Dagliglivet i landsbyerne i 1700-tallet

Omkring år 1700 omfattede Danmark både ´selve kongeriget Danmark´ og hertugdømmerne Slesvig og Holsten syd for Kongeåen. Dertil kom, at Danmark gennem adskillige århundreder havde et rigsfællesskab med Norge. Reelt havde de to kongeriger siden Kalmarunionen i 1397 indgået en personalunion (efter reformationen i 1536 dog en realunion), hvilket i praksis indebar, at den enevældige danske konge indtil 1814 regerede både Danmark og Norge. I selve kongeriget Danmark har der formentlig boet omkring 650.000 mennesker i år 1700, og tre årtier senere menes folketallet at være vokset til omkring 710.000. Omtrent 80% af befolkningen boede på landet i de henved 5000 landsbyer, ca. 10% boede i hovedstaden og de resterende ca. 10% boede i de 67 større og mindre købstæder landet over.

Landskabet var dengang præget af store områder med den naturtype, som kaldes ´overdrev´, som var opstået ved, at den oprindelige skov på et tidspunkt siden oldtiden var blevet ryddet og erstattet af græsklædt, men ellers uopdyrket jord, der i nogen grad kunne anvendes som græsningsarealer omkring de små, koncentrerede landsbyer. En typiske landsby bestod normalt af 10-20 gårde og lige så mange små husmandshuse og håndværkerhjem. En del landsbyer var dog betydelig mindre. Bygningerne lå som regel samlet omkring den åbne plads midt i landsbyen, som kaldes ´forten´. Her lå også landsbyens gadekær, hvor dyrene kunne vandes, hvor man kunne vaske tøj, og hvor man kunne hente vand fx i tilfælde af ildebrand. Allerede i Jyske Lov fra 1241 understreges i 1. bog § 51, at forten var fælles ejendom, og at "Ingen mand må bygge på Forten, for Forten tilhører alle. Den, der er medejer i Byen, kan altid, af hvad størrelse hans Ejendom i Byen end er, rejse Sag angående Forten, hvis nogen har formindsket eller forringet den." De enkelte gårde lå på hver deres lille grundstykke, der blev kaldt ´toften´ eller ´gårdstedet´, og som især blev anvendt som frugt- og køkkenhaver. Gårdens størrelse var også afgørende for de enkelte gårdes andele af landsbyens agre og det fælles overdrev. Den del af forten, der lå nærmest gårdene, blev kaldt ´gaden´, og også den skulle holdes fri, så man frit kunne færdes mellem gårdene og markerne. Huse uden jord blev kaldt ´gadehuse´. Gaden lå således som en lukket ring omkring forten. ´Bymarken´ var opdelt i tre ´vanger´, som igen var inddelt i en række ´fald´, som også blev kaldt ´åse´ eller ´skifter´, hvor den agerjord, som hørte til den enkelte gård, lå spredt i en række ´agre´ eller ´markstrimler´ (se senere). Et ´vænge´ er betegnelsen for et afgrænset jordstykke, fx en mark eller en eng, der hører til en gård eller et hus. På landet var man selvforsynende med stort set alle daglige fornødenheder, og kun ganske få varer som fx sukker, salt, tjære og jern måtte købes i den nærmeste købstad. I hvilken grad den enkelte gård kunne forsyne sig selv, afhang dog i høj grad af den mængde jord, der hørte til gården eller huset. Husmændene var som hovedregel jordløse. Landsbyernes beboere var meget følsomme overfor år med misvækst, som hurtigt kunne bringe en familie til tiggerstaven. Det samme var tilfældet, hvis uheldet var ude fx ved arbejdsulykker, sygdom eller de frygtede ildebrande, som hurtigt kunne brede sig mellem landsbyens stråtækte bindingsværkshuse.

Nogle af landsbyerne havde en sognekirke og undertiden også en lille landsbyskole (se senere). Kun 2% af landsbyernes beboere var selvejere med egne gårde. På Bornholm eller på de magre jorder i hedeegnene i Jylland, som gennemgående var uinteressante for herregårdene, var enkeltgårde i selveje dog dominerende. Fælles for størstedelen af bønderne i landsbyerne var, at de var fæstebønder (se senere) under en herregård eller under kronen og derfor måtte betale en årlig afgift, den såkaldte ´landgilde´ (se senere) til herremanden til gengæld for brugen af fæstegården og den jord, som hørte til den. Desuden måtte bønderne også yde ´hoveriarbejde´ (se senere) et vist antal dage om året på hovedgårdens marker. Udover landgilde skulle fæstebonden også betale ´kirketiende´ og andre afgifter, som vil blive gennemgået i det følgende.

 
Kornhøsten var årets højdepunkt i landsbyen. Der var ikke tid til mange pauser, så madmor eller en af pigerne måtte ud på marken med tejnen, hvor maden lå, og bimplen med øl til de travle høstfolk. På billedet herover til venstre er mændene i gang med at skårlægge kornet, mens kvinderne følger efter og samler aksene i neg. Om vinteren skulle bytyren fordres på skift af bymændene, og det var oldermandens opgave at kontrollere, at den den blev ordentlig fodret og passet. Oldermanden kunne idømme bøder til de fæstebønder, som var forsømmelige, og han havde ofte sikret sig bistand af to ´gode bymænd´, når han var ude at kræve bøder op. På billedet til højre bliver bytyren synet omhyggeligt. Disse og flere af de efterfølgende billeder er gengivet efter akvareller af maleren Rasmus Christiansen (1863-1940). Serien omfatter en lang række akvareller fra 1920´erne, som skildrer landbrugets historie og udvikling på en måde, som bringer de gamle anskuelsestavler i erindring. Maleren havde et meget stort kendskab til levevis i svundne tider, som han havde studeret indgående. De pædagogisk glimrende illustrationer giver derfor et ganske troværdigt billede af dagliglivet på landet i 1700- og 1800-tallet. Alle - voksne som børn - måtte arbejde efter bedste evne, og en særlig travl tid var høsten, hvor bønderne ikke kun skulle nå at høste landsbyens marker, men også måtte høste på herregården som hoveriarbejde. Akvarelsamlingen blev i 1953 skænket til Tune Landboskole.

Landsbyens beboere
I de landsbyer, som havde en sognekirke, var præsten og degnen de øverste i landsbyen. Under dem stod gårdmændene, og under dem igen stod så husmændene, der udover et mindre hus undertiden også havde lidt jord, så der var mulighed for, at et par husdyr - måske en ko og et par får - kunne græsse. Det var dog ikke tilstrækkeligt til at holde familien selvforsynende, så  ofte var husmændene derfor normalt også daglejere, eller de havde et landsbyhåndværk, som de kunne leve af. Det var dog ikke alle personer, der indgik i en husstand. Under husmændene stod nemlig de landarbejdere, såkaldte inderster fx enlige eller ægtepar, som ikke ejede hus eller jord og derfor boede til leje på gårdene eller i husene og ernærede sig som tjenestekarle og piger. Det samme var undertiden også tilfældet med gamle aftægtsfolk, som ikke mere kunne arbejde. I bunden af landsbysamfundet kom så de fattigste fx gamle, enlige eller aftægtsfolk, men det kunne også være fattigfolk, som måske fik en meget beskeden fattighjælp fra det offentlige dvs. levede af ´nådsensbrød´ eller senere i 1800-tallet var ´på kassen´ dvs. boede på fattiggården, som det er skildret i Henrik Pontoppidans novelle, ´Nådsensbrød´ fra 1885. I 1700-årene var der også hjemløse tiggere - undertiden også forældreløse børn -, der førte en kummerlig tilværelse med tiggeri fra sogn til sogn og fra hus til hus rundt om på landevejene, eller var henvist til at leve i fattighusene, såkaldte ´hospitaler´, der bestemt ikke må opfattes som vore dages hospitaler. Der var tale om de egentlige fattighuse og senere fattiggårde, der efterhånden opstod i løbet af 1700-tallet som fx fattighuset ´Greve Hospital´ fra 1710, men som især blev opført i det følgende århundrede. Livet i 1700-tallets danske landsbyer var i det hele taget præget af uhyre nøjsomhed og udbredt fattigdom i et omfang, som de fleste mennesker i vore dage vil have svært ved at forestille sig.

Fæstegården
I 1700-tallet var det almindeligt, at herremanden ejede jorden, og der hørte ofte flere landsbyer under hovedgårdene (herregårdene eller godserne), men forholdet til de landsbyer og fæstegårde, der hørte under godset, var imidlertid præget af et dilemma, for på den ene side var godsejerne normalt interesseret i at opnå størst mulige indtjening fra fæstebønderne - både fra landgilden såvel som fra bøndernes hoveriarbejde på herregården - , men på den anden side måtte kravene til fæstebønderne ikke blive større end, at det stadig var muligt både at finde bønder, der var villig til at fæste gårdene. Dertil kom, at fæsterne efterfølgende også var i stand til at opfylde deres forpligtelser med hensyn til landgilden. Når fæsteaftalen var indgået, havde fæstebonden brugsretten over gården og den tilhørende jord typisk for 30 år. Aftalen om fæstet blev fastlagt mellem godsejeren og fæstebonden i et ´fæstebrev´ (se senere). Fæstet angik alene ejendommen med bygninger, men ifølge ´Christian Vs Danske Lov´ fra 1683, som var den gældende lov i 1700-tallet, skulle fæsteren dog være jordejeren "hørig og lydig". I realiteten indebar fæstet dog en underordning over for jordejeren, nemlig godsejeren, som især i løbet af 1700-tallet blev udvidet til en mere udbredt anerkendelse af jordejerens ret til at håndhæve husbondlignende myndighed med anvendelse af bl.a. hustugt, halsjern eller brug af andre straffemidler som fx træhesten over for fæstebonden. Når en fæstegård blev ledig, blev den som regel overtaget af en søn eller svigersøn af den tidligere fæster, men godsejeren kunne dog også overdrage fæstegården til en fremmed. For at undgå den usikkerhed, som dette gav, blev der indført ´arvefæste´ på kronens jorder, det såkaldte ´krongods´. Det betød, at en ´kongelig fæstebonde´ kunne være sikker på, at de forbedringer, som han udførte på sin gård, kom hans egen slægt til gode. I forbindelse med landboreformerne (se senere) overgik mange fæstegårde til selveje i slutningen af 1700-tallet. En typisk fæstegård bestod af et stuehus med forstue, bryggers, stue og eventuelt en ´øverstestue´, der var et opbevaringsrum med sengepladser. Dertil kom gårdens udlænger med lo, lade og stalde. Husholdet på fæstegården kunne bestå af en mand og en kone, deres børn, tjenestefolk og evt. en lejer, ´indsidder´ eller ´inderste´, som var betegnelsen for for en person, som var i tjeneste hos en gårdmand eller husmand, hvor han eller hun også havde ´selvstændig´ bopæl. Udtrykket blev undertiden også anvendt om de syge eller gamle, fattige mennesker på landet. Måske boede mandens eller konens forældre der også som ´aftægtsfolk´. I et gårdhushold havde hvert medlem sine opgaver efter køn og alder. Det var nødvendigt, at alle - mænd, kvinder, børn og gamle - arbejdede, for at gården kunne fungere i det daglige. En typisk stor fæstegård havde 4 længer, hvoraf stuehuset var det største. I løbet af 1700-tallet blev mange gårde forbedret, og det var i høj grad tilfældet med stuehusene, hvor især køkkenerne eller ildstederne blev forbedret. På Sjælland blev ildstederne således samlet under en anseelig skorsten, der var så stor, at husmoderen kunne stå inde i den åbne skorsten og lave mad på en muret bænk. Den murede skorsten var samtidig en betydelig forbedring af brandsikkerheden. I tre- og firelængede gårde var der stor forskel på, hvordan udhusene var indrettet. Det store hestehold, som var nødvendigt fx i forbindelse med pløjning og høst, krævede megen staldplads med krybber og hække til foderet. Ud over hestene var der også stalde til køer, får og fjerkræ, og i de øvrige længer var der indrettet både huggerum, tærskelo og lader ofte for hver enkelt kornsort, som det også fremgår af tegningen herunder af sidebygningernes indretning på den firelængede gård fra landsbyen Pebringe ved Karise.   

