Dagliglivet i landsbyerne i 1700-tallet


Omkring 1700 boede langt de fleste mennesker i Danmark på landet. Landskabet var dengang præget af store områder med uopdyrket jord (overdrev) og landsbyer, hvor gårde og huse lå tæt sammenbyggede. Omkring landsbyen lå de opdyrkede jorder. Kun på Bornholm og i de magre hedeegne i Jylland var enkeltgårdene dominerende. En landsby kunne før landboreformerne rumme op til 15-20 gårde foruden husmandshuse og håndværkerhjem. Desuden var der i de større landsbyer også en kirke, skole, smedje og evt. et fattighus. Bygningerne lå som regel samlet omkring et fællesareal, forten eller ´gaden´. Her kunne smådyr græsse, og mange steder lå der også et gadekær, hvor dyrene kunne vandes, og hvor man kunne hente vand, hvis der opstod ildebrand.



Der er trængsel omkring landsbyens gadekær, hvor de magre dyr vandes, inden de kommer på græs om sommeren. Dette og de efterfølgende billeder er gengivet efter akvareller af Rasmus Christiansen. Serien omfatter en lang række akvareller fra 1920'erne, som skildrer landbrugets historie og udvikling på en måde, som bringer de gamle anskuelsestavler i erindring. Maleren havde et meget stort kendskab til levevis i svundne tider, som han havde studeret indgående. De pædagogisk glimrende illustrationer giver derfor et ganske troværdigt billede af dagliglivet på landet i denne periode. Alle - voksne som børn - måtte arbejde efter bedste evne, og en særlig travl tid var høsten, hvor bønderne ikke kun skulle nå at høste landsbyens marker, men også måtte høste på herregården som hoveriarbejde. Akvarelsamlingen blev i 1953 skænket til Tune Landboskole.

Landsbyens beboere
De største hushold fandtes på gårdene, hvor der udover gårdmandsfamilien også boede tjenestekarle og piger. Gårdmandsbørnene kunne, når de var konfirmerede, ofte træde i en karls eller piges sted, og således blive boende hjemme længere end husmands- og håndværkerbørnene. I travle perioder, f.eks. i høsten, blev der knyttet ekstra arbejdskraft til gården - ofte folk fra husmandsstanden. Husholdet på husmandsstederne lignede mere den kernefamilie, vi kender i dag med far, mor og deres børn. Her var ikke mulighed for, at børnene kunne blive hjemme. Allerede fra 7-8 års alderen blev de fleste børn sendt ud at tjene på gårdene som ´lillepige´ eller vogterdreng. Alle medlemmer af husstanden i såvel hus som på gård havde en funktion i det daglige arbejde. Ingen af de voksne medlemmer kunne undværes, og hvis den ene ægtefælle døde, giftede den anden sig som oftest inden for meget kort tid. Det var dog ikke alle personer, der indgik i en husstand. En enlig mand, kvinde eller et ægtepar kunne bo til leje i et rum på en gård eller i et hus, - en såkaldt inderste. Mange var også henvist til at leve en kummerlig tilværelse rundt om på landevejene eller i fattighusene.

Driftsformen
Trevangsbruget var den almindeligste driftsform på øerne og i dele af Østjylland.

 Siden er under udarbejdelse

 

En af de 3 vange lå årligt hen med græs, for at jorden kunne hvile. På de andre 2 vange blev der sået rug (vintersæd) og byg (vårsæd). Disse vange var alt efter kvalitet inddelt i et antal mindre jordstykker, åse, der igen var inddelt i agre.



Hjulploven havde man brugt gennem århundreder. Den fungerede efter hensigten, men konstruktionen var ikke hensigtsmæssig. Kraftforbruget med en pløjedybde på 12-15 cm var på ca. 200 kg., så der var ofte et større heste- eller studespand for ploven, og der skulle flere mennesker til at holde styr spandet. Også i dette tilfælde var landsbyfællesskabet en nødvendighed. 

