Vemmetofte


Vemmetofte Kloster

Storhedstiden
Vemmetoftes storhedstid begyndte dog for alvor med "den kongelige tid" i 1694, da Christian Vs dronning, Charlotte Amalie, købte godset og med stor ildhu gik i gang med omfattende ændringer af godset. Landsbyen Vemmetofte blev sløjfet 1696, bønderne tvangsforflyttet til andre landsbyer og jorden derpå lagt ind under godset som dyrehave beregnet for den kongelige jagt. Dronningen, som også havde mange andre godsbesiddelser flere steder i landet, overdrog Vemmetofte til sine to ugifte børn, prins Carl og prinsesse Sophie Hedevig i den hensigt, at godset med tiden skulle omdannes til et kloster for adelige jomfruer af protestantisk eller af Calvinistisk tro (som dronningen selv).

Charlotte Amalie (1650-1714) var gift med Christian V.

Efter dronningens død i 1714 gik Prins Carl straks i gang med en omfattende ombygning af den da stærkt forsømte herregård og gav i store træk hovedbygningen dets nuværende udseende trods flere senere ombygninger. Endnu en landsby, Snekkelstrup, blev sløjfet i 1717. Prins Carl opførte også en del af de omgivende bygninger, bl.a. den såkaldte "flække" langs den nuværende Vemmetoftevej og det store "fæhus" i ladegården. Også staldbygninger, bindingsværkshuse til forpagtere og andre ansatte, broen over slotsgraven samt anlæg af en lysthave i fransk stil blev opført i løbet af de følgende år, indtil den gamle borg var forvandlet til et smukt, firlænget barokslot. Heller ikke den indre istandsættelse blev der sparet på. Prins Carl lod indføre gyldenlæder fra Holland til vægbeklædning i bl.a. spisesalen, fruerstuen og et mindre karnapværelse. Der blev anskaffet møbler fra København og Hamburg og en mængde kostbarheder og kunstgenstande. Også klosterets kirke blev sat i stand og udstyret med en ny altertavle med fint udskåret og forgyldt ramme omkring et maleri af Heinrich Krock fra 1717, som forestiller dommedag. Der blev anskaffet altersølv, dåbssølv, alterstager, og prinsen lod 33 malerier med bibelske motiver (ligeledes af Krock) overflytte fra sin ejendom Blågård ved København. På sydfløjens mur lod den fromme prins Carl opsætte en tavle med  indskriften `Qui benedixisti Deus optime maxime cuncta qui bene prospicies sit tibi laus et honor´ (Du algode og almægtige Gud, som har velsignet alt dette og nådig vil våge derover, dig være pris og ære).

Kirken på Vemmetofte blev oprettet allerede i første halvdel af 1600-årene, men det nuværende udseende fik den i forbindelse med prins Carls store renovation af slottet fra 1715. Alteret med  et dommedagsmaleri af Heinrich Krock (1671-1738) ses i baggrunden. En stor del af inventaret er skænket af Prins Carl, mens Carl Adolf von Plessen skænkede kirken en messehagel. Siden 1735, da klosteret blev oprettet efter prinsesse Sophie Hedevigs død, har kirken også fungeret som selvstændig sognekirke, idet den blev udskilt fra Spjellerup sogn. I klosterets første år var der ansat både en dansk og en tysk præst.

Omkostningerne til alt dette var naturligvis enorme, og Prins Carl, som dertil var en udpræget levemand med stor lyst til kostbare fester, eget stutteri med de fineste rideheste og prangende jagtselskaber, efterlod sig da også en betydelig gæld, som søsteren, Sophie Hedevig, også arvede, da hun overtog Vemmetofte efter Prins Carls død i 1729. Hun betalte pligtopfyldende af på gælden i årene derefter og fik faktisk afbetalt gælden inden sin død 6 år efter broderen bl.a. ved afståelse af godser, omlægning og dygtig drift, et heldigt mageskifte med kronen i 1732, som øgede Vemmetoftes godt 1300 tdr. hartkorn ved prinsens død til 1626 tønder hartkorn, da hun selv døde i 1735. Christian VI havde dog også hjulpet med en forhøjelse af hendes apanage. Prinsesse Sophie Hedevig havde i øvrigt også stor sans for musik og selv var hun også en habil maler, bl.a. af nogle akvareller med blomstermotiver, som i dag hænger på Rosenborg. Som sin moder havde hun også stor praktisk og forretningsmæssig sans i forbindelse med forvaltningen og driften af hendes godser.

