Katekismus og visitationer
- og lidt information om biskop Balle.

Martin Luthers Katekismus har spillet en stor rolle gennem 300 hundrede års undervisning, og det er uden tvivl den mest brugte skolebog i Danmark. Den danske oversættelse skyldes Peder Palladius (1503-1560, som var luthersk superintendant over Sjællands Stift i tiden umiddelbart efter reformationen i 1535, men Luthers Katekismus er som skolebog udkommet i mange udgaver. Den viste (øverst til højre), som er fra 1780, er endda illustreret. Opslaget viser ´Det femte Bud` - Du skal ikke slaae ihjel, og Luthers forklaring, som børnene skulle lære udenad, lyder i dette tilfælde: Det er: "Vi skulle frygte og elske GUd; ikke skade vor Næstes Legeme, og ey giøre hannem Uret derpaa; men hjelpe og staae hannem bi udi al Livsfare". Udenadslæren af det daglige salmevers og af Luthers forklaringer i "Luthers lille Katekismus" har holdt sig i nogle danske folkeskoler helt frem til sidst i 1950-erne og i enkelte skoler måske endda endnu længere. Yderst til højre i billederne herover ses en moderne udgave af Luthers Katekismus, som indledes med følgende oplysning: "Teksterne fra Luthers lille Katekismus er i denne udgave anført efter den ved kgl. resolution af 25. februar 1953 autoriserede oversættelse af Luthers forklaringer trykt med skrå bogstaver". Bogen, som har undertitlen "En lærebog for den ukonfirmerede ungdom", kan stadig leveres af enhver boghandler i kongeriget, men Katekismus er vist efterhånden ellers gledet ud af det normale pensum i grundskolen, efter gennem flere århundreder at have været den mest ´sejlivede´ skolebog i dansk skolehistorie.


Det danske samfund i 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet

1700-tallet er oplysningens århundrede, hvor filosoffer, forfattere og videnskab ville kaste lys over landet ved hjælp af oplysning. Med oplysning mente de, at mennesket skulle erhverve sig en bred almenviden og være i stand til at foretage en kritisk gennemlysning af fænomener og dermed forholde sig kritisk til overleveret viden. Viden skulle begrundes i fornuften eller erfaringen. Samfundets institutioner og magtfordeling skulle begrundes rationelt. Oplysningstænkerne så mennesket som værende født med en grundlæggende fornuft, som skulle bruges i sammenhæng med de erfaringer, den enkelte gjorde sig. Gennem fornuften indser det enkelte mennesker, hvad der er universelt rigtigt. Alle var ifølge Kant forpligtet til at leve ud fra etikkens gyldne regel: "... at man aldrig skal bære sig anderledes ad, end at princippet for ens handling skal kunne ophøjes til en almen lov." Man må derfor slå op andre steder, for at finde ud af, hvad ordet betyder. Leksikalske opslag fortæller, at visitation stammer fra det latinske ord ´visitare´, som betyder besøge, undersøge, efterse. Historisk kender vi det fra bispevisitatserne, hvor biskoppen førte nøje tilsyn med alle sognekirker og skoler. I Christian Vs `Danske Lov´ fra 1883 var der nøje beskrevet, hvorledes ´Superintendanterne, som ere de rette Bisper i Kirkerne´ skulle foretage visitationer, så alle sogne blev visiteret helst hvert tredje år. Ud over det visiterede sognepræsterne og provsterne de samme sognes institutioner med kortere intervaller, så alt, hvad der angik kirker, hospitaler d.v.s. fattighuse og skoler blev kontrolleret ofte og meget omhyggeligt. Under enevældet var hele det danske samfund således underlagt en nøje kontrol fra statsmagtens side. I ´Danske Lov´ stod bl.a. om bisperne:

Anden Bog: Om Religionen og Geistligheden:
2-17-10

 De skulle og besøge alle Børneskoler, baade smaa og store, naar de komme til Kiøbstæderne, saa og Hospitalerne, at forfare hvorledis Skoletienerne og de Fattiges Forstandere staa deris Embede for, og hvorledis de Fattige forsørgis. 
2-17-11
I Skolerne skulle de flittig overhøre ikke alleniste Disciplene, men ogsaa Skolemesterne og Hørerne, saa og flittig have i Agt, at ingen deris Tid i Skolen Unyttig forspilder. 
2-17-14
De skulle aarligen i Kongens Cancellie Beretning indskikke, om noget af det, som her befalis, i Sognene bliver forsømt, eller seet igennem fingre med, som de selv ikke kunde raade Bod paa.
2-18-11
Befindes Skolemestrene, eller Hørerne, at være forsømmelige, saa de ikke vare deris Timer at læse for Børnene, eller og slaa sig til Drukkenskab, Løsagtighed eller andre slige Laster, eller og Utilbørligen straffe deris Discipler, og ikke derudj holde tikbørlig Maade, eller med Børnenis Indkomsters Forvaltning Urigtigen omgaas, da skulle de af Superintendanten  og Sognepræsten advaris. Raade de ikke Bod derpaa, da maa Superintendanten forvise dennem Skolen, og andre beqvemme Personer i deris Stæd iguen sette.
2-18-12
Færler maa de ej bruge i Skolerne at lemlæste Børn med; Dog maa de vel have Færler, om nogle store Rebeller ville sette sig op imod dennem.