Hver gård havde en ager i hver ås. På denne måde fik gårdene del i både den gode og den dårlige jord. Til gengæld kunne den enkelte gård have 100 jordstykker fordelt i alle vangene. Megen tid gik med at komme rundt til de forskellige jordstykker. På græsvangen havde gårdmændene deres kreaturer gående. På overdrevet havde både husmænd og gårdmænd ret til at lade deres dyr græsse.

Det såkaldte græsmarkbrug var udbredt i Midt- og Vestjylland. I græsmarksbruget var landsbyens jorder delt op i 6-12 tægter. Halvdelen af tægterne var besået med rug og byg, resten lå hen med græs. Hvert år skiftede man så en ny tægt blev inddraget til dyrkning og en anden tægt fik lov at hvile med græs. På den måde fik den mindre frugtbare jyske jord flerårig hvile.

Perioden frem til landboreformerne kaldes ofte for ´fællesskabstiden´, men et egentligt dyrkningsfællesskab var der ikke tale om. Hver gårdmand havde sine egne redskaber og bearbejdede kun sine egne agre. Men pløjning, såning og høst måtte udføres samtidigt, for at man ikke skulle ødelægge naboens arbejde eller få sit eget ødelagt. Samarbejdet var nødvendigt.



Bystævnet var dels navnet på fæstebøndernes møde, hvor alle havde pligt til at deltage, når oldermanden indkaldte ved at blæse i byhornet, og dels navnet på mødestedet, der ofte var under et stort træ. Hver bonde sad på en sten, hvori der var ridset et bogstav. Samme bogstav var på den kæp, som bonden skulle have med til mødet. Oldermanden ledede så drøftelserne f.eks. om, hvornår man skulle begynde at høste og ´opgive ævred´ d.v.s. nedlægge den midlertidige indhegning af kornmarken og lade kvæget gå frit omkrig på den afhøstede stubmark.

Bystævne og oldermænd
Landsbyens gårdmænd mødtes ved bystævnet, der som regel var en cirkel af store sten, en for hver gård, placeret omkring et lindetræ.



Byhornet fra Store Torøje på Stevns. Som traditionen bød, har de skiftende oldermænd i tidens løb ridset initialer og årstal på hornet. Det ældste er fra 1651.

Oldermanden (oprindeligt den ældste mand i landsbyen) blæste i byhornet, når rådslagningen skulle finde sted, og derefter aftalte man et tidspunkt for, hvornår de forskellige arbejder skulle påbegyndes. Hvervet som oldermand gik på omgang blandt byens gårdmænd og kunne ikke besiddes af en kvinde. En kvinde kunne i det hele taget kun undtagelsesvis komme til bystævne, hvis hun var enke eller hendes mand var syg. Heller ikke husmænd eller håndværkere havde ret til at deltage i beslutningsprocesserne. Foruden sager vedrørende jorddyrkningen diskuterede man også ansættelse af byens smed eller hyrde, anskaffelse af en fælles bytyr, forholdsregler over for de fattige, etc.



Om vinteren skulle bytyren fordres på skift af bymændene, og det var oldermandens opgave at kontrollere, at den den blev ordentlig fodret og passet. Oldermanden kunne idømme bøder, som var forsømmelige, og han havde ofte sikret sig bistand af to ´gode bymænd´, når han var ude at kræve bøder op. Her bliver bytyren synet omhyggeligt. 

Godset og fæstesystemet
Landsbyens beboere ejede kun de færreste steder den jord, de dyrkede, eller de bygninger de boede i. De var fæstebønder, d.v.s. gård- eller husfæstere under et gods, som var ejet af en adelig eller borgerlig godsejer, kronen eller en institution, f.eks. Københavns Universitet.

I det daglige så fæstebønderne på de store højadelige godser ikke meget til deres herskab. Herskabet havde ofte flere godser at bebo på skift, og en del af året blev tilbragt i København. En godsforvalter og en godsinspektør stod for den daglige ledelse af godset.
Godsets indtægter kom fra hovedgårdsjorden, dyrket af godset selv, d.v s. fæstebønderne, og fra bøndergodset (fæstegårde og huse) i form af afgifter.

