Rytterskolen i Karise og træk af byens ældre historie


Rytterskolen i Karise nedbrændte i 1926, - 202 år efter, at den var blevet opført som en af de 241 ens ´Kongelige Skoler´, som kong Frederik IV lod opføre i årene efter 1721.
Rytterskolen fungerede som skole i 145 år indtil den blev nedlagt i 1869 og derefter anvendt som købmandsforretning indtil branden. Man har kaldt rytterskolerne for Danmarks første typehusbyggeri, fordi alle skolerne var bygget og indrettet på samme måde. Klik her for at læse om selve skolen og dens indretning.

Den første egentlige skole i Karise, som ligger nogle få kilometer nord for Fakse var Frederik IVs rytterskole, som var en af de 241 skoler, kongen lod opføre med sin skoleforordning fra 1721. Indtil da havde undervisningen i Karise været lagt i hænderne på byens degne, som man kan følge i det mindste tilbage til begyndelsen af 1600-tallet. Hvor vejen mellem Store Heddinge og Dalby krydser landevejen mellem Fakse og Køge - et par hundrede meter fra den imponerende Karise kirke fra midten af 1200-tallet - lå en del gårde tæt i en klynge og dannede sammen med smedjen, kroen og nogle mindre huse en bebyggelse, som senere blev kaldt Gammel Karise. Her blev den ´Kongelige Skole´ opført i 1724, og i de første mange år blev undervisningen fortsat varetaget af en række degne, indtil den første egentlige skoleholder blev ansat, da degneembedet og lærerstillingen blev forenet i 1790.

Skoleholderne ved rytterskolen i Karise

Niels Hvid 1724 - 1725
Christopher Kierulff 1725 - 1735
Jens Kierketorp 1735 - 1743
Samuel Johannes Meyer 1743 - 1753
Jacob Roerslev 1753 - 1761
Frederik Størckel 1761 - 1790
Niels Jensen Fjeldsted 1790 - 1819
Hans Emil Arnberg 1819 - 1861
Otto Emil Engel 1861 - 1869
 

Jens Kierketorp var studeret og fik inden sin død i 1743 det skudsmål efter en visitats, at han ´synger vel, han lærer Ungdommen at læse inden og uden ad, men ej synderlig til at chat og ej eksemplarisk, men som de fleste´.
Samuel Johannes Meyer var også studeret. Han kom på et tidspunkt på tale som skoleholder i Fakse, men selv om der var meget godt at sige om ham, fik han ikke stillingen, da han ´ikke havde Talent til at undervise Børn´. Han fortsatte imidlertid som lærer ved skolen i Karise, og noget må han alligevel have kunnet lære børnene, for efter en visitats i 1749 bemærkes det dog, at ´Ungdommen var skickelig nock´, og at skoleholderen havde ´vendt flid paa sine Skolebørn´.
Efterfølgeren, studeret
Jacob Roerslev havde indtil 1752 gennem mange år hjulpet sin far, som var degn i Fakse. Professor Ludvig Holberg ville gerne have ham som efterfølger i degneembedet i Fakse, men biskoppen havde imidlertid lovet embedet til førnævnte Samuel Johs. Meyer i Karise. Da Roerslev ´ikke havde tjent Skolen i 3 år´, ville kancelliet heller ikke give ham dispensation, og Roerslev kom derfor til Karise.
Efter en visitats i 1790, hvor den aldrende
Frederik Strøckel var blevet afløst af Niels Jensen Fjeldsted, fik den nyansatte følgende skudsmål: ´Degn Fjeldsted er baade i Sang og Katekisation netop taalelig. I Skolen kunne nogen færdig læse, andre derimod maadeligen. Om Indhold og Mening af det, de havde læst, var de ikke vante til at gøre sig noget Begreb. Strøckel er en gammel mand, som kan lære Børnene at læse i en Bog og høre dem en Lektie uden ad, men intet videre
Med Niels Jensen Fjeldsted
blev den første ´rigtige´ skoleholder i Karise ansat efter sammenlægningen af degneembedet og lærerstillingen i 1790. En visitats i 1809 afslører dog, at det ikke længere stod for godt til med undervisningen. Halvdelen af eleverne forsømte nu skolen, og ingen af dem kunne læse rigtigt eller kendte tallene, der blev ikke lært salmer, og der var kun meget beskeden fremgang i skrivning. Fjeldsted bliver formanet ´alvorligen til med større Flid at iagttage sit Embeds Pligter og at føre sin Skolejournal ordentlig og nøjagtig og at efterkomme den ham foresatte Sognepræsts Forskrifter`. I 1816 blev så den første ´rigtige´, seminarieuddannede lærer ansat ved skolen i Karise.
Han hed Hans Emil Arnberg og efter at have været  hjælpelærer med ´Efterfølgerret til Embedet´ hos den aldrende Fjeldsted siden 1816, blev han selv skoleholder, da Fjeldsted døde i 1819. Arnberg  modtog flere af ´de Moltkeske Præmier´ og synes i det hele taget at have været en udmærket lærer. Han fortsatte tilsyneladende som skoleholder i hele 42 år, indtil han i 1861 blev afløst af Otto Emil Engel, der blev den sidste skoleholder ved rytterskolen i Karise. 1869 blev den gamle rytterskole nemlig afløst af en nyopført skole. Skoleholder Engel fortsatte sit virke ved den nye skole i Karise frem til 1880.