Det var således Sjællands biskops opgave og ansvar at føre tilsyn med samtlige kirker, hospitaler og skoler på hele Sjælland, Lolland, Falster, Møn, Bornholm og alle de større eller mindre øer, som havde kirker eller skoler. På tilsvarende måde havde bisperne i Jylland og på Fyn de samme forpligtelser og det samme ansvar. Det krævede en hel del rejseaktivitet for bisperne, som måtte rejse til selv de mindste og fjerneste sogne. Bisperne havde desuden pligt til løbende i skriftlig form at indberette deres iagttagelser i forbindelse med visitationerne til Danske Kancelli i København. Det enevældige Danmark var på det tidspunkt et umådelig kontrolleret samfund, hvor sognepræsterne havde ansvaret for kirken og skolerne i sognet, provsten havde ansvaret for, at sognepræsterne tog deres opsyn alvorligt i hele provstiet, og endelig havde bispen det overordnede ansvar for hele stiftet som fx hele Sjælland. med alle øer.
 


Udsnit af et eksempel på en indberetning til Danske Kancelli efter en visitats i Øster Skerninge Kirke på Fyn den 6. juli 1729.
Tegningen herunder giver et ganske realistisk billede af en visitats i en landsbyskole både i 1700- og 1800-tallet, hvor provsten eller bispen omhyggeligt overhører undervisningen og kontrollerer, at både præsten, degnen og skoleholderen passer deres arbejde. Der er bevaret i tusindvis af notater og indberetninger efter de mange, mange visitatser, der er blevet foretaget i samtlige skoler over det ganske land.



   
Nicolai Edinger Balle (1744 - 1816) var biskop over Sjælland fra 1783 til 1808 var en flittig skribent, men der er i tidens løb også skrevet en del om biskop Balle bl.a. Jens Møllers "Biskop Dr. Nicolai Edinger Balles Levnet og Fortjenester, beskrevne og ved adskillige Bilag samt et Udvalg af hans Brevvexling oplyste", som blev udgivet i København i 1817, og i 1948 blev Balle ligefrem hovedperson i en roman, "En ensom kæmpe", skrevet af Niels Aage Barfod, hvor den flittige biskop på forsiden er gengivet bøjet over sit skrivebord, som det ses på billedet herover til venstre. Den nyeste fyldigste biografi om biskop Balle er  "Biskop Nicolai Eridinger Balle" af Ludvig Koch. Bogen blev udgivet første gang i 1876 og er senest genudgivet i 2015.

Biskop Balle
Nicolai Edinger Balle blev født i Vesterskov ved Nakskov i 1744. Han gik i skole i Nakskov, men kom efter faderens død i 1758 til latinskolen i Slagelse, hvorfra han blev dimitteret til Københavns Universitet i 1762. Her tog han sin attestats, (embedseksamen) i 1762. Et stipendium satte Balle i stand til at foretage en flerårig udenlandsrejse, hvor han især opholdt sig i  Leipzig, hvor han især fulgte forelæsningerne hos Johann August Ernesti, der dengang nok var den mest ansete teolog i Europa. Balle fik tildelt en magistergrad fra Københavns Universitet og forelæste også selv på universitetet i Leipzig.
Balle fik tilbudt dekanat i København i 1770, som han accepterede. Det følgende år blev han udnævnt til sognepræst for Kjettrup og Gjøttrup menigheder i Aalborg stift og ægtede der sin forlovede,  en præstedatter fra Vallekilde. Balle var imidlertid ikke tilfreds med kaldet som landsbypræst, og det var med glæde og tilfredshed, han i 1772 modtog en kaldelse som fjerde teologiske professor ved universitetet i København. Balle var en overmåde flittig professor, der ikke blot holdt mange forelæsninger, men også optrådte som en flittig skribent i stort set alle teologiske discipliner, og da han 1774 var blevet hofprædikant, udgav han en prædikensamling og begyndte at give de studerende praktisk anvisning til at prædike. Han blev ligeledes 1774 dr. theol. Da Balles første hustru døde i 1781, giftede han sig med en datter af Sjællands biskop, Ludvig Harboe. Samtidig adjungeredes han sin svigerfader i bispeembedet som hans tilkommende efterfølger. Harboe døde allerede næste år. Balle tiltrådte sit embede med godt håb om at kunne holde bevægelsen i det spor, han anså for det rette. Han ville med al kraft modsætte sig den vantro og irreligiøsitet, som truede med at trænge ind i folket; men han var heller ikke blind for, at der mange steder var et betydeligt behov for reformer. Da  pressefriheden blev indført med regeringsforandringen 14. april 1784 blev Balles tilværelse imidlertid ændret. Pressefriheden benyttedes nu til at sætte alt muligt under debat, og talrige tidsskrifter og pjecer strømmede over af spot over kristendommen og præsterne, og mange af dem, især de yngre, lod sig rive med af strømmen, og mellem de ældre var der ikke mange, der havde mod eller evne til at stå den imod. Den konservative Balle fandt nu sin plads, både som den ubøjelige modstander af "Vantroens koaliserte Magter" fra regeringskredsene til smudsbladene, men også som den, der følte sig forpligtet til at arbejde for de forandringer,tidsånden krævede, for så vidt de ikke rokkede ved det, som Balle syntes var det uforanderlige i kristendommen. Balle var formand for den kommission, som i 1798 udgav en ny salmebog og sad også i den skolekommission, som gennemførte en reform af almueskolerne. Samtidig hermed begyndte Balle på et af de arbejder, hvormed han ville komme tidens krav i møde, idet han udarbejdede en ny lærebog til brug for skolerne, som skulle afløse Erik Pontoppidan den yngre meget udbredte, men efter Balles mening også meget forældede lærebog, som var kendt som  "Pontopidans Forklaring". I den periode fra 1783 og til 1808, hvor Balle var biskop over Sjælland, var han en overordentlig flittig visitator, og i 25 år visiterede han stiftet på det nærmeste fem gange rundt. På visitatserne befandt han sig bedst; det var hans glæde at tale med ungdommen i kirken. Over for præsterne var han mild; hvor deres levned eller prædiken var anstødelig, henvendte han sig helst til dem "i stille Venskab og Fortrolighed". Private angivelser slog han hen; en biskop, sagde han, skal ikke vide alt. Der var noget ved hans person, der gjorde indtryk på menighederne, på en måde, at almuen ofte så op til ham og følte, at var en ´folkelig mand´. Som det fremgår af beskrivelserne af rytterskolerne på Sjælland kunne biskop Balle være både forstående og hjælpsom overfor skoleholderne, når situationen krævede det, kunne han også være det modsatte, når han ikke var tilfreds med arbejde, han forventede af skoleholderne, og hans besøg som visitator var undertiden også meget frygtet især af de skoleholdere, som havde været forsømmelige eller , som tilfældet fx var med den skoleholder fra en rytterskolen i Antvorskov Rytterdistrikt, der ved udsigten til bispens besøg i panik låste skolen af, smed nøglen i gadekæret og tog flugten til fods mod Sorø.