Fæstebønderne havde brugsretten over jord og bygninger mod at betale en række ydelser. Ved overtagelsen af gården eller huset skulle der skrives fæstebrev og betales en indfæstningsafgift. I fæstebrevet stod, hvor meget, der skulle betales i årlig landgilde til godsejeren. Denne ydelse lå fast og kunne på en middelstor sjællandsk gård udgøre: 2 tdr. rug, 5 tdr. byg, 2« tdr. havre, l lam, l gås, nogle høns og 20 æg. Landgildets størrelse kunne variere meget fra gods til gods.

Fæsteren skulle endvidere yde hoveri (en arbejdsydelse) til godsejeren. Hvor meget arbejdskraft den enkelte bonde skulle stille til rådighed afhang af, hvilket gods han hørte under.

I 1756 skrev en ridefoged fra kongens gods Frederiksborg til stedets amtmand

Den elendige Bondes Nød og Usselhed er ikke til at beskrive. De og deres usle Heste styrte og dø i snesevis på Landevejen, der er ingen Ende på deres Skrig og Hylen, når de får Kongelig Majestæts Ordre, og klages der endog fra andre Steder over det tunge Hoveri som Herremændene forlanger, så er det dog alt for intet at regne imod, hvad Bonden på Kongelig Majestæts Godser må udstå.

Avlingshoveriet var det egentlige landbrugsarbejde, der skulle udføres på hovedgårdens marker (pløjning, såning, harvning, høst, tærskning, m.m.). Dette arbejde kolliderede ofte med, at bonden selv skulle udføre det samme på sine marker, og han måtte så enten lade sit eget arbejde vente eller forsøge at købe sig fra pligterne ved at betale en husmand for at udføre arbejdet. Foruden avlingshoveriet var der også småhoveriet, som kunne være hjælp i hovedgårdens husholdning (bagning, slagtning, vask, havearbejde m.m.). Småhoveriet blev ofte udført af husmænd, der normalt skulle yde ugedagstjeneste d.v.s. 52 dage om året. Hoveriet for en fæstegård kunne derimod komme op på over 200 dage om året, såfremt ydelsen ikke blev erlagt i penge (hoveriafløsning).

Foruden indfæstning (engangsydelse), landgilde og hoveri skulle fæstebonden også betale tiende til præsten og skatter til kongen.

En undersøgelse af vestfynske godser har vist, at ca. l/3 af et gods' indtægter kom fra bønderne, først og fremmest gennem landgilden. Hertil kom, at godsernes hovedgårdsjord ikke kunne drives uden den arbejdskraft, hoveriet gav.


Før landboreformerne havde bønderne været pålagt forskellige pligter såsom landgilde og hoveriarbejde på hovedgården. Langt de fleste af landsbyernes gårde tilhørte nemlig godsejerne, så bønderne fik brugsret til gårdene ved at fæste dem. Til gengæld skulle de så betale landgilde og udføre hoveri på godset. Det daglige opsyn med bøndernes hoveriarbejde m.m. blev varetaget af ridefogeden, og det skete ofte med stor nidkærhed. 

Siden er endnu under udarbejdelse


 

I 1700-tallet levede 80 % af den danske befolkning på landet. I Østjylland og på øerne boede landbefolkningen i landsbyer, mens bebyggelsen lå spredt i det øvrige Jylland og på Bornholm. 
Typisk østdansk landsby før udskiftning og udflytning, dvs. i fællesskabets tid.  Alle byens gårde klumper sig sammen omkring forten (gaden).  Bymarken er opdelt i 3-vangsbrug, hvor hver gård har en eller flere strimler agerjord i samtlige åse.  Byens husmænd var som hovedregel jordløse. Den typiske landsby bestod af 10-20 gårde og lige så mange huse. Der kunne være stor forskel på landsbyernes størrelse, fra tre- fire gårde og op til 50. I Midt- og Vestjylland lå landsbyen ofte langs et vejforløb eller en ådal, mens gårdene i nogle nord- og vestjyske egne lå enkeltvis. På Bornholm var der udelukkende enkeltgårde. I Østjylland og på øerne lå landsbyens bygninger ofte tæt sammen omkring et gadekær.  På landet var man selvforsynende med daglige fornødenheder undtagen varer som sukker, salt, tjære og jern, der kunne købes i købstaden. I hvor høj grad, man kunne forsyne sig selv, afhang af hvor meget jord, der hørte til gården eller huset. For menigmand er det ofte strenge tider. Bønderne er meget følsomme overfor misvækstår, der kan ændre en families levevilkår fra det tålelige til regulær tiggerstav. ikke redigeret  og færdigskrevet

