Degne og skoleholdere på landet

Degnelæsningen
Lige fra middelalderen har der været latinskoler og skriveskoler for de bedre stillede folks børn i købstæderne og privatundervisning af overklassens børn på herregårdene, men indtil 1700-tallet stod det meget dårligt til med undervisning af børn på landet, hvor den meget sparsomme undervisning af almuens børn blev udført af sædedegne, d.v.s. fastboende degne, som gjorde tjeneste i landsbykirkerne eller af løbedegne, som ofte var en lidt ældre elev fra latinskolen i den nærmeste by.
Med Kirkeordinansen fra 1539 blev degnelæsningen den bærende skolestruktur  var på landet frem til begyndelsen af 1700-tallet.  I kirkeordinansen står der således, at: ”Saa skal Sognedegne undervise det unge Bondefolk i Børnelærdommen, Chatechismo, én gang om Ugen paa en Tid og et Sted, som Sognepræsterne foreskriver dem”.  Endvidere står det, at  ”Børnene maa optugtes og udi Sindene beredes til Evangelium, af hvilken Beredelse den første Barndom bliver skikket til sand christelig Gudfrygtighed.  Derved lærer de den Kunst, der kræves, enten for at udbrede Guds Ære i Christendommen eller til at opholde og bevare et godt civilt og verdsligt Regimente”. Degnelæsningen, der almindeligvis fandt sted forud for søndagens gudstjeneste, betød i praksis, at degnen fremsagde tekster fra katekismus, som børnene dernæst gentog, indtil de kunne den udenad. Degnen og hans medhjælper, som blev kaldt ´substitutten´, var kirkelige tjenere, der først og fremmest forestod sangen ved gudstjenesten, bad ind- og udgangsbønnen,  holdt kirken rent og forestod kirkeringningen. Undervisningen foregik normalt i eller ved kirken, og egentlige skolehuse var uhyre sjældne. Et eksempel herpå er dog Rasmus Svendsens Skole i Faxe. Degnens pligter i kirken kom i første række. Først i anden række kom ungdommens undervisning.  Degnen fik sit udkomme dels gennem degnelodden og dels gennem indtægter fra offer og tiende (´degnetraven´, der beløb sig til 1/3 af præstetienden). 
Et stykke ind i 1700-årene var degne den eneste ´type´ lærere på landet. Man tilstræbte, at degnen var student og altså færdig med sin latinskole i byen, så han både kunne fungere som præstens medhjælper i kirken og forestå undervisning af børn. Især på landet var virkeligheden imidlertid ofte en ganske anden, for i praksis var datidens degne kun i sjældne tilfælde studerede. Oftest var det almindelige bønderkarle eller husmænd, der sjældent havde nogen større boglige færdigheder. Med det dårligt betalte job havde degnen udsigt til et liv i fattigdom, så det var svært - ofte ligefrem umuligt - at skaffe kvalificerede folk som degne på landet. Der er bevaret adskillige klager over degne, som næppe kunne læse bare nogenlunde flydende og dertil ofte var helt uden pædagogiske evner i forhold til de børn, de var sat til at undervise. Resultatet blev, at ´lærdommen´ med flittig brug af ferle og ris blev terpet ind i børnene som endeløs udenadslæren og der var  næppe lagt større vægt på, om børnene reelt også havde forstået noget af stoffet. Ved kongelig forordning var det bestemt, sognepræsterne havde tilsynet med sognets skole og dermed også ansvaret for, undervisningen blev gennemført forsvarligt og at skoleholderen passede sit kald som foreskrevet. Både forordningen, men også Christian Vs ´Danske Lov´fra 1682 indeholdt også bestemmelser om, at provsterne mindst én gang om året - og bisperne med få års mellemrum - skulle visitere skolen for at sikre, at læsning af bibel og katekismus foregik tilfredsstillende, og at både kirke og skole fungerede efter hensigten.

Degnen på landet kom med sit sorte tøj til at lægge navn til begrebet ´den sorte skole´. Det er imidlertid lidt usikkert, hvordan klædedragten var for 1700-årenes degne, men ovenstående ´rekonstruktion´ fra slutningen af 1800-årene giver nok alligevel et rimelig kvalificeret bud. Ludvig Holberg havde som bekendt ikke stor respekt for degneskolen, og vor tids opfattelse af degnen på landet er nok i nogen grad endnu præget af hans ironiske og satiriske beskrivelser af disse mennesker. Naturligvis har der dog været både gode og dårlige degne, som på godt og ondt fungerede som lærere for almuens børn gennem flere hundrede år.
Maleriet herunder viser
en undervisningssituation i en landsbyskole i en landsbyskole i Schweiz i 1848. Maleren hedder Albert Samuel Anker (1831-1910), og han var en af de mest anerkendte genre- og portrætmalere i Schweiz i 1800-tallet. Selve maleriet, som er fra 1896, findes på Basel Kunstmuseum. Bortset fra den forholdsvis store skolestue, som ikke har været almindelig i dansk landsbyskoler, har situationen på maleriet næppe været meget anderledes i en dansk skolestue i midten af 1800-tallet.
 