"Sædernes forbedring". Satirisk stik fra ca. 1784, hvor Forfatteren Thomas Christopher Bruun modtager kristendomsundervisning af Nicolai Edinger Balle efter at være dømt til denne straf for sin bog "Mine Fritimer eller Fortællinger efter Boccaccio og Lafontaine", som var en samling usømmelige vers af beskeden kunstnerisk kvalitet, som forfatteren havde udgivet i 1783. Biskop Balle var af den opfattelse, at sagen mbedst kunne løses ved at restoplaget af bogen blev beslaglagt, men Ove Høegh-Guldberg anså imidlertid sagen for at være meget mere alvorligt og signerede en kabinetsordre til Københavns politimester, hvori det pålagdes ham at konfiskere samtlige eksemplarer samt "affordre forfatteren en bøde paa 100 rigsdaler eller i mangel af betaling hensætte ham på vand og brød; men enten han betaler eller ikke da, saasom man maa slutte, at det er et ondt, fordærvet og forargeligt Menneske, ganske ukyndigt i Religion og Kristendom, saa har du at paase, at han møder hos Vores Biskop Balle, hvor han undervises deri i tvende Præsters Nærværelse; og skulde han, som det er at formode, befindes uvidende og ukyndig i samme, da, i Fald ingen af Præsterne vil paatage sig at give ham behørig Undervisning, skal der antages en Skolemester, til hvem han saa længe skal gaa, til han faar den fornødne Kundskab. Skulde han herimod findes uvillig eller stridig, da ville Vi underrettes derom, for at han som et forargeligt og ondt Menneske kan hensættes i Tugt- eller Rasphuset." Den tåbelige måde at tage sagen på vakte lige så megen forargelse, som den indbragte regeringen hån og spot og vakte sympati for den forfatter, som den var rettet imod, og det afstedkom blandt andet også ovenstående, satiriske tegning afhændelsen.

Når biskoppen visiterede en skole, var formålet først og fremmest at bedømme elevernes kunnen, men også lærerens undervisning blev vurderet. Mange notater og indberetninger fra bispernes visitatser i hele landet er bevaret, men den største og absolut mest interessante af dem stammer fra en af de mest omhyggelige, - eller skal man sige nidkære  -, nemlig biskop Nicolai Edinger Balle, der fra 1783 i sine 25 år som Sjællands biskop regelmæssigt besøgte samtlige skoler i sit stift op til fem gange. I sine dagbøger nedskrev Biskop Balle omhyggeligt sine iagttagelser både over elevernes færdigheder, over undervisningen og vurderingen af den enkelte skoleholders både faglige og pædagogiske færdigheder og evne til at formidle denne viden til børnene. Skoleholderne blev ofte korreksede eller i mere alvorlige tilfælde ligefrem ´belærte´ om fejl og mangler ved deres undervisning eller ved deres evner fx til at katekisere, d.v.s. at undervise børnene i arbejdet med forståelsen af Luthers Katekismus, der ret ofte blot drejede sig om at terpe udenadslæren af indholdet med kun ringe eller slet ingen forståelse af indholdet. Biskop Balle uddelte også boggaver som flidspræmier til de dygtigste elever. I indberetningerne til kancelliet i København udarbejdede han opgørelser over, hvor mange skoler, der viste ypperlig fremgang, håbefuld fremgang, mådelig fremgang eller ligefrem vankundighed. Læser man de flere hundrede notater efter biskop Balles mange visitationer, fornemmer man klart, at han kunne være meget direkte, både når han roste elever og skoleholderne, men også når han kritisk eller mere end det. 1792 var der ligefrem en lærer i Gyrstinge, der ved udsigten til bispens anden ankomst valgte at låse skolen af, smed nøglen i gadekæret og tog flugten til fods mod Sorø bare for at komme væk.

