Landsbyerne Store Torøje
 
og Lille Torøje
(udflyttet fra ´Torøje´ 1767-68)

Store Torøje, tidligere Taarøje, er en landsby på Sydsjælland, som ligger i Smerup Sogn mellem Faxe og Store Heddinge i Faxe Kommune. Byen nævnes allerede i 1397 (Thorøwe). Den almindelige stavemåde gennem mange år var Taarøje, men da dette navn nærmest var meningsløst, opstod der ligefrem en bevægelse for at få dette navn ændret. Det var især lærer Seidenfaden fra Store Torøje, der førte an. Han ønskede at få ændret bynavnet til Thorshøje på grund af et par bronzealderhøje, som fra gammel tid bar navnet Thorshøje, der antagelig er udledt af Thoris høj (gravhøj). Skelhuset imellem Smerup og Store Torøje hedder den dag i dag, Højhuset eller Høvhuset. Navnet Thorshøje vandt dog aldrig rigtig indpas.
Det oprindelige navn på landsbyen regnes aldersmæssigt for at være samtidigt med de stevnske ´inge-byer´ og dateres dermed til at være fra før år 500. På en mark tæt ved landsbyen lå sognets eneste stenalderhøj, som menes at være sløjfet omkring år 1800. Af de to senere bronzealderhøje menes den sidste at være sløjfet omkring 1820, men omkring 1900 kunne man endnu se en tydelig forhøjning i marken, hvor højen havde ligget, og hvor markskellet tydeligt gik i en bue vest om stedet, som det også er anført på et gammelt matrikelkort.
Et lokalt sagn fortæller om kristendommens indførelse på Stevns, at det oprindelig var meningen, at der skulle opføres en kirke i Torøje, som ligger dér, hvor den oprindelige oldtidsvej mod Stevns ligger. Man begyndte at bygge kirken, men det, som blev bygget om dagen, blev revet ned igen om natten af trolde fra ´Thors høje´ (de 2 hedenske bronzealderhøje). Kirken blev i stedet opført i nabolandsbyen Smerup, der ligger ved Elleåen, som i dag er et meget beskedent vandløb, der endda delvist er rørlagt, men som i middelalderen var så bred, at man kunne sejle på åen helt til Karise, og som undertiden blev anvendt af vendiske skibe, og det førte til, at landsbyerne byerne undertiden blev overfaldet og plyndret. ´Smerupperne´ og ´Torøjerne´ havde som folk ry for at være meget forskellige af temperament. Smerupperne var rolige folk, fortæller den lokale sagnhistorie. Smerup hører til den stevnske åbygd, som ´blev regeret af den besindige´ Ellekonge eller Elverkonge  fra den nærliggende Elverhøj, mens Torøje hører til den stevnske kystbygd, hvor det var den noget mere vilde Klintekonge, som regerede. Sagnhistorien sammenblander dog undertiden de to ´konger´.

De to sogne blev dog senere lagt sammen, og da kirken lå i Smerup, kom sognet derfor til at hedde Smerup Sogn. Den senere biskop over Sjællands Stift, J. P. Mynster, var sognepræst i den tredje af landsbyerne, Spjellerup, i årene 1801-1811. Embedet omfattede både Spjellerup og Smerup sogne, som Torøje hørte til. I sine erindringer lagde bispen da heller ikke skjul på, at det var folkene i Torøje, som voldte de største vanskeligheder. Torøje og de to nabolandsbyer, som hørte under Vemmetofte Kloster, blev udskiftet i 1829, og kun 7 af de oprindelige 23 gårde i Torøje blev tilbage i byen. Ved samme lejlighed oprettedes 16 husmandsbrug i byens udkant, som i dag stadig har navnet ´Torøje Huslodder´. I perioden 1762-1767 blev 7 gårde til bøndernes store utilfredshed tvangsudskiftet til en ny placering nogle få kilometer fra Torøje. Den nye bebyggelse fik navnet `Lille Torøje´, og den oprindelige Torøje skiftede derfor navn til ´Store Torøje´.  Den endelige udskiftning af området faldt helt på plads i 1813.