Vi er så heldige at have bevaret et rigtig godt eksempel på en fæstegård fra 1700-tallet, nemlig en firelænget gård fra landsbyen Pebringe ved Karise. Efter omhyggelige opmålinger blev gården nedtaget i 1938-39 og i 1945 genopført på Frilandsmuseet i Sorgenfri, hvor Pebringegården i dag er en af museets store klenodier. Når man sammenligner fotografiet fra 1927 af indgangen og hjørnet ved huggehuset, før gården blev nedtaget (til venstre), med fotografiet af gården (til højre), som viser, hvordan gården ser ud i dag, kan man tydeligt se, at gården er genopført med bevarelse af det forfald og de skævheder, der var opstået i tidens løb. Det samme gælder også for de mere eller mindre primitive reparationer, der blev foretaget i løbet af de sekler, hvor gården var i brug som landbrugsejendom, så man også på den måde kan følge gårdens historie. På tegningerne herunder kan man se gårdens indretning og det endelige udseende, da den var helt udbygget. Gården blev nemlig ikke opført på én gang, men var i tidens løb gradvist blev forøget med tilbygninger. (Se evt. også det eksempel på et fæstebrev - netop fra Pebringegården -, som er omtalt senere i artiklen herunder.)

Hensynet til madlavning og opvarmning var afgørende for, hvordan en sådan gård blev bygget op, og ´ovnhuset´ med skorstenen er da også det centrale punkt i Pebringegården. Skorstenen var i virkeligheden et muret køkkenrum, hvor køkkenet simpelthen var bunden i den store skorsten. Her blev maden tilberedt ved arnebænken. Gryder og kar kunne hænges på sodstangen. I forbindelse med ildstedet var der ofte en maltkølle, hvor malten kunne lægges på gennemhullede brædder eller på bakker af riskviste. Gennem huller i muren kunne der fyres i både bageovnen og i bilæggerovnen. Det var netop i løbet af 1700-tallet, at skorstene i brændte sten afløste de åbne ildsteder i de sjællandske gårde, og netop det store ildsted og skorstenen i Pebringegården (til venstre) har inspireret Martin A. Hansen til essaysamlingen "Tanker i en skorsten", som udkom 1948. Frygten for ildebrand var altid til stede. Det var forbundet med bøde at lade børn bære brændende træ eller at bringe brændende træ fra et hus til et andet. Frygten for ´ildløs´ var bestemt også meget reel, da skødesløshed eller uheld i forbindelse med ild let kunne føre til, at ilden fik tag i det brandfarlige hus, og en brand i et hus kunne hurtigt udvikle til overhængende fare for hele landsbyen. På skorstenshammeren finder man da også undertiden bønner og vers, som. f. eks. "Tænder Ilden op i Jesu Navn og beder Gud om Naade, at den ikke får mere Magt, end to Hænder kan raade". En glimrende beskrivelse af Pebringegården og dagliglivet på denne fæstegård er historikeren Axel Steensbergs bog "Pebringegården - Folk og dagværk fra oldtid til nutid". Bogen udkom i 1986.

Matrikel nr. 3: Jens Mortensen

1.  Bygningen 4 længer, 46 fag, i lovlig stand.
2.  Kan så rug 5 tdr., byg 5 tdr., havre 10 tdr., og bælgkorn (fx ærter og vikker) 4 skp. Avler hø 10 læs.
3. Tjenestekarl Ole Andersen (26 år), 1 dreng Niels Smed (20 år).
4.  9 bæster (dvs. heste), 1 føl, 1 ko, 1 kvie, 12 får, 1 vædder, 8 svin og 4 grise.
5.  1 beslagen vogn med ´færredhaver´ (dvs. sidefjælle), 2 trævogne med ´høsthaver´, 1 plov med tilbehør, 2 jernharver med jerntænder,3 slæder og 1 tromle.
6.  1 jernkakkelovn, 1 bryggerkedel og lovligt indbo.

Bindingsværk og stråtag
Bindingsværkshuse er opført med et skelet af træ, som bærer husets tag og holder på væggene, der "bindes" og udfyldes med lerklining eller lignende. Felterne mellem tømmerstykkerne kaldes tavl. Lerklinede tavl, som tydeligt ses på tegningerne herunder, var oprindeligt det almindeligste, men i løbet af 1800-tallet blev den oprindelige lerkliningen dog ofte erstattet af murværk. Huse opført i bindingsværk er i udpræget grad afhængig af sted og tradition, så stedet bestemte i høj grad materialernes art og omfang, og traditionen bestemmer deres anvendelse og den måde, huset opføres på. Selve ordet ´bindingsværk´ kommer af udtrykket at ´afbinde´, som kom af, at man ´prøvesamlede´ de tilvirkede tømmerstokke og eventuelt skilte den ad igen, inden konstruktionen så igen blev rejst på et fundament af syldsten, og derefter sammenføjet til den færdige tømmerkonstruktion, som udgjorde den bærende konstruktion i den færdige bygning. Bindingsværket blev sat sammen med forskellige ´rene´ tømmersamlinger og tappe, som altid var udført i træ uden brug af søm eller andre former for jern. Det var heller ikke ikke tale om tegninger eller specielle beregninger, når et bindingsværkshus skulle opføres. Størrelsen på huset blev opgjort i ´fag´, der er vægfladen mellem to stolper i et bindingsværk, og selve opførelsen var som allerede nævnt præget af traditioner, som kunne afvige en del fra egn til egn. I princippet er bindingsværk derfor i virkeligheden elementbyggeri, idet dimensionerne i fagene var ens, nemlig ca. 150 cm. i bredden og ´elementet´ bestod af et sæt stolper, en bjælke, et sæt tagspær samt vægflade og tagflade fra stolpen og hen til den næste stolpe. Tømmeret i ydervæggene var normalt af egetræ, mens der blev anvendt f.eks. fyrretræ til skillevæggene. Det kan derfor også være meget vanskeligt at afgøre, præcis hvornår en bindingsværksbygning er opført, fordi det var forholdsvis let at føje ekstra fag til et eksisterende hus eller at fjerne et eksisterende fag. Desuden blev gammelt tømmer i vid udstrækning genanvendt i skillevægge eller som fyldtømmer, og kunne derfor ofte være anvendt i flere tidligere huse. I modsætning til et grundmuret hus, var et bindingsværkshus derfor også forholdsvis let at flytte til en ny placering, som det jo i høj grad skete, da gårdene blev udflyttet fra landsbyerne efter landboreformerne i 1788. Gulvet var normalt lerklinet og taget tækket med langhalm eller med de noget mere kostbare tagrør. Det var et valg, som igen var afhængig af den lokale byggetradition. Det samme var også tilfældet med valget af farven på det kalkede hus og om træværket også skulle kalkes ´over stok og sten´ eller fx tjæres.

Skitserne herover viser opbygningen af en væg i bindingsværk: 1. syldsten, 2. fodrem (fodtømmer), 3. løsholt, 4. stolpe, 5. loftsbjælke, 6. vindskede, 7. gavlklædning af brædder, 8. hanebånd eller hanebjælke,  9. ´Skadegabet´, rum over hanebåndet, 10. spær, 11. lægter, 12. kragtræer, 13. bjælkehoveder, 14. rem eller læde, 15. støjler med risfletning. Feltet mellem tømmerstykkerne kaldes ´tavl´. Tavl har fra oldtiden været lerklinede, men fra nyere tid har de også været murede. Lerklinede tavl bliver typisk kalket i modsætning til murede tavl. I det omfang det var muligt, blev der anvendt egetræ til det udvendige tømmer, mens ´indtømmeret´, der var under tag, almindeligvis var af en billigere træsort f. eks. fyrretræ. Indvendigt var døre og vinduer normalt rødmalede, men lokale byggetraditioner var afgørende for, hvordan den færdige bygning fremstod fx med hensyn til farven på de kalkede flader og på træværket. På tegningerne herover til venstre  mangler det skråbånd i de yderste fag, som ret ofte støttede hjørnestolperne og den ekstra lodretstående afstivning midt i faget mellem fodremmen og løsholten - en såkaldt ´dok´ -, som undertiden også blev anvendt. De ses til gengæld på fotografiet herunder af et typisk bindingsværkshus - landarbejderhuset fra Fjellerup fra midten af 1700-årene - , som er genopført i frilandsmuseet ´Den Fynske Landsby´ i Odense. Hér kan man tydeligt genkende de elementer af bygningskonstruktionen i et bindingsværkshus, som er beskrevet i det foregående. I lighed med landhusene var også bindingsværkshusene i købstæderne lerklinede og stråtækkede langt op i tiden. Fotografiet herunder viser Fjelleruphuset i Odense. "I Den Fynske Landsby er Fjelleruphuset opført med en kerne på 6 fag, hvorpå der er bygget ’kover’ på to fag i hver ende. Koverne blev bygget mellem 1869 og 1897 af Just Christensen for at skaffe plads til koen (i vest) og brænde (i øst). Huset var bygget i bindingsværk med stråtag. Undertømmeret (som danner ydervægge og fodremme ned mod ’sylden’ (fundamentsstenene)) var af egetræ. Det træ, som ikke var udsat for vind og vejr, var af ’blandet’ sort. Væggene var lerklinede eller af ’rå’, ubrændte mursten. Som noget ganske særligt er det hus, som står i Den Fynske Landsby, bygget med to tagbærende stolper midt i bygningen - såkaldte suler. Sulerne bærer en tværgående bjælke, ’åsen’, hvorpå ’hængeltræerne’ (spærene) hænger. Åsen og sulerne bærer altså taget. I traditionelt bindingsværk bærer væggene taget. Sulekonstruktion i beboelseshuse kendes kun fra en håndfuld ud af ca. 200 kendte sulebygninger på Fyn. Fjelleruphuset har gennemstukne bindbjælker. Dvs. bjælkeenderne er hugget ud igennem stolperne. Normalt har bondehuse vest for Sjælland to skorstene. Én til bageovnen og én til ildstedet. Fjelleruphuset havde to i 1831, men kun én i 1839. Små huse som Fjelleruphuset har ovn og ildsted til samme skorsten. Ildstedet i Fjelleruphuset er et kogeildsted med ildbænk. Det er beregnet til at koge over åben ild. Gryden skal hænge i en kæde. Der var ’fjelleloft’ (bræddeloft) i husenes beboelsesafsnit. Huset var i 1831 forsynet med ’de fornødne døre og vinduer med beslag’. Det var øjensynlig ikke altid, man havde smedede beslag, siden det skulle nævnes" (citeret fra https://historiskatlas.dk).

