Prins Carl og prinsesse Sophie Hedevig

Et par portrætter af prins Carl fra Vemmetofte (til venstre) og fra Saltø (til højre).

Prins Carl (1680-1729)
Prins Carl var søn af Christian V og dronning Charlotte Amalie og således broder til Frederik IV og prinsesse Sophie Hedevig. Som skik var blev ansvaret for prinsens opdragelse overladt til andre bl.a. gehejmeråd Christian Sigfred von Plessen og ikke overraskende kom tysk til at spille en væsentlig rolle i undervisningen, og som tilfældet også var med storebroderen, Frederik IV, blev tysk livet igennem hans foretrukne sprog. Allerede som barn var prins Carl sygelig, og i 1696-1699 blev han derfor sendt på et længere udenlandsophold til varmere egne i Frankrig og Italien. På denne  rejse blev han ledsaget af gehejmerådens søn, Carl Adolf von Plessen, som kun var et par år ældre end den unge prins. Der udviklede sig et varmt venskab mellem prins Carl og Carl Adolf von Plessen, - et venskab, som holdt sig resten af livet, også da Carl Adolf von Plessen blev hofmester og senere (1708) overkammerherre hos Prinsen. 1703 skænkede Frederik IV godset Jægerspris på livstid til prins Carl. Herfra havde prinsen mulighed for at deltage i jagt og ridning, som han var en stor ynder af, og få opstaldet sin kostbare samling af rideheste. Prins Carl havde tydeligvis arvet sin far, Christian Vs store begejstring for jagt, fest og farver, og så længe hans svagelige helbred tillod det, deltog Prins Carl med stor begejstring i den mere festlige del af hoflivet. Statssager interesserede ham til gengæld ikke det mindste.

Jægerspris slot som det så ud i 1746 (samtidig tuschtegning). Frederik IV overlod slottet til prins Carl kort efter sin tronbestigelse i 1699, og ikke overraskende gik prins Carl straks i gang med en større ombygning, hvor bl.a. sydfløjen blev forhøjet, og et enkeltstående firkantet vesttårn i sydfacaden fik et tvillingtårn mod øst, så slottet fremstod i en mere regelmæssig og symmetrisk barokstil. Desuden blev der opført en række bygninger, som delvis er forsvundet i dag, som f.eks. fasangård, stutterilænge, skovridergård, fæhus, kalvehus, sprøjtehus m.m. Ombygningen af hovedbygningen var færdig i 1722. Efter prins Carls død i 1729 blev slottet overtaget af kronprinsen, den senere Christian VI.

Ligesom Frederik IV havde også prins Carl arvet faderen, Christian V´s store interesse for heste. Prinsens kostbare stutteri blev i 1726 flyttet fra Jægerspris til Vemmetofte, hvor hestene gik sammen med overkammerherre Carl Adolf von Plessens heste. Prinsens imponerende stald på Vemmetofte talte 70 - 80 kostbare heste, bl.a. et ´livspænd´ på 8 hingste, når prins Carl skulle køre i vogn, og et tilsvarende spand på 6 hingste til brug for prinsesse Sofie Hedevig. Prins Carl havde endda en særskilt hest til hver dag i ugen. På billedet afprøver prinsen en af de fornemme heste.

På Jægerspris gods lod prins Carl opføre 3 skoler; ved Landerslev, ved Krabbedammen og i Gerlev. Ingen af disse skolebygninger er bevaret i dag, men fra fundatsen, som minder meget om fundatsen til prinseskolerne på Vemmetofte, ved vi alligevel ganske nøje, hvordan de så ud. Oprindelig blev Blågårdsarealerne i København, som ligger dér, hvor vore dages Slotsgade løber ud i Nørrebrogade, kaldt for Teglgårdsvangen efter de mange lergrave og den deraf opståede teglindustri. Den første gård på stedet blev opført i 1661 af Frederik IIIs statholder, Christoffer Gabel, men storhedstiden for området kom, da den livsglade prins Carl købte gården i 1707 og omdannede den til et lyststed. Som allerede nævnt var prinsen en stor ynder af ofte temmelig kostbare fester ved hoffet og ønskede sig et sted med en stor have, som kunne være velegnet til at afholde sådanne fester, og der blev ikke sparet på noget. Bevarede beskrivelser oplyser, at selv de daglige måltider bestod af mindst 8 retter, og afslører også, at prins Carl var meget glad for fisk, - især saltvandsfisk. Blågården blev desuden indrettet med et komplet guldmagerværksted, så prinsen kunne dyrke sin store interesse for alkymi. Ikke overraskende efterlod prins Carl sig da også en betydelig gæld ved sin død.

