Kirke, adel og kongemagt - historisk oversigt
samt lidt orientering om våbenskjold, nationalflag og kongelige slotte



 Kongeriget Danmark, hertugdømmerne Slesvig-Holsten og rigsfællesskabet med Norge
 Omkring år 1700 omfattede Danmark både ´selve kongeriget Danmark´ og hertugdømmerne Slesvig og Holsten syd for Kongeåen. Dertil kom, at Danmark gennem adskillige århundreder havde et rigsfællesskab med Norge. Reelt havde de to kongeriger siden Kalmarunionen i 1397 indgået en personalunion (efter reformationen i 1536 dog en realunion), hvilket i praksis indebar at den enevældige danske konge (indtil 1814) regerede både Danmark og Norge. I selve kongeriget Danmark har der formentlig boet omkring 650.000 mennesker i år 1700, og 3 årtier senere menes folketallet at være vokset til omkring 710.000. Omtrent 80% af befolkningen boede på landet i de hen ved 5000 landsbyer, ca. 10% boede i hovedstaden og de resterende ca. 10% boede i de 67 større og mindre købstæder landet over.

Kort over Danmark fra 1629. Kortet viser dels selve Kongeriget, som har sydgrænse ved Kongeåen. Syd for åen ligger hertugdømmerne, som det ses på kortet herunder;
det nordlige Slesvig, som er dansk, og de tyske hertugdømme Holsten med Lauenborg, som indtil 1806 var en del af ´Det tysk-romerske Rige´. Begge hertugdømmerne blev dog regeret af den danske konge, som udover kongetitlen også var hertug af hhv. Slesvig og Holsten. På kortet er også Skåne, Halland og Blekinge medtaget som en del af Danmark, men som følge af det danske nederlag efter Svenskekrigene ( - den første Karl Gustav-krig) i 1657-1658 overgik disse landsdele med Roskildefreden i 1658 til Sverige.
 

 

Den politiske magtkamp i Danmark (under udarbejdelse, kilde:især Danmarkshistorien.dk Teksten skal forkortes og redigeres.)

 Periode  Styreform  Forfatning  Hvem har ´magten´?
 Kongemagtens rolle
 
 Indtil 1286      Magtkamp mellem storbønder og kongen  
 1282-1536    Håndfæstning  Storbønder/adel, kirke- og kongemagt  Valgkongedømme
 1536-1660  Adelsvælde  Håndfæstning  Magtkamp mellem rigsrådet og kongen  Valgkongedømme
 1660-1849  Enevælde  Kongeloven af 1665  Al magt ligger hos kongen  Absolut monarki ´af Guds nåde´
 1849-  Demokrati (folkestyre)  Grundloven af 1849 (senere revideret)  Folketinget, Landstinget (afskaffet 1953)  Indskrænket, konstitutionelt monarki

Vikingetiden
Før og i løbet af vikingetiden er kongemagtens og rigets status ukendt. Meget tyder dog på, at det danske rige i perioder var forenet under én konge, mens det i andre var politisk fragmenteret. Fra vikingetiden, der strakte sig ca. fra 800 til 1050, findes der kun få skriftlige kilder, men indskrifter på runesten som Jellingstenene, arkæologiske fund og udenlandske kilder giver et billede af tiden. Der var tale om et samfund, hvor nogle få storbønder var de mest indflydelsesrige. Men vikingetidens organiserede erobringstogter kunne ikke have fundet sted uden en betydelig centralmagt. Kongens rolle er ganske vist blevet diskuteret af forskere, men levnene fra Harald Blåtands mange bygningsværker peger på en stærk kongemagt. Kongen var samtidig militær og politisk leder, når det kom til konflikter med udlændinge og udenlandske herskere. Efter kristendommens indførelse havde kongen også indflydelse på kirken, men han var meget afhængig af et godt samarbejde med de indflydelsesrige stormænd. Modsat var kirken med til at legitimere kongens magt, ligesom stormændenes støtte var en forudsætning for hans fastholdelse af magten.

Kirke- og kongemagt fra ca. 1050 til 1340
Perioden var præget af indre og ydre stridigheder, herunder korstog og slægtsfejder. Men samtidig blev samfundet også mere organiseret, da kongemagten og kirken fik stadig mere magt, f.eks. over lovgivning og retshåndhævelse. Landet blev ca. 1060 inddelt i bispedømmer, og i 1103-04 blev et dansk ærkebispesæde oprettet i Lund. Ofte foregik den udvikling i et tæt samarbejde mellem kirke- og kongemagt. Der blev desuden indført en fast skat til kirken kaldet tiende, der indebar, at en tiendedel (10 %) af al produktion skulle gå til kirken. På den måde sikrede kongen sig på den ene side kirkens opbakning til at udbygge magten og på den anden side hjælp fra gejstlige, som kunne læse og skrive, administrere og kendte til lov og ret både i Danmark og udlandet. Endelig fik kongemagten monopol på at udstede mønter, men ofte delte kongen dette monopol med kirken, og med tiden blev udenlandske mønter, der hidtil var blevet anvendt i stor stil i Danmark, udelukket fra den danske økonomi. Møntmonopolet sikrede kongemagten en væsentlig indtægtskilde.
Ca. år 1200 var der efterhånden sket så mange ændringer i retssystemet, at kongemagten og kirken fandt tiden moden til at samle og nedskrive nogle af de gældende retsregler. De var inspirerede af udviklingen i Europa. Konsekvensen blev landskabslovene, der gjaldt for de forskellige ’lande’, det danske rige var inddelt i. Hvert land havde sit landsting: Lund (Skåne, Halland og Blekinge), Ringsted (Sjælland og øer) og Viborg (Jylland og Fyn). Den yngste og mest omfattende af lovene var Jyske Lov fra 1241, som Valdemar Sejr stod bag. Jyske Lov blev vedtaget i Vordingborg, og den var formentlig tænkt som en decideret rigslov, men projektet kunne ikke gennemføres, da kong Valdemar døde få måneder efter mødet. Derfor kom loven kun til at gælde i Jylland og på Fyn. Med Jyske Lov var der for første gang i Danmark tale om en lov i form af aftaler mellem konge og landet. Det blev et gældende princip fremover.
Med landskabslovene blev kongens magt mere formaliseret, selv om han fremdeles var afhængig af adelen - de tidligere stormænd. Centralmagtens eller kongens rolle som hovedansvarlig for retshåndhævelsen blev slået fast, og der stod skrevet, at kongen skulle lovgive og styre landet, som paven styrede kirken. Derved blev der en opdeling af magten mellem kongen som verdslig og kirken/paven som åndelig leder. Landskabslovene kom – med ændringer og tilføjelser – til at gælde helt frem til 1683.  

   
Håndskrevet side i Jyske Lov. Lovsamlingen blev udgivet af Valdemar Sejr i 1241 (til venstre). Denne udgave stammer fra ca. 1280 og befinder sig på Det Kongelige Bibliotek i København. Christian 3. uden for det belejrede København 1536. Gobelinen er vævet mellem 1581-1584 på bestilling af Frederik II.

