Luthers lille Katekismus og bispevisitationerne
- med lidt ekstra information om biskop Balle.

Martin Luthers lille Katekismus har spillet en stor rolle gennem 300 hundrede års undervisning, og det er uden tvivl den mest brugte skolebog i Danmark. Den første danske oversættelse med forklaringer skyldes Peder Palladius (1503-1560, som var luthersk biskop eller ´superintendant´ over Sjællands Stift i tiden umiddelbart efter reformationen i 1536, men Luthers lille Katekismus er som skolebog udkommet i mange udgaver. Den viste (øverst til højre), som er fra 1780, er endda illustreret. Opslaget viser ´Det femte Bud` - Du skal ikke slaae ihjel, og Luthers forklaring, som børnene skulle lære udenad, lyder i dette tilfælde: Det er: "Vi skulle frygte og elske GUd; ikke skade vor Næstes Legeme, og ey giøre hannem Uret derpaa; men hjelpe og staae hannem bi udi al Livsfare". Udenadslæren af det daglige salmevers og af Luthers forklaringer i "Luthers lille Katekismus" har holdt sig i nogle danske folkeskoler helt frem til sidst i 1950-erne og i enkelte skoler måske endda endnu længere. Yderst til højre i billederne herover ses en moderne udgave af Luthers Katekismus, som indledes med følgende oplysning: "Teksterne fra Luthers lille Katekismus er i denne udgave anført efter den ved kgl. resolution af 25. februar 1953 autoriserede oversættelse af Luthers forklaringer trykt med skrå bogstaver". Bogen, som har undertitlen "En lærebog for den ukonfirmerede ungdom", kan stadig leveres af enhver boghandler i kongeriget, men Katekismus er vist efterhånden ellers gledet ud af det normale pensum i grundskolen, efter gennem flere århundreder at have været den mest ´sejlivede´ skolebog i dansk skolehistorie efter de tusindvis af ABC´er, som er slidt op gennem århundreder.

Luthers lille Katekismus
"Som led i reformationen udgav tyskeren Martin Luther (1483-1546) i 1529 sin ´lille Katekismus´ for at bidrage til den kristne oplysning af lægfolk. Luthers lille Katekismus - omkring 30 sider i et mindre bogformat - blev efterfølgende oversat til en række sprog, herunder også dansk i 1532. Bogen var lille, og Luthers intention var, at den skulle læres udenad. Den Lille Katekismus skulle vejlede præster, lærere, og fædre i den kristne undervisning og opdragelse af børn og unge. Udformet som spørgsmål og dertilhørende svar, gennemgår Luther i Den Lille Katekismus De Ti Bud, trosbekendelsen, Fadervor og sakramenterne. De centrale idéer i Luthers kristendomsforståelse var opgøret med afladstanken og helgendyrkelse til fordel for en vægtning af gode gerninger, social forpligtelse og Guds nåde og frelse. Et reformatorisk kernepunkt var, at Bibelen stod over paven, og at forkyndelsen skulle finde sted, så almindelige mennesker kunne forstå indholdet – dvs. på modersmålet og ikke på latin. Den her viste udgave er en modernisering af den oprindelige danske tekst. Luthers lille Katekismus blev grundlaget for kristendomsundervisningen i de lutherske lande, og den er også i dag del af den danske Folkekirkes bekendelsesgrundlag. I mange år skulle skoleelever og konfirmander lære den udenad."
(Citeret fra websitet ´Danmarkshistorien.dk´, som udgives af Århus Universitet. Indholdet af Luthers Lille Katekismus fra 1953, som der refereres til i ovenstående citat, kan læses i sin helhed ved at klikke hér.)

Som et eksempel på `Luthers lille Katekismus´ er herunder gengivet hele indholdet af af en katekismus på i alt 32 sider fra 1856, som også var beregnet til brug i skolerne.Både indholdet og sprogbrugen, som i dette tilfælde daterer sig til 1813, er dog stort set ident
isk med de tidligere udgaver af katekismen, som blev anvendt i rytterskolerne. Katekismen behandler de klassiske fem 5 trossætninger: De ti bud, Den apostolske trosbekendelse, Fadervor, dåben og nadveren, som i katekismen alle er forklaret som svar på uddybende spørgsmål. Katekismen afsluttes med nogle bønner, som en " Huusbonde skal lære sit Tyende at bede..." Den valgte katekismus er her gengivet med den originale sprogbrug og stavemåde.
(En sproglig moderniseret og  illustreret udgave af Luthers lille Katekismus med en udmærket indledning, der blev udgivet i anledning af reformationsjubilæet, kan læses ved at klikke hér.)

 


Dr. Morten Luthers

liden

Catechismus


Nøiagtig oversat efter Grund=Texten
-----
Kiøbenhavn 1856.
Trykt paa det Kongl. Veisenhuses Forlag
___

Extract af Hs Kongl. Majesræts allern. Privilegium,
dat. Kiøbenhavn den 4. Jan. 1813:

"Vi ville allernaadigst have Directionen for Vaisenhuset bemyndiget til at besørge en Oversættelse af Luthers lille Catechismus, der skal autoriseres til ene at afbenyttes ved Undervisningen i Skolerne. Derhos ville Vi allernaadigst have Vaisenhuset her i Staden tilstaaet udelukkende Ret til at lade Samme trykke."
 


De ti Bud,

saaledes som en Huusbonde eenfoldigen skal foreholde sit Tyende dem.
 
   
Det første Bud.
Du skal ikke have andre Guder!
 
  Hvad er det?
Svar: Vi skulle over alle Ting frygte, elske og forlade os paa Gud.
Det andet Bud.
Du skal ikke tage din Guds Navn forfængeligen!
 
  Hvad er det?
Svar: Vi skulle frygte og elske Gud; saa at vi ved hans Navn ikke bande, sværge, giøre Trolddom; lyve eller bedrage; men i al vor Trang paakalde det, bede, love og takke.
Det tredie Bud:
Du skal helligholde Hviledagen!
 
  Hvad er det?
Svar: Vi skulle frygte og elske Gud; saa at vi ikke foragte Prædiken og hans Ord; men holde det helligt, gierne høre og lære det!
Det fierde Bud.
Du skal ære din Fader og din Moder!
 
  Hvad er det?
Svar: Vi skulle frygte og elske Gud, saa at vi ikke foragte vore Forældre og Herrer, eller fortørne dem; men holde dem i Ære, tiene, lyde, elske og agte dem.
Det femte Bud
Du skal ikke slaae ihjel!
 
  Hvad er det?
Svar: Vi skulle  frygte og elske Gud, saa vi ikke giøre vor Næste nogen Skade eller Fortred paa hans Legeme , men hjelpe ham og staa ham bi i al Legems=Fare.
Det sjette bud
Du skal ikke bedrive Hoer!
 
  Hvad er det?
Svar: Vi skulle frygte og elske Gud, saa at vi leve rent og kydsk og tugtig i Ord og Gierninger og at Enhver elsker og ærer sin Hustru.
Det syvende bud
Du skal ikke stiæle!

 
  Hvad er det?
Svar: Vi skulle frygte og elske Gud, saa at vi ikke tage vor Næstes Penge eller Gods eller bringe det til os dem ved falske Vare og Handel; men hiælpe ham at fremme sin Næring og bevare sit Gods.
Det ottende bud
Du skal ikke sige falsk Vidnesbyrd imod din Næste!
 
  Hvad er det?
Svar: Vi skulle frygte og elske Gud, saa at vi ikke falskelig lyve paa vor Næste, bagtale ham, eller skaffe ham ondt Rygte; men vi skulle undskylde ham og tale godt om ham og optage alt i bedste Mening.
Det niende bud
Du skal ikke begiære din næstes Huus!

 
  Hvad er det?
Svar: Vi skulle frygte og elske Gud, saa at vi ikke med List efterstræbe vor Næstes Arv eller Huus og under Skin af Ret bringe det til os, men hielpe og staa ham bi, at han kan beholde det.
Det tiende bud.
Du skal ikke begiere din næstes Hustru, Svend, Pige, Fæ, eller hvad hans er!
 
  Hvad er det?
Svar: Vi skulle frygte og elske Gud, saa at vi fratage vor Næstes Hustru, Tyende eller Fæ, ikke afnøde ham dem, eller vende dem fra ham; men tilholder dem til at blive og gøre, hvad de er skyldige.
Hvad siger nu Gud om alle disse Bud?
Han siger saaledes:
Jeg, Herren din Gud, er en nidkier Gud, som hiemsøger Fædrenes Synd paa Børnene indtil tredie og fjerde Led, over dem, som hade mig; men dem, som elske mig og holde mine Bud, dem gør jeg vel i tusind Led.
 
  Hvad er det?
Svar: Gud truer at straffe alle dem, som overtræde disse Bud; derfor skulle vi frygte for hans Vrede og ikke handle imod dem. Men han lover alle, som holde disse Bud, Naade og alt Godt. Derfor skulle vi også elske ham, og forlade os paa ham og gerne gøre efter hans Bud.
Troen,
saaledes som en Huusbonde paa det enfoldigste skal foreholde sit Tyende den.
 
   
Den første Artikel: Om Skabelsen.
Jeg troer paa Gud Fader, Himmelens og Jordens almægtige Skaber.