Under Svenskekrigene sidst i 1650´erne kom det til kamp i Torøje mellem nogle svenske soldater og ´Gøngehøvdingen´, Svend Poulesen, og hans folk, som det fremgår af det efterfølgende uddrag fra 1658 af en indberetning fra Svend Poulsen til Frederik III, hvor han bl.a. rapporterer, at "eftersom vi fik Kundskab, at paa Totterupholm (herregården Rosenholm ved Faxe) laa en Løjtnant med nogle Ryttere, hvorfor jeg straks begav mig derhen; men en Bonde i Fakse havde alt advaret ham, saa at de var alt borte; men nogle Heste bekom vi der. Saa drog vi tilbage til Karise. Der skød vi en Kvartermester og tre Ryttere. Drog vi saa ned ad Landevejen (mod Vordingborg), og i Lystrup kom vi til en ganske Hob af Proviantvogne, som skulde til Lejren (den svenske hovedlejr ved København). Dennem kom vi tilbage igen, og lod dem køre hjem, og 4 Ryttere skød vi ihjel, som var med Provianten. Drog vi saa til Fiskerhoved og straks ud i Stevns Herred og i Taarøje, Lyderslev og de andre omliggende Byer: skød vi 3 Kvartermestre og 8 Ryttere ihjel. Dog maatte vi straks begive os derfra, formedelst at der laa 300 Ryttere ved Prambroen og en ganske Hob i Store Heddinge".

Der findes ikke noget samtidigt billede hverken af snaphanerne eller af Svend Poulsen, så tegningerne herover stammer fra Carit Etlars berømte  - stærkt romantiserede, men dramatiske - romaner om ham; "Gøngehøvdingen" fra 1853 og fortsættelsen, "Dronningens vagtmester" fra 1855. Carit Etlar hed i virkeligheden Carl Brosbøll (1816-1900), og romanerne er gennemsyret af hans glødende nationalisme. Brosbøll giver faktisk et ganske positivt billede af svenskerne som ærlige og tapre krigere, men deres tyske lejetropper bliver skildret som brutale og nedrige. Det er utvivlsomt den samtidige dansk-tyske konflikt om Slesvig, som har farvet fremstillingen. Brosbøll var nemlig selv frivillig i Treårskrigen 1848-1850, hvor Sverige støttede Danmark. Det var også Brosbøll, som opfandt tilnavnet ”Gøngehøvdingen” og gjorde Svend Poulsen til en slags dansk nationalhelt. "Gøngehøvdingen" findes også i en svensk version. Den svenske forfatter og journalist Carl August Cederborg (1849-1933), som selv kom fra Gønge Herred i Skåne, udgav i 1899 romanen med den samme titel, "Göingehövdingen". Den virkelige Svend Poulsen (ca. 1610- ca. 1679) deltog som officer på dansk side i svenskekrigene og var en af de mest kendte snaphaneledere. Snaphanerne var irregulære soldater, som kæmpede på dansk side under krigene. Den anden hovedperson i romanerne, Svends svoger og trofaste følgesvend, væbneren Ib, der i romanen siden bliver vagtmester for dronningen er - ligesom Svend Poulsen - baseret på en virkelig person, nemlig Laurids Hemmingsen, der stammede fra landsbyen Lyderslev, som er nabobyen til Store Torøje et par kilometer i østlig retning. I 1676 blev Svend Poulsen udnævnt til vagtmester på Stevns. Svenskerne opfattede ikke snaphanerne som partisaner, men som kriminelle, og straffen for de af snaphanerne, som svenskerne fik fat på, var henrettelse  - ofte endda spiddet levende på pæle. Også Laurids Hemmingsen blev taget til fange af svenskerne. Det skete i landsbyen Snesere, hvor bl.a. præsten havde forrådt ham til svenskerne. Laurids Hemmingsen blev dødsdømt  og ´stejlet´ ved Thurbyholm to dage inden krigens endelige afslutning i 1660. Hemmingsen har siden fået en mindesten,  der står foran Lyderslev Kirke og som er gengivet på fotografiet herover. Svend Poulsen overlevede krigen og fik efterfølgende skænket hovedgården Lundbygård for sin indsats af Frederik III. Det lykkedes imidlertid ikke for Svend Poulsen at få driften af Lundbygård til at hænge sammen økonomisk. Mindestenen over Svend Poulsen står ved Lundby Kirke lidt til venstre for den foranliggende rytterskole. (Yderligere information om Svend Poulsen, Carit Etlar og endda med links, som ikke blot giver mulighed for både at læse hele Carit Etlars romaner om "Gøngehøvdingen" og "Dronningens Vagtmester", men også giver mulighed for at se spillefilmen "Gøngehøvdingen" fra 1961, findes på Foreningen Svend Gønges hjemmeside på http://www.svend-goenge.dk/). Mindestenen for Laurits Hemmingsen, som ses herover til højre, er opstillet foran kirken i Lyderslev.

