Enevælden og livet ved det danske hof i 1700-årene
samt lidt orientering om kongelige slotte, våbenskjold og nationalflag


Kongeriget Danmark, hertugdømmerne Slesvig-Holsten og rigsfælleskabet med Norge
Omkring år 1700 omfattede Danmark både ´selve kongeriget Danmark´ og hertugdømmerne Slesvig og Holsten syd for Kongeåen. Dertil kom, at Danmark gennem adskillige århundreder havde et rigsfællesskab med Norge. Reelt havde de to kongeriger siden Kalmarunionen i 1397 indgået en personalunion (efter reformationen i 1536 dog en realunion), hvilket i praksis indebar at den enevældige danske konge (indtil 1814) regerede både Danmark og Norge. I selve kongeriget Danmark har der formentlig boet omkring 650.000 mennesker i år 1700, og 3 årtier senere menes folketallet at være vokset til omkring 710.000. Omtrent 80% af befolkningen boede på landet i de hen ved 5000 landsbyer, ca. 10% boede i hovedstaden og de resterende ca. 10% boede i de 67 større og mindre købstæder landet over.

Kort over Danmark fra 1629. Kortet viser dels selve Kongeriget, som har sydgrænse ved Kongeåen. Syd for åen ligger hertugdømmerne, som det ses på kortet herunder;
det nordlige Slesvig, som er dansk, og de tyske hertugdømme Holsten med Lauenborg, som indtil 1806 var en del af ´Det tysk-romerske Rige´. Begge hertugdømmerne blev dog regeret af den
danske konge, som udover kongetitlen også var hertug af hhv. Slesvig og Holsten. På kortet er også Skåne, Halland og Blekinge medtaget som en del af Danmark, men som følge af det danske nederlag efter Svenskekrigene ( - den første Karl Gustav-krig) i 1657-1658 overgik disse landsdele med Roskildefreden i 1658 til Sverige.
 

endnu under udarbejdelse

Adel er en betegnelse på den højeste samfundsklasse i et land, der historisk nød visse privilegier og oprindelig havde en del forpligtelser. Adel har eksisteret i siden oldtiden.

befolkningsgruppe med særlige rettigheder af social, økonomisk og politisk karakter, begrundet med afstamning eller med militære forpligtelser.Den danske adel, der groft inddeles i uradel, brevadel, højadel og lavadel, består i dag af ca. 200 slægter, der enten er ubetitlede, friherrelige (=baron), lensfriherrelige (=lensbaron), grevelige eller lensgrevelige. Som uradel regnes den adel, der kendes før reformationen (1536), mens brevadelen er den adel, der derefter har fået sit adelskab gennem et patent (enten embedsmænd eller militære, heraf sværdadel). Som højadel regnes den gamle rigsrådsadel og den betitlede adel efter enevældens indførelse 1660. I alt har der eksisteret ca. 725 danske adelsslægter.  I begyndelsen af valdemarstiden smelter disse to klasser dog sammen, samtidig med, at rammerne stærkt udvides: enhver kan sværge kongen troskabsed, blive hans »mand«; han forpligtiges derved til krigstjeneste, men han bliver fri for de faste skatter, der indførtes på denne tid. Samtidig med, at den almindelige ledingspligt begyndte at falde bonden tungere, fik kongen herved mænd, der var rede til at drage ud på hans bud, mere krigsøvede og bedre udrustede, oftest vel også til hest. Foruden kongen havde også bisperne og de fyrstelige lensmænd ret til at tage »mænd«. Disse kaldtes herremænd, hvad tiden selv forstod som herrernes mænd (homines dominorum); mulig er den oprindelige form dog hærmand, svarende til det latinske navn milites; ofte bruger Saxo i stedet herfor equites, ryttere.


Våbenskjold herover til venstre er gengivet det ´Lille rigsvåben´, som i dag er Danmarks statsvåben, samt våben for Stormarn (øverst) og Ditmarsken (nederst). Dernæst er gengivet et eksempel på placering af de enkelte elementer i "Kongevåbenet", nemlig Frederik VIs rigsvåben fra 1819, mens det ´Store rigsvåben´ med de to vildmænd i den version, som er gældende i dag, er gengivet til højre. Danmark benyttede begge disse rigsvåben våben indtil 1959, hvor denne praksis ophørte ved, at det store rigsvåben blev omkategoriseret som symbol på kongehuset, og siden har det ikke længere været tilladt for statsadministrationen at anvende dette våben, der herefter betegnes som "kongevåbnet". Ændringen betød bl.a., at udenrigsministeriet måtte gå over til brug af ´tre-løve-våbnet´ , kronet med en heraldisk krone, i stedet for det store rigsvåben, og - som allerede oplyst - har kongevåbnet siden da udelukkende været benyttet af kongehuset og af de kongelige hofleverandører samt af den kongelige livgarde. Herunder fra venstre ses diverse våben fra hhv. Slesvig, Holsten, Pommern og Delmenhorst. Desuden ses våbnerne for hhv. ´De Venders og de Goters Konge´ samt våbenet for Huset Oldenborg, som med Christian I (1448-1481) var den første af denne fyrsteslægt på den danske trone. ´Oldenborgerne´ er dog også i slægt med de tidligere danske middelalderkonger. Siden 1448 har alle danske konger tilhørt denne fyrsteslægt. Den glücksburgske slægt , der kom på tronen med Christian IX i 1863, er en sidegren af den oldenborgske slægt.
 