 


 

  Hvad er det?
Svar: Jeg troer, at Gud har skabt mig og alle Creaturer;  har givet og endnu opholder mig Legeme og Siæl, Øine, Øren og alle Lemmer, Fornuft og alle Sandser; dertil Klæder og Skoe, Mad og Drikke, Huus og Hiem, Hustru og Børn, Mark, Fæ og alt Godt; at han rigelig og daglig forsørger mig med al Nødtørst og Næring for dette Legeme og Liv; beskiermer mig mod al Fare, og vogter og bevarer mig for alt Ondt; og alt dette af idel faderlig, guddommelig Godhed og Barmhiertighed, uden nogen min Fortieneste og Værdighed;  for alt hvilket jeg er skyldig at takke og prise ham, og at tiene ham derfor og være ham lydig. Det er visseligen sandt.
Den anden Artikel: Om Gienløselsen.
Og paa Jesus Kristus, hans eneste Søn, vor Herre, som er undfangen ved den hellige Aand, fød af Jomfru Maria; piint under Pontius Pilatus; korsfæstet, død og begraven, nedfaren til Helvede; paa tredie Dag igien opstanden fra de Døde, opfaren til Himmelen; siddende ved Guds, den almægtiges Faders høire Haand; derfra han skal komme at dømme Levende og Døde.
 
  Hvad er det?
Svar: Jeg troer, at Jesus Kristus, sand Gud, født af Faderen i Evighed, og tillige sand Menneske, fød af Jomfru Maria, er min Herre, som har igienløst mig fortabte og fordømte Menneske, erhvervet og vundet mig fra alle Synder, fra Døden og fra Dievelens Magt; ikke med Guld eller Sølv, men med sit hellige, dyrebare Blod og med sin uskyldige Lidelse og Død; paa det jeg skal være hans Egen, og i hans Rige leve under ham og tjene ham i evig Retfærdighed, Uskyldighed og Salighed; ligesom han er opstanden fra Døden, lever og regierer i Evighed. Det er visseligen sandt.
Den tredie Artikel: Om Helliggiørelsen.
Jeg troer på den hellige Aand, en hellig christelig Kirke, de Helliges Samfund, Syndernes Forladelse, Legemets Opstandelse og et evigt Liv. Amen.


 
  Hvad er det?
Svar
: Jeg troer, at jeg ikke af egen Fornuft og Kraft kan troe på Jesus Christus, min Herre, eller komme til ham; men den hellige Aand har kaldet mig ved Evangelium, har oplyst mig med sine Gaver, har helliget og opholdt mig i den rette Tro, ligesom han kalder, samler, oplyser, helliger den hele Christenhed paa Jorden og opholder den ved Jesus Christus i den rette, eneste Tro; i hvilken Christenhed han daglig forlader mig og alle Troende al Synd rigeligen; og paa den yderste Dag skal han opvække mig og alle Døde og give mig med alle Troende i Christus et evigt Liv. Det er visseligen sandt.
Fader vor
saaledes som en Huusbonde paa det enfoldigste skal foreholde sit Tyende det. 
 
   
Fader vor, du som er i Himmelen!


 
  Hvad er det?
Svar
: Gud vil dermed tilskynde os, at vi skulle troe, han er vor rette Fader, og vi hans rette Børn, paa det vi trøsteligen og med fuld Tillid skulle bede ham, som kiere Børn deres kære Fader.
Den første Bøn:
Helliget vorde dit navn!
 



 

  Hvad er det?
Svar: Guds Navn er vel i sig selv hellig; men vi bede i denne Bøn, at det ogsaa maa vorde helligt hos os.
Hvorledes sker det? Naar Guds Ord læres puurt og reent, og vi ogsaa leve helligen, som Guds Børn, efter derefter: dertil hielp os, kiere Fader i Himmelen! Men hvo, der lærer og lever anderledes, end Guds Ord lærer, han vanhelliger Guds Navn iblandt os: derfor bevar os, Himmelske Fader!
Den anden Bøn:
Tilkomme dit Rige!


 
  Hvad er det?
Sva
r: Guds Rige kommer vel uden vor Bøn af sig selv; men vi bede i denne Bøn, at det ogsaa maa komme til os.
Hvorledes sker det? Naar den himmelske Fader giver os sin hellige Aand, saa at vi ved hans Naade troe hans hellige Ord, og leve gudeligen, her i Tiden og hisset i evigheden.
Den tredje Bøn:
Skee din Villie, som i Himmelen, saaledes ogsaa paa Jorden!



 
  Hvad er det?
Svar:
Guds gode, naadige Villie skeer vel uden vor Bøn; men vi bede i denne Bøn, at den ogsaa maa ske hos os.
Hvorledes sker det? Når Gud forstyrrer og forhindrer alle onde Anslag og Idrætter, som ikke ville lade os hellige hans Navn, og ikke lade hans Rige komme, hvilket er Dievelens, Verdens og vort Kiøds Villie; men styrker og bevarer os faste i hans Ord og Tro indtil vor Ende; dette er hans naadige, gode Villie.
Den fjerde Bøn:
Giv os i Dag vort daglige Brød!





 
  Hvad er det?
Svar: Gud giver dagligt Brød, ogsaa vel uden vor Bøn, endog til alle onde Mennesker; men vi bede i denne Bøn, at han vil lade os paaskiønne det, og annamme vort daglige Brød med Taksigelse.
Hvad forstås da ved dagligt Brød? Alt, hvad der hører til Legems Næring og Nødtørft, saasom  Mad, Drikke, Klæder, Skoe; Huus, Hiem, Mark, Fæ, Penge, Gods, from Ægtefælle, fromme Børn, fromt Tyende, fromme og trofaste Overherrer, godt Regimente, godt Veirligt, Fred, Sundhed, Tugt, Ære, gode Venner, trofaste Naboer og deslige.
Den femte Bøn:
Og forlad os vor Skyld, som og vi forlade vore Skyldnere.


 

  Hvad er det?
Svar:
Vi bede i denne Bøn, at den himmelske Fader ikke vil see hen til vor Synd, og ikke derover forskyde vor Bøn; thi vi er Intet værd af det, som vi bede
om, have heller ikke fortjent det; men at han vil give os det altsammen af Naade; thi vi synde daglig meget og fortiene vel idel Straf;  saa ville vi da ogsaa igien af Hiertet tilgive, og gierne giøre dem vel, som forsynde sig mod os.
Den sjette Bøn:
Og leed os ikke i Fristelse!



 
  Hvad er det?
Svar: Gud frister vel Ingen; men vi bede i denne Bøn, at Gud vil beskiærme og bevare os, paa det Dievelen, Verden og vort Kiød ikke skal bedrage os, eller forføre os til Vantro, Fortvivlelse, og anden stor Skændsel og Last, og hvis vi anfægtes dermed, at vi dog tilsidst maae vinde og beholde Seir.
Den syvende Bøn:
Men frie os fra det Onde!


 
  Hvad er det?
Svar: Vi bede i denne Bøn, som i en Sum, at den himmelske Fader vil frie os fra alt Slags Ondt, til Legem og Siel, Gods og Ære, og tilsidst, naar vor Time kommer, forunde os en salig Ende og med Naade tage os fra denne Jammerdal til sig i Himmelen.
Amen!

 

 

  Hvad er det?
Sva
r: At jeg skal være vis paa, at disse Bønner er den himmelske Faderen behagelige og af ham bønhørte; thi han har selv befalet os at bede saaledes, og forjættet, at han vil bønhøre os. Amen, amen! det betyder: Ja, ja, det skal ske saaledes.
Den hellige Daabs Sacrament
saaledes som en Huusbonde enfoldigen skal foreholde sit Tyende det.
 
   
For det Første.
Hvad er Daaben?
 
  Svar: Daaben er ikke blot Vand alene; men den er Vandet, indbefattet i Guds Befaling og forbundet med Guds Ord.
Hvilket er da dette Guds Ord?

 
  Svar:Hvad vor Herre Christus siger hos Matthæus i det sidste Capitel: Gaaer hen i al Verden , lærer alle Folk, og døber dem i Faderens, Sønnens og den hellige Aands Navn.
For det Andet.
Hvad giver eller nytter Daaben?
 
  Svar: Den virker Syndernes Forladelse, frier fra Døden og Dievelen og giver alle dem den evige Salighed, som troe, hvad Guds Ord og Forjættelse siger.
Hvilket er da dette Guds Ord og Forjættelse?
 
  Svar: Hvad vor Herre Christus siger, hos Marcus i det sidste Capitel: Hvo som troer og bliver døbt, han skal blive salig; men hvo som ikke troer, han skal fordømmes."
For det Tredie.
Hvorledes kan Vand gøre saadanne store Ting?



 
  Svar: Vand gør det vistnok ikke; men Guds Ord, som er med og ved Vandet, og Troen, som forlader sig paa dette Guds Ord i Vandet. Thi uden Guds Ord er Vandet blot Vand og ingen Daab; men med Guds Ord er det en Daab, det er , et naaderigt Livets Vand og igienfødelsens Bad ved den hellige Aand, som St. Paulus siger til Titus i det tredie Capitel: Han har frelst  os ved igienfødelsens og fornyelsens Bad i den hellige Aand, hvilket han har udgydt rigeligen over os formedelst Jesus Christus, vor Frelser, paa det vi ved hans Naade skulle være retfærdige og Arvinger til det evige Liv i Haabet; det er visseligen fuld sandt.
For det Fjerde.
Hvad betyder da denne Vand=Daab?
 