Blågården eller "Haven", som den også blev kaldt, ses her på en tegning fra omkring midten i 1700-tallet.

Området blev snart kendt som „Prins Carls Hauge“ efter den pragtfuldt anlagte barokhave i fransk stil med fornemme springvandsanlæg, snorlige alléer af symmetrisk klippede træer, fiskedamme og små listige, intime pavilloner. Gabels oprindelige bygning blev naturligvis hurtigt alt for lille og for gammeldags til prinsen, som derfor efter nogen tid lod opførte en helt ny hovedbygning, Blågården, som fik sit navn efter de kostbare sorte tegltage (sort blev ofte kaldt blå i 1700-tallet, således også fx ´blåmænd´ fra Afrika). Den nye bygning havde blandt andet en stor havestue, som var udsmykket med pragtfulde kunstgenstande, og fra stuen var der gennem de store glasdøre en meget fin udsigt ind over søerne mod København . Ved prinsens død i 1729 overgik ejendommen til hans søster, prinsesse Sophie Hedevig, og efter hendes død 1735 arvede Carl Adolf von Plessen "Haven".

Et portræt af prins Carl fra 1719, - samme år, som prinsens skoler bl.a. den i St. Torøje blev opført (Frederiksborgmuseet).

Prins Carl tog aldrig del i rigets statsforretninger, men var til gengæld meget opmærksom på forholdene på sine godser. Bøndernes vilkår lå ham meget på sinde, og prins Carl hjalp gerne sine bønder og var med sit pietistiske livssyn også meget interesseret i at fremme undervisningen ibland dem. Under påvirkning af sin gode ven og medarbejder, overkammerherre Carl Adolf von Plessen, lod han således en række skoler, - de såkaldte prinseskoler, opføre på sine godser Vemmetofte, Højstrup og Jægerspris. Af disse tidlige skoler er i dag kun Prins Carls Skole i Store Torøje ved Vemmetofte bevaret. Da broderen, Frederik IV, lod sin ´hustru til venstre hånd´, Anna Sophie Reventlow, krone til dronning i 1721 få uger efter dronning Louises begravelse, kom det til et brud både med kronprinsen, den senere Christian VI, som da heller ikke forsømte lejligheden til at hævne sig på stedmoderen, da han selv blev konge, og til prins Carl, som sammen med den ugifte søster, prinsesse Sophie Hedevig, valgte at vende hoffet i København ryggen og i stedet tage fast ophold på Vemmetofte. Så længe hans svagelige natur tillod det, tog prinsen ivrig del i jagt og ridning på hestene fra hans kostbare stald. Prins Carl, som foruden sit svagelige helbred efterhånden også blev meget tunghør, var uden tvivl et både venligt og godgørende menneske, som har glædet mange, men nogen markant personlighed synes han dog ikke at have været. Forholdet mellem prins Carl og Frederik IV blev bedre med tiden, og prins Carl gik endog med til at stå fadder til et af kongens børn med dronning Anna Sophie. Med Anne Sophie fik kongen syv børn, som dog alle døde som spæde eller små.

Vemmetofte på prins Carls tid med den imponerende barokhave.

Prins Carl havde et skrøbeligt helbred, og han var kun 49 år gammel, da han i 1729 døde på Vemmetofte og derefter blev begravet i Roskilde Domkirke. Han efterlod sine besiddelser, herunder bl.a. Vemmetofte, men også sin betydelige gæld til prinsesse Sophie Hedevig, som hun i øvrigt betalte af på resten af sit liv med så stor pligtopfyldelse, at broderens gæld stort set var bragt ud af verden, da hun selv døde 6 år senere.

Et par portrætter af prinsesse Sophie Hedevig fra Saltø (til venstre) og fra Vemmetofte (midten og til højre). Når prinsessen bærer rød kåbe med hermelin, er det et symbol på hendes kongelige byrd.