 
 Det tidligere "lille rigsvåben" betegnes i dag officielt som Danmarks "statsvåben" og består af tre-løve-våbnet. Kongevåbnet er mere indviklet bl.a. fordi, det bliver hele tiden bliver tilpasset de enkelte konger. . Skjoldet er kvadreret af et sølvfarvet kors med rød kant, som repræsenterer Dannebrog. Inden for heraldikken modsvarer sølv og hvid hinanden. I hovedskjoldets første og fjerde felt findes våbenmærket for Danmark; tre gående blå løver med røde tunger og kronet med guldkroner, omringet af ni røde hjerter, alt sammen på en gylden bund. I andet felt findes Sønderjyllands våben med to gående blå løver med røde tunger på en gylden bund . Disse er ikke kronede. Tredje felt skiller sig ud fra de andre ved at indeholde tre forskellige våbenmærker, alle på blå baggrund. Øverst findes tre kroner, officielt omtalt som symbol på Kalmarunionen i 1397, men identisk med Sveriges rigsvåben. Danmarks ret til at føre dette våben blev fastslået efter en krig med Sverige, ´Den nordiske Syvårskrig´ (1563-.1570). Hele stridens kerne var retten til at bruge de tre kroner, som i Danmark blev opfattet som Kalmarunionens våbenskjold, mens det i Sverige blev opfattet som et særegent svensk våbenskjold. Syvårskrigen endte mere eller mindre uafgjort med indgåelsen af en fredsaftale i Stettin i 1570. Her blev det besluttet, at den svenske konge i al fremtid skulle afstå fra at benytte de danske og norske våbenskjolde, mens Danmark til gengæld forpligtede sig til ikke at omtale symbolet som tegn på dansk overherredømme over Sverige. Under dette symbol er Færøerne repræsenteret af en sølvfarvet vædder og Grønland tilsvarende repræsenteret af en sølvfarvet isbjørn. Midt på Dannebrogskorset findes et hjerteskjold med symbolet på kongehusets stamland, Oldenborg i Nordtyskland. Dette våbenmærke indførtes i dansk sammenhæng af Christian I, som var den første konge af Oldenborg-dynastiet, og består af to røde bjælker på gylden baggrund. Det oldenborgske dynasti uddøde med Frederik VIIs død i 1863, og våbenmærket blev herefter videreført af husets yngre linje, nemlig Huset Glücksborg, Kongevåbnets nuværende udformning blev fastsat i 1972: To vildmænd ses stående på en piedestal og fungerer således som skjoldholdere, og rundt om våbenskjoldet hænger Dannebrogordenens og Elefantordenens ordenskæder. Skjold og skjoldholdere er omgivet af en rød hermelinsforet kongekåbe og kronet med Christian Vs krone. Der er imidlertid meget mere end det; den følgende beskrivelse er delvist citeret fra Wikipedia, hvor der også findes en grundig beskrivelse af de enkelte elementer i våbenskjoldet m.m.: " Kongevåbnets nuværende udformning er kraftigt forenklet i forhold til udgaverne benyttet fra Frederik VI til og med Frederik IX, hvor kongevåbnet indeholdt yderligere syv våbenmærker, repræsenterende fem besiddelser, som tidligere var blevet regeret af danske konger: Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Delmenhorst, samt to middelalderlige kongetitler: ´De Venders og de Goters Konge´. Endvidere var Island repræsenteret i rigsvåbenet indtil 1948, idet Christian X, som var død året før, også havde været islandsk konge, indtil øen blev republik i 1944, og dermed ikke længere var en del af Danmark. Symbolerne for ´de Venders og de Goters Konge´ – hhv. en kronet gylden lindorm i rødt felt og en gående blå, ukronet løve i gyldent felt under hvilken ni røde hjerter (se herover) udgjorde hovedskjoldets fjerde felt. Delmenhorsts gyldne kors (herover) befandt sig i hjerteskjoldet ved siden af Oldenborgs bjælker (herover), og de resterende fire våbener til sammen udgjorde et midterskjold, der var placeret midt på hovedskjoldet, og som hjerteskjoldet så igen lå oven på. I hovedskjoldets tredje felt havde Islands våben siddet på den plads, som nu optages af Færøernes vædder. Dette våben var oprindeligt et rødt felt med en sølvfarvet flækket stokfisk med guldkrone, som det ses på skjoldet herunder, men dette karakteristiske våben blev i 1903 erstattet med en sølvfarvet falk på blå baggrund. Som allerede oplyst udgik det islandske falkevåben af kongevåbnet i 1948, mens symbolerne for ´de Venders, de Goters, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Delmenhorst´ først blev fjernet i 1972, da Margrethe II efterfulgte Frederik IX som monark" Se senere)


fotografiet til venstre viser Våbenskjoldet for Frederik IV af Danmark og Norge (1699-1730), som det er afbilledet på loftet i Riddersalen på Rosenborg Slot. Den nuværende udgave af tre-løve-våbnet blev indført af Frederik 6. i 1819, hvorved det blev præciseret, at de tre våbenfigurer fremover skulle kigge fremad og ikke mod beskueren, idet sidstnævnte type figur heraldisk betegnes som en "leopard" og ikke som en "løve". Den anden store ændring i 1819 var, at den norske løve udgik af rigsvåbenet efter at have befundet sig dér siden 1398.Sidstnævnte ændring skete efter svensk pres, pga. opløsningen af den dansk-norske union i 1814. Hestehoved: Lauenburg, som 1202-27 under Danmark og fra 1260 et selvstændigt hertugdømme under navnet Sachsen-Lauenburg. Efter krigen i 1864 måtte Danmark afstå Lauenburg til Preussen og Østrig.
 
Det tidligste kendte eksempel på Danmarks våbenmærke er et segl brugt af Knud 6. omkring 1194, dog kan farverne tidligst påvises i en våbenbog fra omkring 1270. Oprindeligt vendte løverne ansigterne mod beskueren, og antallet af hjerter var ikke fastlagt og kunne være langt større end i dag. Udseendet af hjerterne varierer i de tidlige gengivelser af våbenskjoldet, hvorfor hjerterne også tit betegnes som søblade. Hvis denne skelnen har været bevidst tilsigtet, er den gået tabt allerede i middelalderen. The oldest known depiction of the insignia dates from a seal used by King Canute VI c. 1194. The oldest documentation for the colours dates from c. 1270.[1]

Historically, the lions faced the viewer and the number of hearts was not regulated and could be much higher. The "heart" shapes originally represented waterlily pads; a royal decree of 1972 still specifies these figures as søblade ("lake leaves").

Det middelalderligt skibsflag fra Erik af Pommerns tid, som er gengivet herunder til højre, blev erobret af hansestæderne under et søslag mod danskerne i 1427. Flaget viste våbenmærkerne for Danmark (tre løver), Sverige (tre kroner), Norge (løve med økse) og Pommern (grif). På flaget ses desuden Jomfru Maria med Jesusbarnet og helgenen Jakob den Ældre, som kan identificeres på grund af muslingeskallen ved højre skulder. Det oprindelige flag var ophængt i Mariekirken i Lübeck, men blev tilintetgjort under et britisk bombardement af byen under 2. verdenskrig. En kopi fra 1800-årene findes på det nationalhistoriske museum på Frederiksborg Slot.

