ´et portræt af overklassen i 1700-årene´, viser ganske meget af det, som også kendetegnede livsstilen i det velhavende borgerskab i denne periode. Maleriet er ganske vist ikke dansk, men malet i 1768 af den franske genremaler Jean-Baptiste Charpentier (1728-1806), men rammer alligevel også i nogen grad situationen hos ´fine folk´ i de danske Købstæder i 1700-årene, hvor kvinderne dog nok - udenfor hoffet - var iført nogle mindre eksorbitante kjoler. På maleriet ses et fransk selskab drikke datidens modedrik, chokolade, der blev fremstillet ved at koge kakaomasse sammen med vand. Chokoladen var med i kramkisterne hos de omrejsende handelsmænd, Nyere forskning viser, at chokoladen også kom til Danmark 1700-årene. Det var imidlertid ikke alle, som syntes om den nye drik, og det helt store folkelige gennembrud fik chokoladen da også først langt senere. Chokolade i fast form kendes dog først fra midten af 1800-årene. Bemærk, hvordan det på den tid var acceptabelt for mænd at drikke af underkoppen, mens damerne drikker chokoladen af særlige høje chokoladekopper. Mere udbredt end chokoladen var det dog at drikke en anden forholdsvis ´ny´ drik, nemlig kaffe, som Ludvig Holberg også beskriver det i komedien "Barselstuen", der blev "Forestillet Første Gang paa dend Danske Skue-Plads" i 1723. I første akt lader den gamle, knarvorne ægtemand udbryde: " Det er allereede det 6te Pund Caffee, som er bleven fortæret i denne Barselstue, Haarene maae reyse sig paa Hovedet, naar mand tænker paa det saa vel som andet. |Kiedlen er aldrig af Ilden, thi een vil have Caffee, en anden grøn Thee, en anden Thee de Bou eller de bok, hvad Fanden det er de kalder det, saa at der som det varer lenge, beholder jeg neppe saa mange Penge tilbage, at jeg kand kiøbe en Strikke for, om jeg vilde henge mig. Jeg troer ingen anden er Autor til denne Caffee-Drikken end Lucifer, thi dend er verre at komme i med, end Brendeviin. Min Kone begynder aldt paa dend store viis at klage sig ilde, førend hun faar Caffee om Dagen. Jeg har merket en synderlig Virkning hos disse brændte Bønner, jeg har seet mange Koner og Piger siddet saa stille og ærbar i Selskaber, ligesom de kunde være i en Kircke, men, saa snart de har faaet dette brendte Dievelskav i Livet, begynder Mundene at løbe paa dem som Peberqverne. Ja det som meere er, saa snart faar de ikke tre fire Skaaler til Livs, førend de strax faar lyst til at spille Kort; Det har jeg merket ti og ti gange, saa der maae endelig være noget Forgift i samme Bønner. Jeg har altid hadet dend Drick, om ikke for andet, saa dog alleene formedelst dend Aarsag, at samme Bønner kommer fra Tyrkkerne, som er Christendommens Fiender". Holberg drak dog selv gerne kaffe. Bemærk også skødehunden - typisk en mops -, der var et modelune hos velstående damer, uanset om de brød sig om dyr eller ej, og som Holberg også satiriserer over i "Den politiske kandestøber" (1722) med replikken "I skal ogsaa legge jer en Skiøde-Hund til, hvilken I skal elske som jer egen Datter". Maleriet af det chokoladedrikkende selskab hænger i dag på ´Musée de Versailles´.