Prinsesse Sophie Hedevig (1677-1735)
Allerede som barn blev Sophie Hedevig forlovet med sin fætter, den senere kurprins Johan Georg IV af Sachsen. Forlovelsen blev imidlertid ophævet 1691 af Christian V, da kurprinsen fik interesser til anden side og lod hoffet i København meddele, at ´han ikke kunne elske prinsessen´. Nye forhandlinger om andre partier kom snart på bane bl.a. til endnu en fætter, nemlig den kommende Karl XII af Sverige, som imidlertid absolut ikke havde lyst til at gifte sig med nogen som helst, og med den senere tysk-romerske kejser Josef I. Ingen af disse forhandlinger førte dog til ægteskab, - den sidstnævnte mulighed, fordi prinsessen ikke ville gå med til et tysk krav om, at hun skulle konvertere til katolicismen, som det blev krævet af hende fra tysk side som betingelse for, at ægteskabet kunne indgås. For den religiøst optagede prinsesse, som delte sin bror, Prins Carls betydelige interesse for tidens pietistiske strømning, var et sådant krav om at svigte sin lutherske tro imidlertid ganske utænkeligt. Prinsesse Sophie Hedevig forblev ugift til sin død.

Prinsesse Sophie Hedevig malet af Benoit le Coffre (Rosenborg). 

Så længe moderen, dronning Charlotte Amalie, levede, boede prinsesse Sophie Hedevig hos hende og efter hendes død i 1714 ved selve hoffet. Da broderen, Frederik IV, indgik ægteskab med Anna Sophie Reventlow, som kort efter blev kronet som dronning efter at have været ´gift til venstre hånd´ med kongen i en årrække, kom det til et brud mellem kongen og hans yngre bror, Prins Carl. 

Sophie Hedevig - emalje af Josias Barbette (1657-1731) fra ca.1695 (Rosenborg) - og et ungdomsportræt af Carl Adolf von Plessen. 

Prinsesse Sophie Hedevig valgte at følge prins Carl, da han vendte hoffet i København ryggen på grund af broderen, Frederik IVs affære med Anne Sophie Reventlow, som de begge tog stor afstand fra. Hun fulgte med ham til hans gods Vemmetofte, hvor de begge tog ophold. På Vemmetofte holdt søskendeparret et ret anseligt hof på 70 personer. Som det berettes senere havde Sophie Hedevig ellers planer om at bosætte sig på Gjorslev Slot, som hun ejede, men da hun blev nødt til at mageskifte det med Frederik IV, som havde brug for godset i forbindelse med oprettelsen af Tryggevælde rytterdistrikt, valgte prinsessen derfor at blive  boende på Vemmetofte, hvor hun stort set opholdt sig resten af sit liv. Her knyttede hun sig efterhånden også stærkt til prinsens gode ven siden ungdommen, overkammerherre Carl Adolf von Plessen, så denne, der ligesom prinsesse Sophie Hedevig forblev ugift hele sit liv, efterhånden ligefrem blev opfattet som prinsessens uofficielle mand. Et senere rygte om, at de to endda skulle have indgået hemmeligt "samvittighedsægteskab", kan ikke verificeres, men heller ikke afvises. "Samvittighedsægteskaber" var ret almindelige i de europæiske fyrstehuse på den tid, når rangforskellen var for stor mellem parterne. Et sådant ægteskab var ikke retsgyldigt, men satte parret i "en Gud velbehagelig stand". Det kan have været vigtigt for både prinsesse Sophie Hedevig og for Carl Adolf von Plessen, som begge var dybt religiøse og tog tidens pietistiske livssyn meget alvorligt.

 
En miniature med et portræt af prinsesse Sophie Hedevig (Frederiksborgmuseet).

En af prinsesses stuer, - den røde kaffestue på Vemmetofte, som den ser ud i dag.