Danehof og håndfæstninger
Danehof er betegnelsen for en middelalderlig rigsforsamling bestående af herremændene og rigets vigtigste gejstlige stormænd, det som man plejer at sammenfatte under betegnelsen aristokratiet. Somme tider deltog også repræsentanter fra samfundets lavere lag. Ordet hof er afledt af det tyske udtryk for gård, og bruges ofte om kongens gård, men det kunne også bruges om et møde med kongen. Ordet betyder altså noget i retning af danskernes møde med kongen. Forsamlingen spillede en hovedrolle i magtkampene mellem kongemagten og aristokratiet i anden halvdel af 1200-tallet og omkring et århundrede frem. I praksis var det oftest Danehoffet, der valgte kongerne. Det havde lovgivende og dømmende magt samt andre vigtige politiske funktioner.
Danehoffet havde sin oprindelse i møder mellem kongerne og deres mænd, der blev afholdt for at træffe beslutninger om større politiske problemer og afklare konflikter eller retssager mellem de involverede. Møder mellem kongen og hans hird er givetvis blevet holdt langt tilbage i historien. Vi har imidlertid først omtaler af sådanne møder fra omkring midten af 1100-tallet, og da deltager udover herremændene også bisperne, som ligesom herremændene havde aflagt troskabsed til kongerne og dermed var blevet deres mænd.
Omkring midten af 1200-tallet begyndte sådanne møder for alvor at beskæftige sig med lovgivning, ligesom de blev afholdt noget hyppigere. Dermed opstod Danehofftet, som en institution, der i konkurrence og samspil med landstingene, havde en afgørende indflydelse på rigets lovgivning.
Håndfæstning betyder egentlig 'løfte', og ordet bruges i den historiske litteratur om de skriftlige løfter, de fleste valgkonger i perioden 1320-1648 måtte afgive som betingelse for at blive valgt. Håndfæstning bruges også som betegnelse for den aftale, der blev påtvunget Erik Klipping i 1282, og som betragtes som den første håndfæstning. Håndfæstningerne indeholdt diverse indskrænkninger af kongernes magtbeføjelser, herunder præciseringer af de enkelte socialgruppers (stænders) privilegier.Håndfæstning betyder løfte, og begrebet bruges om de skriftlige løfter, som langt de fleste konger i perioden 1320-1648 måtte give for at blive valgt. På den måde var der ofte tale om en indskrænkning af kongens magt, ligesom kongens og stændernes (hhv. kirken, adelen, bønderne og borgerne i byerne) privilegier blev præciseret i håndfæstningerne. Bærende var det, at kongen var bundet af loven, men der var også konkrete bestemmelser, når der havde været konflikter mellem konge og stormænd. Den første håndfæstning fra 1282 kom således efter en periode, hvor kong Erik Klipping havde haft konflikter med de mest betydningsfulde herremænd.
De fire første håndfæstninger blev vedtaget efter forhandlinger med danehoffet. Danehoffet var en samling af ”rigets bedste mænd”, og det blev indført i forbindelse med Erik Klippings håndfæstning og fungerede indtil 1400-tallet. Med danehoffet vedtog hoffet/herremændene privilegier og breve sammen med kongen.
Rigsrådet opstod som permanent institution, og det udviklede sig med tiden til sammen med kongen at sidde på magten i landet. Rådet bestod af op til 40 mænd af landets fornemste adel og fra kirken. Det var kongen, der udnævnte rigsrådet, men rigsrådet kunne som nævnt begrænse kongens magt med en håndfæstning. Eksempelvis blev øgede privilegier for godsejere en del af mange håndfæstninger. Håndfæstningerne begrænsede således kongens evne til at opkræve skatter. Men de stærke modsætninger mellem landets interesser, som kongen varetog, og adelens egne økonomiske interesser gav af og til store konflikter.
Selvom Danehoffer efter 1282 i princippet skulle afholdes hvert år, gik der ofte lang tid mellem deres afholdelse. Det var kongen, der indkaldte, og når han ikke havde behov for at få løst større problemer, var det fristende at lade være, fordi Danehofferne var det naturlige sted at formulere opposition mod kongemagten. Når de blev afholdt, skete det ofte omkring Skt. Hans i Nyborg, hvor man endnu på slottet fremviser den sal, hvor Danehofferne efter sigende skal være blevet afholdt. De kunne dog også afholdes på andre steder og tider. Beslutningerne blev i praksis truffet af de såkaldte ”Rigets Bedste Mænd”, dvs. bisperne, indenlandske hertuger og grever, rigsembedsmænd og særligt fremtrædende herremænd sammen med kongen. Dog var det formentlig en betingelse for beslutningernes gyldighed, at de fik tilslutning fra de øvrige tilstedeværende på Danehoffet.
Fra slutningen af Valdemar Atterdags regeringstid fik rigsrådet en fast og fremtrædende placering i landets forvaltning, og da dette bestod af bisperne og landets førende verdslige stormænd, blev det naturligt, at rigsrådet efterhånden overtog Danehoffets opgaver. Det bestod jo af den personkreds, som i praksis traf afgørelserne på Danehofferne. Det sidste Danehof blev afholdt i 1413, da kong Erik af Pommern havde brug for at legitimere, at han ved dom prøvede at sikre sig herredømmet over hertugdømmet Slesvig.
 
Christian den Førstes håndfæstning fra 1448, mens dobbeltmonarkiet Danmark-Norge endnu var et valgkongedømme og (til højre) forsiden på Kongeloven fra 1665, som var ´grundloven´ under Enevældet i perioden 1660-1849.

Reformationen
Perioden 1536-1660 afgrænses af reformationen i begyndelsen og enevældens indførelse i slutningen, altså af to af de vigtigste politiske begivenheder i landets historie. Perioden omtales ofte som 'adelsvælden', fordi det var en periode, hvor adelen havde stor politisk og økonomisk magt, og fordi der ikke var andre væsentlige politiske magtgrupper end adel og konge. Betegnelsen overskygger dog, at perioden i mindst lige så høj grad var præget af en stadig stærkere kongemagt, og perioden slutter med, at adelen mistede sin magt ved enevældens indførelse.
Efter borgerkrigen Grevens Fejde, der varede fra 1534 til 1536, samlede Christian 3. stænderne til et møde i København. Han ville af med nogle af de mest indflydelsesrige biskopper, som prægede rigsrådet og i øvrigt havde store jordbesiddelser.Christian 3. var lutheraner, og i 1536 gennemførte han reformationen ved Recessen (loven) af 30. oktober. Dermed brød Danmark med den katolske kirke, og reformationen markerede således overgangen fra den katolske til den protestantiske statsreligion. Med recessen lykkedes det kongemagten at skille sig af med en stærk modstander, ligesom det blev indført, at den nye konge skulle vælges i den levende konges regeringstid. Hermed slap man for, at rigsrådet ikke ville vælge en konge, sådan som det havde været tilfældet før Grevens Fejde, hvor rigsrådet tøvede med at udpege en konge med luthersk baggrund.
Kirken blev således underlagt kongen, og store besiddelser blev beslaglagt. Det styrkede kongens magt, da kongemagten i vid udstrækning stadig finansierede sig selv gennem krongodset. 
Centralt i periodens historie står også de mange krige med især Sverige, som gik ind i en ny fase efter reformationen. Gennem første halvdel af 1600-tallet blev Sverige stadig stærkere, så perioden endte med en dansk katastrofe, som dog mere dannede et vende- end et slutpunkt for svenskekrigene.

Adel og rigsråd
Adel er en betegnelse på den højeste samfundsklasse i et land, der historisk nød visse privilegier og oprindelig havde en del forpligtelser. Adel har eksisteret i siden oldtiden.befolkningsgruppe med særlige rettigheder af social, økonomisk og politisk karakter, begrundet med afstamning eller med militære forpligtelser.Den danske adel, der groft inddeles i uradel, brevadel, højadel og lavadel, består i dag af ca. 200 slægter, der enten er ubetitlede, friherrelige (= baron), lensfriherrelige (= lensbaron), grevelige eller lensgrevelige. Som uradel regnes den adel, der kendes før reformationen (1536), mens brevadelen er den adel, der derefter har fået sit adelskab gennem et patent (enten embedsmænd eller militære, heraf sværdadel). Som højadel regnes den gamle rigsrådsadel og den betitlede adel efter enevældens indførelse 1660. I alt har der eksisteret ca. 725 danske adelsslægter. I begyndelsen af valdemarstiden smelter disse to klasser dog sammen, samtidig med, at rammerne stærkt udvides: enhver kan sværge kongen troskabsed, blive hans »mand«; han forpligtiges derved til krigstjeneste, men han bliver fri for de faste skatter, der indførtes på denne tid. Samtidig med, at den almindelige ledingspligt begyndte at falde bonden tungere, fik kongen herved mænd, der var rede til at drage ud på hans bud, mere krigsøvede og bedre udrustede, oftest vel også til hest. Foruden kongen havde også bisperne og de fyrstelige lensmænd ret til at tage »mænd«. Disse kaldtes herremænd, hvad tiden selv forstod som herrernes mænd (homines dominorum); mulig er den oprindelige form dog hærmand, svarende til det latinske navn milites; ofte bruger Saxo i stedet herfor equites, ryttere.