Vornedskab og stavnsbånd
Men byerne trak også i landbefolkningen. På grund af landbrugskrisen i senmiddelalder var håndværkernes indtægter fordoblet, og mange landarbejdere søgte derfor ind til byerne for at prøve lykken dér. Desuden var mange landsbyer blevet helt udryddet af pesten, og en del mennesker søgte derfor ind til byerne, hvor der jo af samme grund også var mange ledige og billige huse. Det blev efterhånden et stort problem for de resterende herremænd, som derfor ønskede at indføre et ´tidligt´ stavnsbånd for bønderne, som indebar, at bønderne ikke længere kunne benytte deres frie opsigelsesret og dermed ikke længere kunne skifte gård eller herremand. Dette ønskede bønderne imidlertid ikke, og deres frie opsigelsesret blev understreget i kong Olufs håndfæstning i 1376. I stedet blev bønderne pålagt en afgift hvis de ønskede at forlade jorddrottens gods. Denne afgift blev i 1396 fastlagt til 3 mark, som også var prisen på en okse. Som forlængelse af denne afgift blev vornedskabet i første omgang indført på Sjælland i løbet af sidste halvdel af 1400-tallet. Vornedskabet førte også til, at bønderne på Sjælland, Lolland og Falster med tilhørende øer ikke længere kunne forlade deres gårde, uden at have herremandens tilladelse, men blev pålagt at forblive på deres fødegods og til at overtage eventuelt fødegods til fæste. Ordningen blev oprindelig gennemførtes fra slutningen af 1300-årene for at sikre, at godsejerne fik arbejdskraft til bøndergårdene og til arbejdet på hovedgårdsmarken; bl.a. på baggrund af den affolkning på landet, da pesten - eller den  den sorte død i midten af 1300-årene. Vornedskabet udviklede sig i slutningen af 1400-årene til, at en herremand kunne sælge sine vornede bønder.  Kvinder var ikke bundne af vornedskabet. Undertiden lykkedes lykkedes det for enkelte af de vornede bønder at flygte eller flytte til en af købstæderne, uden at de blev tilbagekrævet, og i midten af 1500-tallet blev de vornede, der havde boet i en købstad i tre år, fritaget for deres vornedskab. Christian IV forsøgte i 1634 at få afskaffet vornedskabet, men det lykkedes ikke på grund af modstand hos adelen. Først i 1696 blev vornedskabet ophævet på Møn, og i 1702 blev det også ophævet på de andre øer for de bønder, som var eller blev født efter Frederik IVs tronbestigelse i 1699. Det varede imidlertid 31 år, for efter ønske fra godsejerne, som ønskede af få mulighed for at udskrive soldater. Godsejerne ønskede derfor, at der blev indført en ordning, som dels kunne afhjælpe følgerne af en alvorlig landbrugskrise i 1730´erne, som blandt andet skyldtes svigtende efterspørgsel fra Danmarks traditionelle eksportlande, men dels også kunne modvirke den afvandring af befolkningen fra landet til byerne, som medførte, at det efterhånden blev mere vanskeligt at skaffe den nødvendige arbejdskraft både af bønder, men også af karle til at hjælpe med arbejdet på fæstegårdene. Resultatet var, at hverken godsets jord eller fæstegårdenes jord blev dyrket optimalt. Oveni det skulle godsejerne selv betale skat for de tomme fæstegårde. For at afhjælpe denne krise, blev det ´egentlige stavnsbånd´ indført i 1733. Ordningen indebar, at alle mænd på landet mellem 14 og 36 år fremover skulle blive boende på de fæstegårde i landsbyerne, som hørte under det gods eller den herregård, hvor de var født så længe, godsejeren kunne tilbyde dem arbejde eller fæste. Bopælspligten (vornedskabet) havde som allerede nævnt eksisteret allerede siden begyndelsen af 1700-tallet, men da der indtil 1733 var mulighed for at købe fripas, havde det i praksis næppe været noget større problem for de bedrestillede bønder og deres sønner, men denne ordning forsvandt med indførelsen af stavnsbåndet. Aldersgrænsen for bopælspligten blev udvidet flere gange i de følgende årtier, så den fra 1764 gjaldt for alle mænd på landet mellem 4 og 40 år. Resultatet var, at fæstebønderne blev tvunget til at være jordbruger på det samme sted i de mest aktive år af deres liv. Stavnsbåndet var kun gældende for mænd, - kvinder var aldrig underlagt dette bopælskrav. Som allerede nævnt, var det godsejerens ansvar at sørge for soldater til landmilitsen, så den officielle begrundelse for indførelsen stavnsbåndet var, at der skulle være mandskab nok på godserne til landmilitsen, men den reelle årsag til indførelsen af stavnsbåndet var utvivlsomt først og fremmest, at godsejerne med denne ordning sikrede sig den nødvendige arbejdskraft på herregården. Dette ses også tydeligt af, stavnsbåndet især efter ændringerne i 1764 fortsatte, også efter at bonden havde udstået sin militærtjeneste, og det fandt typisk sted i bondens yngre år.

Fæstebonden
Kun de færreste steder ejede landsbyens beboere den jord, de dyrkede, eller de bygninger de boede i. De var fæstebønder, dvs. gård- eller husfæstere under et gods, som var ejet af en adelig eller borgerlig godsejer, kronen eller en institution fx Københavns Universitet, som ejede en del landbrugsjord. Fæstebonden forpagtede derfor en gård og den tilhørende jord for en herremand, mod at betale en fæsteafgift til herremanden. Aftalen blev normalt indgået på hovedgården, hvor godsejeren - eller hans ridefoged - tog fæsteren i ´forsvar´, dvs. at fæsteren modtog fæstegården med de dertil forbundne forpligtelser i form af afgifter som landgilde og hoveripligt, men så til gengæld kom under herremandens beskyttelse mod overfald og var sikret bistand i forbindelse med eventuelle retslige stridigheder. Fæstebonden havde også pligt til at sørge for, at gården blev passet og vedligeholdt og skulle i øvrigt være ´hørig og lydig´. Fæstebonden havde brugsretten over jord og bygninger mod at betale en række ydelser. Ved overtagelsen af gården eller huset skulle der udarbejdes et fæstebrev, som i praksis var en kontrakt mellem herremanden og fæstebonden, og i den forbindelse skulle der også betales en sum penge, den såkaldte ´indfæstning´ (se senere). Ophørte fæsteforholdet, inden det havde varet i 30 år, skulle der tilbagebetales fæsteren eller hans bo så mange tredivtedele af indfæstningen, som der manglede år i, at fæsteforholdet havde varet i 30 år. Godsets indtægter kom dels fra hovedgårdsjorden, som blev dyrket af godset selv,  - dvs. ved fæstebøndernes hoveripligt, - og dels fra bøndergodset (fæstegårde og huse) i form af  landgilde og andre afgifter (se senere). Ridefogeden  var godsejerens repræsentant på godset, og det var ham, der tog sig af det daglige forhold til bønderne. Han sørgede for, at bøndergårdene blev fæstet, når de var ledige, fordelte arbejdet i forbindelse med hoveriarbejdet på herregården, opkrævede landgilde m.m. og gav mødte i retten på godsejerens vegne. Ridefogdens stilling som mellemleder med både offentligretlige og private forvaltningsopgaver gjorde ham ofte upopulær hos fæstebønderne, som det f.eks. er skildret i den dokumentariske spillefilm  "Kongen bød" fra 1938 (se senere). Der findes da også flere veldokumenterede eksempler på, at ridefogederne har været direkte voldelige overfor bønderne. Til gengæld er der kun relativ få eksempler på, at bønderne i disse situationer har vovet at sætte sig til modværge. I løbet af 1700-tallet gled betegnelsen ridefoged ud til fordel for stillinger som godsinspektør eller forvalter. I det daglige så fæstebønderne på de store højadelige godser ikke meget til deres herskab. Herskabet havde ofte flere godser, hvor godsejeren og hans familie boede på skift, og en del af året bosatte herskabet sig ofte i familiens palæ i København.

Fæstebrevet
Indgåelse af et fæsteforhold blev fra 1500-tallet bekræftet ved et fæstebrev, hvori godsejeren overlod brugsretten af en ejendom typisk en gård eller et hus og det dertil hørende jordstykke til en fæster. I 1700-tallet fik fæstebrevet karakter af en kontrakt, hvor betingelserne for fæstet var specificeret. Foruden ´indfæstningen´, som var en engangsydelse, der skulle betales, når bonden forpagtede gården som fæster, skulle fæstebonden også betale den årlige landgilde til herremanden og yde hoveri på hovedgården. Bonden skulle også betale tiende til præsten. Hvor meget arbejdskraft den enkelte bonde skulle stille til rådighed afhang af, hvilket gods han hørte under. En undersøgelse af vestfynske godser har vist, at ca. l/3 af indtægten på godset kom fra bønderne, først og fremmest gennem landgilden. Hertil kom, at godsernes hovedgårdsjord ikke kunne drives uden den arbejdskraft, hoveriet gav.