Herunder: The Danish arms in the Gelre Armorial, 14th century. This is the oldest coloured image of the Dannebrog. The crest was used by Danish monarchs from the 13th century until c. 1420.[1] The flag is not part of the crest. Endvidere bør bemærkes en udgave af tre-løve-våbenet, der optræder i Erik af Pommerns majestætssegl, hvori de tre løver sammen holder en Dannebrogsfane

Sagnet om flaget, der faldt ned fra himlen i Estland i 1219 Dannebrog bliver taget i brug som kongefane af Valdemar Atterdag i midten af 1300-tallet, altså næsten 150 år efter det ifølge sagnet falder ned fra himlen. Men korsbanneret kan faktisk kobles til den danske kongemagt længe inden slaget i Estland.og vendte et nederlag til sejr for Valdemar Sejr og danskerne, er blevet til en legendarisk nationalfortælling, og flaget er sidenhen blevet et de tydeligste symboler på Danmark og danskhed: Dannebrog. Det flag, vi i dag kalder Dannebrog, var faktisk slet ikke noget særlig dansk tilbage i 1200-tallet. Den røde flagdug med det hvide kors dukker op mange steder i middelalderen. Både hos et fyrstehus i det sydlige Europa, hos Det tysk-romerske Rige og hos den kristne munkeorden Johanniterordenen. Malteserordenens kan dateres tilbage til ca. år 1050,Der var stor symbolværdi i farverne rød og hvid, fordi de symboliserede blod og renhed. På den måde var de knyttet til den bibelske fortælling om Jesus. I mange år var Dannebrog kongen og statsmagtens flag, og i 1833 kom der et direkte forbud mod, at private måtte bruge Dannebrog. I forbindelse med Treårskrigen 1848-50 flagede befolkningen imidlertid med Dannebrog i udstrakt grad, og i 1854 blev forbuddet ophævet.
 

 

xxxxxx
Herremændene blev valdemarernes hovedstøtte ved deres erobringer og tillige som rigsadel et bånd mellem de landskaber, hvoraf riget var sammensat, et middel til at forbinde rigets lande, mellem hvilke provinsmodsætningen endnu var stor; med dem rådslog kongerne om statens anliggender, og det gamle folketing afløstes af det aristokratiske Danehof. I tiden fra 1241 til 1340 gik folkets krigsdygtighed helt til grunde; krigene førtes ene med ryttere, og rundtomkring byggedes faste borge.

De forræderiske forbindelser med landets fjender hørte efterhånden op; landefreden hævdedes skarpt, mange adelsborge sank i grus, og adelen nødtes til at tilbagegive det bondegods, den havde tilegnet sig.

Københavns Slot og 3 gange Christiansborg

Ved Frederik IVs død i 1730 var Slotsholmen en broget blanding af nyt og gammelt. Det gamle Københavns slot med Blåtårn (herover til venstre), hvor Christian IVs datter Leonora Christina havde siddet fængslet i godt 20 år, havde fået en barok ansigtsløftning (herover til højre). Hovedndgangen til slottet var nu flyttet til en portal foran Blåtårn. Bag Børsens gavl og til venstre for "Den røde Bygning" - hovedsædet for administrationen, som blev opført i 1721, og som ses i baggrunden til venstre for slottet, - ligger det palæ, hvor Anna Sophie Reventlow flyttede ind i 1712. Allerede i samtiden fik Christian VI og især dronningen ry for at være umådelig ødsle. Kongen lod det efterhånden fuldstændig nedslidte omend nyistandsatte Københavns Slot rive ned i 1731 og opførte i stedet et pompøst barokslot med kirke og ridebaneanlæg, som - opkaldt efter ham selv - fik navnet Christiansborg (herunder til venstre). Slottet stod færdigt i 1745 efter 13 års byggeri . Over portalen var følgende indskrift: "Obsque subditorum onere" (´Opført´ uden udgift for undersåtterne). Alligevel forlangte Christian VI, at byggesummen blev holdt hemmelig. Byggeriet havde nemlig kostet ikke mindre end 1,5 mio. rigsdaler, som udgjorde over halvdelen af et års indtægt for hele riget eller nogenlunde svarede til værdien af al ejendom på hele Sjælland! Dette eksorbitante pragtslot kom imidlertid kun til at stå i et halvt hundrede år og var endnu ikke ganske færdigt, da det nedbrændte i 1794 og derpå blev erstattet af ´Det andet Christiansborg´ (herunder til venstre), som imidlertid led samme skæbne ved branden i 1884. Det nedbrændte slot henlå som ruin i en snes år (nederst til venstre), inden opførelsen af det nuværende Christiansborg blev påbegyndt i 1906. ´Det tredje Christiansborg´, som i dag bl.a. rummer ´De kongelige repræsentationslokaler´ og Folketinget, stod færdigt i 1918, mens hele indretningen af bygningen var først tilendebragt i 1928 (nederst til højre). Ridebanefløjene og pavillonerne ved Marmorbroen, som blev opført i forbindelse med Christian VIs pragtslot og ses i forgrunden på billedet, overlevede både dette Christiansborgs brand i 1794 og det andet Christiansborgs brand i 1884 og står der stadig den dag i dag.

Der har således ligget 5 bygninger på ´Christiansborggrunden´ i tidens løb:
 
  1. Absalons borg – opført i 1167 og nedrevet i 1369, ruiner bevaret i det nuværende Christiansborgs kælder
  2. Københavns Slot – opført i 1400-årene og nedrevet i 1731 
  3. Det første Christiansborg – opført i perioden 1731-1745 og nedbrændt i 1794, ridebanebygningerne delvist bevaret
  4. Det andet Christiansborg – opført i perioden 1806-1828 og nedbrændt i 1884, slotskirken bevaret
  5. Det tredje Christiansborg – opført i perioden 1906-1928 delvis med sten fra hele landet
     

Kongelige slotte

Den lange sal på Rosenborg Salen var slottets sidst indrettede rum og stod færdig i 1624. Den var oprindelig beregnet til dansesal. I årtierne omkring 1700 blev den benyttet til audienser og tafler. Navnet ”Riddersalen” fik den først i romantikken.I 1690’erne lod Christian 5. salen delvist modernisere med 12 gobeliner, der viser kongens sejre i Skånske Krig 1675-1679. Gobelinerne blev siden flyttet til Christiansborg Slot, men kom tilbage i 1999. Det nuværende stukloft er fra begyndelsen af 1700-tallet. I midten ses rigsvåbnet, omgivet af Elefant- og Dannebrogordenen. I siderne kan man se fremstillinger af politiske begivenheder i Frederik 4.s første regeringsår, bl.a. bøndernes frigivelse og dragonernes og landmilitsens oprettelse. Loftsmalerierne, af Hendrik Krock, viser regalierne. Blandt Rosenborgs hovedattraktioner er de enevældige kongers salvings tronstol og dronningernes tronstol med de tre løver af sølv stående foran. Riddersalen rummer desuden en stor samling af sølvmøbler, hvoraf hovedparten er fra 1700-tallet. Frederik IVs værelse.
 

Eksempler på flere kongelige slotte i 1700-årene: Frederiksborg Slot - Kronborg - Gråsten Slot - Fredensborg Slot
 

Danmarks under adelsstyre og adelsvælde.