Danmarks under adelsstyre og adelsvælde
 Det danske kongedømme var indtil 1660 et valgkongedømme. Vælgerne var dog ikke folket, men de i alt ca. 20 medlemmer af rigsrådet. De var blevet udpeget af kongen blandt landets rigeste og mest velansete adel. Også en geografisk spredning skulle tilgodeses.For at sikre sig, at den nye konge tilgodeså deres ønsker, bandt rigsråderne ham til en af dem formuleret håndfæstning. Siden blev de hans rådgivere. Sådan havde det været i flere hundrede år.Efter en årrække uden håndfæstninger underskrev alle danske monarker fra 1448 og frem til enevældens indførelse i 1660/61 en håndfæstning. Denne gruppe af håndfæstninger blev til efter forhandlinger mellem konge og rigsråd og var affattet på dansk.Christoffer 2.s håndfæstning af 1320 var den første, der blev udstedt i forbindelse med et kongevalg. Tidligere havde kongerne ved tronbestigelsen blot afgivet mundtlige, beedigede løfter om deres kommende regeringsudøvelse, senere opstod håndfæstningerne som et supplement til og en præcisering af disse løfter, som fx den overenskomst Erik 5. Klipping i 1282 gav sine stormænd (se danehof). Med disse ensidige kongelige forpligtelser var håndfæstningernes formål først og fremmest at sætte grænser for kongemagten samt at hindre vilkårlighed og overgreb. Hvis kongen krænkede håndfæstningen og ikke lod sig belære, var undersåtterne løst fra deres troskabspligt. Håndfæstningerne indeholdt nogle bestemmelser om den politiske magtdeling, men de viste sig utilstrækkelige til at sikre rigsrådets magt, da statens virksomhed voksede.
Af medlemmer af rigsrådsadelen, som personligt tog imod en baron- eller grevetitel, kan nævnes Peter Rodsteen, Oluf Rosenkrantz og Otto Thott.
 


Under kuplignende omstændigheder besluttede kong Frederik III, støttet af gejstlighed og borgere, i efteråret 1660 sig for at indføre først arvekongedømmet og derefter enevælden. Det betød et farvel til den såkaldte fødselsadel, der oplevede en nedtur socialt, økonomisk, politisk og antalsmæssigt. Til gengæld opstod rangadelen, som bestod af embedsadelsslægter, der voksede i takt med, at skiftende konger udstedte våbenbreve til borgerlige embedsmænd. Her er det Frederik III, der som enevældig monark modtager de tidligere stænder, der udgjorde hans magtbase. Malet af Nicolai Abildgaard i 1783. Til højre ses Kongeloven fra 1665, som blev forfattet af Peder Schumacher, der blev adlet og fik navnet Griffenfeld. Med denne lov blev Enevælden som politisk system bekræftet.
 
Efter Statsomvæltningen i efteråret 1660, der medførte indførelsen af enevælden i Danmark, blev Frederik III hyldet som Danmarks arvekonge på pladsen foran Københavns Slot den 18. oktober 1660. Enevældens arvefølge erstattede det hidtidige valgkongedømme, hvor det adelige rigsråd i princippet valgte den næste tronfølger. Ved denne arvehyldning skulle høj som lav, erklære deres ensidige troskab til kongen. Herunder inkluderet var amagerbonden med den karakteristiske hat, som en slags repræsentant for folket, og ikke mindst ex-rigsråderne der var de store tabere ved denne lejlighed. Det nærmest fotografiske billede er malet af den døvstumme maler, Wolfgang Heimbach, der selv svinger med hatten nederst til venstre og stolt præsenterer sit stykke fint underspillede kongelige propaganda. Det tog ham seks år at fuldende billedet. Wolfgang Heimbachs maleri blev malet til Frederik III. i 1666, dvs. efter at enevælden var blevet indført og konsolideret med Enevoldsarveregeringsakten i 1661 og Kongeloven i 1665. Den nye, enevældige monark. ønskede givetvis at udbrede den forestilling, at den enevældige styreform og ikke kun arvekongedømmet allerede var blevet indført af stænderne på mødet i 1660. På den måde underspillede kongen sin rolle som drivkraft i enevældens indførelse efter Arvehyldningen; Heimbachs billede understøtter illusionen fint, ikke alene ved at det er Arvehyldningen, som skildres, men også ved at anbringe folket og ikke kongen, som det dominerende i billedfladen. Meget vigtigt for monarkiets nye og enevældige selvforståelse er solstrålen, der som Guds finger bryder igennem skyerne og rammer ´Herrens udvalgte konge´ og dermed ´beviser´, at der hér er tale om en enevældig konge ´af Guds nåde´. Billedet giver samtidigt et udmærket indtryk af, hvordan Frederik IIIs København så ud på dette tidspunkt, ikke mindst efter de forskellige byggeprojekter, som blev igangsat af Christian IV (1588-1648) som fx Børsen, der ses i baggrunden og Holmens Kirke (til venstre) , der tidligere havde været ankersmedje. Københavns Slot, hvorfra den røde løber går, lå på det sted, hvor det nuværende Christiansborg Slot ligger (Klik hér for yderligere information og billeder både om Københavns slot og de efterfølgende 3 ´Christiansborg Slotte´). Det var på det efterhånden gamle, uhumske og meget ombyggede Københavns Slot, man kunne se ´Blåtårn´, hvor Christian IVs datter, Leonora Christina Ulfeldt, sad fængslet i næsten 22 år, men da Christian VI valgte at erstatte slottet med Christiansborg Slot i 1730-erne, findes hverken Blåtårn eller Københavns slot længere. Blåtårn var i øvrigt hvidt som resten af slottet absolut ikke blåt, men det havde sorte teglsten, og farven sort eller blåsort blev på dette tidspunkt ofte betegnet ´blåt´, som vi fx også kender det fra ´Blågårds Plads´. Det meget senere maleri af Heinrich Hansen i 1880, der er gengivet herunder, viser den samme situation, som er skildret på Heimbachs maleri, som i dag hænger på Rosenborg Slot, og som tydeligvis også har inspireret Heinrich Hansen. Maleriet findes i dag på det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.
 
 

Enevælde
 I 1660 blev der indkaldt til stænderforsamling. Danmark havde siden 1468 afholdt stændermøder, idet landet groft sagt var inddelt i tre stænder (adel, gejstlighed og borgerstanden). En fjerde stand var bønderne, der dog ikke havde politisk indflydelse. Kongen, adel og borgere skulle sammen beslutte, hvordan man skulle genrejse landet efter nederlag til Sverige i krigen i årene 1657-60. Mødet afslørede hurtigt, at kongen, de gejstlige og borgerne mente, at adelen ikke længere skulle have skattefrihed. Den 10. oktober 1660 lukkede kongen portene til København og tvang adelen til at være med til at finansiere landets genopbygning oven på krigen. Samtidig skulle adelen acceptere et arvekongedømme, for nok var magten gået i arv fra far til den førstefødte søn, men siden 1282 havde kongen som nævnt skullet leve med håndfæstninger og dermed indskrænket magt. Reelt blev rigsrådets magt brudt, da arvekongefølgen blev indført og håndfæstningerne bortfaldt.Med afskaffelsen af rigsrådets reelle magt blev adelen frataget en stor del af sin politiske indflydelse, og i 1665 blev enevælden bekræftet med Kongeloven, der var forfatningsloven for den danske enevælde. Kongen kunne nu regere med enevældig magt, og Kongeloven markerede således afslutningen på 700 års magtkamp mellem kirke, adel og konge. I 1849 blev Kongeloven afløst af Grundloven, mens arvereglerne bestod, indtil tronfølgeloven blev ændret i 1953. Med Grundloven blev det enevældige styre på sigt afløst af demokrati.