Rytterskolen i Karise, som var en af de 18 ´Kongelige skoler´, som Frederik IV lod opføre i Tryggevælde Rytterdistrikt, fungerede som skole indtil 1869, hvor den blev afløst af en nyopført skole ´ved skoven´. Den gamle rytterskole blev derefter omdannet til købmandsforretning og fungerede som sådan, indtil bygningen blev ødelagt ved en brand i 1926.
 


Sandstenstavlen fra rytterskolen i Karise findes i dag på Karise Skole,
hvor den er indmuret på gangen i den tidligere hovedbygning (Blok D).
Tavlen bærer tydelige spor efter branden i 1926.



Kortet viser det gamle Karise, som det så ud i 1792. Rytterskolen (her markeret med farve) lå lige overfor kroen
og ikke ved siden af kirken, som ellers var den almindeligste placering af disse skoler. Luftfotografiet viser samme område i dag.

Træk af Karises ældre historie
Karise er en gammel stationsby mellem Hårlev og Faxe. Indtil kommunalreformen i 1972 havde Karise sin egen kommune, men blev ved kommunalreformen i 2007 sammen med bl.a. Haslev kommune samlet til Faxe Kommune´ Byen nævnes i 1261, hvor Peder Olufsen, som ejede en del gods på Stevns, skrev sig fra ´Kalweris´. Karise Kirke hører vi om første gang i sagnet om fru Marthe. Hendes ejendom, borgen Karisegaard, blev ødelagt af vendiske sørøvere, og det fik fru Marthe til at søge tilflugt i et kammer over koret i Karise Kirke. Her forblev hun, indtil gården var genopbygget. Historien omtales i et sagn, som også fik salmedigteren B. S. Ingemann (1789-1862) til at skrive digtet "Fru Martes Kilde":
 
Fru Marte sad paa Karisegaard,
hun var saa god og saa from;
var Vinteren stræng og den rige Mand haard,
til hende de fattige kom.

Den hungrige mætted hun af sin Haand,
den syge husvaled hun fro,
den fangne løste hun af hans Baand,
og bad for Synderens Ro.


Men stor var Nøden i Danmarks Land;
trindt Svensken brændte og slog;
Fru Martes Borg han tændte i Brand;
til Kirken den fromme hendrog.

I Taarnet bo´de hun at og Dag;
der ingen til hende kom;
kun Uglen sad under Kirketag
og saa paa den Frue faa from.

Og trygt hun bo´de i Herrens Huus,
til Fienden maatte bortflye;
da gik hun tilbage til Borgens Gruus,
og lod den opreise paa ny.

Da fandt den Husvilde atter Ly,
da fandt den Hungrige Brød; -
men, hvor man græd i Kariseby,
den Gang Fru Marte var død.