I løbet af sin embedsperiode besøgte biskop Balle hvert eneste sogn i sit stift med nogle års mellemrum, visiterede alle kirker og skoler, lyttede til præsternes prædikener og lærernes undervisning, og overhørte sognenes menigheder og overhørte alle skolebørnene. Med sig førte Balle både sin dagbog og visitatsbogen, hvori den flittige mand dag for dag noterede, hvad han havde bemærket sig på sine visitationsrejser i perioden fra 1783 til 1807. Balles visitatsindberetninger fortæller bredt om stort og småt i kirke og skole, om præster og lærere som mennesker, om bygningers tilstand, om prædikentekster og salmesang i alle sogne på Sjælland fra slutningen af 1700-tallet og lidt ind i det følgende århundrede. Biskop Balle er blevet et begreb i dansk historie takket være hans berømte lærebog, som for generationer var vejen til den kristne børnelærdom. Det er ikke tilfældigt, for skolernes vel var en af hans hjertesager. Det ses også i de omfattende indberetninger m.m., som ikke mindst er fremragende kilder til at få indblik i den danske skoles historie i tiden umiddelbart før den store nyordning med de første egentlige skolelove for alle landsbyskolerne, som kom i 1814. 

I forbindelse med sine årlige indberetninger til Danske Kancelli, som var betegnelsen for datidens ´samlede indenrigsministerium´, sammenfattede biskop Balle som allerede oplyst almindeligvis i en afsluttende anmærkning en generel konklusion af observationerne ved visitatserne i de år, hvor han var på visitationsrejser. Indberetningerne var baseret på visitatsbøgerne og Balles personlige dagbøger. Et repræsentativt eksempel herpå er Balles anmærkning til indberetningen om visitationerne i året 1789:


1) I de fleeste Skoler findes gierne nogle faa Drenge, som have begyndt at skrive lidet. Med pigerne er det ikke saa almindeligt. Ey heller legges meget Vind paa at lære Regning. Jeg haver ikke undladt allevegne at opmuntre Forældrene til at lade deres Børn undervise i Skrivning  og Regning, som efterhaanden bliver meere vigtig for Landmanden.

2) De uddeelte Bøger ere af det Indhold, at Forældrene selv kunde have Nytte af deres Læsning. Barnets Navn skrives foran i Bogen. Præsten haver Indseende med, at baade Barnet vedbliver i Flittighed, og Forældrenetage til Eftertanke, hvad deraf kan læres. I manglende Fald fratages Bogen igien og gives til et andet Barn, som imidlertid haver beviist større Flid og Agtsomhed.

3) Hvor Paamindelse behøvedes til Lærerne, er den ikke blevet tilbageholdt. Men beskiæmmende Dadel stifter kun Skade istedet for Gavn. Mine Paamindelser ere derfor stedse indklædte i kiærlige Raad og Opmuntringer. Helst søger jeg baade i Kirke og Skole at foregaa med eget Eksempel, hvor da Skoleholderne i Særdeleshed faae Anviisning til at udvikle Meening og Indhold af det, der læses, paa det at Børnene maae fatte Begreb derom.

4) Omendskiøndt jeg haver aarlig erindret vedkommende Kirke-Patroner overalt i Stiftet om Kirkernes forefundne Brøstfældighed, og mange Kirker, som før vare forfaldne, i Anledning deraf ere blevne indsatte, saa virker dog min Erindring ikke alle Steder det fornødne til Kirkernes Vedligeholdelse, da n0gle Patroner , maaskee til Trods, lade dem staae urørte. I Følge heraf er jeg beredt paa, naar alle Beretninger for sidste Aar ere indløbne, i en nærmere allerunderdanigst Forestilling at fremlæægge min uforgribelige Meening om den beste Orden og Maade til at sørge for Kirkernes og Skolernes bestandige Vedligeholdelse.

5) Efter foregaaende nøjagtige Forklaring over den fremgang til Christelig Kundskab, som haver viist sig i de Kirker og Skoler, hvor jeg i sidst forløbne Aar visiterede, vil det befindes, at
Den voxne Ungdom er meget vel oplyst i 20 Menigheder / Haver god og antagelig Kundskab i 21 Menigheder / Behøver Opvækkelse til videre Fremgang i 13 Menigheder /  Tilsammen 54 Menigheder.