 

Skolemester og skoleholder
I begyndelsen af 1700-årene blev degnen afløst som lærer af skolemesteren eller skoleholderen, som han oftest kaldes i datidens forordninger. Det er vigtigt at gøre sig klart, at det ikke bare var et skift af titel. Degnene var i sagens natur kirkens mænd, og selv om de nye skolemestre ofte heller ikke var særlig godt uddannet - og slet ikke havde nogen pædagogisk uddannelse -, betød det trods alt en ændring i selve undervisningen.

Med fattigforordningen af 1708 blev det nu et krav, at der skulle oprettes skoler i alle landets sogne, men det lykkedes kun i ganske få sogne, inden Frederik IV i årene efter 1721 lod de 241 Kongelige skoler, de såkaldte Rytterskoler, opføre. Med fattigloven blev det nu også bestemt, at skolemestrene i købstæderne gratis skulle undervise "de børn, som er indskrevne i de fattiges tal" i den kristne lære, gerne med læseøvelser. Først da pietismen kom til landet, begyndte interessen for at højne folkeoplysningen blandt almuen.

"Skolemesteren må ikke gøre nogen forskel på Børnene formedelst deres forældres Tilstand, men den Fattige lige såvel som den Formuendes forsvarligen undervise", og når forældre "til Plovkøren, små Kvægs Vogtelse eller anden saadan Gerning" havde brug for deres børns arbejdskraft, skulle de have fri til dette arbejde "mod at møde des flittigere den øvrigeTid af Året".


Læreruddannelsen

Vi kender navnene på de fleste af de skoleholdere og deres pædagogiske forudsætninger, der virkede ved rytterskolerne og mange andre landsbyskoler som fx
Prins Carls skole i Store Torøje, og det viser klart, at de
især i 1700-tallet oftest var ustuderede.  Kong Christian 6. havde udstedt forordningen om skoler på landet 23. januar 1739; men de tilsigtede bestræbelser løb ud i sandet, da ingen kunne påvise, hvor de nødvendige penge skulle tages fra, og alt blev ved det gamle. Men da kronprins Frederik (den senere Frederik VI) i 1784 kom i spidsen for regeringen, og bondestandens oplysning kom til at ligge ham på sinde, foranledigede han i 1789 nedsat en kommission, der skulle fremkomme med forslag om en forbedring af landets folkeskolevæsen. En af de opgaver, kommissionen straks stillede sig, var at arbejde for en ordnet læreruddannelse. Den første egentlige undervisning i Danmark, som gav mulighed for en egentlig uddannelse som lærer, blev oprettet i Tønder i 1786, men almindeligvis regnes seminariet i Blågård i København, som  blev åbnet den 14. marts 1791, for at være Danmarks første egentlige seminarium.  Det var meningen, at seminariet skulle optages 2–300 lærerstuderende, men antallet dalede snart til 40. I 1809 flyttede seminariet til Jonstrup og kom derfor til at hedde Jonstrup Seminarium

 

 
Et lidt uvenligt, men desværre nok også temmelig realistisk billede af undervisningen i 1700-tallet (billedet til venstre). Skolemesteren tamper ´lærdommen´ ind i børnenes hoveder med flittig brug af ferlen, som han holder i hånden, så han kan ´fremme forståelsen´ hos barnet ved slag på knoer eller i håndfladen og flittig brug riset, som hænger parat på væggen. Først i slutningen af århundredet begyndte forståelsen af, at børn ikke bare er ufuldkomne voksne, men at de gennemgår en udvikling og har forskellige behov til forskellige tider. Det var især den franske filosof og en af pædagogikkens grundlæggere, Jean-Jacques Rousseau (1712-1778), som med værkerne "Emile" og "Samfundspagten" fra 1762 i høj grad var med til at lægge grunden til den moderne børneopdragelses forståelse af, at målet med børneopdragelsen må være at forme frie mennesker, der er i stand til at tage vare på sig selv, og at det kun er muligt, når man behandler børn med respekt og tager hensyn deres individuelle natur og evner. Rousseau ´opfandt´ så at sige barndommen og mente bl.a., at barnet skal tvinges til at bruge sit hoved, sine egne sansninger og erfaringer og selv drage konklusioner. Lærerens opgave er derfor ikke at docere, men at vejlede og inspirere. Synspunktet er så relativ moderne, at det næsten kunne være sagt i dag, og virkeligheden var da også en ganske anden, end den, Rousseau havde beskrevet som et ideal, men en udvikling mod et ændret syn på opdragelse og indlæring af børn havde langsomt taget sin begyndelse.
 

animated gif

finn@thorshoj.dk


Rytterskolerne oversigt (klik på billedet)


Hovedmenu (klik på billedet)

E-mail: Klik på adressen

Hit Counter  (besøgstælleren er sidst nulstillet den 1. november 2016)