  Svar: Den betyder, at den gamle Adam i os skal druknes ved daglig Anger og Bod, og døe med alle Synder og onde Lyster; og at derimod et nyt Menneske daglig skal fremkomme og opstaae, som skal leve evindelig for Gud i Retfærdighed og Reenhed.
Hvor staaer det skrevet?

 
  Svar: St. Paulus siger til Romerne i det siette Capitel: Vi ere begravne med Christus ved Daaben til Døden, paa det at, ligesom Christus er opvakt fra de Døde formedelst Faderens Herlighed, saaledes skulle vi ogsaa vandre i et nyt Levnet.
Alterens Sacrament,
saaledes som en Huusbonde eenfoldigen skal foreholde sit Tyende det.
 
   
Hvad er Alterens Sacrament?
 
  Svar: Det er vor Herres Jesu Christi sande Legeme og Blod, under Brød og Viin, at ædes og drikkes af os Christne, indsat af Christus selv.
Hvor staaer det skrevet?





 
  Svar: Saaledes skrive de hellige Evangelister Matthæus, Marcus, Lucas og St. Paulus:
Vor Herre Jesus Christus, i den Nat, da han blev forraadt, tog han Brødet, takkede og brød det, og gav sine Disciple det og sagde: Tager hen og æder det, det er mit Legeme, som gives for Eder; dette giører til min Ihukommelse.
Ligesaa tog han og kalken efter aftensmaaltid, takkede, og  gav dem den, og sagde: Tager hen og drikker alle deraf; denne Kalk er det nye Testament i mit Blod, som udgydes for Eder til Syndernes Forladelse. dette giøre, saa ofte som I det drikke, til min Ihukommelse.
Hvad nytter da saadan Æden og Drikken?

 
  Svar: Det viser os disse Ord: givet og udgydt for Eder til Syndernes Forladelse; nemlig, at i Sacramentet gives os ved disse Ord Syndernes Forladelse, Liv og Salighed. Thi hvor Syndernes Forladelse er, der er ogsaa Liv og Salighed.
Hvorledes kan legemlig Æden og Drikken, giøre saadanne store Ting?

 
  Svar: Æden og Drikken giør det vistnok ikke; men de Ord, som staae der: givet og udgydt for Eder til Syndernes Forladelse; hvilke Ord ere tilligemed den legemlige Æden og Drikken, som Hovedstykket i Sacramentet; og hvo der troer disse Ord, han har, hvad de sige, og som de lyde, nemlig Syndernes Forladelse.
Hvo annammer da dette Sacrament værdigen?

 
  Svar: Faste og legemlig Beredelse er vel en smuk udvortes Tugt; men Den er ret værdig og vel skikket, om har Troen på disse Ord: givet og udgydt for Eder til Syndernes Forladelse. Men hvo, der ikke tror disse Ord, eller tvivler, han er uværdig og uskikket; thi det Ord: for Eder - kræver idel troende Hjerter.
Hvorledes en Huusbonde skal lære sit Tyende Morgen og Aften at befale sig Gud.



















 
  Morgenbøn.
Om Morgenen, naar du staar udaf din Seng, skal du tegne dig med det hellige Kors og sige:
Naade Gud Fader, Søn og Hellig Aand! Amen.
Derpaa knælende eller staaende Troen og Fadervor. Vil du, saa kan du derhos sige denne liden Bøn:
Jeg takker dig min himmelske Fader, formedelst Jesus Christus, din elskelige Søn, at du i denne Nat har bevaret mig fra al Skade og Fare; og jeg beder dig, at du ogsaa i denne Dag vilde bevare mig fra Synder og alt Ondt, saa at al min Idræt og mit Levnet maa behage dig. Thi jeg befaler mig, mit Legem og Siæl og Alting i dine Hænder. Din hellige Engel være med dig, saa at den onde Fiende ingen Magt faar over mig. Amen!
Og derpaa med Glæde til din Gierning! Syng vel ogsaa en Psalme, saasom om de ti Bud, eller hvad din Andagt giver dig.

Aftenbøn.
Om Aftenen, naar du gaar til Sengs, skal du tegne dig med det hellige Kors, og sige:
Naade Gud Fader, Søn og Hellig Aand. Amen.
Derpaa knælende eller staaende Troen og Fadervor. Vil du, saa kan du derhos sige denne liden Bøn:
Jeg takker dig, min Himmelske Fader, formedelst Jesus Christus, din elskelige Søn, at du i denne Dag naadigen har bevaret mig al min Synd, hvor jeg har handlet uret, og i denne Nat naadigen bevare mig. Thi jeg befaler mig, mit Legeme og Siel og Alting i dine Hænder. Din hellige Engel være med mig, saa at den onde Fiende ingen Magt faar over mig! Amen.
Og dermed strax og glad til at sove!
Hvorledes en Huusbonde skal lære sit Tyende at bede for og efter Maaltid.

 
  Børnene og Tyendet skulle træde med foldede Hænder og ærbart for Bordet og sige:
Alles Øine vogte paa dig, Herre, og du giver dem deres Spise i betimelig Tid; du oplader din milde Haand, og mætter alt det, som lever, med Velbehag.
Anmærkning.
Velbehag betyder her, at alle Dyr faae saa megen Føde, at de ere glade og veltilmode; thi Bekymringer og Gierrighed forhindrer saadan Velbehag.
Derefter Fadervor og følgende Bøn:
Herre Gud, Himmelske Fader, velsign os disse dine Gaver, som vi ved din milde Godhed tage til os, formedelst Jesus Christus, vor Herre! Amen.
Ligeledes skulle de giøre efter Maaltidet, sige ærbart og med foldede Hænder:
Takker Herren, thi han er god, og hans Miskundhed varer evindelig; han, som bespiser alle Creature, som giver Qvæget dets Foder, og forsørger Ravne=Unger, der raabe til ham. Han har ikke Lyst i Hestens Styrke, eller Velbehag i Menneskets Been. Herren har Velbehag i dem, som frygte ham og vente paa hans Miskundhed.
Og derefter Fadervor og følgende Bøn:
Vi takke dig, Herre Gud Fader, formedelst Jesus Christus, vor Herre, for alle dine Velgierninger, du som lever og regierer i Evighed! Amen.

Den udgave af Luthers lille Katekismus, som er gengivet i det ovenstående, afsluttes med en række leveregler for forskellige ´befolkningsgrupper´: 
"
Huustavlen, indeholdende nogle Sprog for alle Slags hellige Stænder, hvorved de formanes Hver især, efter deres Embede og Pligter":

Biskopper og Præster.




 
  En Biskop skal være ustraffelig, een Qvindes Mand, ædru, sagtmodig, maadelig, giestfrie, dygtig til at lære; ikke hengiven til Drik, til Kiv, til slet Vinding; men omgængelig , ikke trættekier, ikke gierrig; som vel forestaar sit eget Huus, som har lydige Børn, med al Ærbarhed; ikke Ny i Troen; som holder ved det sande Ord, der kan undervise; paa det han maa være mægtig til at formane med den sunde Lærdom, og at straffe dem, der sige imod. (1 Timoth. 3. Tit. 1.)
Den verdslige Øvrighed.


 
  Hvert Menneske være Øvrigheden underdanig, thi al Øvrighed er anordnet af Gud. Men hvo, som modstaaer Øvrigheden, han modstaaer Guds Anordning; men hvo, som modstaaer, skal faae sin Dom. Thi Øvrigheden bærer ikke Sværdet forgieves; den er Guds Tiener, en Hævner til Straf over dem, som giøre Ondt. (Rom. 13.)
Undersaatter.








 
  Giver Keiseren det, som Keiserens er. (Matth. 22). Hvert Menneske være Øvrigheden underdanig o. s. v. Det er fornødent at være underdanig, ikke alene for Straffens, men ogsaa for Samvittighedens Skyld. Thi derfor give I og Skat, efterdi de ere Guds Tienere, som maa tage vare paa deres Tieneste. Saa giver da alle, hvad I ere dem skyldige, den, hvem Skat, Skat, hvem Told, Told, hvem Frygt, Frygt, hvem Ære, Ære. (Rom 13.). Jeg formaner først for Alt, at der skee Begieringer, Bønner; Forbønner, Taksigelser for alle Mennesker, for Konger og alle, som ere i Værdighed, at vi maae leve et roligt og stille Levnet i al Gudfrygtighed og Anstændighed. (1. Timoth. 2). Paamind dem at være Fyrster og Øvrighed underdanige for Herrens Skyld, være sig en Konge som den ypperste, eller Befalingsmænd, som de, der sendes af ham.
(1 Petr. 2).
Ægtemænd.


 
  I Mænd, bor hos Eders Hustruer med Fornuft, og giver den qvindelige, som den svagere Skabning, dens Ære, som dem, der ere Medarvinger til Livets Naadegave, paa det Eders Bøn ikke skal hindres. (1 Petr. 3.) Og værer ikke bittre imod dem.
(Kol 3).
Ægtehustruer.