I begyndelsen af 1700-tallet var det danske samfundet et udpræget standssamfund med en enevældig monark ´af Guds nåde´ øverst i samfundspyramiden, og der blev ikke stillet spørgsmål til samfundsordenen. Samfundet var, som Gud havde skabt og bestemt det, - mente man - , som det også fremgår af ovenstående illustration, der findes i en dansk slægtsbog fra omkring år1600 (Det Kgl. Bibliotek) hvor Gud giver sværdet til adelsmanden, sceptret og kronen til kongen, bibelen til den gejstlige og plejlen til bonden. Plejlen var det redskab, som bønderne anvendte til tærskning af kornet. Efter reformationen i 1536 bidrog den protestantiske kirke i høj grad til at konsolidere denne samfundsorden og den enevældige konges magt. Kongen anså således kirken som et væsentligt redskab i forhold til at legitimere sin egen magt. Kirkens rolle var derfor at sikre denne samfundsopfattelse, og i en tid, hvor man endnu ikke satte spørgsmålstegn ved denne opfattelse, kom kirken derfor fortsat til at spille en kolossal rolle som en samfundsbevarende magtinstitution, der i udpræget grad prægede det enkelte menneske uanset hvilket samfundslag, man tilhørte. Nederst i samfundspyramiden var bønderne og andre landarbejdere, som ikke nød nogen respekt, men tværtimod som stand var ringeagtet i de højere samfundslag.
 
Indførelsen af demokrati i Danmark i 1849
Danmark ændrede sig markant i 1800-tallet. Kongeloven og enevælden blev i 1849 afløst af Grundloven og på sigt demokrati, og helstaten (Danmark, Slesvig, Holsten og Lauenborg) var ikke længere en politisk realitet, efter Danmark i 1864 havde tabt den anden Slesvigske Krig, Da Danmark fik sin grundlov i 1849, blev der taget et afgørende skridt væk fra enevælde og mod folkestyre, men der gik dog mange årtier, inden Danmark fik det ´ægte´, reelle demokrati – tilstræbt uafhængigt af status og køn –, som vi kender det i dag. Grundloven 1849 ophævede "enhver i Lovgivningen til Adel, Titel og Rang knyttet Forret", ligesom den forbød fremtidig oprettelse af len, stamhuse og fideikommisgods.
Selv om der er blevet foretaget ændringer i årenes løb, har Grundloven siden den 5. juni 1849 været det formelle grundlag for det danske demokrati.
I årene fra 1660-1849 var styreformen i Danmark enevælde, hvor al magt og myndighed formelt lå hos den absolutistiske monark. Med indførslen af enevælde blev Danmark et arvekongedømme, det eneste lovfæstede i Europa. Ifølge den enevældige forfatning, Kongeloven fra 1665, havde kongen den samlede statsmagt som både lovgiver, regent og øverste dommer. I princippet kunne kongerne bestemme enerådigt, men de færreste gjorde det, for de støttede sig til rådgivere i form af ledende embedsmænd. I hele den enevældige periode var der ingen adskillelse mellem regeringen, administrationen og lovgivningen. Enevælden var under afvikling fra år 1847/1848, men som styreform i Danmark afskaffes den først formelt med Junigrundloven 5. juni 1849.
Svenskekrigene i 1657-1660 havde vist, at rigsrådet og den øvrige adel ikke havde formået at magte deres opgaver. Krigene havde bragt Danmark på fallittens rand. Der indkaldtes en stænderforsamling, der skulle få statens finanser bragt i orden. Dens borgerlige og gejstlige stand tilbød kongen, Frederik 3., arvekongedømmet den 13. oktober 1660 i håb om at få adelens privilegier stækket og sine egne fåtallige kraftigt udvidet. Kongen tog imod, og i juni 1661 gav han de tre stænder hver sine privilegier. Det vigtigste var, at adelen beholdt mange af sine privilegier, således myndigheden over bønderne, alle godsherligheder og skattefrihed, medmindre nøden tvang kongen til noget andet. Men de fik ikke et adeligt rigsråd igen og heller ikke ønsket om som eneste stand at måtte besætte rigsembederne.
Siden indførelsen af enevælden i 1660, hvor den gamle danske adel mistede sin væsentligste indflydelse, havde de enevældige konger frygtet, at den gamle adel ville forsøge at få den tabte magt tilbage. Både Christian V og Frederik IV følte sig derfor mere sikre ved at lade tyske adelsmænd eller ´nyadelige´ danskere beklæde statens vigtige embeder. På den måde håbede kongen at sikre sig embedsmændenes loyalitet. Den gamle ´fødselsadel´ blev dermed afløst af en ´rangadel´, hvor det nu muligt at nå til tops i centraladministrationen i kraft af egen dygtighed og ambition uden at være født til denne mulighed som tidligere. Til gengæld var karrieren fuldstændig baseret på den enevældige majestæts gunst. Efter Kongeloven fra 1665 herskede den enevældige monark suverænt, men i praksis regerede kongen dog gennem et sekretariat, ´Kabinettet´, og Kancelliet, som var opdelt i ´Danske Kancelli´, der tog sig af sager vedrørende Danmark og Norge, som Danmark var i personalunion med - en slags indenrigsministerium - og ´Tyske Kancelli´, som tog sig af hertugdømmerne Slesvig og Holsten, men også beskæftigede sig med den øvrige udenrigspolitik, og på den måde blev en forløber for udenrigsministeriet. Den gamle opdeling af landet i len blev også afløst af en opdeling i amter.
En særlig art af adelen fremkom ved, at det i rangforordningerne fra 1693 ff. bestemtes, at rang i de tre øverste klasser gav arvelig adel. Denne såkaldte rangadel blev dog allerede ophævet af Christian VI 1730 med tilbagevirkende kraft og anerkendes ikke mere. En menneskealder efter suverænitetens indførelse havde adelen fået et helt nyt præg, en adel af kongens nåde udstyret med store æresrettigheder og ikke få sociale privilegier men uden politisk indflydelse og uden synderlig standsånd. Adelen var talrigt repræsenteret ved hoffet, i officersstanden, i de højere embedsposter; men der fremtrådte næppe noget sted i dens indflydelse en særlig adelig standspolitik. Højadelen havde et unationalt, tysk præg; lavadelen var mere bureaukratisk.De liberale reformer sidst i 1700-tallet indskrænkede godsejernes rettigheder og dermed også de adelige privilegier; de nye skatter pålagdes især det fri hartkorn; kaldsretten til dommer- og præsteembeder blev ændret til en forslagsret osv. Med enevældens indførelse i 1660 ophævedes det kasteagtige præg, som havde karakteriseret den før enevældige adel, og der skete samtidig en væsentlig udvidelse af adelsbegrebet. Den gamle fødselsadel fik nok lov til at bestå — med stærkt beskårne privilegier — men suppleredes med en rangadel. En væsentlig bestanddel af denne var den såkaldte brevadel, dvs. højtstående borgerligfødte embedsmænd, som ved et kongeligt patent benådedes med adelige rettigheder. Dertil kom et betydeligt antal naturalisationer, dvs. anerkendelse af udenlandsk adelskab som dansk, der normalt blev bekræftet ved udstedelse af et adelspatent. Endelig indførtes efter kontinentalt forbillede i 1671 en helt ny feudal titeladel med titler som greve, baron eller friherre. Dette skete ofte i forbindelse med oprettelse af grevskaber (mindst 2500 tdr. htk.) eller baronier (mindst 1000 tdr. htk.), der blev belagt med majoratsbånd, så at de ikke kunne deles ved arv, og som betragtedes som len af Kronen. Dermed opstod en lensadel, hvis omfattende privilegier kunne minde om den førende vældige adels.