Ligesaa vil det befindes, at Skole-Ungdommen er meget vel underviist i 18 Skoler / Haver giort antagelig Fremgang i 30 Skoler / Staar for meget tilbage i 30 Skoler / Ligger i dyb Vankundighed i 21 Skoler / Tilsammen 105 Skoler.

Allerunderdanigst overleveret af Nic. Edinger Balle, Kiøbenhavn d. 1. Jan. 1790.
 


Visitationens forløb i skolen og uddeling af boggaver til de flittigste elever

Et udmærket indtryk af, hvordan visitatserne i skolerne foregik, findes eksempelvis i en indberetning til Danske Kancelli, hvor biskop Balle beretter om sin "Anden Omreise", i perioden fra 29. april 1787 til 29. juni 1792. Her findes bl.a. en beskrivelse af en ´typisk visitation´ på en skole. Balle skriver: "I Skolen begyndes og endes Forretningen med en Psalme eller med et Vers, hvori Børnene tage Deel. Nu giøre de rede for Catechismus, og hvad Vers, hvori Børnene tage Deel. Nu giøre de Rede for Catechismus, og hvad de ellers have lært uden ad, men saaledes at de atter, naar Stykket er udlæst, maae besvare hvert enkelt Spørgsmaal, hvilket jeg deraf udvikler, med de dertil fornødne Ord uden at ramse; og da hvem, som vil og kan, maae svare, opdager jeg strax hos hvilke Børn, den meste Tænksomhed yttrer sig. Hvor jeg da nu ved slig Overhørelse i en Timestid har bemærket mest Eftertanke og størst Færdighed, spørger jeg om Navn, betegner det i Mandtallet med et Kors og skrider derpaa til Indenads Læsning med Barn for Barn. De Børn, som læse godt i Bog og tillige have lært Psalmer, naar ellers Skole-Journalen viser, at de ikke har været  aldeles forsømmelige, faae da en Bog til Foræring , hvor jeg selv indtegner deres Navn. Hvo, som skriver og regner, faar de bedste Bøger, ikke sjælden af 3 til 6 Mks Værdie og stundum derover. Men hvo, som ikke læser godt, i det mindste antageligen, i hvilken Bog, jeg forelægger, faar ingen Belønning , om saa havde været, at samme Barn ved den foregaaende Overhørelse var blevet udmærket. Jeg udsletter Korset, som dette Barns Navn i Mandtallet var beregnet med, og indskierper til Advarsel baade for Børn og Forældre samt Skoleholderen med, at Udenadslæren er unyttig og frugtesløs, saafremt man ikke er fast i rigtig Boglæsning. I hver Skole maa da ogsaa Skoleholderen nu catechisere med Børnene. Ved første Nærværelse maatte jeg lade dem alle tage Bogen i Haand og lære dem at spørge fra Linie til Linie, indgyde dem Mod og hielpe dem frem ved mangefold Opmuntring. Men nu ere de fleste saavel øvede, at jeg sielden behøver at komme dem til Hielp. Tilsidst indtegner jeg i Skolejournalen, hvad Kundskab jeg har fundet hos Børnene, og hvad Mangel der maae afhielpes. I kortere Tid end til tre til fire Timer bliver jeg ikke færdig i nogen Skole - Saa skeer det endnu indtil denne Dag."
Som biskop Balle beretter i ovenstående indberetning, belønnede han de flittigste elever med bøger som flidspræmier. Et indtryk af, hvad det var for bøger, der blev uddelt, har vi fx fra en liste, som en J. C. Madsen optegnede i forbindelse med Balles visitationer i Herfølge og Sædders Sognes skoler den 24. og 25. oktober 1791. Listen indeholder ikke blot navnene på hver de belønnede børn, men også, hvem der var barnets forældre eller husbonde, hvis barnet var ude at tjene på en gård, og hvilken bog, barnet fik udleveret. Det var titler som: C. C. Sturms "Morgen- og Aften-Andagter paa hver Dagen i Ugen" (1779), "Lærebog i den Evangelisk-christelige Religion indrettet til Brug i de danske Skoler" (1791), C. Frimans "Andagts-Øvelser og gudelige Tanker til Brug for Almuen" (1785), Balles egen "Luthers lille Catechismus, paa nye udgivet og forsynet med Anmærkninger" (1786), J. F. Hosters "Kort Udtog af den Bibelske Historie" (1733), H. J. Birchs "Kort Udtog af den Bibelske Historie for Børn, især paa Landet, som have ringe Evner og liden Skolegang" (1788), "En liden Kommunionsbog eller Haandbog for Kommunikantere af den Augsborgske Bekjendelse" (1791), H. C. Bunkeflods "Forsøg til Viser for Spindeskolerne i Sielland" (1783), T. Rothes "Sange for den hæderlige Bondestand" (1785), von Rochows "Børneven, en Læsebog for Landsbyeskolerne" (1777), H.J. Birchs "Dydelære for Børn i Tankevers og bibelske Sprog" (1788) m. fl.
 


