Degne og skoleholdere på landet
fra reformationen i 1536 og til begyndelsen af 1700-tallet

Christian IIs Landlov af 1521
Det tidligste danske initiativ til at oprette undervisning af børn både i købstæderne og i landdistrikterne blev gjort af Christian II (1513-1523), som søgte at gennemførte en række reformer bl.a. med ´Landloven af 1521´, som også kom til at omfatte skoleområdet. Præster og degne skulle fremover undervise børn på landet ikke blot i den kristne lære, men også i læsning, skrivning og regning, så børnene kunne blive dygtige håndværkere. Samtidig blev det i loven bestemt , at der skulle oprettes skoler i købstæderne. I lovens paragraf 125 "Om Börn som gaa tiil Skole" stod der således, at "Bönder, som ville hafue theris Börn til Skole, (skal) sende thennom udt til Kiöbstederne och lade thennom ther fra en Döör och til en anden (og) bede Almusse for Gudtz Skyldt, huilchet hereffter ey mere saa schee schall. Vill nogen haffue synne Börn til Skole, tha schulle the sette thennom til theris Sognepræst, Sognedegn, eller nogen anden ther utii Byen, som lerde ere, och schulle the först lere Pater noster, Ave Maria, och Credo &c. paa dansche, saa the thennom vell kunde lesse och understaa, och siden at lere at lesse och schrifue paa dansche. Vil nogen hafue theris Börn til Schole uti Kiöbstederne, som vil blifue Prest och vedt Kirchen, schulle thennom self besörge met Kost, och hues the Behof haffue, och schall Scholemesteren lere thennom thisse Böger, som herefter staar, som er Grammatica, Terentius, Virgilius, in opusculo Ciceronis, in historiis, in dialectica aliqua synceriori, in lectione veteris testamenti, efftersom then Ordinancie ydermere uduiser, the nu schulle hafue uti Scholen uti vore Kiöbsteder" - altså læsning af klassiske romerske forfatteres skrifter om logik og moral samt læsning i Det Gamle Testamente. Med Landloven var der imidlertid ikke tale om gennemførelse af egentlig undervisningspligt, og Christian IIs lov lagde da også mere op til en form for frivillig skolegang. Loven var imidlertid nok ´forud for sin tid´ og måske i højere grad et udtryk for Christian IIs ´moderne´ visioner og gennemgående positive holdning over for borgere og bønder. Christian II var i høj grad også optaget af de reformer af den katolske kirke, som reformatorer som Martin Luther og Philipp Melancton søgte at få gennemført. Næppe var Christian II da også fordrevet fra landet i 1523, før den rasende og kongefjendske adel fik loven brændt, inden lovens hensigt bl.a. om undervisningen af landets børn fik nogen reel betydning.

Reformationen i 1536 og Kirkeordinansen af 1537 
Med indførelsen af reformationen i 1536, som officielt blev vedtaget med recessen af 30. oktober 1536, sluttede en årelang politisk og kirkelig uro i Danmark, som i perioden mellem 1634 og 1536 havde udviklet sig til den blodig borgerkrig, som siden er kendt som ´Grevens Fejde´. Reformationen førte til et brud med den katolske pavekirke og indførelsen af en protestantisk fyrstekirke, som især byggede på den tyske reformator Martin Luthers teologi. Kirken og samfundet var herefter ikke længere bundet til paven i Rom, og kirkens omfattende jordbesiddelser i Danmark blev omgående konfiskeret. Kongen - i dette tilfælde Christian III (1536-1559), - var herefter kirkens overhoved, og kongen gjorde da også omgående lutherdommen til den eneste tilladte religion.

Også inden reformationen i 1536 havde undervisningen af børn været betragtet som en funktion af kirken, og med ´Kirkeordinansen af 17. april 1537´, - som dog først blev trykt i 1739, - blev ansvaret  undervisning og eventuelle skoler derfor underlagt kirken. Degnelæsningen blev derfor den bærende skolestruktur på landet frem til begyndelsen af 1700-tallet. I kirkeordinansen står der således, at: ”Saa skal Sognedegne undervise det unge Bondefolk i Børnelærdommen, Chatechismo, én gang om Ugen paa en Tid og et Sted, som Sognepræsterne foreskriver dem”.  Endvidere står det, at  ”Børnene maa optugtes og udi Sindene beredes til Evangelium, af hvilken Beredelse den første Barndom bliver skikket til sand christelig Gudfrygtighed. Derved lærer de den Kunst, der kræves, enten for at udbrede Guds Ære i Christendommen eller til at opholde og bevare et godt civilt og verdsligt Regimente”.