Som prins Carl var også prinsesse Sophie Hedevig tilsyneladende et både venligt og godgørende menneske, og også hun kom til at interessere sig levende for skolebyggeri på sine godser. Utvivlsomt under påvirkning af Carl Adolf von Plessen, som selv havde opført skoler på sine godser nord for Næstved, de såkaldte greveskoler, og som i høj grad også havde været drivkraften bag de skoler, - prinseskolerne, som prins Carl lod bygge på sine godser, Vemmetofte, Højstrup og Jægerspris, lod også prinsesse Sophie Hedevig 5 skoler, - prinsesseskolerne, opføre på sine godser Dronninglund med den nu forsvundne Dronninggård og Frederiksdal, som Christian VI sammen med Sorgenfri Slot skænkede hende ved sin tronbestigelse i 1730.

Prinsesse Sophie Hedevig var musisk ganske kreativ, og der er til i dag bevaret en del tegninger, malerier, broderier og andre dygtigt udførte håndarbejder fra hendes hånd. Billedet til venstre viser en tegning fra 1691af den dengang 14-årige prinsesse. Motivet er en symbolsk fremstilling af Danske Lov, hvor man ser Guds lys fra himlen skinne dels på en arm, som holder Bibelen og dels på en arm, der holder sværdet (symbolet på retfærdighed) samt på Elefantordenen og kongens krone, som bærer indskrifterne C5 og Danske Lov. Også musikken havde Sophie Hedevigs interesse. Hun ejede en betydelig nodesamling, og hendes smukt udsmykkede guitar findes i dag på Rosenborg Slot. Det fornemme instrument, der er fremstillet af Joachim Tielke i Hamburg i 1703, er udsmykket med prinsesse Sophie Hedevigs navnetræk og belagt med skildpadde og elfenben. Sophie Hedevigs omfattende  bogsamling, der fortrinsvis bestod af religiøse værker, blev testamenteret til Universitetsbiblioteket i København efter hendes død i 1735.

Prinsesseskolerne
Ved en fundats af 28. august 1719 fastsatte prinsesse Sophie Hedevig, at der skulle opføres 7 skoler i Dronninglund sogn, nemlig i landsbyerne Bolle, Hjallerup, Torup, Dorf, Ørsø, Aså og Gerå. Skoleholderne skulle aflønnes og modtage brændsel fra Dronningelund gods. Yderligere 7 skoler blev opført på prinsessens godser i Nordsjælland. Disse sjællandske skoler blev administreret fra Dronninggård. Sophie Hedevigs skoler er i dag kendt som ´prinsesseskolerne´.

 "I fundatsen står, at Sophie Hedevig har ladet skolerne fra ny opbygge, og man har hidtil troet, at hun har oprettet det første organiserede skolevæsen i Dronninglund sogn. Imidlertid fremgår det af det skøde, der blev udfærdiget ved prinsessens overtagelse af Dronninglund i 1716, at hendes moder, dronning Charlotte Amalie, allerede havde oprettet fem skoler i sognet, en i hver fjering: "Ellers befindes udi forbemeldte Dronninglunds sogn fem skolehuse, et ved hver fjerding på fire á fem fag, hvilke vor højst salige fru Moder har ladet opbygge og enhver af skoleholderne tillagt årligt to tønder rug, en tønde byg, to læs træ til brændeved og et læs til skolehusenes vedligeholdelse, som forretningen afvigte 18. april afvigte år 1715 fol. 107 nærmere forklarer." De fem skolehuse lå i Bolle, Hjallerup, Dorf, 0rsø og Asaa. Dronning Charlotte Amalie ejede Dronninglund Slot fra 1690 til sin død i 1714, så Dronninglund sogns skolevæsen må føje nogle år til sin alder, og Charlotte Amalie må tilskrives en større indsats for Dronninglund sogn end ændringen af Hundslund Klosters navn til Dronninglund". (Citatet herover stammer fra Anne Kathrine Nielsens artikel "Prinsesseskolerne i Dronninglund Sogn", som kan læses på adressen http://www.uddannelseshistorie.dk/images/pdfer/a-2004-nytognoter.pdf)