Store Torøje
I landsbyen ligger Prins Carls Skole, der blev opført i 1719 som en af tre skoler (blandt i alt 24 skoler), som Frederik IVs søskende, prins Carl og prinsesse Sophie Hedevig lod opføre for børn fra landsbyerne på godset Vemmetoftes jorder. Bygningen rummede både skolestue og bolig for læreren og hans familie. I 1916 blev skolen restaureret med midler fra Vemmetofte Kloster og senere indrettet til museum. I 2018 blev den fredede skolebygning solgt til en privat køber, da det ikke lykkedes at gøre Faxe Kommune interesseret i at bevare bygningen, som hermed - med fredningsmyndighedernes accept  - omdannes til fritidshus. Store Torøje, som blev udskiftet i 1829, udgøres i dag af ca. 50 husstande. Tidligere statsminister Viggo Kampmann, som havde en ejendom i udkanten af landsbyen, døde hér i 1976.

I landsbyen St. Torøje ligger en gammel landsbyskole, Prins Carls Skole – en lille stråtækt bindingsværksbygning, opført i 1719 af Prins Carl, som var broder til  Frederik IV. Bygningen, der til højre for indgangen indeholder skolestue og til venstre skoleholderens bolig, står på den oprindelige plads ved landsbygaden, Nordhøjvej, i Store. Torøje. Store Torøje Skole, som afløste prins Carls skole i 1830, ses herunder på et fotografi fra et ukendt år. Skolen blev revet ned i 1916 og erstattet af en nyopført skole på samme plads. Skolefotoet fra ca. 1906-1907. Bagerst med bowlerhat ses overlærer H.B. Seidenfaden. Fotografiet findes på Stevns Lokalhistoriske Arkiv i Store Heddinge.
 
Lille Torøje, som tidligere også blev stavet Lille Taarøje, blev anlagt 1767-69 som en udflytning fra Store Torøje, og blev udskiftet i 1813. I 1912 fik byen forsamlingshus. Nord for byen ligger den 18 meter høje Hyllehøj, som er en overpløjet gravhøj, formentlig afgravet og udjævnet cirka 1830-40.Fotografierne herunder viser mindestenen for udflytterlandsbyens grundlæggelse, et postkort fra et ukendt år og det nu nedrevne ´fattighus´. På stenen står:

1767 grundlagdes Lille Torøje med syv Gaarde

Henfarne Slægter
i Landets Marv
sig ej fornægter
bevar din Arv.

Bystævnet - eller Byens have - omfatter endvidere syv sten med hvert sit matrikelnummer for de enkelte ejendomme.
(Litteraturhenvisning: Niels P. Kristensen: "Bidrag til Lille Torøje bys historie fra byens udflytning 1767-68.", 2. udgave 1967.)

 