Avlingshoveriet var det egentlige landbrugsarbejde, der skulle udføres på hovedgårdens marker (pløjning, såning, harvning, høst, tærskning, m.m.). Dette arbejde kolliderede ofte med, at bonden selv skulle udføre det samme på sine marker, og han måtte så enten lade sit eget arbejde vente eller forsøge at købe sig fra pligterne ved at betale en husmand for at udføre arbejdet. Foruden avlingshoveriet var der også småhoveriet, som kunne være hjælp i hovedgårdens husholdning (bagning, slagtning, vask, havearbejde m.m.). Småhoveriet blev ofte udført af husmænd, der normalt skulle yde ugedagstjeneste dvs. 52 dage om året. Hoveriarbejdet for en fæstegård kunne derimod komme op på over 200 dage om året, såfremt ydelsen ikke blev erlagt i penge (hoveriafløsning).

I 1756 skrev en ridefoged fra kongens gods Frederiksborg til stedets amtmand, at "Den elendige Bondes Nød og Usselhed er ikke til at beskrive. De og deres usle Heste styrte og dø i snesevis på Landevejen, der er ingen Ende på deres Skrig og Hylen, når de får Kongelig Majestæts Ordre, og klages der endog fra andre Steder over det tunge Hoveri som Herremændene forlanger, så er det dog alt for intet at regne imod, hvad Bonden på Kongelig Majestæts Godser må udstaa".

Del af et fæstebrev fra 1772 for gården Moselund ved Battrup, hvor der i begyndelsen bl.a. står, at "Efterskrevne Michel Jensen af Baatrup paa den ene og Niels Andersen af Muustrup paa den anden Side, havde UDI DEN HELLIGE TREFOLDIGHEDS NAVN, med goed Villie og velbered Hue, udi underdanig Forventning af at vores Naadige Herskabs Aprobation, mellem os opsætted og slutted nedenstaaende Contract og Foreening saaledes som følger:
1.
Er venlig aftalt, at Niels Andersen ægter vores kiære Daatter Kirsten Michelsdaatter og med hende anammer vores hidtil beboede Stæd i fæste, med ald dettes rætte Tilliggende i Mark og Bye, maae ieg Michel Jensen og hustrue allene forbeholder os:
a:)
Frie Huusværelser i 2 Fagh Huus i den vestere Ende af Stuehuset, som med Loft, Dørre, Vinduer, Ildstæd, Tækning og Klining skal være forsvarligen istandsat og fremdeles af Niels Andersen eller hvem Stædet rette Eiere maatte faae til Beboelse saalænge us Michel Jensen og Hustru lever, vedligeholdes.
b:)
Til Ildebrand gives us aarlig 10 Læs Tørve og 2 Læsse Træe - brændsel, som paa Beboerens Omkostning, skiæres, hugges og us friet tilføres, som bliver lagt i et Fagh i den vestre Ende af benævnte Stuehuus, og er foruden det som til Bræning herfra er aftaget......

Som eksempel på indholdet af et sådant fæstebrev har vi bl.a. i det første kendte fæstebrev fra den allerede omtalte ´Pebringegården´ i den sjællandske landsby Pebringe. Fæstebrevet er dateret Arnøje den 13. januar 1722 for fæstebonden Jens Mortensen, som på det tidspunkt allerede var fæster på gården. Han var da 42 år gammel og havde i 12 år været gift med den 11 år yngre Anne Jensdatter. I fæstebrevet står der bl.a., at "Eftersom Jens Mortensen udi Pebringe ej af sit forrige Herskab er blevet meddelt noget Fæstebrev paa sin Bondegaard (...) haver jeg Underskrevne på Hans kongl. Majt. min allernaadigste Arveherre og Konges Vegne hermed stedt og fæstet bemeldte Jens Mortensen førnævnte sin iboende Gaard, som skylder efter Landmaalingens nye Matrikel Hartkorn 8 tdr., 3 fjk., 1 alb., at han maa nyde, bruge og i fæste beholde sin livs Tid, med de Vilkaar han deraf i rette Tid svarer og betaler sine Rytterholdspenge og andre kgl. Kontributioner som enten allerede er eller herefter maatte blive paabudt, holder Gaarden udi Bygning og Besætning i god og forsvarlig Hævd og Forbedring, ej tillader nogen andre at bruge noget af dens Tilliggende, men beviser sin Foresatte øvrighed og de, som på deres vegne over ham haver at befale, al sømmelig ære og lydighed. Og i det øvrige holder sig Hans kongl. Majt.s allernådigste udgangne lov og forordninger allerunderdanigst Efterrettelig, som det en Rytter- eller Fæstebonde Vel egner og anstår."

Et par år efter Anne Jensdatters død i 1727 giftede Jens Mortensen sig igen, men af godsregnskaberne fra 1752 fremgår, at den nu 71-årige Jens Mortensen ikke længere havde kræfter til at passe gården: "Clemmen Pedersøn Ungkarl fra Lille Linde fæstede Jens Mortensens i Pebringe for ham formedelst Alderdom og Svaghed afstaaede Gaard Hartkorn med Husjord: 8 Tønder, 3 Fjerdingkar, 1 Album på de Vilkaar, at han ægter hans Datter, bliver i Fællesbo og Brug med hendes Forældre og nyder af deres Bo og Formue fuld besætning og Inventar til Gaarden samt giver til Indfæstning 45 rdl." Af jordebogen fremgår det, at landgilden i 1752/53 for Pebringegården udgjorde 1 tønde rug, 4 tønder byg og 2 tønder havre. (Klik hér for yderligere information om de gamle betegnelser for mål og vægt).

Driftsformen,
Trevangsbruget var den almindeligste driftsform på øerne og i dele af Østjylland. Bymarken var normalt opdelt i 3 ´vange´, hvor man i den første såede vintersæd (rug), i den anden forårssæd (byg, havre eller boghvede), mens den tredje vang henlå med græs som brakmark eller ´fælled´. Sammen med det fælles ´overdrev´ kunne denne jord så anvendes til græsning for kvæget og blev på den måde også gødet, så den var klar til såning, når der året efter igen blev roteret mellem vangene. Ved dette rotationsprincip, hvor 2/3 af bymarken blev dyrket, mens 1/3 lå brak, undgik man at udpine jorden. De dyrkede vange var indhegnet med risfletning eller anden indhegning, så man undgik, at kvæget skulle forgribe sig på afgrøderne. Når høsten var i hus, sløjfede man indhegningen - man ´opgav ævret´, som det hed -, så kvæget herefter kunne græsse frit på hele bymarken. For at sikre, at alle gårdene fik ligelig del i jorden, som på grund af forskellen i jordbundens kvalitet og terrænforholdene i øvrigt oftest var af forskellig bonitet, blev de to opdyrkede vange opdelt i et antal ´åse´, som igen blev opdelt i antal ´agre´ eller ´agerstrimler´ i et antal, som passede til gårdenes størrelse. På den måde fik gårdene del i både den gode og den dårlige agerjord, men  ulempen var naturligvis, at den enkelte gård undertiden kunne have omkring 100 agerskift fordelt i alle vangene. Der gik også en del tid med at komme rundt til de forskellige jordstykker. På græsvangen havde gårdmændene deres kreaturer gående. På overdrevet havde både husmænd og gårdmænd ret til at lade deres dyr græsse. Det såkaldte ´græsmarkbrug´ var især udbredt i Midt- og Vestjylland. I græsmarksbruget var landsbyens jorder delt op i 6-12 tægter. Halvdelen af tægterne var tilsået med rug og byg, mens resten lå hen med græs. Hvert år skiftede man, så en ny tægt blev inddraget til dyrkning, og en anden tægt fik lov at hvile med græs. På den måde fik den mindre frugtbare jyske jord flerårig hvile. Det var også årsagen til, at bønderne var nødt til at blive enige om, hvornår der skulle sås, høstes og foretages andre aktiviteter, som krævede fællesarbejde. Det blev aftalt mellem bønderne på landsbyens ´bystævne´ (se senere).

  Kort over en typisk østdansk landsby før udskiftning og udflytning, dvs. i ´fællesskabets tid´. Alle byens gårde og huse klumper sig sammen omkring forten med gadekæret og bystævnet. Kortet herunder over landsbyen Aarslev ved Slagelse viser bymarkens opdeling i tre ´vanger´, som derefter er opdelt i et antal ´åse´, der så igen er opdelt i et større antal ´agre´ eller ´agerstrimler´, som hørte til hver af landsbyens 14 gårde. Som et eksempel på, hvor spredt agerjord i virkeligheden lå, er en enkelt gårds mere end 100 agerskifter trukket op med sort på kortet. I udkanten af landsbyen ligger det fælles overdrev og undertiden også et fælles, uopdyrket skovområde, ´oldenskoven´, hvor især landsbyens svin om efteråret kunne ´gå på olden´ og selv finde føden. I gode ´oldenår´, kunne dyrene lægge betydelige mængder fedt til - kaldet ´oldenflæsk´ -, inden de blev slagtet ved juletid. I eventyret ´Svinene´ fra 1851 omtaler H.C. Andersen netop ´oldensvinene´: "Forbi! forbi! - det Skjønne er forbi! Roserne ere borte, Træernes Blade falde af! her er vaadt, her er raat! Fuglene, som sang, tie stille, Svinene gaae paa Olden, Svinene ere Herrer i Skoven." (Kortet herover er udarbejdet af Geografiforbundet)  - se også kortene med yderligere information om Aarslev både før og efter landsbyen blev udskiftet i 1795, som beskrives i forbindelse med omtalen af landboreformerne og udskiftningen af landsbyerne i slutningen af denne artikel om landsbyerne i 1700-tallet.

Perioden frem til landboreformerne i slutningen af 1700-tallet kaldes ofte for ´fællesskabstiden´, men et egentligt dyrkningsfællesskab mellem bønderne var der dog ikke tale om. Hver gårdmand havde nemlig sine egne redskaber og bearbejdede også kun sine egne agre. Pløjning, såning og høst måtte imidlertid udføres samtidigt, så her var samarbejdet derfor en nødvendighed, hvis at man ikke skulle ødelægge både sit eget og naboens arbejde på agerstrimlerne.
En dyrkningeform, som vandt indpas i den sidste tredjedel af 1700-tallet, var ´kobbelbrug´ eller ´Holstensk drift´, hvor markarealerne blev inddelt i et antal lige store ´kobler´, - normalt mellem 7 og 13,  - og med indførelse af et sædskifte, som svarede til antallet af kobler. Efter et års brak fulgte mellem 3 og 6 år med korndyrkning, - i reglen først vintersæd enten rug eller hvede, derefter byg, havre eller ærter, - så en periode, hvor marken lå i græs. Fordelen ved denne dyrkningsmetode var, at jorden på den måde fik en længere hviletid mellem kornafgrøderne end tilfældet var med det traditionelle trevangsbrug. En vigtig foregangsfigur i overgangen til kobbelbrug var Adam Gottlob Moltke på Bregentved Gods, og brugen af kobbeldrift blev i løbet af få år kopieret på godt og vel et halvt hundrede sjællandske og fynske hovedgårde.