Det ombyggede Vemmetofte med den imponerende barokhave, som Prins Carl lod anlægge uden smålig skelen til omkostningerne. I tidens smag var haven indrettet med symmetrisk anlagte, snorlige havegange, klippede hække og med sirligt arrangerede blomstergrupper, som dannede prinsens og prinsesse Sophie Hedevigs kronede navnetræk.

I årene 1862 og 1863 gennemgik hovedbygningen på Vemmetofte en temmelig håndfast ombygning. (Billedet til venstre viser hovedbygningen før ombygningen 1862, billedet til højre umiddelbart efter). Under ledelse af arkitekt Th. Zeltner forsøgte man efter tidens smag at gøre bygningen mere ´historisk´. Resultatet blev et ret mislykket forsøg på at genskabe en renæssancebygning. Tårnet, som kan ses fra havesiden (se billedet med prins Carls barokhave), blev gjort højere og forsynes med spir, og bygningen fik nu spidsgavle, vinduesindfatninger og røde mursten med lyse, vandrette cementbånd. De anvendte materialer var imidlertid så dårlige, at det allerede i 1907 blev nødvendigt med en ny ombygning, som blev ledet af arkitekt Axel Berg. Bygningen fik ved den lejlighed et fuldkomment nyt ydre og står i dag med røde mursten og grå sandstensudsmykning. Også spiret på taget er fra den sidste ombygning. Indvendigt er der til gengæld bevaret mange fine detaljer.

Hovedbygningen på Vemmetofte som den ser ud i dag.

Vemmetofte set fra haven.

Adeligt jomfrukloster
Prinsesse Sophie Hedevig boede på Vemmetofte til sin død 1735. Godset blev administreret af hendes og broderens gode ven gennem mange år, geheimeråd Carl Adolf von Plessen, og da Vemmetofte Kloster for adelige jomfruer efter bestemmelserne i prinsessens testamente blev oprettet i 1735, blev det da også med von Plessen som klosterets første kurator. Fundatsen for klosteret blev udstedt af kongen den 10. juni 1735. Driften blev lagt i hænderne på to kongeligt udnævnte kuratorer og en priorinde, som skulle vælges af kuratorerne og de fire ældste frøkener i klosteret. Priorinden skulle være damernes foresatte og lede den daglige husførelse, mens kuratorerne skulle forestå alle klosterets ydre anliggender. Klosteret stod under kongelig protektion, men økonomien hængte ikke rigtig sammen i begyndelsen, og kun med rundhåndede personlige tilskud fra Carl Adolf von Plessen kom Vemmetofte igennem de første år. Driften af klosteret blev en hjertesag for Plessen, og han havde den glæde at klosteret overlevede perioder med misvækst og kvægpest. Ved hans død i 1758 var antallet af adelsfrøkener og konventualinderne steget til 13, og klosteret havde en betydelig kapitalfond på næsten 67.000 rigsdaler.

Prins Carl (1680-1729) og prinsesse Sophie Hedevig (1677-1735)