 
  Hustruerne være deres Mænd underdanige; som Herren; ligesom Sara var Abraham lydig, og kaldte ham Herre; hvis Døttre I er blevne, dersom I giøre det Gode, og ikke lade Eder forfærdes. (1 Petr. 3.)
Forældre.
 
   I Fædre, opirrer ikke Eders Børn i Vrede, at de ei vorde forsagte; men opdrager dem i Tugt og Herrens Formaning. (Ephef. 6.)
Børn.

 
  I Børn, værer Eders Forældre lydige i Herren, thi det er billigt. Ær Fader og Moder! Dette er det første Bud, som har Forsættelse, nemlig, at det maa gaae dig vel, og du maa længe leve paa Jorden. (Ephef. 6.)
Tienere, Piger, Daglønnere og Arbeidere.



 
  I Tienere, værer Eders jordiske Herrer lydige med Frygt og Bæven i Eders Hiertes Enfoldighed, som Christus selv; ikke alene med Øientjeneste, som for at behage Mennesker; men som Christi Tienere, saa at I giøre saadan Guds Villie af Hiertet med god Villie.  Forestiller Eder, at I tiene Herren, og ikke Mennesker, vidende, at hvad Godt Enhver giør, det skal ham giengieldes af Herren, han være Tiener eller Fri.
Huusbonde og Madmoder.
 
  I Herrer, giører ogsaa I det samme mod dem, og lader Trusel fare, vidende, at I ogsaa have en Herre i Himmelen, og hos ham er ingen Persons Anseelse. (Ephef. 6.)
Unge Folk.

 
  I Unge, værer de Gamle underdanige, og pryder Eder med Ydmyghed; thi Gud staar de Hoffærdige imod,men de Ydmyge giver han Naade. Saa ydmyger Eder da under Guds vældige Haand, at han maa ophøie Eder i sin Tid. (1 Timoth. 5.)
Enker.

 
  Den, som er en ret Enke og eensom, hun sætter sit Haab paa Gud, og bliver i Bønnen Dag og Nat. Men den, som lever i Vellyster, hun er levende Død.
(1 Timoth. 2.)
Menigheden.   Elsk din Næste som dig selv: I dette Ord ere alle Bud indbefattede. (Rom. 13.)
Og holder ved at bede for alle Mennesker! (1 Timoth. 2.)
Naar hver Guds Ord ret ære vil,
Da staaer det godt i Huset til.
 
   

Det danske samfund i 1700- og begyndelsen af 1800-årene
Man kan betragte 1700-årene som oplysningens århundrede, hvor filosoffer, forfattere og videnskab søgte kaste lys over landet ved hjælp af oplysning, hvormed de mente, at mennesket skulle erhverve sig en bred almenviden og dermed forholde sig kritisk til overleveret viden. Viden skulle begrundes i fornuften eller erfaringen. Samfundets institutioner og magtfordeling skulle begrundes rationelt. Oplysningstænkerne så mennesket som værende født med en grundlæggende fornuft, som skulle bruges i sammenhæng med de erfaringer, den enkelte gjorde sig. Gennem fornuften indser det enkelte mennesker, hvad der er universelt rigtigt. Alle var ifølge Kant forpligtet til at leve ud fra etikkens gyldne regel: "... at man aldrig skal bære sig anderledes ad, end at princippet for ens handling skal kunne ophøjes til en almen lov." Man må derfor slå op andre steder, for at finde ud af, hvad ordet betyder. Leksikalske opslag fortæller, at visitation stammer fra det latinske ord ´visitare´, som betyder besøge, undersøge, efterse. Historisk kender vi det fra bispevisitatserne, hvor biskoppen førte nøje tilsyn med alle sognekirker og skoler. I Christian Vs `Danske Lov´ fra 1683 var der nøje beskrevet, hvorledes ´Superintendanterne, som ere de rette Bisper i Kirkerne´ skulle foretage visitationer, så alle sogne blev visiteret helst hvert tredje år. Ud over det visiterede sognepræsterne og provsterne de samme sognes institutioner med kortere intervaller, så alt, hvad der angik kirker, hospitaler dvs. fattighuse og skoler blev kontrolleret ofte og meget omhyggeligt. Under enevældet var hele det danske samfund således underlagt en nøje kontrol fra statsmagtens side. I ´Danske Lov´ stod bl.a. følgende om bispernes visitationer i skolerne:

Anden Bog: Om Religionen og Geistligheden:

2-17-10
De skulle og besøge alle Børneskoler, baade smaa og store, naar de komme til Kiøbstæderne, saa og Hospitalerne, at forfare hvorledis Skoletienerne og de Fattiges Forstandere staa deris Embede for, og hvorledis de Fattige forsørgis. 
2-17-11
I Skolerne skulle de flittig overhøre ikke alleniste Disciplene, men ogsaa Skolemesterne og Hørerne, saa og flittig have i Agt, at ingen deris Tid i Skolen Unyttig forspilder. 
2-17-14
De skulle aarligen i Kongens Cancellie Beretning indskikke, om noget af det, som her befalis, i Sognene bliver forsømt, eller seet igennem fingre med, som de selv ikke kunde raade Bod paa.
2-18-11
Befindes Skolemestrene, eller Hørerne, at være forsømmelige, saa de ikke vare deris Timer at læse for Børnene, eller og slaa sig til Drukkenskab, Løsagtighed eller andre slige Laster, eller og Utilbørligen straffe deris Discipler, og ikke derudj holde tikbørlig Maade, eller med Børnenis Indkomsters Forvaltning Urigtigen omgaas, da skulle de af Superintendanten  og Sognepræsten advaris. Raade de ikke Bod derpaa, da maa Superintendanten forvise dennem Skolen, og andre beqvemme Personer i deris Stæd iguen sette.
2-18-12
Færler maa de ej bruge i Skolerne at lemlæste Børn med; Dog maa de vel have Færler, om nogle store Rebeller ville sette sig op imod dennem.

Det var således Sjællands biskops opgave og ansvar at føre tilsyn med samtlige kirker, hospitaler (dvs. fattiggårde) og skoler i hele Sjællands Stift, som også omfattede Lolland, Falster, Møn, Bornholm og alle de større eller mindre øer, som havde kirker eller skoler. Sjællands biskop var ´primas´ - dvs. kirkelig førstemand - for den evangelisk-lutherske kirke i Danmark. Biskoppen havde bopæl i København, men stiftets hovedkirke var Roskilde Domkirke. På tilsvarende måde havde bisperne i Jyllands Stift og i Fyns Stift de samme forpligtelser og det samme ansvar i deres respektive stifter. Det krævede en hel del rejseaktivitet for bisperne, som måtte rejse til selv de mindste og fjerneste sogne. Bisperne havde desuden pligt til løbende i skriftlig form at indberette deres iagttagelser i forbindelse med visitationerne til Danske Kancelli i København (datidens ´indenrigsministerium´). Det enevældige Danmark var på det tidspunkt et umådelig kontrolleret samfund, hvor sognepræsterne havde ansvaret for kirken og skolerne i sognet, provsten havde ansvaret for, at sognepræsterne tog deres opsyn alvorligt i hele provstiet, og endelig havde bispen det overordnede ansvar for hele stiftet enten Sjællands Stift. med alle øer, Fyns Stift og Jyllands Stift.

Indførelsen af den obligatoriske konfirmation i 1736 skulle ske ved en styrkelse af kristendomsundervisningen, men først den  23. januar 1739 udstede kongen en forordning,  "Om Skolerne paa landet og hvad egnene og Skoleholderne derfor maa nyde", hvor kravene til præster, provste og biskopper om tilsyn og indberetninger i forbindelse med visitater er tydeligt beskrevet. Her står bl.a., at

16

Præsten skal have flittig Indseende med Skolemesteren, og enhver baade Præst og residerende Capellan, bør foruden den i Kirken holdende Catechisation, under een Rigsdaler Mulct til Skole-Cassen, saa ofte de findes forsømmelige, i Skolen eller Skolerne, om fleere i det eller de ham anbetroede Sogner findes, overhøre Ungdommen een gang hver otte eller fiorten Dage, ligesom det bliver ham mueligt, saa Skolerne saa flittig af ham besøges, som skee kand, samt forfare hvorvidt de forfremmes, og vise Skolemesteren til rette i alt hvori han behøver bedre Underviisning. Finder han Forældrene at holde deres Børn fra Skolen, kalder han dem først for sig, og foreholder dem deres Forseelse, med alvorlig Formaning at ændre den, vil sligt ikke hielpe, formaner han dem i Medhielpernes Paahøer, og om anden Leylighed mangler, da i Kirken, før eller efter Guds Tieneste; hielper det ikke, saa bør han raadføre sig derover med Provsten, og uden hans Raad ey antage saadanne Forældre til Guds Bord, førend deres Børn har gaaet nogen Tid til Skole; Skeer det tiere, saa bør Forældrene, som aabenbare ulydige ey til Sacramentet antages, uden offentlig Afbedelse, og Præsten bør tillige give det Amtmanden eller Herskabet og Husbonden tilkiende, som derpaa alvorligen straffer Vedkommende med Penge-Mulct og Fængsel paa Vand og Brød, efter Forseelsens Beskaffenhed.