Latinskolen
De første egentlige byskoler i købstæderne blev opført efter reformationen i 1536. Fra 1537 blev der indrettet små latinskoler i mindre købstæder og større skoler med fem klasser - såkaldte lektier - i stiftsbyer som Ribe og Roskilde. Der var tale om en latinskoler, som i flere tilfælde delvist var betalt gennem ´kongetienden´, der også betalte en del af lønnen til lærerne. Udover kongens penge modtog latinskolerne også legater, som skulle gå til driften. I latinskolen skulle eleverne lære latin, alfabetet, stavning, katekismus og latinsk grammatik samt litteratur af forskellige romerske forfatter.   Da det var skolernes hovedopgave at uddanne vordende præster, bestod undervisningen især af kristen litteratur og elementer fra klassisk oldtidskultur repræsenteret ved de "syv frie kunster", opdelt i trivium, grammatik, retorik og dialektik, og quadrivium, aritmetik, geometri, musik og astronomi. Udover at undervise nogle af byens drenge i latin og god kristen skik havde latinskolerne også ansvaret for de såkaldte løbedegne, som var elever i den øverste klasse, mesterlektien, som fungerede som præstens hjælpere, der skulle sørge for, at også landsognenes børn og unge modtog undervisning. Ordningen fungerede dog ikke altid som forventet. Der blev ofte klaget over fremmødet, og landsognene så hellere en fast degn tilknyttet, som det efterhånden også blev normal praksis.

Siden reformationen i 1536 og de følgende godt og vel 150 år blev der i købstæderne opført latinskoler, som siden middelalderen havde heddet ´de lærde skoler´, men senere også blev kendt som ´den sorte skole´. Latinskolerne havde især til opgave at uddanne kommende præster. I de byer, hvor der allerede eksisterede katedralskoler, blev disse omdannet til latinskoler. Undervisningen i latin havde den altdominerende plads i undervisningen. Latinskolerne fungerede indtil 1903, hvor navnet dels blev ændret til gymnasium, men hvor også moderne sprog og naturvidenskab herefter fik betydelig mere plads. Fotografierne herover viser eksempler på et par af de ældste latinskoler i et par af de købstæder, hvor de gamle bygninger stadig er bevaret til vore dage, nemlig latinskolerne henholdsvis i Randers (til venstre) og i Slagelse (i midten og til højre).

Trods indtægter, bl.a. i form af andel i kongetienden, var de fleste latinskoler afhængige af disciplenes ret til tiggeri. Foruden at passe skolegangen skulle både elever, peblinge, og lærere, hørere, varetage korsang ved gudstjenester og synge ved bryllupper og begravelser eller som løbedegne i omegnens landsogne. Disciplinen var gennemgående brutal, og undervisningen ringe, også i religion og latin.

Da hele samfundsordenen efter reformationen i 1536 var baseret på den protestantiske kirke og den kristne børnelærdom, blev Luthers Lille Katekismus det helt centrale undervisningsmiddel for hele menigheden, både for børn og voksne. Der var sognepræstens opgave gennem prædikenerne at gennemgå katekismen for menigheden, og på landet var det degnens opgave at undervise ungdommen mindst en gang om ugen i den kristne børnelærdom efter sognepræstens anvisning. Til dette formål fordanskede biskop Peder Palladius (1503-1560) Luthers katekismus til brug for præster og degne. Den danske katekismus udkom i adskillige udgaver. Palladius´ udgave blev anvendt i et par hundrede år, inden den blev afløst af en den  pietistiske ´forklaring´ af katekismus, som biskop Erik Pontoppidans udgav i forbindelse med indførelsen af den obligatoriske konfirmation i 1736, så Luthers ´Lille Katekismus´, der i Danmark blev anvendt til langt op i 1950-erne og måske endda endnu længere, er uden sammenligning den mest anvendte lærebog i den danske folkeskole. Den ovenfor viste udgave af Palladius´ danske udgave af katekismen er fra 1537 med følgende titel: "Dend lidle Danske CATECHISMUS, huilcken alle Sogne-degne skulle lære og undervise unge Folck, som ere i deris Sogne, paa den Tid og Sted, som Sognepræsten en huer tilsigendis vorder." Billedet til højre er et af de 4 relieffer af billedhuggeren Max Andersen på Reformationsstøtten på Bispetorvet i København fra 1943, som "viser de væsentligste elementer i den evangeliske gudstjeneste efter reformationen: præstens forkyndelse af evangeliets budskab og de to lutherske sakramenter nadver og dåb. Fra højre ser man Sjællands første lutherske biskop (superintendent), Peder Palladius, prædike indtrængende for menigheden, måske på en af sine mange visitatsrejser til stiftets næsten 400 sognekirker. I baggrunden i midten ses uddelingen af nadveren og endelig i venstre side en dåb af et spædbarn". (Citeret fra Københavns Museum).