Landgilde, kirketiende og andre afgifter
Landgildet, som var fæstebondens årlige afgift til herremanden for brugsretten til fæstegården og den jord, som hørte til den, bestod hovedsalig af naturalier, men ofte også af et pengebeløb. Når gården blev overtaget af en ny fæster, skulle der betales et engangsbeløb, som blev kaldt ´indfæstning´. Landgildet var afhængig af fæstegårdens størrelse. I fæstebrevet stod, hvor meget, der skulle betales i årlig landgilde til godsejeren. For en middelstor gård kunne landgildet typisk udgøre 2 tønder rug, 5 tønder byg og 2 eller 2½ tønder havre. Udover dette måtte fæstebonden også betale ´småredsel´, som fx kunne omfatte: 1 lam, 1 gås, nogle høns og 20 æg m.m. Landgildets størrelse kunne variere meget fra gods til gods. Hertil kom, at fæstebonden også var ´hovbonde´, som skulle udføre pligtarbejde et aftalt antal dage på herregården (se senere).
Tiende var betegnelsen for den afgift på en tiendedel eller 10 % af deres afgrøde og anden indtjening, som fæstebønderne årligt skulle betale til kirken. Allerede i middelalderen aflønning af præster (præstetiende, biskopper (bispetiende) og til opførelse og vedligeholdelse af kirkerne (kirketiende). Allerede siden middelalderen havde det været kirkens opfattelse, at tiendeafgiften i de enkelte sogn burde fordeles ligeligt mellem sognepræsten, sognekirken og bispen, men denne fordeling blev dog først gennemført i hele landet på reformationstiden omkring midten af 1500-tallet. Med reformationen overgik bispernes tredjedel af tienden til kongen. I Christian IIIs håndfæstning fra 1536 blev det fastsat, at adelige ikke skulle betale tiende af de herregårde, de selv boede på og stod for dyrkningen af. Det kom også til at gælde for alle godsejere, uanset stand, med Christian Vs ´Danske Lov´ fra 1683, som var gældende lov i 1700-tallet. Bispetienden havde vakt betydelig modstand, både fordi man almindeligvis kun mødte bispen, når han med års mellemrum visiterede kirken og skolen, hvis der var en sådan i landsbyen, men også fordi det var vanskeligt at transportere kornet til en ofte fjern bispegård, som ofte lå langt væk.  Danmark overgik bispetienden til at blive en afgift til kongen. Tienden blev pålagt hele produktionen og bestod derfor af flere afgifter: Korntiende var den absolut vigtigste. Den blev ´svaret i kærven´, hvilket vil sige, at kornet blev vurderet, mens det endnu stod på marken, hvorefter tiende blev udtaget. Derefter blev kornet normalt kørt til de såkaldte kirkelader, der ofte var opført i nærheden af sognekirkerne. (I Jylland blev kornet dog ofte opbevaret på kirkeloftet). Herefter blev kornet tærsket og solgt. For bønderne var det til stadig irritation at skulle "svare i kærven", da de ofte måtte vente meget længe på, at tienden blev udtaget, og dermed blev kornet undertiden udsat for risiko, fordi det så skulle stå længere i ´traverne´ på marken end nødvendigt. Dermed risikerede bønderne også at miste halmen, som var et vigtigt tilskud til foderet. Fæstebonden skulle også betale kvægtiende dvs. hvert tiende stykke kvæg, der så blev delt mellem kirken og præsten, men i 1740 blev det besluttet, at hver bonde fremover skulle yde en afgift af hvert dyr, der fødtes på hans gård i stedet for at aflevere hvert tiende dyr som tidligere.  

Hoveri
Fæstebønderne måtte udføre pligtarbejde på den hovedgård eller det gods, som hans gård tilhørte. Dette pligtarbejde blev kendt som ´hoveri´. Fæstebonden sørgede således under godsforvalteren og ladefogdens ledelse for, at godsejernes marker blev dyrket. I løbet af 1500-tallet var herregårdenes jordtilliggender gradvis blevet større, og dermed var behovet for at få arbejdskraft til dyrkningen af godsejerens jorder også blevet større. Derfor blev de nærmest boende fæstebønder pålagt øgede hoveribyrder, og da kornpriserne fra midten af 1700-tallet også begyndte at stige, intensiverede mange godsejerne også driften af hovedgårdene, så man kunne få del i de stigende priser. Dermed blev behovet for arbejdskraft også større, og fæstebønderne måtte derfor yde endnu mere hoveriarbejde. Det førte imidlertid også til, at fæstebønderne fik mindre tid til at arbejde på den jord, som hørte til deres egne fæstegårde. Tidligere havde det været fastlagt, hvor meget der skulle ydes, men sidst i 1600-tallet og gennem de første mange årtier af 1700-tallet  blev hoveriarbejdet mere og mere vilkårligt fastsat og efterhånden øget med flere og flere ekstradage. Det kunne lade sig gøre, fordi der lovgivningsmæssigt ikke sat grænser for omfanget af hoveriet, så omfanget af dette pligtarbejde var normalt ikke defineret i fæstebrevene, hvor der i stedet normalt blot var anført, at bonden skulle udføre pligtarbejdet på herregården så ofte, som han blev tilsagt i samme omfang som de øvrige fæste- eller hovbønder, men i praksis rettede omfanget af hoveriarbejdet sig efter godsejerens og hovedgårdens behov. Fæstebønder, som boede for langt fra de hovedgårde, de hørte under, ydede normalt ikke hoveri, men betalte til gengæld en afgift, ´hoveripenge´,  for det hoveriarbejde, de slap for

Der var forskellige typer for hoveri:´

Fæstebøndernes hoveridagene på hovedgården faldt naturligvis især på de tider af året, hvor der var mest brug for arbejdskraft fx i høsttiden. Det betød, at fæstebøndernes arbejde på deres egen jord kom i anden række, og det kunne blive særdeles problematisk for bonden, fx hvis han ikke fik høstet, mens vejret var velegnet til at få kornet i hus, inden det blev for vådt. 

En grundigere gennemgang af borge, herregårde, herremænd, ´gammel og ny´ adel, enevælden og meget andet, som naturligvis også udgør en vigtig del af landbruget i 1700-årene, har jeg samlet samlet i beskrivelsen af ´Herremænd og adel og lidt om hovedgårde, grevskaber og baronier både tidligere, men især på Frederik IVs og Christian VIs tid (1699-1746)´: Klik hér for at denne beskrivelse, som dog delvis endnu er under udarbejdelse. Klik hér for en lignende beskrivelse af "Degne og skoleholdere på landet", og klik hér for en lidt mere omfattende beskrivelse af af "Dagliglivet i købstæderne i 1700-tallet og lidt om købstædernes tidligere historie". En beskrivelse af livet i København i 1700-tallet er endnu under udarbejdelse.

Bystævne og oldermænd
Landsbyens gårdmænd mødtes ved bystævnet, der som regel var en cirkel af store sten, - en ofte nummereret sten for hver gård - , som var placeret omkring et lindetræ på forten i landsbyen.

Bystævnet var dels navnet på fæstebøndernes møde, hvor alle havde pligt til at deltage, når oldermanden indkaldte ved at blæse i byhornet, og dels navnet på mødestedet, der ofte var under et stort træ. Hver bonde sad på en sten, hvori der var ridset et bogstav. Samme bogstav var på den kæp, som bonden skulle have med til mødet. Oldermanden ledede så drøftelserne fx om, hvornår man skulle begynde at høste og ´opgive ævred´ dvs. nedlægge den midlertidige indhegning af kornmarken og lade kvæget gå frit omkrig på den afhøstede stubmark. Den ældre og lidt idylliserede tegning herover til højre viser bystævnet i landsbyen Davinde på Fyn.

Oldermanden brugte byhornet, når han skulle tilkalde gårdejerne til møde på bystævnet. Når han pustede ´en gang i hornet, var alle bønderne pligtige at komme til møde, men hvis han pustede to gange i hornet, betød det, at der var brand et sted i landsbyen, og så var det alles pligt straks at møde op og hjælpe med at slukke branden. Selv en mindre brand kunne være en alvorlig trussel mod hele landsbyen, hvis huse mest bestod af bindingsværk og stråtag. Oldermanden var leder af bystævnet, men kun for en kortere tid, for der blev normalt valgt en ny oldermand hvert eller hvert andet år. Hvis en af landsbyens fæstebønder kom for sent til mødet eller slet ikke mødte op på bystævnet, måtte han betale en bøde. Oldermanden skar derfor et hak ud for vedkommende i stok, som oldermanden også var udstyret med, og hakket blev først sløjfet, når bøden var betalt. Byhornet, som herover ses på en gammel tegning, er fra landsbyen Store Torøje på Stevns. Som traditionen bød, har de skiftende oldermænd i tidens løb ridset initialer og årstal på hornet. Det ældste årstal er fra 1651. Hvor byhornet, som ses på fotografiet til højre, stammer fra, er (endnu) ukendt.

Oldermanden var oprindeligt den ældste mand i landsbyen, men efterhånden blev oldermændene valgt for et eller to år ad gangen. Hvervet som oldermand gik på omgang blandt byens gårdmænd og kunne ikke besiddes af en kvinde. En kvinde kunne i det hele taget kun undtagelsesvis komme til bystævnet, hvis hun var enke eller hendes mand var syg. Heller ikke husmænd eller håndværkere havde ret til at deltage i beslutningsprocesserne. Foruden sager vedrørende jorddyrkningen diskuterede man også ansættelse af byens smed eller hyrde, anskaffelse af en fælles bytyr, forholdsregler over for de fattige, etc. Oldermanden blæste også i byhornet, når der blev indkaldt til møde på bystævnet fx, når man skulle blive enige om de tidspunkter, hvor de forskellige fælles arbejder i landsbyen fx pløjning og høst skulle finde sted.