Og der den Frue i Kisten laa
og smiled med blegen Kind, -
da var der fast ingen Børn saa smaa,
de bares jo til hende ind.

Da Klokken klang paa den Jordefærds=Dag,
og unge og gamle de græd, -
da var der ingen Gubbe saa svag,
Han løfted jo Baaren med.

Og der desatte den Ligbør ned
og hviled paa Kirkesti,
da sprang der en Kilde paa samme Sted;
den ganger man end forbi.

- - Gud glæde evig den fromme Sjel!
saa mange glædede hun;
tit den, som drak af Fru Martes Væld,
blev karsk i den samme Stund.

- End Taarnet staaer med den dunkle Vraa,
hvor fordum Fru Martelil sad;
tit kommer en Fremmed og seer derpaa
og hører det Sagn saa glad.

Ingemanns digt ´Fru Marte Kilde´ er hér citeret fra
"Barfod´s Poetiske Læsebog"  fra 1841, s. 259-261.
 
  Fotografier af Fru Marthes kammer findes på Erik v. Achens websted på http://www.zingo.dk/karise/marthes_kammer.html.
En fyldig artikel af Lars Hemmingsen, som omhandler sagnet om fru Marthe og historien bag, kan læses på dette websted:
http://www.zin
go.dk/karise/marthe.html
. Nedenstående  oplysninger er - delvis forkortet - citeret fra dette websted, som derfor indeholder langt flere interessante oplysninger end de relativ få sætninger, som er medtaget hér:

"I sin nyere form samler sagnet i sig forklaringerne på Karises tre prominente fortidsminder omkring en hellig hovedperson. De tre fortidsminder er en helligkilde nær Karise kirke, nu kendt som Fru Marthes kilde, det allerede nævnte Fru Marthes kammer over kirkens kor, og et gammelt voldsted nær landsbyen, hvorpå Karisegård byggedes i middelalderen. Den samlende person optræder først som St. Marthe eller St. Merthe, senere som den fromme Fru Marthe. Sagnets hovedtræk er de samme fra vi først møder det: Marthe/Merthe boede på voldstedet, holdt til i rummet over koret, og helligkilden sprang, hvor man satte hendes båre (...)
I sin Historie af Danmark kombinerer Suhm optegnelserne:

 
...den hellige Merthe, som skal have boet på et Slot, hvor nu Karisegård står.... Der skal endnu sees Tegn efter Volde. Da preussiske Søe-Røvere ginge op ad Aaen, og ødelagde Slottet, flyede hun til Kirken, hvor der endnu er et Kammer over Hvælvingen, kaldet efter hende. I Egnen er og en Kilde, som besøges hver St. Hans Aften.
 
Suhm mener desuden at vide, hvem den "ellers ubekiendte Helgen" er: det må være Absalons "frænke" - ordet er allerede på Suhms tid arkaisk; Suhm var ikke fri for krukkeri - St. Margareta af Roskilde, som dræbtes af sin mand i 1176 i Ølsie nær Køge. Suhm peger på navnet og nærheden som beviser og mener, at sagnet kan tale sandt om borgen: Margareta levede i vendertiden og ejede vel et gods ved Karise. Om kammeret holder han klogeligt sin bøtte; det byggedes mere end 80 år efter Margaretas død og kan umuligt presses ind i en "det hele er jo sandt"-forklaring. Suhm mente i øvrigt, at Margareta, som jo åbenbart var en Hvide, måtte være Ebbe Sunesens datter Margareta, hvis mands navn er udeladt i Hvidernes slægtstavler: det måtte være fordi han var fundet uværdig. Gertz (1908) var uenig, på et endnu spinklere grundlag. Suhms identifikation accepteredes uden forbehold af Brasch, som i Vemmetoftes Historie skriver:

 
Sagnet beretter...hvorledes vendiske Sørøvere udplyndrede og afbrændte Karise Gaard.... Sagnet har opbevaret os Navnet paa den, der dengang eiede og beboede Karise Gaard, som var Absalons Frænke, den fromme og i Livet saa haardt forfulgte Fru Marthe, der efter sin Død blev kanoniseret af Absalon som Biskop i Roskilde, og hvis Navn endnu lever i "den Hellige Fru Marthes Kilde", sydost for hendes Gaard....
 