Peder Palladius var en flittig og nidkær mand, som tog den tilsynsforpligtelse, der fulgte med embedet som den første reformerte biskop over Sjællands Stift meget alvorligt, og i perioden 1538-43 visiterede han samtlige 390 sjællandske kirker både i købstæderne og på landet, hvor han hvert eneste sted samlede kirkens kor, præster, degne og menigheder og belærte dem om den lutherske tro og kirkens dagligliv. På et tidspunkt omkring 1540 begyndte Palladius at samle og nedskrive disse belæringer i en bog, som dog ikke blev udgivet, men afskrevet i flere omgange. Bogen forsvandt imidlertid efter hans død i 1560. Den blev først genfundet på Det kongelige Bibliotek i 1866 og udgivet første gang det følgende år. Bogen var ´En Visitatz Bog´, som indeholder fem „bøger”, som hver bestod af en lang række korte afsnit, som forholder sig til alt, der har med kirken og opdragelsen at gøre. Visitatsbogen, som er ret omfattende,  indeholder en lang række afsnit bl.a. om kirkerummet, om kirkens tag, vinduer, gulv, stole, døbefond og alter, men også om både præsternes og degnenes opgaver og adfærd, bl.a. deres „gode og onde Rygte”, om „Ægteskabssager, Horfolk, Bolere og Skørlevnedsfolk” og om "Troldkvinder". Dertil kom kraftige opfordringer til befolkningen om at gå i kirke, herunder til alters og andet. Der var også et afsnit om at lade børnene komme til degnene og lære ´Børnelærdommen´ samt „En Formaning til Folket, at de sætte deres Børn i Skole”, som handlede om de drenge, der klarede sig særlig godt i undervisningen hos sognedegnen, og som Palladius derfor mente burde fortsætte deres skolegang på latinskolen i købstaden (herom mere senere)  Dermed levede Palladius op til det afsnit i kirkeordinansen fra 1537, som bl.a. også behandlede netop dette spørgsmål:

"Vi ønsker: At der tilskikkes gode bequeme Skolemestre udi Købstederne og smaa Steder, hvilke med rette Skikkelighed kunne oplære Ungdommen udi alle Maader […] Derved lærer de den Kunst som kræves enten for at udbrede Guds Ære i Kristendommen eller til at opholde og bevare et godt civilt verdsligt Regimente."
(Citeret fra Torben Weinreich: "En Visitatz Bog" i "Historien om børnelitteratur", udgivet i 2006.)

Palladius indleder visitatsbogen med følgende henvendelse til menigheden: "I gode Kristne, som bygge og bo her udi Sognen, giver jeg Eder kærligen tilkende, at vor naadigste Herre kongelig Majestæt (Christian III) haver udskikket mig her omkring Sjællands Land at forfare udi alle Sognekirker, om en Kristen Almue faa deres rette Føde til deres Sjæls Salighed, som det sig bør; om den rette Kirkeskik ved Magt holdes efter hans Naades Ordinans, og hvorledes Almuen haver og lemper sig derefter udi alle Maade. Saa er jeg også hid kommen udi Jesu Navn at forfare det samme hos Eder."...

Senere i visitatsbogen opfordrer Palladius menigheden til tage deres børn - og herunder også småbørn - med i kirken, da der ellers vil være betydelig risiko for, at det vil gå dem frygtelig ilde senere i livet: "Det er ikke Skam, at I tager smaa Børn med Eder til Kirke, de som endnu kan hverken gaa eller tale; men det er vor Herres Jesu Kristi Befaling, dér han siger: »Lader smaa Bærn komme til mig, og forbyder dem det ikke, thi Himmeriges Rige hører dem til«, som han vilde saa sige: »Forbyder I dennem det, jeg skal forbyde Eder Himmeriges Rige«. Ja, »det var bedre (siger han), at der var en Møllesten bunden om din Hals, og Du varst nedersunkét i det dybe Hav, end at Du skulde forhindre og forarge et af mine smaa Børn«...