Efter en årrække uden håndfæstninger underskrev alle danske monarker fra 1448 og frem til enevældens indførelse i 1660/61 en håndfæstning. Denne gruppe af håndfæstninger blev til efter forhandlinger mellem konge og rigsråd og var affattet på dansk.

Christoffer 2.s håndfæstning af 1320 var den første, der blev udstedt i forbindelse med et kongevalg. Tidligere havde kongerne ved tronbestigelsen blot afgivet mundtlige, beedigede løfter om deres kommende regeringsudøvelse, senere opstod håndfæstningerne som et supplement til og en præcisering af disse løfter, som fx den overenskomst Erik 5. Klipping i 1282 gav sine stormænd (se danehof). Med disse ensidige kongelige forpligtelser var håndfæstningernes formål først og fremmest at sætte grænser for kongemagten samt at hindre vilkårlighed og overgreb. Hvis kongen krænkede håndfæstningen og ikke lod sig belære, var undersåtterne løst fra deres troskabspligt. Håndfæstningerne indeholdt nogle bestemmelser om den politiske magtdeling, men de viste sig utilstrækkelige til at sikre rigsrådets magt, da statens virksomhed voksede.

http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/haandfaestning/

 

Christian den Førstes håndfæstning, Dateret 1448.
 
Under kuplignende omstændigheder besluttede kong Frederik III, støttet af gejstlighed og borgere, i efteråret 1660 sig for at indføre først arvekongedømmet og derefter enevælden. Det betød et farvel til den såkaldte fødselsadel, der oplevede en nedtur socialt, økonomisk, politisk og antalsmæssigt. Til gengæld opstod rangadelen, som bestod af embedsadelsslægter, der voksede i takt med, at skiftende konger udstedte våbenbreve til borgerlige embedsmænd. Her er det Frederik III, der som enevældig monark modtager de tidligere stænder, der udgjorde hans magtbase. Malet af Nicolai Abildgaard i 1783. Kilde: ”Adel”.
 
Efter Statsomvæltningen i efteråret 1660, der medførte indførelsen af enevælden i Danmark, blev Frederik III hyldet som Danmarks arvekonge på pladsen foran Københavns Slot den 18. oktober 1660. Enevældens arvefølge erstattede det hidtidige valgkongedømme, hvor det adelige rigsråd i princippet valgte den næste tronfølger. Ved denne arvehyldning skulle høj som lav, erklære deres ensidige troskab til kongen. Herunder inkluderet var amagerbonden med den karakteristiske hat, som en slags repræsentant for folket, og ikke mindst ex-rigsråderne der var de store tabere ved denne lejlighed. Det nærmest fotografiske billede er malet af den døvstumme maler, Wolfgang Heimbach, der selv svinger med hatten nederst til venstre og stolt præsenterer sit stykke fint underspillede kongelige propaganda. Det tog ham seks år at fuldende billedet. Wolfgang Heimbachs maleri blev malet til Frederik III. i 1666, dvs. efter at enevælden var blevet indført og konsolideret med Enevoldsarveregeringsakten i 1661 og Kongeloven i 1665. Den nye, enevældige monark. ønskede givetvis at udbrede den forestilling, at den enevældige styreform og ikke kun arvekongedømmet allerede var blevet indført af stænderne på mødet i 1660. På den måde underspillede kongen sin rolle som drivkraft i enevældens indførelse efter Arvehyldningen; Heimbachs billede understøtter illusionen fint, ikke alene ved at det er Arvehyldningen, som skildres, men også ved at anbringe folket og ikke kongen, som det dominerende i billedfladen. Meget vigtigt for monarkiets nye og enevældige selvforståelse er solstrålen, der som Guds finger bryder igennem skyerne og rammer ´Herrens udvalgte konge´ og dermed ´beviser´, at der hér er tale om en enevældig konge ´af Guds nåde´. Billedet giver samtidigt et udmærket indtryk af, hvordan Frederik IIIs København så ud på dette tidspunkt, ikke mindst efter de forskellige byggeprojekter, som blev igangsat af Christian IV (1588-1648) som fx Børsen, der ses i baggrunden og Holmens Kirke (til venstre) , der tidligere havde været ankersmedje. Københavns Slot, hvorfra den røde løber går, lå på det sted, hvor det nuværende Christiansborg Slot ligger (Klik hér for yderligere information og billeder både om Københavns slot og de efterfølgende 3 ´Christiansborg Slotte´). Det var på det efterhånden gamle, uhumske og meget ombyggede Københavns Slot, man kunne se ´Blåtårn´, hvor Christian IVs datter, Leonora Christina Ulfeldt, sad fængslet i næsten 22 år, men da Christian VI valgte at erstatte slottet med Christiansborg Slot i 1730-erne, findes hverken Blåtårn eller Københavns slot længere. Blåtårn var i øvrigt hvidt som resten af slottet absolut ikke blåt, men det havde sorte teglsten, og farven sort eller blåsort blev på dette tidspunkt ofte betegnet ´blåt´, som vi fx også kender det fra ´Blågårds Plads´. Det meget senere maleri af Heinrich Hansen i 1880, der er gengivet herunder, viser den samme situation, som er skildret på Heimbachs maleri, som i dag hænger på Rosenborg Slot, og som tydeligvis også har inspireret Heinrich Hansen. Maleriet findes i dag på det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.
 
 

Fødselsadel
selve udtrykket "adel" kendes i Danmark først fra begyndelsen af 1500-t. Dens medlemmer kunne være født dertil (arveadel) eller nyoptaget i adelen, fra højmiddelalderen oftest i forbindelse med tildeling af et adelsbrev (brevadel).Til adelskab var ofte knyttet heraldisk våben og titler, som stadig er i brug i en række lande. Adelens førhen ofte vidtstrakte politiske og økonomiske privilegier er dog nu afskaffet. I 1500-1600-t. gennemgik den europæiske adel en større krise, som indebar, at den måtte opgive ældre tiders eksklusive krigerfunktion. Årsagerne var for det første udviklingen på det militære område, hvor ildvåben og massive fodfolksformationer af lejesoldater efterhånden fortrængte den højt specialiserede adelige rytter og dermed forvandlede den europæiske krig fra et adeligt kunsthåndværk til en socialt bredspektret masseindustri; for det andet udviklingen af stærke monarkiske stater, hvis ofte enevældige fyrster trængte adelen bort fra den politiske magt.