Flere bispevisitatsindberetninger er udgivet. Det gælder bl.a. biskop Herslebs indberetninger fra visitatserne i perioden 1739-1745 og biskop Balles indberetninger fra perioderne 1783-1793 og 1799-1807. De nævnte indberetninger er alle udgivet af ´Selskabet til udgivelse af Kilder til Dansk Historie´ (Kildeskriftselskabet).


´Balles Lærebog´
´Balles Lærebog´ er blevet den populære betegnelse for den udgave af ´Luthers Lille Katekismus´ med forklaringer, som Balle udgav i 1791. Han havde givet bogen titlen "Lærebog i den evangelisk christelige Religion til brug for alle skoler i Danmark", og den var tænkt som en tilt
rængt afløsning for ´Pontoppidans Forklaring´ af Erik Pontoppidan, som var udkommet i 1737. I Danmark havde Pontoppidans bog den lovpligtig til skolebrug frem til 1794, hvor den blev afløst af biskop Balles Lærebog.
For Balle var kristendommen en morallære, hvor det enkelte menneske kunne hente de dyder, som var nyttige for statens borgere. Der var meget langt til vor tids formålsparagraf for skolen, hvor den enkelte elev skal præges til at blive en god samfundsborger med forståelse af samfundsforholdene og med en tilstræbt selvstændighed og kritisk stillingstagen til den verden, som omgiver os. Sådan var det ikke i slutningen af 1700-tallet og tiden derefter. I vejledningen til, hvordan lærebogen skal anvendes, forklarer Balle, at "Af Bogen skal der svares; men ikke andet maa svares end just de Ord, som hører til Spørgsmålet". Balle giver derpå en smagsprøve på, hvordan denne indlæring kan foregå:

Ser nu alle sammen paa Stykket i Eders Bog og hører nøje til, hvordan jeg spørger fra Linie til Linie. Svar saa, hvo der kan, paa mit Spørgsmaal. Af Bogen skal der svares; men ikke andet maa svares end just de Ord, som hører til Spørgsmaalet. Hvori bestaar fornemmeligen den almindelige Fordærvelse hos Mennesker?
Der er straks en eller anden, der svarer:
Den almindelige fordærvelse bestaar deri –
Hvori bestaar den da?
Deri at de ikke bruge deres Forstand til sund Eftertanke –
Hvad bruger de ikke?
Deres Forstand.
Hvortil bruger de ikke deres Forstand?
Til sund Eftertanke.
Hvoraf kommer det sig, at de ikke bruger deres Forstand til sund Eftertanke?
Fordi en uordentlig Begærlighed efter de jordiske Ting som behager Sanserne er blevet saa mægtig i deres Sjæl.
Hvad er det som er blevet mægtig i deres Sjæl?
Uordentlig Begærlighed.
Hvad have de uordentlig Begærlighed efter?
Efter jordiske Ting.
Hvilke jordiske Ting?
De, som behager Sanserne.
Hvor er denne Begærlighed blevet mægtig?
... 
 


1791 udgav biskop  Balle sin ”Lærebog i den Evangelisk christelige Religion indrettet til Brug i de danske Skoler”. Bogen afløste ”Pontoppidans Forklaring” fra 1737, som indtil da havde været den påbudte lærebog om Luthers Katekismus i skolerne. Pontoppidans "Forklaring" var bygget op omkring 759 pædagogiske spørgsmål og svar, som børnene så skulle lære udenad. Det var ikke usædvanligt, at pædagogiske bøger både i 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet var bygget op på den måde. Balle fandt imidlertid, at den opbygning både var upædagogisk, og at svarene var for vanskelige for børnene at forstå, og han valgte derfor at skrive en ny lærebog til brug for undervisningen i skolerne. Balles Lærebog blev approberet som den officielle lærebog allerede tre år efter udgivelsen og blev i adskillige årtier derefter den dominerende lærebog både på seminarierne og i almueskolen.