Landgilde

Hoveri
Bøndernes pligtarbejde på godserne. Efterhånden blev det almindeligt, at bønderne betalte en afgift i stedet for at gøre hoveri.

 

Stavnsbåndet
Stavnsbåndet blev indført i 1733 efter ønske fra godsejere og militær. Det indebar, at alle mænd på landet mellem 14 og 36 år skulle blive på det gods, hvor de var født, så længe godsejeren kunne tilbyde dem arbejde eller fæste. Aldersgrænsen blev udvidet i 1742 og igen i 1764, så stavnsbåndet gjaldt for alle mænd på landet mellem 4 og 40 år. Resultatet var, at bonden blev tvunget til at være jordbruger på samme sted i de mest aktive år af sit liv.

Det var godsejerens ansvar at sørge for soldater til landmilitsen, så begrundelsen for stavnsbåndet var, at der skulle være mandskab nok på godserne hertil. Den egentlige årsag var dog at sikre godsejerne arbejdskraft. Dette ses bl.a. af, at stavnsbåndet ikke gjaldt efter endt militærtjeneste i begyndelsen af stavnsbåndsperioden, hvorimod det efter ændringerne i 1764 også gjaldt efter udstået militærtjeneste.

Stavnsbåndet var i princippet ikke noget nyt. Fra omkring år 1500 havde man på de sjællandske øer haft vornedskab. Det indebar, at bondesønner skulle blive på det gods, hvor de var født hele livet igennem.

Træhesten

 

Stavnsbåndet, der blev indført i 1733, blev ophævet i 1788. Et stavnsbånd betød, at ingen mandlig bonde i alderen fra 14 til 36 år måtte forlade det område, hvor han var født. Senere blev alderen sat til fra 4 år til 40 år. Man begrundede det med den stigende flugt fra landbruget som følge af landbrugskrise, og at soldaterudskrivningen skulle sikres. Men sandheden var nok, at herremændene kunne få billig arbejdskraft.
Efter 1788 gennemførtes en del landboreformer. En af de vigtigste var udskiftningen af jorderne. Før i tiden kunne en gård have jord på mere end 20 steder. Man brugte megen tid til og fra de små lodder. Det var herremændene, der satte denne udskiftning i gang. Godsejerne ejede gårdene, og bønderne sad som fæstere.Drenge og unge mænd på landet måtte ikke uden tilladelse forlade det gods, hvor de var født.
Det sikrede arbejdskraft til godsejerne og soldater til kongen.Der er flere dokumenterede eksempler på, at ridefogederne har været direkte voldelige overfor bønderne, men kun relativ få eksempler på, at bønderne i disse situationer har vovet at sætte sig til modværge. Stavnsbåndet blev indført for at afhjælpe en alvorlig landbrugskrise i 1730'erne, som bl.a. skyldtes svigtende efterspørgsel fra vore eksportlande og af vandring af folk fra landet til byerne. Derfor havde godsejerne vanskeligheder med at finde fæstere til deres gårde og karle til at hjælpe med arbejdet. Resultatet var, at hverken godsets jord eller fæstegårdenes jord blev dyrket optimalt. Oveni det skulle godsejerne selv betale skat for de tomme fæstegårde. Med mangel på folk var det også svært for godsejerne at undvære mænd til militæret. Godsejerne var derfor interesseret i at få indført stavnsbånd, så de kunne holde på bønderne og tvinge dem til at overtage fæstegårde. Godsejerne fik hjælp fra militæret, som også var utilfredse, fordi landmilitsen var blevet ophævet i 1730 af økonomiske grunde. Militæret og godsejerne gik sammen, og i 1733 fik de genindført landmilitsen kombineret med stavnsbåndet.