17

Skulle Amtmanden, Kirkens Patron, Provsten, Præsten, eller hvem Inspectionen over Skolen tilkommer, befinde en Skoleholder enten forsømmelig eller uskikkelig, eller at handle tyrannisk med Børnene, bør Præsten første gang, naar det ham bekiendt vorder, strax alvorligen at erindre og advare Skoleholderen, samt antegne naar og hvorledes det er skeed; Falder han anden gang i samme Forseelse, da andrages det for Provsten, som da af Præsten fornemmer, om han før i lige Tilfælde er bleven erindret, og tillige med Kirkens Patron, om han boer i Sognet, eller dog med tvende de beste Sogne-Mænd, i Præstens Nærværelse, kortelig examinerer Forseelsen, om Skoleholderen den nægter, og naar hans Brøst da findes, ham derfor alvorligen til rette setter og mulcterer: Følger der da ingen Forbedring, saa forviiser Provsten ham, med Præstens Foreviidende, strax af Skolen, lader ham sin Afsættelses Dom ved tvende Mænd skriftlig forkynde, og giver Bispen og Amtmanden eller Kirkens Patron det samt den befundene Aarsag tilkiende. Hvorpaa Bispen strax tilmælder Provsten, naar intet betydeligt er derimod, at han approberer Afsættelsen, og Provsten annoterer denne uduelige Skoleholders Afsættelse ved Dag og Datum i sin Bog, for at attestere derefter hvor vidt Lønnen ham kand tilkomme.
 

18

Befinder Amtmændene eller Provsterne ved deres Visitatzer, at Præsten ey flittig har besøgt Skolerne, eller at han har vidst nogen Skolemesters Forsømmelse, Uskikkelighed eller haarde Forhold imod Børnene, og fortiet det, da angive de det strax for Bispen, der strax uden viidere Lovmaal mulcterer Præsten, efter 16 Art., eller Sagens befundne Beskaffenhed til 1 til 4 Rdlr. til Skole-Cassen, som Øvrigheden, efter Bispens Anmodning, haver uveigerlig at inddrive, eller om Fornødenheden, formedelst Omstændighedernes Vigtighed, det udkræver, lader han Præsten derfor til høyere Straf vedbørligen tiltale.
 


Udsnit af et eksempel på en indberetning til Danske Kancelli efter en visitats i Øster Skerninge Kirke på Fyn den 6. juli 1729.
Tegningen herunder giver et ganske realistisk billede af en visitats i en landsbyskole både i 1700- og 1800-tallet, hvor provsten eller bispen omhyggeligt overhører undervisningen og kontrollerer, at både præsten, degnen og skoleholderen passer deres arbejde. Der er bevaret i tusindvis af notater og indberetninger efter de mange, mange visitatser, der er blevet foretaget i samtlige skoler over det ganske land.



   
Nicolai Edinger Balle var biskop over Sjælland fra 1783 til 1808 var en flittig skribent, men der er i tidens løb også skrevet en del om biskop Balle bl.a. Jens Møllers "Biskop Dr. Nicolai Edinger Balles Levnet og Fortjenester, beskrevne og ved adskillige Bilag samt et Udvalg af hans Brevvexling oplyste", som blev udgivet i København i 1817, og i 1948 blev Balle ligefrem hovedperson i en roman, "En ensom kæmpe", skrevet af Niels Aage Barfod, hvor den flittige biskop på forsiden er gengivet bøjet over sit skrivebord, som det ses på billedet herover til venstre. Den nyeste fyldigste biografi om biskop Balle er  "Biskop Nicolai Eridinger Balle" af Ludvig Koch. Bogen blev udgivet første gang i 1876 og er senest genudgivet i 2015.

Biskop Nicolai Edinger Balle (1744-1816)
Nicolai Edinger Balle blev født i Vesterskov ved Nakskov i 1744. Han gik i skole i Nakskov, men kom efter faderens død i 1758 til latinskolen i Slagelse, hvorfra han blev dimitteret til Københavns Universitet i 1762. Her tog han sin attestats, (embedseksamen) i 1762. Et stipendium satte Balle i stand til at foretage en flerårig udenlandsrejse, hvor han især opholdt sig i  Leipzig, hvor han især fulgte forelæsningerne hos Johann August Ernesti, der dengang nok var den mest ansete teolog i Europa. Balle fik tildelt en magistergrad fra Københavns Universitet og forelæste også selv på universitetet i Leipzig.
Balle fik tilbudt dekanat i København i 1770, som han accepterede. Det følgende år blev han udnævnt til sognepræst for Kjettrup og Gjøttrup menigheder i Aalborg stift og ægtede der sin forlovede,  en præstedatter fra Vallekilde. Balle var imidlertid ikke tilfreds med kaldet som landsbypræst, og det var med glæde og tilfredshed, han i 1772 modtog en kaldelse som fjerde teologiske professor ved universitetet i København. Balle var en overmåde flittig professor, der ikke blot holdt mange forelæsninger, men også optrådte som en flittig skribent i stort set alle teologiske discipliner, og da han 1774 var blevet hofprædikant, udgav han en prædikensamling og begyndte at give de studerende praktisk anvisning til at prædike. Han blev ligeledes 1774 dr. theol. Da Balles første hustru døde i 1781, giftede han sig med en datter af Sjællands biskop, Ludvig Harboe. Samtidig adjungeredes han sin svigerfader i bispeembedet som hans tilkommende efterfølger. Harboe døde allerede næste år. Balle tiltrådte sit embede med godt håb om at kunne holde bevægelsen i det spor, han anså for det rette. Han ville med al kraft modsætte sig den vantro og irreligiøsitet, som truede med at trænge ind i folket; men han var heller ikke blind for, at der mange steder var et betydeligt behov for reformer. Da  pressefriheden blev indført med regeringsforandringen 14. april 1784 blev Balles tilværelse imidlertid ændret. Pressefriheden benyttedes nu til at sætte alt muligt under debat, og talrige tidsskrifter og pjecer strømmede over af spot over kristendommen og præsterne, og mange af dem, især de yngre, lod sig rive med af strømmen, og mellem de ældre var der ikke mange, der havde mod eller evne til at stå den imod. Den konservative Balle fandt nu sin plads, både som den ubøjelige modstander af "Vantroens koaliserte Magter" fra regeringskredsene til smudsbladene, men også som den, der følte sig forpligtet til at arbejde for de forandringer, tidsånden krævede, for så vidt de ikke rokkede ved det, som Balle syntes var det uforanderlige i kristendommen. Balle var formand for den kommission, som i 1798 udgav en ny salmebog og sad også i den skolekommission, som gennemførte en reform af almueskolerne. Samtidig hermed begyndte Balle på et af de arbejder, hvormed han ville komme tidens krav i møde, idet han udarbejdede en ny lærebog til brug for skolerne, som skulle afløse Erik Pontoppidan den yngre meget udbredte, men efter Balles mening også meget forældede lærebog, som var kendt som  "Pontopidans Forklaring". I den periode fra 1783 og til 1808, hvor Balle var biskop over Sjælland Stift, var han en overordentlig flittig visitator, og i 25 år visiterede han stiftet på det nærmeste fem gange rundt. På visitatserne befandt han sig bedst; det var hans glæde at tale med ungdommen i kirken. Over for præsterne var han mild; hvor deres levned eller prædiken var anstødelig, henvendte han sig helst til dem "i stille Venskab og Fortrolighed". Private angivelser slog han hen; en biskop, sagde han, skal ikke vide alt. Der var noget ved hans person, der gjorde indtryk på menighederne, på en måde, at almuen ofte så op til ham og følte, at var en ´folkelig mand´. Som det fremgår af beskrivelserne af rytterskolerne på Sjælland kunne biskop Balle være både forstående og hjælpsom overfor skoleholderne, når situationen krævede det, kunne han også være det modsatte, når han ikke var tilfreds med arbejde, han forventede af skoleholderne, og hans besøg som visitator var undertiden også meget frygtet især af de skoleholdere, som havde været forsømmelige eller , som tilfældet fx var med den skoleholder fra en rytterskolen i Antvorskov Rytterdistrikt, der ved udsigten til bispens besøg i panik låste skolen af, smed nøglen i gadekæret og tog flugten til fods mod Sorø.