Forsiden til den danske udgave af kirkeordinansen, som ses herover, udkom først på latin i 1537 og to år senere på dansk. I kirkeordinansen var der omhyggelig beskrevet, hvordan kirken skulle organiseres efter reformationen i 1536, hvor den katolske kirke var blevet erstattet af den lutherske, reformerte kirke. Den store forandring i kirkelivet, som reformationen også havde medført, fik derfor stor betydning for dagliglivet hos ´almindelige mennesker´ på dette tidspunkt, hvor kirken spillede en så afgørende rolle, at det næsten ikke kan undervurderes. Den store forandring medførte derfor også et enormt oplysningsarbejde, hvor kirkens præster, provster og biskopper ´underviste´ eller forklarede den nye trosretning for menighederne i landets kirker. Det viste træsnit herover viser en undervisningssituation i kirken, hvor latinskolens rektor læser for, mens disciplene følger med i deres egne bøger (til venstre), og i billedets højre side knæler de i bøn. Træsnittet stammer fra værket ´En Beskrivelse af de nordiske Folks Historie´, som værkets forfatter, den svenske præst Olaus Magnus, udgav i 1555. Undervisning blev en væsentlig faktor i den reformerte kirke, og det er på den baggrund, man må se vigtigheden af ' Palladius Visitatsbog' , som ganske vist var kendt i håndskrevne afskrifter fra 1540-erne, men først først udkom i 1866. Visitatsbogen er udgivet flere gange, og de citater, som er medtaget hér, er kopieret fra den udgave, som ses herover til højre, som udkom i 1900 med undertitlen `Folkeudgave ved Helge Haar´. Hele teksten til Palladius´ visitatsbog kan i øvrigt også læses på webstedet Runeberg.org eller ved at klikke hér.  

Det første større initiativ til reform af latinskolerne kom i 1739, da en forordning overførte midler fra de små latinskoler til de større, hvorved antallet af skoler blev reduceret fra 58 til 20. Samtidig øgedes kravene i matematik og filosofi, og der indførtes undervisning i geografi og historie. I 1756 blev den nederste klasse, sinkelektien, nedlagt, og fra 1775 fik faget dansk omsider en anerkendt plads i undervisningen. Der var kun drenge tilladt i skolen. Undervisning begyndte kl. 6 om morgenen til kl. 4 om eftermiddagen. En undtagelse var dog onsdag, hvor der kun var undervisning til kl. 8 om morgenen.

Oplysning, deisme og ´borgerlig offentlighed´
I løbet af 1700-årene havde opfattelsen af enevælden gradvist ændret sig. Nye idealer om menneskets ret, frihed og lighed, som især var opstået hos tidens oplysningsfilosoffer fik efterhånden også betydning i Danmark, hvor oplysningstiden ofte tidsfæstet til perioden fra 1720 til 1802. Inspiration fra oplysningsfilosofien omfattede tanker om det ideelle forhold mellem fyrste og folk, Oplysningsfilosofferne kritiserede autoriteterne og dyrkede fornuften og den frie tanke. Ifølge denne tankegang var folket først og fremmest de oplyste og dannede borgere. Når man talte om lighed, var det borgerskabets ligestilling med adel og godsejere, man mente. Efter borgernes egen opfattelse burde de selv have mere indflydelse på landets styre, og  disse nye ideer med til at skabe grobunden for den store revolution, som i 1789 udbrød i Frankrig, inspirerede bl.a. Ludvig Holberg (1684-1754), som indførte mange af den tidlige oplysningstids tanker og idéer i Danmark, og senere for den lærde elite blev idealet om den oplyste fyrste, der lytter til sit folk og er garant for retfærdigheden i statens styre. I Danmark var der dog stort set ingen, der talte for en voldelig revolution, som den, man kom til at opleve i Frankrig. I Danmark og adskillige andre lande ønskede man reformere enevælden, men ikke afskaffe den. Idealet var fortsat ´den oplyste enevælde´.