Lille Torøje
Omkring 1767 blev en gruppe bønder flyttet ud fra
Torøje til en ny landsby et par kilometer syd for Torøje. Udflytterbyen kom efterhånden til at hedde Lille Torøje, og den gamle landsby blev derefter kaldt for Store Torøje. Sådan er det stadig. En lokal beboer, Niels P. Kristensen, samlede i 1946 sine personlige optegnelser gennem flere år i en lille bog, der fik titlen. "Bidrag til Lille Torøje by's historie fra byens udflytning 1767-68", som oprindeligt  ”udkom” i kun to eksemplarer. Forfatterens efterkommere har siden afskrevet og dermed kopieret hele teksten, som nu også kan læses på Lokalhistorisk Arkiv. Her er en lille ´smagsprøve´ fra bogen om Lille Torøje, som er nedskrevet i 1933: "Alene navnet har der været forskellige meninger om. De gamle ville vide, at da byen blev flyttet ud fra Store Torøje, var den almindelige mening, at den skulle have haft navnet, Nyby. Men de gamle bøger og papirer fra Vemmetofte Klosters kontor viser, at byernes navne da er skrevet Tårø, og endnu i vore dage bruges det navn, der muligvis stammer fra den tid, da der var sejlads fra Vemmetofte Strand og til Prambroen. Den almindelige stavemåde gennem mange år var Tårøje, men da det jo med god grund kunne siges, at dette navn nærmest var meningsløst, rejste der sig for ikke så mange år siden en bevægelse for at få dette navn ændret. Det var særligt lærer Seidenfaden, Store Torøje, der førte an, han ville ændre navnet til Thorshøje, idet han gik ud fra, at der fandtes et par høje som fra gammel tid bar navnet Thorshøje. Skelhuset imellem Smerup og Store Torøje hedder den dag i dag, Højhuset eller Høvhuset. Navnet Thorshøje vandt aldrig rigtig indpas. Nu er en mellemting det mest brugte, idet man nu i de fleste tilfælde skriver navnet, Lille Torøje. Ja, navnet kan jo have sin betydning, men det er jo ikke det afgørende, det sætter jo som sådan ikke spor af præg på en by, hvad den hedder. At det derimod kunne være af interesse at kende navnets historiske oprindelse, er jo en anden side af sagen. Når man nu i 1933 står på trekanten ved Brugsforeningen og ser mod syd og vest, ser man, på begge sider af den asfalterede gade, hyggelige haver med frugttræer og blomster. Så kan man ikke frigøre sig for, at drage sammenligning med det oprindelige, og der bliver en meget stor forskel. En forskel, der bærer vidne om et stort og energisk arbejde, der bærer vidne om en udvikling i retning af skønhedssans og sans for at gøre hjemmene hyggelige ved at lade sol og varme få adgang og ved at opelske et blomsterflor, til glæde og smykke både inde og ude. Dengang da gårdene endnu lå i byen, var der en gade, der som gade betragtet kun var smal, men gårdspladsen optog et stort areal. På begge sider var plantet piletræer, derefter en temmelig bred grøft, derefter et såkaldt stengærde, inden for dette igen en række piletræer. Altså fire rækker piletræer, to på hver side, skulle jo ikke bidrage til at gaden blev tør eller god at færdes på. Når så dertil kommer, at alle møddinger gik ud til gaden og at det selvfølgelig ikke altid kunne undgåes, at møddingvandet kom til at stå i grøfterne, vil man let kunne indse, at gaden ikke kunne virke som nogen skønhedsåbenbaring. Een ting må man dog tage i betragtning, at en mødding dengang og nu er to forskellige ting, foruden det, at der dengang kom meget mere halm i selve gødningen, kom dertil, at her gik fårene om vinteren og her fik de deres foder, der væsentligst bestod af den dejligste ærtehalm og det i så rigeligt mål, at der næsten altid var en tør og ren overflade. Derfor var det også sådan i de fleste landsbyer, og jeg kan ikke tænke mig, at Lille Torøje har dannet nogen undtagelse, at møddingen var en yndet tumleplads, hvor ungdommens overflødige kraft gav sig udslag i den tids boksning og alle slags kraftprøver og det må vel indrømmes, i en meget mere tiltalende form, end nutidens undertiden til det usmagelige drevne sportsvæsen. Takket være ærtehalmen kunne pladsen bruges uden at søndagspudsen tog alt for stor skade. Når der altid dengang var god tid på ærtehalmen, var det fordi de gamle havde erfaret, hvad nu ad videnskabens vej er fastslået, at en gang ærter i omgangen, var lige så godt som en gang gødning. Derfor havde et skifte ærter i omgangen sin bestemte plads og manglede aldrig i et ordentligt landbrug. Ja, det var jo et lille sidespring og kommer som sådan ikke byens historie ved. Omkring 1768 blev byen flyttet ud fra Store Torøje, og bygget på dens nuværende plads. Så vidt vides, har der aldrig fundet fællesdrift sted. Hver fik sit areal, som det til dels endnu ligger. Som før nævnt lå alle gårdene dengang i byen."

Landsbyen Store Torøje ligger nogenlunde mellem Faxe og Store Heddinge, syd for Køge, ´østligt´ for Næstved og Haslev og sydøst for Karise.
 
Nordhøjvej er den gennemgående hovedgade i byen. På fotografiet herover til venstre ses vejen i sydlig retning. Den hvide bygning lidt til venstre for midten er Prins Carls skole fra 1719. Den røde bygning i forgrunden er den skole, som blev taget i brug Fotografiet til højre viser Nordhøjvej i nordlig retning. Her kan man også se den gamle skole i midten af billedet. Herunder ses Østergård, der er en af de fire større gårde, som stadig ligger i landsbyen.
 
