Mønter og sedler
på Frederik IVs regeringstid 1699-1735

Møntvæsen (efter møntforordningen af 1625)
Den gamle danske mark, som blev delt i 8 øre á 3 ørtug á 10 (eller 12) penninge, blev i løbet af middelalderen fortrængt af den nordtyske mark (Slesvig/Holsten), også kaldet ´lybsk mark´ (Lübeck), som blev delt i 16 skilling á 12 penninge. Men ikke nok med det, - den lybske mark var dobbelt så meget værd som den danske. Efter Christian IVs møntforordning i 1625 dækker begrebet ´dansk mark´ naturligvis den mønt, som var slået i Danmark. Daleren gik under navnet ´speciedaler´, eller daler in specie, dvs. en daler, som man kan se eller en daler i ét stykke, modsat en daler optalt i mark, skilling eller anden mønt. Forholdet mellem daleren, der i det store og hele beholdt sin lødighed, og de andre mønter var i lang tid ikke konstant, men afhang af skillemøntens forringelse. Indtil 1624 steg skillingsantallet således til 100 stk. for 1 daler. Efter møntforordningen af 1625 blev værdierne følgende:

    1 rigsdaler = 6 mark = 96 skilling (rigsdaler kendes også som ´speciedaler´ eller ´kurantdaler´.)
    1 krone = 4 mark = 64 skilling
    1 daler = 2 mark = 32 skilling
    1 sletdaler = 2 daler = 1 krone = 4 mark = 64 skilling
    1 mark = 16 skilling (oprindelig et gammelt, nordisk vægtmål)
    1 skilling

Krone og daler, der tidligere fx på Frederik IVs tid var værdisat således, at 1 krone svarede til 2/3 af en rigsdaler, blev ved en meget senere skandinavisk møntkonvention værdisat således, at 2 kroner = 1 rigsdaler (senere blot kaldet daler, da den oprindelige betegnelse for daler (= ½ krone) var forsvundet),. Mønten blev imidlertid  ikke præget i større antal og var derfor heller ikke særlig almindelig i 1700-tallet, men værdiangivelser i denne værdi optræder alligevel undertiden i datidens regnskaber, bl.a. fordi gæld ofte var ansat i kroner.
Den ´nye´ kronemønt blev indført i 1875 og blev ombyttet således, at 3 mark = 1 krone.

En ´styver´ (= 2 skilling) var en betegnelse, som blev anvendt i Danmark i 1600- og 1700-tallet bl.a. af Ludvig Holberg i første akt af komedien ´Jeppe på Bjerget´ fra 1722, hvor Jeppe drikker brændevin hos Jakob Skomager. Da Jakob ikke længere vil give kredit, udbryder den tørstige Jeppe ærgerligt: "Der har du en Styver da, din Pracker! nu er det giort, drick nu Jeppe!"

I Frederik IVs regeringstid (1699-1730) blev der slået dansk mønt i følgende værdier:
 
(Vær opmærksom på, at mønterne herunder ikke er gengivet i korrekt størrelse, og at beskrivelserne står under de tilsvarende billeder.)                                          

Da skillemønter efterhånden var slået af mere eller mindre underlødig sølv, forlangte man ofte ved betaling i småmønt af større beløb - en ´opgæld´ - på ca. 4%. Opgæld blev også forlangt ved betaling med sedler, som var udstedt efter 1713 (se nedenfor). Ved særlige lejligheder og til særligt brug blev der undertiden slået guldmønter, kaldet ´dukater´, af forskellig størrelse og valør, men de fik ikke nogen betydning i den almindelige omsætning.