 
Ludvig Holberg (1684-1754), som herover til venstre ses på et samtidigt stik, var både forfatter, historiker og samfundsdebattør. Holberg var den skribent, der gav den europæiske oplysningstids tanker indfødsret i det danske sprog og en filosof, der på nogle områder, bl.a. spørgsmålet om kvinders ligestilling i samfundet, drog meget selvstændige konklusioner. På en række afgørende punkter blev Holberg derfor en tidlig frontløber for den samfundsudvikling, som var påvirket af oplysningstidens tanker, og han var dermed i høj grad med til at indføre de nye politiske idéer i Danmark, som førte enevældekulturen i retning af det moderne demokratiske samfund. François de Voltaire (1694-1778), som er gengivet på busten til højre, var en fransk filosof, forfatter, dramatiker og samfundskritiker, som også var en af oplysningstidens store filosoffer og en ivrig forkæmper for ytringsfrihed og menneskerettigheder. Voltaire modtog i 1749 en invitation fra den preussiske konge, Frederik II ´den store´ (1740-1786), - der var en stor beundrer af Voltaire, -  til at tage ophold hos ham på kongens sommerpalads, Sans-Souci, i Potsdam ved fra Berlin. Frederik II,  - ´Der alte Fritz´, delte i nogen grad også Voltaires forestillinger og idéer, og de var således begge deister. På billedet i midten ses kongen og Voltaire i slentrende samtale på en af gangene på Sans-Souci, hvor Voltaire blev boende i nogle år.

I Danmark er oplysningstiden først og fremmest en periode, hvor især borgerskabet, som tager oplysningstidens tanker til sig om rationalisme, fornuft og også liberalisme. Borgerskabets forestilling om idealetaten var, at den skulle være oplyst og rationel, og det måtte man opnå gennem oplysning. For at blive oplyst var det derfor nødvendigt at have adgang til viden, og indenfor skole- og universitetssystemet blev der derfor især sat fokus på udviklingen af videnskab. Skolerne blev omstruktureret, så borgerskabets børn fik egentlige fag, som minder om dem, der stadig er på skoleskemaet i vore dage. Universiteterne gennemgik ligeledes store forandringer i perioden, og netop på grund af denne fokus på viden og oplysning, blev oplysningstiden en opgangsperiode især for naturvidenskaben. Det naturvidenskabelige verdenssyn betød også en udfordring af det religiøse verdenssyn, som ellers hidtil havde været det dominerende. Man rejste nu tvivl om Guds og kirkens rolle i samfundet.  Et eksempel herpå var ´deismen´ (fra latin: Deus = Gud), som er betegnelse for troen på, at der godt nok findes en skabende gud, men at denne gud ikke griber aktivt ind i verdens gang. Som en urmager, der ikke længere blandede sig i ´urets drift´, når det først var fremstillet og sat i gang, mente deisterne, at Gud har skabt verden som et perfekt funktionelt system, der nu kunne fungere af sig selv, så Gud derfor ikke aktivt behøver at gribe ind i verden. Enevælden ´af Guds nåde´, hvor man mente, at Gud så at sige havde udpeget den enevældige monark, som så kunne styre samfundet med hjælp fra kirken, gav for derfor ikke mening for deisterne, som derfor også opfattede hele grundlaget for kirkens virke som menneskeskabt. Det var derfor mennesket og ikke Gud og kirken, som havde det politiske ansvar for, hvordan verden skal regeres. Således mente Ludvig Holberg, at Gud var naturen selv, og at verden har skabt sig selv. Også flere af oplysningstidens betydeligste filosoffer, eksempelvis den franske oplysningsfilosof François de Voltaire (1694-1778), mente, at Guds eksistens kun skulle begrunde en rationel verdensorden. Man skulle bruge fornuften ud fra en antireligiøs tankegang, men måtte indse, at mennesket havde behov for at tro på en Gud. Voltaires holdning mærkes tydeligt i hans bemærkning: "Si Dieu n'existait pas il faudrait l'inventer“ (Hvis Gud ikke eksisterede, måtte man opfinde ham.  Det var dog stadig de færreste, der vovede erklære sig som egentlige ateister, men valgte i stedet at betegne sig som deister eller som panteister, der opfattede Gud som en naturkraft. Deismen og panteismen prægede derfor var en lang række af oplysningstidens store filosoffer i 1600- og 1700-årene; det var tænkere som  Denis Diderot, Rousseau, David Hume, Adam Smith, Benjamin Franklin, og så naturligvis de allerede omtalte Voltaire i Frankrig og Holberg i Danmark.