Brasch henviste til Suhm som kilde til "sagnet", men uden at nævne, at det var en rekonstruktion. Det narrede folkloristen A. F. Schmidt, som åbenbart ikke gad slå efter hos Suhm. I en artikel "Om Helligkilder med særligt Henblik paa Præstø Amt"oplyser han, at "Sagnet beretter, at da Absalons Frænke, den i livet saa haardt prøvede Fru Marthe (eller Merthe), blev baaret til Graven, satte Munkene Kisten paa Jorden et øjeblik for at hvile", hvorpå kilden sprang. Ordlyden levner ingen tvivl om Schmidts kilde; munkene har han da selv indføjet i sit "sagn".
Suhms rekonstruktion fandt også vej til F. Barfods Danmarkshistorie fra 1885, omend i kombination med Ingemanns digt og uden kildehenvisninger; S. Svanes værk om Danmarks helligkilder gengiver af ukendte årsager netop Barfods særprægede samarbejdning til belysning af sagnet, og kun den:

 
Efter Fr. Barfods Danmarkshistorie var den hellige fru Martha Absalons frænke og boede på Karisegård. Hun var en from og god kvinde, der hjalp de fattige, besøgte de syge, mættede de sultne og løste de fangne af deres lænker. Under et togt overfaldt venderne hendes gård og brændte den. Fru Martha søgte tilflugt i det kammer, der findes over koret i Karise kirke.... Hun genopbyggede Karisegård og døde her. Da hendes lig blev ført til kirken...udsprang på det sted, hvor man hvilede med båren, en kilde, der fik tillagt lægedoms-kraft. ... Der opstod også kildemarkeder med stor tilstrømning.
 
Barfod er tilsyneladende den første som hævder, at Marthe gemte sig i kammeret for venderne. Fra Suhm kommer kun påstanden, at hun var Absalons frænke: det er morsomt at se, hvordan dette stemningsfyldte gamle ord hænger ved, selv i A. F. Schmidts "sagn". De fattige hun hjalp, de syge hun besøgte, de sultne hun mættede og de fangne hun løste kommer uden ringeste tvivl fra Ingemanns digt. Ved sin kombination af den myrdede helgen og den fromme adelsjomfru gentog Barfod, sig selv uafvidende, den samme proces, som var foregået i traditionen, omend med et ganske andet resultat (...)
I Karise kirke (...) har publikum adgang til kirkeloftet, hvor man kan bese "Fru Marthes kammer" over koret, og en folder orienterer - omend noget tendentiøst - om sagnet".
På skitsen af Karise kirke er vist vejen fra indgangen i tårnets fod ad tårntrappen til første stokværk, hvorfra en næsten 12 meter lang gangbro, - som ses på fotografiet herover til venstre,- fører til
fru Marthes kammer, som ses på fotografiet til h
øjre. Fru Marthes kammer er hér set indefra. Lyset i baggrunden kommer fra tårntrappen. Rummet er nu oplyst fra tagvinduet. (Kilde: Erik v. Achen )