I 1849 blev Balles Lærebog imidlertid delvist afløst af biskop Balslevs (1805-1895) "Luthers Katekismus med en kort Forklaring"; men de to bøger var indtil 1856 de eneste autoriserede til anvendelse i skolen. Brugen af Balles Lærebog vakte betydelig modstand især blandt ´De Stærke Jyder´ mellem Horsens og Vejle, hvor der var tale om deciderede "lærebogskampe" i flere sogne i forbindelse med de gudelige vækkelser. Et resultat af denne strid blev, at man fra 1839 tillod, at  De Stærke Jyder opnåede tilladelse til selv at sørge for undervisningen af deres børn, og i de 1799-1807. følgende år blev der oprettet flere friskoler på denne baggrund. Som allerede anført afstedkom afstedkom Balles Lærebog stor debat, og der blev rettet en del kritik imod hans skriverier, men han gav igen: “Det maatte allernaadigst vorde mig tilgivet, at mit rørte Hierte har udstrømmet i en vidtløftig Forsvarings-Tale for mig og mine Medlærere i Stiftet! Men da jeg offentligen i trykte Blade er bleven fremstillet til Spot og Haanelse, som en Mand, der ikkun standser Almuens Oplysning og lader sig nøje med Uden­ads-Plapper, var det vel ikke til Overflod, at jeg for min Konges allerhøjeste Aasyn allerunderdanigst nedlagde mit velgrundede Forsvar. Naar jeg vil lade være at skrive det offentligen, for ey at ophidse den vrede Bremseflok til at stikke mig paa nye og derved maaskee give mit Embeds­Værdighed sit sidste Bane-Saar da bør jeg dog ikke lade være, ved allerunder­danigst Regnskab for Kongen, min Herre, at gaae den Mistanke i Møde, som derved kande opvækkes.”  Videre skrev han: “Naar Stiftets Geystlige behageligst ihukomme den Eed, som er aflagt ved Tiltrædelsen af deres Embede, vilde de selv erkiende, at det ikke kan være raadeligt for os, enten i offentlige Skrifter at udbrede Meninger, ved hvilke de Symbolske Bøgers og Kirke-Skikkenes Anseelse maatte formindskes, eller i Guds-Tjenestens Forvaltning paa nogen Maade at afvige fra Ritualets Forskrift, uden i de Tilfælde, hvor noget andet er bestemt ved senere Anordninger: Trykke­Frieheden ophæver ikke den os paalagte Embeds-Eed. Hvo, som derfor vil fremføre sine Betænkeligheder mod de Symbolske Bøger og Kirke-Skikkene for hver Mands Øyne, maae uden Tvivl til egen Sikkerhed være forsynet med særdeles Kongelig Tilladelse. Jeg haver sagt, hvad jeg burde, og er angerløs.”

Balles videnskabelige skrifter har kun haft betydning for hans egen tid, og det meste var glemt, inden han selv døde. Hans storhed var, at han forsvarede sin plads som biskop og tilsynsmand for sit stift og bevarede en god samvittighed. Derfor har han også bevaret ´en høj plads mellem Danmarks biskopper; mange af disse har overgået ham i evner og kundskaber, men ingen af dem har vist større fasthed og mod´, som det blev sagt om ham, og en anden vurdering af ham var: "En ensom kæmpe var Biskop Nikolai Edinger Balle, og hans Liv var paa mange Maader en Tragedie. I vore Dage er han i det store og hele glemt. Man ved kun, at han har skrevet en Lærebog, og man affærdiger ham med en Skuldertræk: "Rationalist!" Dette er tragisk, for i hans Samtid havde han ingen bitrere Fjender end netop Rationalisterne. Han stod som en forbitret og ensom og efterhaanden afmægtig Forkæmper for den gamle Tro mod den frembrydende Fornuftsdyrkelse omkring Aar 1800".

Som kilde til forståelse af, hvordan denne ´virkelighed´ fungerede i slutningen af 1700-tallet på skolerne både i byerne og på landet, kan Biskop Balles betydning dog næppe overvurderes. Det er nemlig i høj grad hans beskrivelser af undervisningen på de enkelte skoler, som gør det muligt for os i dag til at komme ´lidt tættere på´ den daglige undervisning i skolerne, og i beskrivelsen af landsbyskolerne og herunder især beskrivelserne af de enkelte rytterskoler, som er forsøgt med denne hjemmeside, er der derfor citeret flittigt fra især biskop Balles indberetninger efter hans mange visitationer gennem adskillige år i embedet som Sjællands Biskop.

Et morsomt billede af en ung lærers brug af Balles Lærebog får vi i en tale, som Christen Kold holdt ved et møde i København den 11.september 1866. Her fortalte han bl.a.:

"Jeg var lidt over tretten Aar, da min Moder formaaede gamle Amtsprovst Karstensen til, at han skulle skaffe mig en Plads som Lærer. I mit elevte Aar var jeg bestemt til at være Skomager ligesom mine Fædre, men min Fader fandt, at mine Fingre sad saa daarligt på mig, og at jeg havde saa daarligt Anlæg, at han blev helt vred og fortrædelig derover. Han sagde: ´Da jeg var elleve Aar, kunne jeg sy Tobaksdaaser og Tegnebøger ligeså smukt som nu.´ Han kunne ikke huske, hvorledes han selv var, da han var Barn, men det vil jeg bede Dem om at huske paa, thi ellers kommer De til at gøre både Dem selv og Deres Børn megen Uret.
   