Af denne krise udgik adelen med den karakter, som den siden beholdt indtil 1660. Adelen var nu fødselsadel; den, der fødes af adelen, er væbner, »af våben«, og fører slægtens adelige skjold; ridderfærdigheden blev et højere trin, som kun de færreste nåede. Efterhånden droges grænserne skarpere; den fri kvinde, der ægtede en ufri, mistede sit adelsskab; de lavere klasser af adelen, der levede blandt og som bønder, skødes helt bort. Antagelsen af familienavne påbødes adelen 1525 og adelen var nu rigsstand. Det rent personlige forhold til kongen hørte op, om end kongen vedblivende kaldte hver adelsmand »vor Mand og Tjener«. Adelen var rigets »fri og frelse« mænd, der »vover deres Hals for Riget« og derfor nød skattefrihed. Adelen oppebar bøder af sine undergivne og fik en stedse udvidet jurisdiktion over dem, til sidst den fulde hals- og håndsret; adelen var eneberettiget til at hjælpe kongen med at styre landet; de len, hvori riget var delt, skulde tildeles adelen, der deraf gjorde rostjeneste ligesom af sine private godser. Adelens politiske indflydelse var samlet i Rigsrådet; det valgtes af kongen, men stod som den egentlige herre i riget over for de skiftende valgkonger. Efter reformationen begyndte adelen at miste sit præg af krigerstand. Den rustede adelsskare havde længe ikke været rigets eneste forsvarsmiddel; nu var den end ikke mere kernen i hæren, og de mange forsøg på at reorganisere rostjenesten faldt ikke gunstigt ud. Fra krigen vendte adelen da mere og mere tanken mod fredens gerninger. Adelsmanden kunde studere og gå embedsvejen, søge ind i kongens kancelli og ende med at få en af de godt aflagte lensmandsstillinger eller endog blive rigsråd, eller han kunde kaste sig over driften af sit jordegods, samle strøgodset til afrundede helheder, stræbe ved stordrift at øge sin rigdom. Adelen gjorde både det ene og det andet, og den lykkelige fredstid fra 1570 til 1625 kastede stor glans over den danske adel. Årene 1536-1660 betegner kulminationen på adelens politiske magt, som den i konkurrence med kongemagten udøvede gennem det højadelige Rigsråd. Adelens højst 2000 medlemmer udgjorde på denne tid en snæver elite, som til gengæld for den ikke særlig belastende rostjeneste var begunstiget med skattefrihed, havde eneret til at eje frit jordegods og monopol på de højeste og mest indbringende af statens embeder. I princippet stod standens medlemmer lige og nød samme privilegier; men i praksis udskilte der sig efterhånden en lille hovedrig højadelsgruppe, som monopoliserede de indflydelsesrige rigsrådsposter og indbringende statsembeder. Den deraf følgende interne splittelse svækkede adelens politiske stilling og var en af årsagerne til dens magttab i 1660.

Adelen efter indførelsen af enevælden i 1660 - den ´ny´rangadel
Absolutismen kom i Danmark frem ved et skarpere brud med adelen end andetsteds, og den danske adel sank pludselig ned fra den næstmest til den mindst privilegerede i Europa; efter privilegierne af 1661 nød den forskellige æresrettigheder og godsejerprivilegier, men den havde ingen særlig adgang til embeder og ingen skattefrihed. Endda så de første enevoldskonger med største mistro på den gamle adel, og uden støtte fra oven ødelagdes denne af landets ulykkelige, økonomiske forhold og de strenge skattepålæg; at adelen 1670 fik skattefrihed for hovedgårdstaksten blev foreløbig en byrde, da den fulgtes af pligten til at stå inde for fæstebøndernes skatter. På den måde gik det meste adelsgods over på nye hænder inden år 1700, og mange af standens medlemmer blev fattige.

Begge veje blev benyttet, og desuden indførte Christian V 1671 en højadel, bestående af lensgrever og lensbaroner med større privilegier end den øvrige adel. Adelens økonomiske stilling forbedredes også ved oprettelsen af stamhuse.

Kun meget få slægter fra den gamle, danske rigsrådsadel stræbte efter at få del i de nye titler. Blandt grevskaberne og baronierne ses af de gamle uradelsslægter kun slægterne Banner, Bille, Friis, Giedde, Høg, Juel, Juul, Podebusk, Reedtz, Rosenkrantz og Skeel repræsenteret. Af de gamle holstenske slægter blev medlemmer af slægterne Ahlefeldt, Rantzau og Reventlow forlenet med et grevskab eller baroni

Et eksempel på den ´rangadel´, som kongemagten efter indførelsen af enevælden i 1660 ´importerede´ især fra Tyskland som ´afløsning´ for den gamle og tidligere magtfulde ´fødselsadel´, er slægten von Plessen, sder oprindelig stammer fra Mecklenburg og hørte til den gamle tyske uradel. En gren af slægten, Christian Siegfried von Plessen (1646 -1723) som kom til Danmark i 1680, var en fremragende økonom, og som præsident for Rentekammeret hos Frederik IV lykkedes det ham at få bragt orden i rigets fortvivlede finanser. Fra ham og hans efterkommere nedstammer greverne Scheel-Plessen. Dette slægtsnavn blev dannet 1702 ved ægteskabet mellem Christian Ludvig von Plessen og Charlotte Amalie Skeel. Plessen-slægtens oprindelige våbenskjold (til venstre) viser en sort tyr med dobbelt hale på en gul eller gylden bund. På hjelmen ses en grevekrone og tre påfuglefjer mellem to halve røde hjul. Slægten lever stadig under navnet Scheel-Plessen. Heraldisk blev de to slægters våben i 1830 kombineret i et nyt våbenskjold, Alliancevåbenet, (til højre) med Scheel-slægtens to hvide svanehalse, som holder en guldring (i midten). Tyren og svanen, som symboliserer de to slægter, er nu skjoldholdere for det nye våben. En søn af den tidligere omtalte Christian Siegfried von Plessen, Carl Adolf von Plessen (1678-1758), som ses på portrættet herover, købte i 1725 hovedgården Gunderslevholmmellem Næstved og Sorø som et led i de Plessenske fideikommisgodser, der således bestod af 7 hovedgårde og dannede en næsten sammenhængende godsstrækning fra Tystrup-Bavelse søerne til Karrebæksminde. Hertil kommer et par godser i Jylland. I von Plessens testamente fra 1757 bestemte den ugifte og barnløse godsejer, at de 7 godser (Gunderslevholm, Saltø, Førslevgård, Castrup, Fuglebjerggård, Fodbygård og Harrested) skulle forblive en fast familiebesiddelse under navnet "De Plessiske Fidei-Commis-Godser". Som en af landets største godsbesiddere var Carl Adolf von Plessen  således en særdeles velhavende mand.Carl Adolf von Plessen opholdte sig ofte på Gunderslevholm, og han lod også den nuværende hovedbygning og ladebygning opføre i 1729 i barok stil. Gunderslevholm kendes fra 1300-årene. Da var hovedgården omgivet af landsbyen Gunderslevmagle. Omkring 1400 blev opført et stenhus, hvis nærmere beliggenhed ikke kendes. Dette blev omkring 1530 erstattet af en ny bygning, som blev fjernet i forbindelse med Carl .Adolf von Plessens opførelse af den nuværende hovedbygning i 1729. Herregården har over tid udvidet sit jordtilligende betragteligt. Omkring 1700 forsvandt landsbyen Gunderslevmagle således helt, og få år efter blev også landsbyen Tokkerup nedlagt og jorden lagt under Gunderslevholm. Hovedbygningens ydre, som ses på fotografiet herover, er dog ændret lidt i klassicistisk retning ved en ombygning i 1787.