På fotografiet herunder til venstre ses ´udmundingen´ af Nordhøjvej mod syd, med gadekæret og forten, der i dag er tilvokset parkeringsplads m.m., men som oprindelig udgjorde landsbyens centrum i ældre tid. En af landsbyens gårde, Elmegård, ligger stadig på denne plads. Til højre ses et udsnit af et ældre kort (ca. 1900) over Store Torøje.
 
Gadekæret i Store Torøje, som herunder ses på et postkort fra 1912, er siden omdannet til en parkeringsplads, og i dag er der kun et lille vandhul tilbage af forten i midten af den gamle landsby. Forsamlingshuset Thorsborg er den røde bygning, som ses i baggrunden, og Elmegård, som er den hvide gård i højre side af billedet, ses i venstre side på det gamle postkort. Det hvidkalkede bindingsværkshus med stråtaget lidt til højre for midten i billedet var på det tidspunkt landsbyens ældste bygning, - ældre end Prins Carls Skole fra 1719, som lige kan skimtes i baggrunden til højre for telegrafpælen. Den gamle bygning blev revet ned omkring 2015, da den på det tidspunkt var i stærkt forfald efter at have været ubeboet i lang tid og i stedet været anvendt som hønsehus m.m. Postkortet fra 1912, som her er gengivet let beskåret, findes på Faxe Kommunes Arkiver.
 
Gadekæret var centrum i landsbyen, som tilfældet også var i de fleste andre landsbyer landet over. Af det oprindelige store gadekær i Store Torøje, som herover ses på fotografiet er et ukendt år, er der - som allerede nævnt - i dag kun et ganske lille vandhul tilbage. Bemærk, at landsbyens navn på dette tidspunkt ikke var ´Torøje´, men det noget ældre ´Thorshøje´, som refererer til et par bronzealderhøje ved landsbyen, som var helligsted for asaguden Tor.
 
Prins Carls Skole i Store Torøje blev opført i 1719 og fremstår i dag præcis, som den så ud, da den blev bygget. Det var Danmarks ældste bevarede landsbyskole, som stadig lå uforandret på den grund, hvor den blev opført, indtil bygningen overgik i privateje i 2018. Den gamle skole bliver ombygget til fritidshus, men facaden søges bevaret, som den ses på fotografiet herover, der er fra før 2018, hvor bygningen stadig blev anvendt som skolemuseum, dog uden permanent udstilling.
 
Som den ældste bevarede bygning i Store Torøje ligger Prins Carls Skole midt på hovedgaden på adressen Nordhøjvej 6. Den smukke, gamle bygning,
som tidligere fungerede som skolemuseum, ses her vinterklædt i skarp forårssol. Til højre ses et matrikelkort fra 1815 over både Store Torøje og Lille Torøje.

 
Udsnit af kort fra 1800-tallet med Store Spjellerup - Store Torøje - Lyderslev. Store Spjellerup og Store Torøje hører i dag til Faxe Kommune, og Lyderslev
ligger i Stevns Kommune. Kommunegrænsen er den å, som krydser landevejen mellem St. Torøje og Lyderslev. Prins Carls Skole i Store Spjellerup lå
dér, hvor hospitalet er anført. ´Hospital´ er det gamle ord for en fattiggård. Det store gadekær i Store Torøje fremgår klart af kortet. Prins Carls Skole
i Store Torøje er ligeledes markeret.

 