Kirken i Karise er usædvanlig ved, at både kor, skib og tårn er opført samtidig i overgangsperioden mellem romansk og gotisk byggestil. I året 1261 skrev stormanden Peder Olufsen, som ejede en del jord på Stevns, sig "de Kalweris" dvs. ´fra Karise´, og i sit testamente fra samme år, skænker han 12 mark til indvielse af "Min Kirke i Karise". Karise Kirke er kendt for to karakteristiske tårne, et i hver ende af kirken. Kirken var nemlig opført som en såkaldt fæstningskirke, og det er temmelig ualmindeligt, men kirken ligger tæt ved flere vandløb, som på den tid var sejlbare, så fjender fx de ovenfor omtalte vendiske sørøvere kunne sejle helt op til byen og angribe den.  Ud over de to tårne ses stadig tydelige spor af kirkens befæstning i skydehuller for bueskytter i klokketårnet. At landsbykirkerne kunne anvendes som tilflugtssteder for befolkningen i ufredstider, kan der ikke herske tvivl om, men det er imidlertid en omdiskuteret teori, om mange af kirkerne var opført som egentlige små kirkeborge, som direkte var indrettet til aktivt forsvar mod fjender. I første bind af Kjær og Grinder-Hansens bogværk ´Kirkerne i Danmark´, som blev udgivet i 1988, oplyses det således på side 46, om Karise Kirke, at: "Det holder nok heller ikke stik, at de to romanske kirker på Stevns - Lille Heddinge og Karise - skulle være forsvarskirker (...) I Karise er kor, skib og tårn opført af teglsten på en og samme tid o. 1260. Den er usædvanlig ved at have et kor i to etager, så det næsten ser ud, som om den har tårn i både øst og vest. Det må have været endnu mere udpræget, da kirken var ny. Dels var koret endnu højere end i dag, dels viser sporene efter kirkens gamle tagspær, at der har været et meget lavere tag over kirken. Vejen op til korets overrum var indviklet. Man gik op ad trappen i tårnet og kravlede gennem en døråbning ud under skibets tag. Gennem en tagluge kom man op på taget, og heroppe kunne man vandre på skibets tykke nordmur hen til døren, der førte ind til rummet over koret. Sagnet fortæller, at den rige fru Merete engang gemte sig her for nogle preussiske sørøvere. Som tilflugtsrum har det nu den ulempe, at fru Merete ikke kunne låse døren efter sig. Døren fra tårnet til skibets tag kunne kun spærres med bom inde fra tårnet, og døren til korrummet har slet ingen bom". 1492 omtales en borg, ´Kalrisegård´, som senest under Kong Hans blev fæstegård under kronen. Kalrisegård nedbrændte i 1613, men i 1645 omtales ´Karisegård´, som kongen i 1688 overlod til adelsjomfruerne Margrethe og Anne Vognsen af Stenumgård.  1688 skødede kongen to ´Karisegårde´ til baron Jens Juel, som var bror til søhelten Niels Juel. Begge disse gårde kom imidlertid tilbage til kronen i 1719. Af de oprindelige Karisegårde findes i dag kun en lille rest af borgtårnet og voldgravene nordvest for kirken.  "Ruinen af det middelalderlige "Karisegårde" samt voldgravsrest Fredningen omfatter det bevarede mur, som har en syld af kvader- hugne kridtsten og derover 6 - 7 skifter munkesten. Grundfladen er nærmest firkantet (ca. 5 x 8 m). Voldgravsrest: Resten af den voldgrav, som har omgivet det middelalderlige Karisegårde." (Citeret fra www.kulturarv.dk)

I forbindelse med slaget ved Lyndanisse i 1219 omtaler Ingemann i en af sine historiske middelalderromaner, Valdemar Sejr, en Karl af Rise eller Carl af Riise som borgherre til Karisegård. Som det også fremgår af den såkaldte ´Karise-undersøgelse´ er vi imidlertid ude på fantasiens overdrev, når Ingemann lader Karl af Rise gribe Dannebrog, da det dalede ned fra himlen. Historien bruges som en etymologisk forklaring på Karises navn: Karl af Rise skulle være sammentrukket til Karise, men der endda tvivl om Karl af Rise var en person; der er mange byer fra den tid, som hed 'Rise'. Historien - eller sagnet - om Karl af Rise Sagnet oprindeligt fra præsten Peder Syv i Hellested, som i sin ´Hundredvisebog´ i en kommentar til folkevisen om Karl og Rigmor  omtaler "Karl var af Rise, dvs. Karise". Misforståelsen er næsten givetvis forårsaget af en udtaleform af Karises navn, "Kairise", med et -a- som i "Karl". Karise hed oprindeligt "Kalwæris", heraf "Kalleris" og "Kairis". Peder Syvs interessante oplysning blev derpå - som allerede oplyst - anvendt af Ingemann i romanen Valdemar Sejr, hvor Karl er den gennemgående hovedperson. Historien om Karl af Rise anvendes stadig i Karise og ses fx i byvåbenet. Også den lokale spejdertrop er opkaldt efter Karl af Rise.
 