 (Læs mere om adelen - herunder både fødsels- og rangadel - på ´Herremænd og adel og lidt om hovedgårde, grevskaber og baronier...´  ved at klikke på navnet.)
 

.

 Lidt om konge- og rigsvåben samt andre våbenskjold

Våbenskjold herover til venstre er gengivet det ´Lille rigsvåben´, som i dag er Danmarks statsvåben, samt våben for Stormarn (øverst) og Ditmarsken (nederst). Dernæst er gengivet et eksempel på placering af de enkelte elementer i "Kongevåbenet", nemlig Frederik VIs rigsvåben fra 1819, mens det ´Store rigsvåben´ med de to vildmænd i den version, som er gældende i dag, er gengivet til højre. Danmark benyttede begge disse rigsvåben våben indtil 1959, hvor denne praksis ophørte ved, at det store rigsvåben blev omkategoriseret som symbol på kongehuset, og siden har det ikke længere været tilladt for statsadministrationen at anvende dette våben, der herefter betegnes som "kongevåbnet". Ændringen betød bl.a., at udenrigsministeriet måtte gå over til brug af ´tre-løve-våbnet´ , kronet med en heraldisk krone, i stedet for det store rigsvåben, og - som allerede oplyst - har kongevåbnet siden da udelukkende været benyttet af kongehuset og af de kongelige hofleverandører samt af den kongelige livgarde. Herunder fra venstre ses diverse våben fra hhv. Slesvig, Holsten, Pommern og Delmenhorst. Desuden ses våbnerne for hhv. ´De Venders og de Goters Konge´ samt våbenet for Huset Oldenborg, som med Christian I (1448-1481) var den første af denne fyrsteslægt på den danske trone. ´Oldenborgerne´ er dog også i slægt med de tidligere danske middelalderkonger. Siden 1448 har alle danske konger tilhørt denne fyrsteslægt. Den glücksburgske slægt , der kom på tronen med Christian IX i 1863, er en sidegren af den oldenborgske slægt.
 
 
 Det tidligere "lille rigsvåben" betegnes i dag officielt som Danmarks "statsvåben" og består af tre-løve-våbnet. Kongevåbnet er mere indviklet bl.a. fordi, det bliver hele tiden bliver tilpasset de enkelte konger. . Skjoldet er kvadreret af et sølvfarvet kors med rød kant, som repræsenterer Dannebrog. Inden for heraldikken modsvarer sølv og hvid hinanden. I hovedskjoldets første og fjerde felt findes våbenmærket for Danmark; tre gående blå løver med røde tunger og kronet med guldkroner, omringet af ni røde hjerter, alt sammen på en gylden bund. I andet felt findes Sønderjyllands våben med to gående blå løver med røde tunger på en gylden bund . Disse er ikke kronede. Tredje felt skiller sig ud fra de andre ved at indeholde tre forskellige våbenmærker, alle på blå baggrund. Øverst findes tre kroner, officielt omtalt som symbol på Kalmarunionen i 1397, men identisk med Sveriges rigsvåben. Danmarks ret til at føre dette våben blev fastslået efter en krig med Sverige, ´Den nordiske Syvårskrig´ (1563-.1570). Hele stridens kerne var retten til at bruge de tre kroner, som i Danmark blev opfattet som Kalmarunionens våbenskjold, mens det i Sverige blev opfattet som et særegent svensk våbenskjold. Syvårskrigen endte mere eller mindre uafgjort med indgåelsen af en fredsaftale i Stettin i 1570. Her blev det besluttet, at den svenske konge i al fremtid skulle afstå fra at benytte de danske og norske våbenskjolde, mens Danmark til gengæld forpligtede sig til ikke at omtale symbolet som tegn på dansk overherredømme over Sverige. Under dette symbol er Færøerne repræsenteret af en sølvfarvet vædder og Grønland tilsvarende repræsenteret af en sølvfarvet isbjørn. Midt på Dannebrogskorset findes et hjerteskjold med symbolet på kongehusets stamland, Oldenborg i Nordtyskland. Dette våbenmærke indførtes i dansk sammenhæng af Christian I, som var den første konge af Oldenborg-dynastiet, og består af to røde bjælker på gylden baggrund. Det oldenborgske dynasti uddøde med Frederik VIIs død i 1863, og våbenmærket blev herefter videreført af husets yngre linje, nemlig Huset Glücksborg, Kongevåbnets nuværende udformning blev fastsat i 1972: To vildmænd ses stående på en piedestal og fungerer således som skjoldholdere, og rundt om våbenskjoldet hænger Dannebrogordenens og Elefantordenens ordenskæder. Skjold og skjoldholdere er omgivet af en rød hermelinsforet kongekåbe og kronet med Christian Vs krone. Der er imidlertid meget mere end det; den følgende beskrivelse er delvist citeret fra Wikipedia, hvor der også findes en grundig beskrivelse af de enkelte elementer i våbenskjoldet m.m.: " Kongevåbnets nuværende udformning er kraftigt forenklet i forhold til udgaverne benyttet fra Frederik VI til og med Frederik IX, hvor kongevåbnet indeholdt yderligere syv våbenmærker, repræsenterende fem besiddelser, som tidligere var blevet regeret af danske konger: Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Delmenhorst, samt to middelalderlige kongetitler: ´De Venders og de Goters Konge´. Endvidere var Island repræsenteret i rigsvåbenet indtil 1948, idet Christian X, som var død året før, også havde været islandsk konge, indtil øen blev republik i 1944, og dermed ikke længere var en del af Danmark. Symbolerne for ´de Venders og de Goters Konge´ – hhv. en kronet gylden lindorm i rødt felt og en gående blå, ukronet løve i gyldent felt under hvilken ni røde hjerter (se herover) udgjorde hovedskjoldets fjerde felt. Delmenhorsts gyldne kors (herover) befandt sig i hjerteskjoldet ved siden af Oldenborgs bjælker (herover), og de resterende fire våbener til sammen udgjorde et midterskjold, der var placeret midt på hovedskjoldet, og som hjerteskjoldet så igen lå oven på. I hovedskjoldets tredje felt havde Islands våben siddet på den plads, som nu optages af Færøernes vædder. Dette våben var oprindeligt et rødt felt med en sølvfarvet flækket stokfisk med guldkrone, som det ses på skjoldet herunder, men dette karakteristiske våben blev i 1903 erstattet med en sølvfarvet falk på blå baggrund. Som allerede oplyst udgik det islandske falkevåben af kongevåbnet i 1948, mens symbolerne for ´de Venders, de Goters, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Delmenhorst´ først blev fjernet i 1972, da Margrethe II efterfulgte Frederik IX som monark." (Se senere)


Fotografiet til venstre viser Våbenskjoldet for Frederik IV af Danmark og Norge (1699-1730), som det er afbilledet på loftet i Riddersalen på Rosenborg Slot. Den nuværende udgave af tre-løve-våbnet blev indført af Frederik VI i 1819, hvorved det blev præciseret, at de tre våbenfigurer fremover skulle kigge fremad og ikke mod beskueren, idet sidstnævnte type figur heraldisk betegnes som en "leopard" og ikke som en "løve". Den anden store ændring i 1819 var, at den norske løve udgik af rigsvåbenet efter at have befundet sig dér siden 1398.Sidstnævnte ændring skete efter svensk pres, pga. opløsningen af den dansk-norske union i 1814. Hestehoved: Lauenburg, som 1202-27 under Danmark og fra 1260 et selvstændigt hertugdømme under navnet Sachsen-Lauenburg. Efter krigen i 1864 måtte Danmark afstå Lauenburg til Preussen og Østrig.
 