Fundatsen bestemte også, at der efterhånden som økonomien tillod det kunne optages 21 ´ugifte adelige jomfruer´ mod et indskud på 500 rigsdaler og pligten til at underholde et forældreløst barn. Konventualindernes daglige liv skulle  være ´kristeligt indgetogent, fromt og eksemplarisk´  med daglige fælles morgen- og aftenbøn og var i det hele taget præget af kravet om en streng, pietistisk klostertugt. Klosteret blev udskilt fra Spjellerup Sogn som et særligt sogn, og ved klosterets egen kirke blev der ansat både en dansk og en tysk præst, så man kunne opfylde fundatsens krav om, at "næst en sømmelig Subsistence for adelige Jomfruer har dette Kloster til fornemste Hensigt at befordre Guds Ære ved en daglig, flittig og andægtig Gudstjeneste". Priorinden skulle således også tilse, at jomfruerne blev holdt til "et Gudfrygtigt, skikkeligt og anstændigt Levned og Vandel, i særdeleshed at de udenfor den offentlige Gudstjeneste og Bedestunder, ingentid er ledige, men altid med et anstændigt Arbejde occuperet (...) og ingen Visiter modtage, aldrig gå ud af Klosteret eller rejse uden Priorindens Forevidende, Konsens og Permission, dog bliver de om Sommeren i de bekvemme Timer til deres Rekreation tilladt at prominere i Haven".

En af de vigtige personer i klostrets første tid var justitsråd og senere etatsråd Andreas Høyelse (1698-1775). Med støtte fra prins Carl blev han uddannet til læge bl.a. efter studier i Halle. Efter hjemkomsten i 1724 blev han derpå et skattet medlem af prins Carls og prinsesse Sophies hof på Vemmetofte. Ved prinsessens død i 1735 beholdt han ligesom hoffets øvrige embedsmænd sin gage i pension. Andreas Høyelse var ugift og dertil en meget velhavende mand, som ikke behøvede nyt embede. Han valgte derfor at blive boende på Vemmetofte resten af sine dage, hvor han dels kunne dyrke sin store interesse for litteratur og dels pleje det nære venskab med Carl Adolf von Plessen, som var prins Carls gode ven og desuden prinsens kammerherre, og bl.a. også med dennes gode ven, den lærde historiker Hans Gram. Deres fælles store interesse for bøger blev da også et vigtigt tema i de breve, de udvekslede med hinanden.  Således skrev Gram til Høyelse den 3. december 1734 bl.a. denne morsomme passage i omtalen af en fornem boggave, som Gram netop havde modtaget af Carl Adolf von Plessen fra dennes betydelige bibliotek: "Jeg taler ey om hvad for et Huus jeg holder med mine andre fattige Bøger, og hvorledes jeg vender opp og ned paa dem, for at faae Rum til disse Kemper; hvor mangfoldige, der maae dandse plat ned paa Gulvet ud af deres honorables Stæder (...) og som jeg iblandt endeel minoris formæ volumina har truffet paa tvende smaae medicinske Pieces, som jeg for nogle Aar siden ved en sær Hendelse bekom i Foræring  fra Engelland af en god Ven, saa er falden mig ind, at spørge min Hr. Justitz-Raad, om De hafde de samme tvende allerede? thi, hvis ikke, da kunde De jo ikke alene giøre bedre Nytte dermed, end jeg, men giøre mig en stor Fornøyelse i at beholde dem blant Deres; thi de kand og ikke giøre dend tusindeste Deel dérangement paa Deres Reoler, som Thesaurus Italiæ et Siciliæ paa mine. Dog beder jeg for Guds skyld, at De vil spare Sig og mig for at lee deraf; hvilket De vist nok giorde, hvis De vilde indbilde Sig, at der var imellem denne liden Sending nogen Connexion til hans Excellences Hr. Ober-Cammerherrens Foræring og den Umage, De hafde haft dermed for min skyld." Høyelse synes at have været en både personlig meget elskværdig og dertil meget gavmild mand. Han efterlod da også klosteret næsten hele sin betydelige formue. I 1800-tallet blev forholdene på klosteret liberaliseret og den strenge klosterdisciplin mere menneskelig, men først i 1975 åbnede en ny fundats muligheden for, at også ægtepar og enlige mænd nu kan bo i de få, eftertragtede lejligheder på Vemmetofte.

Slottet er normalt lukket for publikum, men der er offentlig adgang til den smukke park og de omkringliggende skove.
 

(Besøgstælleren er sidst nulstillet den 1. november 2016. Midlertidig pauseret 1. oktober 2020, da webhotellet ikke længere understøtter den aktuelle besøgstæller. )