Dronninglund Hovedgård i Vensyssel (ca. 25 km. nordøst for Nørre Sundby) fik sit navn af dronning Charlotte Amalie, da hun i 1690 købte det nedlagte benediktinernonnekloster Hundslund Kloster, der oprindelig blev opført i midten af 1200-årene. Den nuværende kirke, som er sognekirke i dag, er faktisk den oprindelige klosterkirke. Efter dronningens død i 1714 overgik Dronninglund til Frederik IV, som dog overlod slottet og Hals Ladegård til prinsesse Sophie Hedevig ved et mageskifte i 1716. Prinsessen benyttede primært Dronninglund Slot som sommerresidens og fik også istandsat en del af slotskirken. For at skaffe penge til at betale broderen, prins Carls gæld efter dennes død i 1729 skødede prinsessen 1730 det hele til Carl Adolf von Plessen, som prins Carl skyldte 75.000 Rdl. ved sin død. Den enorme gæld blev dermed nedbragt til 15.000 Rdl. Carl Adolf von Plessen valgte dog at sælge hovedgården videre i 1735. En af de følgende ejere var greve Adam Gottlob Moltke til Bregentved. Billedet til venstre viser Dronninglund, som det så ud, før greve Adam G. Moltke i 1775 lod bygningen modernisere med Laurids de Thurah som bygmester. Bemærk træhesten, som stikker hovedet frem til højre bag bygningen i forgrunden. Den kom flittigt i brug, da Dronninglund i 1776 blev overtaget af eventyreren og officeren William Halling, som også var direktør for Asiatisk Kompagni. Halling er nok danmarkshistoriens mest berygtede bondeplager, og han udøvede ikke blot sin revselsesret over bønderne med både nidkærhed og stor opfindsomhed, hvad straffemetoderne angik, og udøvede også sin ´Droit de Signeur´ d.v.s. herremandens ret til den første nat med enhver nygift pige på godset med stor ihærdighed. Desuden eksperimenterede han også med ´raceforædling´, - ikke af godsets kvæg, men forsøgte gennem tvangsægteskaber mellem de smukkeste piger og karle blandt bønderne at fremavle særlig smukt afkom. Bøndernes forsøg på slå deres plageånd ihjel med høstredskaberne mislykkedes, og - ikke overraskende - blev hovedmændene udsat for en hård straf. Den privatejede hovedgård anvendes i dag som kursusejendom.

Frederiksdal og Dronninggård i Nordsjælland. Hovedgårdene er opkaldt efter Frederik III, som sammen med dronning Sophie Amalie lod dem opføre i 1660 på tomterne af nogle ødelagte og nedbrændte landsbyer, som var gået til under svenskekrigene i 1658-59. Den bygning, som prinsesse Sophie Hedevig kendte som Frederiksdal hovedgård, og som hun var ejer af, blev imidlertid revet ned, og en ny bygning, Frederiksdal Slot, blev opført i stedet med Nicolai Eigtved som bygmester i 1744-45 (billedet ovenfor til højre). Ved dronning Sophie Amalies død i 1685 overgik Dronninggård til dronning Charlotte Amalie. Hovedbygningen nedbrændte imidlertid i 1688, og den blev ikke genopført. Avlsbygningerne, som var af bindingsværk og med stråtag, og en nyopført grundmuret hovedbygning i én etage (billedet ovenfor i midten) overgik ved Charlotte Amalies død i 1714 til datteren, Sophie Hedevig. Trods bygningens beskedne størrelse opholdt Sophie Hedevig sig ofte på Dronninggård, som måske i virkeligheden passede godt til hendes beskedne og mådeholdende livsførelse. Efter Sophie Hedevigs død i 1735 ophørte Dronninggård med at fungere som kongelig beboelse. Godset blev afhændet af kronen i 1772 og nogle år senere erhvervet af den hollandske storkøbmand, Frédéric de Coninck (1740-1811), som lod avlsbygningerne ombygge til brug for et mindre, men mere moderne landbrug og samtidig lod opførte en ny smukt beliggende hovedbygning, Næsseslottet (billedet herover til venstre), som endnu ligger på et næs direkte ned til Furesøen. Slottets historie illustrerer i virkeligheden ganske udmærket udviklingen fra det flere hundrede år gamle landbrugssamfund, hvor rigdom og magt blev målt i jord, og hvor økonomien var baseret på landbrugsdrift, og frem til den nye ´godsejertype´ fra sidste del af 1700-årene, hvis rigdom først og fremmest stammede fra ´den florissante periodes´ oversøiske handel. Landbruget havde været i alvorlig krise i længere tid, og indtjeningen hér var gået voldsomt tilbage, og først mod slutningen af 1700-tallet blev situationen bedre for landbruget. Som afløser for Dronninggård er Næsseslottet derfor ikke først og fremmest en traditionel hovedgård, men mere et regulært pragtslot uden nævneværdigt landbrug.