Det middelalderlige skibsflag fra Erik af Pommerns tid, som er gengivet herover (til højre), blev erobret af hansestæderne under et søslag mod danskerne i 1427. Flaget viste våbenmærkerne for Danmark (tre løver), Sverige (tre kroner), Norge (løve med økse) og Pommern (grif). På flaget ses desuden Jomfru Maria med Jesusbarnet og helgenen Jakob den Ældre, som kan identificeres på grund af muslingeskallen ved højre skulder. Det oprindelige flag var ophængt i Mariekirken i Lübeck, men blev tilintetgjort under et britisk bombardement af byen under 2. verdenskrig. En kopi fra 1800-tallet findes på det nationalhistoriske museum på Frederiksborg Slot. Det tidligste kendte eksempel på Danmarks våbenmærke er et segl brugt af Knud 6. omkring 1194, dog kan farverne tidligst påvises i en våbenbog fra omkring 1270. Oprindeligt vendte løverne ansigterne mod beskueren, og antallet af hjerter var ikke fastlagt og kunne være langt større end i dag. Udseendet af hjerterne varierer i de tidlige gengivelser af våbenskjoldet, hvorfor hjerterne også tit betegnes som søblade. Hvis denne skelnen har været bevidst tilsigtet, er den gået tabt allerede i middelalderen. The oldest known depiction of the insignia dates from a seal used by King Canute VI c. 1194. Historically, the lions faced the viewer and the number of hearts was not regulated and could be much higher. The "heart" shapes originally represented waterlily pads; a royal decree of 1972 still specifies these figures as søblade.
 
 
The Danish arms in the Gelre Armorial, 14th century. This is the oldest coloured image of the Dannebrog. The crest was used by Danish monarchs from the 13th century until c. 1420.[1] The flag is not part of the crest. Endvidere bør bemærkes en udgave af tre-løve-våbenet, der optræder i Erik af Pommerns majestætssegl, hvori de tre løver sammen holder en DannebrogsfaneI mange år var Dannebrog kongen og statsmagtens flag, og i 1833 kom der et direkte forbud mod, at private måtte bruge Dannebrog. I forbindelse med Treårskrigen 1848-50 flagede befolkningen imidlertid med Dannebrog i udstrakt grad, og i 1854 blev forbuddet ophævet.


Navnet Dannebrog optræder første gang i en kilde fra 1380. Banneret er imidlertid noget ældre, men var i 1200-tallet et af flere korsridderbannere, som ikke havde noget af gøre med Danmark. Den røde flagdug med det hvide kors dukker op mange steder i middelalderen;- både hos et fyrstehus i det sydlige Europa, hos Det tysk-romerske Rige og hos den kristne munkeorden Johanniterordenen. Tegningen herover (til venstre) er en moderne rekonstruktion, som viser medlemmer af Johanniterordenen. På et maleri i Sacra Infermeria Museum i Valletta (til højre)  ses et par munke fra Johanniterordenen i slutningen af 1700-tallet . (Kilde www.slagelse.info)


På pavelige opfordringer om at kristne det hedenske Baltikum drog Valdemar Sejr med en hær til Estland, hvor den danske hær 15. juni 1219 sejrede i slaget ved Lyndanisse. Men esterne var ikke sådan at bide skeer med, og de tyske krigermunke i Sværdbrødreordenen ”Fratres Militiae Christi Livonie” var heller ikke velvilligt stemt over for Danmark som konkurrent på erobrings- og kristningsfronten. Slaget ved Lyndanisse i 1219, hvor Dannebrog hævdedes at falde ned fra himlen som et tegn fra Gud, var ikke afslutningen på et succesrigt felttog, men begyndelsen på en krig, hvor danskerne for det meste var i defensiven. Sagnet om flaget, der faldt ned fra himlen i Estland i 1219 Dannebrog bliver taget i brug som kongefane af Valdemar Atterdag i midten af 1300-tallet, altså næsten 150 år efter det ifølge sagnet falder ned fra himlen. Men korsbanneret kan faktisk kobles til den danske kongemagt længe inden slaget i Estland.og vendte et nederlag til sejr for Valdemar Sejr og danskerne, er blevet til en legendarisk nationalfortælling, og flaget er sidenhen blevet et de tydeligste symboler på Danmark og danskhed.En grundigere omtale af  krigen i Estland efter slaget ved Lyndanisse kan læses på webstedet `Dansk Militærhistorie´. Christian August Lorentzens maleri fra 1809 af slaget ved Lyndanisse, som ses herover til højre i en let beskåret udgave, findes på Statens Museum for Kunst.

Københavns Slot og tre gange Christiansborg

Ved Frederik IVs død i 1730 var Slotsholmen en broget blanding af nyt og gammelt. Det gamle Københavns slot med Blåtårn (herover til venstre), hvor Christian IVs datter Leonora Christina sad fængslet i godt 20 år, havde fået en barok ansigtsløftning (herover til højre). Hovedndgangen til slottet var nu flyttet til en portal foran Blåtårn. Bag Børsens gavl og til venstre for "Den røde Bygning" - hovedsædet for administrationen, som blev opført i 1721, og som ses i baggrunden til venstre for slottet, - ligger det palæ, hvor Anna Sophie Reventlow flyttede ind i 1712. Allerede i samtiden fik Christian VI og især dronningen ry for at være umådelig ødsle. Kongen lod det efterhånden fuldstændig nedslidte omend nyistandsatte Københavns Slot rive ned i 1731 og opførte i stedet et pompøst barokslot med kirke og ridebaneanlæg, som - opkaldt efter ham selv - fik navnet Christiansborg (herunder til venstre). Slottet stod færdigt i 1745 efter 13 års byggeri . Over portalen var følgende indskrift: "Obsque subditorum onere" (´Opført´ uden udgift for undersåtterne). Alligevel forlangte Christian VI, at byggesummen blev holdt hemmelig. Byggeriet havde nemlig kostet ikke mindre end 1,5 mio. rigsdaler, som udgjorde over halvdelen af et års indtægt for hele riget eller nogenlunde svarede til værdien af al ejendom på hele Sjælland! Dette eksorbitante pragtslot kom imidlertid kun til at stå i et halvt hundrede år og var endnu ikke ganske færdigt, da det nedbrændte i 1794 og derpå blev erstattet af ´Det andet Christiansborg´ (herunder til højre), som imidlertid led samme skæbne ved branden i 1884. Det nedbrændte slot henlå som ruin i en snes år (nederst til venstre), inden opførelsen af det nuværende Christiansborg blev påbegyndt i 1906. ´Det tredje Christiansborg´, som i dag bl.a. rummer ´De kongelige repræsentationslokaler´ og Folketinget, stod færdigt i 1918, mens hele indretningen af bygningen var først tilendebragt i 1928 (nederst til højre). Ridebanefløjene og pavillonerne ved Marmorbroen, som blev opført i forbindelse med Christian VIs pragtslot, og som ses i forgrunden på billedet, overlevede både det første Christiansborgs brand i 1884 og det andet Christiansborgs brand i 1794, og de ligger stadig foran det nuværende Christiansborg.

Der har således ligget 5 bygninger på ´Christiansborggrunden´ i tidens løb:
 
  1. Absalons borg – opført i 1167 og nedrevet i 1369, ruiner bevaret i det nuværende Christiansborgs kælder
  2. Københavns Slot – opført i 1400-tallet og nedrevet i 1731 
  3. Det første Christiansborg – opført i perioden 1731-1745 og nedbrændt i 1794, ridebanebygningerne delvist bevaret
  4. Det andet Christiansborg – opført i perioden 1806-1828 og nedbrændt i 1884, slotskirken bevaret
  5. Det tredje Christiansborg – opført i perioden 1906-1928 delvis med sten fra hele landet
     

Kongelige slotte Endnu under udarbejdelse

Den lange sal på Rosenborg var slottets sidst indrettede rum og stod færdig i 1624. Den var oprindelig beregnet til dansesal. I årtierne omkring 1700 blev den benyttet til audienser og tafler. Navnet ”Riddersalen” fik den først i romantikken.I 1690’erne lod Christian 5. salen delvist modernisere med 12 gobeliner, der viser kongens sejre i Skånske Krig 1675-1679. Gobelinerne blev siden flyttet til Christiansborg Slot, men kom tilbage i 1999. Det nuværende stukloft er fra begyndelsen af 1700-tallet. I midten ses rigsvåbnet, omgivet af Elefant- og Dannebrogordenen. I siderne kan man se fremstillinger af politiske begivenheder i Frederik 4.s første regeringsår, bl.a. bøndernes frigivelse og dragonernes og landmilitsens oprettelse. Loftsmalerierne, af Hendrik Krock, viser regalierne. Blandt Rosenborgs hovedattraktioner er de enevældige kongers salvings tronstol og dronningernes tronstol med de tre løver af sølv stående foran. Riddersalen rummer desuden en stor samling af sølvmøbler, hvoraf hovedparten er fra 1700-tallet. Frederik IVs værelse.
 