Christen Kold
Jeg havde som Barn den Skik, at naar jeg skulle knappe min vest op, saa tog jeg og rev den rask op, men derover blev min Fader vred og fortrædelig og sagde: ´Du bliver til ingenting i Verden; naar jeg gaar forbi et Gadehjørne, hvor det blæser, saa nænner jeg ikke engang at knappe min Frakke, for ikke at spolere knaphullerne.¨ Jeg tænker ofte paa, at dersom han havde vidst, at naar jeg blev ligeså gammel som han var, dengang han ikke knappede sin Frakke for at skaane Knaphullerne, ville jeg gøre akkurat det selvsamme, saa kunne han havde sparet sin fortrædelighed. Det var forskrækkeligt for mig bestandig at høre, at jeg skulle blive sådan et sølle Skrog. Jeg gik til min Moder og sagde: ´Er det dog sandt, at jeg bliver så sølle, jeg syntes dog, at jeg er den dygtigste i Skolen´; hun svarede mig: ´Du er god nok, min Dreng´, men det var en daarlig Trøst. Da jeg havde været i Skomagerlære i 1½ Dag, kom min Moder om Eftermiddagen kl. 3, tog mig stiltiende ved Haanden og trak mig op af Bænken, som jeg sad paa, og sagde blot disse Ord: ´Kom du, min Dreng, du skal ikke være Skomager´. Fra den Tid af var der ikke tale om andet, end at jeg skulle være Skolemester, skønt Degnene var de foragteligste Folk, min Moder vidste af at sige. Jeg maatte bestandig høre: ´Du duer ikke til andet, derfor skal  du være det. Det er det bedste, uduelige Mennesker kan komme til,  thi naar Degnene bliver gamle, så bliver der slået Melgrød op på væggene med ´Søm. så at de kan gå og slikke den af.´ Derpå talte min Moder med Provst Karstensen, om han ville lede mig ind på denne Løbebane, og han førte mig da ud til en Skole en halv Mil fra min Fødeby. Jeg skulle Katekisere over det af Balles Lærebog, der lyder: ´Erfaringen viser, at menneskene er ikke så gode, som de burde være´; og hvorledes jeg fik det forklaret eller fordunklet, skal jeg ikke kunne sige, men så meget er vist, at den gamle Amtsprovst fandt det overordentlig godt, og dermed var hensigten opnaaet. Bønderne så på mig og sagde: ´Ja, det er jo en Købstadsdreng´; der var allerede dengang en smule Misnøje mellem Købstad og Land. De troede, at jeg ville sige: ´Det er nogle bønder fra Landet´, og derfor var de allerede vrede på mig, skønt der var ingen Mennesker, som min Moder syntes bedre om, næst efter Agerbek, end den Del af vore Kunder, der var Bønder fra Landet, og det var ogsaa tilfældet med mig, men det kunne ikke hjælpe. Hvad der endnu var værre, det var, at en del af Børnene var meget større end jeg; jeg har altid været lille af Vækst og er det endnu. Det gøs i mig ved at tænke paa, at jeg skulle være deres Lærer, men så faldt det mig ind, at jeg skulle holde en Tale, og det var den første jeg holdt. Jeg sagde da baade til Børnene og Forældrene og alle de tilstedeværende: ´I er meget større end jeg, og skal det komme an på at slaas, så kan I banke mig, men jeg har ikke til hensigt at ville slaa Eder, og derfor haaber jeg ogsaa, at I ikke vil slaa mig, men snart vil I erfare, at jeg er klogere end I´ - og det var også sandt - ´men hvis I er kloge, så søger I at lære noget af mig´. Dette fandt bønderne var et Ord i rette tid, og baade deres og børnenes Ansigter opklaredes."

Søren Kierkegaard fortæller  i "Enten  Eller" om sin barndom som 5-årig:

" Jeg mødte i Skolen, blev fremstillet for Læreren, og fik nu min Lectie for til den følgende Dag, de første 10 Linier i Balles Lærebog, som jeg skulde kunne udenad….Jeg vaagnede klokken 5 om morgenen, jeg klædte mig paa, fik fat i min Lærebog og læste igjen…Det var mig, som maatte Himmel og Jord falde sammen, hvis jeg ikke lærte min Lectie...jeg havde kun én Pligt, den, at lære min Lectie…"


Biskop Balles sidste år
I året 1800 blev Balle kongelig konfessionarius. Det følgende år delte han af et fuldt hjerte den begejstring, hvormed folket gik til krigen mod England, som førte til ´Slaget på Reden´ den 2. april 1801, og under Københavns bombardementet i 1807 gik han rundt på volden fra bastion til bastion og opmuntrede soldaterne til tappert forsvar, når fjenden skulle storme. Men allerede ved årtusindskiftet var Balles tungsind, som han havde levet med hele livet igennem, taget til med årene. Hertil kom, at hans anden hustru døde i 1802, og han mistede en søn, som var soldat i den østrigske hær, i slaget ved Regensburg i 1809. Eftersom kræfterne svigtede ham, valgte Balle i 1808 at tage sin afsked som biskop og leve hos sin datter i København, indtil han døde den 19. oktober 1816. Han blev bisat i Sankt Petri Kirke ved Bispegården og Universitetet i København og siden begravet på Assistens Kirkegård, hvor det mindesmærke, som Sjællands præster rejste over ham, endnu findes.


Litteraturhenvisninger og links:
http://forstadsmuseet.dk/historien-om/med-biskop-balle-paa-visitats/

http://www.historieonline.dk/special/artikler/vistitats.htm
http://www.folkeskolen.dk/30450/visitats-tur

 

animated gif

finn@thorshoj.dk


Rytterskolerne oversigt (klik på billedet)


Hovedmenu (klik på billedet)

E-mail: Klik på adressen

Hit Counter  (besøgstælleren er sidst nulstillet den 1. januar 2017)