Den mest udbredte mønt var otteskillingen, som også blev kaldt en ´Paryk-otteskilling´ efter kongens portræt på forsiden. På bagsiden har mønten en kongekrone. For en sådan otteskilling kunne man på Frederik IV´s tid købe 2 pund hvedebrød, 2 flasker øl eller en citron i København. På landet blev den ofte brugt af bønderne til vesteknapper. En ko kostede ca. 10 rdl. og en god hest kostede 20-25 rdl. Det var i øvrigt nogenlunde det samme, som en karl på landet kunne tjene om året. En pige tjente det halve. Dertil kom ofte kost, logi og undertiden f.eks. træsko eller lign. Man kan ikke uden videre oversætte værdi af penge i vor tids forbrugssamfund til landsbysamfundet for 300 år siden. Fæstegårdene var stort set selvforsynende med alt, man havde brug for med hensyn til fødevarer, klæder m.m., så på landet var behovet for rede penge ikke stort. Samtidig var husholdningen også i vid udstrækning baseret på naturalieøkonomi. Aflønningen af skoleholderen ved Frederik IVs rytterskoler var ifølge fundatsen fra 1721 på 25 rigsdaler om året. Dertil kom naturalier som fx. brænde og andet, fri bolig, - så lille den end var, - og udbyttet af den tilhørende kålhave eller skolelod. Det var dog også i samtiden regnet for en meget beskeden løn og noget mindre end lønnen til en ryttersoldat, der - udover naturalier, fribolig m.m. - blev aflønnet med 35 rigsdaler om året. (Fra 2. akt af Ludvig Holbergs komedie fra 1722, ´Jeppe på Bjerget´, ved vi også, at ridefogeden tjente 50 rigsdaler om året, mens baronens sekretær årligt fik udbetalt ikke mindre end 200 rigsdaler, hvad der får Jeppe til at udbryde: "Du skal have Dievelen icke 200 Rdr. herefter, hvad Gavn giør du for 200 Rdr. Jeg maa selv slæbe som et Beest, og staa paa Laden fra Morgenen til Aftenen, og kand neppe (...) 200 Rigsdaler, det er jo at flaae Huden af sit Herskab...)

Pengesedler blev for første gang en del af den danske pengeforsyning i årene 1713-28. Det store pres, som deltagelsen i den store nordiske krig (1700-1720 lagde på de danske finanser bl.a. med store udgifter til oprustning, havde medført, førte til en hidtil uset opfindsomhed i beskatning og dels til udstedelse af de første danske pengesedler som erstatning for, at mønterne efterhånden forsvandt til udlandet, og for at lette omsætningen blev der fra 1713 udstedt "autoriserede sedler". Sedlerne skulle have samme værdi som mønterne, men kunne ikke veksles til mønter. Frederik IV lod derfor udstede 120.000 sedler med forskellige værdier. Alle sedlerne var forsynet med et individuelt nummer og fire højtstående embedsmænds egenhændige underskrifter. Hvert nummer havde en renteskriver derpå indført i en protokol. Forordningen af 8. april 1713 påbød, at sedlerne blev gjort til tvungent betalingsmiddel, dog således, at man kun var pligtig til at modtage halvdelen af et beløb i sedler. Mistroen til sedlerne var imidlertid så stor, at kursen hurtigt faldt til langt under møntværdien, og pengesedlerne blev derfor hurtigt belagt med opgæld, som medførte, at der skulle betales en merpris ved brug af sedler. Efter krigen var kongen nødt til at tilbagekøbe sedlerne til fuld kurs. Sedlerne blev inddraget igen i 1728. Fra 1736 fik Kurantbanken ret til at udstede pengesedler, og brugen af pengesedler vendte gradvis tilbage, så seddelpenge efterhånden blev dominerede på Frederik Vs tid (1746-1766). I 1757 blev seddelpenge gjort til tvungent betalingsmiddel og kunne ikke længere indløses.

Links til nyttige og særlig relevante websteder om dette emne:
http://www.danskmoent.dk / https://www.danskmoent.dk/ordbog.htm
 

(Besøgstælleren er sidst nulstillet den 1. januar 2017. Midlertidig pauseret 1. oktober 2020, da webhotellet ikke længere understøtter den aktuelle besøgstæller. )