Årets gang for landsbyens kvinder og mænd
I det danske landbosamfund var det gården, som var den bærende produktions- og forbrugsenhed, og det vigtigste var naturligvis at sikre, at gården svar så selvforsynende, at den i det store og hele kunne dække det daglige behov for mad, klæder og varme, som gårdens beboere havde brug for, så både arbejdskraften var sikret i den kommende fremtid, men også at sikre, at gården blev vedligeholdt, så den fortsat var beboelig. Ud over bonden og hans familie bestod husstanden af tjenestefolkene, både karle og piger, som på mange måder levede på samme måde som bondens familie. På gården boede der ofte også aftægtfolk fx ældre familiemedlemmer eller gårdens tidligere ejere, hvis denne ordning havde været en del af handelen, da gården blev fæstet til nye ejere. I travle perioder kunne husstanden også omfatte en husmand og hans familie. Det var også nødvendigt at sikre, at der blev fremstillet tilstrækkelig foder til gårdens dyr. Ud over dette skulle der produceres så meget, at gården både kunne betale landgilde, tiender og andre afgifter, men også de udgifter, som indgik i det sociale fællesskab. Det kunne eksempelvis være udgiften til byhyrden, landsbysmeden og eventuelt andre håndværkere, og visse varer, som gården ikke selv kunne producere, måtte købes i købstaden. Endelig måtte der også anskaffes inventar og værktøjer og hvad der ellers måtte komme af udgifter fx til hjælp for brandramte og til landsbyens fattige. Bryllupper, høstfester og andre fornøjelser skulle der naturligvis også være råd til. For at få det hele til at løbe rundt krævede det, at der var 6-8 mennesker på en typisk gård. Børnenes arbejdskraft indgik også i den daglige drift, hvor de daglige arbejdsopgaver var skarpt opdelt mellem kønnene

Kvindernes arbejde foregik først og fremmest i stuehuset, køkkenet og i bryggerset. Madlavning, rengøring og børnepasning optog en stor del af dagens arbejde, men og så den månedlige brødbagning og ølbrygningen, som fandt sted hver anden måned, storvasken hver tredje måned og arbejdet i forbindelse med fx den årlige slagtning ved juletid, så de mange gøremål i løbet af året krævede en ganske betydelig arbejdsindsats. Det hørte også til kvindernes arbejdsopgaver at passe gårdens høns og gæs, at passe haven, hvor især køkkenhaven forsynede husstanden med grøntsager og andet, men også støbning af lys og fåreklipningen om sommeren var vigtig, så ulden kunne blive behandlet, spundet og vævet i vinterhalvåret. Slagtning af fjerkræ og får var også kvindearbejde, og endelig var kvindernes arbejdskraft også nødvendig i forbindelse med høsten, når kornet skulle bindes i neg og sættes i hobe og rejses i traver, så det kunne tørre, inden det blev kørt ind i loen og tærsket.

Mændenes arbejde  foregik først og fremmest i marken, i stalden eller i laden samt i loen. Bæster (heste), køer og svin skulle fodres. Om sommeren var de på græs, men om vinteren måtte de på stald. I løbet af vinteren kneb det ofte med foderet, og ikke sjældent var det nødvendigt også at bruge noget af gårdens stråtag, for at sikre dyrenes overlevelse, og når foråret kom, var mange af dyrene meget udhungrede, som det også ses herunder på Rasmus Christiansens akvarel.

Som tilfældet var med kvindernes arbejde, var også mændenes præget af de skiftende årstider. Manden var husstandens overhoved. Han fæstede gården og var husholdets repræsentant udadtil, fx på bystævnet. Han skulle have overblik over arbejdet i marken, i stalden og i loen og var generelt ansvarlig for gårdens større dyr som heste, køer og grise. Det var oftest mændene, der producerede råvarerne, mens kvinderne stod for den videre forarbejdning.. Om sommeren krævede høhøst og kornhøst alle folk i marken. Om foråret skulle der samles sten på markerne, så jorden kunne blive klargjort til pløjning og vårsæden skulle sås, som alt sammen foregik ved håndkraft. De tilsåede områder skulle sikres med gærder og hegn, så kvæget, der ofte var udhungrede på grund af den sparsomme fodring i løbet af vinteren, hvor de var på stald, ikke skulle forgribe sig på de nytilsåede marker, når de blev lukket på græs. Bygningerne skulle repareres og stråtaget skulle tætnes. Inden pinse skulle gården også være nykalket. I løbet af sommeren skulle der graves tørv, som skulle stables og tørres, inden det blev kørt hjem. Høhøsten fandt sted i sommermånederne, og det var en travl tid, fordi bønderne ikke kun skulle høste først hø og siden korn på deres egne jorder, men også samtidig skulle udføre det tvungne hoveriarbejde på herregården. Kornet blev slået med le af mændene, mens kvinderne bandt negene og rejste traver af de buntede neg, så kornet kunne tørres, inden det blev tærsket med plejl i loen. Efter høsten var der tradition for, at landsbyens fattige fik mulighed for at samle aks på de afhøstede marker, som det også  fremgår af Grundtvigs salme fra midten af 1800-tallet, "Lille Guds barn, hvad skader dig?", hvor der - noget tankevækkende - i en af en af stroferne står: "...dog hvor bønder af hunger dø, finder den lille fugl et frø. O, Gud ske lov!" Efteråret og vinteren bød også på en del arbejde. Om vinteren bestod arbejdet i at tærske og rense korn, skove træ til tømmer og brændsel samt i at forny og reparere redskaber. Det var nødvendigt for husbond at få hjælp af voksne sønner eller tjenestekarle. De afhøstede marker skulle igen pløjes og tilsås med vintersæd, der skulle skoves brænde og dyrene skulle atter på stald. Arbejdsdagenes længde fulgte dagslyset, så det blev til mange timer om dagen om sommeren og tilsvarende færre i den mørke tid om vinteren. Egentlig havde man sjældent fri, for også når den egentlige arbejdsdag var til ende, blev det resterende dagslys benyttet af mændene til fremstilling af husflid, mens kvinderne spandt og vævede.

Pløjningen af agerjorden både om foråret og om efteråret hørte til blandt de mest mandskabskrævende arbejdsopgaver. Hjulploven havde man brugt gennem århundreder. Den fungerede efter hensigten, men konstruktionen var ikke hensigtsmæssig. Kraftforbruget med en pløjedybde på 12-15 cm var på ca. 200 kg., så der var ofte et større heste- eller studespand for ploven. I tung lerjord skulle der fx seks heste eller stude til at trække hjulploven og tre mand at holde styr på spandet; en ´pløjemand´, der styrede selve ploven, en dreng, som tog sig af bagerste og midterste spand, samt en ´forrider´, som styrede det forreste spand. Også i dette tilfælde var landsbyfællesskabet en nødvendighed. Langt de fleste af landsbyernes gårde tilhørte godsejerne, så bønderne fik brugsret til gårdene ved at fæste dem. Til gengæld skulle de så betale landgilde og udføre og hoveriarbejde på hovedgården. Det daglige opsyn med bøndernes hoveriarbejde m.m. blev varetaget af ridefogeden, og det skete ofte med stor nidkærhed.


Svingploven erstattede efterhånden den 3 meter lange og tunge hjulplov, som ses på tegningen herover og i en rekonstrueret udgave på fotografiet herunder. Fra slutningen af 1700-tallet blev hjulploven gradvist afløst af svingploven, som herover ses på et samtidigt ´reklamebillede´. Svingploven var en let plovtype, som kunne betjenes af blot en enkelt bonde med en eller to arbejdsheste til at trække foran. Denne plovtype gjorde det også langt lettere at vende eller svinge for ende af marken, når der skulle pløjes en ny fure. Først fra midten af 1800-tallet havde svingploven efterhånden fortrængt den gamle hjulplov.


Odense Bys Museer har i 2016 offentliggjort en udmærket film på ca. 15 minutter om livet i landsbyen især i overgangen
mellem 1700-tallet og 1800-tallet og forandringerne af dagliglivet gennem de følgende årtier.
Filmen, som hedder "Den Fynske Landsby - En landsby fra H.C. Andersens tid", kan ses ved at klikke hér.

I 1786 opstillede en tidligere amtmand, Esaias Fleischer, et typisk regnskab for en gård på 7 tønder hartkorn, som kan give et indtryk af en sjællandsk
fæstebondes økonomi i slutningen af 1700-tallet. (Klik hér for en orientering om pengesystemet på den tid).

Hvoraf skal han nu tage disse Penge? Hans Avling er det eneste. Vi ville nu see, hvad samme rimeligviis kan indbringe ham.
Til en Gaard af 7 Tdr. Hartkorn kan almindelig ikke med Nytte saaes meere end 6 Tdr. Rug, 8 Tdr. Byg, 7 Tdr Havre, og
1 Tdr. Bælgkorn, Erter og Vikker.
Hvor mange Folk skal vi nu heraf paa en Bondemark bestemme?( ...) Af den Engelske Agerdyrknings Historie kan det sees,
at man endog der ofte ikke naar 4 Fold. Der har været nu i Rad nogle Aar i Danmark, da jeg med Tingsvidne, om behøves,
kan bevise, at man endog paa gode Hovmarker ikke har faet meere end 3 og 3½ Fold Rug, 5 Fold Byg, og 3½ til 4 Fold
Havre. Man dømme her igien ikke efter de nærmest ved Kiøbenhavn beliggende, og beste Marker, hvor man kan faa
Gødning i Mængde; vi tale om Danmark i Almindelighed, og ikke om de gode, men om de slette Aaringer, thi i disse, som
vi nu, desto verre! har havt saa mange af i Rad, skal Bonden jo og leve, og Kongen og Landet have sine Skatter; og jeg tør
frit sige, at lykkelig er den Proprietær, hvis Bønder i samme have avlet af Rug 4 Fold, af Byg og Havre 5, fleere ere der
visselig, som have avlet mindre, end meere; men lad og endda antage denne Maalestok at regne efter.