Af medlemmer af rigsrådsadelen, som personligt tog imod en baron- eller grevetitel, kan nævnes Peter Rodsteen, Oluf Rosenkrantz og Otto Thott.
En særlig art af adelen fremkom ved, at det i rangforordningerne fra 1693 ff. bestemtes, at rang i de tre øverste klasser gav arvelig adel. Denne såkaldte rangadel blev dog allerede ophævet af Christian VI 1730 med tilbagevirkende kraft og anerkendes ikke mere. En menneskealder efter suverænitetens indførelse havde adelen fået et helt nyt præg, en adel af kongens nåde udstyret med store æresrettigheder og ikke få sociale privilegier men uden politisk indflydelse og uden synderlig standsånd. Adelen var talrigt repræsenteret ved hoffet, i officersstanden, i de højere embedsposter; men der fremtrådte næppe noget sted i dens indflydelse en særlig adelig standspolitik. Højadelen havde et unationalt, tysk præg; lavadelen var mere bureaukratisk.De liberale reformer sidst i 1700-tallet indskrænkede godsejernes rettigheder og dermed også de adelige privilegier; de nye skatter pålagdes især det fri hartkorn; kaldsretten til dommer- og præsteembeder blev ændret til en forslagsret osv.Med enevældens indførelse i 1660 ophævedes det kasteagtige præg, som havde karakteriseret den før enevældige adel, og der skete samtidig en væsentlig udvidelse af adelsbegrebet. Den gamle fødselsadel fik nok lov til at bestå — med stærkt beskårne privilegier — men suppleredes med en rangadel. En væsentlig bestanddel af denne var den såkaldte brevadel, dvs. højtstående borgerligfødte embedsmænd, som ved et kongeligt patent benådedes med adelige rettigheder. Dertil kom et betydeligt antal naturalisationer, dvs. anerkendelse af udenlandsk adelskab som dansk, der normalt blev bekræftet ved udstedelse af et adelspatent. Endelig indførtes efter kontinentalt forbillede i 1671 en helt ny feudal titeladel med titler som greve, baron eller friherre. Dette skete ofte i forbindelse med oprettelse af grevskaber (mindst 2500 tdr. htk.) eller baronier (mindst 1000 tdr. htk.), der blev belagt med majoratsbånd, så at de ikke kunne deles ved arv, og som betragtedes som len af Kronen. Dermed opstod en lensadel, hvis omfattende privilegier kunne minde om den førenevældige adels.

Oplysningsfilosofiens sejrsgang i 1700-t. bidrog væsentligt til at undergrave den privilegerede adels magtstilling. Rationalismens betoning af viden og fortjenstfuld indsats som grundlag for politisk indflydelse og socialt avancement stod i direkte modsætning til adelens nedarvede fortrinsstilling, og ikke mindst den oplyste enevælde med dens tanker om principiel lighed for alle undersåtter svækkede adelen. Disse tanker havde deres udspring i Frankrig, og det var også her, selve adelsbegrebet først blev afskaffet. Den nulevende danske adel, som må anses for fuldstændig assimileret i det borgerlige samfund, omfatter ca. 6800 personer (2015), heraf omkring halvdelen i udlandet. Den er sammensat af 187 slægter, hvis adelige status går tilbage til den gamle fødselsadel eller til enevældens rangadel.

 Grundloven 1849 ophævede "enhver i Lovgivningen til Adel, Titel og Rang knyttet Forret", ligesom den forbød fremtidig oprettelse af len, stamhuse og fideikommisgods.

Betegnelsen ”Rosen” går tilbage til Frederik 4.s tid, hvor dette fælles forgemak på Rosenborg Slot blev benyttet som spisesal for hoffets damer og kavalerer

 

Frederik 4´s sal på Rosenborg Slot

Dette rum var oprindelig et fag større og tjente som Christian 4.s audiensgemak. Til udstyret hørte en marmorkamin, som nu er i Kongens Gemak, og mytologiske loftsmalerier, der nu befinder sig i Christian 4.s Vinterstue. På væggene hang portrætter af kongen og hans slægt.

Rummet blev forkortet ved en ombygning ca. 1700, og det blev indrettet som forgemak for Frederik 4.s søster, prinsesse Sophie Hedevig. I forbindelse med ombygningen blev loftets felter med malede emblemer opsat; de har oprindelig siddet i Riddersalens ældste loft og er måske malet af Anders Nielsen i 1623. Ved ombygningen blev væggene beklædt med gobeliner, vævet i den nederlandske by Oudenaarde.

Lysekronen, af bjergkrystal med arme af ciseleret stål, er antagelig udført af Anton Matthias Joseph Domanöck i Wien. Den er en gave fra den østrigske kejserinde Maria Theresia; 1754 1794 hang den i kongens audiensgemak på Christiansborg Slot


Frederik 4´s Kabinet på Rosenborg Slot

 (Ikke færdigskrevet og redigeret) Dette rum blev brugt af Frederik 4.s søster, prinsesse Sophie Hedevig, som audiensgemak, men intet af rummets oprindelige udstyr er bevaret.

Da Rosenborg i 1800-tallet blev indrettet til en kronologisk samling, udstyrede man 1. etage med kongelige interiører fra Frederiksberg Slot og Prinsens Palæ, som begge ved enevældens afskaffelse overgik til statens ejendom. Det indlagte gulv i Frederik 4.s Kabinet stammer således fra Prinsens Palæ.