Peder Palladius
Også biskop Peder Palladius (1503-1560) skrev allerede i første halvdel af 1500-tallet om degnelæsningen, at "Naar det om Søndagen har ringet første gang, da skal Degnen klemte 15 eller 16 Klemt, og da skulle de vide, at det klemter til Børnelærdom. Ungdommen skal da komme til komme til Kirke og sætte sig i de øverste Stole, og Degnen skal staa imellem dem og lære Børnelærdom med lyst og Lempe". Virkeligheden var imidlertid en anden. I et brev til sine lensmænd og biskopperne skrev Frederik II allerede i 1562 bl.a., at "efterdi vi forfare, at stor Uskickelighed findes blandt Sognedegnene paa Landsbyerne, saa at en Part af dennem findes saa vandkundig oc ulerde at vere, at de icke kunde lese eller skrive (...)", og situationen var ikke blevet meget bedre i de følgende årtier.

Peder Palladius´ Visitatsbog
Peder Palladius var en flittig og nidkær mand, som tog den tilsynsforpligtelse, der fulgte med embedet som den første reformerte biskop over Sjællands Stift, meget alvorligt, og i perioden 1538-43 visiterede han samtlige 390 sjællandske kirker, hvor han hvert eneste sted samlede kirkens kor, præster, degne og menigheder og belærte dem om den lutherske tro og kirkens dagligliv.

På et tidspunkt omkring 1540 begyndte Palladius at samle og nedskrive disse belæringer i en bog, som dog ikke blev udgivet, men afskrevet i flere omgange. Bogen forsvandt imidlertid efter hans død i 1560. Den blev først genfundet på Det kongelige Bibliotek i 1866 og udgivet første gang det følgende år. Bogen var ´En Visitatz Bog´, som indeholder fem ´bøger´, som hver består af en lang række korte afsnit, som forholder sig til alt, der har med kirken og opdragelsen at gøre. Visitatsbogen, som er ret omfattende,  indeholder desuden ikke blot flere afsnit bl.a. om kirkerummet, om kirkens tag, vinduer, gulv, stole, døbefond og alter, men også oplysning om både præsternes og degnenes opgaver og adfærd, bl.a. deres „gode og onde Rygte”, om „Ægteskabssager, Horfolk, Bolere og Skørlevnedsfolk” og om "Troldkvinder". Dertil kommer kraftige opfordringer til befolkningen om at gå i kirke, herunder til alters og andet. Visitatsbogen indeholder også et afsnit om at lade børnene komme til degnene og lære ´Børnelærdommen´ samt „En Formaning til Folket, at de sætte deres Børn i Skole”, som handler om de drenge, der klarede sig særlig godt i undervisningen hos sognedegnen, og som Palladius derfor mente burde fortsætte deres skolegang på latinskolen i købstaden ( herom mere senere)  Dermed levede Palladius op til det afsnit i kirkeordinansen fra 1537, som bl.a. også behandlede netop dette spørgsmål:

"Vi ønsker: At der tilskikkes gode bequeme Skolemestre udi Købstederne og smaa Steder, hvilke med rette Skikkelighed kunne oplære Ungdommen udi alle Maader […] Derved lærer de den Kunst som kræves enten for at udbrede Guds Ære i Kristendommen eller til at opholde og bevare et godt civilt verdsligt Regimente."
(Citeret fra Torben Weinreich: "En Visitatz Bog" i "Historien om børnelitteratur", udgivet i 2006.)

Palladius indleder visitatsbogen med følgende henvendelse til menigheden: "I gode Kristne, som bygge og bo her udi Sognen, giver jeg Eder kærligen tilkende, at vor naadigste Herre kongelig Majestæt (Christian III) haver udskikket mig her omkring Sjællands Land at forfare udi alle Sognekirker, om en Kristen Almue faa deres rette Føde til deres Sjæls Salighed, som det sig bør; om den rette Kirkeskik ved Magt holdes efter hans Naades Ordinans, og hvorledes Almuen haver og lemper sig derefter udi alle Maade. Saa er jeg også hid kommen udi Jesu Navn at forfare det samme hos Eder."...

Senere i visitatsbogen opfordrer Palladius menigheden til tage deres børn - og herunder også småbørn - med i kirken, da der ellers vil være betydelig risiko for, at det vil gå dem frygtelig ilde senere i livet: "Det er ikke Skam, at I tager smaa Børn med Eder til Kirke, de som endnu kan hverken gaa eller tale; men det er vor Herres Jesu Kristi Befaling, dér han siger: »Lader smaa Børn komme til mig, og forbyder dem det ikke, thi Himmeriges Rige hører dem til«, som han vilde saa sige: »Forbyder I dennem det, jeg skal forbyde Eder Himmeriges Rige«. Ja, »det var bedre (siger han), at der var en Møllesten bunden om din Hals, og Du varst nedersunkét i det dybe Hav, end at Du skulde forhindre og forarge et af mine smaa Børn«...

"I vide vel, hvad Ulempe det haver med sig, naar de unge Bondefolk, det unge Blod, maa ligge hjemme tilsammen, den Stund at Fader og Moder eller Husbond og Hustru er udi Kirken. Der fødes Horeri udaf; der fødes Tyveri udaf og anden Udyd, saa I komme til Skam og Skade for Eders Børn og Tyende, før I dør af Verden".

"Om Eders Sognedegn ikke lærer Eders Børn, som hannem bør, og ellers med Ringen og Sjungen, om han tager ikke Vare paa sit Embede, om de slemme og demme (svire og sværme), om de have dem (opfører sig) ikke, som tilbørligt er, i hvis (hvad) Maade det kan være. Da hylker intet med dem, men giver trolig tilkende, hvis Brøst I vide! Derfor er Eders Provst og jeg her til Stede, som den første Ret hører os til, og vi vil også gerne undervise (belære) dem, forhaabendes, at de lade dem ogsaa gærne undervise." Om degnens embede og befaling skriver Palladius bl.a., at "som Sognepræsten lærer og underviser de gamle, saa bør Sognedegnen at lære og undervise de unge. Naar han findes ikke dér god for at være, heller (eller) ikke dér tager Vare paa, da maa han ikke længer være Sognedegn." Bispen hører derefter et barn læse Fadervor, Trosbekendelsen og de 10 Bud, hvorefter han kommer med en kort Formaning til "de unge Karle og Drenge", til hvem han bl.a. oplyser dem om, at "I som er her i Kirkebyen (de børn, som bor i  landsbyen med kirken) skal være til Stede her udi Kirken hverinde (hver eneste) hellige Morgen, naar første Klokke ringer og Degnen klemter 15 eller 16 Klemt, efter første Klokke er ringet. Da skal I vide, at de klemter til Børnelærdom, og straks findes her udi disse øverste Stole, som disse Dannemænd sidde. Og Eders Sognedegn skal satt og læse Børnelærdom for Eder med Lyst og Lempe, efter som den Degnebog udviser, som blev prentet udi København (´Degnebogen´ må være Palladius´ egen oversættelse af Luthers Lille Katekismus med forklaringer af teksten, som udkom i 1537), at I kan lære og forstaa Eders Børnelærdom ret. Saa skal han lære Eder en Ærende (et vers) af en hellig Vise heller Salme. Men I, som ikke er udi Kirkebyen, skal findes udi en Dannemands Hus udi Eders egen By, hvis Navn her skal nævnes af Prædiestolen, og han lader gærne sin Stue til saa lang Tid; dér skal Degnen umage sig til Eder en Tid hver Maanedsdag i det mindste, om Søndag eller Helligdage efter Middag, naar det er en dejlig Solskin og Børn kan komme fra Huse." Degnen udvælger derpå en pige, som også skal læse lidt af teksten højt for bispen, som derpå formaner "Pigerne og Møerne" om, hvordan de skal opføre sig og advarer dem mod at lade sig "belokke heller beligge af Skalke":

"Kommer der en Skalk til dig og vil voldtage dig, heller ellers byde dig Skam og Skændsel, vil trammel (kramme) og føle dig, vil gaa dig nærmere, end hannem bør med Hæder og Ære, est du ellers en god Pige og vil bære din Urtekrans om Sommer paa dit Hoved med Hæder og Ære, da skulde før alle dine Negle sidde kendt udi saadan en Skalks Forhoved (pande), at han kan sige, han har været der, førend han skulde fremme sin Vilje hos dig. Det er bedre, at du skrammer hannem, end han skænder dig. Mærk, hvad jeg siger dig, Pigelille, det gælder dig og ikke mig." Menigheden formanes derpå til " at lade deres Børn gærne komme til Sognedegn":

"Lade I Eders Børn ikke lære det gode, saa lære de det onde; lære de ikke de ti Budord, Troen og Fadervor, da lære de at sværge og bande, lyve og stjæle og slaa Folk ihjel; da skal I vel høre ude ved hin Majtræ Blod og Død og Vunder (sår evt. skandale), Guds og Menneskers Fortørnelse, dér en hel Land maa sjunke ved. Saa bliver Eders Børn til Galgebørn, Stejlbørn, Hjulebørn (ende deres liv på stejle og hjul) og Sværdebørn, at I faa baade Skam og Skade for dem, inden de dø af Verden.".

Når Palladius taler om børn i skolen, gælder det kun drenge, og for ham er formålet med skolegangen især at finde de drengebørn, som gennem undervisning med tiden især kan blive fx degne og præster. Palladius har også en formaning til de forældre, som har en søn, der klarede sig godt i forbindelse med degnens undervisning: "Og hvilke smaa Drenge, som I fornemme, at de lære vel, og det løber i dem som bred Smør, hvad Degnen lærer dem, og de vil have Bog og vil til Skole, naar I spør dem ad, saa lader dem gærne komme til næste Købstad til Skole! (latinskolen, som i følge kirkeordinansen skulle oprettes i alle købstæder). Lejer Eder heller en liden Plovdreng saa længe, at I kan se, hvad Gud skikker Eders Barn til, og hvad der skal blive af hannem. (...) Efter et Fjerdingaar kunde I spørge Skolemester til, om Eders Barn lærer noget; siger han »Nej«, da kunde I tage hannem hjem igen og gøre af hannem, hvad Gud haver forskikket af hannem; siger han »Ja, det er et godt Barn, han lærer vel, det var stor Synd at tage hannem fra Skolen«, da vare din Hud, om Du tager hannem derfra igen! Enten skal han snart dø bort, eller Du skal faa lidet godt af hannem. Aarsagen vil jeg sige dig: fordi at Du vil da nøde og tvinge dit Barn fra det, som han er født til af sin Moders Liv; og naar én bliver nødt og tvungen derfra, da bliver han til en Dagtyv. Deraf er der mange Dagtyve til, som ikke maa komme til det, som de ere skabte til af Gud. Siden kan de intet andet gøre end Skam og Skade; de blive ikke alle Bønder, som er kommen af Bønder. Bønder er Guds gode Folk, naar de have Troen til Jesum Kristum; men der sidder tidt paa en Bondekvindes Skød en dejlige liden Drengebarn, som vokser op og kommer til Skole og kan siden hjælpe en hel Hob Slægt indtil niende Knæ (dvs. indtil niende slægtsled; så længe mente man nemlig, at en god mands indsats kunne virke efter hans død´) kunne  med Guds salige Ord og andre gode Raad. Saa at I kunde faa af Eders egne Børn til Sognepræster og til Sognedegne - det var jo Eders store Ære - desligeste til Borgmestre, Raadmænd, Skrivere etc., saa at en hel Slægt kunde hælde deres Hoved til en frommer Mand, som havde slidt sine Børnesko i Skole".
Undervisningen skulle tage udgangspunkt i ´det viste eksempel´, for Luther mente, at "Børn er ligesom Aber; det skal man se om Sommer, naar det er blank (fint) Vejr, at Børn kan være ude, da sanke de dem til Hobe udi Gaderne, hos deres Forældres Døre, og under Vinduer sætte de dem ned, og en ung liden Dreng gør sig til Kapellan (hjælpepræst) og faar en Ris og læser for de andre, og de efter hannam. Saa skifter han smaa Stykker Brød eller smaa Stene blandt dem, det skal være Peberkager. Ligesom de se, at Kapellanen bærer sig ad i Kirken, saa gør de dem en Leg af paa Gaden".

Landsbyskolerne før år 1700
Lige fra middelalderen havde der ganske vist været latinskoler og skriveskoler for de økonomisk set bedre stillede folks børn - især drengene - i købstæderne og privatundervisning af overklassens børn på herregårdene, men indtil 1700-tallet stod det meget dårligt til med undervisning af børn på landet, hvor den meget sparsomme undervisning af almuens børn netop blev udført af degne, hvoraf mange havde ringe eller slet ingen boglige færdigheder. Degnelæsningen, der almindeligvis fandt sted forud for søndagens gudstjeneste, fungerede i praksis på den måde, at degnen fremsagde tekster fra katekismus, som børnene derpå gentog, indtil de kunne den udenad. Degnen - af latin ´diaconus´ - og hans medhjælper, som blev kaldt ´substitutten´, var kirkelige tjenere, der først og fremmest forestod sangen ved gudstjenesten, bad ind- og udgangsbønnen, gjorde rent i kirken og forestod kirkeringningen. Undervisningen foregik normalt i eller ved kirken eller undertiden hos degnen, hvis han havde en bolig med den nødvendige plads. Eegentlige skolebygninger var uhyre sjældne. Et eksempel på et af disse få skolebygninger er Rasmus Svendsens Skole i Faxe, som stadig eksisterer. Rasmus Svendsen var en idealistisk præst i Faxe i midten af 1600-tallet. Det er vigtigt af understrege, at degnens pligter i kirken altid kom i første række, og først derefter kom ungdommens undervisning. Aflønningen af degnen var der redegjort for i Christian Vs ´Danke Lov´ fra 1683, og her fremgik det også, at aflønningen stort set udelukkende bestod af naturalier, der dels blev udredt gennem degnelodden, som var et jordstykke eventuelt med fribolig, som degnen rådede over, og dels gennem indtægter fra ´kornløn, offer og småredsel´. Kornlønnen, som også blev kaldt ´degnetraven´, beløb sig til 1/3 af præstetienden, samt offer, blev bestod af penge, som bønderne skulle erlægge ved kirkeårets tre store højtider (jul, påske og pinse) samt ved visse kirkelige handlinger som bryllupper, barnedåb m.m. Småredsel omfattede mindre ydelser som brød, kage, flæsk, går og æg, som bønderne også skulle betale. Forholdene var dog meget forskellige fra landsdel til landsdel. Et eksempel på en typisk aflønning af en degn kender vi fra landsbyen Knebel på Mols, hvor degnen i et brev fra 1661 oplyser, at "haver jeg fattige, underbeskrevne Mand Degn til Knebel og Rolsø til Indkomst fem Kjærve Byg af hver Helgaard og af somme en Fjerding Gaas og af nogle saa en halv Gaas, af somme Gaarde to Æg og af nogle faa Gaarde 15 Æg. Haver jeg ingen Degnebol, men lejer et Hus paa Kongens (jord?), hvilket jeg saaer 6 Skp. Byg og giver der af aarligt 6 Skp. Byg til Landgilde og desuden gør Gerning deraf som en anden Inderst. Tilmed mange Gaarde øde...". Kilder fra 1760´erne viser, at degnene fra Sjælland fik en årlig aflønning som omregnet i pengeværdi svarede til ca. 95 rigsdaler, på Fyn udgjorde værdien ca. 50 rigsdaler. I Jylland var beløbet noget mindre. Således måtte omtrent 1/3 af af de jyske degne nøjes med en værdi på 20 rigsdaler eller mindre. Til sammenligning kan anføres, at værdien af indkomsten for en præst på Sjælland udgjorde ca. 350 rigsdaler og i Jylland ca. 200 rigsdaler. Disse aflønninger gjaldt de degne, som var fastboende i deres sogne; de såkaldte ´sædedegne´. Indtil omkring år 1700 havde man også ´løbedegne´, som især var de ældste peblinge fra købstædernes latinskoler, der tog ud til sognekirkerne i de landdistrikter, hvor der ikke var sædedegne, og som lå i nærheden af købstaden. Her forrettede løbedegnene så degnepligterne mod, at bønderne i sognene betalte en nærmere fastsat ´degneafgift´ til latinskolen. Mange af løbedegnene var "uforstandige og uoplærte Børn", som det ofte fremstilles i de samtidige kilder, og selv om ordningen med løbedegne blev afskaffet med Danske Lov allerede i 1683, fortsatte ordningen de facto i flere årtier derefter.

Christian Vs "Danske Lov" fra 1683, som var den gældende lov i 1700-tallet, har ovenstående bestemmelser "Om Præsternis Embede med Ungdommens Undervisning".

Allerede i løbet af 1600-tallet stod det klart, at degnenes katekismusundervisning, som tidligere udelukkende var mundtlig, i længden aldrig ville være tilstrækkelig, og der blev efterhånden skabt et behov for, at børnene fik lært at læse. Det stillede imidlertid også krav til degnenes egne boglige færdigheder. Et stykke ind i 1700-tallet var degnene efterhånden de eneste lærere på landet, og man tilstræbte derfor i stigende grad, at degnene var studerede eller studenter, som i ndet mindste havde afsluttet skolegangen på latinskolen i byen, men også gerne havde studeret på universitetet. På den måde kunne degnen både fungere som præstens medhjælper i kirken og samtidig forestå undervisning af børnene. Især på landet var virkeligheden imidlertid ofte en ganske anden, for i praksis var datidens degne kun i sjældne tilfælde studerede. Oftest var det almindelige bønderkarle eller husmænd, der sjældent havde andet end beskedne boglige færdigheder. Med det dårligt betalte job havde degnen udsigt til et liv i fattigdom, så det var svært - ofte ligefrem umuligt - at skaffe kvalificerede folk som degne på landet. Der er bevaret adskillige klager over degne, som næppe kunne læse bare nogenlunde flydende og dertil ofte var helt uden pædagogiske evner i forhold til de børn, de var sat til at undervise. Resultatet blev, at ´lærdommen´ blev terpet ind i børnene som endeløs udenadslæren med flittig brug af ferle og ris , og der blev næppe lagt større vægt på, om børnene reelt også havde forstået noget af det, de hørte og læste. Ved en kongelig forordning var det bestemt, sognepræsterne havde tilsynet med sognets skole og dermed også ansvaret for, at undervisningen blev gennemført forsvarligt, og at skoleholderen passede sit kald som foreskrevet. Både forordningen, men også ´Christian Vs Danske Lov´ indeholdt bestemmelser om, at provsterne mindst én gang om året - og bisperne med få års mellemrum - skulle visitere alle landets skoler for at sikre, at læsning af bibel og katekismus foregik tilfredsstillende, og at både kirke og skole fungerede efter hensigten. Mange af bispernes indberetninger fra de mange visitatser - især fra slutningen af 1700-tallet - er bevaret og giver et ganske udmærket indtryk af, hvordan forholdene i skolerne i virkeligheden så ud. I Christian Vs ´Danske Lov´ var der imidlertid ingen bestemmelser om landsbyskoler, men blot en gentagelse af de gamle påbud om, at forældrene hjemme skulle videregive børn og tyende den børnelærdom, du selv havde fået, indtil præsten og degnen kunne rette og supplere denne viden med den lovpligtige undervisning i kirken om søndagen.