Karise Kirke opført omkring 1260 med det langt senere opførte gravkapel over slægten Moltke. Bemærk det usædvanlig høje kor mod øst.

Det er usædvanligt ved Karise Kirke, at koret rager op over skibet, som det tydeligt ses på fotografiet herover, men det mest iøjnespringende er imidlertid gravkapellet over adelsslægten Moltke, der er tilbygget i perioden i perioden 1766-1769. Moltkes gravkapel, som  ligger ved siden af kirken, er indrettet af den danske arkitekt C.F. Harsdorff (1735-99). Kapellet er et tidligt eksempel på nyklassicisme i Danmark med høje, slanke søjler, lyse vægge, stuk og marmorsarkofager. Oprindelig var det planen, at hele kirken skulle have været nedrevet og erstattet af en kuppelkronet rotunde, men denne plan blev aldrig gennemført. Harsdorff nøjedes derfor med at opføre kapellet i gule mursten som et anneks til kirken. I en marmorsarkofag hviler greve Adam Gottlob Moltke (1710-92), som var overhofmarskal under Frederik Vs regering, hvor han efterhånden ikke blot blev kongens nære rådgiver og personlige ven, men efterhånden også landets faktiske regent, da den ellers enevældige Frederik V, der siden ungdommen var voldsomt alkoholiseret, ikke magtede denne opgave. A. G. Moltke var født i 1710 i Mecklenburg, men blev opfostret hos sin farbror, der var amtmand på Møn. Som 12-årig blev han page hos kong Christian VI og i 1730 kammerpage hos kronprinsen, den senere kong Frederik V. I 1743 blev Moltke udnævnt til hofmarskal og tre år senere til overhofmarskal. I forbindelse med udnævnelsen fik han Bregentved, som Frederik V skænkede Moltke "fra kongen af navn til kongen af gavn", som der står i gavebrevet og flere andre godser af kongen. 1750 havde han jord nok til at oprette grevskabet Bregentved, som i dag er Danmarks største godsbesiddelse. Godset omfatter også hovedgårdene Juellinge og Turebyholm. Adam Wilhelm Moltke (1785-1864), som var Danmarks første statsminister, ligger også begravet i Moltkes gravkapel.
 




Vi er så heldige at have bevaret et rigtig godt eksempel på en fæstegård fra 1700-tallet, nemlig en firelænget gård fra landsbyen Pebringe ved Karise. Efter omhyggelige opmålinger blev gården nedtaget i 1938-39 og i 1945 genopført på Frilandsmuseet i Sorgenfri, hvor Pebringegården i dag er en af museets store klenodier. Når man sammenligner fotografiet fra 1927 af indgangen og hjørnet ved huggehuset, før gården blev nedtaget (til venstre), med fotografiet af gården (til højre), som viser, hvordan gården ser ud i dag, kan man tydeligt se, at gården er genopført med bevarelse af det forfald og de skævheder, der var opstået i tidens løb. Det samme gælder også for de mere eller mindre primitive reparationer, der blev foretaget i løbet af de sekler, hvor gården var i brug som landbrugsejendom, så man også på den måde kan følge gårdens historie. På tegningerne herunder kan man se gårdens indretning og det endelige udseende, da den var helt udbygget. Gården blev nemlig ikke opført på én gang, men var i tidens løb gradvist blev forøget med tilbygninger. (Se evt. også det eksempel på et fæstebrev - netop fra Pebringegården -, som er omtalt senere i artiklen herunder.)