"Sædernes forbedring". Satirisk stik fra ca. 1784, hvor Forfatteren Thomas Christopher Bruun modtager kristendomsundervisning af Nicolai Edinger Balle efter at være dømt til denne straf for sin bog "Mine Fritimer eller Fortællinger efter Boccaccio og Lafontaine", som var en samling usømmelige vers af beskeden kunstnerisk kvalitet, som forfatteren havde udgivet i 1783. Biskop Balle var af den opfattelse, at sagen mbedst kunne løses ved at restoplaget af bogen blev beslaglagt, men Ove Høegh-Guldberg anså imidlertid sagen for at være meget mere alvorligt og signerede en kabinetsordre til Københavns politimester, hvori det pålagdes ham at konfiskere samtlige eksemplarer samt "affordre forfatteren en bøde paa 100 rigsdaler eller i mangel af betaling hensætte ham på vand og brød; men enten han betaler eller ikke da, saasom man maa slutte, at det er et ondt, fordærvet og forargeligt Menneske, ganske ukyndigt i Religion og Kristendom, saa har du at paase, at han møder hos Vores Biskop Balle, hvor han undervises deri i tvende Præsters Nærværelse; og skulde han, som det er at formode, befindes uvidende og ukyndig i samme, da, i Fald ingen af Præsterne vil paatage sig at give ham behørig Undervisning, skal der antages en Skolemester, til hvem han saa længe skal gaa, til han faar den fornødne Kundskab. Skulde han herimod findes uvillig eller stridig, da ville Vi underrettes derom, for at han som et forargeligt og ondt Menneske kan hensættes i Tugt- eller Rasphuset." Den tåbelige måde at tage sagen på vakte lige så megen forargelse, som den indbragte regeringen hån og spot og vakte sympati for den forfatter, som den var rettet imod, og det afstedkom blandt andet også ovenstående, satiriske tegning afhændelsen.

Når biskoppen visiterede en skole, var formålet først og fremmest at bedømme elevernes kunnen, men også lærerens undervisning blev vurderet. I Christian Vs ´Danske Lov´ fra 1683, som var tidens gældende lov, stod der ligefrem, om  bispernes tilsyn, at "I Skolerne skulle de flittig overhøre ikke aleeniste Disciplene, men også Skolemestrene og Hørerne, saa og flittelig have i Agt, at ingen deris Tid i Skolen Unyttig forspilder". Mange notater og indberetninger fra bispernes visitatser i hele landet er bevaret, men den største og absolut mest interessante af dem stammer fra en af de mest omhyggelige, - eller skal man sige nidkære  -, nemlig biskop Nicolai Edinger Balle, der fra 1783 i sine 25 år som Sjællands biskop regelmæssigt besøgte samtlige skoler i sit stift op til fem gange. I sine dagbøger nedskrev Biskop Balle omhyggeligt sine iagttagelser både over elevernes færdigheder, over undervisningen og vurderingen af den enkelte skoleholders både faglige og pædagogiske færdigheder og evne til at formidle denne viden til børnene. Skoleholderne blev ofte korreksede eller i mere alvorlige tilfælde ligefrem ´belærte´ om fejl og mangler ved deres undervisning eller ved deres evner fx til at katekisere, d.v.s. at undervise børnene i arbejdet med forståelsen af Luthers Katekismus, der ret ofte blot drejede sig om at terpe udenadslæren af indholdet med kun ringe eller slet ingen forståelse af indholdet. Biskop Balle uddelte også boggaver som flidspræmier til de dygtigste elever. I indberetningerne til kancelliet i København udarbejdede han opgørelser over, hvor mange skoler, der viste ypperlig fremgang, håbefuld fremgang, mådelig fremgang eller ligefrem vankundighed. Læser man de flere hundrede notater efter biskop Balles mange visitationer, fornemmer man klart, at han kunne være meget direkte, både når han roste elever og skoleholderne, men også når han kritisk eller mere end det. 1792 var der ligefrem en lærer i Gyrstinge, der ved udsigten til bispens anden ankomst valgte at låse skolen af, smed nøglen i gadekæret og tog flugten til fods mod Sorø bare for at komme væk.

I løbet af sin embedsperiode besøgte biskop Balle hvert eneste sogn i sit stift med nogle års mellemrum, visiterede alle kirker og skoler, lyttede til præsternes prædikener og lærernes undervisning, og overhørte sognenes menigheder og overhørte alle skolebørnene. Med sig førte Balle både sin dagbog og visitatsbogen, hvori den flittige mand dag for dag noterede, hvad han havde bemærket sig på sine visitationsrejser i perioden fra 1783 til 1807. Balles visitatsindberetninger fortæller bredt om stort og småt i kirke og skole, om præster og lærere som mennesker, om bygningers tilstand, om prædikentekster og salmesang i alle sogne på Sjælland fra slutningen af 1700-tallet og lidt ind i det følgende århundrede. Biskop Balle er blevet et begreb i dansk historie takket være hans berømte lærebog, som for generationer var vejen til den kristne børnelærdom. Det er ikke tilfældigt, for skolernes vel var en af hans hjertesager. Det ses også i de omfattende indberetninger m.m., som ikke mindst er fremragende kilder til at få indblik i den danske skoles historie i tiden umiddelbart før den store nyordning med de første egentlige skolelove for alle landsbyskolerne, som kom i 1814. 

I forbindelse med sine årlige indberetninger til Danske Kancelli, som var betegnelsen for datidens ´samlede indenrigsministerium´, sammenfattede biskop Balle som allerede oplyst almindeligvis i en afsluttende anmærkning en generel konklusion af observationerne ved visitatserne i de år, hvor han var på visitationsrejser. Indberetningerne var baseret på visitatsbøgerne og Balles personlige dagbøger. Et repræsentativt eksempel herpå er Balles anmærkning til indberetningen om visitationerne i året 1789:


1) I de fleeste Skoler findes gierne nogle faa Drenge, som have begyndt at skrive lidet. Med pigerne er det ikke saa almindeligt. Ey heller legges meget Vind paa at lære Regning. Jeg haver ikke undladt allevegne at opmuntre Forældrene til at lade deres Børn undervise i Skrivning  og Regning, som efterhaanden bliver meere vigtig for Landmanden.

2) De uddeelte Bøger ere af det Indhold, at Forældrene selv kunde have Nytte af deres Læsning. Barnets Navn skrives foran i Bogen. Præsten haver Indseende med, at baade Barnet vedbliver i Flittighed, og Forældrenetage til Eftertanke, hvad deraf kan læres. I manglende Fald fratages Bogen igien og gives til et andet Barn, som imidlertid haver beviist større Flid og Agtsomhed.

3) Hvor Paamindelse behøvedes til Lærerne, er den ikke blevet tilbageholdt. Men beskiæmmende Dadel stifter kun Skade istedet for Gavn. Mine Paamindelser ere derfor stedse indklædte i kiærlige Raad og Opmuntringer. Helst søger jeg baade i Kirke og Skole at foregaa med eget Eksempel, hvor da Skoleholderne i Særdeleshed faae Anviisning til at udvikle Meening og Indhold af det, der læses, paa det at Børnene maae fatte Begreb derom.

4) Omendskiøndt jeg haver aarlig erindret vedkommende Kirke-Patroner overalt i Stiftet om Kirkernes forefundne Brøstfældighed, og mange Kirker, som før vare forfaldne, i Anledning deraf ere blevne indsatte, saa virker dog min Erindring ikke alle Steder det fornødne til Kirkernes Vedligeholdelse, da n0gle Patroner , maaskee til Trods, lade dem staae urørte. I Følge heraf er jeg beredt paa, naar alle Beretninger for sidste Aar ere indløbne, i en nærmere allerunderdanigst Forestilling at fremlæægge min uforgribelige Meening om den beste Orden og Maade til at sørge for Kirkernes og Skolernes bestandige Vedligeholdelse.

5) Efter foregaaende nøjagtige Forklaring over den fremgang til Christelig Kundskab, som haver viist sig i de Kirker og Skoler, hvor jeg i sidst forløbne Aar visiterede, vil det befindes, at
Den voxne Ungdom er meget vel oplyst i 20 Menigheder / Haver god og antagelig Kundskab i 21 Menigheder / Behøver Opvækkelse til videre Fremgang i 13 Menigheder /  Tilsammen 54 Menigheder.

Ligesaa vil det befindes, at Skole-Ungdommen er meget vel underviist i 18 Skoler / Haver giort antagelig Fremgang i 30 Skoler / Staar for meget tilbage i 30 Skoler / Ligger i dyb Vankundighed i 21 Skoler / Tilsammen 105 Skoler.

Allerunderdanigst overleveret af Nic. Edinger Balle, Kiøbenhavn d. 1. Jan. 1790.
 