På venstre væg ses et såkaldt safttapet af lærred, bemalet med gennemskinnelige limfarver; den type vægudsmykning blev først og fremmest udført i Nederlandene og anvendtes på væggene i de daglige værelser. På højre væg hænger en flamsk gobelin med høstmotiv; den er udført i slutningen af 1600-tallet. Hovedparten af de udstillede genstande i rummet er fra årtierne omkring 1700

Sophie Hedevigs sovegemak på Rosenborg Slot

Rummet, som i  dag kaldes Christian 6´s Sal, fungerede som Frederik 4.s søster prinsesse Sophie Hedevigs sovegemak. Væggene er nu betrukket med gobeliner, som viser forskellige scener fra Alexander den Stores liv. Gobelinerne er medført som prøvestykker af gobelingvæveren Bernt van der Eichen, som blev tilkaldt fra Flandern i 1684, inden han fik bestillingen på gobelinserien med Christian 5.s krigsbedrifter. Den serie blev ophængt i Riddersalen.

Parketgulvet i Christian 6.s Sal sal stammer fra Frederiksberg Slot; det blev flyttet til Rosenborg ca. 1870. Loftsmaleriet, der kaldes Flora, som udstrør velsignelsen over Danmark, er malet af mesteren Bénoit le Coffre. Også dette er flyttet hertil fra Frederiksberg Slot.

De udstillede genstande i rummet knytter sig til Christian 6.s liv og stammer således hovedsagelig fra den første halvdel af 1700-tallet

 

Prins Carls værelse på Rosenborg

Dette rum, som nu kaldes Frederik V´s Kabinet,  er det første i den afdeling, som blev beboet af Frederik 4.s bror prins Carl. Sammen med Christian 7.s Sal og Frederik 6.s Stue blev det indrettet af Johannes Wiedewelt i 1782-1784. Væggene er beklædt med gobeliner fra Charles le Vignes fabrik i Berlin. Gobelinerne, hvis motiver er havescener, er fremstillet ca. 1750.

Sofaen og de to armstole stammer formentlig fra Fredensborg Slot, mens kommoden, der er belagt med palisanderfiner, muligvis er udført på C.F. Lehmanns værksted. Lysekronen af rav er udført af Lorenz Spengler efter tegning af Marcus Tuscher. Hovedparten af porcelænet stammer fra Christiansborg Slot, hvor det blev reddet ved branden i 1794.

De fleste udstillede genstande i rummet er fra anden halvdel af 1700-tallet, og de knytter sig først og fremmest til Frederik 5. og hans dronninger Louise og Juliane Marie, samt til deres børn Christian 7. og arveprins Frederik.

 

 

 

Sproget
Først og fremmest talte man ikke dansk ved det danske hof i 1700-tallet. I begyndelsen af 1700-tallet var den tyske indflydelse meget stærk. Man talte tysk ved hoffet, og der var tyske skoler og tysksprogede teatre. Derudover holdt man i en række større byer gudstjenester på tysk. Tysk var sproget, men også fransk spillede en stor rolle, især hvis man skulle være fin på den, forklarer seniorredaktør Henrik Andersson fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Når man endelig talte dansk i de finere kredse, skete det ofte med brug af mange låneord især franske og tyske. Jeg gætter på, at man som nutidsdansker nok ville blive ret forvirret og ofte ville kunne have svært ved at følge med. Fransk var højeste mode på det tidspunkt og sneg sig overalt ind i sproget, i øvrigt ligesom engelsk gør det i dag. Men da det for mange var svært at udtale de franske vendinger, lavede man et væld af fordanskninger, som senere er gledet ud af sproget igen. I historikeren Ulrik Langens biografi om Christian VII kan man læse, at kongens uddannelse primært foregik på tysk og med tysktalende lærere, selvom enkelte patrioter ved hoffet forsøgte at få den unge prins undervist på dansk. Kongen lærte dog senere et hæderligt dansk, formentlig noget af et særkende langt de fleste af tidens royale personager kunne kun dårligt begå sig på rigsmålet. Samtidig var tysk kommandosprog i hæren, det blev brugt ved gudstjenester i mange kirker, og tyske skoler fandtes over hele landet. Ifølge sprogforskere og historikere er det først i slutningen af 1700-tallet og i 1800-tallet, at det bliver langt mere almindeligt at bruge dansk officielt. Med den massive påvirkning fra tysk kan man i øvrigt undre sig over, at der ikke findes en større afsmitning af svensk i det danske sprog. Sverige er trods alt et naboland, som på mange måder har været en vigtig del af vores lands historie. Det har dog en ganske naturlig forklaring, påpeger Henrik Andersson: Svenskerne og det svenske sprog var temmelig upopulære på den tid i Danmark. Det var et lavprestigesprog i modsætning til tysk. Det hænger sammen med svenskekrigene, som gennem hele 1600- og 1700-tallet plagede befolkningen. Anderledes er det jo i dag, hvor forskellige svenske ord har sneget og sniger sig ind. Sprogforskeren forklarer, at svenskerne ansås på linje med tyskere efter Anden Verdenskrig deres popularitet var bestemt til at overse. Også kommandosproget i hæren var tysk. I løbet af 1700-tallet bredte det danske sprog sig imidlertid. Det danske skriftsprog blev nu brugt på områder, hvor man tidligere havde anvendt latin og tysk. Både Holbergs danske komedier, essays og historiske værker blev eksempler på at dansk opdyrkedes. Samtidig skrev andre forfattere både lyrik og populærvidenskabelige artikler på dansk, og dermed blev det danske sprog brugt til alle genrer i samtiden.


 

Christian VI. ( ikke færdigskrevet og redigeret)
De fleste danskere kender historien om, hvordan vi sendte omkring 100.000 afrikanere som slaver over Atlanten til vore 3 små øer i Vestindien i perioden 1672-1803.Det er måske ikke så kendt, at der også fandtes slaver i København og på herregårde i provinsen. Det var forbudt at handle med slaver i selve Danmark. Men det var tilladt for fx en plantageejer at tage sine slavetjenere med hjem på kortere eller længere ophold, da de jo hørte til hans private ejendom på samme måde som fx en hest eller ko.De første afrikanske slaver i København var pager ved hoffet, som filmen ”En kongelig affære” viser. Herfra bredte moden sig til adelen og det højere borgerskab.Forelæsningen vil bl.a. handle om ”negerdrengen Jackie”, der blev sendt retur til sin ejer på St. Croix. Og om Hans Jonathan, der kæmpede for Danmark i Slaget på Reden i 1801 – men som alligevel blev dømt til at vende hjem til sin ejer i Amaliegade for igen at stkke af og havne på Island. Bogen om hans historie kommer snart på dansk. / Omtrent hundrede år efter Struenses virke malede Kristian Zahrtmann Scene fra Christian VII's hof med Christian 7., Caroline Mathilde og Struense som motiv. Fra Den Hirschsprungske Samling.Struensee blev knyttet tættere til kongen, og ved hjemkomsten begyndte han at gennemskue forholdene ved hoffet. På grund af kongens tilstand og mange udskejelser ikke mindst druk og elskerinder var dronning Caroline Mathildes position ved hoffet ikke særlig behagelig. Struensee var tilsyneladende den eneste, der kunne se det, og han overtalte kongen til at behandle dronningen med mere respekt. På denne måde vandt han også dronningens gunst, og hans stilling ved hoffet forbedredes endnu mere. Kongens favorit og drukven var stadig grev Frederik Vilhelm Conrad Holck. Struensee indså, at han måtte af med grev Holck for at vinde kongens fulde fortrolighed. I maj 1769 blev Struensee udnævnt til etatsråd og rykkede op i rangfølgen. Det var vist derefter, at Struensee indledte en kærlighedsaffære med dronningen. Den ledte ifølge historikeren Svend Cedergreen Bech til, at hun blev gravid, men det er svært at bestemme faderskabet til prinsesse Louise Augusta med fuldstændig sikkerhed. Juridisk set var hun kongens datter, men omgivelserne og Struensee selv opfattede hende som hans datter, og resten af sit liv definerede hun sig selv ud fra hans faderskab.I begyndelsen af 1770 udnævntes Struensee til kabinetssekretær for dronning Caroline Mathilde og til forelæser for kong Christian 7. Der er ikke noget, der taler for, at han havde søgt at skabe indflydelse ved hoffet for at opnå en politisk stilling,men fra da af begyndte sandsynligvis tanken om at opnå en magtfuld position at opstå hos ham.