Hvo, der nu kiender Landets Forfatning, veed noksom, at ikke een blant ti Bønder har i de forbigangne Aar kunnet sælge
saa meget, som anført er, men lad det endog saaledes passere:

Landbrugskrise og kvægpest i 1700-årene
Afslutningen på bl.a. Den store Nordiske Krig (1709-1720) og andre krige i Europa i 1720´erne førte til en manglende efterspørgsel på landbrugsvarer i hele Europa og dermed faldende prisen på korn, stude og andre landbrugsprodukter, og den landbrugskrise ramte Danmark og Norge, som var i personalunion med Danmark, meget hårdt. Først i 1730´erne begyndte priserne igen gradvis at stige. Et voldsomt angreb af kvægpest, som skyldes en virus, bredte sig fra Holsten ud over hele landet i 1745. Sygdommen var uhyre smitsom, og man havde ingen viden om årsagen og derfor heller ikke nogen kur mod sygdommen. Man forsøger at skille de syge dyr fra de sunde, og de hårdest angrebne dyr bliver så vidt muligt slagtet, mens kødet stadigt er spiseligt. Virkningerne af angrebet, som i første omgang varede indtil 1752, medførte, at der alene i det første angreb af sygdommen døde ikke færre end 2.000.000 stykker kvæg i hele landet og efterlod ejerne i miserabel fattigdom. Kvægpesten hærgede igen hele landet fra 1764 til 1767. Man ved i dag, at kvægpest er forårsaget af et ´morbillivirus´, som ikke smitter mennesker, men er uhyre smitsom hos klovbærende dyr. Kvægpesten bredte sig hurtigt bl.a. gennem det slagtekvæg, som krigshærene i Europa bragte med sig i 1700-årene. Sygdommen blev udryddet i Danmark i 1782, men på verdensplan blev kvægpest først endeligt udryddet så sent som 2011.

Børnene
De største hushold fandtes på gårdene, hvor der udover gårdmandsfamilien også boede karle og piger. Når gårdmandsbørnene var konfirmeret, kunne de ofte træde i en karls eller piges sted, og således blive boende hjemme længere end husmands- og håndværkerbørnene. I travle perioder fx i høsten, var der brug for ekstra ekstra arbejdskraft på gården, som ofte var folk fra husmandsstanden. Husholdet på husmandsstederne lignede mere den kernefamilie med far, mor og deres børn, som vi kender i dag, men her var ikke mulighed for, at børnene kunne blive hjemme. Allerede fra 7-8 års alderen blev de fleste børn sendt ud at tjene på gårdene som ´gåsepige´, `hønsepige´ eller ´lillepige´, som hjalp ´madmoderen´ med de daglige sysler i køkkenet og desuden passede gårdens høns og ænder eller som ´vogterdrenge´, der fx passede køerne m.m. Befolkningen var i det store og hele selvforsynende med alt, hvad man havde brug for; både redskaber, husgeråd og de fødevarer, som skulle anvendes til den daglige mad. Der var nok at se til, og alle medlemmerne af husstanden i såvel hus som på gård havde en funktion i det daglige arbejde. Ingen af de voksne medlemmer kunne undværes, og hvis den ene ægtefælle døde, giftede den anden sig som oftest inden for meget kort tid. Barndom, som vi kender det, var et ukendt begreb. Børnene arbejdede normalt på lige fod med de voksne, fra de var 8-10 år gamle. Børnenes arbejdskraft var en nødvendig del af arbejdslivet i 1700-tallets landsbyer, og det ændrede sig ikke meget i det følgende århundrede.

Landsbyskolerne
Lige fra middelalderen havde der ganske vist været latinskoler i købstæderne og privatundervisning af overklassens børn på herregårdene, men indtil 1700-tallet stod det meget dårligt til med undervisning af børn på landet, hvor den meget sparsomme undervisning af almuens børn blev udført med den såkaldte ´degnelæsning´, der almindeligvis fandt sted forud for søndagens gudstjeneste, fungerede i praksis på den måde, at degnen fremsagde tekster fra katekismus, som børnene derpå gentog, indtil de kunne den udenad. Undervisningen foregik normalt i eller ved kirken eller undertiden hos degnen, hvos han havde en bolig med den nødvendige plads, men egentlige skolehuse var uhyre sjældne. Et eksempel på et af disse få egentlige skolehuse er Danmarks ældste bevarede landsbyskole, Rasmus Svendsens Skole i Faxe, som blev opført i 1640´erne, men siden blev flyttet og genopført i 1730´erne.

Omkring 1720´erne begyndte der imidlertid af komme gang i skolebyggeriet på landet. I første omgang var det især kongehuset, som stod bag opførelsen af disse skoler. Eksempler på sådanne skoler var de såkaldte ´prinse- og prinsesseskoler´, som Frederik IVs søskende, prins Carl og prinsesse Sophie Hedevig, lod opføre på deres godser. Den bedst bevarede af disse landsbyskoler er Prins Carls Skole i landsbyen Store Torøje ved Vemmetofte, som landsbyen dengang hørte under. Prins Carls Skole blev opført i 1719. Det var især den religiøse strømning, pietismen, som havde inspireret netop kongehuset til interessere sig for at oprette skoler for almuens børn i landdistrikterne. Også Frederik IV satte gang i et større skoleprojekt, nemlig med opførelsen af de i alt 241 ´Kongelige Skoler´, som i dag er bedst kendt som ´rytterskolerne´. I modsætning til de få øvrige landbyskoler, som var bindingshuse med stråtag, var rytterskolerne fine, grundmurede bygninger med tegltag, som oftest lå som nabo til sognekirkerne. Rytterskolerne, som alle var ens, blev opført i perioden 1721/1722 og 1729, men kun på kongens jord, krongodset, som var opdelt i 12 rytterdistrikter (7 rytterdistrikter på Sjælland, Lolland, Falster og Møn, 1 rytterdistrikt på Fyn og 3 rytterdistrikter i Jylland. (Klik hér for en grundig beskrivelse af rytterskolerne, og klik hér for yderligere information om de enkelte rytterskoler i samtlige 12 rytterdistrikter.)

Ludvig Holberg og "Jeppe på Bjerget" fra 1722 (udgivet 1723)

Forordningen af 23. januar 1739 om indførelse af skoler på landet
Det blev Christian VI, som kom til at give, hvad man undertiden kalder "Danmarks første almindelige skolelov", nemlig forordningen af  23. januar 1739 om indførelse af skolerne på landet i Danmark, hvor det for første gang erkendes, at den almindelige folkeundervisning er en samfundsopgave. Forordningen var en følge af indførelsen af den tvungne konfirmation i 1736. Sammen med ´Forordning om Skolerne paa Landet i Danmark, og hvad Degnene og Skoleholderne derfor maa nyde´ udsendes også ´Instruction for Degne og Skolemestre paa Landet i Danmark´. Skolerne skulle være "de dyrebareste Midler til at befordre den sande Erkendelse af de guddommelige Ting og gøre Ungdommen duelig til at udøve kristelige Pligter" for uden Skoler kunde børnene ikke forstå præstens prædiken i kirken eller læse i Bibelen. 
Det viste sig imidlertid hurtigt, at en gennemførelse af alle forordningens intentioner ville betyde en så voldsom byrde på bønder og proprietærer, at det i praksis ikke var muligt at gennemføre. Med udsendelsen af  en ´Placat af 29. april 1740´ måtte bestemmelserne derfor modereres i en sådan grad, at det vigtigste af forordningens nye ideer i virkeligheden blev fjernet. En vigtig følge af forordningen var det dog, at antallet af landsbyskoler steg  fra ca. 600 i 1735 til over 1000 i 1742.

Reformarbejdet under Struensee i perioden 1770-1772
Johan Friedrich Struensee (1737-1772) var søn af en pietistisk teologiprofessor i den tyske by Halle, hvor han også selv tog den medicinske doktorgrad i 1757. Han slog sig ned som læge i Altona ved Hamburg. I de 12 år, hvor Johann Friedrich Struensee var stadslæge i byen, kom han i kontakt med mange kredse, hvor tidens politiske, religiøse og andre spørgsmål blev diskuteret. På den måde blev Struensee blev i høj grad påvirket af tidens radikale oplysningsmiljø, som også er kendt som ´oplysningstiden´, og i 1768 fulgte han som læge den danske konge, Christian VII på dennes store rejse til London og Paris. Struensee havde en beroligende indflydelse på den sindslidende konge, og snart efter blev han ansat som Christian VIIs livlæge. Efter rejsen fulgte han med den enevældige konge tilbage til København. Struensee, der afgjort havde en betydelig politisk sans, tiltog sig mere og mere magt, og i perioden 1770-1772 besad han reelt den egentlige magt i Danmark. Samtidig indledte han et hemmeligt forhold til  Christian VIIs unge og forsømte dronning, Caroline Mathilde (1751-1775), med hvem han endda også fik en datter. I den kortvarige periode, hvor Struensee var ved magten, fik han gennemført omkring et par tusinde reformer, som især var inspireret af radikale dele af oplysningsbevægelsen. Han forsøgte bl.a. at begrænse udviklingen indenfor hoveriområdet, som mange mente efterhånden var blevet så gunstig for godsejerne, at den reelt kunne ruinere de hoveriplagede fæstebønder. Struensee var ganske klar over hoveriets betydning for udviklingen af bondebruget i Danmark, men vidste også, at  hensynet til godsejernes økonomi og respekten for deres ejendomsret vejede tungt i Geheimerådet, som udgjorde af kongens politiske rådgivere. Struensee fik opløst Geheimerådet og erstattede det med et ´kabinetstyre´, som havde ham selv som leder med titel af gehejmekabinetsminister. Han udstedte derfor en ny hoveriforordning af 20. februar 1771, hvor godsejernes hoverikrav ikke længere skulle tage udgangspunkt i godsejerens behov for arbejdskraft på hovedgården, men i størrelsen af bondens fæstegård og dens beliggenhed i forhold til hovedgårdsmarkerne. Desuden skulle godserne fremover føre en speciel hoveribog med omhyggelig angivelse af det antal hoveridage, som bønderne rent faktisk ydede på hovedgården. For hver hoveridag skulle bønderne have udleveret en såkaldt ´billet´ som kvittering for arbejdet; en firkantet, rund eller trekantet billet efter hvilken slags hoveridage, der var udført. Hvert kvartal skulle billetterne så tilbageleveres mod, at ridefogeden indførte dagene i hoveribogen. Struensees fastsatte også det maksimale antal hoveridage på en gennemsnitlig fæstegård på 6 tønder hartkorn, til 48 spanddage og 96 gangdage. Var  fæstegården større eller mindre, skulle hoveriarbejdes reguleres således, at hoveriarbejdet blev fastsat til 8 spanddage og 16 gangdage pr. tønde hartkorn. Desuden skulle hovarbejde reguleres i forhold til den afstand, bonden havde til hovedgården. Husarbejde på hovedgården skulle heller ikke længere regnes som hoveriarbejde. Hoveriforordningen, som kun gjaldt for gårdmændene og ikke husmændene, medførte et betydeligt fald i omfanget af det udførte hoveriarbejde, og det var godsejerne naturligvis ikke tilfredse med. I løbet af Struensees korte regeringsperiode blev der således vendt om på relationerne;  der blev nu et fast forhold mellem ydelse og dermed brugsretten til en konkret fæstegård og og modydelsen dvs. det hoveriarbejde, fæstebønderne skulle yde. Set med godsejernes øjne blev hensynet til godsdriften dermed sat helt ud af spillet, selvom den efter deres opfattelse netop var grundpillen i landets økonomi.  Lettelsen i godsejerkredse var derfor stor, da Struensee i januar 1772 blev væltet af hans politiske modstandere ved en paladsrevolution, dødsdømt for majestætsfornærmelse og derpå halshugget på Fælleden i København. Struensees hoverilov blev da også straks ophævet og allerede året efter erstattet af en ny lov, som i langt højere grad var tilpasset godsejernes interesser.