Visitationens forløb i skolen og uddeling af boggaver til de flittigste elever

Et udmærket indtryk af, hvordan visitatserne i skolerne foregik, findes eksempelvis i en indberetning til Danske Kancelli, hvor biskop Balle beretter om sin "Anden Omreise", i perioden fra 29. april 1787 til 29. juni 1792. Her findes bl.a. en beskrivelse af en ´typisk visitation´ på en skole. Balle skriver: "I Skolen begyndes og endes Forretningen med en Psalme eller med et Vers, hvori Børnene tage Deel. Nu giøre de rede for Catechismus, og hvad Vers, hvori Børnene tage Deel. Nu giøre de Rede for Catechismus, og hvad de ellers have lært uden ad, men saaledes at de atter, naar Stykket er udlæst, maae besvare hvert enkelt Spørgsmaal, hvilket jeg deraf udvikler, med de dertil fornødne Ord uden at ramse; og da hvem, som vil og kan, maae svare, opdager jeg strax hos hvilke Børn, den meste Tænksomhed yttrer sig. Hvor jeg da nu ved slig Overhørelse i en Timestid har bemærket mest Eftertanke og størst Færdighed, spørger jeg om Navn, betegner det i Mandtallet med et Kors og skrider derpaa til Indenads Læsning med Barn for Barn. De Børn, som læse godt i Bog og tillige have lært Psalmer, naar ellers Skole-Journalen viser, at de ikke har været  aldeles forsømmelige, faae da en Bog til Foræring , hvor jeg selv indtegner deres Navn. Hvo, som skriver og regner, faar de bedste Bøger, ikke sjælden af 3 til 6 Mks Værdie og stundum derover. Men hvo, som ikke læser godt, i det mindste antageligen, i hvilken Bog, jeg forelægger, faar ingen Belønning , om saa havde været, at samme Barn ved den foregaaende Overhørelse var blevet udmærket. Jeg udsletter Korset, som dette Barns Navn i Mandtallet var beregnet med, og indskierper til Advarsel baade for Børn og Forældre samt Skoleholderen med, at Udenadslæren er unyttig og frugtesløs, saafremt man ikke er fast i rigtig Boglæsning. I hver Skole maa da ogsaa Skoleholderen nu catechisere med Børnene. Ved første Nærværelse maatte jeg lade dem alle tage Bogen i Haand og lære dem at spørge fra Linie til Linie, indgyde dem Mod og hielpe dem frem ved mangefold Opmuntring. Men nu ere de fleste saavel øvede, at jeg sielden behøver at komme dem til Hielp. Tilsidst indtegner jeg i Skolejournalen, hvad Kundskab jeg har fundet hos Børnene, og hvad Mangel der maae afhielpes. I kortere Tid end til tre til fire Timer bliver jeg ikke færdig i nogen Skole - Saa skeer det endnu indtil denne Dag."
Som biskop Balle beretter i ovenstående indberetning, belønnede han de flittigste elever med bøger som flidspræmier. Et indtryk af, hvad det var for bøger, der blev uddelt, har vi fx fra en liste, som en J. C. Madsen optegnede i forbindelse med Balles visitationer i Herfølge og Sædders Sognes skoler den 24. og 25. oktober 1791. Listen indeholder ikke blot navnene på hver de belønnede børn, men også, hvem der var barnets forældre eller husbonde, hvis barnet var ude at tjene på en gård, og hvilken bog, barnet fik udleveret. Det var titler som: C. C. Sturms "Morgen- og Aften-Andagter paa hver Dagen i Ugen" (1779), "Lærebog i den Evangelisk-christelige Religion indrettet til Brug i de danske Skoler" (1791), C. Frimans "Andagts-Øvelser og gudelige Tanker til Brug for Almuen" (1785), Balles egen "Luthers lille Catechismus, paa nye udgivet og forsynet med Anmærkninger" (1786), J. F. Hosters "Kort Udtog af den Bibelske Historie" (1733), H. J. Birchs "Kort Udtog af den Bibelske Historie for Børn, især paa Landet, som have ringe Evner og liden Skolegang" (1788), "En liden Kommunionsbog eller Haandbog for Kommunikantere af den Augsborgske Bekjendelse" (1791), H. C. Bunkeflods "Forsøg til Viser for Spindeskolerne i Sielland" (1783), T. Rothes "Sange for den hæderlige Bondestand" (1785), von Rochows "Børneven, en Læsebog for Landsbyeskolerne" (1777), H.J. Birchs "Dydelære for Børn i Tankevers og bibelske Sprog" (1788) m. fl.
 


Flere bispevisitatsindberetninger er udgivet. Det gælder bl.a. biskop Herslebs indberetninger fra visitatserne i perioden 1739-1745 og biskop Balles indberetninger fra perioderne 1783-1793 og 1799-1807. De nævnte indberetninger er alle udgivet af ´Selskabet til udgivelse af Kilder til Dansk Historie´ (Kildeskriftselskabet).


´Balles Lærebog´
´Balles Lærebog´ er blevet den populære betegnelse for den udgave af ´Luthers Lille Katekismus´ med forklaringer, som Balle udgav i 1791. Han havde givet bogen titlen "Lærebog i den evangelisk christelige Religion til brug for alle skoler i Danmark", og den var tænkt som en tilt
rængt afløsning for ´Pontoppidans Forklaring´ af Erik Pontoppidan, som var udkommet i 1737. I Danmark havde Pontoppidans bog den lovpligtig til skolebrug frem til 1794, hvor den blev afløst af biskop Balles Lærebog.
For Balle var kristendommen en morallære, hvor det enkelte menneske kunne hente de dyder, som var nyttige for statens borgere. Der var meget langt til vor tids formålsparagraf for skolen, hvor den enkelte elev skal præges til at blive en god samfundsborger med forståelse af samfundsforholdene og med en tilstræbt selvstændighed og kritisk stillingstagen til den verden, som omgiver os. Sådan var det ikke i slutningen af 1700-tallet og tiden derefter. I vejledningen til, hvordan lærebogen skal anvendes, forklarer Balle, at "Af Bogen skal der svares; men ikke andet maa svares end just de Ord, som hører til Spørgsmålet". Balle giver derpå en smagsprøve på, hvordan denne indlæring kan foregå:

Ser nu alle sammen paa Stykket i Eders Bog og hører nøje til, hvordan jeg spørger fra Linie til Linie. Svar saa, hvo der kan, paa mit Spørgsmaal. Af Bogen skal der svares; men ikke andet maa svares end just de Ord, som hører til Spørgsmaalet. Hvori bestaar fornemmeligen den almindelige Fordærvelse hos Mennesker?
Der er straks en eller anden, der svarer:
Den almindelige fordærvelse bestaar deri –
Hvori bestaar den da?
Deri at de ikke bruge deres Forstand til sund Eftertanke –
Hvad bruger de ikke?
Deres Forstand.
Hvortil bruger de ikke deres Forstand?
Til sund Eftertanke.
Hvoraf kommer det sig, at de ikke bruger deres Forstand til sund Eftertanke?
Fordi en uordentlig Begærlighed efter de jordiske Ting som behager Sanserne er blevet saa mægtig i deres Sjæl.
Hvad er det som er blevet mægtig i deres Sjæl?
Uordentlig Begærlighed.
Hvad have de uordentlig Begærlighed efter?
Efter jordiske Ting.
Hvilke jordiske Ting?
De, som behager Sanserne.
Hvor er denne Begærlighed blevet mægtig?
... 


1791 udgav biskop  Balle sin ”Lærebog i den Evangelisk christelige Religion indrettet til Brug i de danske Skoler”. Bogen afløste ”Pontoppidans Forklaring” fra 1737, som indtil da havde været den påbudte lærebog om Luthers Katekismus i skolerne. Pontoppidans "Forklaring" var bygget op omkring 759 pædagogiske spørgsmål og svar, som børnene så skulle lære udenad. Det var ikke usædvanligt, at pædagogiske bøger både i 1700- og begyndelsen af 1800-årene var bygget op på den måde. Balle fandt imidlertid, at den opbygning både var upædagogisk, og at svarene var for vanskelige til, at for børnene forstå dem, så han valgte derfor at skrive en ny lærebog til brug for undervisningen i skolerne. Balles Lærebog blev approberet som den officielle lærebog allerede tre år efter udgivelsen, og den blev i adskillige årtier derefter den dominerende lærebog både på seminarierne og i almueskolen.

I 1849 blev Balles Lærebog imidlertid delvist afløst af biskop Balslevs (1805-1895) "Luthers Katekismus med en kort Forklaring"; men de to bøger var indtil 1856 de eneste autoriserede til anvendelse i skolen. Brugen af Balles Lærebog vakte betydelig modstand især blandt ´De Stærke Jyder´ mellem Horsens og Vejle, hvor der var tale om deciderede "lærebogskampe" i flere sogne i forbindelse med de gudelige vækkelser. Et resultat af denne strid blev, at man fra 1839 tillod, at  De Stærke Jyder opnåede tilladelse til selv at sørge for undervisningen af deres børn, og i de 1799-1807. følgende år blev der oprettet flere friskoler på denne baggrund. Som allerede anført afstedkom afstedkom Balles Lærebog stor debat, og der blev rettet en del kritik imod hans skriverier, men han gav igen: “Det maatte allernaadigst vorde mig tilgivet, at mit rørte Hierte har udstrømmet i en vidtløftig Forsvarings-Tale for mig og mine Medlærere i Stiftet! Men da jeg offentligen i trykte Blade er bleven fremstillet til Spot og Haanelse, som en Mand, der ikkun standser Almuens Oplysning og lader sig nøje med Uden­ads-Plapper, var det vel ikke til Overflod, at jeg for min Konges allerhøjeste Aasyn allerunderdanigst nedlagde mit velgrundede Forsvar. Naar jeg vil lade være at skrive det offentligen, for ey at ophidse den vrede Bremseflok til at stikke mig paa nye og derved maaskee give mit Embeds­Værdighed sit sidste Bane-Saar da bør jeg dog ikke lade være, ved allerunder­danigst Regnskab for Kongen, min Herre, at gaae den Mistanke i Møde, som derved kande opvækkes.”  Videre skrev han: “Naar Stiftets Geystlige behageligst ihukomme den Eed, som er aflagt ved Tiltrædelsen af deres Embede, vilde de selv erkiende, at det ikke kan være raadeligt for os, enten i offentlige Skrifter at udbrede Meninger, ved hvilke de Symbolske Bøgers og Kirke-Skikkenes Anseelse maatte formindskes, eller i Guds-Tjenestens Forvaltning paa nogen Maade at afvige fra Ritualets Forskrift, uden i de Tilfælde, hvor noget andet er bestemt ved senere Anordninger: Trykke­Frieheden ophæver ikke den os paalagte Embeds-Eed. Hvo, som derfor vil fremføre sine Betænkeligheder mod de Symbolske Bøger og Kirke-Skikkene for hver Mands Øyne, maae uden Tvivl til egen Sikkerhed være forsynet med særdeles Kongelig Tilladelse. Jeg haver sagt, hvad jeg burde, og er angerløs.”