 

Christian VI (1699 - 1746, konge siden 1730)
Kronprins Christian havde taget sin forsmåede moders parti mod faderens forhold til Anna Sophie Reventlow. Frederik IV forsøgte derfor med sit testamente at sikre den 22 år yngre Anna Sophie Reventlow en passende position som enkedronning. Han forsøgte også at vinde Carl Adolf von Plessens støtte i dette forehavende ved at tilbyde ham elefantordenen, men forgæves. Næppe var Frederik IV imidlertid død, før kronprinsen, nu som Christian VI, omstødte faderens testamente og forhindrede dronning Anna Sophie Reventlow i at få den del af den arv, som var tiltænkt hende. Også den nye dronning, Sophie Magdalene, var meget fjendtlig indstillet overfor enkedronningen. Den 11. november 1730 forviste Christian VI sin stedmoder til Clausholm, hvorfra hun i sin tid var blevet bortført af Frederik IV, med en skrivelse, som han indledte således: "Det var hele verden bekendt, og ingen mere end hende selv, hvilken stor forargelse hun var til, først ved sine mange års offentlige horen i ægteskab og dernæst ved det hovedkulds og uhørte giftermål, som hun aftvang Vores nu hos Gud værende højsalige fader..."Christian VI var en flittig og velbegavet mand, men hans religiøse fanatisme og hans forskruede opfattelse af sin egen persons ophøjede storhed førte undertiden til besynderlige bestemmelser, f.eks. blev det forbudt andre at færdes på en vej, mens kongen selv benyttede den. Som ny konge afskedigede han hurtigt de fleste af faderens rådgivere og ansatte en række især borgerlige embedsmænd, som delte hans pietistiske tro. Hoffet blev meget tyskorienteret især på grund af dronningen, som havde stor indflydelse på Christian VI´s beslutninger. En række af dronningen Sophie Magdalenes slægtninge kom efterhånden også til at beklæde embeder i Danmark. 
Også Carl Adolf von Plessen blev kaldt til hoffet og fik sæde i konsejlet, dvs. kongens rådgivende statsråd. Han fik stor indflydelse på kongen i begyndelsen, men efter nogle år blev den politiske uenighed mellem von Plessen og kongen hurtigt meget stor, og da Christian VI´s pietistiske opfattelse efterhånden også blev for rabiat for den ellers selv pietistisk prægede Carl Adolf von Plessen, og modsætningsforholdet til dronningen også efterhånden var blevet større, opgav han efter nogle år sin indflydelse ved hoffet og vendte tilbage til Vemmetofte, som han administrerede for prinsesse Sophie Hedevig. Christian VI døde i 1746 kun 47 år gammel, uden at det gjorde noget større indtryk på befolkningen, som næppe har haft meget andet end ligegyldige skuldertræk til overs ved meddelelsen om kongens død. Kongen blev - traditionen  tro - begravet i Roskilde Domkirke.

Allerede som kronprins forelskede den senere Christian VI sig hovedkulds i den fattige og voldsomt religiøse Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach (1700-1770), der som han selv var stærkt påvirket af tidens pietistiske strømninger. Efter brylluppet i 1721 fulgte Sophie Magdalenes mor med til Danmark. Hun var endnu mere religiøs end datteren, som hun også snart fik til at indse, at dans, spil og teater var syndig tant. Christian VIs hof blev med tiden præget af streng pietistisk fanatisme og uendelig kedsomhed. 

Kronprinsen, den senere Frederik V (1723-1766, konge siden 1746), førte allerede som ung et så udsvævende liv med letlevende damer, hyppige bordelbesøg og en stadig strøm af spirituøse drikke, at den strengt religiøse fader, Christian VI alvorligt overvejede at umyndiggøre ham. Skønt godt begavet var kronprinsen meget overfladisk, og heller ikke som konge kom han nogensinde for alvor til at interessere sig for rigets styre. Det lod han indsigtsfulde mænd som Adam Gottlob Moltke og J. H. E. Bernstorff tage sig af. Den stærkt alkoholiserede, men også ganske populære konge døde kun 42 år gammel - efter en samtidig kildes udsagn uden at have været blot nogenlunde ædru i årevis. Rytterstatuen af Frederik V, som står midt på Amalienborg Slotsplads, (herunder) blev skabt i perioden 1753-74 af blev skabt af den franske billedhugger Jacques-François-Joseph Saly (1717-1776). Projektet blev sat i gang, da handelsvirksomheden Asiatisk Kompagni tilbød at betale udgifterne - måske uden helt at have gjort sig klart, hvor kostbart, det færdige monument endte med at blive. Det imponerende magtsymbol over den i virkeligheden ganske uduelige konge kom til at koste 500.000 rigsdaler, - en enorm sum, som svarede til omkring  en femtedel af udgifterne til de 4 palæer på det nyopførte Amalienborg. Til gengæld regnes monumentet for at være en af Europas fineste rytterstatuer.
 

Frederik V

Christian VII

http://www.wikiwand.com/en/Coat_of_arms_of_Denmark

 

animated gif

finn@thorshoj.dk


Rytterskolerne oversigt (klik på billedet)


Hovedmenu (klik på billedet)

E-mail: Klik på adressen

 Hit Counter  (besøgstælleren er sidst nulstillet den 1. januar 2017)