   


Hensynet til madlavning og opvarmning var afgørende for, hvordan en sådan gård blev bygget op, og ´ovnhuset´ med skorstenen er da også det centrale punkt i Pebringegården. Skorstenen var i virkeligheden et muret køkkenrum, hvor køkkenet simpelthen var bunden i den store skorsten. Her blev maden tilberedt ved arnebænken. Gryder og kar kunne hænges på sodstangen. I forbindelse med ildstedet var der ofte en maltkølle, hvor malten kunne lægges på gennemhullede brædder eller på bakker af riskviste. Gennem huller i muren kunne der fyres i både bageovnen og i bilæggerovnen. Det var netop i løbet af 1700-tallet, at skorstene i brændte sten afløste de åbne ildsteder i de sjællandske gårde, og netop det store ildsted og skorstenen i Pebringegården (til venstre) har inspireret Martin A. Hansen til essaysamlingen "Tanker i en skorsten", som udkom 1948. Frygten for ildebrand var altid til stede. Det var forbundet med bøde at lade børn bære brændende træ eller at bringe brændende træ fra et hus til et andet. Frygten for ´ildløs´ var bestemt også meget reel, da skødesløshed eller uheld i forbindelse med ild let kunne føre til, at ilden fik tag i det brandfarlige hus, og en brand i et hus kunne hurtigt udvikle til overhængende fare for hele landsbyen. På skorstenshammeren finder man da også undertiden bønner og vers, som. f. eks. "Tænder Ilden op i Jesu Navn og beder Gud om Naade, at den ikke får mere Magt, end to Hænder kan raade". En glimrende beskrivelse af Pebringegården og dagliglivet på denne fæstegård er historikeren Axel Steensbergs bog "Pebringegården - Folk og dagværk fra oldtid til nutid". Bogen udkom i 1986.

Pebringegården er et rigtig godt eksempel på en typisk sjællandsk fæstegård fra 1700-tallet, dels fordi gården er genopført på Frilandsmuseet som den så ud på den tid, men også fordi der er bevaret en del kildemateriale fra gården bl.a. en beskrivelse af gårdens produktionsmæssige grundlag i forbindelse med en synsforretning i 1750, da landsbyen Pebringe, som ligger på det sydlige Østsjælland nogle få kilometer nordvest for Karise. Landsbyen, som på dette tidspunkt bestod af 4 gårde og 3 huse, blev overtaget af Bregentved Gods. Fra synsforretningen i den forbindelse er der bevaret en beskrivelse af gården og en oversigt over gårdens indbo fx møbler, sengetøj, klæder, køkkentøj, værktøj, arbejdsredskaber bl.a. 3 leer, 2 høtyve og 1 slibesten med vandtrug m.m. , der var i stuen, kammeret og karlekammeret m.m..
(
Klik hér for en forklaring på de gamle måleenheder, der er anført i nedenstående beskrivelse fx tønder og skæpper.)

Matrikel nr. 3: Jens Mortensen

1.  Bygningen 4 længer, 46 fag, i lovlig stand.
2.  Kan så rug 5 tdr., byg 5 tdr., havre 10 tdr., og bælgkorn (fx ærter og vikker) 4 skp. Avler hø 10 læs.
3. Tjenestekarl Ole Andersen (26 år), 1 dreng Niels Smed (20 år).
4.  9 bæster (dvs. heste), 1 føl, 1 ko, 1 kvie, 12 får, 1 vædder, 8 svin og 4 grise.
5.  1 beslagen vogn med ´færredhaver´ (dvs. sidefjælle), 2 trævogne med ´høsthaver´, 1 plov med tilbehør, 2 jernharver med jerntænder,3 slæder og 1 tromle.
6.  1 jernkakkelovn, 1 bryggerkedel og lovligt indbo.