Efter sin moder havde prinsesse Sophie Hedevig arvet godserne Gjorslev og Erikstrup på Stevns, men - som allerede nævnt - måtte hun dog i 1716  mageskifte disse godser med Frederik IV for Dronninggård og Børglum kloster i Jylland (se ovenfor).  Kongen havde nemlig brug for Gjorslev i forbindelse med oprettelsen af Tryggevælde Rytterdistrikt, så prinsessen måtte opgive sin plan om at bosætte sig på Gjorslev, som hun ellers var godt i gang med at lade indrette som bolig, og valgte i stedet at flytte ind hos prins Carl på Vemmetofte. Ved prins Carls død i 1729 arvede prinsesse Sophie Hedevig også dennes godser Vemmetofte og Højstrup samt Charlottenborg i København og "Prins Carls Hauge" med Blågården nord for byen. Prinsesse Sophie Hedevig overtog imidlertid ikke kun prins Carls ejendomme. Hun overtog også hans betydelige gæld, som hun i øvrigt betalte af på resten af sit liv med så stor pligtopfyldelse - bl.a. ved at sælge godset Dronninglund i Jylland  -, at broderens gæld stort set var bragt ud af verden, da hun selv døde 6 år senere på Vemmetofte efter i nogle år at have været meget svagelig. Som sine forældre og sine søskende ligger prinsesse Sophie Hedevig begravet i Roskilde Domkirke. Udover sin interesse for tidens religiøse strømninger og det nævnte skolebyggeri, som udsprang af denne interesse, havde prinsesse Sophie Hedevig også en betydelig sans for musik og for malerkunst, som hun også selv dyrkede. Hendes samling af håndskrifter blev efter hendes død skænket til universitetsbiblioteket i København. Sophie Hedevig, som tydeligvis havde arvet sin moders gode begavelse og tiltalende menneskelige egenskaber, efterlod sig et på alle måder smukt eftermæle. I overensstemmelse med moderen, dronning Charlotte Amalies oprindelige ønske oprettede prinsesse Sophie Hedevig ved sit testamente et adeligt jomfrukloster af Vemmetofte og Højstrup med tilliggende gods. Prinsessens gode ven, Carl Adolf von Plessen, blev den første kurator på Vemmetofte adelige Jomfrukloster og bidrog selv med egne økonomiske midler til, at klosteret klarede sig gennem de første økonomisk meget vanskelige år.

 
1678 overtog dronning Charlotte Amalie den gamle middelalderborg Gjorslev på Stevns, som blev opført af Peder Jensen Lodehat omkring år 1396. Dronningens praktiske godsinteresse førte snart til, at hun samlede sig betydelige jordejendomme især på Stevns, hvor hun 1680 også købte godset Søholm, som stadig hører under Gjorslev Gods. 1689 erhvervede hun Erikstrup Gods ved Store Heddinge og i 1694 Vemmetofte. Ved dronningens død 1714 tilfaldt Gjorslev (og Erikstrup) prinsesse Sophie Hedevig. Hun påbegyndte straks forskellige byggearbejder og lod bl.a. korsbygningen indrette som beboelse for hende selv og prins Carl. Omlægningen af Frederik IVs ryttergods medførte imidlertid, at Sophie Hedevig i 1716 måtte gå med til at mageskifte godset med kongen, og hun valgte derfor at flytte ind hos prins Carl på Vemmetofte. De rød-hvide bindingsværksbygninger langs begge sider af `Bredgade`, som bl.a. indeholder stalde, er opført af Frederik IV omkring år 1700, da Gjorslev endnu var ryttergods. De smukke staldbygninger er i dag fredet. Herunder ses dels en moderne gengivelse af Gjorslev i middelalderen og dels et luftfotografi, som viser slottet, som det ser ud i dag.

 

(Besøgstælleren er sidst nulstillet den 1. januar 2017. Midlertidig pauseret 1. oktober 2020, da webhotellet ikke længere understøtter den aktuelle besøgstæller.)