Eksempler på flere kongelige slotte i 1700-årene: Frederiksborg Slot - Kronborg - Gråsten Slot - Fredensborg Slot
 

Betegnelsen ”Rosen” går tilbage til Frederik 4.s tid, hvor dette fælles forgemak på Rosenborg Slot blev benyttet som spisesal for hoffets damer og kavalerer

 

Frederik 4´s sal på Rosenborg Slot

Dette rum var oprindelig et fag større og tjente som Christian 4.s audiensgemak. Til udstyret hørte en marmorkamin, som nu er i Kongens Gemak, og mytologiske loftsmalerier, der nu befinder sig i Christian 4.s Vinterstue. På væggene hang portrætter af kongen og hans slægt. Rummet blev forkortet ved en ombygning ca. 1700, og det blev indrettet som forgemak for Frederik 4.s søster, prinsesse Sophie Hedevig. I forbindelse med ombygningen blev loftets felter med malede emblemer opsat; de har oprindelig siddet i Riddersalens ældste loft og er måske malet af Anders Nielsen i 1623. Ved ombygningen blev væggene beklædt med gobeliner, vævet i den nederlandske by Oudenaarde. Lysekronen, af bjergkrystal med arme af ciseleret stål, er antagelig udført af Anton Matthias Joseph Domanöck i Wien. Den er en gave fra den østrigske kejserinde Maria Theresia; 1754 1794 hang den i kongens audiensgemak på Christiansborg Slot (ikke redigeret - omskrives mm)


Frederik 4´s Kabinet på Rosenborg Slot

 (Ikke færdigskrevet og redigeret) Dette rum blev brugt af Frederik 4.s søster, prinsesse Sophie Hedevig, som audiensgemak, men intet af rummets oprindelige udstyr er bevaret.

Da Rosenborg i 1800-tallet blev indrettet til en kronologisk samling, udstyrede man 1. etage med kongelige interiører fra Frederiksberg Slot og Prinsens Palæ, som begge ved enevældens afskaffelse overgik til statens ejendom. Det indlagte gulv i Frederik 4.s Kabinet stammer således fra Prinsens Palæ.

På venstre væg ses et såkaldt safttapet af lærred, bemalet med gennemskinnelige limfarver; den type vægudsmykning blev først og fremmest udført i Nederlandene og anvendtes på væggene i de daglige værelser. På højre væg hænger en flamsk gobelin med høstmotiv; den er udført i slutningen af 1600-tallet. Hovedparten af de udstillede genstande i rummet er fra årtierne omkring 1700

Sophie Hedevigs sovegemak på Rosenborg Slot

Rummet, som i  dag kaldes Christian 6´s Sal, fungerede som Frederik 4.s søster prinsesse Sophie Hedevigs sovegemak. Væggene er nu betrukket med gobeliner, som viser forskellige scener fra Alexander den Stores liv. Gobelinerne er medført som prøvestykker af gobelingvæveren Bernt van der Eichen, som blev tilkaldt fra Flandern i 1684, inden han fik bestillingen på gobelinserien med Christian 5.s krigsbedrifter. Den serie blev ophængt i Riddersalen.

Parketgulvet i Christian 6.s Sal sal stammer fra Frederiksberg Slot; det blev flyttet til Rosenborg ca. 1870. Loftsmaleriet, der kaldes Flora, som udstrør velsignelsen over Danmark, er malet af mesteren Bénoit le Coffre. Også dette er flyttet hertil fra Frederiksberg Slot.

De udstillede genstande i rummet knytter sig til Christian 6.s liv og stammer således hovedsagelig fra den første halvdel af 1700-tallet

 

Prins Carls værelse på Rosenborg

Dette rum, som nu kaldes Frederik V´s Kabinet,  er det første i den afdeling, som blev beboet af Frederik 4.s bror prins Carl. Sammen med Christian 7.s Sal og Frederik 6.s Stue blev det indrettet af Johannes Wiedewelt i 1782-1784. Væggene er beklædt med gobeliner fra Charles le Vignes fabrik i Berlin. Gobelinerne, hvis motiver er havescener, er fremstillet ca. 1750.

Sofaen og de to armstole stammer formentlig fra Fredensborg Slot, mens kommoden, der er belagt med palisanderfiner, muligvis er udført på C.F. Lehmanns værksted. Lysekronen af rav er udført af Lorenz Spengler efter tegning af Marcus Tuscher. Hovedparten af porcelænet stammer fra Christiansborg Slot, hvor det blev reddet ved branden i 1794.

De fleste udstillede genstande i rummet er fra anden halvdel af 1700-tallet, og de knytter sig først og fremmest til Frederik 5. og hans dronninger Louise og Juliane Marie, samt til deres børn Christian 7. og arveprins Frederik.
 

Sproget
Først og fremmest talte man ikke dansk ved det danske hof i 1700-tallet. I begyndelsen af 1700-tallet var den tyske indflydelse meget stærk. Man talte tysk ved hoffet, og der var tyske skoler og tysksprogede teatre. Derudover holdt man i en række større byer gudstjenester på tysk. Tysk var sproget, men også fransk spillede en stor rolle, især hvis man skulle være fin på den, forklarer seniorredaktør Henrik Andersson fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Når man endelig talte dansk i de finere kredse, skete det ofte med brug af mange låneord især franske og tyske. Jeg gætter på, at man som nutidsdansker nok ville blive ret forvirret og ofte ville kunne have svært ved at følge med. Fransk var højeste mode på det tidspunkt og sneg sig overalt ind i sproget, i øvrigt ligesom engelsk gør det i dag. Men da det for mange var svært at udtale de franske vendinger, lavede man et væld af fordanskninger, som senere er gledet ud af sproget igen. I historikeren Ulrik Langens biografi om Christian VII kan man læse, at kongens uddannelse primært foregik på tysk og med tysktalende lærere, selvom enkelte patrioter ved hoffet forsøgte at få den unge prins undervist på dansk. Kongen lærte dog senere et hæderligt dansk, formentlig noget af et særkende langt de fleste af tidens royale personager kunne kun dårligt begå sig på rigsmålet. Samtidig var tysk kommandosprog i hæren, det blev brugt ved gudstjenester i mange kirker, og tyske skoler fandtes over hele landet. Ifølge sprogforskere og historikere er det først i slutningen af 1700-tallet og i 1800-tallet, at det bliver langt mere almindeligt at bruge dansk officielt. Med den massive påvirkning fra tysk kan man i øvrigt undre sig over, at der ikke findes en større afsmitning af svensk i det danske sprog. Sverige er trods alt et naboland, som på mange måder har været en vigtig del af vores lands historie. Det har dog en ganske naturlig forklaring, påpeger Henrik Andersson: Svenskerne og det svenske sprog var temmelig upopulære på den tid i Danmark. Det var et lavprestigesprog i modsætning til tysk. Det hænger sammen med svenskekrigene, som gennem hele 1600- og 1700-tallet plagede befolkningen. Anderledes er det jo i dag, hvor forskellige svenske ord har sneget og sniger sig ind. Sprogforskeren forklarer, at svenskerne ansås på linje med tyskere efter Anden Verdenskrig deres popularitet var bestemt til at overse. Også kommandosproget i hæren var tysk. I løbet af 1700-tallet bredte det danske sprog sig imidlertid. Det danske skriftsprog blev nu brugt på områder, hvor man tidligere havde anvendt latin og tysk. Både Holbergs danske komedier, essays og historiske værker blev eksempler på at dansk opdyrkedes. Samtidig skrev andre forfattere både lyrik og populærvidenskabelige artikler på dansk, og dermed blev det danske sprog brugt til alle genrer i samtiden.