Den store landbokommission, som blev nedsat i 1786 i den sindslidende, men enevældige Christian VIIs regeringstid, men reelt blev kommissionen nedsat af kronprinsen, den senere Frederik VI, Landbokommissionen fik pålagt at arbejde på en løsning af hoverispørgsmålet. Et af de vigtigste medlemmer af den denne landbokommission, godsejeren Christian Ditlev Reventlow (1748-1827), som kom til at spille en vigtig rolle i forbindelse med landboreformerne og ophævelsen af stavnsbåndet i 1788, udarbejdede ganske vist en stor betænkning i februar 1788, men betænkningen førte i første omgang ikke til den forventede lov om forbedringer af hoveriproblemet. Det blev i stedet ´Bestemmelsen af 24. juni 1791´, der medførte, at hoveriet fremover skulle fastsættes ved en frivillige aftaler mellem godsejere og fæstebønder - "...hvorved Jorddrotterne og de hoverigiørende Bønder indbyrdes til frivillige Foreninger om bestemt Hoveri m.v. igien med nøiere Bestemmelse...", som var den originale ordlyd, - og hvis parterne ikke kunne nå til enighed, skulle der foretages en foreløbig mægling, inden den endelige afgørelse derefter blev truffet af en særlig hoverikommission. 

Den 6. december 1799 kom den sidste hoveriforordning. En væsentlig grund til, at hoveriproblemet efterhånden fandt en løsning i slutning af 1700-tallet skyldes dog især, at samfundet ændrede sig. I sidste halvdel af 1700-tallet indtrådte nemlig, hvad man senere har kaldt ´Den florisante handelsperiode´ i Danmark mellem 1770´erne og 1807, hvor en voksende økonomisk højkonjunktur i Europa skabte store muligheder for en international ´blomstrende eller florisant handel´. Befolkningen i Europa var efterhånden blevet storaftager af forbrugsvarer fra de oversøiske områder bl.a. fra de kolonier i Amerika, Asien og Afrika, som mange lande - også Danmark - havde underlagt sig. Endnu i begyndelsen af 1700-åtallet havde kaffe, te, kakao, sukker, tobak, krydderier, porcelæn, silke og bomuldsstoffer været kostbare luksusvarer for de få. I midten af 1700-tallet var disse varer omend stadig dyre dog faldet så meget i pris, at de efterhånden udviklede de til at blive dagligdags forbrugsvarer for flere og flere befolkningsgrupper, - ikke bare i byerne, men også på landet. Ud over handelen med kolonialvarerne havde også handelen med slaver fra Afrika - den såkaldte ´Trekantshandel´, som Danmark også tog del i, - skabt stor interesse for at tage del i den profitable handel. Ikke kun købmændene, men også godsejerne havde naturligvis opdaget denne mulighed, og for at skaffe den nødvendige kapital til at kunne indlade sig på denne handelsvirksomhed, valgte flere og flere af godsejerne derfor at sælge fæstegårdene til fæstebønderne, som på den måde blev selvejere. Mange godsejere lånte ligefrem penge til bønderne, så de kunne købe gårdene. Der med var disse bønder ikke længere fæstere og skulle derfor heller ikke længere udføre hoveriarbejde. Til gengæld måtte de arbejde hårdt for  tilbagebetale lånene. Specielt efter oprettelsen af ´Den Kongelige Kreditkasse´, som blev oprettet i 1786, kom der rigtig fart i selvejerkøbene.  Dermed ophørte forbindelsen mellem herregården og den tidligere fæstegård efterhånden, og de ændrede økonomiske forhold indenfor landbruget, fx også med brugen af forbedrede landbrugsredskaber, var således med til at bane vejen for de store landboreformer i 1788 og den efterfølgende udflytning af gårdene fra landsbyerne (se senere). I løbet af 20 år var over halvdelen af de tidligere fæstebønder blevet selvejere. De eneste, som ikke fik noget ud af de mange forandringer, som fandt sted på landet, var husmændene, landarbejderne og tjenestefolkene. De fik det i mange tilfælde endnu værre, end de havde haft det tidligere. Efterhånden som gårdmændene slap for hoveriet, blev husmændenes hoveri nemlig forøget, og de folk, som ikke selv ejede jord, de kunne lave af, måtte arbejde for en ussel løn for herremændene og de nye selvejerbønder, når de havde brug for deres arbejdskraft på de travle tider af året.

Omgåelse af stavnsbåndet
Selv om herremændene havde magten og loven på deres side, forsøgte bønderne undertiden alligevel at omgå stavnsbåndet, hvor det var muligt. De flittigste bønder, som godsejeren havde stor nytte af, kunne kræve fripas for deres børn som betingelse for at indgå fæstekontrakt. Bonden selv kunne få fripas som belønning, f.eks. for tro tjeneste - det kunne gælde for flere generationer af slægten. Bonden kunne også opnå fripas ved frivilligt at lade sig hverve yderligere 3 år til militærtjeneste. Udover at få løn hvert år, blev han på den måde løst fra sit stavnsbånd, så han efter endt militærtjeneste kunne bosætte sig, hvor han ville. Kunne bonden ikke få fripasset, måtte han købe det. De flittige og stræbsomme bønder ville godsejerne ikke af med, så hvis de overhovedet gik med til at sælge, blev prisen høj. I en konkret sag fra 1775 forlangte godsejeren 300 rigsdaler for et fripas. Til sammenligning kostede en ko ca. 10 rigsdaler og en god hest ca. 30 rigsdaler. En sidste mulighed for bonden var at forsøge at flygte fx til en købstad, som ikke hørte under noget gods, men hvor almindeligt, denne mulighed reelt har været forsøgt, er meget vanskeligt at afgøre.

Ophævelsen af Stavnsbåndet 1788
”Den franske oplysningstænkning fra sidste del af 1700-tallet placerede mennesket i en ny position. Alle er borgere i en stat. Kongens opgave er at sikre størst mulig lykke for flest mulige. Den tænkning rummede en demokratisering og et ideal om frihed og lykke, som også kom til at påvirke bondestanden,” siger historikeren dr. phil. og adjungeret professor ved Aarhus Universitet, Birgit Løgstrup, som bl.a. også er kilde til punktopstillingen herunder over de behov, som landsbyfællesskabet ikke længere kunne opfylde. Inspirationen til forandring kom i første omgang fra danske adelsmænd og stormænd, som rejste ud til universiteterne i Europa, der hørte om de nye frihedsidealer, som især stammede fra de franske ´oplysningsfilosoffer´. Disse nye frihedstanker rummede kimen til selvstændiggørelse og individualisering på landet modsat den lydighed, som bønderne hidtil havde været underkastet. Det var blandt andet idéerne fra de franske filosoffer Montesquieu og Rousseau, som nåede Danmark. Ludvig Holberg var en af de centrale figurer i forhold til at bringe oplysningstænkningen til Danmark.

Herunder er medtaget et lille udvalg af de vigtigste paragraffer i forordningen om afskaffelsen af stavnsbåndet (tilpasset moderne sprogbrug):

§1
Stavnsbåndet til godserne skal aldeles ophøre fra den 1, januar år 1800, så at alle af bondestanden i Danmark, som da, ifølge de herefter anførte bestemmelser er hæftede til noget gods ,fra bemeldte tidspunkt, skulle have frihed til at opholde dem i de, til Landmilits-indretningens vedligeholdelse, foreskrevne distrikter, indtil de af sessionen have fået deres afskeds- og frihedspas, da det derefter må være tilladt at nedsætte dem og søge næring overalt i Riget.

§2
Fra denne vores anordnings bekendtgørelse skulle alle de, som have opnået en sådan alder, at de ikke kunne antages til krigstjenesten, straks gives fripas og være berettigede til at opholde dem på hvad sted i landet de lyste.

§3
Alt mandkøn af bondestanden, som ved denne forordnings udstedelse ej er fyldt 14 år, skal ikke være bundet til godserne længere, end til 3 måneder fra samme bekendtgørelse at regne, fra hvilken tid de må opholde dem i de herefter for det unge mandskab og landsoldaternes bestemte distrikter, indtil de af sessionerne have fået afskeds- eller frihedspas.

§4
De, som ved denne anordningsbekendtgørelse er fyldt 14 år, skal forblive på godser, til hvilke de henhøre, indtil de have fået afsked fra krigstjenesten eller opnået den alder, at de ej dertil kunne antages; dog skal dette bånd aldeles ophøre i året 1800, således som tilforn er bestemt:
A: Men dersom proprietæren ikke kan skaffe en sådan bondekarl tjeneste på godset, imod en billig (rimelig) løn, bør det være ham tilladt, efter lovlig opsigelse, at søge næring på et andet sted i distriktet.
B: Denne ret bør ligeledes tilkomme de husmænd, som ikke for billig betaling kunne få græsning til en ko; dog at de først lovligen rette sig. Og når der i denne henseende måtte opstå tvistigheder imellem jorddrotterne og mandskabet, bør samme ufortøvet påkendes af amtmanden.

Dette blev fulgt op ved en forordning af 15. juni 1792 hvor der blev mulighed for, at godsejeren kunne pålægge bønderne en årlig renteudgift på 4% af den sum, han havde bekostet på udskiftning og udflytning. Dermed blev godsejeren økonomisk interesseret i at få landsbyerne udskiftet, og i året 1800 var langt hovedparten af de danske landsbyer allerede udskiftede således, at gårdene blev flyttet fra ´den gamle landsby´ ved gadekæret og genopført ude på den jord, som nu lå samlet omkring de enkelte gård. Kun få gårde og de ´jordløse huse´, som var beboet af fx. husmænd og håndværkere, blev liggende i landsbyen.

Herunder vises en oversigt over Love, forordninger og politiske tiltag skabte en udvikling, hvor de danske bønder i løbet
af et halvt århundrede gik fra at være fæstebønder til selvejere: