Herremænd og adel og lidt om hovedgårde, grevskaber og baronier
både tidligere, men især på Frederik IVs og Christian VIs tid (1699-1746)


I selve kongeriget Danmark har der formentlig boet omkring 650.000 mennesker i år 1700, og 3 årtier senere menes folketallet at være vokset til omkring 710.000. Omtrent 80% af befolkningen boede på landet i de hen ved 5000 landsbyer, ca. 10% boede i hovedstaden og de resterende ca. 10% boede i de 67 større og mindre købstæder landet over.
 Fordelt over landet lå 700 privilegerede hovedgårde (herregårde, godser) med tilhørende fæstegårde og husmandshuse. Hovergårdene lå især på de bedste jorder med stort ´hartkorn´, så de lå forholdsvis tæt på øerne og i Østjylland, mens antallet af hovedgårde i Vestjylland er betydelig mindre. Da mange godsejere havde flere godser, var jorden i praksis ejet af kun nogle få hundrede familier. Godsejeren ejede ofte også sognets kirke og bestemte, hvem der skulle være degn og præst. Under enevælden blev en række administrative beføjelser lagt ud til godsejerne, som derved virkede som kongens repræsentant over for den lokale befolkning. Omkring 1/3 af jorden var ´krongods´, der var de jorder, som kongen siden middelalderens begyndelse rådede over, og som var tænkt som grundlag for kongens almindelige finanser. Krongodset var oprindeligt styret fra kongsgårde, senere fra kongelige slotte, som blev sæde for forvaltningen af lenene, når de kongelige rettigheder ikke var overdraget andre. Efter reformationen i 1536 kom kirkens tidligere enorme besiddelser ind under krongodset, som ved mageskifter samledes til enheder, der blandt andet dannede grundlag for 1600- og 1700-tallets rytterdistrikter. Efter enevældens afskaffelse med Grundloven af 1849 og indførelsen af det moderne demokrati i Danmark, overgik næsten al krongods som statens ejendom.

Jyske Lov blev ifølge fortalen, der indledes med "Mæth logh scal land byggæs", givet af Valdemar II Sejr (1202-1241) på en rigsforsamling i marts 1241 på Vordingborg Slot som landskabslov for Jylland, Fyn og de omliggende øer med samtykke fra kongens sønner, landets ærkebiskop, otte biskopper samt "rigets bedste mænd". Kongegivne love var dengang overvejende skrevet på latin, men landskabslove som Jyske Lov var almindeligvis skrevet på dansk. Klik hér for at læse hele Jyske Lov på ´moderne dansk´. (Billedet til højre er fra sproghistorie.dk)

I Danmark opstod en særlig privilegeret godsejerstand med særlige rettigheder af både social, økonomisk og politisk karakter Jyske Lov fra 1241, hvor de godsejere opnåede skattefrihed som kompensation for, at de selv mødte til krigstjeneste med hest og fuld rytterudrustning, som de selv havde bekostet. Denne  Denne gruppe af ryttere, som man kan betegne som ´rytterstanden´ udvikler sig dermed til ´herremænd´ og efterhånden til en egentlig godsejeradel enten som selvejere eller eller forvaltede som lensmænd. Fra omkring. 1400 søgte man at begrænse tilgangen til adelen for at bevare den skattepligtige jord, og tilgang til standen forudsatte derefter et særligt kongeligt adelsbrev, og i begyndelsen  1500-årene var adelstanden helt adskilt fra de lavere stænder, og i forbindelse med  reformationen i 1536 blev det et krav, at adelsslægterne skulle have faste slægtsnavne og våbenmærker (våbenskjold eller blot ´våben´).

Slægten er vigtig for adelens identitet, og når adel arves gennem faderen, er det fordi det følger slægten.  Man tilhører sin fars og farfars slægt, og det er således genetisk bestemt, hvilken slægt man tilhører, og det er ikke muligt at  ’skifte slægt’, Den adelige selvforståelse spillede også en stor rolle i ligprædikenerne. Herover ses de ´fædrende´ og ´mødrende´ våbenskjolde for Jørgen Rosenkrantz til Rosenholm i en trykt ligprædiken fra 1596 (herover til venstre). Første del af en ligprædiken bestod normalt af en levnedsbeskrivelse, som den døende selv kunne bidrage til. Det var beskrivelsen af den ideelle kristelige død omgivet af slægt, venner og i bedste fald egne sognepræster og fremtrædende gejstlige, som ofte havde  deltaget ved udarbejdelsen af Ligprædiken, hvor de ofte modtog gaver og pengebeløb for deres ulejlighed. Prædikenen skulle efterlade et indtryk af en adelsmand, som udfyldte sin sociale rolle med ære og værdighed. Til begravelsen blev prædikenen ofte ledsaget af beretning om slægtens stolte historie. Når forskellige adelsslægter indgik giftermål, ´opstod´ der almindeligvis et nyt våbenskjold for de børn, som måtte komme i ægteskabet, hvori elementerne fra anernes våbenskjold indgik, og på samme måde udvikle sig til ganske imponerende våbenskjold eller blot ´våben´, som det eksempelvis ses på våbenkjoldet for slægten Krag Juel Vind Arenfeld, der ses herover til højre. Som det også ses med dette eksempel, var det også tilfældet med slægtsnavnet, som derfor efterhånden kunne blive temmelig langt. Slægtsnavnet udgjorde ikke en del af slægtens våben, men hvis slægten fx havde navn efter et dyr, indgik det naturligvis i våbenskjoldet, som det herunder herunder ses for slægten Oxe, som senere er uddød, eller et andet kendetegn fx borgen, som det ses for slægten Holstein-Holsteinborgs våbenskjold. Først med en forordning af 1697 blev det muligt at ophøje borgerlige, altså. oprindelig ikke-adelige, i adelstanden, som blev kendt som ´rangadel´. Det skete fx med 25-årige søhelt, Peder Wessel, som Frederik IV i 1716 ophøjede til adelsmand under navnet Tordenskjold. Wessel havde ikke berømte adelige forfædre, hvis våben kunne indgå i det nye våbenskjold, så det var kun fantasien, der satte grænser, som det netop ses på Tordenskjolds ´nye´ våben(skjold) herunder til højre.
 

endnu under udarbejdelse

Herremænd og middelalderborge
Den danske adel, der groft inddeles i uradel, brevadel, højadel og lavadel, består i dag af ca. 200 slægter, der enten er ubetitlede, friherrelige (=baron), lensfriherrelige (=lensbaron), grevelige eller lensgrevelige. Som uradel regnes den adel, der kendes før reformationen (1536), mens brevadelen er den adel, der derefter har fået sit adelskab gennem et patent (enten embedsmænd eller militære, heraf sværdadel). Som højadel regnes den gamle rigsrådsadel og den betitlede adel efter enevældens indførelse 1660. I alt har der eksisteret ca. 725 danske adelsslægter.  I begyndelsen af valdemarstiden smelter disse to klasser dog sammen, samtidig med, at rammerne stærkt udvides: enhver kan sværge kongen troskabsed, blive hans »mand«; han forpligtiges derved til krigstjeneste, men han bliver fri for de faste skatter, der indførtes på denne tid. Samtidig med, at den almindelige ledingspligt begyndte at falde bonden tungere, fik kongen herved mænd, der var rede til at drage ud på hans bud, mere krigsøvede og bedre udrustede, oftest vel også til hest. Foruden kongen havde også bisperne og de fyrstelige lensmænd ret til at tage »mænd«. Disse kaldtes herremænd, hvad tiden selv forstod som herrernes mænd (homines dominorum); mulig er den oprindelige form dog hærmand, svarende til det latinske navn milites; ofte bruger Saxo i stedet herfor equites, ryttere.
Adelens oprindelige privilegier – skattefrihed, politisk indflydelse gennem rigsrådet, eneret til statens højeste embeder, eneret til godserne (hovedgårdene) – blev den frataget i 1660. Dog bestod nogle retlige privilegier indtil 1849. Fra 1671 til 1920’erne havde besidderne (lensgrever og lensbaroner) af omkring et halvt hundrede klausulbelagte godser (len) visse særrettigheder.
I dag er kun et fåtal af Danmarks herregårde i adeligt eje, og kun nogle få procent af Danmarks adelige er godsejere.




Herremændene blev valdemarernes hovedstøtte ved deres erobringer og tillige som rigsadel et bånd mellem de landskaber, hvoraf riget var sammensat, et middel til at forbinde rigets lande, mellem hvilke provinsmodsætningen endnu var stor; med dem rådslog kongerne om statens anliggender, og det gamle folketing afløstes af det aristokratiske Danehof. I tiden fra 1241 til 1340 gik folkets krigsdygtighed helt til grunde; krigene førtes ene med ryttere, og rundtomkring byggedes faste borge.

Borgen som bygningværk er opstået samtidig med, at behovet for at forsvare sig opstod. Forsvarsvolde af jord og træpalisader, senere af store murede volde, omkransede en strategisk vigtig bebyggelse, der ofte var magthavernes bolig. Voldene udbyggedes med tårne og fæstninger og garnisoner.Borgen var nøje knyttet til middelalderens samfundsformer og krigsvæsen og den tjente to formål.  Den blev dels brugt som fæstning både mod ydre fjender og til at hævde magten over undertvungne eller oprørske dele af befolkningen. Dels som bolig, hvorfra kongen, bisperne eller stormændene kunne drive og administrere deres godser, opkræve skatter og opretholde lov og orden. Enkelte kongelige borge blev i middelalderen og helt op til 1600-tallet brugt som statsfængsler, mens Kalundborg slot indtil senmiddelalderen fungerede som opbevaringssted for rigets arkiv. I løbet af middelalderen blev der bygget over 1000 sådanne befæstede anlæg i Danmark, hvoraf langt de fleste blev anlagt i perioden 1250-1400.

Langt de fleste borge, som blev opført i 1100-tallet, blev anlagt af kongen eller stormænd, der stod kongen nær, og blev lagt på strategiske steder. De fungerede som sæde for kongelige repræsentanter med administrative og militære opgaver knyttet til såvel kystforsvar som handelskontrol. I mange tilfælde voksede der bysamfund op i skyggen af disse rigsborge, fx Kalundborg og København.  På de mere betydelige borge som Vordingborg og Nyborg anlagde man en egentlig beboelsesbygning, der havde karakter af et palads og dermed kunne fungere i repræsentativt øjemed.

I 1200-tallet var det de voksende stridigheder inden for kongeslægten og mellem kongemagt og kirke, der betingede borgbyggeriet. Borgene blev opført, belejret og indtaget af de stridende parter, fordi det i stigende grad var herfra len og gods blev administreret og hvortil told og afgift blev betalt. En lang række borge i de danske købstæder stammer fra denne periode.

En borg adskilte sig fra et slot ved kun at have små udvendige vinduer, der var vanskelige at skyde ind ad. Porthvælvingen var lang og smal, så det blev sværere at trænge ind. Den var ofte snoet indad, så der heller ikke kunne skydes ind gennem den. Det var først med kongemagtens forfald i 1300-tallets første årtier, at der for alvor kom private borge overalt i landet. Kongemagten selv opførte tvangsborge som fx ved Kalø for at holde oprørske undersåtter nede, mens herremændene og de forskellige panthavere, der til gengæld for lån til kongen havde fået tildelt dele af riget i pant, byggede borganlæg for at beskytte sig selv mod overfald. Disse borges indretning kunne variere fra anlæg af træ og bindingsværk til at være fuldt udbyggede rektangulære stenborge omgivet af vand og med et stenhus som bolig. Kongemagten byggede også selv kun få nye borge, såsom Erik af Pommerns "Krogen", det senere Kronborg, der skulle beskytte og kontrollere søtrafikken gennem Øresund.  I takt med, at kanonerne blev større og kraftigere, blev flere borge i løbet af 1400-tallet udstyret med stort dimensionerede jordvolde og kanontårne. Udover at spille en forsvarsmæssig rolle så havde de kongelige borge i senmiddelalderen også den vigtige funktion, at de fungerede som administrationscentre for de store slotslen, der omfattede flere herreder. Lensmændene, der var adelsmænd som kongen havde udpeget, opkrævede skatter, udstedte bøder og afsagde dom i retssager. Borgene fungerede således også som fysiske manifestationer af kongens politiske, sociale og økonomiske position i samfundet. Selvom adelen i 1483 atter fik tilladelse til at befæste sine gårde, havde kun de færreste råd til at anlægge nye stenborge, og de få nye anlæg var derfor mere udtryk for adelens frygt for en opstand blandt de udbyttede bønder. I renæssancen mistede langt de fleste af adelens borge deres forsvarsmæssige betydning og fik mere karakter af pragtslotte med store vinduer omgivet af vandfyldte grave. Kongemagten selv opretholdt efter Reformationen kun omkring ti af de bekostelige borge, som blev ombygget til den nye tids fæstninger. Langt de fleste af disse blev dog indtaget og til dels ødelagt under krigen mod svenskerne 1657-1660, hvorefter de fleste blev delvist nedrevet og byggematerialerne genanvendt i andre sammenhænge. Borgen havde udspillet sin militære rolle. De forræderiske forbindelser med landets fjender hørte efterhånden op; landefreden hævdedes skarpt, mange adelsborge sank i grus, og adelen nødtes til at tilbagegive det bondegods, den havde tilegnet sig.

Middelalderens borge var bygget til forsvar mod fjendtlige angreb og skulle kunne modstå lang tids belejring. Spøttrup, som  er en af Danmarks meget få bevarede middelalderborge, omtales første gang i et dokument fra 1404, hvor adelsmanden Johan Skarpenberg overdrog gården til Viborg Bispestol som betaling for at opnå en begravelsesplads i domkirken. Det var først med bispestolen som ejer, at gården fik betydning, for bisperne gjorde gården til centrum for administrationen af de store jordbesiddelser, som kirken havde i Salling. Efterhånden har bisperne også fundet det nødvendigt at kunne forsvare de store værdier i ufredstider. Derfor begyndte de opførelsen af en befæstet borg på stedet. Selve borgen ligger omgivet af hele to voldgrave, imellem hvilke der er opkastet en op til ni meter høj jordvold, der næsten skjuler borgens mure helt op til tagfoden. Adgangen sker via en vindebro og en portåbning i volden mod vest. Efter reformationen i 1536 var Spøttrup igennem en årrække krongods, men i 1577 overdrog Frederik II gården til adelsmanden Henrik Below. Efter ham har skiftende adelsslægter borgen i besiddelse. Borreby er en anden af de blot fem befæstede herreborge, som er bevaret i  i Danmark. Godset, som omtales første gang i 1345, er opført ved et dobbelt voldsted. I slutningen af 1300-årene tilhørte stedet adelsslægten Urne, men borgen blev senere Roskilde-kirkens eje. Ved reformationen overgik gården til kronen, som dog omkring 1553 overlod den til rigskansler Johan Friis. På hans foranledning nedlagdes en nærliggende landsby, og i 1556 blev de nuværende bygninger opført til erstatning for den borg, som blev ødelagt under Grevens Fejde i 1534-1536. Den velbevarede borg er forsynet med skydeskår, skoldehuller og andre af datidens forsvarsforanstaltninger. I mange år derefter havde borgen skiftende ejere, men Borreby blev i 1783 købt af Joachim Castenschiold, og den har siden været i families eje. Borreby er især kendt fra H. C. Andersens fortælling fra 1859 "Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre" som er Andersens fortælling om Johan Friis’ nevø, Valdemar Daa, som måtte gå fra Borreby, da hans bestræbelser som alkymist slog fejl. Glimmingehus (herunder) er ligeledes en middelalderborg som blev opført mellem 1499ca. og 1505 for herremanden Jens Holgersen Ulfstand. Det vældige, velbevarede stenhus, der måler ca. 30 meter × 12 meter i grundplan og når en højde på 26 meter, rejser sig med metertykke sandstensmure og stejle trappegavle på en borgplads, der er omgivet af voldgrave. Glimmingehus, liggerer i fire stokværk fordelt på kælder, to beboelsesetager og et skytteloft. Vinduesåbningerne er få og små og til dels udformet som skydeskår. Husets eneste indgang er ad en stentrappe fra borgpladsen op til en dør i første stokværk. Indenfor deler en gennemgående trappe stenhuset i en større del mod øst med arbejds- og samlingsrum og en mindre del mod vest med bolig og privatgemakker. Talrige sindrige forsvarsindretninger kunne gøre trapperummet til en dødsfælde for indtrængende fjender. Det er den bedst bevarede middelalderborg fra det datidige Danmark, men borgen, som ligger ved Simrishamn i Skåne, blev svensk efter afståelsen af Skåne ved Roskildefreden i 1658.
 
.

Ved reformationen fandtes 7-800 hovedgårde i kongeriget fraset hertugdømmerne

I takt med møllevæsenets udvikling i middelalderen blev ejerskabet til en vandmølle eller en stubmølle en vigtig del af godsopbygningen. Fra 1300-tallet omtales ofte adelige møller, således ved arveskifter eller handel med hovedgård og gods, hvor møller altid havde en fremtrædende plads:

En herregård, sædegård eller hovedgård var en større gård, der tilhørte en adelsmand og som var fri for almindelige skatter. Oprindelig var hovedgårdens stilling alene knyttet til ejerforholdet, senere blev skattefriheden knyttet til et vist jordtilliggende. Hovedgårde havde foruden egen jord et større eller mindre antal fæstegårde, hvis brugere (fæstere) var forpligtede til dels at betale landgilde til, dels at yde hoveri for hovedgårdens ejer. Et sådant samlet ejerskab af hovedgård med eller uden ladegård og fæstegårde betegnes som et gods.

Betegnelsen herregård stammer fra, at ejerne var herremænd, det vil sige mænd, der havde forpligtet sig til at gøre krigstjeneste for en herre – som oftest kongen. Efter middelalderen kom betegnelsen adel i brug om denne gruppe i samfundet.

En del danske større bondegårde, proprietærgårde og landsteder som Havreholm, Nivågård, Løndal, Rye Nørskov og Clasonsborg, kaldes fejlagtigt herregård, selvom ejendommene ikke har nydt særlige privilegier eller haft sæde- eller hovedgårdsstatus.

Hesselagergård ligger ved landsbyen Hesselager (Hesselager Sogn, Gudme Herred) på Sydøstfyn. Den nævnes i 1200-tallet som krongods i Kong Valdemars Jordebog. Johan Friis lod i årene 1538-1550 opføre den nuværende Hesselagergård, og gården blev i slægtens eje til 1682, hvor den blev frasolgt.Johan Friis var kongens mand. Han er et glimrende eksempler på de herremænd, der gennem de næste 150 år stod i spidsen for den danske adel, der opførte en lang række gårde, hvoraf Hesselagergård er et fornemt eksempel. Ved reformationens indførelse i 1536 var det Johan Friis og Mogens Gøye, der stod i spidsen for det protestantiske parti. Som rigets kansler var Johan Friis Danmarks mægtigste mand i Christian 3. og Frederik 2.'s regeringstid.I 1700-tallet skiftede Hesselagergård ofte ejer, til den i 1802 blev købt af den borgerlige Dons-familie, der ejede den til 1904. Medlemmer af familierne Friis og Dons ligger begravet i Hesselager kirke bag kirkens kor.ligger ved landsbyen Hesselager (Hesselager Sogn, Gudme Herred) på Sydøstfyn. Den nævnes i 1200-tallet som krongods i Kong Valdemars Jordebog. Johan Friis lod i årene 1538-1550 opføre den nuværende Hesselagergård, og gården blev i slægtens eje til 1682, hvor den blev frasolgt.Som eksempel på de forandringer, der gennemførtes, kan nævnes tiltage foretaget af Johan Friis (1494-1570). Først samlede han efter evne hele Hesselager sogn (omkring 80 gårde) under Hesselagergård. 1527 opnåede han patronatsret til kirken, hvorved han fik ret til at udnævne præsten og oppebære kirkens indtægter mod at sikre dens vedligeholdelse. 1532 fik han sognet fritaget for kongelige skatter. 1539 opnåede han birkeret, retten til at udnævne en birkedommer og udskille Hesselager sogn som en egen retskreds. I 1544 fik han kongelig stadfæstelse på sine besiddelser og rettigheder omfattende hele Hesselager sogn: "intet undtaget alle vegne til markeskel er fornævnte Johan Friis enemærke og fri birk og ejendom". Som kronen på værket opførte han hovedbygningen Hesselagergård og egaliserede landsbyerne i sognet efter en ordning med hele og halve gårde. Samtidig nybyggede han herregården Borreby Sjælland og nedlagde de andre gårde i landsbyen af samme navn og inddrog jorden under hovedgården[17]. ET STAMHUS ER EN FORM FOR FIDEIKOMMISGODS, DER KUNNE OPRETTES AF ENHVER PRIVILIGERET, DER HAVDE EN SÆDEGÅRD PÅ MINDST 400 TØNDER HARTKORN. STAMHUSET GIK UDELT I ARV EFTER EN VIS ARVEFØLGE OG KUNNE IKKE SÆLGES. ORDNINGEN BORTFALT I 1848, OG I 1919 OVERGIK DE BESTÅENDE STAMHUSE TIL FRI EJENDOM. DANMARKS FØRSTE STAMHUS ER HESSELAGERGÅRD PÅ FYN, SOM BLEV OPRETTE I 1688. DET SIDSET STAMHUS, SOM BLEV OPRETTE I DANMARK VAR VENNERSLUND PÅ FALSTER, SOM ER OPRETTE I 1845.

endnu under udarbejdelse

Hovedgårde og herregårde
Omkring år 1200 skete der en forandring i ordningen af landets forsvar: den tidligere ledingspligt, der havde omfattet alle frie bønder, blev nu indskrænket til en mindre gruppe, idet andre bønder lagde sig ind under disse og dermed fritog sig fra ledingspligten. Til gengæld mistede de selvbestemmelsesretten og blev fæstere. Med tiden voksede skellet mellem herremænd og fæstere og befæstes i form af hovedgårde, der fritoges for almindelig beskatning. I begyndelsen adskilte disse hovedgårde sig ikke fra fæstegårdene, men med herremændenes tiltagende magt.[5] og rigdom tiltog også uligheden mellem hovedgårde og fæstegårde. Som følge af den tildelte skattefrihed for den jord, der blev drevet af herremændene (eller rettere: på deres vegne), var det i disses interesse at få mest mulig jord omfattet af skattefriheden. Dette skete ved at omordne hovedgården således, at den jord, der ikke kunne drives af selve hovedgården, i stedet blev lagt ind under og drevet som en brydegård (forvaltergård), mens fæstegårdene blev skåret ned til gårdsæder, der kun havde et beskedent jordtilliggende og kun knapt nok kunne brødføde den bosatte familie[6] I takt med, at jordsamlingen fortsatte under få, men stadig større godser, blev denne bryde-gårdsæde-drift stadig mere udbredt. Man har opgjort, at Hvideslægten på Sorø-egnen ejede mere end halvdelen af jorden, mens selvejergårdenes andel udgjorde mindre end en fjerdedel.[7]Omkring midten af 1300-tallet ramtes hele Vesteuropa af byldepest, den sorte død. Pesten kom i bølger, første gang 1348-50. Virkningen af denne var, at folk døde i tusindvis, og som følge heraf lagdes gårde, ja hele landsbyer, øde. Ødegårde, jordprisfald og landgildenedgang medførte en omlægning af landbebyggelsen til færre, men større fæstegårde. Et stort antal torper og rydningsbyer blev i forbindelse hermed nedlagte.[10]I takt med det voksende antal ødegårde blev hovedgårdene tvunget til at omlægge driften for derved at opnå fæstegårde, der kunne brødføde en familie. Dette skete blandt andet ved dels at afvikle ordningen med brydegårde, dels ved at "egalisere" (ligestille) fæstegårde beliggende i samme landsby således, at de alle skulle yde samme landgilde og hoveri til hovedgården. Mange mindre hovedgårde blev i 1400-tallet underlagt større hovedgårde og efterfølgende omdannet til almindelige fæstegårde.[11]Indtil landbokrisen havde hovedgårdene som regel ligget i landsbyerne. Fra omkring 1400 skete der en fysisk adskillelse, idet hovedgårdenes jorder udskilles fra fæstegårdenes i et særskilt "enemærke" og hovedgårdene flyttes ud af landsbyerne, ofte til områder med eng og skov. [12]Ved en forordning af 1523 blev det forbudt at opsige fæstere, hvorved muligheden for at nedlægge fæstegårde med henblik på at oprette hovedgårde blev formindsket. Det er for Vendsyssels vedkommende opgjort, at af 64 hovedgårde, der fandtes 1682, var 14 oprettet før ca. 1400, 30 oprettet ca. 1400-ca. 1525, og 20 oprettet ca. 1525-ca. 1682.[13]

Stordriften:
Kendetegnende for driften af adelens herregårde var i 1500-årene dels en forøgelse af hovedgårdenes marker, blandt andet ved nedlæggelse af bøndergårde og undertiden hele landsbyer, dels forøget hoveri hvilket blev opnået ved at oprette et stort antal hoverigørende huse og ved at "egalisere" det vil sige ligestille gårdene i de enkelte landsbyer med hensyn til landgilde og hoveri, ligesom man søgte at samle godsejendommen inden for samme sogn, hvor godset lå, idet bønderne derved fik status af "ugedagstjenere", som var fritaget for skat til kronen på grund af deres hoveriydelser. Endelig synes hovedgårdene efter evne at have inddraget enge og skove, hvorved disse områder kom under hovedgårdenes styring.[16]

En grundigere gennemgang af fæstebønder, landsbyer, dyrkningsformer, hoveritjeneste, stavnsbåndet og meget andet som kendetegner landbruget i 1700-årene, har jeg samlet samlet i beskrivelsen af ´Dagliglivet i landsbyerne i 1700-årene´: Klik hér for at denne beskrivelse.

Den ´gamle´ fødselsadel før enevælden i 1660
Adel har eksisteret i siden oldtiden. Ordet adel er middelnedertysk, kommer måske oprindelig af et ord for 'fader' og med betydningen 'fædrenearv(et)'.selve udtrykket "adel" kendes i Danmark først fra begyndelsen af 1500-t. Dens medlemmer kunne være født dertil (arveadel) eller nyoptaget i adelen, fra højmiddelalderen oftest i forbindelse med tildeling af et adelsbrev (brevadel).Til adelskab var ofte knyttet heraldisk våben og titler, som stadig er i brug i en række lande. Adelens førhen ofte vidtstrakte politiske og økonomiske privilegier er dog nu afskaffet. I 1500-1600-t. gennemgik den europæiske adel en større krise, som indebar, at den måtte opgive ældre tiders eksklusive krigerfunktion. Årsagerne var for det første udviklingen på det militære område, hvor ildvåben og massive fodfolksformationer af lejesoldater efterhånden fortrængte den højt specialiserede adelige rytter og dermed forvandlede den europæiske krig fra et adeligt kunsthåndværk til en socialt bredspektret masseindustri; for det andet udviklingen af stærke monarkiske stater, hvis ofte enevældige fyrster trængte adelen bort fra den politiske magt.

Kort over stamgodserne for middelalderadelen i Danmark. Kortet kan ses i stor størrelse på http://www.danbbs.dk/~stst/slaegt_adel/stamgodser.htm,
hvor der også mulighed for få supplerende information om de enkelte adelsslægter ..

SAMFUNDSKLASS, DER FØR I TIDEN NØD UDSTRAKTE ARVELIGE PRIVILEGIER MED AFGØRENDE POLITISKE OG ØKONOMISKE FORTRIN FREMFOR ANDRE SAMFUNDSKLASSER. FØR ENEVÆLDEN I 1660, VAR DET UDELUKKENDE DE ADELIGE DER KUNNE EJE HOVEDGÅRDE (fri jord). ALLE ADELSRETTIGHEDER BLEV AFSKAFFET VED GRUNDLOVEN AF 1849. MEN I DANMARK BLEV DET TILLADT AT FORSAT AT FØRE EN ERHEVERVET ADELSTITEL, HVILKET BLEV FORBUDT I ENKELTE ANDRE EUROPÆISKE LANDE.

URADEL. *

ADEL, HVIS ANER KAN FØRES TILBAGE TIL MIDDELALDERENS ADEL (riddere og væbnere). AT HØRE TIL URADEL MÅ REGNES FOR AT VÆRE FORNEMMERE END AT HØRE TIL NYERE ADEL, DVS. ADELSKABER FRA 1600-TALLET OG FREMEFTER.

NYADEL. #

DANSK ADEL OPSTÅET I ENEVÆLDSTIDEN, ALTSÅ EFTER 1660. DER UDDELTES I HUNDREDEVIS AF ADELSBEVILLINGER (adelspatenter mv.), ISÆR MANGE I CHRISTIAN d.5 OG CHRISTIAN d.7`S REGERINGSTIDER, OG FØRSTNÆVNTE VAR I ØVRIGT SÆRLIGE RUNDHÅNDET m.h.t. GREVE OG FRIHERRETITELER. OGSÅ I FREDERIK d.4 OG FREDERIK d.6`S TID, SAMT EFTER ENEVÆLDEN. I CHRISTIAN d.9`S TID VAR DER OGSÅ VÆLDIG GANG I ADELSANERKENDELSERNE.

RANGADEL.

ET FÆNOMEN FRA ENEVÆLDEN. EFTER KGL. FORORDNING AF 1679 KUNNE BORGERLIGE MED OFFICIEL RANG I RIGETS EMBEDSMANDSSTAND MED HUSTRU OG BØRN BLIVE ADELIGE, MEN ADELSSKABET GIK IKKE VIDERE TIL BØRNEBØRN. FRA 1693 KUNNE BORGERLIGE MEDLEMMER AF DE TRE HØJESTE RANGKLASSER BLIVE MED UINDSKRÆNKET ARVELIGHED AF ADELSSKABET, MEN DETTE ÆNDREDES FRA 1808 TIL KUN VEDKOMMENDES PERSON, HUSTRU OG BØRN OG ALTSÅ IKKE VIDERE.

endnu under udarbejdelse

Af denne krise udgik adelen med den karakter, som den siden beholdt indtil 1660. Adelen var nu fødselsadel; den, der fødes af adelen, er væbner, »af våben«, og fører slægtens adelige skjold; ridderfærdigheden blev et højere trin, som kun de færreste nåede. Efterhånden droges grænserne skarpere; den fri kvinde, der ægtede en ufri, mistede sit adelsskab; de lavere klasser af adelen, der levede blandt og som bønder, skødes helt bort. Antagelsen af familienavne påbødes adelen 1525 og adelen var nu rigsstand. Det rent personlige forhold til kongen hørte op, om end kongen vedblivende kaldte hver adelsmand »vor Mand og Tjener«. Adelen var rigets »fri og frelse« mænd, der »vover deres Hals for Riget« og derfor nød skattefrihed. Adelen oppebar bøder af sine undergivne og fik en stedse udvidet jurisdiktion over dem, til sidst den fulde hals- og håndsret; adelen var eneberettiget til at hjælpe kongen med at styre landet; de len, hvori riget var delt, skulde tildeles adelen, der deraf gjorde rostjeneste ligesom af sine private godser. Adelens politiske indflydelse var samlet i Rigsrådet; det valgtes af kongen, men stod som den egentlige herre i riget over for de skiftende valgkonger. Efter reformationen begyndte adelen at miste sit præg af krigerstand. Den rustede adelsskare havde længe ikke været rigets eneste forsvarsmiddel; nu var den end ikke mere kernen i hæren, og de mange forsøg på at reorganisere rostjenesten faldt ikke gunstigt ud. Fra krigen vendte adelen da mere og mere tanken mod fredens gerninger. Adelsmanden kunde studere og gå embedsvejen, søge ind i kongens kancelli og ende med at få en af de godt aflagte lensmandsstillinger eller endog blive rigsråd, eller han kunde kaste sig over driften af sit jordegods, samle strøgodset til afrundede helheder, stræbe ved stordrift at øge sin rigdom. Adelen gjorde både det ene og det andet, og den lykkelige fredstid fra 1570 til 1625 kastede stor glans over den danske adel. Årene 1536-1660 betegner kulminationen på adelens politiske magt, som den i konkurrence med kongemagten udøvede gennem det højadelige Rigsråd. Adelens højst 2000 medlemmer udgjorde på denne tid en snæver elite, som til gengæld for den ikke særlig belastende rostjeneste var begunstiget med skattefrihed, havde eneret til at eje frit jordegods og monopol på de højeste og mest indbringende af statens embeder. I princippet stod standens medlemmer lige og nød samme privilegier; men i praksis udskilte der sig efterhånden en lille hovedrig højadelsgruppe, som monopoliserede de indflydelsesrige rigsrådsposter og indbringende statsembeder. Den deraf følgende interne splittelse svækkede adelens politiske stilling og var en af årsagerne til dens magttab i 1660.

Stormen på¨København xxx Under kuplignende omstændigheder besluttede kong Frederik III, støttet af gejstlighed og borgere, i efteråret 1660 sig for at indføre først arvekongedømmet og derefter enevælden. Det betød et farvel til den såkaldte fødselsadel, der oplevede en nedtur både socialt, økonomisk, politisk og antalsmæssigt. Til gengæld opstod den ´nye´ adelsstand, som bestod af embedsadelsslægter, som den nye enevældige kongemagt ´importerede´ især fra Tyskland. Disse adelsfolk ville være loyale mod kongemagten, som længe frygtede, at den gamle og tidligere meget magtfulde ´fødselsadel´ ville prøve at få den tidligere magt og indflydelse tilbage, som de tabte ved det politiske systemskifte. Det ´nye´ adelsklasse voksede i takt med, at skiftende konger udstedte våbenbreve til borgerlige embedsmænd, der blev optaget i den såkaldte ´Rangadel´. På maleriet herover til højre er det Frederik III, der som enevældig monark modtager de tidligere stænder, der udgjorde hans magtbase. Billedet gengiver et udsnit af et større maleri af Nicolai Abildgaard i 1783. Herunder er gengivet det mest kendte samtidige, maleri af arvehyldningen i 1660.
 

Efter Statsomvæltningen i efteråret 1660, der medførte indførelsen af enevælden i Danmark, blev Frederik III hyldet som Danmarks arvekonge på pladsen foran Københavns Slot den 18. oktober 1660. Enevældens arvefølge erstattede det hidtidige valgkongedømme, hvor det adelige rigsråd i princippet valgte den næste tronfølger. Ved denne arvehyldning skulle høj som lav, erklære deres ensidige troskab til kongen. Herunder inkluderet var amagerbonden med den karakteristiske hat, som en slags repræsentant for folket, og ikke mindst ex-rigsråderne der var de store tabere ved denne lejlighed. Det nærmest fotografiske billede er malet af den døvstumme maler, Wolfgang Heimbach, der selv svinger med hatten nederst til venstre og stolt præsenterer sit stykke fint underspillede kongelige propaganda. Det tog ham seks år at fuldende billedet. Wolfgang Heimbachs maleri blev malet til Frederik III. i 1666, dvs. efter at enevælden var blevet indført og konsolideret med Enevoldsarveregeringsakten i 1661 og Kongeloven i 1665. Den nye, enevældige monark. ønskede givetvis at udbrede den forestilling, at den enevældige styreform og ikke kun arvekongedømmet allerede var blevet indført af stænderne på mødet i 1660. På den måde underspillede kongen sin rolle som drivkraft i enevældens indførelse efter Arvehyldningen; Heimbachs billede understøtter illusionen fint, ikke alene ved at det er Arvehyldningen, som skildres, men også ved at anbringe folket og ikke kongen, som det dominerende i billedfladen. Meget vigtigt for monarkiets nye og enevældige selvforståelse er solstrålen, der som Guds finger bryder igennem skyerne og rammer ´Herrens udvalgte konge´ og dermed ´beviser´, at der hér er tale om en enevældig konge ´af Guds nåde´. Billedet giver samtidigt et udmærket indtryk af, hvordan Frederik IIIs København så ud på dette tidspunkt, ikke mindst efter de forskellige byggeprojekter, som blev igangsat af Christian IV (1588-1648) som fx Børsen, der ses i baggrunden og Holmens Kirke (til venstre) , der tidligere havde været ankersmedje. Københavns Slot, hvorfra den røde løber går, lå på det sted, hvor det nuværende Christiansborg Slot ligger (Klik hér for yderligere information og billeder både om Københavns slot og de efterfølgende 3 ´Christiansborg Slotte´). Det var på det efterhånden gamle, uhumske og meget ombyggede Københavns Slot, man kunne se ´Blåtårn´, hvor Christian IVs datter, Leonora Christina Ulfeldt, sad fængslet i næsten 22 år, men da Christian VI valgte at erstatte slottet med Christiansborg Slot i 1730-erne, findes hverken Blåtårn eller Københavns slot længere. Blåtårn var i øvrigt hvidt som resten af slottet absolut ikke blåt, men det havde sorte teglsten, og farven sort blev på dette tidspunkt ofte betegnet ´blåt´, som vi fx også kender det fra ´Blågårds Plads´. Det meget senere maleri af Heinrich Hansen i 1880, der er gengivet herunder, viser den samme situation, som er skildret på Heimbachs maleri, som i dag hænger på Rosenborg Slot, og som tydeligvis også har inspireret Heinrich Hansen. Maleriet findes i dag på det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

 

Arvehyldningen 1660 og indførelsen af enevælden.
En af de vigtigste begivenheder i Danmarks historie indtraf i 1660, og dermed erstattede det adelsvælde, som indtil da havde haft den formelle magt i landet. Siden middelalderen havde Danbmark været et valgkongedømme, hvor de største og mest magtfulde adelsmænd havde siddet i det adelige rigsråd og dermed havde ansvaret for at vælge den person, som skulle være konge i Danmark. På grund af personalunionen med Norge, hvor der ikke var valgkongedømme, men arvekongedømme, faldt valget i Danmark reelt på den person, som skulle arve kongegerningen i Norge, så man undgik, at den magtposition, man havde over Norge, blev afbrudt. Siden 1282, hvor rigsrådet havde tvunget Erik Klipping (1282-1286) til at acceptere den første håndfæstning, der klart definerede magtfordelingen mellem herremændene, der senere blev til adelstanden, og den nyvalgte konge. Denne magtkamp, der sikrede adelsstanden de privilegier, standen nød, som fx skattefrihed m.m. mod, at de støttede kongen militært, når det var nødvendigt. Kongen måtte dog ikke indlade sig på krig uden rigsrådets tilladelse. Stærke konger kunne ´presse´ rigsrådet, men det modsatte var undertiden også tilfældet.
Udgangspunkt for Statsomvæltningen var et stændermøde i København, som Frederik 3. havde indkaldt til den 8. september 1660. Formålet var ved besparelser og skatteforhøjelser at finde en løsning på Danmarks fortvivlede finanssituation efter krigene. På initiativ af en alliance mellem gejstligheden og borgerstanden, anført af Sjællands biskop, Hans Svane, og Københavns borgmester, Hans Nansen, blev finansspørgsmålet imidlertid snart trængt i baggrunden til fordel for en debat om selve rigets forfatning. Med det formål at beskære adelens privilegier fremsatte de uadelige stænder den 8. oktober 1660 et forslag om at gøre monarkiet arveligt. Efter nogen tøven tilsluttede kongen sig to dage senere tanken, samtidig med at han lagde militært pres på adelens repræsentanter i hovedstaden. Statsomvæltningen i 1660 var det umiddelbare resultat af en akut politisk krise, der var fremkaldt af Karl Gustav-krigene 1657-60, men også kulmination på en århundredgammel rivalisering mellem kongemagt og adelsmagt, hvorunder magtbalancen tippede over snart til den ene, snart til den anden side. Systemskiftet afgjorde definitivt denne magtkamp til kongemagtens fordel. Den 13. oktober bøjede disse sig og tiltrådte forslaget, som samtidig løste kongen fra alle håndfæstningsmæssige forpligtelser. Som et synligt udtryk for Frederik 3.s nyvundne stilling gennemførtes der den 18. oktober en formel arvehyldning foran Københavns Slot, hvorunder repræsentanter for alle stænder aflagde troskabsed til den nye arvekonge. Frederik 3. og hans kreds af rådgivere benyttede de følgende måneder til at supplere den nye arvelige status med kongelig enevælde. Dette blev klart, da kongen den 10. januar 1661 udstedte Enevoldsarveregeringsakten, som overdrog kongen al magt.Dette aktstykke, der kan betegnes som enevældens fødselsattest, blev i vinterens løb underskrevet af repræsentanter for samtlige stænder. Systemskiftet var dermed en kendsgerning, selvom enevældens grundlov, Kongeloven, først forelå den 14. november 1665.Statsomvæltningen 1660 markerede afslutningen på adelsvældets tidsalder, men blev samtidig indledningen til en hektisk politisk-administrativ reformperiode, der i løbet af nogle årtier forvandlede Danmark til en moderne, centraliseret stat efter europæisk mønster.

Kostbare stoffer, pudrede parykker og magtfulde løver var nogle af kongemagtens ydre symboler. Men de barske realiteter efter 1600-tallets svenskekrige var, at Danmark havde mistet Skåne, Halland og Blekinge, at både adelens og statens kasser var slunkne, mens gælden til især det driftige københavnske borgerskab, der havde finansieret krigene, var enorm. I september 1660 mødtes derfor repræsentanter for adel, gejstlighed og borgere for at løse nogle af landets problemer. Få måneder efter var der gennemført et statskup. Adelens ret til at vælge kongen og afkræve ham en håndfæstning forsvandt sammen med mange af standens øvrige privilegier. Kong Frederik 3. blev hyldet på slotspladsen, og stænderforsamlingen blev opløst, uden at man havde formuleret andet regeringsgrundlag end håbet om 'et mildt og kristeligt regimente'. I 1665 fik Danmark dog en enevældig forfatning: Kongeloven.

endnu under udarbejdelse

 

Den ´nye´ rangfordeling under enevælden
Absolutismen kom i Danmark frem ved et skarpere brud med adelen end andetsteds, og den danske adel sank pludselig ned fra den næstmest til den mindst privilegerede i Europa; efter privilegierne af 1661 nød den forskellige æresrettigheder og godsejerprivilegier, men den havde ingen særlig adgang til embeder og ingen skattefrihed. Endda så de første enevoldskonger med største mistro på den gamle adel, og uden støtte fra oven ødelagdes denne af landets ulykkelige, økonomiske forhold og de strenge skattepålæg; at adelen 1670 fik skattefrihed for hovedgårdstaksten blev foreløbig en byrde, da den fulgtes af pligten til at stå inde for fæstebøndernes skatter. På den måde gik det meste adelsgods over på nye hænder inden år 1700, og mange af standens medlemmer blev fattige. Begge veje blev benyttet, og desuden indførte Christian V 1671 en højadel, bestående af lensgrever og lensbaroner med større privilegier end den øvrige adel. Adelens økonomiske stilling forbedredes også ved oprettelsen af stamhuse.
Med en rangforordningen af 11. februar 1693  udbyggede Christian V (1670-1699) to tidligere forordninger om rang fra 1671 og 1680. Efter indførslen af det enevældige styre i 1660 var en række af adelens privilegier blevet fjernet. Rangforordningerne oprettede en ny titel- og embedsadel og etablerede dermed et helt nyt socialt hierarki. Det enevældige styre fik med forordningen fra 1671 ret til at give de kongeligt udnævnte embedsmænd rang og derved status over adelsmændene. Kongen ønskede dermed at udmanøvrere den gamle fødselsadel, knytte en ny rangadel tættere til kongemagten og samtidig få mulighed for at give embedsmændene af borgerlig oprindelse en relativt høj social position i samfundet. Forordningen om rangen fra 1693 raffinerede den tidligere inddeling i syv rangklasser med en detaljeret rækkefølge. Med forordningen blev en større del af de kongelige embedsmænd inkluderet i rangfølgen, og den fortsatte kongelige vilje til at erstatte den gamle adel med en ny embedsstand blev igen stadfæstet. Kun meget få slægter fra den gamle, danske rigsrådsadel stræbte efter at få del i de nye titler. Blandt grevskaberne og baronierne ses af de gamle uradelsslægter kun slægterne Banner, Bille, Friis, Giedde, Høg, Juel, Juul, Podebusk, Reedtz, Rosenkrantz og Skeel repræsenteret. Af de gamle holstenske slægter blev medlemmer af slægterne Ahlefeldt, Rantzau og Reventlow forlenet med et grevskab eller baronier.Af medlemmer af rigsrådsadelen, som personligt tog imod en baron- eller grevetitel, kan nævnes Peter Rodsteen, Oluf Rosenkrantz og Otto Thott.

Rangadel En særlig art af adelen fremkom ved, at det i rangforordningerne fra 1693 ff. bestemtes, at rang i de tre øverste klasser gav arvelig adel. Denne såkaldte rangadel blev dog allerede ophævet af Christian VI 1730 med tilbagevirkende kraft og anerkendes ikke mere. En menneskealder efter suverænitetens indførelse havde adelen fået et helt nyt præg, en adel af kongens nåde udstyret med store æresrettigheder og ikke få sociale privilegier men uden politisk indflydelse og uden synderlig standsånd. Adelen var talrigt repræsenteret ved hoffet, i officersstanden, i de højere embedsposter; men der fremtrådte næppe noget sted i dens indflydelse en særlig adelig standspolitik. Højadelen havde et unationalt, tysk præg; lavadelen var mere bureaukratisk. De liberale reformer sidst i 1700-tallet indskrænkede godsejernes rettigheder og dermed også de adelige privilegier; de nye skatter pålagdes især det fri hartkorn; kaldsretten til dommer- og præsteembeder blev ændret til en forslagsret osv.Med enevældens indførelse i 1660 ophævedes det kasteagtige præg, som havde karakteriseret den før enevældige adel, og der skete samtidig en væsentlig udvidelse af adelsbegrebet. Den gamle fødselsadel fik nok lov til at bestå — med stærkt beskårne privilegier — men suppleredes med en rangadel. En væsentlig bestanddel af denne var den såkaldte brevadel, dvs. højtstående borgerligfødte embedsmænd, som ved et kongeligt patent benådedes med adelige rettigheder. Dertil kom et betydeligt antal naturalisationer, dvs. anerkendelse af udenlandsk adelskab som dansk, der normalt blev bekræftet ved udstedelse af et adelspatent. Endelig indførtes efter kontinentalt forbillede i 1671 en helt ny feudal titeladel med titler som greve, baron eller friherre. Dette skete ofte i forbindelse med oprettelse af grevskaber (mindst 2500 tdr. htk.) eller baronier (mindst 1000 tdr. htk.), der blev belagt med majoratsbånd, så at de ikke kunne deles ved arv, og som betragtedes som len af Kronen. Dermed opstod en lensadel, hvis omfattende privilegier kunne minde om den før enevældige adels.lensadel, (1. led len), adelskab knyttet til gods belagt med majoratsbånd (grevskaber og baronier), således at det ikke kunne deles ved arv, men betragtedes som len af kronen,

Et eksempel på den ´rangadel´, som kongemagten efter indførelsen af enevælden i 1660 ´importerede´ især fra Tyskland som ´afløsning´ for den gamle og tidligere magtfulde ´fødselsadel´, er slægten von Plessen, sder oprindelig stammer fra Mecklenburg og hørte til den gamle tyske uradel. En gren af slægten, Christian Siegfried von Plessen (1646 -1723) som kom til Danmark i 1680, var en fremragende økonom, og som præsident for Rentekammeret hos Frederik IV lykkedes det ham at få bragt orden i rigets fortvivlede finanser. Fra ham og hans efterkommere nedstammer greverne Scheel-Plessen. Dette slægtsnavn blev dannet 1702 ved ægteskabet mellem Christian Ludvig von Plessen og Charlotte Amalie Skeel. Plessen-slægtens oprindelige våbenskjold (til venstre) viser en sort tyr med dobbelt hale på en gul eller gylden bund. På hjelmen ses en grevekrone og tre påfuglefjer mellem to halve røde hjul. Slægten lever stadig under navnet Scheel-Plessen. Heraldisk blev de to slægters våben i 1830 kombineret i et nyt våbenskjold, Alliancevåbenet, (til højre) med Scheel-slægtens to hvide svanehalse, som holder en guldring (i midten). Tyren og svanen, som symboliserer de to slægter, er nu skjoldholdere for det nye våben. En søn af den tidligere omtalte Christian Siegfried von Plessen, Carl Adolf von Plessen (1678-1758), som ses på portrættet herover, købte i 1725 hovedgården Gunderslevholmmellem Næstved og Sorø som et led i de Plessenske fideikommisgodser, der således bestod af 7 hovedgårde og dannede en næsten sammenhængende godsstrækning fra Tystrup-Bavelse søerne til Karrebæksminde. Hertil kommer et par godser i Jylland. I von Plessens testamente fra 1757 bestemte den ugifte og barnløse godsejer, at de 7 godser (Gunderslevholm, Saltø, Førslevgård, Castrup, Fuglebjerggård, Fodbygård og Harrested) skulle forblive en fast familiebesiddelse under navnet "De Plessiske Fidei-Commis-Godser". Som en af landets største godsbesiddere var Carl Adolf von Plessen  således en særdeles velhavende mand.Carl Adolf von Plessen opholdte sig ofte på Gunderslevholm, og han lod også den nuværende hovedbygning og ladebygning opføre i 1729 i barok stil. Gunderslevholm kendes fra 1300-årene. Da var hovedgården omgivet af landsbyen Gunderslevmagle. Omkring 1400 blev opført et stenhus, hvis nærmere beliggenhed ikke kendes. Dette blev omkring 1530 erstattet af en ny bygning, som blev fjernet i forbindelse med Carl .Adolf von Plessens opførelse af den nuværende hovedbygning i 1729. Herregården har over tid udvidet sit jordtilligende betragteligt. Omkring 1700 forsvandt landsbyen Gunderslevmagle således helt, og få år efter blev også landsbyen Tokkerup nedlagt og jorden lagt under Gunderslevholm. Hovedbygningens ydre, som ses på fotografiet herover, er dog ændret lidt i klassicistisk retning ved en ombygning i 1787.

Efter enevældens ændredes snart vilkårene for hovedgårdenes drift. Allerede ved salget af krongodset var åbnet mulighed for at give køberne de samme rettigheder som hovedgårdene hidtil havde haft. 1682 blev det forbudt at inddrage bøndergårde under hovedgårdenes drift. Samtidig blev skattefriheden indskrænket til "komplette" hovedgårde, det vil sige hovedgårde med mindst 200 tdr. htk. bøndergods (svarende til 30-40 bøndergårde) inden for en afstand af 2 mil fra gården. Dermed mistede mange tidligere hovedgårde skattefriheden og genvandt den ikke siden. Med Christian V.s greve- og friherreprivilegier fra 1671 og Danske Lov fra 1683 blev det tilladt at oprette stamhuse med mindst 400 tdr.htk. Stamhuse med 1000 og 2500 tdr. htk. kunne oprettes til henholdsvis baronier og grevskaber, der fik skattefrihed for 100 henholdsvis 300 tdr. htk. bøndergods; i alt oprettedes 32 grevskaber og baronier.

  Jordfordelingen 1688

  Tdr. hartkorn

  Procent

  Krongods 88.682 24,0
  Præste- kirke- og hospitalsjord (fattighuse) 27.014 7,0
  Universitet og skoler 9.704 2,5
  Godser (hovedgårde) 226.142 61,0
  Jordegne bønder (selvejere) 5.947 1,5
  Købstadsjorder 5.912 1,5
  Bornholm 8.296 2,5
  I alt 371.697 100
Før enevælden betalte bønderne landgilder, tiender m.m., men egentlige skatter blev udskrevet, når der var brug for det fx i forbindelse med krig, men med enevældens indførelse i 1660 blev skatter en permanent betaling, som blev beregnet på antallet  af tønder hartkorn, så en omhyggelig opmåling af det samlede landbrugsareal samt en vurdering af ydeevnen med hensyn til ager- og engstykker, blev en nødvendighed. Tidligere havde skatteopkrævning hørt under de kongelige lensmænd, medens de adelige godsejere i første halvdel af 1600-årene havde ret til selv at udregne, opkræve og indbetale skatterne for befolkningen på deres godser.Ved enevældens indførelse ophørte denne frivillige ordning, og i 1662 blev samtlige godsejerne forpligtet til at stå for opkrævningen af kongelige skatter fra bønderne på deres godser. Som kompensation for disse nye administrative byrder blev den jord, der blev dyrket direkte under deres hovedgårde, i vidt omfang gjort skattefri. Godsejerne fik ved denne anledning ikke alene pålagt det administrative, men også det økonomiske ansvar for at skatterne blev betalt, for hvis en fæstebonde ikke formåede at betale sin skat, hæftede hans godsejer for beløbet overfor statskassen. Ovenstående skema, der er baseret på Christian Vs store matrikel fra 1688, viser en kombination af arealopmåling og vurdering af bonitet. I perioden 1688 til 1700 skete der kun meget beskedne forskydninger i ejendomsforholdene, så hartkornstallene fra 1688 giver derfor alligevel et udmærket billede af, hvem der ejede jorden in Danmark i år 1700. Gennem 1700-årene afgav kronen dog størstedelen af krongodset især i forbindelse med salget af rytterdistrikterne især i 1760-erne, hvor jorderne blev udstykket og især blev opkøbt af private godsejere ved store auktioner. Omkring 1780 ejede godsejerne på de ca. 700 privilegerede hovedgårde mellem 75 og 80 % af den samlede agerjord i Danmark. Med gennemførelsen af de store landbrugsreformer i 1780-erne (se senere), blev en betydelig del af godsernes jorder solgt til fæstebønder, som derpå blev selvejere. På Bornholm blev krongodset solgt til bondeselveje allerede i 1770-erne. Selvom der omkring år 1700 var omkring 60.000 gårdmandsfamilier i Danmark, må 1700-årenes danske samfund som helhed dog betegnes som et godssamfund. Herunder ses resultatet af en undersøgelse af ejendomsforholdene vedrørende danske hovedgårde med jordtilliggender i 1700-årene:
 

"Oversigten viser, at en tredjedel af hovedgårdene i 1730 tilhørte borgerlige, en tredjedel tilhørte danske adelsfamilier fra før enevældens indførelse, mens en sjettedel var nye, ophøjede adelsfamilier og endnu en sjettedel udgjordes af ikke-danske eller fremmede ejere. Det ses, at de borgerlige besiddelser gik frem, hvorimod adelen gik tilbage efter 1746 – ikke mindst den gamle adel og de nyadlede danske hovedgårdsejere. Påfaldende er fremgangen i ikke-danske adelsbesiddelser på Lolland-Falster i 1700-årene. Påfaldende er også de overordnede forskydninger: adelsbesiddelserne gik frem på Sjælland og Fyn, var nogenlunde uændrede på Lolland-Falster (først tilbage, så atter frem), mens tilbagegangen i Nørrejylland var ret stor. Disse forskydninger i ejendomsfordelingen var næppe uden betydning for de senere landboreformer, idet det ikke mindst var den fremmede adel, der bistod ved de love, som banede vejen for landsbyernes udskiftning, gårdenes udflytning, selvejets indførelse, folkeskolens indførelse med videre. Klik hér for ordforklaringer bl.a. om beregning af ´hartkorn.. (Citeret fra Wikipedia / ´Herregårde i Danmark´. Undersøgelsen er baseret på en artikel af Axel Linvald i ´Historisk Tidsskrift´ (1912), " Hvem ejede Danmarks Jord omkring Midten af det 18. Aarhundrede?", Klik hér for at læse denne artikel.)  

Under enevælden kom hovedgårdene ofte til at spille en væsentlig rolle i den offentlige samfundsforvaltning. Da jorderne til de enkelte godser ofte lå mere eller mindre samlede, var det muligt at oprette en samlet retskreds, birket, for godsets område. Her skulle retssager afgøres. Ligeledes udgjorde godserne forvaltningsenhed ved skiftesager. Herfra var skridtet ikke langt til at lade godset forestå inddrivelsen af skatter – såvel de ordinære som de extraordinære – og vel at bemærke under ansvar således, at godset selv skulle dække de manglende betalinger fra fæstebønderne. Da bønderne ofte kunne have vanskeligheder ved at udrede skatterne, kunne det blive en tung byrde for hovedgårdene. Ligeledes kom hovedgårdene til at spille en rolle i forbindelse med udskrivninger af bønderkarle til soldatertjenesten. Det skulle dog vise sig, at der her kunne være modsætninger mellem godsets og de statslige interesser: godset ville jo helst ikke undvære de bedste mulige nye fæstere, men kunne omvendt udnytte en mulig soldatertjeneste til at presse karle til at tage fæste. Med tiden viste det sig, at der var flere ulemper end fordele forbundne med brugen af hovedgårdene ved den offentlige forvaltning, og dette bidrog til afviklingen af hele ordningen under og efter landboreformerne.

Møllerne udgjorde ofte en vigtig del af adelens godssamlinger og for at opnå størst mulig udbytte af dem fik godsejere og lensmænd undertiden gennemført mølletvang, det vil sig pålagt kronens bønder at søge til en bestemt mølle. De første danske møller var vandmøller (billede 1 herover), som indførtes i 1100-tallet af de munke, der stiftede klostre i Danmark.De ældste vindmøller var stubmøller, (2 og 3), hvor hele møllen kan drejes op mod vinden på den stub, den er opført på. I skriftlige kilder omtales stubmøller fra midten af 1200-årene. Den hollandsk vindmølle (4 og 5), hvor kun møllehatten med vingerne drejes mod vinden, nåede til Danmark i 1619, men først  i sidste halvdel af 1700-årene blev den hollandske mølletype udbredt i hele landet. Lidt udenfor Faxe ligger Blåbæks Mølle, som ses herunder. Oprindelig var Blåbæks Mølle alene en vandmølle, der fik vand fra Faxe Å. Vandmøllen er opført i 1400-årene og var i 1472 registreret som tilhørende godset Totterupholm, der nu hedder Rosendal Gods. Da åen ikke altid gav tilstrækkeligt vand, blev der i 1828 opført en vindmølle til at levere hjælpekraft. Den blev opført som kornmølle og blev nedlagt i 1939. Vandmøllen er nu i privat eje, mens vindmøllen hører stadig stadig under Rosendal Gods. Begge møller blev fredede i 1953. Møllerne er begge funktionsdygtige, og interesserede får undertiden lejlighed til at se dem i drift. Mange møller er enten nedbrændt - undertiden efter lynnedslag, som det ses på fotografierne af møllerne i landsbyen Store Torøje ligeledes ved Faxe  - eller er forfaldet i tidens løb, da vindmøllerne ophørte med at være i brug. Heldigvis er en del af de gamle vindmøller bevaret og i mange tilfælde endda smukt restaureret. Klik hér for en gennemgang af de enkelte danske møller (moellearkivet.dk)
 

Grevskaber og baronier

var fuld af billeder over alt. Der var både bibelske og antikke motiver. Udskårne træmøbler og paneler, samt bemalede lofter var et almindeligt syn på de store herregårde. Møblerne bar ofte slægtens våbenskjold med 16 aner

 
endnu under udarbejdelse

Renæssancens adel var en opdelt stand, dog var alle adelige hævet over almuen. Adelige var udvalgt af Gud til at værne og være lensherrer. Derfor fortjente de rang og privilegier.

Adelen var udvalgt af Gud

I renæssancen var den danske adel opdelt i høj-, mellem- og lavadel. Siden middelalderen havde adelen haft særstatus som værnestand. Mændene skulle værne rigets indbyggere og tjene kongen i krig imod at være fritaget for skat af deres jordegods. Alle adelige var hævet over almuen, og havde ret til at retsforfølge deres tjenere efter landets love. Adelige var altid født ind i standen, og deres position var derfor bestemt af Gud. Der var ingen som tvivlede på, at adelige var de rigtige til at være lensherrer og bestride rigets embeder.

Bevæbnede, ærekære mænd

Adelige bar altid kårde og vidste, hvordan den skulle bruges. Æresfølelsen var samtidig stor, og krænkelser førte nemt til duel med skader på liv og legeme som følge. Renæssancen var generelt mere voldelig end nutiden, og uoverensstemmelser blev hellere løst med næven end med munden.

Højadelen - renæssancens elite

Højadelen var rigets gamle og fornemme slægter, der gennem de rigtige giftermål sad på størstedelen af rigets jord. Det var også den eneste stand, som havde politisk indflydelse gennem sin plads i riget styrende organ - Rigsrådet. Højadelen udviklede sig til en embedsmandsstand bl.a. gennem bedre uddannelse og den distancerede sig i højere grad fra mellem- og lavadelen. Adelsstanden stod dog altid sammen, når dens privileger blev udfordret, fx af utilfredse storkøbmænd.



Ved forordning af 1671 åbnede Christian VI for, at adelige, der ejede jord nok, kunne oprette grevskaber og samtidigt erholde titel af lensgreve.

grevskab, len, ejendom, der giver sin indehaver ret til titel af greve. Grevskaber indførtes i Danmark ved grevernes privilegier i 1671. Besidderen af grevskabet benævntes lensgreve og havde ret til brug af lenet og til udøvelse af en række offentligretlige beføjelser, fx hals- og håndsret, sigt- og sagefaldsret, jagtret, skiftejurisdiktion og ret til at udpege dommer og skriver til det birk, der hørte under grevskabet.

Til oprettelse af et grevskab krævedes mindst 2500 tønder hartkorn. Ved en lensgreves død overgik besiddelsen af grevskabet udelt til et enkelt medlem af den successionsberettigede slægt, og grevskabet hjemfaldt til kronen, hvis den successionsberettigede slægt uddøde. Da grevskaber ikke var privat ejendom, var besidderen afskåret fra at sælge grevskabet, der heller ikke kunne gøres til genstand for låneoptagelse eller kreditorforfølgning.

Oprettelse af nye len blev forbudt ved Grundloven af 1849, og ved lensafløsningen i 1919 blev der tilvejebragt grundlag for lenenes overgang til selveje. I perioden 1672-1843 blev der oprettet 27 grevskaber og 30 baronier.

 Minimumstørrelsen for et grevskab var 2500 tdr. hartkorn. Hensigten var at knytte adelen tættere til Kronen. Det var oprindeligt bundet til slægten, kunne ikke handles eller pantsættes og gik tilbage til kronen i tilfælde af, at slægten uddøde. Da grevskaber ikke var privat ejendom, var besidderen afskåret fra at sælge grevskabet, der heller ikke kunne gøres til genstand for låneoptagelse eller kreditorforfølgning. Lensgreven havde ret til udøvelse af en række offentligretlige beføjelser, fx hals- og håndsret, sigt- og sagefaldsret, jagtret, skiftejurisdiktion og ret til at udpege dommer og skriver til det birk, der hørte under grevskabet. I perioden 1672-1843 blev der oprettet 27 grevskaber. I 1919 var der 21 tilbage.

Et baroni er en subnational enhed, ofte af ringere omfang eller betydning end et grevskab. Tidligere var et baroni et len, der stod under en barons overhøjhed. I Danmark blev betegnelsen lensbaroni anvendt, og modsat andre lande var baron hertillands kun en ærestitel, mens det var den såkaldte lensbaron, der var forlenet med et landområde.

baroni, ejendom, som giver sin besidder ret til titel af baron. Baronier indførtes i Danmark ved grevernes og friherrernes privilegier af 1671. Besidderen af baroniet benævntes lensbaronVed forordning af 1671 åbnede den danske konge (Christian 5.) for, at adelige, der ejede jord nok, kunne oprette friherreskaber (baronier) og samtidigt erholde titel af lensfriherre (lensbaron). Den ældste søn i et baroni fik oprindeligt titel af lensbaron, mens øvrige sønner fik titel af baron. Efter lensafløsningen i 1919 blev titlen lensbaron afskaffet. Titlen nedarves dog fortsat.

Minimumstørrelsen for et baroni var 1000 tdr. hartkorn. Hensigten var at knytte adelen tættere til Kronen. Det var oprindeligt bundet til slægten, kunne ikke handles eller pantsættes og gik tilbage til kronen i tilfælde af, at slægten uddøde. I perioden 1672-1843 blev der oprettet 30 baronier. I 1919 var der 14 tilbage.

Retten til at oprette len, stamhuse og fideikommiser blev ophævet med Grundloven, og med lensafløsningen i 1919 fastsatte man nærmere vilkår for, at lenene kunne overgå til besidderne. Retten til at oprette baronier og grevskaber ophævedes med Grundloven af 1849,I 1919 var der hhv. 21 grevskaber og 14 baronier tilbage i Danmark.

endnu under udarbejdelse

Livet på godset
Den adelige mands og kvindes pligter og arbejdsområder var meget forskellige. Ægteparret skulle supplere hinanden, og parterne tog sig af det, man mente, at de fra naturens hånd bedst evnede. Kvinden var den omsorgsfulde og samlende kraft i familien. Hun holdt hus, stod for opdragelsen af børnene, gik på visitter, læste og holdt kontakten til slægten. En adelskvindes domæne var hjemmet, mens hendes mand var ansigtet udadtil.

Dagligdagen for renæssancens adelsmand gik med driften af hans gods. Han havde ansvar for skatteopkrævning og den juridiske myndighed over bønderne. Landbruget var herregårdens eksistensgrundlag, og dårlige høstår kunne være en katastrofe.

Rollen som godsejer og lensmand fyldte størstedelen af adelsmandens liv. I renæssancen var de fleste godser enten krongods eller adelsgods. Krongodset var kongens eget, hvor en adelsmand kunne være indsat som lensmand, -daglig bestyrer på kongens vegne. Adelsgodset var givet af kongen som adelsmanden egen jord. Driften af landbruget krævede stor flid og dygtighed. Herregårdens økonomi afhang i særlig grad af gunstige internationale kornpriser.

Med adelsgodset fulgte skattefrihed, men også pligter. Adelsmanden var den lokale øverste myndighed. Han havde hånds- og halsret over sine fæstebønder og skulle håndhæve kongens love. Fæstebønderne skulle yde hoveriarbejde på hovedgården, men kunne til gengæld nyde herremandens beskyttelse. Fruen på herregården havde ansvaret for husholdningen og overtog sin mands forpligtelser, når pligten tvang ham til hoftjeneste eller krig. Fyrtårne og andre kongelige bygninger var også lensmandens ansvar

Giftermål var en forudsætning for den adelige slægts videreførelse. I renæssancen blev ægteskab indgået af hensyn til slægtens fremtid. Kærligheden kom i anden række. Renæssancens adel var en lukket fødselsadel. Et langt og fornemt slægtsforløb beviste, at man var en rigtig adelsmand. Lavadelige slægter måtte håbe på et godt giftermål, for at slægten kunne overleve.
En adelig måtte i realiteten kun indgå ægteskab med en anden adelig. Kærlighed var sekundær, når den rette partner skulle udvælges. De store adelsslægter giftede sig med hinanden for at videreføre gods og guld samt slægtens ære. Det hændte, at fremtidige ægteskaber blev arrangeret, mens børnene endnu var små. Det rene adelige blod havde stor betydning for værdigheden. En adelig skulle helst kunne dokumentere en ubrudt anerække på fire generationer, hvor alle var af medlemmer af adelsstanden.
Siden starten af 1500-tallet var adelen blevet et lukket aristokrati, som ikke længere optog ikke-adelige medlemmer. Indtil da havde kongen kunne adle folk, som havde gjort sig fortjent til titlen. Ordet "adel" slog igennem i starten af 1520'erne og henviste til den ædle byrd. Dette blev i 1526 fulgt op med et påbud om at antage faste slægtsnavne, og at enhver adelsmand skulle have sit eget våbenskjold. Ved giftermål afgjorde slægtsforholdet hvem, man kunne blive gift med. En ung mand fra højadelen skulle helst giftes med en kvinde fra en anden fornem familie. Det sikrede, at jorden forblev hos de fineste slægter. Høj- og lavadelige slægter blev dog gift med hinanden. En lavadeligs eneste håb om at kunne føre sin slægt videre frem i hierakiet, var ofte knyttet op på et håb om at kunne blive gift til jordegods.
Efter reformationen levede nogle nonneklostre videre i ændret skikkelse som adelige jomfruklostre, så havde adelen et sted at sende de døtre hen, som ikke kunne blive gift. Det var bedre, at de levede tilbagetrukket frem for, at slægten blev blandet med ikke-adelige personer.
 

Som allerede beskrevet var middelalderens borge opført til forsvar mod fjendtlige angreb og skulle også kunne modstå lang tids belejring. I 1700-årene var det ikke længere tilfældet. Nu blev den adelige bopæl rammen om et fornemt adelsliv i stor luksus, og hvor det netop gik ud på at vise andre, hvor rig og magtfuld, man var. Et godt eksempel på en sådan pragtbygning er Bregentved Gods på Midtsjælland. Et gods er betegnelsen for en større landbrugsejendom med mere end 20 tønder hartkorn, som i de fleste tilfælde svarer til lidt over 120 hektar land, afhængigt af jordens beskaffenhed. For at få uddannet tilstrækkelig mange ryttere opkøbte Frederik IV (1699-1730) flere hovedgårde især på Sjælland og udlagde dem derpå til ryttergods. 1718 købte kongen således Bregentved Gods for 50.000 rigsdaler og indlemmede det i Tryggevælde Rytterdistrikt. 1731 blev slottet afhændet til krigskommisær Poul Vendelbo Løvenørn (1686-1740), som i øvrigt kæmpede tappert i slaget ved Poltava i 1709 og senere blev leder af Krigsministeriet. Ved Løvenørns død i 1740 tilbagekøbte Christian VI (1730-1746) hovedgården og lod den indrette som kongeligt slot. Da Frederik V (1746-1766) blev konge i 1746 skænkede han med et gavebrev allerede samme år Bregentved hovedgård til sin ´hjertensallerkæreste ven", lensgreve Adam Gottlob Moltke, som var kongens overhofmarskal og den reelle leder af landet uden at have egentlige embeder. Adam Gottlob Moltke fik hovedgården til ´evindelig Arv og Ejendom - ´fra kongen af navn til kongen af gavn, som der står i gavebrevet, - som undskyldning for kongens ´satanistiske opførsel´ som kronprins og for at bøde for - også i fremtiden - eventuelt at komme for skade at ´synde mod Gud (...) henrevet af denne eller hin lidenskab´. Den ellers populære Frederik V havde et alvorligt alkoholproblem og var - skønt enevældig monark - på ingen måde i stand til selv at varetage landets ledelse. Afståelsen af krongodset medførte også, at en del af distriktets ´Kongelige Skoler´, som i dag er bedst kendt som rytterskoler, blev ´private´ (1747). At slottet kom i Moltke-slægtens eje betød, at der oprandt en ny storhedstid for det ellers forarmede gods, som endnu ikke har fået tårnet med det karakteristiske spir, der først kom til ved ombygningen i 1886-1891. Bregentved Gods, som er landets største, ligger få kilometer fra Haslev og har spillet en enorm rolle for egnen. Herover ses et luftfoto af hovedbygningen på Bregentved Gods, som den ser ud i dag.

Adelens børn endnu under udarbejdelse
I 1700-tallet blev børn set som små voksne. Man opfattede ikke børn som en særlig gruppe med egne behov og egne rettigheder. Der var dermed ingen børnerettigheder! Børn var små voksne, der endnu ikke var blevet store. Det viste sig især i tøjet. Børn var klædt som voksne, fra de var omkring 5 år. Før 5 års alderen havde både piger og drenge en form for kjole på. Herefter fik de voksentøj blot i mindre størrelse. Dvs. drenge fik mandetøj og piger dametøj, men syet i en størrelse, der passede til dem. Adelens barndom skilte sig noget ud fra bønder og borgeres. Der var mere tid til leg, men til gengæld ventede der drengene en lang uddannelse. Den startede i en tidlig alder med, at adelsdrengen blev sendt væk fra hjemmet for at lære fægtning, sprog og musik.
Det var almindeligt at blive slået og forældre, arbejdsgivere og lærere havde ret til at slå børn (og slå deres voksne ansatte). I Christian 5.s Danske Lov af 1683 kan man læse at: ”Husbond må refse sine Børn og Tyende med Kæp eller Vond, og ej med Vaaben...”
Bag ved lovgivningen var den almene opfattelse, der stammede fra kristendommen, at børn var født som syndere og at forældre, arbejdsgivere og læreres opgave var at drive det syndige ud af børnene ved at slå dem.
Fra gammel tid skulle adelsmanden oplæres til at være kriger, og det fyldte meget i drengens liv. Oplæring i fægtning og ridning startede tidligt sammen med opøvelse af sproglige og musiske færdigheder. Både piger og drenge lærte at læse. Piger blev oplært i håndarbejde og styring af en husholdning, hvilket en dag skulle gøre hende til en god adelsfrue.
I renæssancen fandtes begrebet barndom ikke. Børn blev anset som små voksne og oplært til at videreføre den stand, de var født ind i. Adelsbørnene skulle således en dag blive værdige medlemmer af adelsstanden. Men leg og spil var en del af renæssancens hverdag, og adelsbarnet havde mere tid til at lege end sine jævnaldrende. Til børneleg hørte bræt og boldspil, stylter, samt ski og skøjteløb om vinteren.
Adelens barndom skilte sig ud ved, at meget af den ikke blev tilbragt sammen med forældrene. Det var normalt for adelen at sende børnene væk til en slægtning, som varetog uddannelsen. Siden fulgte ophold på latinskole, universitet og i udlandet.
Det forventedes, at både piger og drenge blev værdige repræsentanter for deres stand. Det gjaldt i deres unge liv, men især også i voksenlivet. Der lå et vældigt pres på den unge adelsmands skuldre. Han skulle føre slægten videre og helst tilføre den mere jordegods. Dertil skulle han være en dannet mand, en dygtig lensherre og kriger

I 1500-tallet bemærkede den schweiziske kirurg Felix Würtz, at børn af og til blev svøbt så stramt, at deres ben blev viklet ind i hinanden og blev misdannede, men først I 1700-tallet begyndte kritiske røster for alvor at komme svøbelsesbørnene til undsætning. At vikle sin baby ind i metervis af stof og hænge det på et søm på væggen kan lyde som børnemishandling. Men arkæologiske fund dokumenterer, at svøbet har været udbredt siden år 4.000 f.Kr. Det mest berømte eksempel er Jesus, som ifølge Lukas-evangeliet blev svøbt i tæpper og lagt i en krybbe.  Bl.a. filosoffen Jean-Jacques Rousseau, som i 1762 skrev “i lande, hvor svøbelse er udbredt, vrimler det med pukkelryggede, krøblinger og mænd med visne lemmer”. Efterhånden gik det stramme svøb af mode, men nænsom svøbelse er stadig i brug og har i de senere år fået en renæssance i den vestlige verden. Før 1700-tallet var hverken læger eller forældre særlig optaget af personlig hygiejne. Tværtimod indgik snavs og skidt ofte i almindelig overtro som en beskyttende kraft mod både sygdom og ulykker. Mange mødre undlod også at vaske våde tissebleer, fordi de mente, at urinen indeholdt helbredende kræfter. Mødrene nøjedes derfor med at lufttørre dem.billedtekst børn og uncdervisning Pieter Isaacsz: Hertug Frederik, Christian 4.s næstældste søn, den senere kong Frederik 3., malet i 1615; Frederiksborgmuseet. Prinsen, der her er 6 år gammel, er vist som musketer under eksercits og holder med sin venstre hånd et gaffelbåret gevær og to tændte lunter. I baggrunden ses Frederiksborg Slot, der på dette tidspunkt endnu ikke var udbygget med Kancellibygningen.

1 % af kvinderne i Danmark døde i barselsseng i 1700-tallet. Men det var endnu farligere at være spædbarn og baby: 20-25 % af alle danske børn døde i løbet af det første leveår. Gravide kvinder sørgede derfor altid for at have ligtøj parat, sammen med det øvrige spædbarnsudstyr.Under enevælden frygtede selv de adelige for deres børns helbred. Den gang stod lægevidenskaben ofte magtesløs over for almindelige børnesygdomme og børnedødeligheden var høj.De adelige børns uddannelse sigtede imod at forme den til gode voksne, der kunne føre sig. Renæssancens adelsbørn lærte at læse og skrive og fik kendskab til musik og dans. Drengene lærte også fægtning og sprog, og blev sendt på udenlandsophold. Uddannelsen til at blive et værdigt medlem af adelsstanden startede allerede i den tidlige barndom. Både piger og drenge skulle have en ordentlig uddannelse, som gjorde dem parate til at indtræde i de på forhånd stramt definerede roller. Både piger og drenge skulle have en god uddannelse, og fik en bred almen dannelse. Begge køn lærte både at læse og skrive, og blev oplært i dansens og musikkens kunst. Udenlandsrejser og universitetsophold var dog forbeholdt drengene. Det var normalt for adelen at sende børnene væk til en slægtning, som varetog deres opdragelse og uddannelse. Pigerne skulle optrænes i fromhed, huslige sysler og lære at bestyre en stor husholdning. Det var vigtigt for at få dem godt gift. Drengene skulle en dag indgå i den adelige krigerstand, og våbenbrug var et vigtigt element i opdragelsen. En adelsdrengs uddannelse blev varetaget af en slægtning, og drengen blev sendt væk hjemmefra i en tidlig alder. Adelsdrengen kom gerne på latinskole eller katedralskole som 11 - 12-årig. På skemaet var klassiske fag som græsk, latin, aritmetik og historie. Derudover blev eleverne overhørt i evangelierne og Luthers lille katekismus. Latinskolen var springbræt til universitetet, og efter et ophold her eller på Sorø akademi blev uddannelsen afsluttet med en udenlandsrejse. Rejsen gik til universiteter og kulturbyer, hvor akademiske studier blev suppleret med studier i sprog og krigskunst. Flere steder i Europa lå egentlige adelsskoler, hvor den unge mand kunne lære de rigtige standsmæssige færdigheder. På renæssancens udenlandske universiteter kunne den danske adelsmand studere en bred vifte af fag. Kernestudierne var sprog og ridderlige øvelser, og fægtningen blev nemt dødelig alvor, når unge adelsmænd følte deres ære krænket. De reformerte universiteter i Nordtyskland og Holland var ansete uddannelsessteder hos den danske adel. Universiteterne i Rostock, Augsburg og Wittenberg var særligt besøgte af unge danske adelsmænd. Få danske adelige besøgte katolske universiteter i Bayern og i Paris og Orléans, og ofte kun ganske kort.

Her kommer den øverste samfundsklasse ind i magtens billede. Det enevældige hof var muligheden for at arbejde sig opad i den sociale rangstige. Gebærdede man sig korrekt var her uanede muligheder for indtjening og anerkendelse.
Man kunne også blive brændt af nådens lys. Livlægen Struensee var løftet op af kongelig gunst, men i dybet lurede et monster skabt af had, misundelse og jalousi fra embedsmænd og hoffolk. I 1772 ender Struensee i mange dele på hjul og stejle. Vold var i alle sine afskygninger en integreret del af livet. I alt fra børneopdragelse, uenigheder og fuldskab til straf og krig. Offentlige afstraffelser foregik på torvet, og søndagsudflugten kunne gå til en henrettelse.
Det krævede ikke blot intellekt og uddannelse at få en eftertragtet stilling ved hoffet. Man skulle kunne begå sig. 1700-tallet emmer af etikette. God opførsel var bestemt af regler og normer, som det forventedes, at alle var bekendt med. Iscenesættelsen var selve essensen af hoflivet. Tidens ideal foreskrev kropskontrol. Enhver, der vil være nogen, må blive til nogen og style sin beklædning, sin dans, sit hjem og alle sine bevægelser. Hoffet fungerede som et rollespil. Alle havde roller, som man for alt i verden ikke måtte træde ved siden af. Der var strenge krav til, hvad der måtte siges, hvem det måtte siges til og hvordan det skulle siges. Hierarkier og ære var, den enkelte intet. Et vredesudbud var lig et spark ned ad rangstigen og kunne ødelægge karrieren.
Det sociale totalteater får ende i 1700-tallets afslutning. Parykken blev tegn på, at man var gammeldags. Nu skulle man være ’sig selv’, når man træder frem for andre. Individet blev interessant.

Oplysningsfilosofiens sejrsgang i 1700-årene. bidrog væsentligt til at undergrave den privilegerede adels magtstilling. Rationalismens betoning af viden og fortjenstfuld indsats som grundlag for politisk indflydelse og socialt avancement stod i direkte modsætning til adelens nedarvede fortrinsstilling, og ikke mindst den oplyste enevælde med dens tanker om principiel lighed for alle undersåtter svækkede adelen. Disse tanker havde deres udspring i Frankrig, og det var også her, selve adelsbegrebet først blev afskaffet. Den nulevende danske adel, som må anses for fuldstændig assimileret i det borgerlige samfund, omfatter ca. 6800 personer (2015), heraf omkring halvdelen i udlandet. Den er sammensat af 187 slægter, hvis adelige status går tilbage til den gamle fødselsadel eller til enevældens rangadel. Grundloven 1849 ophævede "enhver i Lovgivningen til Adel, Titel og Rang knyttet Forret"

endnu under udarbejdelse

Men der skete også andet i denne periode, i nogen grad knyttet til de ovenfor nævnte omvæltninger. Nye filosofiske strømninger var på vej, og de skulle vise sig at få stor indflydelse på bl.a. børneopdragelse og skoleforhold. I forlængelse heraf blev der nedsat en kommission i 1789, som fik til opgave at udforme det, der blev til den første danske folkeskolelov i 1814. Samtidig skete der store ændringer på bogmarkedet; ikke mindst arbejdede man på en organisering af boghandelen og forlagene, så de kunne stå bedre rustet til at agere i et samfund, som mere og mere blev et „læsende samfund”.

Moderne vidensformidling til en bredere og bredere del af befolkningen kunne ikke længere forlade sig på almindelig erfaringsudveksling fra mund til mund. Det gik simpelt hen for langsomt og var ikke entydigt og effektivt nok. Ville man vide noget, fx om de mange nye teknologier, som udvikledes i perioden, bl.a. inden for landbruget, så skulle man kunne læse. Samtidig bredte sig mere og mere den opfattelse, at det at læse bøger højt for børn – og selv lade børnene læse bøger – medvirkede til både at oplyse og danne dem som individer.

billedtekst endnu under udarbejdelse
allongeparyk,fransk allonge, af allonger fra latin allongare 'forlænge paryk med midterskilning og bløde, skulderlange slangekrøller. Den var på mode hos mænd ved det franske hof 1650-1715; fransk mode påvirkede tillige hårmoden i Danmark. Den foretrukne blonde farve opnåede man ved pudring
 

 
Maleriet herover, som man næsten kunne kalde ´et portræt af overklassen i 1700-årene´, viser ganske meget af det, som også kendetegnede livsstilen i de velhavende sociale lag i denne periode. Maleriet er ganske vist ikke dansk, men malet i 1768 af den franske genremaler Jean-Baptiste Charpentier (1728-1806), men det rammer alligevel også i nogen grad situationen hos ´fine folk´ på godser og herresæder i 1700-årene. På maleriet ses et fransk selskab drikke datidens modedrik, chokolade, der blev fremstillet ved at koge kakaomasse sammen med vand. Chokoladen var importeret fra den oversøiske handel under ´den florissante handelsperiode´i sidste halvdel af 1700-årene. Nyere forskning viser, at chokoladen også kom til Danmark nogenlunde på dette tidspunkt, selv om drikken var udbredt i Europa allerede i midten af 1600-årene. Chokolade i fast form kendes først fra midten af 1800-årene. Det var imidlertid ikke alle, som syntes om den nye drik, og det helt store folkelige gennembrud fik chokoladen da også først langt senere. Bemærk, hvordan det på den tid var acceptabelt for mænd at drikke af underkoppen, mens damerne drikker chokoladen af særlige høje chokoladekopper. Mere udbredt især hos ´det bedre borgerskab´ i købstæderne end den kostbare chokolade var det dog at drikke en anden forholdsvis ´ny´ drik, nemlig kaffe, som Ludvig Holberg også beskriver det i komedien "Barselstuen", der blev "Forestillet Første Gang paa dend Danske Skue-Plads" i 1723. I første akt lader den gamle, knarvorne ægtemand udbryde: " Det er allereede det 6te Pund Caffee, som er bleven fortæret i denne Barselstue, Haarene maae reyse sig paa Hovedet, naar mand tænker paa det saa vel som andet. |Kiedlen er aldrig af Ilden, thi een vil have Caffee, en anden grøn Thee, en anden Thee de Bou eller de bok, hvad Fanden det er de kalder det, saa at der som det varer lenge, beholder jeg neppe saa mange Penge tilbage, at jeg kand kiøbe en Strikke for, om jeg vilde henge mig. Jeg troer ingen anden er Autor til denne Caffee-Drikken end Lucifer, thi dend er verre at komme i med, end Brendeviin. Min Kone begynder aldt paa dend store viis at klage sig ilde, førend hun faar Caffee om Dagen. Jeg har merket en synderlig Virkning hos disse brændte Bønner, jeg har seet mange Koner og Piger siddet saa stille og ærbar i Selskaber, ligesom de kunde være i en Kircke, men, saa snart de har faaet dette brendte Dievelskav i Livet, begynder Mundene at løbe paa dem som Peberqverne. Ja det som meere er, saa snart faar de ikke tre fire Skaaler til Livs, førend de strax faar lyst til at spille Kort; Det har jeg merket ti og ti gange, saa der maae endelig være noget Forgift i samme Bønner. Jeg har altid hadet dend Drick, om ikke for andet, saa dog alleene formedelst dend Aarsag, at samme Bønner kommer fra Tyrkkerne, som er Christendommens Fiender". Holberg drak dog selv gerne kaffe. Bemærk også skødehunden - typisk en mops -, der var et modelune hos velstående damer, uanset om de brød sig om dyr eller ej, og som Holberg også satiriserer over i "Den politiske kandestøber" (1722) med replikken "I skal ogsaa legge jer en Skiøde-Hund til, hvilken I skal elske som jer egen Datter". Maleriet af det chokoladedrikkende selskab hænger i dag på ´Musée de Versailles´. Som det ses på portrættet af den yngre frue (over gruppebilledet til højre) kunne ´skødehunden´ også være en abe. Herunder til højre ses et fornemt selskab, som spiser i det grønne og vartes op af en tjenestepige i 1600-årene, men situationen og menuen kunne også sagtens være i 1700-årene. "Det veldækkede bord rummer bl.a. postejer og østers. Det adelige måltid var ligesom boligindretningen ren selviscenesættelse. Man viste sin storhed ved at servere overdådige måltider indeholdende krydderier fra fjernøsten og kalkunkød fra det nyopdagede Amerika. Den adelige ernæring var årstidernes grønsager, kål, fisk, brød og kød. Grundingredienser var meget det samme som dem i bøndernes mad, men alligevel var adelens madvaner meget anderledes. Adelen havde desuden adgang til mere mad end bønderne, som i krisetider måtte sulte. Adelsstandens og kongens eneret på jagt betød, at de havde løbende adgang til friskt kød og monopol på at spise kronvildt. Andre befolkningslag havde kun frisk kød op til jul, og måtte nøjes med saltet resten af året. Adelen krydrede sin mad med kardemomme, safran, ingefær og nelliker. Eksotiske frugter var en fin spise og kastanjer, appelsiner og citroner indgår i flere opskrifter i renæssancens kogebøger. I midten af 1600-årene dukkede de første orangerier op i Danmark. Sukker gjorde sit indtog i tærter og små dessertkager. I kølvandet på Amerikas opdagelse kom kalkunen til Danmark, og den blev vældig populær hos konge og adel. Adelen viste sin sociale position og velstand gennem store ekstravagante middage. Jo finere man var - desto flere retter blev serveret ved måltiderne. Christian IV fik gerne 16 retter ved aftens hovedmåltid. Gæster på herregården skulle imponeres med overdådige måltider i store mængder. De, som ikke var fine nok til at sidde med ved adelens bord, fik lov at se på, mens der blev spist. Ikke alle retter måtte spises. Store opsætninger af skueretter - lavet af en skuemester - blev sat på bordet med kun det formål at imponere." (Citeret fra Nationalmuseet , www.natmus.dk, som også kan tilbyde opskrifter til dem, som selv måtte har lyst til at tilberede en middag med stegt laks, høns i peberrod og en lækker kirsebærtærte efter originale renæssanceopskrifter. (Klik hér for at hente Nationalmuseets renæssanceopskrifter i pdf-format) . 
 


Littetatur og links
https://natmus.dk/historisk-viden/danmark/enevaelde-1660-1848/samfundet-under-enevaelden/herregaardene-under-enevaelden/

https://herregaarde.dis-danmark.dk/index.php

https://www.koegemuseum.dk/da/boerns-rettigheder
(artikel af museumsinspektør Inge Christensen: "Børns rettigheder i 1700-tallet og nu". )
 

animated gif

finn@thorshoj.dk


Rytterskolerne oversigt (klik på billedet)


Hovedmenu (klik på billedet)

E-mail: Klik på adressen

 Hit Counter  (besøgstælleren er sidst nulstillet den 1. januar 2017)