Lidt mere om landsbyens vigtigste huse og deres historie

  På billedet ses ´hovedgaden´, Nordhøjvej, i ´Store Thorshøje´, som der står på postkortet, i 1921. I dag er vejen asfalteret, men på fotografiet er det stadig en grusvej. Helt til højre ses et hjørne af Prins Carls Skole. Til venstre herfor ligger den "nye" skole, som afløste Prins Carls Skole i 1830. Den gamle skolebygning fra 1719 blev derefter anvendt til privat beboelse helt frem til første verdenskrig. Det fremgår tydeligt, at de to bygninger lå meget tæt på hinanden. Fotografiet er fra før istandsættelsen af Prins Carls skole i 1916, hvor den ´nye´ skole blev revet ned for at give plads til en nyopført skole på den samme grund.
(
Se senere).
  Fotografiet af den ´nye´ skole, som afløste Prins Carls Skole i 1830, er uden datering. Bygningen i baggrunden til højre er Prins Carls Skole, som på dette tidspunkt blev anvendt til privat beboelse. Den ´nye´ skole var dog så nedslidt, da man istandsatte Prins Carls Skole i 1916, at  den blev revet ned samme år og erstattet af en større skole på den samme grund. Denne skole, som stadig eksisterer, men i dag anvendes til privat beboelse, blev dog opført lidt længere fra vejen, så der blev plads til en lille skolegård. (Se herunder).
  Skolen, som erstattede skolen fra 1830, blev opført på den samme grund som 1830-skolen, men i modsætning til den gamle skole blev den ´trukket´ nogle meter væk fra Nordhøjvej. 1830-skolen blev derpå revet ned og pladsen anvendt til en lille skolegård. Denne skole blev opført med teglsten og fast tag. Bygningen eksisterer stadig, omend lettere ombygget, men den blev afløst som skole i 1939 af en nyopført centralskole for børnene i Store Torøje, Smerup og Store Spjellerup, ´Spjellerup-Smerup Skole (se herunder), som blev opført et par kilometer vest for Store Torøje mellem denne og nabobyen Store Spjellerup.

Den nedlagte skolebygning blev derpå indrettet som kommunekontor for Smerup  Kommune, som Store Torøje hører under indtil kommunalreformen i 1972.
 
Ved kommunesammenlægningerne i 1972, blev bygningen frasolgt til privat ejendom, og siden har bygningen været anvendt til privat beboelse.
  Spjellerup-Smerup Skole blev oprettet i 1939 som centralskole for landsbyerne Spjellerup, Store og Lille Torøje og Smerup. Som folkeskole havde skolen omkring år 2000 omkring 150 elever fra børnehaveklasse og til og med syvende klassetrin. Faxe Kommune valgte i 2010 at nedlægge skolen, og bygningerne blev solgt til lokale beboere, som indrettede den tidligere folkeskole til en privat friskole. Spjellerup-Smerup Skole havde sidste funktionsdag som kommunal folkeskole i 2011 og har siden fungeret som friskole.

 

Skolen i Lille Torøje (Lille Taarøje eller Ll. Thorshøje).
Omkring 1768 blev 7 gårde flyttet ud fra ´Taarøje´, og genopført på dens nuværende plads. Grunden til udflytningen var, at disse derved kom til at ligge ved de jorder, som hørte til dem. Jorderne lå (ligger) et par kilometer fra Store Torøje. Så vidt vides, har der aldrig fundet fællesdrift sted. Alle gårdene lå dengang i den lille landsby:  "I denne sommer vare denne Nye Bye bleven anlagt og 7 Gaarde taget fra Taarøye, og opbygt paa denne Plads mod Stranden, paa det de baade kunne have deres Jorder nærmere ved sig, da de tilforn laa dem saa langt fra Haanden, at de ey kunde drive dem til gauns saa og at de kunde have lejlighed at giødske og forbedre deres Jorder med Tang af Standen". Allerede fra 1769 blev de yngste børn - i alt 22 - undervist i en lille skole på stedet med skrædderen som den første underviser. Han modtog derfor 1 skæppe rug og 1 skp. byg fra hver gård og dertil et skovlæs brænde m.m.

  Forsamlingshuset Thorsborg  blev opført i 1912 ved resterne af gadekæret midt i byen. Fotografiet til venstre er fra ca. 1980 (Faxe Kommunes Arkiver), og fotografiet herunder viser forsamlingshuset, som det ser ud i dag (2016).

 
I 1884 blev den første brugsforening oprettet i Store Torøje. Den lå i det nuværende Pilestræde 4. I 1888 besluttede brugsforeningens bestyrelse imidlertid, at der skulle bygges en ny brugsforening. Den blev opførtt på den nuværende adresse Spjellerupvej 39.
 
Butikken fungerede først som brugsforening og til sidst som ´almindelig´ købmandsbutik, men i slutningen af 1900-årene blev konkurrencen med større forretninger for hård, og butikken i Store Torøje blev  nedlagt. Selve bygningen eksisterer stadig og har siden været anvendt til privat beboelse.