Balles videnskabelige skrifter har kun haft betydning for hans egen tid, og det meste var glemt, inden han selv døde. Hans storhed var, at han forsvarede sin plads som biskop og tilsynsmand for sit stift og bevarede en god samvittighed. Derfor har han også bevaret ´en høj plads mellem Danmarks biskopper; mange af disse har overgået ham i evner og kundskaber, men ingen af dem har vist større fasthed og mod´, som det blev sagt om ham, og en anden vurdering af ham var: "En ensom kæmpe var Biskop Nikolai Edinger Balle, og hans Liv var paa mange Maader en Tragedie. I vore Dage er han i det store og hele glemt. Man ved kun, at han har skrevet en Lærebog, og man affærdiger ham med en Skuldertræk: "Rationalist!" Dette er tragisk, for i hans Samtid havde han ingen bitrere Fjender end netop Rationalisterne. Han stod som en forbitret og ensom og efterhaanden afmægtig Forkæmper for den gamle Tro mod den frembrydende Fornuftsdyrkelse omkring Aar 1800".

Som kilde til forståelse af, hvordan denne ´virkelighed´ fungerede i slutningen af 1700-årene på skolerne både i byerne og på landet, kan Biskop Balles betydning dog næppe overvurderes. Det er nemlig i høj grad hans beskrivelser af undervisningen på de enkelte skoler, som gør det muligt for os i dag til at komme ´lidt tættere på´ den daglige undervisning i skolerne, herunder også landsbyskolerne og især i forbindelse med den beskrivelse af især de enkelte rytterskoler, som er forsøgt med dette websted, er der derfor citeret flittigt fra især biskop Balles indberetninger til Danske Kancelli efter hans mange visitatser gennem adskillige år i embedet som Sjællands Biskop.

Et morsomt billede af en ung lærers brug af Balles Lærebog får vi i en tale, som Christen Kold holdt ved et møde i København den 11.september 1866. Her fortalte han bl.a.:

"Jeg var lidt over tretten Aar, da min Moder formaaede gamle Amtsprovst Karstensen til, at han skulle skaffe mig en Plads som Lærer. I mit elevte Aar var jeg bestemt til at være Skomager ligesom mine Fædre, men min Fader fandt, at mine Fingre sad saa daarligt på mig, og at jeg havde saa daarligt Anlæg, at han blev helt vred og fortrædelig derover. Han sagde: ´Da jeg var elleve Aar, kunne jeg sy Tobaksdaaser og Tegnebøger ligeså smukt som nu.´ Han kunne ikke huske, hvorledes han selv var, da han var Barn, men det vil jeg bede Dem om at huske paa, thi ellers kommer De til at gøre både Dem selv og Deres Børn megen Uret.
   
Christen Kold
Jeg havde som Barn den Skik, at naar jeg skulle knappe min vest op, saa tog jeg og rev den rask op, men derover blev min Fader vred og fortrædelig og sagde: ´Du bliver til ingenting i Verden; naar jeg gaar forbi et Gadehjørne, hvor det blæser, saa nænner jeg ikke engang at knappe min Frakke, for ikke at spolere knaphullerne.¨ Jeg tænker ofte paa, at dersom han havde vidst, at naar jeg blev ligeså gammel som han var, dengang han ikke knappede sin Frakke for at skaane Knaphullerne, ville jeg gøre akkurat det selvsamme, saa kunne han havde sparet sin fortrædelighed. Det var forskrækkeligt for mig bestandig at høre, at jeg skulle blive sådan et sølle Skrog. Jeg gik til min Moder og sagde: ´Er det dog sandt, at jeg bliver så sølle, jeg syntes dog, at jeg er den dygtigste i Skolen´; hun svarede mig: ´Du er god nok, min Dreng´, men det var en daarlig Trøst. Da jeg havde været i Skomagerlære i 1½ Dag, kom min Moder om Eftermiddagen kl. 3, tog mig stiltiende ved Haanden og trak mig op af Bænken, som jeg sad paa, og sagde blot disse Ord: ´Kom du, min Dreng, du skal ikke være Skomager´. Fra den Tid af var der ikke tale om andet, end at jeg skulle være Skolemester, skønt Degnene var de foragteligste Folk, min Moder vidste af at sige. Jeg maatte bestandig høre: ´Du duer ikke til andet, derfor skal  du være det. Det er det bedste, uduelige Mennesker kan komme til,  thi naar Degnene bliver gamle, så bliver der slået Melgrød op på væggene med ´Søm. så at de kan gå og slikke den af.´ Derpå talte min Moder med Provst Karstensen, om han ville lede mig ind på denne Løbebane, og han førte mig da ud til en Skole en halv Mil fra min Fødeby. Jeg skulle Katekisere over det af Balles Lærebog, der lyder: ´Erfaringen viser, at menneskene er ikke så gode, som de burde være´; og hvorledes jeg fik det forklaret eller fordunklet, skal jeg ikke kunne sige, men så meget er vist, at den gamle Amtsprovst fandt det overordentlig godt, og dermed var hensigten opnaaet. Bønderne så på mig og sagde: ´Ja, det er jo en Købstadsdreng´; der var allerede dengang en smule Misnøje mellem Købstad og Land. De troede, at jeg ville sige: ´Det er nogle bønder fra Landet´, og derfor var de allerede vrede på mig, skønt der var ingen Mennesker, som min Moder syntes bedre om, næst efter Agerbek, end den Del af vore Kunder, der var Bønder fra Landet, og det var ogsaa tilfældet med mig, men det kunne ikke hjælpe. Hvad der endnu var værre, det var, at en del af Børnene var meget større end jeg; jeg har altid været lille af Vækst og er det endnu. Det gøs i mig ved at tænke paa, at jeg skulle være deres Lærer, men så faldt det mig ind, at jeg skulle holde en Tale, og det var den første jeg holdt. Jeg sagde da baade til Børnene og Forældrene og alle de tilstedeværende: ´I er meget større end jeg, og skal det komme an på at slaas, så kan I banke mig, men jeg har ikke til hensigt at ville slaa Eder, og derfor haaber jeg ogsaa, at I ikke vil slaa mig, men snart vil I erfare, at jeg er klogere end I´ - og det var også sandt - ´men hvis I er kloge, så søger I at lære noget af mig´. Dette fandt bønderne var et Ord i rette tid, og baade deres og børnenes Ansigter opklaredes."

Søren Kierkegaard fortæller  i "Enten  Eller" om sin barndom som 5-årig:

" Jeg mødte i Skolen, blev fremstillet for Læreren, og fik nu min Lectie for til den følgende Dag, de første 10 Linier i Balles Lærebog, som jeg skulde kunne udenad….Jeg vaagnede klokken 5 om morgenen, jeg klædte mig paa, fik fat i min Lærebog og læste igjen…Det var mig, som maatte Himmel og Jord falde sammen, hvis jeg ikke lærte min Lectie...jeg havde kun én Pligt, den, at lære min Lectie…"


Biskop Balles sidste år
I året 1800 blev Balle kongelig konfessionarius. Det følgende år delte han af et fuldt hjerte den begejstring, hvormed folket gik til krigen mod England, som førte til ´Slaget på Reden´ den 2. april 1801, og under Københavns bombardementet i 1807 gik han rundt på volden fra bastion til bastion og opmuntrede soldaterne til tappert forsvar, når fjenden skulle storme. Men allerede ved årtusindskiftet var Balles tungsind, som han havde levet med hele livet igennem, taget til med årene. Hertil kom, at hans anden hustru døde i 1802, og han mistede en søn, som var soldat i den østrigske hær, i slaget ved Regensburg i 1809. Eftersom kræfterne svigtede ham, valgte Balle i 1808 at tage sin afsked som biskop og leve hos sin datter i København, indtil han døde den 19. oktober 1816. Han blev bisat i Sankt Petri Kirke ved Bispegården og Universitetet i København og siden begravet på Assistents Kirkegård, hvor det mindesmærke, som Sjællands præster rejste over ham, endnu findes.


Litteraturhenvisninger og links:
http://forstadsmuseet.dk/historien-om/med-biskop-balle-paa-visitats/

http://www.historieonline.dk/special/artikler/vistitats.htm
http://www.folkeskolen.dk/30450/visitats-tur

animated gif

finn@thorshoj.dk


Rytterskolerne oversigt (klik på billedet)


Hovedmenu (klik på billedet)

E-mail: Klik på adressen

Hit Counter  (besøgstælleren er sidst nulstillet den 1. januar 2017)