Siden er endnu under udarbejdelse

Omgåelse af stavnsbåndet
Godsejerne havde magten og loven på deres side, alligevel forsøgte bønderne at omgå stavnsbåndet, hvor det var muligt. De flittige bønder, som godsejeren havde stor nytte af, kunne kræve fripas for deres børn som betingelse for at indgå fæstekontrakt. Bonden selv kunne få fripas som belønning, f.eks. for tro tjeneste - det kunne gælde for flere generationer af slægten. Bonden kunne også opnå fripas ved frivilligt at lade sig hverve yderligere 3 år til militærtjeneste. Udover at få løn hvert år, blev han på den måde løst fra sit stavnsbånd, så han efter endt militærtjeneste kunne bosætte sig, hvor han ville.Kunne bonden ikke få fripasset, måtte han købe det. De flittige og stræbsomme bønder ville godsejerne ikke af med, så hvis de overhovedet gik med til at sælge, blev prisen høj. I en konkret sag fra 1775 forlangte godsejeren 300 rdl. for et fripas. Til sammenligning kostede en hest ca. 20 rdl. Var bonden gammel og ugidelig og måske med et fysisk handicap, var det nemmere at få et fripas. En sidste mulighed var at bønderne kunne flygte, forsøge at lave falske fripas eller sørge for, at deres børn blev født i en købstad - som ikke hørte under noget gods.

1702 Frederik den 4. ophæver vornedskabet overalt. Ophævelsen er dog ret illusorisk set i sammenhæng med indførelsen af landmilitsen i 1701, og førte ret umiddelbart over i det i 1733 følgende Stavnsbånd.

1708 Den første fattiglov udstedes. Den bestemmer at sognepræsterne skal organisere arbejdet, bønderne skulle yde en fattigskat i naturalier, mens godsejere, forpagtere og fogeder skal yde i rede penge, der skal bruges til beklædning. Lovens intentioner kom ikke til at virke i praksis, idet præsterne ikke blev udstyret med tilstrækkelig magt til at gennemføre ønskerne

1733 Stavnsbåndet indføres. Stavnsbåndet indebærer at mandlige medlemmer af den danske bondestand mellem 14 og 36 år, ikke kan forlade det gods, hvor de er født. Stavnsbåndet betyder at godserne sikres fæstere og billig arbejdskraft, medens staten sikres tilgang af soldater. For almuen virker stavnsbåndet som en væsentlig hindring for udviklingen af en økonomisk selvstændig og interesseret bondestand.

1750 Hoveriordningen kritiseres stærkt i den efterfølgende periode. Hoveri, det vederlagsfri arbejde som en fæstebonde var pligtig til at yde sin godsherre til hjælp i arbejdet med hovedgårdens drift. Hoveriets omfang, der oprindeligt synes sædvanemæssigt bestemt og ikke særligt tyngende, blev efter 1500 tallet stadigt mere omfattende. Ved 18 århundredes begyndelse havde det nået et for bondens arbejde og økonomi ødelæggende omfang.

1764 Stavnsbåndet udvides til nu at omfatte drenge og mænd mellem 4 og 40 år.

1771 Struensee får gennemført, at det maximale antal hoveri dage nedsættes til 48 spanddage (med heste) og 96 gangdage (med redskaber). Det er omtrent en halvering af de ca. 265 arbejdsdage om året, som mange hovpligtige var nået op på.

flg. artikler er endnu ikke færdigskrevet eller redigeret

Landbosamfundet ca. 1750 og Landboreformerne - Omkring 1750 boede langt de fleste mennesker i Danmark på landet. - om trevangsbrug. - om bystævne og oldermænd. - om godset og fæstesystemet. - om Hoveri. - om stavnsbåndet

animated gif

finn@thorshoj.dk


Rytterskolerne oversigt (klik på billedet)


Hovedmenu (klik på billedet)

E-mail: Klik på adressen

Hit Counter  (besøgstælleren er sidst nulstillet den 1. januar 2017)