 ( ikke færdigskrevet og redigeret)
 Omtrent hundrede år efter Struenses virke malede Kristian Zahrtmann Scene fra Christian VII's hof med Christian 7., Caroline Mathilde og Struense som motiv. Fra Den Hirschsprungske Samling. Struensee blev knyttet tættere til kongen, og ved hjemkomsten begyndte han at gennemskue forholdene ved hoffet. På grund af kongens tilstand og mange udskejelser ikke mindst druk og elskerinder var dronning Caroline Mathildes position ved hoffet ikke særlig behagelig. Struensee var tilsyneladende den eneste, der kunne se det, og han overtalte kongen til at behandle dronningen med mere respekt. På denne måde vandt han også dronningens gunst, og hans stilling ved hoffet forbedredes endnu mere. Kongens favorit og drukven var stadig grev Frederik Vilhelm Conrad Holck. Struensee indså, at han måtte af med grev Holck for at vinde kongens fulde fortrolighed. I maj 1769 blev Struensee udnævnt til etatsråd og rykkede op i rangfølgen. Det var vist derefter, at Struensee indledte en kærlighedsaffære med dronningen. Den ledte ifølge historikeren Svend Cedergreen Bech til, at hun blev gravid, men det er svært at bestemme faderskabet til prinsesse Louise Augusta med fuldstændig sikkerhed. Juridisk set var hun kongens datter, men omgivelserne og Struensee selv opfattede hende som hans datter, og resten af sit liv definerede hun sig selv ud fra hans faderskab.I begyndelsen af 1770 udnævntes Struensee til kabinetssekretær for dronning Caroline Mathilde og til forelæser for kong Christian 7. Der er ikke noget, der taler for, at han havde søgt at skabe indflydelse ved hoffet for at opnå en politisk stilling,men fra da af begyndte sandsynligvis tanken om at opnå en magtfuld position at opstå hos ham.

Christian VI (1699 - 1746, konge siden 1730)
Kronprins Christian havde taget sin forsmåede moders parti mod faderens forhold til Anna Sophie Reventlow. Frederik IV forsøgte derfor med sit testamente at sikre den 22 år yngre Anna Sophie Reventlow en passende position som enkedronning. Han forsøgte også at vinde Carl Adolf von Plessens støtte i dette forehavende ved at tilbyde ham elefantordenen, men forgæves. Næppe var Frederik IV imidlertid død, før kronprinsen, nu som Christian VI, omstødte faderens testamente og forhindrede dronning Anna Sophie Reventlow i at få den del af den arv, som var tiltænkt hende. Også den nye dronning, Sophie Magdalene, var meget fjendtlig indstillet overfor enkedronningen. Den 11. november 1730 forviste Christian VI sin stedmoder til Clausholm, hvorfra hun i sin tid var blevet bortført af Frederik IV, med en skrivelse, som han indledte således: "Det var hele verden bekendt, og ingen mere end hende selv, hvilken stor forargelse hun var til, først ved sine mange års offentlige horen i ægteskab og dernæst ved det hovedkulds og uhørte giftermål, som hun aftvang Vores nu hos Gud værende højsalige fader..."Christian VI var en flittig og velbegavet mand, men hans religiøse fanatisme og hans forskruede opfattelse af sin egen persons ophøjede storhed førte undertiden til besynderlige bestemmelser, f.eks. blev det forbudt andre at færdes på en vej, mens kongen selv benyttede den. Som ny konge afskedigede han hurtigt de fleste af faderens rådgivere og ansatte en række især borgerlige embedsmænd, som delte hans pietistiske tro. Hoffet blev meget tyskorienteret især på grund af dronningen, som havde stor indflydelse på Christian VI´s beslutninger. En række af dronningen Sophie Magdalenes slægtninge kom efterhånden også til at beklæde embeder i Danmark. 
Også Carl Adolf von Plessen blev kaldt til hoffet og fik sæde i konsejlet, dvs. kongens rådgivende statsråd. Han fik stor indflydelse på kongen i begyndelsen, men efter nogle år blev den politiske uenighed mellem von Plessen og kongen hurtigt meget stor, og da Christian VI´s pietistiske opfattelse efterhånden også blev for rabiat for den ellers selv pietistisk prægede Carl Adolf von Plessen, og modsætningsforholdet til dronningen også efterhånden var blevet større, opgav han efter nogle år sin indflydelse ved hoffet og vendte tilbage til Vemmetofte, som han administrerede for prinsesse Sophie Hedevig. Christian VI døde i 1746 kun 47 år gammel, uden at det gjorde noget større indtryk på befolkningen, som næppe har haft meget andet end ligegyldige skuldertræk til overs ved meddelelsen om kongens død. Kongen blev - traditionen  tro - begravet i Roskilde Domkirke.

Allerede som kronprins forelskede den senere Christian VI sig hovedkulds i den fattige og voldsomt religiøse Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach (1700-1770), der som han selv var stærkt påvirket af tidens pietistiske strømninger. Efter brylluppet i 1721 fulgte Sophie Magdalenes mor med til Danmark. Hun var endnu mere religiøs end datteren, som hun også snart fik til at indse, at dans, spil og teater var syndig tant. Christian VIs hof blev med tiden præget af streng pietistisk fanatisme og uendelig kedsomhed. Kronprinsen, den senere Frederik V (1723-1766, konge siden 1746), som ses på maleriet herunder og på Salys rytterstatue, førte allerede som ung et så udsvævende liv med letlevende damer, hyppige bordelbesøg og en stadig strøm af spirituøse drikke, at den strengt religiøse fader, Christian VI alvorligt overvejede at umyndiggøre ham. Skønt godt begavet var kronprinsen meget overfladisk, og heller ikke som konge kom han nogensinde for alvor til at interessere sig for rigets styre. Det lod han indsigtsfulde mænd som Adam Gottlob Moltke og J. H. E. Bernstorff tage sig af. Den stærkt alkoholiserede, men også ganske populære konge døde kun 42 år gammel - efter en samtidig kildes udsagn uden at have været blot nogenlunde ædru i årevis. Rytterstatuen af Frederik V, som står midt på Amalienborg Slotsplads, (herunder) blev skabt i perioden 1753-74 af blev skabt af den franske billedhugger Jacques-François-Joseph Saly (1717-1776). Projektet blev sat i gang, da handelsvirksomheden Asiatisk Kompagni tilbød at betale udgifterne - måske uden helt at have gjort sig klart, hvor kostbart, det færdige monument endte med at blive. Det imponerende magtsymbol over den i virkeligheden ganske uduelige konge kom til at koste 500.000 rigsdaler, - en enorm sum, som svarede til omkring  en femtedel af udgifterne til de 4 palæer på det nyopførte Amalienborg. Til gengæld regnes monumentet for at være en af Europas fineste rytterstatuer.
 

Litteraturhenvisning og links:
http://www.wikiwand.com/en/Coat_of_arms_of_Denmark

 

animated gif

finn@thorshoj.dk


Rytterskolerne oversigt (klik på billedet)


Hovedmenu (klik på billedet)
E-mail:
Klik på adressen

   (Besøgstælleren er sidst nulstillet den 1. januar 2017. Midlertidig pauseret 1. oktober 2020, da webhotellet ikke længere understøtter den aktuelle besøgstæller. )