Litteraturhenvisning
* Anders Petersen: "Sjællands Stifts Degnehistorie", som blev udgivet i 1899, kan frit downloades som pdf-fil fra ´Slægtsforskernes Bibliotek´ på webstedet:: https://dis-danmark.dk/bibliotek/900340.pdf
* Peter Jensen: "Gavnø Kloster og Herregaard fra aar 1402-1902 - Et Jubilæumsskrift",  udgivet 1902. Nyttige i denne sammenhæng er især afsnittet "Lidt om Livet i Menighederne i de to første Aarhundreder efter Reformationen" på siderne 456-472, som især omhandler landsbypræsternes og sognedegnenes vilkår i denne periode. Hele bogen, som er på i alt 591 sider, kan ligeledes frit downloades som pdf-fil fra ´Slægtsforskernes Bibliotek´ på webstedet:  https://dis-danmark.dk/bibliotek/909430.pdf

Maleriet herover viser en undervisningssituation i en landsbyskole i en landsbyskole i Schweiz i 1848. Maleren hedder Albert Samuel Anker (1831-1910), og han var en af de mest anerkendte genre- og portrætmalere i Schweiz i 1800-tallet. Selve maleriet, som er fra 1896, findes på Basel Kunstmuseum. Bortset fra den forholdsvis store skolestue, som bestemt ikke har været almindelig i dansk landsbyskoler, har situationen på maleriet næppe været meget meget anderledes i en dansk skolestue i midten af 1800-tallet.

Fattigforordningen af 1708
I begyndelsen af 1700-tallet blev degnen afløst som lærer af skolemesteren (eller skoleholderen), som han oftest kaldes i datidens forordninger. Det er vigtigt at gøre sig klart, at det ikke bare var et skift af titel. Degnene var i sagens natur først og fremmest kirkens mænd, og selv om de nye skolemestre ofte heller ikke var særlig godt uddannet - og slet ikke havde nogen pædagogisk uddannelse -, betød det trods alt en ændring i selve undervisningen, som nu kom i fokus. Den første egentlige bestemmelse om undervisning skete med  fattigforordningen af 1708, hvormed det blev bestemt, at degnen skulle forestå undervisning af de børn, og med fattigforordningen blev det endda også et krav, at der skulle oprettes skoler i alle landets sogne. Det lykkedes imidlertid kun i ganske få sogne, og først da Frederik IV i årene efter 1721 lod opføre de 241 ´Kongelige skoler´, i dag bedre kendt som rytterskolerne, begyndte et større skolebyggeri, som dog kun fandt sted på krongodset. Med fattigloven blev det også et krav, at skolemestrene i købstæderne gratis skulle undervise "de børn, som er indskrevne i de fattiges Tal", hvis forældrene ikke selv havde råd. Børnene skulle oplæres i den kristne barnetro, gerne med læseøvelser, men først da pietismen kom til landet, begyndte en reel interesse for at højne folkeoplysningen blandt almuen. Den sociale bevidsthed, som især i begyndelsen prægede den pietistiske strømning, fremgår eksempelvis af følgende formaning: til læreren: "Skolemesteren må ikke gøre nogen Forskel på Børnene formedelst deres Forældres Tilstand, men den Fattige lige saavel som den Formuendes forsvarligen undervise", og når forældre "til Plovkøren, små Kvægs Vogtelse eller anden saadan Gerning" havde brug for deres børns arbejdskraft, skulle de have fri til dette arbejde "mod at møde des flittigere den øvrige Tid af Aaret".

 

Læreruddannelsen
Vi kender navnene og deres pædagogiske forudsætninger på de fleste af de skoleholdere, der virkede ved rytterskolerne og mange andre landsbyskoler som fx Prins Carls skole i Store Torøje, og det viser klart, at disse skoleholdere - især i 1700-tallet - oftest var ustuderede. Christian VI. havde udstedt forordningen om skoler på landet af 23. januar 1739; men de tilsigtede bestræbelser løb ud i sandet, da ingen kunne anvise, hvorfra de nødvendige penge skulle komme, og alt vedblev derfor stort set ved det gamle; men da kronprins Frederik (den senere Frederik VI) i 1784 kom i spidsen for regeringen, og bondestandens oplysning kom til at ligge ham på sinde, foranledigede han i 1789, at der blev nedsat en kommission, der skulle udarbejde forslag til en plan om forbedring af landets folkeskolevæsen. En af de opgaver, kommissionen straks stillede sig, var da også at arbejde for en bedre læreruddannelse. Den første undervisning i Danmark, som gav mulighed for en særlig uddannelse som lærer, blev oprettet i Tønder i 1786, men almindeligvis regnes seminariet i Blågård i København, som  blev åbnet den 14. marts 1791, for at være Danmarks første egentlige seminarium.  Det var meningen, at seminariet skulle optage mindst et par hundrede lærerstuderende, men antallet af studerende faldt snart til 40. Da seminariet i 1809 flyttede til Jonstrup, skiftede det navn til Jonstrup Seminarium