"Pebringegårdens historie går mere end 2000 år tilbage i tiden. Da den blev taget hjem til Frilandsmuseet, fandt man ved arkæologiske undersøgelser spor af bygninger fra jernalder og middelalder under gården. Den lå lidt nordvest for Karise i et område, der tidligt blev bebygget og beboet. En og samme slægt beboede gården fra begyndelsen af 1700-årenetil Frilandsmuseets overtagelse i 1938. Bygningen er som det er almindeligt på Sjælland, bygget af bindingsværk i en moderat kvalitet, med store tavl. De er lerklinede på fletværk. Væggene er kalkede på både tavl og bindingsværk - ´over stok og sten´, som det kaldes. Gården har taggavle af tjærede brædder, men døre og vinduer er malet brune. Gårdens udlænger er inddelt, som man gjorde i områder, hvor kornproduktionen stod stærkest. Hver korntype har eller har haft et separat laderum med logulv til tærskning. På Sjælland, hvor der i perioder skulle leveres meget hoveriarbejde til godserne, havde man mange heste. De var små efter nutidens standarder, og der skulle derfor flere til. Hestestalden har plads til 4-6 heste. Gårdens stalde udgør en stor del af bygningsmassen: Fårehus, stort hønsehus, kostald, hestestald samt foder- eller skærelo, hvor man skar eller hakkede vinterfoder til dyrene. Gården er bygget om, og der er bygget til i flere omgange, men den nuværende skikkelse er fra 1700-tallet og frem. I århundrederne ca. 1200-1500 var gården mindre og T-formet, og væggene bygget af store, vandrette planker, buller. En og samme slægt beboede gården fra begyndelsen af 1700-tallet til Frilandsmuseets overtagelse i 1938. Jens Mortensen var fæstebonde på gården i 1719. Han var født i 1681 og gift med Anne Jensdatter. Hun døde, og han giftede sig med hendes søster Sidsel i 1729. Deres datter Else giftede sig i 1752 med Clemmen Pedersen, og parret overtog fæstet. Da Clemmen døde i 1796, overgik gården til deres søn Niels Clemmensen, som var blevet gift med Karen Nielsdatter i 1788. Deres datter, Sidse, overtog gården sammen med sin mand, Jens Larsen, omkring 1820, og deres søn, Clemmen Jensen, overtog gården i 1871 som arvefæster sammen med sin kone, Maren. Gården blev først solgt til selveje i 1928, da Hans Jensen for en pris af 35.000 kr. købte den efter at have skiftet boet efter sin afdøde moder, Maren, med sine søskende. I dag er Pebringegården indrettet svarende til tiden 1810-1840." (Delvist citeret fra Nationalmuseets beskrivelse af Pebringegården).

Den 4. juli 1804 nedbrændte ikke mindre end 6 af gårdene i byen, som derpå blev opløst. En del af de øvrige gårde blev derefter udflyttet og opbygget mere centralt. Skolen fortsatte imidlertid indtil 1869, hvor den blev afløst af en nyopført skole ved Hestehaven. Den gamle Rytterskole blev derefter omdannet til købmandsforretning og fungerede som sådan, indtil bygningen blev ødelagt ved en brand i 1926.
Det nuværende Karise er først vokset op omkring jernbanen, der blev anlagt i 1879. Bygaden i det gamle Karise, hvor også Rytterskolen lå, hedder i dag Drosselvej, og her kan man stadig se enkelte af de gamle gårde fra den oprindelige landsby.

Links og litteratur om Karises ældre historie
Interesserede, som ønsker yderligere oplysninger om Karises historie, anbefales at besøge websiderne "Træk af Karises ældre historie", som indeholder et udmærket materiale skrevet af en lokal historikergruppe med bl.a. Erik v. Achen, "Karisegård" skrevet af Olaf von Bülow, samt henvises til værket om Karises historie, som omfatter følgende 3 bind: "Landsbyen Gammel Karise", "Kirkebyen Karise"og "Stationsbyen Karise", som blev udgivet af Karen Larsen og Svend Aage Hansen i 2004. Rytterskolen omtales i værkets første bind, men da indholdet - uden forudgående aftale, men dog med kildehenvisning - er ´lånt´ - dvs. direkte kopieret - fra dette websted, er der ikke yderligere information om dette emne i bogen end den, man kan finde på disse websider.

 

animated gif

finn@thorshoj.dk


Rytterskolerne oversigt (klik på billedet)


Hovedmenu (klik på billedet)

E-mail: Klik på adressen

Hit Counter  (Besøgstælleren er sidst nulstillet den 1. januar 2017)