Bemærk i øvrigt den datidige stavemåde af byens navn, Store Taarøje. (med å og ikke o)

Postkortet af brugsforeningen er fra et ukendt år.
  Luftfotografi af St. Torøje Brugsforening fra 1949.

Info følger.


  Uddeler Jørgen Lund, som ses på fotografiet, var brugsuddeler i Store Torøje Brugsforening i perioden ca. 1966-1973. Fotografiet menes at være fra 1973. Brugsen var i ordets oprindelige mening en blandet landhandel, men kunne efterhånden ikke klare sig i konkurrencen med de større forretninger i de omliggende byer, Karise, Faxe og Store Heddinge. Den nærmeste købmandsforretning ligger et par kilometer mod øst i nabobyen Lyderslev på den anden side af kommunegrænsen mellem Faxe og   Stevns Kommuner.

På det tidspunkt var der flere forretninger i Store Torøje. Foruden Brugsen, der som nævnt overlevede i endnu nogle år, havde landsbyen indtil omkring årtusindskiftet også en udmærket smed, en slagterforretning med en meget ´berømt´ og derfor efterspurgt spegepølse, som også tiltrak en del kunder fra de omkringliggende byer, samt et autoværksted, som stadig findes. Både Brugsen og smeden er væk for længst.

 
Stubmøllen i Store Torøje er her gengivet på et oliemaleri fra 1892 af ukendt kunstner, formentlig en omrejsende gårdmaler. Stubmøllen blev sat i stand efter at være ramt af et lyn i 1890, men den blev atter ødelagt ved endnu et lynnedslag i 1895. Møllen nedbrændte ganske vist ikke ved lynnedslaget, men resterne af møllen, som ses på fotografiet til venstre, blev alligevel revet ned og erstattet af en nyopført hollandsk mølle i 1902 (se senere).
En planke fra stubmøllen med en indhugget sætning, der lyder: "1770 LOD NIES JØRGENSEN FRIS BØGE  DENNE MØLLE"
(´bøge´= bygge), findes stadig på Stevns Museum (Østsjællands Museum?)
Fotografiet af den lynramte stubmølle findes på
Faxe Kommunes Arkiver
 
Til venstre ses et udsnit af et kort fra 1770, hvor stub-møllen i ´Taarøye´ er markeret lige syd for landsbyen.


 
  Den følgende mølle, Store Torøje Vindmølle, var en hollandsk mølle, der blev opført i stedet for den tidligere stubmølle, som blev nedbrudt i 1902. Den Hollandske mølle brændte i 1929 og blev ikke genopført. Maleriet herunder af den hollandske mølle er den ukendte kunstners barndomshjem. Fotografiet, af møllen, som er gengivet til venstre, som er dateret til være fra mellem 1902  og 1929, findes nu på Faxe Kommunes Arkiver.
 
  I store Torøje ligger der fire større gårde og et antal huse. En af disse gårde er Vestergård, som her ses på et luftfotografi fra 1949. Herunder ses en af gårdens tidligere ejere, Niels Peder Nielsen til hest på Vestergård, som havde været i slægtens eje gennem flere generationer. Niels Peder Nielsen og hustruen, Birthe Marie Nielsen, der var barnefødt på Vestergård, måtte dog fraflytte gården i 1922 eller 1923. (Tak til Niels-Erik Thomsen, Tureby.)

  Vestergård, som her er gengivet på et ældre maleri (til venstre), nedbrændte i 1950, og på grunden ligger i dag den nuværende gård, der blev opført omkring 1951, og som herunder ses bag en omfattende grøn beplantning mod vejen. Gården hedder stadig Vestergaard, og bygningen anvendes i dag som privat kursusejendom.

 

Andelsmejeriet ´Nordhøj´ i Store Torøje ses hér (til venstre) på et postkort fra ca. 1910-1920. Mejeriet blev opført i 1895 og fungerede som sådan indtil nedlæggelsen i 1963. Bygningen  har siden 1963 i en periode været anvendt til fabrikation af lys. I dag benyttes bygningen som lagerrum. Fotografiet herunder er fra 2010.

 

animated gif

finn@thorshoj.dk


Rytterskolerne oversigt (klik på billedet)


Hovedmenu (klik på billedet)

E-mail:
 Klik på adressen

(Besøgstælleren er sidst nulstillet den 1. januar 2017. Midlertidig pauseret 1. oktober 2020, da webhotellet ikke længere understøtter den aktuelle besøgstæller. )