I midten af 1600-tårene kom kaffen første gang til Danmark, men i de første årtier var det en eksklusiv drik, som kun velhavende havde råd til at købe. I løbet af 1700-tallet blev kaffe imidlertid billigere og dermed også mere udbredt. Fra sidste halvdel af 1600-årene blev kaffen solgt fra apotekerne som medicin, og mange lærde var bekymrede for kaffens helbredsskadelige virkninger, fordi de i begyndelsen anså den for at være ´djævelens drik´ og at kaffedrikning derfor burde forbydes, men i begyndelsen af 1700-årene opstod der efterhånden flere og flere både te- og kaffehuse i de større byer i Europa. I 1715 var der allerede mere end  3000 kaffehuse alene i London. Fra Ludvig Holbergs forfatterskab ved vi, at også borgerskabet i Danmark og Norge havde taget kaffen til sig i løbet af 1700-årene, og Holberg oplyser selv, at han drak  omkring fem kopper kaffe hver dag. I komedierne beskriver Holberg kaffehusene som noget nyt og moderne, men om der faktisk fandtes egentlige kaffehuse i København så tidligt som i midten af 1700-årene er dog usikkert, men det varede dog ikke længe, inden man også kunne finde kaffehuse i de fleste danske købstæder. Kaffehusene konkurrerede oprindeligt ikke med værtshuse, men skabte sig en stilling ved siden af dem. På kaffehusene mødtes man ikke i første omgang for at slukke tørsten som på kroer og værtshuse, men for fx at diskutere politik og hvad der ellers rørte sig i samfundet. Undertiden blev der læst op fra avisen eller fra litterære værker for en lyttende kreds, men også beskedne brætspil og andre sociale aktiviteter gav disse steder et borgerligt præg i modsætning til drikkeriet og den rå tone på vinstuer og værtshuse. Kaffehuse formåede med deres sortiment, som foruden kaffe, te, chokolade og is med fine kager og brødsorter at være et alternativ til den da ellers udbredt alkoholindtagelse i alle livets sammenhænge. På landet havde fæstebønderne ikke haft råd til at drikke kaffe, men det ændrede sig efter landboreformerne i slutningen af 1700-årene, hvor mange tidligere fæstebønder overtog gårdene og blev selvejere, og da bønderne udgjorde mere end 75 % af den danske befolkning, blev det afgørende for, at Danmark i de første årtier af 1800-årene efterhånden udviklede sig til blive et land af kaffe­drikkere. Kongen (Christian VII) havde ganske vist allerede i 1783 forsøgt at dæmme op for denne udvikling ved at forbyde bønderne at drikke kaffe, men få år senere måtte man trække denne forordning tilbage på grund af bøndernes frigørelse fra stavnsbåndet og ophævelsen af hoveriet. Selvejerbøndernes frihed til også, at de ville forsøde livet med kaffedrikning, og dette behov lod sig ikke begrænse. Den herlige gengivelse af livet på et kaffehus, som er medtaget herover, er desværre ikke dansk, men tysk. Der er dog næppe tvivl om, at stemningen på kaffehuset næppe adskiller sig meget fra et tilsvarende dansk kaffehus. I anden halvdel af 1700-årene var tyrkisk kaffe, musik og tøj højeste mode i Europa. Den ´tyrkisk mode´ blev i en periode meget populær, og de spændende, men også erotiske motiver, der lå i myterne om grusomme sultaner og billedskønne haremsdamer blev for alvor interessante. På teatrene var skuespil og operaer med tyrkiske temaer derfor også meget efterspurgte. Mozarts opera ´Bortførelsen fra Seraillet´ fra 1782, hvor handlingen foregår på Selim Pashas palads i Tyrkiet, er et udmærket eksempel på dette modelune, som også tydeligt kan iagttages på maleriet herover.