 
På tegningen herover til venstre, som ikke er dansk, er gengivet en lidt uvenlig, men desværre nok også temmelig realistisk situation af en undervisning i 1700-tallet. Skolemesteren tamper ´lærdommen´ ind i børnenes hoveder med flittig brug af ferlen, som han holder i hånden, så han kan ´fremme forståelsen´ hos barnet ved slag på knoer eller i håndfladen og flittig brug af riset, som hænger parat på væggen. Først i slutningen af århundredet begyndte forståelsen af, at børn ikke bare er ufuldkomne voksne, men at de gennemgår en udvikling og har forskellige behov til forskellige aldre. Det var især den franske filosof og en af pædagogikkens grundlæggere, Jean-Jacques Rousseau (1712-1778), som med værkerne "Emile" og "Samfundspagten" fra 1762 i høj grad var med til at lægge grunden til den moderne børneopdragelses forståelse af, at målet med opdragelsen af børn må være at forme frie mennesker, der er i stand til at tage vare på sig selv, og at det kun er muligt, når man behandler børn med respekt og tager hensyn deres individuelle natur og evner. Rousseau ´opfandt´ så at sige barndommen og mente bl.a., at barnet skal tvinges til at bruge sit hoved, sine egne sansninger og erfaringer og selv drage konklusioner. "I Værelset, han (barnet dvs. drengen) træder ind i, ser jeg Bøger og atter Bøger. Bøger! Hvilket bedrøveligt Møblement for et Barn i den Alder. Det stakkels Barn maa forlade Munterheden, kaste et beklagende Blik paa alt det, der omgive ham, blive tavs og gaa saa ind med Øjnene fyldt med de Taarer, han ikke tør udgyde, og Hjertet fyldt med de Suk, som han ikke tør slippe ud." Rousseau mente derfor, at det måtte være lærerens opgave ikke at docere, men at vejlede og inspirere barnet. Synspunktet er så relativ moderne, at det næsten kunne være sagt i dag, og virkeligheden var da også en ganske anden end den pædagogiske metode, Rousseau havde beskrevet som et ideal. Rousseaus egne børn fik således også en temmelig hård og traditionel opdragelse, som lå langt fra de idealer, som Rosseau havde plæderet for i ´Emile´. men en udvikling mod et ændret syn på opdragelse og indlæring af børn havde alligevel langsomt taget sin begyndelse. Holdningen til børnepædagogikken ændrede sig gradvist i løbet af 1800-årene, men den blev først mere ´moderne´ for godt og vel hundrede år siden, da den svenske forfatter og pædagog Ellen Key (1849-1926) med bogen "Barnets århundrade" fra år 1900 slog internationalt igennem bl.a. med synspunkter om, at både forældre, samfund og skole måtte forstå og respektere børns særlige natur og behov. Ellen Key, som ses på fotografiet herover til højre, hævdede således også, at den tidligere, udbredte mangel på omsorg og kærlighed fik mange børn til at følte sig ensomme. Hun gjorde sig også til talsmand for en større seksuel frihed i ægteskabet og kvindefrigørelse. Endelig fastholdt Ellen Key også nødvendigheden af, at man afskaffede den traditionelle religionsdominerede undervisning i skolerne og i stedet tog udgangspunkt i en skabende pædagogik, som på den måde kunne føre til «individets dannelse».

  (Besøgstælleren er sidst nulstillet den 1. januar 2017. Midlertidig pauseret 1. oktober 2020, da webhotellet ikke længere understøtter den aktuelle besøgstæller.)