´Borgerlig offentlighed´ er også et begreb, der blev udbredt i oplysningstiden. Borgerskabet begyndte at oprette saloner og klubber, hvor man kunne mødes i offentlighed og diskutere emner som politik, religion, litteratur, kunst, historie og filosofi. Det samme var tilfældet på de kaffehuse, som også opstod i købstæderne i løbet af 1700-årene og ind i 1800-årene, og sådan set har overlevet som vore dages caféer. Personlige holdninger og ideer var ikke længere noget, der kun hørte den hjemlige sfære til, men nu tværtimod blev noget, som skulle deles og diskuteres med ens medborgere. Det var blandt andet i denne sammenhæng, at liberalistiske forestillinger og tanker blev spredt så meget i offentligheden, at det netop var disse ideer om eksempelvis frihed, lighed og fri ejendomsret, som blev lagt til grund for udarbejdelsen af Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1849, der satte punktum for næsten 200 års enevælde i Danmark og dermed dannede grundlaget for det demokratiske samfund, vi kender i dag.

Det var i oplysningstiden, at grundstenene til mange af vores borgerrettigheder blev grundlagt, men disse tanker kom ikke bare af sig selv. De havde nemlig sin forankring i flere forskellige faktorer. Først og fremmest var perioden op til oplysningstiden præget af adskillige tiltagende brydninger. Det stadigt voksende borgerskab stillede nye krav om at være en del af magten, hvorved enevælden kom direkte under angreb. Derudover mistede kirken og religionen i almindelighed også sin troværdighed i takt med, at naturvidenskaben udvikledes og gav nye forklaringer på naturens mange fænomener. Man begyndte herefter at stille kritiske spørgsmål til samfundets opbygning ved hjælp af naturvidenskaben, hvor de typiske krav bestod i friere politiske og økonomiske forhold for den enkelte borger. I de fleste  europæiske lande voksede modstanden mod censurering i løbet af 1700-årene, og oplysningstidens forfattere tog kraftigt til orde imod den. Som det fremgår af bestemmelsen om censur, som herunder er gengivet fra fgældende lov i 1700-årene, Christian VIs Danske Lov fra 1683, var der ingen tvivl om, hvad der skulle censureres: "Ingen maa lade trykke i Riget eller andenstæds noget Skrift Kongens Højhed, Regæringen, eller Politien angaaende, med mindre det af dennem bliver igennemseet, som Kongen dertil forordner. Hvo herimod giør, straffis efter Sagens Beskaffenhed." Siden 1766 havde Christian VI været var landets enevældige monark, men kongens sindslidelse gjorde ham aldeles uegnet til at lede landet, så det var den begavede, men også meget uforsigtige livlæge, den tyskfødte Johann Friedrich Struensee (1737-72), som var meget inspireret af oplysningsfilosofien, der fra foråret 1770 reelt styrede Danmark, hvor han på meget kort tid fik gennemført et betydeligt antal reformer. At en enevældig stat indførte trykkefrihed var ganske enestående, så da Struensee med en reform fra 14. september 1770 ophævede censuren i Danmark, skrev den franske oplysningsfilosof François de Voltaire (1694-1778) en offentligt skrivelse på vers, hvori han hyldede det danske monarki som Europas mest frisindede. Struensee gennemførte desuden en række reformer som bl.a. også begrænsede bøndernes hoveri og i det hele taget moderniserede statsapparatet. Modstanden mod Struensees reformer voksede imidlertid i de konservative, men også meget magtfulde kredse i Danmark, som det ses på den samtidige satire herunder til højre: "Den Almægtiges Varetægt over Dannemark. De af Almagten forstyrrede Grever, J. F. Struensee og E. Brandt som grebe efter Kronen den 17. Januari 1772". At Struensee også var den unge dronning Caroline Mathildes elsker og endda fik et barn med hende i 1771, gjorde naturligvis ikke sagen bedre, så ved statskuppet den 17. januar 1772 lykkedes det Struensees modstandere at få ham fængslet, som det ses på det samtidige stik herover til højre, dømt den 25. april efter Danske Lovs 6. bog, 4. kapitel, 1. artikel, som lyder: "Hvo som laster Kongen eller Dronningen til Beskæmmelse, eller deres og ders Børn Liv eftertragter, have forbrudt Ære, Liv og Gods, den høire Haand af hannem levende afhugges, Kroppen parteres og lægges paa Steile og Hiul, og Hovedet med Haanden sættes paa en Stage (...) Er Misæderen af Adel, eller høiere Stand, da skal hans Vaaben af Bøddelen sønderbrydes, og alle hans Livsarvinger miste deres Stand og Stamme". Johann Friedrich Struensee blev sammen med sin ven, Enevold Brandt, henrettet med økse og liget derpå parteret og lagt på hjul og stejle på Øster-fælled den 28. april 1772, hvorefter borgerskabet kunne besigtige resultatet af henrettelsen endda med kikkert, som det ses herunder på en samtidig tegning.
 


Afslutningsvis følger her en oversigt over udvalgte, relevante link især om landsbyerne i 1700-årene.

Klik hér for yderligere  litteratur og links af mere generel art, som især er anvendt
ved udarbejdelse af dette websted - både om landsbyerne, landboreformerne og om
dansk skolehistorie i 1700-årene m.m.

https://da.wikipedia.org/wiki/Den_Gamle_By

http://danmarkshistorien.dk/perioder/den-aeldre-enevaelde-1660-1784/koebstaden/

http://dendigitalebyport.byhistorie.dk/koebstaeder/


http://www.arkitekt-raadgivning.dk/index.html

https://natmus.dk/historisk-viden/danmark/enevaelde-1660-1848/samfundet-under-enevaelden/koebstaederne-under-enevaelden

http://www.osterstarup.lokalarkiver.dk/%C3%98ster%20Starup%20tidende%202.htm
(den fiktive `Øster Starup Tidene´ med nyheder og informationer
fra 1700-årene)

https://books.google.dk/books?id=xS-bzzLFy6YC&printsec=frontcover&hl=da#v=onepage&q&f=false
(Udtog af Kristian Jensen: "Latinskolens dannelse. Latinundervisningens indhold og formål fra reformationen til enevælden", udg. 1982)

https://oplystenevaelde.wordpress.com/oplysningstiden/generelt-om-oplyst-enevaelden/

https://www.studieportalen.dk/kompendier/dansk/oplysningstiden

(til undervisningsbrug)

http://www.schreiber-pedersen.dk/historieopgaven/resources/DHO-om-Struensee.pdf
(Gymnasieopgave om Struensees reformarbejde)

http://filmcentralen.dk/files/teaching_material/attachments/En%20kongelig%20aff%C3%A6re-Elevark.pdf
http://filmcentralen.dk/grundskolen/undervisning/en-kongelig-affaere#.WjvViXkiGCg
http://historienet.dk/kultur/film/en-kongelig-affaere-ikke-helt-korrekt

(Undervisningsmateriale m.m. til spillefilmen "En kongelig affære´, som handler om Struensee)

animated gif

finn@thorshoj.dk


Rytterskolerne oversigt (klik på billedet)


Hovedmenu (klik på billedet)

E-mail: Klik på adressen

Hit Counter  (besøgstælleren er sidst nulstillet den 1. januar 2017)